Læsetid: 8 min.

Her bliver 200 huse revet ned – om ugen

Detroits ny indsats mod slum er at rive ned, og over 40.000 huse står foran nedrivning. Byens kontroversielle plan går ud på at tiltrække investorer og nye, mere velstående beboere, men kritikere siger, at den kun vil føre til fordrivelse af flere sorte borgere
Nedrivning. Siden sidst på vinteren har nedrivningsmaskinerne arbejdet på højtryk i Detroit i håb om, at byens problemer vil forsvinde sammen med ruinerne. En tanke, der møder hård kritik.

Rebecca Cook

11. oktober 2014

Shervonne Colvin er ekstatisk. I dette forår blev der igen tændt en enkelt gadelampe for enden af hendes blok. Og i sidste måned blev næsten en tredjedel af blokken revet ned til grunden af bystyrets bulldozere.

Sådanne tiltag ville måske næppe begejstre et flertal af byboere. Men Colvin bor ikke i en hvilken som helst by. Hun bor i Detroit, hvor forsømmelse fra bystyret i årevis har været reglen snarere end undtagelsen. Detroit er mod sin vilje blevet stjerne inden for ’ruinporno’, en særlig subgenre inden for fotokunsten, og har fået fans verden over – bortset fra i Detroit. For to år siden – da magasinet Forbes udnævnte Detroit til at være Amerikas farligste by – kunne lokale medier rapportere, at de mange forladte huse var blevet yndede steder til at skille sig af med mordofre.

Der er vi heldigvis ikke længere, siger lokale borgere i dag.

»Jeg oplever nu, at bystyret forsøger at gøre noget. Og at de i det mindste er opmærksomme på problemerne. I årevis følte vi os helt glemt. Vi var bange for at gå ned ad fortovet. Det føltes som et tredjeverdensland her«, siger Colvin.

For første gang i 15 år siger 54-årige Colvin, der er tidligere skolelærer og kosmetolog, at hun igen føler sig som en del af byen. Hendes oprindelige hjem i det nordvestlige Detroit har været væk i årevis. Hun blev kun i byen, fordi hendes mand nægtede at flytte.

Nedrivningen af ejendommene i Colvins blok er resultat af en byfornyelsesindsats, som begyndte i vinter, og som skal fjerne den mest dysfunktionelle del af boligmassen over en periode på fem år til anslåede totalomkostninger på lidt under en milliard dollar. Hver nedrivning skønnes at koste 15.000 dollar.

Hidtil er nedrivningen foregået med en hastighed på mindst 200 huse om ugen. Det er sneglefart. Der er over 40.000 huse og bygninger, der opfylder betingelserne for øjeblikkelig nedrivning.

Og så er der pengene: Omkring halvdelen af de 850 millioner dollar, som er nødvendige for at nedrive ejendommene, skal komme fra Detroits ’Justeringsplan’, som netop er til gennemsyn i byens konkursdomstol. Resten af pengene skal komme fra bl.a. private, fra fonde og fra forbundsmyndighederne. 52,3 millioner dollar vil komme fra den forbundsstatslige fond, Hardest Hit Fund, som blev oprettet sidste efterår som hjælp til tvangsauktionsramte.

Ingen anden amerikansk by har tidligere forsøgt sig med en så storstilet operation.

Et forsøg på genrejsning

Selv om der blot forventes at blive skabt 430 job i projektet, står byens fremtidige genopretning på spil. Håber er, at man ved at frigive grunde til nye bygninger og virksomheder kan sende et attraktivt signal til investorer og potentielle nye beboere af en rigere – og uundgåeligt hvidere – herkomst.

Den overvejende hvide middelklasses flugt til forstæderne, som blev forstærket af de store raceuroligheder i 1967, er en væsentlig årsag til de demografiske forskydninger, som gennem de seneste seks årtier har udhulet byens beskatningsgrundlag. Detroit gik fra at være en overvejende hvid by, et symbol på Amerikas blomstrende middelklasse med en befolkning på 1,8 millioner i slutningen af 1950’erne – til at være 82 procent sort i dag, med en medianhusstandsindkomst, der nærmer sig fattigdomsgrænsen og folketal, der er dalet til under 700.000.

