Læsetid: 2 min.

Billedsprog: Fred

»Fotograferingen er et forsøg på at vinde min identitet tilbage. I billedet,«

Daniel Rye

25. oktober 2014

Dette er det modsatte af et foto af James Foleys henrettelse. Vi ser en Citroën Berlingo, vi ser en ung mand med et Tranchia-blus, et glas Nescafé og en termokande, vi ser nogle bakkede marker i Storbritannien. Det bliver muligvis snart regnvejr og har i hvert fald været det tit, for udsigten er grøn, frodig og sikkert kultiveret gennem årtusinder. Farverne er kølige og blå, men der er ikke noget der trænger sig på. Det er et rart billede, men hvis man lukker øjnene, er det ikke sikkert, man kan huske det.

Hvis man lukker øjnene, er det mere sandsynligt, at man kan huske billedet af journalisten James Foley på knæ i det syriske sand, i den Guantanamo-orange dragt, med sin formummede bøddel stående ved siden af. Med de varme farver fra solen, der får Foley til at knibe øjnene sammen, og landskabet uden spor af menneskelig tilstedeværelse undtagen dødsparret i billedets forgrund.

Gidslet

Fotografiet ovenfor er taget af den danske fotograf Daniel Rye, som i juni blev købt fri efter 13 måneder som gidsel sammen med James Foley hos terrorgruppen IS. Manden på billedet er en ven, som sad fanget sammen med Rye og Foley i ni af månederne, og som Rye bagefter tog til Skotland med for at dække uafhængighedsafstemningen i september, og for i fællesskab at komme sig over deres oplevelse.

Billedet er taget, umiddelbart efter at de to har fået at vide, at deres ven er blevet halshugget, har Daniel Rye forklaret i Aarhus Universitets studiemagasin Delfinen, i forbindelse med at han i sidste uge udstillede de første billeder, han har taget efter frigivelsen.

Billedets styrke

»Fotograferingen er et forsøg på at vinde min identitet tilbage. I billedet,« siger Daniel Rye i interviewet.

For andre ligger der en udfordring i at erobre billedet bag øjenlågene tilbage. Hvilket billede kan overhovedet virke stærkere på én end en mand på knæ under solen, på kanten mellem livet og døden, alene på et sted uden menneskeligt fællesskab? Den vesteuropæiske civilisation har frembragt meget godt, men det er ikke billedet af en Berlingo, et Tranchia-blus eller en velpløjet mark, man ser for sig, når man ikke kan sove.

Så hvor går fotografen hen, når han vil fotografere den fred, som vi gerne vil bevare? Det er ikke så let. Det er kampen om nethinden, og den er også med i krigen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand 
Tom Paamand  anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu