Baggrund
Læsetid: 12 min.

Individet er alt

[Boguddrag] Hvordan blev en midaldrende russisk emigrant bannerfører for den amerikanske Tea-party-bevægelse og danske Saxo Bank? Forfatteren Maria Helleberg tegner et portræt af forfatteren Ayn Rand
Moderne Tider
25. oktober 2014
I Ayn Rands filosofi eksisterer kun den nøgterne fornuft. Hverken tro eller religion har plads. Enhver form for fællesskab, for slet ikke at tale om kollektivisme, blev afvist på det bestemteste: Individet var alt.

I Ayn Rands filosofi eksisterer kun den nøgterne fornuft. Hverken tro eller religion har plads. Enhver form for fællesskab, for slet ikke at tale om kollektivisme, blev afvist på det bestemteste: Individet var alt.

Allyn Baum

Kan et skønlitterært værk gå hen og blive bibel for en hel politisk bevægelse? Ja, åbenbart. Tilmed et værk skrevet af en kvinde. Og et værk, som egentlig ikke læses af mange andre end netop bevægelsens medlemmer.

Ayn Rand hed egentlig Alisa Zinovjevna Rosenbaum og fødtes i Rusland. Hendes hovedværk, Og verden skælvede, udkom først i 1957, da hun var 52 år gammel. Det var en bagvendt form for forfatterkarriere.

Og efter Og verden skælvede forlod hun skønlitteraturen for at skrive mere direkte politisk, filosofisk, debatskabende. Hun døde i 1982, hvorefter hun blev genopdaget og brugt som liberalistisk teoretiker. Men i virkeligheden var hun selvfølgelig forfatter og debattør og snarere optaget af sin samtids problematik end af politiske bevægelser i fremtiden. I hendes filosofi eksisterer kun den nøgterne fornuft. Hverken tro eller religion har plads. Enhver form for fællesskab for slet ikke at tale om kollektivisme blev afvist på det bestemteste: Individet var alt. Hun ønskede en minimalistisk stat med ganske få beføjelser og fri kapitalisme som det eneste system, der kunne beskytte individets rettigheder. Etisk egoisme er hendes menneskelige ideal.

Som litterat var hun romantisk realist, hvilket man lettest kan konstatere gennem den roman, som denne artikels forfatter holder af: Vi der lever. Det er en mildt sagt farverig og intens roman om en ung kvinde, Kira, der bliver voksen umiddelbart efter den russiske revolution. Hun er både Ayn Rand, en romanfigur – og et symbol på Rusland. Selvfølgelig tilhører hun den detroniserede overklasse, og meget forudsigeligt splittes hendes kærlighedsliv mellem den forfinede, ulevedygtige aristokrat Leo og den firkantede, idealistiske kommunist Andrej. Resultatet er forudsigeligt: Hovedpersonen dør i sin hvide kamuflagepels på flugt fra Sovjetunionen og på flugt fra den umulige, dobbelte kærlighed. Det er en bog skrevet af et ungt menneske, som svinger emotionelt med sine figurer, uden megen selvkritik, men med et enormt stof og en forbavsende veludviklet evne til at styre konflikter og historier på flere planer.

Bannerfører for Tea-party-folket

Ayn Rand har valgt, men forunderligt nok formår hun også at indleve sig i underklassedrengen Andrej og gøre ham til et fuldt værdigt alternativ til den personlighedsmæssigt såvel som fysisk spinkle Leo. Romanen er melodramatisk og overgearet og kulørt, og den minder af gode grunde om et filmmanuskript. Men den har en underliggende ærlighed, som overbeviser: Forfatteren havde selv boet i Sankt Petersborg, hun kender miljø, tankegang, gader og begivenheder. Hendes Rusland er ikke skabt i New York, men i erindringen.

Og verden skælvede er ikke en roman med et tilsvarende kærlighedstema, og bogen mangler desværre både gløden og farven fra Rusland. Læseren kender Ruslands historie og baggrunden for bogen, mens den er en fantasi, man fristes til at sige: fantasy. Såvel de seriøse kritikere som den akademiske verden afviste hendes romaner. Men som manifest fik bogen stor betydning hos libertarianere, liberalister – og på den yderst amerikanske højrefløj. Denne forankring kom til at isolere hende og hendes værk.

