Læsetid: 3 min.

Værs’go’ og spis: De gode frugter

27. september 2014

Det er nu, der skal spises blommer, pærer og de tidlige æblesorter som gråsten, der er sprøde og med frisk syrlighed og fin sødme.

I det danske køkken er der lang tradition for ikke bare at bruge æbler i det søde køkken men også i retter som æbleflæsk, som fyld i andestegen, i grydestegte hjerter og i karrysild og karrysuppe. Også stegte og bagte blommer er gode i gryderetter med fjerkræ eller lavet til chutney som tilbehør til stegt fisk, fjerkræ og rosastegte stege. En salatklassiker er pære med skarpt smagende grøntsager som selleri, bitre salater, friske nødder og blåskimmelost. Syltet pære evt. med frisk ingefær kan være et godt tilbehør til en vildtret eller karrykrydret gryderet. I mange asiatiske retter bruges mango og banan – prøv at skifte dem ud med de modne, lokale frugter, vi har lige nu.

Frugtfestival

I sidste weekend var jeg til Sydhavsøernes Frugtfestival i Sakskøbing. Den blev afholdt for ottende år i træk og er vokset til en stor lokal begivenhed. Det er en fest for noget af det bedste på egnen: Her kommer de lokale frugtavlere med frugter der er på toppen i disse uger. De nydes råt og godt eller som friskpresset æblemost. Der var også smoothiekonkurrence, nye frugtbrændevine og meget andet. Selv havde jeg et bageværksted for børn. Vi bagte gode blommemuffins med sprødt kaneldrys – og opskriften er her:

Blomme-muffins med sprødt kaneldrys – 12 stk

2 æg

150 g (næsten 2 dl) rørsukker

1/2 stang vanilje

1 tsk. fintrevet citronskal/appelsinskal/limeskal

125 g blødt smør

350 g hvedemel (5 dl)

2 tsk. bagepulver

1 tsk. stødt kardemomme

1 dl cremefraiche 38 pct.

12 friske blommer i kvarter 350 g (du kan også bruge æbler eller pærer)

Sprødt kaneldrys:

50 g koldt smør

2 spsk. hvedemel

2 tsk. stødt kanel

1 dl grovvalsede havregryn

1/2 dl (ca. 45 g) rørsukker

•Tænd ovnen på 200 grader. Slå æg ud i en skål med sukker. Pisk det skummende og tykt med en håndmikser i ca. 5 min.

•Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud med en lille kniv. Riv skal af citron, appelsin eller lime og kom det i æggemassen med vaniljekornene.

•Tilsæt klatter af blødt smør. Pisk til ensartet konsistens.

•Bland mel med bagepulver og kardemomme. Sigt melblandingen igennem en si ned i æggemassen. Vend dejen sammen med en dejskraber. Rør forsigtigt cremefraiche i dejen. Vask blommerne og skær dem over. Fjern stenene. Skær blommerne ud i kvarter.

•Fordel dejen i 12 muffinforme (evt. dobbelt papir). Fyld formene ca. 2/3 med dej. Kom 4 stykker blomme i hver kage.

•Drys: Smuldr koldt smør med mel, kanel og havregryn. Tilsæt sukker. Fordel drysset over alle kagerne. Bag kagerne ca. 20-25 min. i en 200 grader varm ovn. Stik et lille træspid eller en lille kniv i kagen. Hvis der er rå dej på, skal kagerne bage videre. Afkøl på bagerist.

Ovnbagte blommer – 4 personer

750 g blommer

2 stykker hel kanel

1/2 stang vanilje

1 dl rørsukker

1 dl vand

1 citron

2,5 dl cremefraiche 38 pct.

evt. flydende honning

•Prik blommerne med en gaffel og læg dem i et ovnfast fad med kanel og en flækket vaniljestang. Drys med sukker og hæld vand i fadet. Skær citronen ud i mindre stykker og stik dem ind imellem blommerne.

•Sæt fadet i en 200 grader varm ovn. Bag 20-45 min. til blommerne er møre. Lad blommerne køle lidt af. Hæld lagen fra og rør den sammen med cremefraiche og smag til med honning.

Blommechutney – ca. 2 syltetøjsglas

2-3 skalotteløg

2 dl hvidvinseddike eller æblecidereddike

1 grøn chili

25 g frisk ingefær

200 g mørkt rørsukker

2 tsk. groft havsalt

1/2 kg sveskeblommer, kirkes eller andre blommer uden sten

1 tsk. sennepspulver

Evt. kartoffelmel

•Hak løgene fint. Kog dem ca. 5 min. med eddike, fint hakket eller strimlet chili, hakket ingefær, sukker, salt og små stykker blommer uden sten til de lige akkurat er møre. Hårde blommer skal have længere tid.

•Tilsæt sennepspulver. Chutneyen kan evt. jævnes med lidt kartoffelmel, hvis den er kogt for meget ud. Lad chutneyen trække – gerne nogle dage.

•Chutneyen kan opbevares koldt ca. 1 måned. Der skal tilsættes konserveringsmiddel, hvis den skal opbevares længere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu