Klumme
Læsetid: 6 min.

Vi har brug for på ny at tænke det umulige

Forud for Helle Thorning-Schmidts formentligt sidste åbning af Folketinget på tirsdag er Moderne Tiders forventninger til statsministerens åbningstale til at overskue. Vi har derfor bedt forfatter til bogen ’Orgasmeland’ om psykiateren og drømmeren Wilhelm Reich, Lea Korsgaard, skrive den tale, hun selv ville have holdt, hvis hun havde været statsminister
Foto
Moderne Tider
4. oktober 2014

Vi lever i en tid, hvor utopiske forestillinger bliver anset som upraktiske og umoderne. Det er naivt, hedder det sig, at fantasere om en verden, der er grundlæggende anderledes end den, vi lever i. Vi taler om det samfund, vi kender, som det eneste mulige. Vi taler om, hvad der er. Vi taler om, hvordan det, der er, kan trimmes og justeres.

Vi taler ikke om, hvad der kunne være.

Lad mig ved indgangen til det nye folketingsår minde om, at sådan har det ikke altid været. Den danske historie er rig på mennesker, der gjorde sig vilde forestillinger om, at verden kunne se komplet anderledes ud: Mennesker, der tegnede drømmeagtige scenarier op på fremtidens vegne og formulerede radikale bud på en helt ny tid; mennesker, som var drevet af en visionær impuls, der satte bølger af enorme forandringer i gang.

Der var engang, hvor stavnsbåndet var givet, og de, der påstod det modsatte, blev anset for forbrydere. Der var engang, hvor kvinder skulle tie, og de, der mente, de havde en stemme, blev betragtet som farlige. Der var engang, hvor voksne havde ret til at revse børn, og de, der ville fratage dem den ret, blev hånet for deres vanvid. Der var engang, hvor prævention var perverst, hvor socialhjælp ikke eksisterede, hvor livet sorterede under patriarken, kærligheden under kirken og arbejdet under fabriksejerens lune – og der var engang, hvor nogle begyndte at drømme om, at sådan behøvede virkeligheden ikke se ud.

De store landvindinger i den danske historie er ikke drevet frem af en rationel, pragmatisk masterplan, de er drevet frem af idéer og drømme, af fantasier og visioner, som alle blev anset for at være tossede, urealistiske, naive eller farlige, da de første gang blev luftet offentligt. Meget af det, vi i dag tager for givet, var engang nogens utopi.

Ideologierne kom igen

Men det er efterhånden længe siden, utopier var a la mode. Vi, der voksede op i 1990’erne lærte, at historien var slut. Vi så billederne på farvefjersynet af en mur, der blev revet ned og to verdener, der blev smeltet sammen til én, og vi fik at vide, at ideologiernes tid var forbi, at vi var nået i mål. Tilbage var bare at konservere status quo og finpudse detaljerne.

Af samme årsag blev vi børn af en tid, hvor ingen alternativer var til rådighed – hverken i virkeligheden eller i vores drømme – og hvor de politiske fløje fjernede blikket fra deres eget historiske ståsted og transformerede sig selv på underligste vis: Venstrefløjen blev en klub for dem, der forsvarede liberale værdier som pluralisme og retten til forskellighed. De liberale begyndte at synes, at alle skulle ligne dem selv, og vendte sig mod det, der forekom fremmed.

Imens forvitrede politik i den store skala. Visionerne holdt sig inden for det allerede optegnede og annullerede dermed sig selv som visioner. Af den grund ankom vi totalt uforberedte til det nye årtusinde, hvor det snart stod klart, at vi havde taget fejl. Ideologiernes tid var så langtfra forbi, og totalitære tankesæt viste deres mest grusomme ansigt.

Det ene tankesæt kom udefra i form af den radikale islamisme, der indledte århundredet med at smadre to tårne og tusindvis af menneskeliv i New York. Det andet tankesæt var kapitalismens, og det kom fra os selv, og det sad så dybt i vores tilværelser, at vi havde glemt, der ikke var tale om en naturlov. Vi, de ideologiløse, vi, de drømmeløse, vi de fantasifortabte havde – viste det sig – alligevel ladet os drive af noget: det store, endeløse ræs mod det konstante forbrug og den konstante vækst.

