Farlig eller uduelig?

Han er kendt for at føre – og ofte tabe – nogle af de mest principielle sager i nyere tid. Fra Grundlovssagen til sagen om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Selv ser advokaten Christian Harlang sig som en modig systemkritiker udsat for hetz. Information tegner her et billede af en mand, der gerne vil have ret. Også når det gælder hans eget portræt
Op ad bakke. Det er altid op ad bakke at føre sager mod det offentlige. Ingen vinder alt, siger Christian Harlang, der for tiden er  på researchrejse i Beirut i forbindelse med Irak-tortursagen.

Op ad bakke. Det er altid op ad bakke at føre sager mod det offentlige. Ingen vinder alt, siger Christian Harlang, der for tiden er på researchrejse i Beirut i forbindelse med Irak-tortursagen.

Dalia Khamissy
4. oktober 2014
Delt 253 gange

Kuverten er tyk og brun. Den er ’OVERBRAGT’ til redaktionen, som der står med fede typer øverst på det medfølgende brev. Forsendelsen er til mig fra Christian Harlang. Jeg var forberedt. I en telefonsamtale nogle dage forinden har han nævnt, at han vil sende nogle dokumenter inden vores interview. Han tilbyder sågar, at vi kan udsætte mødet, hvis jeg har brug for mere tid til at sætte mig ind i materialet. Ud over 100 siders sagsakter, bilag og debatindlæg er der et par interviews af ældre dato fra hans scrapbog, men også to mindre bogudgivelser. Brevet, der ledsager den seks centimeter høje papirstak, er på 11 sider.

Christian Harlang er en mand, der gennem sine 32 år som advokat har gjort sagsakter i bunkestørrelse til en levevej. Han har om nogen profileret sig på at tage kampen op. Og han synes at arbejde efter devisen, jo fyldigere en sagsfremstilling, jo flere papirer, argumenter, bilag og retsinstanser, des bedre forsvar. Det handler om at få ret. Også når sagen er hans egen person.

»Ja, jeg er godt klar over, at jeg er en stor brav mundfuld for dig,« som han siger i vores første samtale. »Det er – som min gamle dansklærer sagde – en afgrænsningsopgave.«

Det er forinden kommet ham for øre, at jeg har været i gang i længere tid, for »det er ikke kun dig, der har dine kilder«, som han bemærker. Men grundigheden glæder ham:

»Jeg synes, det er ulækkert, som nogle af dine kolleger tidligere har gjort, med kort deadline at ringe rundt og få nogen til at sige et eller andet. Så prøver man at neutralisere nogle af alle mine gode gerninger ved at få en eller to personer til at viderebringe sladder.«

Christian Harlang og Hingitaq Uusaqqaq Qujaaqituq efter Højesterets afgørelse i sagen om de tvangsflyttede Thulefangere – en sag, der kørte fra 1996 til 2003.

Kristian Juul Pedersen

Den store bøde

Anledningen til at gå i gang med dette portræt er en kendelse fra Advokatnævnet i april måned i år. Her blev Christian Harlang idømt en bøde på 100.000 kroner for at have udvist dårlig advokatskik. Bøden er en af de største, nævnet har uddelt i årevis. Ifølge kendelsen har han forsøgt at få dispositionsret over en ældre og – viste det sig senere senildement enkes formue. Sagen er den foreløbige kulmination på en række kontroverser med deraf følgende sagsanlæg og injuriesager, hvor Christian Harlang tilsyneladende i meget høj grad har lagt sig ud med dem, han omgiver sig med. Både modparter, men også kampfæller. Hvordan hænger det sammen med, at Christian Harlang samtidig opfattes som indbegrebetaf en idealistisk, venstreorienteret advokat, der altid kæmper på de svages side?

Og hvordan kan manden bag en række af Danmarks mest principielle udfordringer af statsmagten samtidig være skyldig i grov tilsidesættelse af advokatskik? Hænger kontroverserne og de tabte sager sammen med, at han er en dårlig advokat, der ikke fører sine sager godt nok? Og som forsøger at skaffe sig penge på ulødig vis? Eller hænger de snarere sammen med, at han udfordrer magten som ingen anden?

Læs også: Arven efter enken

I min søgen efter svar har jeg talt med over 40 kilder: klienter, gode venner, kolleger, modstandere, dommere, journalister og ansatte. Jeg har tidligere set Christian Harlang beskrevet som »kontroversiel«, men ordet viser sig langtfra at være dækkende. Flere gange kommer jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt kilderne taler om det samme menneske. Nogle kalder Christian Harlang uduelig, grådig og skadelig og taler om ham med dybfølt had og sågar frygt. Andre beskriver ham med stærk loyalitet og beundring i stemmen som idealistisk, visionær og hæderlig. Registret midtimellem synes nærmest ikke at eksistere. Til det siger Christian Harlang:

»Jamen, jeg vil da håbe, at jeg deler vandene. En del af mit arbejde består i at varetage de svages interesser over for magtfulde grupper i samfundet, og i den forbindelse må man desværre anse modvilje som et biprodukt.«

’Et ordentligt menneske’

Kogekone og forfatter Camilla Plum ragede uklar med Christian Harlang i forbindelse med hans arbejde for Enkefru Plums Støttefond. Hun er en af dem, der i dag nærer så stærk modvilje imod ham, at hun næsten ikke orker at lade sig interviewe. Hun siger:

»I gamle dage havde man rullet sådan en som Christian Harlang i tjære og fjer og kørt ham ud af byen. Og det havde vi nok også gjort, hvis vi ikke havde været så pæne alle sammen.«

Helt modsat lyder det fra socialrådgiver og forfatter Hanne Reintoft, der også har kendt Christian Harlang i mange år.

»Jeg synes, at Christian er alle tiders. Han er en af de få, der konsekvent holder fast i retssikkerheden. Han tør tage svære sager, og de lykkes ikke altid, men det er der ikke noget at sige til. Jeg synes, han er tapper, dygtig og ualmindeligt tiltalende,« siger Hanne Reintoft, der mener, at mennesker med holdninger og engagement altid vil være en torn i øjet på mange andre. Eller som stifter af Rehabiliteringscentret for Torturofre, læge og menneskerettighedsforkæmper Inge Genefke, siger:

»Christian er et ordentligt menneske. Et dygtigt menneske. Og de, der kritiserer ham, er nogle svin. Det må du gerne citere mig for. Hvis du tør.«

Jo, det tør jeg godt. Spørgsmålet er bare, hvem der har ret? Og hvordan så modstridende opfattelser et menneske kan trives side om side.

