Baggrund
Læsetid: 15 min.

Balterne frygter Vladimir

Sikkerhedstjenesten kalder dem en femtekolonne. Vladimir Putin udnytter dem til propaganda. Men selv ser de sig bare som en undertrykt minoritet, der kæmper for lige rettigheder. Vladimir Borisovich Shilin er en af 300.000 russisksprogede statsløse i Letland.
Moderne Tider
25. oktober 2014
Hærværk. Vladimir er nervøs, da han låser sig ind i herregården. Er nogen mon brudt ind og har malet graffiti på væggene – igen?

Hærværk. Vladimir er nervøs, da han låser sig ind i herregården. Er nogen mon brudt ind og har malet graffiti på væggene – igen?

Tor Birk Trads

Et forkert skridt kan have fatale konsekvenser. Vladimir springer fra den ene halvrådne træbjælke til den anden henover de gabende huller i det, der engang var første sals gulv.

De knager og giver sig lidt under hans vægt. Nedenunder sørger et kaos af knækkede brædder, ubrugte byggematerialer og nedstyrtede tagdele for, at et fald vil blive alt andet end blødt. Men den 77-årige er ikke nervøs. Han ved nøjagtig, hvor det er sikkert at træde.

Han har gjort det mange gange før. Den gamle herregård ved byen Ropazi har ligget i ruiner siden 1988.

»Og hvad så, hvis jeg faldt? Det ville de vel kun være glade for. Så har de en mindre at bekymre sig om,« råber han ned.

Med ’de’ mener Vladimir ’nationalisterne’. Og med ’nationalisterne’ mener han regeringen, sikkerhedstjenesten og en stor del af den lettiske befolkning. ’Nationalisterne’ giver han skylden for at have gjort ham til en fattig mand. For at have brændt hans herregård ned. Og for at behandle ham som »en andenrangsborger«.

Vladimir tilhører det russiske mindretal i Letland, der med et antal på 520.000 udgør omtrent en fjerdedel af landets befolkning. Han er et symptom på den dybe etniske og kulturelle splittelse, der martrer det unge land. En splittelse, som Ruslands præsident Putin forstår at udnytte. Og som får letterne til at frygte for deres sikkerhed.

Dette er historien om, hvordan livet på nye måder blev svært og identiteten uklar for nogle af dem, der landede på den forkerte side af de nye grænser, da Europa-kortet blev tegnet om efter Sovjetunionens kollaps. Som konflikten i Ukraine de seneste måneder har understreget, er den slags mindretalsproblemer ikke bare detaljer. De er lommer af sprængfarlig symbolik, der kan vækkes til live af geopolitiske aktører, når tiden til det er moden.

24-timers vagter

Sammen med sin kone, Galina, bor Vladimir i dag i en lille lejlighed i en slidt betonblok lidt uden for Riga.

Den 77-årige pensionist tjener lidt penge ved at give private lektioner i matematik og fysik til studerende, der har brug for ekstra hjælp til eksamen. Sammen med sin beskedne pension kan han på den måde skrabe 230 til 240 euro sammen om måneden. Det er omkring halvdelen af den lettiske gennemsnitsløn efter skat. Galina tager 24-timers vagter på en parkeringsplads. Det er nødvendigt for, at de kan betale huslejen.

»Det er hårdt arbejde. Men det går, for hun er ung,« siger Vladimir, mens han tænder lejlighedens gamle gaskomfur for at lave kaffe. Hans kone er 72. Når hun endelig er hjemme, sover hun meget, så det er begrænset, hvad de ser til hinanden.

Med lidt over en uge tilbage af måneden står der 76,10 euro på Vladimir og Galinas bankbog. Det er parrets samlede formue. For at holde udgifterne nede opsamler Vladimir sit badevand i en balje og bruger det, når han skal skylle ud i toilettet. Herregården ved Ropazi ejer han stadig, men den har været til salg i snart 10 år.

I EU’s mest ulige land er fattigdom ikke forbeholdt den russiske minoritet. Alligevel ser Vladimir sin nuværende økonomiske situation som et af mange tegn på, at han bliver straffet for sit russiske ophav.

Sit job som professor på universitetet mistede han i forbindelse med selvstændigheden i 1991, fordi han ikke taler lettisk. Det var i samme periode, hans herregård brændte ned. Og så er der det, som han finder allermest uretfærdigt: at han ikke har statsborgerskab.