Kapitalismen spiser det hele

I dag dominerer de to tankesæt stadig verdensordenen – eller verdens uorden – og har gjort vores tid langt alvorligere, end vi unge fra 1990’erne nogensinde var i stand til at forestille os. I dag holder den militante islamisme hele Iraks fremtid som gidsel i sit uhyggelige, klaustrofobiske samfundsideal, og har sendt os ud i endnu en krig i en del af verden, der – efter et kort, henrykkende forår – forekommer totalt tømt for håb.

Den rå kapitalismes tankesæt gennemsyrer også stadig hele vores samfund – selv efter at den i 2008 på mest foruroligende vis mindede os om sine egne indbyggede paradokser: at konstant vækst er en umulighed. At markedet ikke er en rationel størrelse, men drevet af alt det ukontrollable og dyriske, vi bilder os ind, at civilisationen har tæmmet: angst og grådighed.

Jeg tøver ikke med at sige, at kapitalismen, som vi har ladet den udvikle sig, er blevet en totalitær magt, for den er uomgængelig og allestedsnærværende. Den giver sig ikke ud for at være nogens ideologi eller nogens politiske program, den vægrer sig ved at blive gjort til genstand for politik og valg i det hele taget. Den springer ikke på os forfra, ligesom den militante islamisme gør; tværtimod er den sivet ind i vores knogler og hjerner, hvorfra den er blevet i stand til at fortære al den kritik, den er blevet udsat for gennem tiden.

Op gennem det 20. århundrede kæmpede mange modige danskere en vigtig kamp for retten til at vælge deres egen identitet frit og ikke lade sig diktere af hverken samfundet, arbejdsgiveren eller patriarken. Men i dag tjener frugterne af den kamp på mest paradoksale vis kapitalismens interesser, når vi ræser rundt i en udmattende jagt på næste identitetsfix, der tilsyneladende bedst kan indfries ved at arbejde hurtigere, omstille os oftere og forbruge mere. På samme vis labbede den rå kapitalisme også feminismens kritik i sig, da den blev mødt af dén: Kravet lød på kvindens ret til at arbejde uden for hjemmet og på en ny opmærksomhed på de værdier, der blev kaldt feminine – omsorg og nærhed, kærlighed og erotik. Kapitalismen hørte tydeligt første del af kravet, hvorfor der nu skal to indkomster til at forsørge de fleste almindelige familier i Danmark, og konsumerede sidste del af kravet, inden den sked det ud igen som barokke klumper: I dag er vi travlt beskæftiget i rotteræset, mens nærheden og omsorgen er udliciteret til staten. Vi har mistet sansen for vores egen betydning i de fællesskaber, der knytter os sammen som mennesker – naboskabet, venskabet, lokalmiljøet – og vi har glemt, hvilke eksplosive, revolutionære potentialer der gemmer sig i at insistere på kærligheden, på den menneskelige varme, på det erotiske liv i den bredeste betydning: friheden i både kroppen og tanken, sanseligheden, nærværet, den dybe forbindelse til andre mennesker og naturen omkring os.

Hindre verdens undergang

Da Albert Camus i 1957 modtog Nobelprisen sagde han i sin tale i Stockholm, at »enhver generation tror sig utvivlsomt kaldet til at genskabe verden«. Han erkendte imidlertid, at hans egen generation var klar over sin egen begrænsning i den henseende, men pegede på, at dens opgave måske i virkeligheden også var langt større end det: Den skulle forhindre verden i at tilintetgøre sig selv.

Min generation tror hverken på, at vi kan genskabe verden eller forhindre den i at smadre sig selv. Vi voksede op på et bjerg af endeløs information uden at ane, hvad vi skulle mene om noget som helst. Den visionære drift udviklede sig ikke, da vi var i vores 20’ere. Men det er aldrig for sent at blive unge i hovederne, eftersom ungdom – som en klog mand engang sagde – er et moralsk valg, ikke et spørgsmål om alder. Revolutioner skabes af summen af enkeltindividers mod til at handle, og det er en revolution, der skal til, hvis ikke vi vil overlade en klode til vores børn, der er ranet for sine naturressourcer, præget af voldsomme krige og fyldt med udmattede mennesker reduceret til at være kolonner og tal i det regneark, der aldrig bliver i stand til at gøre rede for det, der egentlig gør livet værd at leve: Skønheden. Fællesskabet. Kærligheden.