Man kan jo ikke vinde alt

Lad os begynde med det, de fleste kan blive enige om: Advokaten Christian Harlang er 61 år gammel. Han er opvokset i Hellerup, nord for København. Hans mor var psykolog, og hans far var direktør i møbelfirmaet Kevi. Et firma, der har tjent millioner på patentet på kontorhjulet, som sidder under mobile møbler overalt i verden. Og, ja, hjemmet var velhavende, medgiver Christian Harlang – med distinkt nordsjællandsk diktion. Ellers ønsker han ikke at tale om sin opvækst.

»Hvorfor er det relevant?« spørger han, men fortsætter: »Uden at puste det op, kan jeg formulere det på den måde, at jeg har haft nogle fordele i mit liv, som har givet mig en særlig motivation til at være samfundet til nytte.«

Tidligt i livet blev Christian Harlang optaget af samfundsforhold. Hans ungdomsår i 1960’erne var en meget politisk tid, hvor man tog stilling, forklarer han. Han slugte bøger og aviser. Og han valgte Gentofte Gymnasium frem for Hellerup, fordi de havde en samfundsfaglig linje. Her var han en af drivkræfterne i en forening, der arrangerede filmaftner, møder om politiske forhold og drev en bogcafé. I de unge år gik han også på gaden under demonstrationer mod Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet, USA’s krigsdeltagelse i Vietnam og militærkuppet i Chile. Christian Harlang blev student i 1972 og fortsatte direkte på jurastudiet. Valget af profession stod klart allerede i gymnasieårene, selv om journalistik og arkitektur også var på tale.

»Jeg valgte jura, fordi det handlede om ret og retfærdighed. Jeg tænkte, at det var et praktisk fag, hvis man gerne ville gøre noget,« siger han.

Det var i øvrigt på studiet, at han mødte sin hustru jurist Bente Meyer. De bor i dag i en villa i Klampenborg og har to voksne børn sammen.

Christian Harlang blev cand.jur fra Københavns Universitet i 1979 og fik tre år efter sin advokatbestalling. I nogle år delte han kontor med advokaterne Erik Nyborg og Thomas Rørdam, men gik siden solo. I løbet af 90'erne og 00'erne fik Christian Harlang slået sit navn fast med en række meget omtalte sager:

Thulesagen om tvangsflytning af grønlændere i 1953, Maastrichtssagen mod Poul Nyrup Rasmussen om, hvorvidt Danmark med EU-medlemsskab havde overtrådt Grundloven og endelig sagen om grundlaget for dansk deltagelse i Irak-krigen. Gennem 12 år førte han også sagen om retten til Gisselfeld for grev Erik Danneskiold-Samsøe.

I Thulesagen fik fangerbefolkningen anerkendt, at der var tale om tvangsforflytning, men de fik ikke deres fangstområder tilbage, og de fik en samlet erstatning på kun 1,7 millioner mod de 234 millioner, de havde håbet på. De andre nævnte sager, flere af dem helt centrale mærkesager for den danske venstrefløj, har Christian Harlang tabt.

Om det siger Christian Harlang:

»Hvordan man har det med at tabe, afhænger af omstændighederne, og om det synes mere eller mindre rimeligt. Jeg synes for eksempel, det var helt urimeligt, at Højesteret i 2010 forkastede cirka 60 års entydige retskilder omkring, hvordan Grundloven skulle forstås,« siger Christian Harlang med henvisning til Iraksagen. Han fortsætter:

»Men jeg har arbejdet med så mange sager i så mange år, at jeg har vænnet mig til, at man ikke kan vinde alt. Specielt ikke hvis man er oppe imod statsmagten.«

På tredje år fører Christian Harlang sagen om 23 civile irakere, der ifølge sagsøgerne blev udleveret af dansk militær til tortur ved det irakiske politi under Irak-krigen i den såkaldte ‘Green Desert operation’ i 2004 sag på vegne af. Han opholder sig for tiden i Beiruth hvor han her gennem nogle af sagens detaljer med de involverede.

Dalia Khamissy

Idealist eller fjols?

Måske er det her, den ophedede debat om Christian Harlangs person og embede bliver principiel. Har han været den forkerte mand til at håndtere nogle af de vigtigste juridiske spørgsmål i det danske samfund i de seneste årtier? Og er det i så fald et symptom på et grundlæggende problem – nemlig at venstrefløjen og andre, der stiller sig på de svages side, mangler et kvalitetsfilter? Eller er Christian Harlang tværtimod et af de tydeligste ofre for det had, et system kan mobilisere mod dem, der udfordrer det i sin grundvold?

Selv Christian Harlangs værste kritikere anerkender, at han ofte tager fat i vigtige og vægtige sager. Men de mener, at det er desto mere problematisk, at han taber dem. Professor og samfundsforsker Drude Dahlerup, der har siddet i bestyrelse med Christian Harlang i Plum-Fonden, siger følgende:

»Ethvert samfund har brug for kritiske advokater, som står op imod magten og etablissementet. Harlang er absolut en af dem. Man kan så diskutere, hvor effektivt han har gjort det. Set fra mit synspunkt har han paradoksalt nok hjertet på rette sted, men han har meget lidt fornemmelse for det politiske spil. Det kan gå ud over de gode sager,« siger Drude Dahlerup, der ikke vil komme det nærmere, da Christian Harlang på fjerde år kører en injuriesag imod hende.

Tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Bent Falbert er en anden af Christian Harlangs kritikere. Han mener, advokaten fører og taber sager for svage klienter. Og at han tilmed selv spinder guld på det:

»Eksempelvis udråbte Harlang Thulesagen som en stor sejr, men de fik jo ikke deres fangstområde tilbage. Og fangerne fik 1,7 millioner kroner i erstatning, mens Harlang tjente 3,7 millioner kroner i salærer.«

Pengenes magt

Christian Harlangs tone er mildt overbærende, og ledsaget af en lille latter, når han bliver forelagt kritik af sit arbejde:

»De, der kritiserer mig for ikke at vinde mine sager, har intet at hænge deres hat på. Det er altid op ad bakke at føre sager mod det offentlige. Ingen vinder alt,« siger Christian Harlang, der anslår, at han vinder omkring halvdelen af sine sager, der mest er helt almindelige, samt enkelte store principielle.

Vi sidder på hans kontor, indrettet med flaskegrøn som gennemgående farve i gulvtæpper, sofa og de håndmalede tapeter. Kontoret vender ud mod Nytorv over for Københavns Byret.

Christian Harlang slår ud med armen mod den anden side af gaden og inskriptionen over rettens søjler: Med lov skal man land bygge. Indledningsordene fra Jyske Lov kan man godt nok ikke se lige nu. Der er stilladser for vinduet:

»Intet land yder borgerne fuld retfærdighed, men jeg brænder for, at det, man påstår og siger i en borgerlig demokratisk retsstat, også er det, man gør,« siger Christian Harlang, der også fortæller, at han er gået i gang med sine faglige erindringer. Arbejdstitlen er På sporet af retfærdigheden ...