»Jeg har levet her i 65 år. Men jeg føler mig ikke længere hjemme,« konstaterer han med øjnene stirrende på et udefinerbart punkt i luften.

De statsløse

Da Letland blev uafhængigt i 1991, blev hundredtusindvis af mennesker – primært russere – med et slag statsløse.

Det skyldes en politik om, at kun de, der havde statsborgerskab, da Letland sidst var uafhængigt i perioden fra efter første verdenskrig til 1940, og deres efterkommere, automatisk fik tildelt statsborgerskab.

De, der kom til i Sovjet-tiden – og deres efterkommere – må for at få statsborgerskab først gennemgå en naturaliseringsproces, hvor de skal bestå en prøve i lettisk sprog og en test i kulturel viden.

Sidstnævnte ser en del, heriblandt Vladimir, som en art sindelagskontrol. Her kan man blandt andet blive bedt om at svare, at Letland var besat af Sovjet. Men blandt det russiske mindretal er den almindelige historieopfattelse, at Sovjet befriede Letland fra Nazityskland.

Politikken blev indført, fordi letterne frygtede at blive en minoritet i eget, tilbageerobrede land. Ifølge den sidste sovjetiske folketælling i 1989 udgjorde etniske letter efter 50 år med undertrykkelse, deportationer og en aktiv sovjetisk bosætterpolitik blot 52 procent af Letlands befolkning mod 75-80 procent før Anden Verdenskrig.

En del etniske russere vendte efter Sovjetunionens kollaps tilbage til Rusland, og en stor del af de, der blev, har gennemgået naturaliseringsprocessen. Samtidig har den lettiske regering efter internationalt pres opdateret lovgivningen, så ikke-statsborgere født efter 1991 kan få statsborgerskabet uden at skulle gennemgå prøverne. Alligevel er der stadig omkring 300.000 statsløse tilbage. Det er 13 procent af en befolkning på 2,1 millioner. Samme problemstilling findes i nabolandet Estland, hvor der er 89.000 statsløse.

Vladimir og de andre ikke-statsborgeres borgerlige rettigheder er på 80 punkter indskrænket i forhold til statsborgere. De har blandt andet ikke stemmeret, og der er visse embeder, de ikke må bestride. Det gælder job som embedsmand, brandmand og advokat, bare for at nævne nogle få.

»Det er ren diskrimination,« mener Vladimir.

»Jeg har været med til at opbygge det her land efter krigen, og så er det takken.«

Blandt letterne er det en udbredt opfattelse, at de, der vil, let kan bestå prøven. Og at de, der ikke har statsborgerskab, derfor til en vis grad selv er skyld i deres situation. Men det argument kan Vladimir ikke forstå.

»Jeg er en gammel mand. Hvordan skal jeg kunne lære et helt nyt sprog i min alder?« spørger han.

Han kan kun ganske få ord på lettisk. Goddag. Farvel. Tak. Den slags.

Det mistede

Vladimir er født i den sydrussiske by Krasnodar i 1937, hvor han tilbragte de første år af sit liv. Under krigen var Krasnodar i et halvt år besat af tyskerne, og kampene om byen var voldsomme og blodige. Moderen holdt Vladimir og hans tvillingebror inden døre.

I 1949 flyttede familien til Riga, fordi faderen fik ansættelse på militærakademiet. Det nye land gjorde stort indtryk på Vladimir. Sammenlignet med det krigshærgede Krasnodar var Letland et paradis. Der var masser af mad, husker han.

Og så var han fascineret af den zoologiske have, hvor han ofte tog ud på egen hånd for at se slangerne – uden at fortælle sin mor det. Når han kunne skrabe lidt lommepenge sammen nød han også at gå i biografen. Især husker Vladimir Tarzan, en af de få vestlige film, der var på plakaten.

Efter endt skolegang begyndte han at læse til ingeniør på militærakademiet. Den unge Vladimir var ikke Stalins bedste barn. For eksempel pjækkede han fra den obligatoriske undervisning i politisk økonomi. Det var fysik og matematik, der interesserede ham. Ikke politik. Konsekvensen blev et ophold i militærfængsel.

Men trods sin opsætsighed fik han sin uddannelse fra militærakademiet med udmærkelse. Og derfra avancerede han hurtigt: Han tog en kandidatgrad fra universitetet. Blev professor. Fik en doktorgrad i fysik og ingeniørkundskab. Blev institutleder.

