Læsetid: 6 min.

’Dette er Anfield’

Liverpool havde onsdag besøg af Real Madrid. Kongeklubben fik 20 minutter inde i kampen overtaget med det første af deres i alt tre mål. Men Liverpool har et stadion, der kan gøre et Champions League-opgør til et kammerspil
Intimitet. Anfields stejle tribuner, der nærmest ender nede i banen gør stemningen intim. Og måske intimiderende, hvis man er på udebane. Her er det Real Madrids Cristiano Ronaldo, der afventende har tilskuernes øjne helt oppe i nakken.

Pierre-Philippe Marcou

Moderne Tider
25. oktober 2014

Tabte tænder i metermål,« synger C.V. Jørgensen i »Blåt blod til alle«. Det minder om Sportslørdag fra de gode gamle dage.

Det forekom mig, at stort set alle målmænd i det, der endnu ikke var Premier League, tog tænderne ud inden kampstart. En komplet over- og undermund i en lille vadsæk. Sikkert ved siden af en goodie bag fra den lokale pub på én af de små gader, mørke og trange, der fører op til Anfield Road i Liverpool. Dengang, i 1970’erne og starten af 80’erne, var slåskampe desuden helt normalt. »Lortet skal alligevel ud før eller siden,« som en notorisk hooligan fra London-klubben Millwall engang sagde. Tabte tænder i metermål.

Onsdag aften var sidste års Champions League-mestre, Real Madrid, på besøg hos Liverpool FC. Kampen endte 0-3. Det hele virkede meget domesticeret.

Når der ikke er kamp, er de små sidegader, Sybil Road, Alroy Road og Lothair Road, der løber mellem Rockfield Road og Anfield Road, nærmest livløse. Beboerne er for længst flyttet eller i færd med det. Liverpool havde længe planer om at bygge et helt nyt stadion. Siden kom de til besindelse, og nu gælder det en udvidelse af det eksisterende Anfield Stadion, som lige nu har plads til 45.000 tilskuere.

Det har givet en ridse i fankulturen omkring Liverpool. Fansene er verdensberømte for deres passionerede kærlighed til klubben, men en del retter også vreden mod de amerikanske ejere, Fenway Sports Group, som mere eller mindre har tvunget familier til at forlade deres boliger tæt på Anfield.

»Jeg flytter ikke,« fortalte en ældre mand på Lothair Road til The Guardian for nylig. »Jeg er blevet presset ud.«

’Det er så småt det hele’

Lige rundt om hjørnet er stemningen magisk. Stadion er volumenmæssigt ikke i nærheden af de største europæiske, men publikum gjalder »You’ll never walk alone,« og det siges, at man stadig kan høre ofrene fra Boerkrigen på Spion Kop, som en af Anfields tribuner kaldes. The Kop er stejl og forsvinder nærmest helt ned i banen. Det gør atmosfæren intim. Intimiderende, når man er udebaneholdet.

Alvaro Arbeloa, Real Madrids højreback, har selv spillet for Liverpool i årene 2007 til 2009. Han glædede sig forud for kampen i onsdags:

»Jeg har fortalt alle omkring mig, at de ikke må gå glip af det her. De er vant til stadioner, som har plads til 80.000. Fint nok, men Anfield er bare for fed. Det er unikt. Det er kun 45.000 mennesker, og så siger de: ’Og …?’ Og jeg siger: ’Og …?!’ De dér 45.000 gør altså atmosfæren helt, helt speciel. Jeg siger, at de skal nyde det,« sagde Arbeloa til UEFA.

»Anfield er noget helt andet end Bernabéu med dets NBA-agtige omklædningsfaciliteter, kæmpe spillerportrætter, og hvor det hele er topmoderne. Når du klæder om på Anfield, er der kun en lille krog, hvor du kan hænge din bluse, dine bukser, din jakke, alting,« sagde Arbeloa med et smørret grin.

»Det er så småt det hele. Og så forlader du omklædningsrummet og ser det med det samme: ’Dette er Anfield’. Det skilt er inkarnationen af en særlig ånd, en måde at forberede dig på at komme ind på banen på. Man skal helst røre det skilt.«

Gensyn med kongeklubben

Zlatan Ibrahimovic har udtalt, at engelsk fodbold er den hurtigste, den spanske er den mest elegante, mens den italienske er den hårdeste. Det har han givetvis ret i. Men han glemmer Liverpool. De er nærmest uden for kategori. De er nemlig europæere. »Liverpool FC – European Royalty,« står der på et typisk Anfield-banner. Der er noget næsten rørende paradoksalt over referencen til Europa. Mens UEFA’s hysteriske Queen-signatur og tryghedsskabende dramaturgi er en opgejlet cementering af global rækkevidde – de holder med United i Uzbekistan og med Lazio på Langeland – fortæller banneret sin egen historie: Vi har sgu’ altid været globale i Liverpool.