Danmark leve!

På Christianborg plejer det nye folketingsår at blive indledt af et ’leve’ for Danmark. Jeg vil også gerne udbringe et leve for vores land. For det er det, vi skal drømme om og kæmpe for. Et samfund, der ikke bare er i live eller overlever, men et samfund, der er levende, fordi de mennesker, der bor i det, er levende: De er frie i kroppen og ånden, de er trygge nok til at være nysgerrige, de mødes af andre med respekt for det, de skaber, og de er forbundne med sig selv, med deres nære og med det land, vi kalder vores.

Så Danmark leve!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Fuldkommen vidunderligt! Og jeg kan ikke tro, at Lea Korsgaard er den eneste i sin generation, der tænker og føler sådan. Faktisk kan man håbe, at rigtig mange føler sig voldsomt pisset på af det tunnelsyn, de voksede op med.
Og helt ærligt er det, som om debatterne efter et tiårs frostgrader under VKO, nu tør op og kaster sig over det væsentlige i livet igen.

Jes Jessen, Jens Falkesgaard, Charlotte Ardal, peter fonnesbech, Kim Øverup, Ole Hilby og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar

Flot formuleringen af et kun delvis erkendt fælles behov i samfundet

Lise Lotte Rahbek

*applaus*

Hurra for Lea Korsgaard! Tusind tak for en vidunderligt visionær åbningstale! Hvor ville det være befriende hvis vores politikere turde drømme noget mere og ikke hele tiden lade sig begrænse af det som er. For at udvikle sig må man kunne drømme og se nyt.

Jes Jessen, Charlotte Ardal, Ole Hilby og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Fremragende.
Masser af muligheder går tabt, fordi vi ikke længere tør drømme.

Vi sætter barren for lavt i mange sammenhænge, fordi vi begrænses af det fortalte, det man bilder os ind, mediernes komprimerede syn af nødvendigheder.
Det gør at når hver rettighed tabes, så kæmpes der ikke for at vinde nye rettigheder, men for at bevare kun smådele af de tabte.
Vi indser ikke at virkelighedens politik er den vi selv skaber, med vore visioner, ønsker og håb, mens nødvendighedens politik er redskabet til at forme muligheden for den næste mistede rettighed, oppe i vore egne hoveder, fordi vi afgiver plads til nødvendighedens politik.

Troels Klinke Hansen

Velskrevet og inspirerende....og netop utopisk, for fornyelsen er sjældent artikuleret fra Folketingets talerstol. Jo, når tiden er gået og vi ser tilbage er mange 'visionære', men også dét var subtile udtryk for 'folkets vilje'...og det er altså dér vi stadig skal søge og spørge: Har folket en vilje?

"Jeg tøver ikke med at sige, at kapitalismen, som vi har ladet den udvikle sig, er blevet en totalitær magt, for den er uomgængelig og allestedsnærværende. Den giver sig ikke ud for at være nogens ideologi eller nogens politiske program, den vægrer sig ved at blive gjort til genstand for politik og valg i det hele taget. Den springer ikke på os forfra, ligesom den militante islamisme gør; tværtimod er den sivet ind i vores knogler og hjerner, hvorfra den er blevet i stand til at fortære al den kritik, den er blevet udsat for gennem tiden."

Fint iagttaget at den militante islamisme springer på os forfra, mens kapitalismen driver os bagfra - og netop denne konfliktfyldte position aftvinger os ambivalens og angst ... hvilket kan og bliver udnyttet. Med til historien hører imidlertid at islamisme vel næppe, som artiklen et sted implicerer, udgør en reel modpol til den moderne kapitalisme, fordi den mere er et produkt og derivat af kapitalismeudviklingen - såvel produktivt fjendebillede (nødvendigt for ideologiens polariseringsdiskurs) som kaotisk og destruktiv konsekvens af den førte politik (men også hér produktivt for de, som kan benytte sig af/tjene på ulykkerne).