Hvordan blev en midaldrende russisk emigrant bannerfører for Tea-party-bevægelsen? Aliza Rosenbaum havde udspring i en jødisk borgerfamilie i Sankt Petersborg, hendes far havde et apotek, og det var en selvfølge, at døtre fra denne type familie fik en uddannelse. Aliza skrev på egen hånd allerede som barn. Oktoberrevolutionen rev familien op med rode, hendes fars virksomhed blev konfiskeret, og man flygtede som så mange andre sydpå til Krim, hvor den zarloyale hvide hær endnu kunne sikre området. Ingen vidste jo, om magtovertagelsen var permanent. Måske ville man kunne vende tilbage til hjem og forretning og det vante liv. Fra Krim vendte familien tilbage til Petrograd, men nu var hele landet under bolsjevikisk styre. Universitetet optog nu kvinder som studerende, og Aliza læste socialpædagogik og historie. Hun læste Aristoteles og Platon og Nietzsche, hun læste franske og tyske filosofiske værker og genfandt sine egne holdninger hos Dostojevskij og Schiller.

Alizas holdninger svarede formentlig til synspunkterne hos mange andre unge mennesker, der ikke støttede revolutionen og havde mistet deres gamle liv med den. Hvor andre havde vundet hidtil utænkelige muligheder, var Alizas livsbane bøjet. At hun kunne takke revolutionen for retten til at få en universitetsuddannelse, gav hun dog aldrig udtryk for. Efter tre års studier blev hun indhentet af sin sociale baggrund og relegeret fra universitetet. Der skulle gøres plads til personer, som var mere loyale over for styret. Aliza fik ikke engang sin eksamen. Efter pres fra udlandet fik en del studerende dog lov til at vende tilbage, og i oktober 1924 slap hun ud i samfundet. Hvad skulle en ung kvinde som hun tage sig til, hvilket job skulle hun ansøge om? Kunne hun overhovedet få et liv under de nye betingelser? Samfundet ville jo ikke høre så meget som et pip af den filosofi, hun var ved at udvikle. I stedet for at indordne sig læste hun endnu et år – nu filmvidenskab – i den by, som igen havde skiftet navn og var blevet til Leningrad. Sit nye forfatternavn skal hun have taget fra navnet på en skrivemaskinefabrikant. Det var mundret og skarpt og synes mere at passe til en filmstjerne end til en forfatter.

Det blev da heller ikke i hjemlandet, hun kom til at leve. Hun havde familie i USA og fik visum og udrejsetilladelse. Måske var Sovjetunionen på dette tidspunkt, i 1926, interesseret i at slippe af med potentielt negativt indstillede borgere. Hun ankom i hvert fald til New York og faldt pladask for den nye verden. Her ville hun blive. Filmstudierne havde overbevist hende om, at hun let ville kunne skabe sig en karriere som manuskriptforfatter.

Et medlem af hendes familie ejede en biograf i Chicago. Her kunne hun se film dagen lang og finde inspiration. Men det var ikke i Chicago, film blev til: Hun måtte videre til Hollywood.

Det var nu ikke, fordi Hollywood stod åben for enhver ung indvandrer, der var vild efter at skrive replikker: Ayn Rand kunne ikke slippe igennem nåleøjet, selv om hun blev hyret som statist i en af Cecil B. DeMilles storfilm. Hun fandt sin mand, og hun blev amerikansk statsborger og kom til at arbejde med garderoben i RSO’s studier. Familien fik hun dog ikke ud af Sovjetunionen, selv om hun forsøgte.

Hun var nu ikke rejst den lange vej for at udlevere de rette kostumer til den rette skuespiller, hun ville skrive manuskripter, og hun fik da også solgt screenplays, der enten ikke blev filmatiseret, eller blev brugt i modstrid med hendes hensigter. Det var den noget desillusionerede Ayn Rand, som debuterede med Vi der lever – der i parentes bemærket kunne blive til en fantastisk tv-serie.