»Det kan muligvis lyde lidt prætentiøst,« medgiver han, men han ser sig selv som en slags værktøj for retfærdighed – »et tandhjul, hvor det vigtige har været og er at være i systemet uden at blive det, og så tage de knubs, det desværre også giver.«

Christian Harlang har ofte udgjort den juridiske del af venstrefløjsprojekter i civilsamfundet – heriblandt som advokat for Enkefru Plums Støttefond, som støttede venstreorienterede mærkesager, indtil den gik konkurs i 2011. Camilla Plum, der længe inden det økonomiske sammenbrud var blevet uvenner med Christian Harlang, mener, at venstrefløjen har været dårlig til at håndtere den måde, han agerer på:

»Gamle venstrefløjsfolk har ofte ikke været involveret i den del af verden, der handler om magt og penge. De, der sad i Plumfondens bestyrelse, var uforberedte på, hvordan man håndterer et menneske, der bruger sin magt. Det er ikke, fordi folk på venstrefløjen er naive, uvidende eller dumme – slet ikke. Men de tror som udgangspunkt på, at der altid er en godhed et eller andet sted. Og når den ikke er til stede, ved de ikke hvad de skal stille op. Så er de forsvarsløse,« siger Camilla Plum.

Grundlovssagen

Den tidligere friskolelærer Jørgen Frederiksen er enig i Camilla Plums betragtninger. Da han mødte Christian Harlang i forbindelse med Grundlovssagen i 2006 var han ellers imponeret:

»Jeg opfattede ham som skarp og blændende dygtig. Og han var kendt i medierne,« siger Jørgen Frederiksen og tilføjer:

»Men det image smuldrede. Hvis jeg ikke var så bekymret for en injuriesag, kunne jeg være meget mere præcis i min kritik.«

Den tidligere smed, lilleskolelærer og seminarielærer har hele sit liv været politisk engageret til venstre. Som gammel militærnægter skar det ham i hjertet, da Danmark gik med i Irakkrigen. Da han gik på pension, fik en bekendt ham sporet ind på arbejdet i Grundlovskomiteen. Foreningen udgjorde det organisatoriske bagland for de 26 personer, der i 2005 lagde sag an mod statsminister Anders Fogh Rasmussen for at få rettens ord for, om det stred mod Grundloven, da Danmark blev krigsførende nation.

I 2006 kom han ind i komiteens bestyrelse, efter at den første bestyrelse nedlagde deres mandat på grund af samarbejdsproblemer med Christian Harlang. Her sad Jørgen Frederiksen sammen med blandt andre en skoleinspektør, en fransklærer, en tidligere professor og en præst. Der gik ikke længe, før han og flere af de andre medlemmer blev bekymrede for en række af Christian Harlangs økonomiske dispositioner.

»Harlang sad på økonomien, og som helt almindelige dødelige mennesker, der gik ind i politisk arbejde, var det meget vanskeligt for os at gennemskue.«

Da de forsøgte at kritisere Christian Harlang, blev advokaten ifølge Jørgen Frederiksen kold og nedgørende:

»Jeg havde på intet tidspunkt forestillet mig, at vi skulle bakse med en advokat, som frem for at være en medspiller blev en modspiller. Til sidst valgte vi at nedlægge vores mandater.«

Den tredje bestyrelse fik også mistillid til Christian Harlang og valgte at fyre ham, med det resultat at gruppen af sagsøgere blev splittet i tre grupper, der førte sagen i Højesteret med hver sin advokat. Her tabte de sagen. For Jørgen Frederiksen betød forløbet også tab af tillid.

»Det er klart, at de her oplevelser har flyttet noget i mig. Jeg er nok blevet mere skeptisk over for, hvad en advokat siger til mig,« siger Jørgen Frederiksen, der i dag er lokalt engageret i energi og forbrug på Østerbro.

Efter at Jørgen Frederiksen trådte ud, blev Birgitte Albrechtsen formand Grundlovskomiteens bestyrelse. Da hun på generalforsamlingen gjorde rede for årsagen til fyringen af Christian Harlang, stævnede han hende for injurier. En retssag hun vandt i både byretten og landsretten.

Birgitte Albrechtsen er i dag terapeut og indehaver af virksomheden Hjertets Vej. Hun ønsker ikke at tale offentligt om sagen, fordi hun har erfaret, at Christian Harlang ofte anlægger injuriesager, når han møder kritik. Det vil hun hverken udsætte sig selv eller domstolene for endnu en gang. Men hun siger:

»Han retfærdiggør sig hele tiden med, at verden er forfærdelig imod ham. Men faktisk har jeg flere gange oplevet ham som den agressive. Jeg har set hans raseri komme helt op i det mørkerøde felt, da han blev mødt med velbegrundede kritiske økonomispørgsmål fra bestyrelsen. Jeg var målløs – ikke mindst over hans gennemtrumfende facon.«

Frygten for Harlang

Christian Harlangs virksomhed består – ud over ham selv – af to advokater, en advokatfuldmægtig plus administrativt personale. For tiden tegner to verserende sager hans praksis udadtil: en stor erstatningssag anlagt mod Justitsministeriet, det tidligere integrationsministerium samt tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V) på vegne af 80 statsløse palæstinensere, der har fået afslag på statsborgerskab.

Sagen indledes i slutningen af denne måned. Sideløbende har han gennem tre år ført en sag om 23 irakere, som angiveligt er blevet udleveret til tortur af danske soldater. Begge sager blev i sin tid bragt frem af Information og har haft stor mediebevågenhed.

Selv om fokus i vores samtale er på hans liv og levned, vil Christian Harlang langt hellere tale om sin hovedmodstander i talrige sager: kammeradvokaten og den efter hans opfattelse eksorbitante ulighed, der i dag findes i retssystemet mellem borger og stat. Også de seneste ændringer i retsplejeloven ligger ham meget på sinde. Da jeg forsøger at indvende, at jeg ikke har tænkt mig at skrive om disse emner, læner han sig ind over bordet:

»Jamen, det er vigtigt at forstå det her for at forstå, hvad der driver mig,« siger han.

For netop hans kritik af systemet har gjort ham til »dissident«, som han siger.

»I virkeligheden er jeg nok temmelig modig i modsætningen til mange andre. Man bliver bestemt ikke vellidt for at kritisere magthaverne. Jeg bliver betragtet som en farlig mand. Og under andre breddegradder var jeg nok blevet mere brutalt skaffet af vejen.«

Farlig eller ej. De færreste ønsker at kritisere Christian Harlang offentligt. Ud af de 42 kilder, jeg har talt med til denne artikel, ønskede halvdelen ikke at blive citeret – primært personer med en stærkt kritisk tilgang til hans person.

