Danske frikorpsmænd i ’Jødelejren’

Danske frikorpsmænd deltog aktivt i den nazistiske voldskultur og overgrebene på civile, skriver historikerne Dennis Larsen og Therkel Stræde i en ny bog. I dette uddrag fra bogen beskrives nogle af de vagtopgaver, som danskerne varetog i en slavearbejdslejr i Hviderusland
Frikorps. Frikorps Danmark på vej til Østfronten for at kæmpe mod Den Røde Hær. For mange opgaven til fortrinsvis at bestå i drab på civile og deltagelse i jødeudryddelserne.

Frikorps. Frikorps Danmark på vej til Østfronten for at kæmpe mod Den Røde Hær. For mange opgaven til fortrinsvis at bestå i drab på civile og deltagelse i jødeudryddelserne.

11. oktober 2014

Det er en iskold vinternat. Uden for en af barakkerne i lejren ligger en mand i sneen. Han er udhungret til det rene skind og ben, kun halvt påklædt: ingen bukser, ingen sko. Skjorten står åben, og man ser blodige flænger i hans bryst. Han er i det hele taget voldsomt forslået og kun delvist ved bevidsthed, øjnene er blodskudte, og om munden står der fråde.

Manden er jøde, og det er allerede anden gang, de andre fanger har smidt ham ud i sneen denne nat. De har tævet ham og smidt ham ud af barakken, og man kan let forestille sig, hvad det er, han har gjort, som har fået dem til det; formentlig har han på grund af den helt ekstreme sult i ’Jødelejren’ stjålet brød fra en anden udhungret jøde. Jøden, der ligger ude i sneen, krænker lejrens orden: Om natten skal fangerne være i barakkerne; de må ikke komme ud, de kunne jo forsøge at flygte. Lejren er godt nok sikret med et flere meter højt hegn af pigtråd, og SS-mænd med skarpladte våben og vagthunde patruljerer udenfor, men sikringsanlæggene er ikke på højde med en rigtig koncentrationslejrs, og selv i sådan én har fangerne udgangsforbud om natten.

Tilståelse

Vagthavende denne nat er SS-manden Karl Johan Gerhard Jørgensen. I oktober 1941 har han meldt sig som frivillig til Frikorps Danmark for at deltage i den tyske angrebskrig mod Sovjetunionen. Da en vagtmand først melder, at der ligger en såret jøde uden for en barak, beordrer Jørgensen vagten til at skaffe jøden ind i barakken igen. Kort efter melder vagten, at fangen på ny er blevet smidt ud i sneen. Nu går Jørgensen ledsaget af et par andre SS-mænd til stedet og dræber jøden. Om han trækker sin pistol og skyder jøden gennem hovedet på nært hold eller smadrer hans kranium med slag med en geværkolbe, var vidnerne ikke enige om, da sagen i 1948 kom for retten i Gråsten. Vidnerne var andre danske SS-mænd, som gjorde tjeneste sammen med henholdsvis under Jørgensen i lejren. Episoden med jøden i sneen var langtfra enestående. Som vist forekom drab og vold i ekstreme former nærmest dagligt i denne lejr, så det er forståeligt, at vidnerne måske blandede denne episode sammen med andre – der var jo så mange. De var heller ikke villige til at udtale sig alt for præcist, for der forelå en implicit, måske også eksplicit aftale om, at den ene SS-mand ikke måtte belaste den anden.

Men Jørgensen tilstod selv mordet, da han blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør; derfor blev han dømt. Han forsøgte efterfølgende at få det til at se ud, som om drabet på jøden var en ren barmhjertighedshandling: Egentlig var det de medfanger, der havde mishandlet jøden, som bar ansvaret for hans død; han havde allerede været døende, da Jørgensen tilså ham og altså – angiveligt efter at have konfereret med de øvrige SS-mænd, der var til stede – besluttede at slå ham ihjel. Forholdene i ’Jødelejren’ var generelt meget dårlige og præget af sult, og denne fange stod ikke mere til at redde, så Jørgensen havde handlet af medlidenhed. I hvert fald var dette, hvad han gjorde gældende ved retten, og denne fulgte ham i påstanden: Jødens tilstand kunne anses som formildende omstændighed, så Jørgensen slap med lovens mindstestraf for drab: fængsel i fem år.