Læst uden kendskab til Og verden skælvede er det en forbavsende sikker debut, om end hun med jævne mellemrum lader sine følelser løbe af med sig. I 1959 reviderede hun romanen, som omsider blev en bestseller. Det er en bog for unge mennesker, om unge mennesker, en slags selvbiografi med tragisk resultat, gennemsyret af både had og kærlighed til det Rusland, hun havde lagt bag sig.

Amfetaminmisbrug

Hendes næste roman, Kun den stærke er fri, er langt mere skematisk og politisk, blottet for debutromanens fortælleglæde og begejstring. Rand gik i gang med sit store projekt, at skildre risici ved den ’kollektivisme’, hun mente, var på fremmarch i verden. Her er selv ordet ’jeg’ erstattet af ’vi’. På en måde blev Ayn Rand fange af sin egen historie. Den spærrede også for direkte politisk deltagelse, i stedet blev hun og hendes mand aktive i valgkampen 1940 for den republikanske præsidentkandidat, som var oppe imod Franklin D. Roosevelt. Hun blev mere og mere optaget af ideen om kapitalisme uden indblanding og nåede frem til den holdning, at markedet skulle have fuldkommen frit spil. Det var ikke tanker, som hun let kunne udforme i skønlitterær form, og den politiske retning, hun havde tilsluttet sig, var ikke den fremherskende i det USA, som netop havde rejst sig efter Den Store Depression og nu blev suget ind i Anden Verdenskrig.

Men Ayn Rand gav ikke op. Hun havde overlevet revolution, borgerkrig, bolsjevikker, fattigdom og en række skodjob i det nye land. Hun måtte vide mere om USA’s historie og mere om økonomiske teorier for at kunne konkretisere sine holdninger, ikke i politisk, men i litterær form.

I 1943 udkom endelig hendes Kun den stærke er fri, en roman om en ung arkitekt, der kæmper imod en mennesketype, han kalder second-handers, der ikke lever selv, men gennem andre, og som sætter andre højere end sig selv. Under arbejdet med færdiggørelsen af manuskriptet begyndte hun at bruge amfetamin for simpelthen at holde sig vågen. Stoffet blev en nødvendighed for hendes arbejde og kom til at følge hende i tre årtier. Voldsomme humørsvingninger blev formentlig resultat af dette misbrug. Men Ayn Rand ville kunne præstere det overmenneskelige, ganske som hun var begejstret, da en historiker betegnede hende som verdens »modigste mand«. Hun havde absolut ikke lyst til at udfylde den traditionelle kvinderolle – passiv, lydig, udglattende. Hvad enten hun ville det eller ej, var hun et barn af den tid, hvis idealer hun fornægtede. På en måde var de også hendes, denne universitetsuddannede, emanciperede kvinde, der ville styre sit eget og gerne alle andres liv.

Økonomisk fri

Romanen gav hende omsider den økonomiske frihed, hun ønskede: Hun solgte filmrettighederne og ville selv skrive manuskriptet, og fik nu endelig tilbud om at skrive rigtige manuskripter til rigtige film i rigtige studier. Nu ville hun skrive en traktat om individualismens velsignelser. Den blev aldrig fuldført, og i stedet havnede hun logisk nok midt i ’heksejagten’ i Hollywood, da Den Kolde Krig nedfrøs hele det kunstneriske USA. Som flygtning fra Rusland kunne hun ikke acceptere, at amerikanske kunstnere så meget som flirtede med kommunismen. Ayn Rand kom i forbindelse med the Motion Picture Alliance for the Preservation of American Ideals og American Writers Association, der ledte efter nuværende (og forhenværende) medlemmer af kommunistpartiet (og sympatisører og folk, som engang havde været inviteret med til et møde i partiet).

Hun var et naturligt vidne under høringerne i 1947, hvor en række prominente filmskuespillere blev anklaget for at være illoyale og upatriotiske amerikanere, fordi de havde besøgt Sovjet eller flirtet med kommunismen i en eller anden form. Hun, som opponerede imod Sovjets censur, ønskede åbenbart en tilsvarende censur i USA, som kunne forbyde kritiske skildringer af erhvervslivets handlinger.