Men ud over de mennesker, jeg fik i tale, afviste mindst 10 personer overhovedet at medvirke. Det er usædvanligt. Det samme gælder argumenterne: En advokat sagde blandt andet: »Jeg siger af princip ikke noget om en person, når jeg kun har dårligt at sige.« En anden mente, at pressen burde tie Christian Harlang ihjel: »Han fortjener at synke ned i glemslens dyb,« som han formulerede det. Men langt størsteparten var bange for konfrontationer med hovedpersonen. Både i form af verbale overfald, men ikke mindst at blive slæbt i retten i en injuriesag.

Sidstnævnte er nemlig Christian Harlangs speciale. Han har ført stribevis af injuriesager på vegne af andre. Men derudover findes formodentlig ikke nogen anden dansk advokat, der har anlagt så mange sager på egne vegne, som netop ham.

Christian Harlang mener ikke, at han fører usædvanligt mange injuriesager. Kun de, der er nødvendige for at forsvare hans omdømme. Men advokat Christian Dahlager, der repræsenterer klienter i mange af Christian Harlangs injuriesager, siger:

»For en advokat er det helt besynderligt ikke at være mere tykhudet. Selvfølgelig kan der være behov for at føre sag om grove injurier, som hvis nogen påstår, at man har stjålet af kassen, begået falskneri eller andre grove straffelovsovertrædelser. Men sådan noget med, at man er storsnudet, tosset eller lyver, fatter jeg ikke, at man gider føre sager om. Hvis Harlang kaldte mig en løgner, ville jeg personligt kunne leve med det,« siger Christian Dahlager med henvisning til, at Christian Harlang sidste år valgte at føre sag om, hvorvidt han havde udtalt sig løgnagtigt i en konkret sag. Christian Dahlager og hans klient tabte injuriesagen. Den er nu anket til landsretten.

Injuriesager

Faktisk er Christian Harlang for tiden involveret i fem injuriesager. De fleste hidrører fra balladen omkring opløsningen af Enkefru Plums Støttefond, stiftet i 1998 på grundlag af afdøde Lise Plums formue. Fondens pengetank på 300 millioner skulle yde støtte til en række af venstrefløjens mærkesager, blandt andet EU-modstand, retssikkerhed og økologi. Christian Harlang var indsat som administrator og bestyrelsesmedlem på livstid. Derudover sad en række kendte meningsdannere, politikere og aktivister fra venstrefløjen med ved bordet. Flere af dem, blandt andre Tine Bryld, forlod dog fonden på grund af uoverensstemmelser med Christian Harlang. Og da fonden gik konkurs i 2009, blev det til åben strid mellem advokaten og fem af bestyrelsesmedlemmerne, som Christian Harlang alle har anlagt injuriesager imod. Her knap fem år efter konkursen er det, som Christian Harlang selv kalder »en blodig kamp«, stadig ikke afsluttet.

Knud Foldschack udtrykker sig mindre billedligt:

»Det er beklageligt og belastende at have så mange sager i forhold til en kollega. Men det er åbenbart nødvendigt.«

Christian Harlang har sagsøgt Knud Foldschack for blandt andet at sige, at han har »modarbejdet og skadet« Plumfondens interesser, at han har »opkrævet for høje honorarer« og at der var »økonomisk misbrug og uregelmæssigheder« i hans arbejde.

Byretten har indtil videre frikendt Knud Foldschack. For selv om der var »tale om ærefornærmende udsagn«, som der står i dommen, fandt retten, at »udsagnene var saglige og ikke uproportionelle i den sammenhæng de var fremsat«.

Eller som Knud Foldschack siger:

»Der står faktisk i dommen, at det, jeg sagde, er rigtigt, og derfor blev jeg frikendt.«

Sagen er ligesom de fire andre injuriesager nu anket til landsretten og kommer for retten i foråret 2015.

På Christian Harlangs hjemmeside, kan man læse hans fremstilling af hele Plumsagen, som han for en god ordens skyld også fremsender til mig. Og efter vores interview tilføjer han i et brev følgende om sine modstandere på Foldschacks advokatkontor:

Under vor samtale fornam jeg, at adskillige af dine formuleringer og vinklinger i meget høj grad kunne være inspireret af kugler/flyvefrø der støbes/afsendes fra et advokatkontor i Skindergade ... Jeg skal ikke gå dig i bedene som journalist, men går ud fra, at du tager denne både formelle og reelle baggrund i betragtning ved vurdering af udsagn og ideer, du måtte modtage fra denne kant.

’En komisk figur’

Christian Harlang refererer til sine kritikere som »Karoly Néhmet-agtige typer.« Med den betegnelse henviser han til en bitter strid i 2006 mellem ham og kollegaen Karoly Néhmet. De to var modstandere i den langtrukne Gisselfeld-sag, og Karoly Néhmet lod sig i Berlingske Tidende i 2005 citere for at kalde Christian Harlang »uduelig, komplet uforberedt og det største blålys, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Han åbner sine papirer i retten og er totalt overrasket, fordi han aldrig har set dem før«.

Den bemærkning fik Christian Harlang til at klage over kollegaen til Advokatnævnet. Karoly Néhmet kvitterede i sit forsvar blandt andet med at skrive følgende:

»Under hele sagsforløbet har Harlang optrådt stærkt ubehersket, bedrevidende, belærende og arrogant for at bibringe sin klient og den tilstedeværende omverden (læs: pressen) indtrykket af, at han havde styr på sager. Alt andet var imidlertid tilfældet.«

Han beskrev også flere tilfælde, hvor Christian Harlang havde råbt »dumme svin« efter ham. Karoly Néhmet, har ikke ønsket at udtalte sig i denne artikel, men henviser til, at han i Advokatnævnet blev frikendt.

I forbindelse med sagen fik Bent Falbert og Ekstra Bladet en pressenævnssag på halsen, fordi han viderebragte nogle af Karoly Néhmets udtalelser. Også den sag tabte Christian Harlang. I dag siger Bent Falbert:

»Harlang er en komisk figur, som nærer en næsegrus beundring for sig selv. Det er ufatteligt, at den mand stadig kan drage godtroende sjæle. Man kan ikke engang kalde ham en distanceblænder – for han stråler ikke det mindste. Han slår sig op på at være idealist. Det er han dog så langtfra – han er købmand. Men det virkelige problem er, at han er udygtig,« siger Bent Falbert.