Ifølge statistiske data i undersøgelsen Motor City Mapping er 53.000 ejerboliger i Detroit i dag hjemfaldne til tvangsauktion, fordi deres ejere er bagud med ejendomsskatter og terminer. Af disse ryger en tredjedel på auktion i denne måned på Wayne County Foreclosure Auction, hvor det vil blive muligt at købe sig en ny bolig til priser ned til 500 dollar.

For Detroits beboere er nedrivningen af de kondemnerede ejendomme et populært initiativ.

»Jeg har sagt det i årevis: Gør byen sikker, og ryd op,« siger John George, grundlægger af Motor City Blight Busters, en non profit-organisation, der har kæmpet mod boligforfaldet i næsten tre årtier, herunder forsøgt at lukke forladte ejendomme af for husbesættere.

Da John George flyttede til sit kvarter Old Bedford Detroit i begyndelsen af 1980’erne med sin familie, bemærkede han, at et af de forladte huse i hans blok om aftenen og i weekenden blev overtaget af narkohandlere.

Efter en rædselsnat med skyderier og afvisning af hjælp fra fra byens politi besluttede han at tage sagen i egen hånd. Næste morgen tog han ned i et byggemarked og få timer senere var det tomme hus spærret effektivt af med træplader. Næste aften, da narkohandlere ankom til stedet, kastede de blot et blik på huset og tog af sted igen.

»De kom ikke igen,« siger John George.

Peter Hammer er skeptisk. Han er juraprofessor ved Wayne State University, hvor han også leder Damon J. Keith-centret for borgerrettigheder. Han hævder, at nedrivningsindsatsen vidner om »et snæversynet fokus på at ødelægge bygninger«.

»Jeg ville ønske, at byens embedsmænd ville gå efter racismen med samme maniske intensitet, som de går efter kondemnerede bygninger.«

’Forfaldet vil fortsætte’

Og kritikere af planen mener da også, at den kun sætter ind imod følgerne af byens krise uden at gøre mindste forsøg på at rette op på dens årsager. Planen synes udtænkt af bureaukrater snarere end af beboere. Hvis borgerne var blevet hørt, ville de så have stemt for at afsætte en milliard dollar til nedrivning af bygninger på bekostning af byens andre presserende opgaver, f.eks. en renovering af byens vandforsyning?

»Racismen fik os ud i den redelighed, men der er intet i nedrivningsplanen, der forholder sig til spørgsmål om race, diskrimination eller hvid flugt, som er årsager til, at vi overhovedet har så mange kondemneringsmodne bygninger i Detroit,« siger Hammer.

George Galster, professor i Institut for Bystudier og Planlægning på Wayne State University, siger, at nedrivningerne blot er et »plaster på såret«, og efterlyser også opmærksomhed på årsagerne. F.eks. det deregulerede boligmarked i Michigan-regionen, som har ført til opførelse af 10.000 overskydende huse om året siden 1950’erne og har drevet hundredtusinder fra Detroits bykerne ud i forstæderne.

»Så længe, man ikke gør op med det, vil problemet med boligforfald fortsætte,« siger professor Galster.

Andre anlægger et mere optimistisk syn. De hævder, at ved at rive ned nu, vil resultatet på længere sigt blive færre knuste ruder. Detroits kontroversielle erfaringer med at sætte politiet ind i projekt Mod Knuste Ruder har allerede sat sit præg på byens nye karakter.

»Hele ideen bag Mod Knuste Ruder er simpel, men den virker: Lader man et enkelt knust vindue være, kommer der flere,« siger Craig Fahle, indtil for nylig en af byens respekterede mediestemmer – nu har han forladt sit job som radiovært til fordel for en stilling i borgmester Duggans nyudbyggede Detroit Land Bank-myndighed, som fører tilsyn med nedrivning af kondemnerede boliger, holder auktioner over eksproprierede ejendomme og søger at rekruttere nye beboere.

»Det er det samme med de kondemneringsmodne ejendomme. Den ene kondemnering fører den næste med sig«, siger Fahle og sammenligner processen med vejrtrækningen hos et levende væsen.