Hendes hovedværk var på vej. Ikke noget litterært mesterværk, men en provokerende konkretisering af hendes menneskelige, sociale, historiske, økonomiske idealer. Ingen andre kvinder havde forsøgt sig med så ambitiøst et projekt. Traditionelt opfattes kvinders område som følelserne og privatlivet. Ayn Rand havde ikke lyst til at blive inde i privatlivet, hun havde hele tiden ønsket at meddele sig, at diskutere alt og om nødvendigt at ændre alt. Og verden skælvede udkom i 1957 og var et udtryk for forfatterens »nye moralske filosofi«, rationel selviskhed. Handlingen udspiller sig i et USA underlagt diktatur. De kreative klasser plus de mest oplyste erhvervsfolk går i strejke mod undertrykkelsen og flygter ’op i bjergene’ for at opbygge et alternativt samfund, der bygger på fuldkommen fri økonomi. Det lyder tungt, men romanen selv er spændende nok og minder den nutidige læser om et utal af senere science fiction-film.

Sørgeligt nok betød romanen, at Rand opgav sit skønlitterære forfatterskab. Herefter forsøgte hun at skrive artikler og holde foredrag om sine holdninger, men det var romanen, som bar hendes filosofi i reneste og mest overbevisende form.

Ukontrolleret kapitalisme

Som årene gik, indtog Ayn Rand stadigt flere kontroversielle synspunkter, der ikke alle harmonerede særligt godt med hendes formodede politiske holdninger. Hun gik ind for fri abort, var imod Vietnamkrigen og ønskede alle love mod homoseksualitet ophævet. Hun kaldte sig objektivist og sin bevægelse for objektivismen. Bevægelsen havde i sig selv ingen større succes, men fodrede det ekstreme højre med slagord og holdninger. Ayn Rand var selv for meget individualist til at indgå i en traditionel politisk bevægelse. Hendes oplevelser og erfaringer var ikke almene, men netop specifikke. Denne individualist var blind over for det faktum, at hendes egne holdninger jo også var affødt af individuelle oplevelser.

Værket fik et rigt efterliv som en slags bibel for nyliberalisterne i 1980’erne og senere. Her læses romanen ikke som roman eller som et værk affødt af mange forskellige impulser, men som bekræftelse af egne holdninger. Ayn Rands objektivisme opfatter mennesket som »et heroisk væsen«, som kun har egen lykke som mål og som livets eneste moralske formål. Alt, hvad der tangerer metafysik eller religion, forkastes. Fornuft bygger alene på sansernes opfattelse og sund fornuft. Instinkt og intuition forkastes. Individet bør kun eksistere for sig selv og for sin egen skyld, og enhver form for altruisme forkastes.

Den eneste økonomiske model, hun accepterer, er fuldkommen ukontrolleret kapitalisme. Og hvem skulle hun så blive enig med? Libertarerne opfattede hun som anarkister. De konservative ville ikke forkaste deres religion. Tilbage stod hun med sine tilhængere, eller måske snarere fans, der kopierede klædedragter fra hendes romaner snarere end at følge hendes ideer. Hun var overbevisende og kunne overtale, når hun iklædte sine synspunkter kød og blod og sendte dem ud i konflikter og frihedskamp.

Finanskrisen fra 2008 og frem fornyede selvfølgelig interessen for hendes værk og ideer. Men USA forvandledes som bekendt ikke til et protokommunistisk diktatur under krisen. Fra venstreorienteret hold kom hun ud for en fornyet, skarp kritik: Det var præcis hendes ideal, den uhæmmede kapitalisme, den uhæmmede egoisme, den uhæmmede jagt på rigdom og fornøjelse, som var årsag til krisen, hed det sig. Men Ayn Rand døde allerede i 1982, midt i afviklingen af en anden økonomisk krise. Hun kom ikke engang til at opleve kommunismens forsvinden.