Det gjorde ham til en rig mand efter Sovjet-standarder. Hver måned hentede han en tredobbelt ingeniørløn hjem. Sammen med sin bror, der sad i kommunistpartiets såkaldte Kolkhoz-komité og derfor havde de rigtige forbindelser, købte Vladimir i 1979 den gamle herregård med en hektar jord.

På første sal indrettede de et hjemmelaboratorium, hvor de eksperimenterede med opfindelser. Som for eksempel en anordning, der skulle løse problemet med trafikulykker forårsaget af, at chaufføren bliver blændet af modkørende.

»Mit liv ville være en god historie, hvis ikke slutningen var så sørgelig,« næsten undskylder han. Russiske mænd græder ikke. Men Vladimirs øjne er blanke ved tanken om det, han har mistet.

Mens han var bortrejst i 1988, brændte herregården ned. Vladimir hævder, at det var lettiske nationalister, der stod bag. Den gamle mand peger op mod nogle huller i taget på laden. »Det er skudhuller,« forklarer han. »De ville skræmme mig væk herfra.«

Putins brøl

Den russiske regering forsømmer ikke at dyrke den vrede, Vladimir og hans ligesindede nærer mod det samfund, som de mener har berøvet dem alt. Og med konflikterne omkring de russiske mindretal i først Georgien og senest Ukraine har retorikken fået en mere ildevarslende klangbund. I september påtalte Konstantin Dolgov, Ruslands »særlige udsending for menneskerettigheder, demokrati og retssikkerhed«, det russiske mindretals situation i en tale, der gav letterne ubehagelige associationer.

»Det må med tristhed konstateres, at et enormt antal af vore landsmænd i udlandet, hele segmenter af den russiske verden, fortsat står over for alvorlige problemer, hvad angår sikringen af deres rettigheder og retmæssige interesser,« sagde Dolgov møntet på Estland og Letland og advarede om, at situationen kunne få »vidtrækkende, uheldige konsekvenser«.

Det var for så vidt ikke en ny kritik. Rusland har gennem mere end 20 år jævnligt fremført lignende pointer. Det, der for alvor skræmte letterne, var, at Dolgov desuden sammenlignede det russiske mindretals situation i Letland med den i Ukraine, som tjente som begrundelse for den russiske invasion af Krim tidligere på året. Putin har formuleret sin udenrigspolitiske doktrin sådan, at Rusland forbeholder sig retten til at intervenere i ethvert land for at beskytte russisksprogedes rettigheder – og mange letter frygter, at den næste gang vil komme i anvendelse over for dem.

Letland er medlem af NATO, og en russisk aggression ville derfor være en krigserklæring mod hele alliancen – og dermed potentielt begyndelsen på en tredje verdenskrig. Det ønsker Putin næppe. Men truslen opleves som reel i et land, hvis selvstændighed er en historisk undtagelse.

Op til parlamentsvalget, der blev afholdt i begyndelsen af oktober, har sikkerhed og forholdet til Rusland været det dominerende tema. Samtidig har lettisk tv afsløret, hvordan der fra den østlige del af landet rekrutteres soldater til kampen i Ukraine. Og at den russiske ambassade angiveligt er aktiv i processen.

Internationale iagttagere har påpeget, at det klogeste ville være at tage brodden af den russiske kritik ved at give indrømmelser til det russiske mindretal.

Men det er svært, for ikke at sige politisk umuligt, i et land, hvor alle har et personligt forhold til den sovjetiske undertrykkelse, og mange har familiemedlemmer, der blev deporteret. Samtidig ville statsborgerskab til samtlige statsløse formodentlig betyde hundredtusindvis af nye vælgere til de pro-russiske partier. De nationalistiske partier frygter, at de i så fald ville miste magten i flere byer, som det allerede er sket i hovedstaden Riga, hvor russeren Nils Ušakovs sidder på borgmesterposten.

Den russiske forbindelse

Rendyrket patos i form af klassisk march-musik brager ud af højttalerne i konferencelokalet. Proshanije Slovjanki-marchen udgør normalt lydtapetet under militærparader på Den Røde Plads i Moskva. Men denne dag lægger det firestjernede hotel Islande i Riga lokaler til.

Rummet er halvfyldt med primært ældre mænd. Med sine 77 år er Vladimir, der sidder alene på bagerste række, yngre end de fleste.

