Læserbrev
Læsetid: 6 min.

Brevkassen: Jeg vil ikke være pensionist

Jeg har svært ved at forlige mig med at skulle holde op med mit livslange lønarbejde. Jeg vil meget gerne høre andre menneskers ideer og erfaringer med den fase af livet, men jeg synes, jeg er ved at drukne i et hav af klichéer.
Moderne Tider
25. oktober 2014

Birgitte

København

Jeg har svært ved at forlige mig med at skulle holde op med mit livslange lønarbejde. Jeg vil meget gerne høre andre menneskers ideer og erfaringer med den fase af livet, men jeg synes, jeg er ved at drukne i et hav af klichéer.

De fleste samtaler trækker på et standardrepertoire, der gør det endnu sværere: Pensionister, der har forliget sig med situationen, fortæller, at de aldrig har haft så travlt; at de kaster sig ud i frivilligt arbejde; at nu har de endelig frihed til selv bestemme over deres liv. Men jeg har ikke special lyst til at have endnu mere travlt, end da jeg arbejdede; heller ikke til at opsøge det alternative, ulønnede frivillige arbejdsmarked; og jeg kan egentig godt lide, at der i passende omfang er andre, der bestemmer – er med til at begrænse en ellers uoverskuelige frihed med myriader af muligheder. Så hvad skal jeg gøre for at blive gode venner med ideen om pensionisttilværelsen?

Svar I:

Du skriver ikke hvilken beskæftigelse du har haft. Var arbejdet totalt defineret af arbejdspladsen, er det svært at leve videre med noget, der ligner. Sådan tolker jeg din situation.

Men hvis man ikke selv har idé om, hvad man skal stille op med tilværelsen efter lukketid, bliver gode råd nemt klichéer, som du er så træt af:

Tag ud og rejs eller fisk, få en hobby, køb hund, find nye venner, læs bøger, sov længe, lev livet … unægteligt floskler. Til gengæld velafprøvede og trods alt relevante, hvis man kan udfylde dem med gedigent indhold.

Du foretrækker, at andre bestemmer og sætter grænser for friheden. Det er der så ikke mere nogen, der gør, og du må derfor lære at være din egen arbejdsgiver og selv sætte grænser. Det gør man i de liberale erhverv. Den ’frie’ skribent er således klar over, at den længste vej på arbejde er afstanden fra divan til tastatur. Det kræver disciplin ad h... til at bestyre den frihed. Det skal du først og fremmest indse. Så kommer resten af sig selv. Måske.

Dette er det mest forstandige, jeg kan præstere. Ikke videre imponerende, når jeg selv skal sige det.

Georg Metz

Svar II:

Tillykke med din arbejdsglæde. Dejligt for dig – og sikkert også for dine omgivelser – at du ikke har gået med en årelang drøm om at blive fri for at gøre det, du gør.

Vent bare med at blive venner med pensionisttilværelsen, til den begynder at vise sig fra sin spændende side. Hobbyerne render ingen steder, og det er ikke så mærkeligt, at du gerne vil uddelegere nogle af de daglige beslutninger til andre. Da jeg var arbejdsløs, drømte jeg om at vinde i lotto, så jeg kunne hyre en chef til at bestemme over mig 37 timer om ugen.

Måske føler du, at du bør overlade din stilling til en af de medborgere, der står uden for arbejdsmarkedet og kigger længselsfuldt ind. Tænk i så fald på, at du (forudsat at de ikke er totalt egenrådige) i stedet kan gøre livet nemmere for grønskollingerne på din arbejdsplads ved gavmildt og tålmodigt at dele ud af de tips og tricks fra et langt liv i branchen. Hvis der slet ikke er nogen vej uden om fuldtidsfritidslivet, må du begynde at holde udkik efter øer af mening i det hav af klicheer, du padler rundt i. Der skal nok vise sig at være et par stykker.

Lone Nikolajsen

Hvorfor går folk i sort?

Benjamin

København

Efteråret er over os, og det betyder mindre lys. Men jeg ved nu ikke, om det skyldes solens fravær eller mylderet af deprimerende overtøj. Sort, næsten sort, mørkegrå ... måske er man heldig at spotte en mørkeblå.

Denne solide kendsgerning har undret mig det sidste årtis tid. Nedslået sad jeg i bussen og talte folk på fortovet i København. Efter nogen tid, synes jeg mønsteret var rigeligt: 24 af 25 forbipasserende havde sorte jakker på. Det er efterhånden længe siden, jeg talte, og i mellemtiden synes jeg ikke rigtig, at noget har ændret sig.

Hvorfor har vi dette offentlige (tom-)rum, som er domineret af mennesker uden farve?