Hænger kontroverserne og de tabte sager sammen med, at Christian Harlang er en dårlig advokat, der ikke fører sine sager godt nok? Eller hænger de snarere sammen med, at han udfordrer magten som ingen anden?

Dalia Khamissy

En stor person

Jeg har naturligvis også talt med en lang række af Christian Harlangs gode venner. Ud over at beskrive ham som en udpræget humørspreder, og en belæst og vidende person, beundrer de ham ikke mindst for at gå imod strømmen.

En af dem er filmproducer Lars Bredo Rahbek. Som talsperson for og bestyrelsesmedlem i JuniBevægelsen lærte han Christian Harlang at kende under folkeafstemningerne om Maastrichttraktaten i 1992. Lars Bredo Rahbek kalder Christian Harling både visionær og passioneret:

»Han er en ener. Jura er en metier, der former juristen og mennesket på en sådan måde, at det er svært at indtage idealistiske holdninger. Men han er en af de få, der har formået have den stilling uden at forvanske sig selv,« siger Lars Bredo Rahbek.

Han kalder kritikken af Christian Harlang for en »umenneskelig hetz« og siger:

»At man, som han gør, deler vandene, er bare et tegn på, at man er en større person end et almindeligt menneske.«

Førnævnte Inge Genefkes mand, professor, dr.med. Bent Sørensen er også en stor beundrer af Christian Harlang både som jurist og som menneske:

»Kritikken fra andre understøtter min opfattelse af ham. Og for mig, betyder det ikke noget, om han får ret: Som arbejderdigteren Oskar Hansen skrev i et digt: ’Der spørges ej, når slukkes skal den sidste glød i lampen, om du har sejret eller tabt, men om du voved kampen.’«

Den demente enke

Selv om det er sager mod systemet, der tegner Christian Harlangs virksomhed udadtil, er de meget lidt lønsomme, siger han og kalder denne del af sin forretning for »delvis filantropi.«

»Derfor er man nødt til at have nogle sager at leve af og benytte til uddannelsen af sit juridiske personale. I min virksomhed bruger vi langt den største del af vores tid på helt almindelige sager om kontrakter, ansættelsesrettighedssager, testamenter og den slags,« siger Christian Harlang, der mener at have ført omkring 3.000 små og store sager i alt i sine tre årtier som advokat.

Når det gælder almindelig advokatforretning, er Christian Harlangs ry for nylig blevet plettet af førnævnte sag om en nu afdød enkes formue. Ifølge Advokatnævnets kendelse skulle Christian Harlang i 2012 have forsøgt at få en generalfuldmagt, så han alene kunne råde over den ældre enkes store formue, selv om hun kort efter blev umyndiggjort med henvisning til, at hun var senildement.

Ifølge kritikerne er sagen et eksempel på, at Christian Harlang ikke er styret af sit hjerte, men af sin pengepung.

Ifølge Harlang er der derimod tale om rygtesmederi fra den afdøde enkes familie, og han har efterfølgende politianmeldt familien for at have stjålet millioner fra hende.

Advokatnævnet mener, der er tale om grov tilsidesættelse af god advokatskik og har idømt Christian Harlang en bøde på 100.000 kroner »for at indskærpe alvoren i adfærden«, som der står i kendelsen.

Der anlægges årligt 1.500 sager i advokatnævnet, og kun sager, hvor der falder bøder over 10.000 kroner, offentliggøres. En gennemgang i september af de seneste 80 offentliggjorte sager viser, at langt de fleste bøder lander på 10.000 eller 20.000 kroner. Man skal mange år tilbage for at finde bøder højere end 100.000. Om den kolossale bødestørrelse siger Christian Harlang:

»Det er helt forrykt. Jeg mener, der er tale om personforfølgelse.«

— Hvorfor?

»På grund af min samfundskritiske virksomhed. Jeg er systemkritiker,« siger Christian Harlang. Han gentager ordet med vægt på hver stavelse:

»Sy-stem-kri-ti-ker. Jeg mener, at der i Danmark bliver større og større afstand mellem at have ret og få ret. Mellem idealerne ovre på den bygning« – Christian Harlang peger igen ud mod byretten bag stilladset – »og den faktiske virkelighed bliver stadig større.«

— Men hvorfor give dig en bøde på 100.000 kroner?

»For at svække mig. Fordi jeg har kritiseret formanden for Advokatnævnet, Jon Stokholm, i Børsen for 15 år siden. Der var jeg med til at bringe kritik frem af dommernes bibeskæftigelser, som blev meget bastant forsvaret af Jon Stokholm. Og det gør man ikke ustraffet.«

— Så det er en personsag?

»Ja, i allerhøjeste grad,« siger Christian Harlang, der betegner Jon Stokholm som hans »onde ånd« i retssystemet.

For 15 år siden var Jon Stokholm ikke dommer, men advokat. I dag er han ud over at være formand for Advokatnævnet dommer i Højesteret. Han har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. Christian Harlang har nu anket kendelsen og bøden til domstolene.

I krig med Højesteret

Det ikke er første gang i min research, at jeg får indtryk af, at forholdet mellem Christian Harlang og dommerne i Højesteret er køligt. Han har gentagne gange kritiseret både retten og navngivne dommere.

Christian Harlang har haft møderet for Højesteret siden 1990 og kan næste år fejre 25-års jubilæum. En optælling for 10 år siden viste, at han var den advokat i Danmark, bortset fra Kammeradvokaten, der havde ført flest sager ved Højesteret. Selv om han ikke længere indtager en førsteplads i statistikken, har han ofte sin gang bag den mørkegrønne dør i Prins Jørgens Gård. Omkring 100 sager er det blevet til, vurderer han.

Fra 10 forskellige kilder hører jeg, at Christian Harlang er blevet ’prikket’ af Højesteret. Det er en praksis, Højesteret en sjælden gang imellem benytter, hvis man ikke mener, at en advokat lever op til en vis standard.

Fænomenet er blandt andet omtalt i bogen Højesteret gennem 350 år. Det går ud på, at en advokatpræstation kan være så dårlig, at en af dommerne fra den pågældende sag kontakter advokaten og giver vedkommende en advarsel.