Flere er klædt i deres gamle sovjetiske militæruniformer, hvis pressefolder skjuler, at ryggen har mistet sin rankhed. På brystet sidder dusinvis af medaljer og emblemer. Skiftevis bliver mændene – og en enkelt kvinde – kaldt op for at få taget billede med en bistert udseende, skaldet mand og en yngre blondine i rød kjole.

Bag dem troner tallet 70 i sort-orange farver. Det refererer til, at det den 13. oktober er 70 år siden, Den Røde Hær befriede Riga. Farverne er fra Sankt Georgs bånd, et symbol, der typisk associeres med Anden Verdenskrig og Sovjets sejr over Nazityskland, men som har vundet stor popularitet blandt tilhængere af Putin og hans drøm om Novorossija, et Storrusland.

Symbolerne er stærkt kontroversielle. Letland forbød sidste år Sovjet-symboler, heriblandt de gamle militæruniformer. Og ifølge russiske medier overvejer den lettiske regering også et forbud mod Sankt Georg-båndet.

Bag arrangementet står organisationen Kongressen af de ikke-repræsenterede, der repræsenterer Letlands statsløse. I protest mod ikke at have stemmeret afholdt organisationen sidste år et alternativt valg, hvor ikke-statsborgerne kunne vælge deres repræsentanter i Kongressen. Vladimir var en af dem, der blev valgt.

I sin seneste årsrapport kalder det lettiske sikkerhedspoliti organisationen en slags femtekolonne og en trussel mod stabiliteten i landet.

I offentligheden beskyldes den jævnligt for at være i lommen på Putin. Og tidligere i år blev der på råd fra sikkerhedspolitiet nedlagt forbud mod en protestkoncert, som organisationen ønskede at afholde. Den officielle begrundelse var frygt for, at protesten ville udvikle sig voldeligt.

Elizabete Krivcova skiller sig på mange måder ud fra den øvrige forsamling på hotellet. Hun er ung og kvinde. Og så taler hun i modsætning til de gamle mænd fremragende engelsk. Krivcova, der er uddannet jurist med speciale i menneskerettigheder og formand for den alternative kongres, ryster på hovedet ad kritikken. Det er ren chikane, siger hun og drejer derefter samtalen ind på de statsløse, hvis menneskerettigheder hun mener bliver krænket.

En eller anden form for forbindelse til Rusland er der dog. Den medalje, de aldrende veteraner modtager, uddeles nemlig af Den Russiske Føderation, annoncerer en taler. Der er altså tale om en regulær russisk militærceremoni på lettisk territorium.

»Jeg er meget taknemmelig for denne medalje, spasibo,« siger en 89-årig tidligere soldat og istemmer en melankolsk vise om livet ved fronten. Tilhørerne synger med, mens de vifter med små russiske papir-flag, som netop er blevet uddelt.

Vladimir synger ikke. Han finder hele seancen lidt fjollet.

»Det er kun smykker. Hvis det gør folk glade, er det fint, men det betyder ikke noget. Medaljen burde gives af Letland, ikke Rusland,« siger han.

Da vi forlader mødet, har en repræsentant fra Kongressens estiske søsterorganisation taget ordet. Han gør nar ad den estiske regerings nye lov mod pædofili, som efter hans mening slet ikke er skrap nok.

»De skulle straffes meget hårdere. Og det samme med bøsserne,« tordner han til stort bifald fra forsamlingen. Menneskeretsadvokaten Elizabete Krivcova sidder på forreste række og klapper ivrigt.

Sproglove

Blandt de rettigheder, det russiske mindretal ønsker sig mest, er anerkendelsen af russisk som officielt sprog på linje med lettisk. Det ville blandt andet give folk som Vladimir, der ikke taler lettisk, ret til at kommunikere med myndighederne på hans eget sprog.

I 2012 fremtvang aktivister en folkeafstemning om spørgsmålet, men tabte med et brag. I stedet kæmper de nu for at bevare retten til, at deres børn kan blive undervist på russisk. Letlands skolesystem er multipolært, hvilket vil sige, at hver minoritet har egne skoler. I dag skal minimum 60 procent af undervisningen på de højere klassetrin foregå på lettisk. Derfor forekommer det, at lærere med russisk som modersmål underviser elever med russisk som modersmål på lettisk.

Den lettiske centrum-højre-regering har annonceret en stramning, så al undervisning – med undtagelse af visse kulturelle og sproglige fag – fra 2018 skal foregå på lettisk.