At Ayn Rand stadig kan bruges, viser følgende citat fra Politiken (Kristian Madsen, 9. Maj 2013):

»Skatteudskrivning er det samme som slaveri, og som Samuelsen også sagde: ’Vi danskere er ikke skabt til hoveriarbejde på herremandens marker. Vi danskere er ikke skabt til at henslæbe tilværelsen som skatteslaver i en ensrettende velfærdsstat’. [...] Samuelsen har næppe læst Ayn Rand, for da han engang blev spurgt om sit forhold til Ayn Rand, svarede han, at ’ham har jeg hørt meget om’. Men som vi beskrev i Politiken Søndag, har flere i og uden for Liberal Alliance et passioneret forhold til den russiskamerikanske forfatter ikke mindst folkene bag Saxo Bank. Ligesom Gideonfolkene deler Det Nye Testamente ud, så har direktørerne Kim Fournais og Lars Seier Christensen uddelt eksemplarer af Atlas Shrugged [Og verden skælvede] [...]. Personerne er endimensionale arketyper, der repræsenterer noget absolut godt eller noget absolut ondt. De absolut gode er eneren, der tør træde ud af mængden. Manden, der tør sætte sig ud over loven for at forsvare højere principper. Helten i Fountainhead [Kun den stærke er fri], Howard Roark, sprænger en bygning i luften for at undgå, at hans kunstneriske vision kompromitteres. John Galt fra Atlas Shrugged leder en slags revolutionær bevægelse, der vil omstyrte den stat, der ’reducerer produktive mennesker til slaver’.«

Det forunderlige element i Og verden skælvede er vel egentlig, at den menneskegruppe, som er blevet genstand for beundring og efterligning i hele det 20. århundrede, den kreative klasse, her fremstilles som forfulgte, alene fordi de bidrager til samfundets opretholdelse. Skellet mellem prime- og second movers er Ayn Rands skabelse. Bogen er en omvendt utopi, og dens virkning kan siges at være rent negativ. Det er da også typisk, at Saxo Bank i en periode fik trykt og uddelte bogen som gratis gave til medlemmer og interesserede: forfatterens holdninger anskuet som en slags ny Scientology. På mange punkter tog Ayn Rand objektivt set fejl. Vigtigst af alt: Indkomstskat er som bekendt ikke noget, de røde partier opfandt i 1968, men har eksisteret under hele den monetære økonomi ...

Teksten er et kapitel i Maria Hellebergs nye bog ’Kvinder der forandrede verden – 43 kvinder fra den franske revolution til i dag’. 376 sider. 299,95 kr. Informations Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Engelsted

De fleste kender historien om lille Claus og store Claus, hvor man blandt andet kan læse:
Det var sådan en god mand, men han havde den forunderlige sygdom, at han aldrig kunne tåle at se degne; kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende.

Karsten Aaen, Claus Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Den nemme vej

Claus har besluttet sig for at være klogere end alle andre. Det gør han så ved at rakke ned på deres analyser. Men kommer han selv med nogen? Nixen.

randi christiansen

'Iflg freud er al skaben halvpatologisk.' Alt er sagt og intet er klart :O
Det er vel kun i faglitteratur, at personanalyse er irrelevant ifht teksten.

randi christiansen

Faglitteratur - indiskutable fakta. Sådan nogle findes vel

Er det en psykologisk analyse, man efterlyser eller hvad?

Degne Er en af de ting, der gør mig aldeles rasende.

Randi, nej, nej! Det er med skønlitteratur især, man ikke giver sig til at psykoanalysere forfatteren. Det forklares, så det kan forstås her:

http://www.youtube.com/watch?v=4O9o4CKTGzQ

Grethe Preisler

Er det virkelig nødvendigt at pløje sig gennem samtlige 1.500 sider i Missionsselskabet Saxo Bank's gratisbibel til fattige handelsrejsendes opbyggelse, før man med nogenlunde ren samvittighed tør ytre og mene, at Profeten Ayn Rand må have haft havde roterende fis i kasketten, da hun nedskrev sine syner?

Eller er det nok at have været tvangsindlagt til (aktiv) deltagelse i et eller flere af de utallige management-kurser, der falbydes på det frie marked af entreprenante private erhvervsdrivende med ondt i skattetarmen under forskellige navne og afvikles under agendaen: "Mission, Vision og Værdier"?