Fænomenet er måske endda en af de få ting (ud over behovet for ilt og vand), som transcenderer samfundets klasseskel. Helt oppe fra rig douchebag, til blond studerende, fodboldhooligan, mine forældre etc. går de med overtøj som var hverdagen en begravelse.

Det er godt, når det gælder anarkisterne, de udtrykker en overlagt holdning, men alle de andre har jo bare sort tøj på, eller er der mere i historien?

Kære brevkasse, er det i virkeligheden et udtryk for, at hele vores samfund lider af en kollektiv depression? Eller er det alle individerne, der sammen har dannet norm om, at man helst ikke må se glad, sårbar eller individuel ud?

Svar I:

For mange år siden bragte TV Avisen et indslag om Minerva-modellen, du ved den, der deler folk op i henholdsvis blå, grønne, violette og rosa segmenter. I studiet havde man indbudt Georg Metz, som var tydeligt anfægtet af modellens bagvedliggende menneskesyn. Direkte adspurgt, hvilken farve han selv var, svarede han: ’Jeg er sort!’

Farver er ikke værdifri; de er fyldt med mening og symbolik. Men hvis du antyder, at danskernes afdæmpede tøjstil skulle udtrykke en »kollektiv depression«, har du formentlig lyttet lidt for bogstaveligt til Birthe Kjærs ’Vi maler byen rød’, hvor det triste liv er »gråt i gråt«, mens det gode liv kendes på den »ekstra farveklat«.

Selv er jeg fra Kolding, hvor det er vældig populært at pifte både hår og brillestel op med en frisk lille pangfarve, som det hedder på de kanter. Det bliver folk ikke nødvendigvis i bedre humør af.

Der er velsagtens flere grunde til, at mange overvejende går i mørkt tøj: Det er neutralt, det er klassisk, det bliver ikke så nemt beskidt, det virker slankende, og det passer til de fleste lejligheder. Men ingen af de svar, jeg kan give, er nær så interessante som spørgsmålet om, hvor din anfægtelse kommer fra. Jeg kender ikke din garderobe, men når du vredt spørger, om det ikke længere er tilladt at se glad ud, formoder jeg, at du tilhører samme segment, som min gode kollega Georg Metz. Mit råd: Giv din indre sortseer en frisk pangfarve.

Rasmus Bo Sørensen

Svar II:

Hvor har du ret. Hvorfor danskerne, der i forvejen befinder sig i gråvejr det meste af året, insisterer på at klæde sig så dystert, er besynderligt. Og jo mere intellektuel, jo mere dominerer det sortklæde look. Forfattertræf eller bogreceptioner minder om årsmøder for bedemænd.

Der er uden tvivl tale om tre forklaringer:

•Snobberi – man vil gerne ligne en rockstjerne, digter eller intellektuel på vej mod en fashionabel undergang, hvilket man kun med stort besvær gør i solgul habit/sommerkjole.

•Dovenskab – det er dejligt nemt at trække i en sort T-shirt og jeans hver dag. Så skal man ikke tænke over det.

•Usikkerhed – det er ikke damebladenes ’sikre valg’. Hvis man ikke tør skinne som selskabets midtpunkt er det nu engang lettere at gemme sig blandt alle de andre sortklædte).

Den gode nyhed er, at det giver os andre enestående muligheder for at skinne og blive set. Da jeg for et par år siden mødte op til 50-års fødselsdagsfest på Louisiana iklædt en skøn knaldpink og orange festkjole fra det italienske modehus Lolita Lempicka, modtog jeg bunker af komplimenter den ganske nat. Der var ingen andre blandt de 300 gæster, som havde farver på. Så få gang i paletten! Og held og lykke med det.

Annegrethe Rasmussen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg bemærker, at Benjamin er fra København. København er en storby. Sort er modefarve, hvad storbyer angår.

Og til Birgitte er der nok kun at sige, at hun må finde sig et andet lønnet job. Og det et sted, hvor man ikke har for meget indflydelse.

randi christiansen

Sort er en fremragende baggrundsfarve for andre farver - men det er de færreste andre end solbrunede sydeuropæere eller måske ligefrem de sorte, som ser godt ud i knaldfarver. Og tænk - de boltrer sig også gerne i farverige antræk. Vi andre holder os til den farveskala, vi er rundne af, og som derfor oftest klæder os bedst. Måske med en dristig, men diskret lille farveklat.
Og til birgittte - selvom det hidtil er min faste overbevisning, at med alderen kommer evnen til at håndtere den, så nægter jeg også at være pensionist og insisterer på at være 35, til jeg dør. Denne form for virkelighedsflugt fungerer indtil videre meget godt for mig - held og lykke med din.