Christian Harlang skulle være blevet prikket, blandt andet fordi han ikke har været ordentligt forberedt. Dette afviser Christian Harlang:

»Jeg kender det rygte, det er usandt, og jeg anser det for at være en del af de mange forsøg på at skade mig. Og undskyld, men er det virkelig relevant at tage op i forhold til rygter, der drejer sig om begivenheder for mere end 10 år siden?«

En sådan tilkendegivelse til en advokat bliver altid journaliseret i Højesteret. Og jeg spørger Christian Harlang, om han vil give tilladelse til, at jeg retter henvendelse til Højesteret for at se eventuelle dokumenter og dermed få be- eller afkræftet, at advarslen er blevet givet. Efter vores interview afviser han idéen både mundtligt og på skrift:

»Det er horribelt, at jeg er i en situation, hvor jeg skal bevise, at nogle fuldstændig udokumenterede rygter er forkerte. Det er vanvittigt. Det vil jeg ikke røre ved. Jeg vil citere min gamle farfar for at sige, at man ikke bliver ren ved at røre ved noget snavset,« siger Christian Harlang, og fortsætter:

»Der ligger i Højesteret internt materiale, jeg ikke kender. Jeg aner ikke, hvad nogle af mine nuværende fjender i Højesteret eller afgående dommere kan finde på at lægge af giftigheder,« siger Christian Harlang, der kalder det noget »fagligt svineri« overhovedet at omtale rygtet i artiklen.

Fra flere sider hører jeg om Christian Harlangs voldsomme temperament. Siddende ved det blankpolerede kirsebærtræbord i sit store arbejdsværelse, da vi mødes i september, er Christian Harlang dog afslappet og venlig.

»Det med temperamentet er et rygte. Jeg mener faktisk, at jeg er rimelig omgængelig,« siger han.

Selv folk, der ellers roser ham i høje toner, siger ellers, at han er »ilter og kan miste besindelsen«. Men det kan Christian Harlang slet ikke genkende:

»Hvad er målestokken? Jeg kan godt være direkte i min kritik. Det kan jeg da godt tro, at nogle ikke synes er behageligt.«

Også tidligere medarbejdere beskriver Christian Harlang som en kolerisk og besværlig chef:

»Siger man ikke det om enhver chef? Hør, jeg synes ærlig talt, det er rendestensjournalistik, du bedriver der,« siger Christian Harlang, men tilføjer:

»Jeg giver mig ikke ud for at være en engel. Og undskyld, jeg siger det, men en virkelig skarpsindig journalist som dig må da have en slags filter.«

Jeg spørger, hvordan han kan holde til at blive udsat for det, han mener er ondsindede rygter.

»Det kan jeg, fordi min samvittighed er god. Jeg kan godt forstå, at det kan være nyttigt at gøre en samfundskritisk advokat til en grisk og grådig skurk. Men hvor er substansen?«

— En bøde på 100.000 kroner er da ret substantiel?

»Jeg synes bare, at jeg fornemmer, at når der skal laves portræt af mig, er det, ligesom om at smudsfilteret er taget bort. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man skal bruge sin tid på at forsvare sig, medmindre sagens konkrete omstændigheder lægges frem i lyset.«

Byger af papir

At Christian Harlang bruger meget tid på at forsvare sig selv og sine sager også uden for retssalen, er en kendt sag blandt journalister. Kolleger på danske dagblade kan fremvise flere sider lange breve eller fortælle om opringninger fra Christian Harlang, der mente, at de havde udeladt væsentligheder, misforstået vigtige elementer eller tilsidesat god presseskik.

Generelt er han ikke imponeret over journaliststanden. Både i sine breve og under interviewet nævner han en række journalister ved navn, som har skrevet om ham eller hans sager, men som har ført hetz eller efter hans mening ikke har forstået substansen. Alene inden for det seneste halve år har han truet flere journalister med pressenævnet. Trusler der ofte ledsages af papirstakke, mails og læserbreve.

Så sent som i april tabte han en sag i Pressenævnet om Politikens dækning af hans håndtering af Irakersagen.

I retten er Christian Harlang kendt for sin ihærdighed og sin næsten terrieragtige evne til at bide sig fast i en sag. Han sender altid byger af papirer efter af sine modstandere.

»Hvor andre nøjes med to breve og et processkrift, sender han 40 breve, to processkrifter og en pressemeddelelse,« som en kollega formulerer det.

Hans modpart i flere verserende sager, Knud Foldschack, udtrykker det på følgende måde:

»Som advokat er der forskellige måder at føre en sag på. Man kan vælge at være meget udbusende, markant og procesfikseret, med deraf tusindvis af bilagsudvekslinger, indlæg og forberedende retsmøder. Eller man kan proportionalisere sit engagement. Christian Harlang fører sine sager på et meget detaljeret og omkostningsfyldt niveau.«

’Jeg er jo en speciel person’

Alt dette kommer jeg i tanker om halvanden uge efter mit møde med Christian Harlang. Her modtager jeg endnu et brev, hvor han over 10 sider uddyber udvalgte pointer fra interviewet samt går i rette med sine kritikere. Derudover medfølger syv bilag, blandt andet et læserbrev, et interview i de jurastuderendes tidsskrift, Stud.jur, et uddrag af et essay af den afdøde professor Henrik Zahle om Højesteret og en kopi af en mail, i hvilken han truer Politiken med Pressenævnet. Han vedlægger også et genmæle i en verserende injuriesag samt en seks sider lang vejledning til journalister vedrørende blandt andet fri proces.

Christian Harlangs indledende udtryk »en brav mundfuld« er ikke længere dækkende. Jeg synes efterhånden, korrespondancen er ved at antage retssagsagtige proportioner. Efter at have læst stakken, spørger jeg ham derfor over telefonen, hvad det betyder for ham at få ret.

»Er det ikke ret banalt, at man selvfølgelig gerne vil vinde? Det betyder noget for alle mennesker at få ret. Også for mig.«

— Gælder det også med hensyn dit eget portræt?

»Jeg forstår ikke spørgsmålet. Men jeg er ikke ligeglad med, hvad der står i avisen om mig, hvis det er det, du mener.«

I den nyeste forsendelse er der også et lille avisudklip. Her citeres filosof og debattør Lars Östman for, at problemet i Danmark er »hadet til alt anderledes, til alle, der er anderledes eller ser anderledes ud, uanset hvem de er.«

Et citat Harlang mener er utroligt sigende:

»Enere og folk, der ikke er som gennemsnittet, har det svært i Danmark. Og jeg er jo en speciel person.«

Efter at have godkendt alle sine citater, sendte Christian Harlang et nyt, seks sider langt brev til journalist Line Vaaben og Information, hvori han protesterer imod avisens vinkling, herunder omtalen af prikningen i Højesteret og foreslår, at vi i stedet går »i dybden på de mishandlinger, som jeg hævder at have været udsat for«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Blå bog

Født den 2. marts 1953. Bror til arkitekt Christoffer Harlang.

Cand.jur 1979. Advokatbestalling 1982

Advokat på kontorerne Harlang, Nyborg & Rørdam og senere Harlang, Koch & Christensen.

Driver i dag advokatfirmaet Christian Harlang.