I tidsrummet november 1942 til februar 1943 havde Jørgensen, efter hvad han oplyste til politiet under efterforskningen, fungeret som vagtkommandør i ’Jødelejren’ fire gange, men hvornår dette drab var foregået, lykkedes det ikke nøjagtigt at fastslå. Da der forelå en tilståelse, som endda bekræftedes af flere øjenvidner, søgte efterforskerne ikke efter materielle beviser, dokumenter fra lejren eller lignende. De havde næppe heller fået meget ud af det, for jødelejren blev oprettet i juni 1942 og nedlagt igen i september 1943 på et tidspunkt, hvor området, hvor den lå, endnu befandt sig fast på tyske hænder, så lejrens arkiv med tjenestedagbog, kartotek, styrkelister m.v. blev – hvis et sådant eksisterede – sikkert tilintetgjort, da lejren blev nedlagt, de overlevende fanger ført bort og lejrpersonalet beordret videre til anvendelse andetsteds. Det ville næppe heller have været let for dansk politi at få hjælp ved efterforskningen fra myndighederne på stedet, for efter Nazitysklands sammenbrud lå dette på sovjetisk territorium, altså på den anden side af det jerntæppe, der var ved at gå ned og dele Europa, da Jørgensens sag kom op.

Danskernes tjeneste i ’Jødelejren’

Jørgensen var dansk frikorpsmand, og Frikorps Danmarks hovedstyrke ankom til Bobruisk den 24. november 1942. En frikorpsmand noterede i sin dagbog, at man ankom til byen om aftenen efter at være afrejst fra Mitau (Jelgava i Letland) to dage forinden.Alt tyder på, at mændene blev indkvarteret i Waldlager, idet basen som nævnt løbende blev benyttet af skiftende SS-, politi-, værnemagts- og kollaboratørenheder på kortere eller længere ophold i byen og rådede over særdeles stor overnatningskapacitet. (...)

Det skønnes, at ca. 800-1.000 danske frikorpsmænd fik deres militæruddannelse i Bobruisk. Tallet kan dog næppe fastslås præcist, og skønnet bygger på antallet af uger, danskerne med sikkerhed vides at have været i lejren; vidneudsagnene vedrørende Ersatz-kompagniets gennemsnitlige mandskabsstyrke samt det faktum, at uddannelsen varede 12 uger. Danskernes tjeneste lignede meget den SS-tjeneste, som tusindvis af andre SS-mænd forrettede under Anden Verdenskrig. Og var disse mænd rejst til Østfronten i forventningen om at skulle uddannes til elitetropper i frontindsats mod Den Røde Hær, må overraskelsen have været stor, da det viste sig, at drab på civile og afbrænding af landsbyer hørte til opgaverne – for ikke at tale om bevogtning af en lejr med udhungrede jødiske slavearbejdere.

Det var således ikke kun gennem den tidligere skildrede deltagelse i »partisanbekæmpelsen« i regionen omkring Bobruisk, at Ersatz-kompagniets mænd blev impliceret i de tyske krigs- og folkedrabsforbrydelser. Under tjenesten i Waldlager blev de også, som nævnt, medvirkende i udryddelsen af de polske jøder, som befandt sig i ’Jødelejren’ og udførte slavearbejde på baseområdet og ved dets forskellige støttepunkter – ikke i nogen stor eller central rolle ganske vist, men som enhed betragtet fuldt og helt meddelagtige. Herom fortæller flere vidneudsagn, officielle tyske dokumenter og ikke mindst retssagen imod Karl Johan Gerhard Jørgensen, der som SS-blokfører var befalingsmand i ’Jødelejren’ med tjeneste inde i denne. Folk fra Frikorps Danmarks Ersatzkompanie var altså involveret i både bevogtningen af fangerne og forbrydelserne imod dem.