Zero entropy?

Hvis åbningstalen skulle mangle visioner med luft under vingerne og værd at lytte til – hvilket den garanteret gør og ikke er – kunne spasmedisteren passende fabulere lidt over f.eks. kapitalismens og militarismens forbandelser – træde i karakter og ophøje sig selv til hele landets statsminister ved at afsløre, at hun ikke bare er endnu en madam blå EU-kommissær, men et levende menneske med de nødvendige visioner om en potentielt positiv udvikling, som allerede er i gang for næsen af os - The internet of things (IoT). - Jeremy Rifkin describes how the emerging Internet of Things is speeding us to an era of nearly free goods and services, precipitating the meteoric rise of a global Collaborative Commons and the eclipse of capitalism.

Hvorvidt fruen eller hendes taleskrivere overhovedet læser bøger er tvivlsomt, men denne seneste rimelig ædruelig vision kan anbefales – Rifkin uncovers a paradox at the heart of capitalism that has propelled it to greatness but is now taking it to its death.

Kapitalismens død? - lyder næsten for godt til at være sandt – nye mutationer vil givetvis se dagens lys, flere fatale krige og elendigheder hjemsøge menneskeheden og mange globale konflikter vil opstå – konflikter som ikke kan løses med endnu en omgang militarisme og flere bombekastende F-16 jetjagere – inden vi kan håbe på Den evige fred

http://www.thezeromarginalcostsociety.com/pages/The-Book.cfm

Helt dagsaktuelt (3sat TV 09:10): Jeremy Rifkin - Visionär oder Utopist?
(aus der SRF-Gesprächsreihe "Sternstunde Philosophie")
Jeremy Rifkin ist für eine steile These immer gut. Obwohl er Krisen beschwört und Endzeitstimmung verbreitet, bleibt er stets auch Optimist und weiß, wie die Welt zu retten ist. In bisher 18 Büchern und ungezählten Beiträgen in der Presse legte der einflussreiche Soziologe schon manch strittige Prognose vor. In seinem neuesten Buch "Die Null-Grenzkosten-Gesellschaft" sagt er nichts Geringeres als das Ende des Kapitalismus voraus, der dank weltweiter Vernetzung und globalem Datenaustausch von einem neuen gemeinschaftlichen Wirtschaftssystem abgelöst werde.
In der Gesprächsreihe "Sternstunde Philosophie" trifft Katja Gentinetta den einflussreichen Soziologen Jeremy Rifkin in Berlin zum Gespräch.
http://www.3sat.de/programm/

Rifkin går langt tilbage, til generationen før der var tænkt på nærværende alternative taleskriver – her skal bare anbefales bogen Entropy. A new World View. 1980.

Olav Storm Jensen

Applaus til Lea Korsgaard for talen! Og til Information for at bede hende om at skrive den.

Jes Jessen, leif voetmand, Charlotte Ardal, Steffen Gliese, peter fonnesbech og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Og tak til Information for at opretholde et højt niveau af politisk ukorrekthed i Moderne Tider.

Keep up the good work.

Lea, du er i sandhed en frontløber der, med dit sprog, din fantasi og din indsigt, kan feje tågen væk og klarlægge vejen op ad bjerget... Tak!

Det var så rosen og optimismen. Tilbage til virkeligheden.
Blå og rød blok kæmper om magten og taburetterne. Befolkningen vil møde op - 85% til næste års valg - med den kunstigt tilrettelagt dagsorden. Kunstig i forhold til det væsentlige - det Lea Korsgaard o.a taler for.
Spørgsmålet er - hvornår får folket noget andet at vælge imellem.

Det forlyder, at der fra januar vil blive mulighed for at opstille til valg digitalt.
Og glem ikke muligheden for løsgængeres opstilling i storkredsene.

Det er meget fint, visionært, sødt og naivt og jeg er fuldstændig enig.

Jeg er spændt på hvornår anden del af talen kommer. Den som indeholder de konkrete lovgivningsmæssige initiativer som 'statsministeren' vil forslå der bliver fokuseret på i det kommende folketingsår.