Brevkassen: Er det o.k., at jeg ikke kan lide min søn?

Far til fire, 61, Aarhus

Jeg blev enkemand for fire år siden og blev et par år efter gift igen med en kærlig og forstandig kvinde på min egen alder med en erfaringsbane, der minder om min. I takt med at vi har lært hinanden at kende, har hun sagt, at mit forhold til min næstældste virker som næsten ikkeeksisterende.

Jeg har fire voksne børn og en håndfuld børnebørn. Jeg elsker dem alle fire og vil gå gennem ild og vand for dem, men hun har ret i, at mit forhold til den næstældste glædesforladt. Vi er uenige om det meste, har aldrig noget spontant eller fortroligt sammen. Og det har egentligt altid været sådan.

Som barn var han sin mors dreng, og de ting, min kone og jeg foretog os med børnene, har af en eller anden grund altid respekteret, at han og jeg stod hinanden lidt fjernere. Vi har ingen gedulgte traumer om druk, vold eller svigt i familiehistorien. Han er ikke blevet mishandlet eller er søn af postbuddet.

Men efter min nye kone har sat ord på det, er det begyndt at pine mig. Er det i orden, at der er et af ens børn, man ikke bryder sig om? Og vil det smitte af på mit forhold til hans børn, når han får nogen?

Svar I:

Kender du den børneleg, der hedder Kongens Efterfølger? Den går ud på, at alle skal efterabe kongen. Hvis kongen løfter armen, løfter alle efterfølgerne armen. Hvis kongen hopper på et ben, hopper alle efterfølgerne på et ben. Hvis Kongen har et dårligt forhold til sin søn, har alle efterfølgerne dårlige forhold til deres sønner.

Så for at svare på dit spørgsmål: Ja, fjernheden mellem dig og din søn vil gå i arv. Hvad kan du gøre ved det? Du kan slå dig selv oven i hovedet med de ting, kristendommen har lært os om betingelsesløs kærlighed: at man skal give uden at forvente at få det samme igen, og sådan noget. Eller du kan fortælle dig selv, at vi med socialstaten er blevet materielt uafhængige af hinanden og derfor ud fra selvudviklingshensyn kan fravælge relationer, hvis vi finder dem ustimulerende.

Uanset hvad har du som 61-årig enkemand nok en slags udvidet initiativpligt. Du ved ikke, hvornår din søn bliver forældreløs, så du bør få det bedste ud af den tid, I har sammen. Det er dog ikke noget, du skal gøre blot for at fremstå mere sympatisk i din kones øjne. Så må du hellere indrømme, at du ikke gider gøre en indsats for at forbedre forholdet. Det vil være mere ærligt.

Så hvis du bare tænker ’GLÆDESFORLADT! GLÆDESFORLADT!’, når du og din søn sidder og spiser en tør linse fra Guldbageren, eller hvad I nu laver sammen, så kan det være det samme. Sådan nogle negative vibes kan mennesker altså godt mærke, selv om ordene ikke siges højt. Du skal gøre noget ved sagen, hvis du virkelig mener det.

– Anna Ullman

Svar II:

Der er intet unormalt eller galt i at have det, som du har det. At forældre har yndlingsbørn, er videnskabeligt bevist og fænomenet blev faktisk beskrevet her i avisen for et års tid siden. I bogen ’The Sibling Effect’ fra 2011 skriver TIMES-redaktør Jeffrey Kluger: »Det er min overbevisning, at 95 procent af alle forældre i verden har et yndlingsbarn – og de øvrige fem procent lyver.«

Så vær ærlig over for dig selv og accepter, at du ikke synes lige så godt om den næstældste som om dine andre børn. Hvis man skal være lidt kynisk, kan man jo sige, at det så er godt, at du har fire af slagsen. Tænk, hvis man kun havde ét barn, og man så dybest set ikke kunne lide det.

Jeg vil jeg dog råde dig til ikke at gøre forskel på dine børn. Der skal ikke kunne sættes en finger på din opførsel over for ham. Alle skal have lige store gaver til jul, og vær i den forbindelse gerne millimeterdemokratisk, dvs. plus/minus 50 kroner. Alt over en 50’er vil kunne skabe unødvendige konflikter. Du husker nok scenen fra ’Matador’, hvor kun Ellen – og ikke Daniel – får en hest af Mads Skjern. Så accepter, at du har det sådan. Sig ligefrem til din kone, at hun har helt ret i sin analyse – og send hende et link til artiklen i Information. Men gør ikke et stort nummer ud af det.

– Kristian Villesen