Gift med juristen Bente Meyer, med hvem han har to voksne børn. Bor i Klampenborg

Anbefalinger

  • Brugerbillede for A N. Andreasson
    A N. Andreasson
  • Brugerbillede for Ole Banke
    Ole Banke
  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
  • Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
    Olav Bo Hessellund
  • Brugerbillede for Tom Paamand
    Tom Paamand
  • Brugerbillede for Torben Arendal
    Torben Arendal
  • Brugerbillede for ulrik mortensen
    ulrik mortensen
  • Brugerbillede for Bente Simonsen
    Bente Simonsen
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Lars R. Hansen
    Lars R. Hansen
  • Brugerbillede for Søren Larsen
    Søren Larsen
  • Brugerbillede for Jens Christoffersen
    Jens Christoffersen
  • Brugerbillede for Dorte Schmidt-Nielsen
    Dorte Schmidt-Nielsen
A N. Andreasson, Ole Banke, Oluf Husted, Olav Bo Hessellund, Tom Paamand, Torben Arendal, ulrik mortensen, Bente Simonsen, Vibeke Rasmussen, Niels Nielsen, Benno Hansen, Kurt Nielsen, Lars R. Hansen, Søren Larsen, Jens Christoffersen og Dorte Schmidt-Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rita Andersen

En stor tak til Line Vaaben og Information for et meget grundigt og dybdegående portræt af en advokat som tilsyneladende har tabt en række meget vigtige sager, som ikke burde have været tabt.
- Og samtidig scoret større salærer til sig selv end han har vundet for sine klienter (fx Thule sagen).
Man kan håbe artiklen bliver læst af mange der har eller får brug for en advokat.
Det er begrædeligt at venstrefløjen ikke har været i stand til at bruge en bedre advokat. Det er foruroligende at så mange kan lade sig forblænde sig af hans påståede idealisme.
En mand der påstår at have været samfundet til nytte, men samtidig bruger så mange af retssystemets ressourcer på at føre injuriesager, som han igen og igen taber.

Brugerbillede for Peter Jensen

"»At man, som han gør, deler vandene, er bare et tegn på, at man er en større person end et almindeligt menneske.«"

Harlang betragter sig selv som speciel - og dét er i sig selv meget normalt. Klogt er det formentligt også at artiklen primært betjener sig af citatformen ... og dén vej rundt bidrager Harlang på usædvanlig vis betydeligt til den journalistiske lødighed i nærværende artikel. Manden har jo ret i at hans stridsomme facon aftvinger saglighed hos omverdenen , selvom det i sagens natur vel er knap så fedt at så mange sager er tabt og så mange i omverdenen negativt berørte af det mangeårige foretagende.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jo, vist de er noget særligt, de Harlanger, hvilket måske ikke er så mærkeligt, når man tænker på at familien på det nærmeste har opfundet hjulet. Jeg gik på arkitektskole samtidig med broderen, Christoffer (som også har gjort en fin karriere inden for sit fag), det var tilbage i firserne, dog ikke i samme klasse. Men bare dette, at betragte førsteårsstuderende Christoffer Harlang i kantinen, altid omgivet et lille hof af beundrere, som sagtens kunne inkludere en lærer elle to, var nok til afgøre at ynglingen befandt sig i den absolut modsatte ende af hierakiet, end der hvor selv hørte til - hos de potentielt håbløse, som ikke rummede en eneste akademiker i familien. Christoffer Harlang var arkitekt, hvis ikke ligefrem professor, fra day one, jeg blev det aldrig og det har selvfølgelig bl.a.noget med den sociale arv at gøre osv. På den baggrund overrasker det mig ikke at også broderen, advokaten Christian Harlang, emnet for artiklen, er nået så langt i sin karriere som tilfældet er - heller ikke at han tilsyneladende har haft problemer med at forvalte de svages og venstrefløjens interesser. Sådan noget er jo altid lidt ambivalent, når man ikke selv er rundet af kasten.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jeg bliver altid så nysgerrig, Søren Kristensen, på, hvad der kuldsejlede dit arkitekt-projekt: hvad stod i vejen for din færdiggørelse af uddannelsen?

Brugerbillede for Lars R. Hansen
Lars R. Hansen

En fremragende portrætartikel, der dog enkelte steder bliver lidt for nådig over for den portrætterede, men giver et stadigvæk et virkeligt levende billede af Harlang og sammes lange virke som advokat og aktivist.

Brugerbillede for Lars R. Hansen
Lars R. Hansen

Overskriftens sprøgsmål lader sig desuden nemt svare - med tanke på udfaldene af de førte sager mod staten - så absolut ufarlig for systemet, ja, nærmest en gave.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det kunne også være fint at få rusket op i slagtningen af Enkefru Plums Mindefond.

Torben Bror Larsen, erik mørk thomsen, Torben Nielsen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Dorte Schmidt-Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Jensen

I et land, hvor ordet "retsstat" først er kommet ind i den almindelige sprogbrug i de sidste 10 år, hvor retssager, der i en retsstat afgøres ved offentlige retsmøder hos forvaltningsdomstole, afgøres bag lukkede døre af adskillige "nævn" og hvor man hverken har den poltiske vilje eller også kvalificeret personale nok til at oprette en forfatningsdomstol, er en advokat, der af og til (i det hele taget ret sjældent) overhovedet tør angribe myndighedernes beslutninger, en sjældenhed - og alene derfor bemærkelsesværdig.

At han så ofte taber sager, er derimod ikke overraskende, hvis man ved, at højesteretsdommere via deres talrige bijobs og private kontakter er en del af det politiske netværk. Under de nuværende, ynkelige forhold i det danske retssystem må man vist være lidt af en excentriker for ikke at være en af de mange underdanige advokater og udfordre dommere - eller også bliver man det, når man gør det...

Per Klüver, Poul Genefke-Thye, Eva eldrup, Peter Poulsen, Niels Mosbak og Lykke Johansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alexander Ildhøj
Alexander Ildhøj

Spændende artikel om en person som jeg ikke rigtigt ved hvordan jeg skal forholde mig til.

Jeg er egentlig dybt berørt over den grad af heroisme som en almindelig borger må besidde, når man så i høj grad og med så stor entusiasme forsøger at omvende et system der, i senere år, har tilgodeset medmenneskelighed til fordel for såkaldt politisk anerkendelse og en plads på forreste række i den vestlige Elites kaffeklub.
Der må ligge en drivkraft bag en sådan skikkelse som er af større kaliber end den sædvanlige selvophøjelse de fleste søger i deres jagt på succes, måske endda det er retfærdighed der ligger til grund for Harlangs ihærdige arbejde?

