
1. Højden
Høje hæle starter ved syv centimeter og går op til 17,8. Der er imidlertid en fysisk grænse for, hvor høje sko du kan gå i, og den hænger sammen med størrelsen på dine fødder og proportionerne af dit korpus.
I gennemsnit går danske kvinder med hang til hæle i 7,6 centimeter høje sko, hvilket giver os en europæiske tredjeplads. Tommelfingerreglen er, at du skal kunne løfte dine hæle mindst tre cm fra gulvet med strakte knæ, ellers skal powerpladerne tilbage på hylden. For høje hæle kan nemlig både give dig ondt i ryggen og tvinge dig til at gå med bøjede knæ. Og det ser ikke pænt ud.
Hvis du ikke er vant til høje hæle, er det en god ide at træne, inden du lufter dit nyindkøb. Ideelt set hjemme, hvor ingen ser dig.
Hvis du er normalt motorisk begavet, tager det omkring tre uger at lære. Så læg stoltheden til side, ifør dig dine nye sko og ret ryggen, idet du skyder hofterne fem cm længere frem og skuldrene fem cm længere bagud, end hvad der umiddelbart føles logisk. Sæt først hælen i gulvet og derefter tåen, mens du placerer den ene fod direkte foran den anden. Sørg for at du ikke har travlt, når du går, og oprethold den tilbagelænede fornemmelse, som sikrer dig mod at se krumbøjet ud. Orienter dig i terrænet efter brosten, trin eller andre potentielle fælder.
2. Farven
Klassiske højhælede sko er sorte og blanke i skind eller lak, hvilket er festligt. De har endvidere den fordel, at de er nemme at tørre over med en klud, når du vågner dagen derpå med sammenklistrede tæer og fugtige fadølssåler.
Bliver de blanke stiletter for pæne til hverdag, så kan du vælge et par i ruskind. Vil du gerne have det maksimale ud af de ekstra centimeter, kan det betale sig at vælge sko i en farve, som matcher din hudfarve. Beige eller sandfarvet får nemlig dine ben til at syne længere.
Hvad angår sålen, kan den også have forskellige farver. Franske Christian Louboutin har specialiseret sig i røde signatursåler, der får kvinder over hele verden til at spendere månedslønninger på røde fodaftryk.
3. Hælen
Kilehæl, pump, bred hæl eller stilet. Mulighederne er mange. Overordnet bør du tænke over, at jo tykkere ben du har, des tyndere bør hælene være. Dog egner stilethæle sig hverken til brosten eller cykelture, og derfor kan det svare sig at satse på brede hæle til hverdag.
Du kan også vælge en praktisk kilehæl, der gør det muligt at forcere de fleste urbane forhindringer og samtidig har den fordel, at de kan være usynlige og indbyggede i skoene. Som for eksempel den hypede kondiskoudgave fra franske Isabel Marant.
Hvis yndlingsskoene ikke har hæl, eller nogen føler sig intimideret af dine ekstra centimeter, et par kileformede hælindlæg i silikone være en løsning. Vælger du imidlertid de traditionelle hæle, er det vigtigt, at du skifter hældutter i tide. En hæl, der ligner en halvskrællet banan, er ikke elegant.
Hvis skaden er sket, og hælene har fået knubs, kan du udbedre de værste skrammer med en tur til hælemager, lidt lim og en sprittusch i matchende farve.
4. Materialet
Gode højhælede sko er fremstillet af skind, og selv om det kan være fristende at købe de billige imiterede til en tredjedel af prisen, så lad være. Plasticstil-sko giver vabler, og hvis du ikke allerede har givet op hjemmefra og udrustet festtasken med et par flade alternativer, ender du med enten at drukne smerterne i baren eller hoppe rundt på dansegulvet med bare, sorte tæer. Ingen af delene er særligt flatterende.
Læder har imidlertid brug for imprægnering, og ekspedienterne er ikke sene til at fylde din pose med både spray, smørelse, indlæg og skridsikre såler. Hvad sidstnævnte angår, så hold dig fra dem. Skridsikre papirsåler kombineret med et tilsølet dansegulv kan være den rene dødsfælde for både dig og dine omgivelser.
5. Plateau
Plateau kan få dig til at se overbevisende ud i stiletter, der ville have fået Newton til at opgive sin teori.
Ved at lægge ekstra højde under forfoden i stedet for udelukkende under hælen, bliver hælene lettere at gå med, og du kan blive så høj, du ønsker uden at få ømme lægge og sneglehustæer.
Det amerikanske mærke Jeffrey Campbell har opbygget et stiletimperium på plateausåler. Risikoen er imidlertid, at du hurtigt kommer til at ligne en statist fra Pretty Woman. Derfor skal materialevalget være afdæmpet. Undgå lak, lange skafter og pangfarver som eksempelvis rød. Kvaliteten skal opveje faren for offentlig fordømmelse.
Vi anbefaler
Den amerikanske psykologiprofessor Barry Schwartz udgav for nogle år siden bogen ’Paradox of choice’, der kort fortalt videnskabeligt argumenterede for, at for mange valg gjorde os ulykkelige, og at vi konstant skulle forsøge at minimere vores valgmuligheder.
Det er der normalt ingen, der hjælper dig med, men Information kommer dig til undsætning og guider dig gennem forbrugsjunglen.
Mad, politik, politikere, tøj, musik, bøger, magasiner, eksperter, dyr, tasker, film, filosoffer, elektronik, medier, tænkere, religioner og sko – Information elsker at forbruge. Vi er selvudnævnte eksperter i forbrug, og nu lader vi vores ekspertviden komme andre til gode. Hver uge vil vi her anbefale en håndfuld forbrugsgenstande, der betyder meget for os.
Seneste artikler
Vi anbefaler: Hold på solbrillerne
4. april 2015Solen begynder at titte frem, og både for dit syns skyld (husk formaningerne fra formørkelsen) og dit look, er det nu, du skal finde solbrillen frem fra gemmerne. Hvis de da stadig er der. For ligesom andet småt sæsonudstyr har solbrillen en tendens til at forsvinde ubemærket. Og da brug-og-smid-væk-kulturen er yt, er her fem fremgangsmåder til at holde på brillerne sommeren overVi anbefaler: Fem måder at føde på
28. marts 2015Foråret er traditionelt højtid for fødsler. Vi guider dig her igennem fem populære måder, du kan lade dit barn komme til verden påVi anbefaler: Verdens bedste værter
20. marts 2015Hvad gør en god tv-vært god? I hvert fald en masse karisma og evnen til at kommunikere med seerne hjemme foran tv-skærmen. For nylig blev britiske Jeremy Clarkson suspenderet fra verdenssuccessen ’Top Gear’ på BBC. I den anledning præsenterer vi fem tv-værter, det aldrig er kedeligt at være i selskab med