For at undgå at det går ud over undervisningens kvalitet, har premierminister Straujuma lovet at sende lærerne på kurser i lettisk. Men det er ikke nok til at berolige kritikerne. Og der er dem, der frygter for stabiliteten i landet, hvis reformen bliver en realitet.

Selv har Vladimir overbevist sin søn om, at børnebørnene skulle sendes i skole i Rusland. Familien rejste for et års tid siden.

»Skolerne bliver dårligere og dårligere. De lærte ingenting her,« siger han.

»Russisk er meget bedre for børn, for det er et mere avanceret og kompliceret sprog end lettisk. Du kan bare se, hvor mange flere ord, der findes på russisk. Det udfordrer dem og stimulerer deres udvikling.«

Sandheden fra skærmen

Vladimirs primære kilde til information er russiske medier – sådan som det er tilfældet for langt hovedparten af Letlands etniske russere.

Når han sidder alene i køkkenet i sin lejlighed og ser fjernsyn på sit lille litauisk-producerede 14-tommers tv, er den Kreml-kontrollerede Første Kanal hans foretrukne. Her får han serveret en anden udlægning af verdenssituationen end den, man møder i vestlige medier.

»Det er EU’s skyld. Det handlede bare om, at Angela Merkel ville have et nyt marked at afsætte sine varer på,« lyder hans analyse af situationen i Ukraine.

»Russerne og ukrainerne er i familie. Og problemer skal løses internt i familien.«

Putin er Vladimir »ikke stor fan« af. »Men jeg kan lide ham for en ting. Han genrejste landet fra ingenting. Der var brug for en stærk leder, efter at Jeltsin kørte landet i sænk.«

Sovjet-tidens overgreb, hvor mange tusinder af letter blev deporteret, nedtoner han betydningen af.

»Det bliver overdrevet. Mange fik jord i Sibirien og skabte sig et godt liv med egne skoler og kulturklubber. Så godt, at nogle af dem ikke engang havde lyst til at vende tilbage,« siger han.

»Det er efterkommerne af de nazi-kollaboratører, der flygtede til Sverige og USA, da Letland blev befriet, der puster det op. De var væk i 50 år og aner ikke, hvordan livet var her, og nu er de kommet tilbage og skaber en masse myter.«

På spørgsmålet om, hvorvidt det ville være bedre, hvis Letland var en del af Rusland i stedet for at være uafhængigt, svarer han: »Er det virkelig uafhængigt nu? Er det ikke bare underlagt EU og Washington?«

»Er der overhovedet en nation kaldet letter? Det interesserer mig egentlig ikke, men siden du spørger: Nej. Historisk set findes der ikke noget, der hedder Letland.«

Venskabet

Få kilometer fra ruinerne af Vladimirs herregård bor Marijs. Den tidligere direktør for telefonomstillingen er etnisk lette – og nationalist. Og så er han Vladimirs ven.

»Han er klog. En mand med store idéer. Det er derfor, jeg godt kan lide ham,« forklarer Vladimir.

Selv om det lettiske samfund er splittet i en grad, så der i Riga er barer, hvor der kun kommer russere, og barer, hvor der kun kommer letter, er der, som de to mænds venskab viser, også en vis integration.

Marijs viser rundt på sin gård, hvis grund strækker sig så langt øjet rækker i alle retninger. Han har fire damme, som han opdrætter fisk i. Masser af bær og æbler. Og nede i et hjørne af grunden er han ved at ombygge to store metaltønder til et lille hus, fordi han altid har ønsket at bo i en tønde ligesom den græske filosof Diogenes.

»Det var sådan, jeg havde drømt om, at livet skulle være på min herregård,« siger Vladimir.

De to mænd taler hurtigt og højlydt på russisk og banker jævnligt hinanden i ryggen, når en af dem har sagt noget sjovt.

De har kendt hinanden i 35 år. Marijs var en del af det sjak, som hjalp Vladimir med at istandsætte herregården i 1979. Marijs og hans folk havde drukket, og da de opdagede, at en af murene var hul, troede de, der måtte være en skat gemt derinde. De rev muren ned og opdagede til deres skuffelse, at der bare var tale om et hulrum, der havde til formål at isolere huset. Vladimir var rasende, da han opdagede, hvad de havde gjort. Men Marijs fik talt ham ned, og hurtigt kunne de grine af det. Siden har de set hinanden jævnligt.