Dette faktum er ikke noget, der er indgået i efterkrigstidens overlevering omkring Frikorpset. Bobruisk er således kun nævnt ét sted i standardværket om de danske SS-frivillige Under hagekors og Dannebrog og optræder ikke i bogens kort over de danske SS-frivilliges indsatssteder. Ved de afhøringer, de østfrontfrivillige blev underkastet efter deres hjemkomst til Danmark, var de tavse om Bobruisk og begivenhederne der; også de, der optrådte som vidner i forbindelse med sager mod andre, var svære at slå ret mange ord af. Af akter fra efterforskningen imod Jørgensen fremgår det, at dansk politi tog denne sag ret alvorligt og investerede en hel del ressourcer i forsøget på at opklare danskerens forbrydelser – til trods for, at politiet kun sad inde med meget begrænsede informationer om Frikorps Danmarks Ersatzkompanie og dets indsats i østområderne.

Fra vagttjeneste til drab

På grund af den omhyggelige efterforskning måtte flere af de afhørte frikorpsmænd ændre forklaring gentagne gange. Som hovedregel påstod de, at danskerne udelukkende havde udført almindelig vagttjeneste og bevogtet Waldlagers ydre perimeter.Men reelt var allerede dette ensbetydende med deltagelse i ’Jødelejrens’ bevogtning, for på to af fire sider – den nordlige, der vendte imod landsbyen Kiselevitji, og den vestlige – var ’Jødelejrens’ indhegning som beskrevet en integreret del af Waldlagers ydre pigtrådshegn. Det fandt dansk politi imidlertid ikke ud af, så oplysningerne om vagttjenesten fik ingen konsekvenser for de enkelte frikorpsmænd.

Fra vagttjeneste kan der naturligvis ikke sluttes til, at de pågældende under bevogtningen af ’Jødelejren’ også begik drab på jøderne gennem hegnet, endsige gjorde sig skyldige i drab eller andre voldsforbrydelser, når de bevogtede arbejdskommandoer uden for dennes område, selv om det er dokumenteret, at drab og mishandling også forekom dér. Dansk politi havde ikke grundlag for at spørge til frikorpsmændenes aktiviteter i lejren, fordi det ikke havde held til at skaffe sig præcise oplysninger om Waldlagers topografi og heller ikke om det – jo altså meget store – antal jøder, som var blevet dræbt i lejren.

Onsdag den 6. juni 1945 blev det tidligere medlem af Frikorps Danmark Helmuth Leif Rasmussen afhørt af politiet i Assens og vedkendte sig i den forbindelse, at han, mens han havde været stationeret ved Frikorpsets uddannelseslejr ved Bobruisk, ved flere lejligheder havde set tyskerne myrde jøder.

»I januar-februar 1943 gik fængslede vagt i militærlejren Waldlager, og under vagttjenesten så han flere jøder blive henrettet med nakkeskud. Jøderne skulle grave grøfter, holde vejene fri for sne og ellers udføre almindeligt rengøringsarbejde i militærlejren. Der var til tider mellem 25-30 graders kulde, og jøderne var dårligt påklædt, ligesom forplejningen var uhyre dårlig. Som følge heraf var der så godt som hver dag syge i jødelejren. Og når disse ikke kunne arbejde mere, blev de beordret ud til nogle store massegrave, som lå ved udkanten af militærlejren. Her blev de beordret til at afføre sig deres klæder og fik herefter ordre til at lægge sig på maven i graven. Når det var sket, blev de skudt med nakkeskud, hvorefter der blev smidt jord og sne over dem.«

Det blev under afhøringerne af de tidligere SS-mænd klart, at danskerne faktisk i perioder havde varetaget den samlede bevogtning af ’Jødelejren’ og væsentlige dele af dens interne drift.

Dennis Larsen og Therkel Stræde
En skole i vold
392 sider. 349,95 kr.
Gyldendal

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Leopold Galicki

"When the public is called to think of the most awesome questions: 'How was such horror (Holocaust) possible? How could it happen in the heart of the most civilized part of the world?" - its tranquillity and balance of mind are seldom disturbed" (Zygmunt Bauman, "Modernity and the Holocaust", 1989).

anbefalede denne kommentar