Niels Duus Nielsen, Herdis Weins og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Claus - vil tjekke linket snarest, men mener at (næsten) alle metoder for dybere forståelse af sig selv og hinanden må være gangbare - herunder den nærliggende tanke at arv og miljø præger forfatteren og derfor også dennes skrifter.

Det er efterhånden tydeligt, at jeg har introduceret en distinktion, der er for fin selv for de højest rangerende kommentatorer her, så vi må nok hellere passere gaden.

Au revoir.

Niels Engelsted

Pjat, Claus, selvfølgelig kan vi skelne mellem bold og mand. Det er din insisteren på, at vi holder manden uden for, som vi ikke er enige i.

Grethe Preisler - tak for den skønne kommentar. Jeg blev så opløftet, at jeg nu med smil på læben går ud i regnen for at nedlægge dagens byttedyr i Superbrugsen kedelige lokaler (men personalet er søde og serviceminded uanset om den lurvet klædte spørger til toiletpapir på tilbud eller den pelsklædte dame spørger til den dyreste rødvin De har nok ikke læst Ayn Rand). Gid madam Rands tilhængere må opleve at blive afhængig af "laverestående" væsners hjælp

Niels Engelsted:

Jeg siger ikke, man ikke må gå efter manden, men han er en fiktion, teksten er sand. Tag ikke mit
ord for det, men gå ned ad gangen til Litt. Vid. og spørg den højst dekorerede person, du kan finde.

At Niall Fergusson tydeligvis er en undermåler med et had (ressentiment) til alle, der er blondere eller højere end ham selv, har absolut intet med hans skrifter at gøre. Intet. Og intet kunne være mere uinteressant end, hvordan han har udviklet dette had - jeg gætter på fødselsdefekt.

Højest

Højest

randi christiansen

Claus - er meget spændt på, om linket kan forklare, hvordan en person kan være fiktion mens personens tekst er sand. Det er en helt ny synsvinkel for mig.

Giacomo Casanova , som det fremgår af teksten, der er manden, en de største forfattere og skarpsindige iagttagere af menneskets natur i europæisk åndshistorie - har blandt meget andet beskrevet i sine memoirer et tilfælde af djævlebesættelse med uovertruffen psykologisk indsigt, nuance, finfølelse,. Hvad er han for den moderne psykolog? Reduceret til:

The Casanova Complex of having affairs is more than a way of acting sexually--it is sexual addiction where a major portion of time the man's time is spent thinking about and pursuing sexual activities. Trachtenburg, who says he has this disorder says, "Any behavior that is used to anesthized pain is likely to become addictive." The need to womanize is a disorder of the feelings
characterized by a man's compulsive and addictive--pursuit and abandonment of women or by symbolic flight through infidelity and multiple relationships."

Bare klodset pegende finge, som dækker for den himmelske pragt.

Jens Thaarup Nyberg

Ja, vi læser romaner for oplevelsens skyld: livet i en verden forfatteren har skabt.

Torsten Jacobsen

Claus Jensen,

Jeg synes du har en god pointe i denne interessante diskussion, men vil ikke medgive at der i dit Casanova-eksempel med nødvendighed er tale om en reduktion. I det rette perspektiv kan der vel være tale om en interessant nuancering?

At hævde at al den himmelske pragt går tabt, blot fordi man får et glimt af mekanikken bag scenetæppet, forekommer mig at være en vel nærmest romantisk indstilling til tilværelsen?

randi christiansen

Claus, jeg forstår stadig ikke, at det er irrelevant at kende ophavet til et værk. Tværtimod forekommer det skizofrent at ville adskille de to. Er det hellebergs tilgang, du finder irrelevant, eller er det bare i al almindelighed, du mener, at værk og ophav ikke er forbundne og gensidigt belysende? Ikke at der dermed nødvendigvis bliver tale om forklarelsens lys, eller at det er en betingelse at opleve både værk og forfatter. Psykologisering kan selvf som alt andet misbruges - det mener du åbenbart, at mit biotopævleri er udtryk for? Jeg indrømmer, at jeg stadig er mystificeret over, at du blander mit lille neurolingvistiske korstog ind i denne samtale.