Mens Vladimir er på toilettet, falder snakken på ikke-statsborgerne. Selv om Marijs er Vladimirs ven, har han ikke megen forståelse for hans situation.

»Jeg synes, regeringens politik er fin. Dette er letternes land. Når han ikke kan sproget, hører han ikke til her. Man må kunne sproget. Man må ofre sig for landet. Sådan var det også i Sovjet,« siger han.

Det er ikke noget, de to nogensinde har diskuteret. Så da Vladimir på hjemturen finder ud af, at vi har talt om det, er han meget interesseret. Svaret skuffer ham.

»Der kan du bare se, hvordan de tænker. 35 år! 35 år har vi været venner, og alligevel… Måske var det aldrig noget rigtigt venskab.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kaj Spangenberg

Letland er letternes land. Men det er også fædreland for alle de børn af de russisktalende borgere, som er født og opvokset i Letland. De er uden skyld i Stalins forbrydelser.
Så det klogeste for Letland vil være at udstede statsborgerskab til russerne, som man alligevel ikke slipper af med. Sørg samtidig for, at ALLE får adgang til undervisning i lettisk. Og naturligvis bør lettisk så være eneste sprog i skolerne, mens man i de overvejende russisk-talende (eller andet sovjetsprog) dele af landet kan give adgang til det offentlige liv på såvel lettisk som russisk.
Man kan lige så godt nu som for sent tage dampen af trykkogeren.

Niels Erik Philipsen

Det har Kaj Spangenberg jo helt ret i, men problemet er her som det også påpeges af Lasse Skou Andersen, at de nationalistiske parier, som sidder på den magt, vi i Danmark ubetinget støtter ikke blot i ord, men også med militære tiltag ikke er interesserede i at give store mindretal de selvfølgelige demokratiske rettigheder. Måske skulle vi hellere hjælpe Letland ved at lægge tryk på dem ad diplomatisk vej for at opfylkde krav vi uophørligt stiller til andre demokratier under udvikling - f.eks Rusland.

Jens Peter Madsen

Jeg forstår slet ikke at Letland kan være medlem af EU når de de praktiserer apartheid over en russisk talende minoritet, som for mange vedkommende er lige så meget Lettere som de lettisk talende. - Og hvorfor har russisk talende mennesker og deres børn ikke ret til at tale og bliver undervist på deres modersmål - der er mange moderne nationer som klarer udmærket at have flere nationale sprog. Altså EU må op på mærkerne og leve op til hin historiske arv, det som har gjort at regionerne i Spanien, Storbritanien, Italien og andre lande har været så begejstrede for EU, fordi det sikrede regionernes og de forskellige nationale minoriteters interesse.
Det samme gælder i forhold til de modsætninger som river og flår i Ukraine - der findes en stor gruppe russisk talende ukrainere, som har lige så stor ret til leve med deres kultur, deres sprog og deres sikkerhed. Hvis Vesteuropas ledere og EU kan få nationalisterne i Letland, Estland, Ukraine og andre af de tidligere Sovjetrepublikker til at forstå det, så har de såmænd det aller stærkeste våben mod Putin og de andre korrupte magthaveres interesser

Arne Kruse Nielsen

En LIDT GOD ... beskrivelse SET FRA EEN af de 18.000.000 Russiske statsløse der kom til annekterede lande og andre vestlige lande ... OG MED PARTI bogen i hånden som officer RAGEDE fortin til landets velfærd (uddannelse, bolig og job) til sig frem for ETNISKE. Som skribenten tydeligt angiver 3 gange ingenør løn. Etniske UDEN partibog forment højere uddannelse, højeste ETNISKE stilling VÆRKFØRER og-statskontrol lang under barren set fra Vestlig FRIHEDER. Familier måtte ikke udrejse samlet - og HVIS de ikke hjemrejse ... konsekvens for nærmeste familie gren - blev "straffet" ved indragelse af tidligere velfungrende ydelser fra samfundet, job, uddannelse eller bolig. I øvrigt ... overvåget samfund f.eks. opgangs kontrol (hyggedame lille bord/stol) checkede lejerne og bøgende i boligkarrér og Russisk systemets stikkere offentlige samlingssteder. Også kroer og resturenter.