Og nu stod de endnu en gang på den store scene efter nogle magre år.

»At være tilbage i Champions League, uanset hvor vi skulle spille, vil altid være spændende. Men at have Real Madrid som modstander, sidste sæsons vindere, er noget specielt. Jeg tænker allerede på Anfield og den aften,« sagde Liverpools træner, Brendan Rodgers, i august i år.

Selv om sidste år var magisk, hvor Liverpool længe stod til at vinde Premier League, er Rodgers ikke i nærheden af de mytologiske hold fra fortiden. Legendariske Bob Paisley er den eneste træner i historien, som har præsteret at vinde tre Europa Cup-titler med den samme klub.

Nemlig Liverpool i 1977, 1978 og 1981. Sådan noget fås næsten ikke bedre. Det er samme luftlag som Ajax i 70’erne, AC Milan i starten af 90’erne og Alfredo di Stéfanos Real Madrid anno 1960. I alt har Liverpool vundet Europa Cup’en fem gange, lige fra dengang, løjerne hed Mesterholdenes Turnering, og til nu, hvor verdens mest lukrative fodboldshow hedder Champions League.

De fleste starter med fejl og mangler

En anden legende, sir Bobby Robson, har malet det perfekte billede af det særlige, europæiske fodboldbegær:

»Champions League er virkelig en overbygning på international fodbold. I Europa føles fodbolden bedre, den dufter bedre og udfordrer psyken meget mere,« mente Robson, som efter et langt liv i fodboldens tjeneste, først som innerforward for Fulham i 50’erne og senere som træner for England og Barcelona, døde i 2009 76 år gammel.

»I Premier League starter de fleste hold med fejl og mangler, som hurtigt bliver fatale hen over 90 minutter. En træner bliver betalt for at spotte de mangler og rette op på dem. I Europa i Champions League tester du dig selv op imod de absolut bedste klubber i hver liga. Der er ingen blød mellemvare her,« sagde Robson.

De sang euforisk med på Liverpool FC’s Euro Cup-hymne, hvis tredje vers hylder erindringen om Alan Kennedys scoring i det 81. minut. Det er 28 år siden, og fans fra onlinegenerationen var ikke født. Tysk tv viste opgøret fra Parc des Princes. Scenen var Paris, og anledningen var finalen 1981 i Mesterholdenes Turnering, hvor gutterne fra Merseyside besejrede Real Madrid 1-0. Real Madrid sent packin’, in the city of romance, kvidrer de på melodien »Ten Green Bottles«.

Real Madrid vandt ikke sin egen liga i seks år efter nederlaget i 1981. Det var de værste år siden tiden før di Stéfano, og de måtte vente til 1998 for igen at komme i en Champions League-finale.

Efter 0-3-nederlaget for tre dage siden synes Arbeloas ærefrygtige hyldest at være et postulat. Liverpool kom stormende i de første tyve minutter, men efter Cristiano Ronaldos sublime halvflugter i det 23. minut virkede kampen afgjort. Tre mål skovlede kongeklubben ind i første halvleg, to af Karim Benzema, og her var ingen Rafa Benítez til at tale dunder til Steven Gerrard og de andre ligesom Istanbul i 2005. Det var så som så med slagsange og tilråb. Faktisk hørte man Real Madrids fans mest.

Drømmen om et sjette vers

Men de drømmer stadig om et sjette vers i hymnen. Også manden fra Lothair Road, der er på vej ud i forstæderne, langt fra Anfield Road. Pokalen med de store ører har de allerede fået lov til at beholde:

Fifth European Cup, was won in Istanbul/ Three-nil, three-all, what a miracle/ Now it’s here forever, to stay in Liverpool/ Oh, the Fifth European Cup, we won in Istanbul!

Oprindeligt er Liverpools slagsang, »You’ll never walk alone«, taget fra musicalen Carousel. Senere blev den et stort hit med Gerry and the Pacemakers. Dengang i 60’erne var Celtic og Fulham de første til at omdanne sød pop til massebrølen på stadion. Musikken stopper, når de bredbrystede englændere når omkvædet. Walk on, walk on, with hope in your heart – And you’ll never walk alone. Verset er som skåret over Liverpools bedrifter:

When you walk through a storm / Hold your head up high / And don’t be afraid of the dark / At the end of a storm / There’s a golden sky.

Hvortil Real Madrid-fans ryster arrogant på hovederne og siger:

»Dette var Anfield.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her