Jeg synes dog, at der i artiklen forefindes en slags indirekte skjult kritik som enten har til formål at forevise centralpunkter af kritikeres holdninger til manden, eller også er et resultat af et ønske om at skabe mistillid til advokat Harlangs motivation for at lave det arbejde som han endnu engang gør.
Uden at have et kendskab til personen bag artiklen eller de omtalte sager, er jeg forholdsvis sikker på, at hvis penge var drivkraften, så kunne han velsagtens finde et saftigere felt at beskæftige sig med frem for at bringe retfærdighed for torturofre og andre befolkningsgrupper.

Måske meget af den kritik som strejfes henover i artiklens indhold, er et produkt af den mentalitet som Bush så koncist beskrev i sin udtalelse før invasionen "Either you're with us or you're with the terrorist". Det kunne jo være at Christians brede kritiker-kreds blot er et resultat af det våben som Bush's filosofi var med til at grundlægge, da han i kompensation for sine manglende talegaver, polariserede den politiske debat i sådan en grad, at enhver der påberåber sig retten til at tage afstand fra statens anliggende, må være indbegrebet af terror og behandles derefter af systemets lakajer.

Eva eldrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Thomas Rasmussen, kurt lindy hansen, Anne Eriksen, Niels Mosbak, Bente Simonsen, Vibeke Rasmussen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alexander Ildhøj
Alexander Ildhøj

Som kommentar til artiklens overskrift vil jeg sige:

Farlig - hvis personens motivation er absolut retfærdighed.
Ufarlig - Hvis han er en forlængelse af systemets filosofi eller endda repræsenterer en femte kolonne.

Brugerbillede for Alexander Ildhøj
Alexander Ildhøj

Det er selvfølgelig i relation til systemets korruption at jeg bruger udtrykkene farlig/ufarlig.

Altså farlig for de farlige, eller ufarlig for de farlige.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

3.7 mio til sig selv og 1.7 mio til thulefangerne - er der et misforhold her, og risikerer jeg nu en injuriesag?

Brugerbillede for Bente Simonsen
Bente Simonsen

Med risiko for at få en injuriesag på halsen ...

For mig fremstår et billede af en (misforstået) grandios personlighed, i kamp mod verden, som ikke kan forstå hans storhed. Gennem at antage disse spektakulære sager forsøger han bevise sin storhed og hans evige rethavende, men når modparten beviser, han ikke har det, går han over til at fremprovokere personlige udfald, som han så kan anvende i en ny injuriesag (hævn).
Ud fra hans grandiose perspektiv har han jo altid ret, og gør aldrig noget forkert. Han kan som alle med samme personlighed være yderst yderst charmerende og en selskabsløve, han behøver publikum og applaus, men så snart der findes modstand kommer de voldsomme udfald og raseriet.

Birgitte Albrechtsen udtrykker det godt om end vagt:
»Han retfærdiggør sig hele tiden med, at verden er forfærdelig imod ham. Men faktisk har jeg flere gange oplevet ham som den agressive. Jeg har set hans raseri komme helt op i det mørkerøde felt, da han blev mødt med velbegrundede kritiske økonomispørgsmål fra bestyrelsen. Jeg var målløs – ikke mindst over hans gennemtrumfende facon.«

Bent Falbert rammer sømmet precist:
»Harlang er en komisk figur, som nærer en næsegrus beundring for sig selv. Det er ufatteligt, at den mand stadig kan drage godtroende sjæle. Man kan ikke engang kalde ham en distanceblænder – for han stråler ikke det mindste. Han slår sig op på at være idealist. Det er han dog så langtfra – han er købmand. Men det virkelige problem er, at han er udygtig.«

Brugerbillede for Marianne Rasmussen
Marianne Rasmussen

Interessant journalistik! Det bliver også interessant at se, om Line Vaaben skal trækkes gennem en injuriesag over den. Jeg håber på besindelse fra Harlangs side, men det samlede indtryk er et menneske, som er umuligt at stille tilfreds - uanset hvor omgængelig han selv synes, han er.

Oluf Husted, Anne Eriksen og Bente Simonsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for kurt lindy hansen
kurt lindy hansen

Mange af de sager, som Christian Harlang beskæftiger sig med, er for mig vigtige at få afklaring på, og det er det herskende system ikke interesseret i. Så det er ikke underligt, at han lider nederlag. Der kan altid siges for og imod et menneske. Jeg er fortsat for Christian Harlang.

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
Olav Bo Hessellund

Johannes Aagaard: Det, du skriver om begrebet retfærdighed er jeg forsåvidt ikke uenig i.
Blot vil jeg tilføje, at retfærdighed i sig selv er et abstrakt begreb, hvis indhold ikke kan løsrives fra det konkrete samfund, det virker i, hverken når det gælder tid eller sted.

I en samfundstype af vores slags, hvor den private ejendomsret muliggør et mindretals udbytning på bekostning af det store flertals opfyldelse af basale behov (globalt set), vil retfærdighed indebære noget andet end i et samfund, hvor demokratiet er udbredt til også at omfatte hele det økonomiske område.

Eva eldrup, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Per Larsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

(@Peter Hansen, min arkitektuddannelse kuldsejlede - godt udtryk, for jeg købte en lille udtjent sejlbåd for at trøste mig selv - på bl.a. en blanding af tvivlsomt kunstnerisk talent (ikke at jeg er dårlig til at tegne - slet ikke - men man skal jo tegne det rigtige) og mangel på de rette forbindelser. Uden disse elementer i hus var det ikke nemt tilbage i firserne, hvor byggeriet var nærmest ikke eksisterende, at få job på en tegnestue og da jeg fik problemer med ryggen blev det i praksis umuligt. Men selvfølgelig var der nogle der klarede den, stort set ved egen kraft, for selvfølgelig kan det lade sig gøre. Jeg skulle bare ikke være en af dem.

Brugerbillede for Niels Jespersen
Niels Jespersen

Harlang har i et læserbrev i Information kritiseret artiklen for manglende seriøsitet - og udeladelser, når det passer journalisten. Diverse fakta er også forkerte ifølge Harlang - bl. a. statistikken over vundne og tabte sager mod staten etc etc.

Altså kort sagt noget makværk, hvor journalisten ikke er gået til bunds og konkluderet - men i stedet har interviewet folk på kryds og tværs for at virke "saglig".

Ville det ikke være passende at avisen tog hvert enkelt punkt op i Harlangs kritik og svarede på dem?

Brugerbillede for Morten Pedersen
Morten Pedersen

@Abrakadabra: Jeg tror du skal slippe anonymiteten før du får spørgsmål besvaret.
Men iøvrigt TAK til Information og Line Vaaben for interessant, velskrevet og afbalanceret artikel.