Arne Kruse Nielsen

Egentlig ... UTROLIGT ... At "man" i andedammen ... smagdømmer andre nationer og TYGGER DRØV og LANGSPYT ... på LIVS FORHOLD ... vi overhovedet IKKE kan forestilles os.
EKSEMPEL : Når man så lastbiler ... fra GEORGIEN ... 2 annekterede regioner med BIND for øjnene .. stående på lastbiler - ført over Russsiske grænse og givetvis ender en eller andet genopdragelse lejre SIBIRIEN. Altid brug for lidt håndkraft 600 meter nede i farlige varme kulminer. Medens evt. familier medlemmer i lejren sulter eller fryser ihjel. Ikke så mange rapporter fra de kanter .... SELV ikke Danmark det købte billig KUL checkede miljøet under jorden. Så start bare med vores egen NAGLE .. i andedammen.

Arne Kruse Nielsen

Selv om Tyskland WW-2 var vores fjender - og USA leverede forsyninger til Russiske Arme for de kunne presse dem Østfronten ... 3 brosteder hvor der blev leveret det der svarer til 1 års mad, støvler til hele armeén og lastbiler i enormt omfang ... var det Russerne der tog "æren" havde særdeles svært ved at få armene ned - i sær Baltiske lande og øst-tyskland 60 års annektering. Og lige Köningsburg som krigsbytte for deres enorme tab af menneskeliv. Forhold der ligesom hængepartier fra WW-1 Tyrkiet ... Rursland fordrevet fra små regioner/lande nuværende Tyrkiske grænser præger nutidens konflikter - helt aktuelt syd for middelhavet - som vi ser i brændpunkter med Kurdistand. Man kan vel OGSÅ sige Cypern egentlig at betragte som annekteret.

Kaj Spangenberg

Det er svært at følge Arne Kruse Nielsens spredte tankesæt, ufuldendte sætninger etc., men jeg fatter godt meningen. Naturligvis er det let for os her i Vesten at kræve samme menneske- og borgerrettigheder for mindretallene i Letland og Ukraine, som vi kræver af vestlige lande.
Men her skal man lige huske forhistorien. Disse lande var alle (de baltiske, Ukraine, Kaukasus etc) undertrykt i årtier af sovjetmagten, der også belemrede dem - især de to baltiske, Estland og Letland - med flodbølger af især russiske indvandrere.
Her er vi i et følsomt område, som vi i Vesten har svært ved at sætte os ind i.
Faktum er blot, at det for f.eks. Letland ville være en fordel at give de russisktalende såvel borger- som stemmeret. Så har Putin ikke længere noget argument for indblanding.
Til Kruse Nielsen: Hvor ligger Köningsburg? Jeg går ud fra, at du mener den tidligere østpreussiske hovedstad, Königsberg, som i 1946 blev omdøbt til Kaliningrad. Den er opkaldt efter en af Stalins sleske lakajer og nominel leder af først Sovjetrusland siden USSR, præsident Mikhail Kalinin, der aldrig satte sin ben i byen.
Men han døde jo også 3. juni 1946.

Jens Peter Madsen

Forstår slet ikke Kaj Spangenbergs gradbøjning af menneske- og borgerrettigheder i forhold til Østeuropa. Har du belæg for dine påstande om flodbølger af russiske indvandrere - eller har der ikke altid været russere i Letland - Har letland ikke i lange tider været besat af tyskere. Der er en lang historie om krige og besættelser i den baltiske region og om ind - og udvandringer gennem mange århundrede. Hvem er de "rette" lettere andet end en historisk myte og en nationalistisk konstruktion. Jeg er mødt lettere, estere og mange andre som er glade for friheden og for de nye muligheder for at leve i frihed og værdighed med sit eget sprog og sin egen kultur. Men det berettiger ikke til, at man så bare fortsætte med at undertrykke og diskriminere andre letteres sprog og kultur, nu bare de russiske.
Det er forståeligt, at der er vrede over tidligere tiders undertrykkelse, og det er forståeligt at de gerne vil gøre op med tidligere tidens forbrydelser. Men nutidens russisk talende børn, de unge og for den sags skyld alle de almindelige russere, som har levet og arbejdet i Letland og for Letland i generationer, kan og skal ikke gøres til mål for simple had følelser. Der skulle vesten og EU have været rene i mælet - OK vi er glade for at I gerne vil tilhøre vesten og være med i EU og Nato og deslige, men så skal I lige finde ud af at overholde de grundlæggende menneske- og borgerrettigheder for alle som bor og lever i det nye Letland.