Behov for arbejdspladser

Der er lidt scifi-gyser over det, og i beskrivelser af Detroits forladte boligmasse findes der en tilsyneladende endeløs forkærlighed for kræftmetaforer og zombieanalogier.

»Jeg ved, det lyder ekstremt, men boligforfald er som kræft, og man er nødt til at sætte aggressivt ind. Hvis du ikke slår den ihjel, vil den slå dig ihjel,« siger John George.

Dennis Durkin, 61, bager i supermarkedskæden Kroger og hele sit liv bosat i det nordvestlige Detroit, ser på entreprenørmaskinernes nylige nedrivning af huse i hans blok med forsigtig skepsis. I de sidste fem år har hans ejendom haft indbrud syv gange, siger han, og han ved også, hvem gerningsmændene er: Det er de mennesker, der bor i huset bag ham. Deres hus står der stadig. Han vurderer, at tre fjerdedele af hans blok er blevet forladt igennem de sidste fem år.

»Det ville være godt at have en politik, som kunne skaffe disse mennesker et job«, siger han. »Det tror jeg virkelig, kunne gøre noget ved tyverierne.«

Beviser for denne sammenhæng findes ikke helt, hævder nogle. Den nyeste databaserede forskning, der gennemføres i samarbejde med Erica Raleigh fra analysebureauet Data Driven Detroit, viser, at der i modsætning til den almindelige antagelse ikke er belæg for, at ødelagte ejendomme tiltrækker eller forværrer den kriminelle aktivitet, forklarer Galster.

Beboerudskiftning

Bernard Harcourt, juraprofessor på Columbia University og direktør for Columbia Center for Contemporary Critical Thought, medgiver at nedrivningsteorien kan virke »fascinerende«. Men han tilføjer, at teorien om de knuste ruder dækker over en stærk omfordeling, hvor de sanerede områder bliver vendt om fra nederste ende af den socioøkonomiske stige til toppen. Ligesom det er set på steder som Times Square i New York og Los Angeles’ tidligere slumkvarterer.

Opblomstringen af disse områder blev udråbt som beviset for, at teorien om de knuste ruder virker, siger Harcourt, men realiteten er, at den var et produkt af en årtier lang byplanlægning og ombygning, som i al væsentlighed flyttede rigdom og indbyggere fra det ene kvarter til det andet.

»Bliver bygningerne revet ned af hensyn til de mennesker, som allerede bor i kvarteret, eller bliver de revet ned for at gøre det lettere at skaffe nye indbyggere til at købe de nu ledige ejendomme,« spørger han.

Durkin, hvis have er ulasteligt velholdt – »der er altid noget, der blomstrer her« – peger på et nydeligt, gult hus over for hans eget, som langt om længe har fået nye indflyttere efter at have stået ubeboet i længere tid.

De tidligere ejere havde ikke lyst til at flytte, siger han, men da recessionen ramte, kunne de ikke betale deres lån længere. Til sidst røg de på tvangsauktion.

»Hvis du spørger mig, er meget af det her bankernes skyld. Da tingene begyndte at gå dårligt, fik fok ingen hjælp. Folk ville gerne samarbejde med bankerne, men bankerne ville ikke samarbejde med nogen.«

For Craig Fahle i Land Bank er der ingen tvivl: Nedrivning af kondemnerede bygninger og frasalg af dem, som er i god stand, til nye ejere vil forbedre alle beboeres livskvalitet. Han hævder også, at det vil give folk i Detroit en følelse af, at bystyret kerer sig om dem.

»Vi kommer ikke til at ramme rigtigt hver gang. Vi afprøver nye ting,« siger Fahle. »Men vi kan forsøge at skabe en ny slags folkelig opbakning og begejstring. Og kan vi lykkes med det i Detroit, så har vi skabt en model til efterfølgelse for andre.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Oersted

Strategien med at nedrive faldefærdige boliger i Detroit er jo den samme strategi som danske kommuner i Udkantsdanmark forfølger, for at gøre området mere attraktivt. Detroit har brug for mange flere resourcestærke indbyggere, ligesom Udkantsdanmark. Detroit har i mange år haft en for stor resourcesvag befolkning, og da krisen ramte, blev Detroit ramt ekstra hårdt, fordi så stor en del af befolkningen havde så lidt at stå imod med.