Nej, Randi

Nu bliver jeg altså nødt til at trække i den anden retning. Det er en gammel strid inden for især litteratur- og kunsthistorie (og sommetider også filosofi), om analysen skal rettes mod værket som sådan (tekst og æstetik) eller om det skal analyseres i sin socialhistoriske kontekst (klasseanalyse) eller det skal læses som udtryk for en bestemt kunstners liv og intention (biografi og psykologi).

Der er forcer (fordele) ved hver af analysestrategier, men også mangler. Faktisk er det meget afhængigt af de pågældende værker, om den ene eller den anden strategi er analytisk mest frugtbar. Sommetider er forfatterens person imidlertid så dominerende til stede i værkerne, at det ikke giver nogen (god) mening at abstrahere fra den. Hvordan læser man f.eks. Rousseaus "Bekendelser", hvis man ikke må forholde sig til hans særegne psykologi? Omvendt er det ret ligegyldigt for en forståelse af Marx's "Kapitalen", at han havde rod i sin egen privatøkonomi. Kan man læse Dante eller Shakespeare uden at sætte dem ind i en idé- og socialhistorisk kontekst? Men behøver man at kende noget til deres private liv for at forstå deres værker? Tjah...

Med Ayn Rand, der bemærkelsesværdigt fremstiller sig selv som 'objektivist' - hvilket skulle udelukke en psykologisering -, er det dog så iøjnefaldende, at hun vælter sig i ideologiske fordomme, filosofiske kortslutninger og rabiate påstande, at hun umuligt kan læses uden at prøve at forstå hendes person. Man kan også sige det på den måde: Det er sig selv, hun fremstiller, eller det ideal, hun gerne ville være.

En variant af jøde-testen:
Ville det også være muligt, ja nødvendigt (for Claus Jensen) at læse Hitler's "Mein Kampf" uden bare ét sekund at tænke på, hvem fanden forfatteren er?

Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Jakob Lilliendahl og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Tak mihail, det var lige det, jeg mente :-)

Ser I nu, Mihail Larsen og Niels Engelsted, hvilke ulykker I er medskyldige i? Vores unge frejdige ven med et så minimalt kendskab til Freud, at han end ikke forstår betydningen af ordet "reducere" her, og vel knappest har læst en linje af Casanova, er alligevel ganske overbevist om, at han har tilbagelagt turen gennem eventyrlige Oz i ét langt syvmileskridt og løftet tæppet ikke blot for mekanikken bag historien, men mekanikken bag historiefortælleren.

Med udsøgt ironi kalder han denne sin fattigdom for "nuancering", altså en berigelse. Det skriger til himlen.

Mihail Larsen:

Jeg ved ikke, hvad din jødetest skulle kunne bevise. Alt, jeg kender til Hitler, er tekst. "Mein Kampf" er blot mere tekst. Jeg kan lade en forudfattet mening om, hvad jeg bør mene, styre min læsning, men det er dog stadig tekstens verden jeg er orienteret mod i fænomenologisk forstand. Det er en suspension of disbelief, af min "viden" om den "virkelige" verden. Og netop det placerer mig "der", i virkeligheden. Udtrykt af en person hvis identitet, jeg finder det bydende nødvendigt at tilbageholde i dette selskab, indtil det fordomsfri ord er læst:

“Not long ago - incredible though it may seem - I heard a clerk of Oxford declare that he 'welcomed' the proximity of mass-production robot factories, and the roar of self-obstructive traffic, because it brought his university into 'contact with real life.' ... The notion that motor-cars are more 'alive' than, say, centaurs or dragons is curious; that they are more 'real' than, say, horses is pathetically absurd. How real, how startlingly alive is a factory chimney compared with an elm tree: poor obsolete thing, insubstantial dream of an escapist!”

randi christiansen

Og kom igen niels og mihail - jeg fatter ikke en bønne, bortset fra at jeg ikke kan se, at nok så meget baggrundsinfo nødvendigvis skulle medføre kikkertsyn i læsningen - altså man kan vel skille tingene ad ...

Ayn Rand er imod alle bånd der binder individet! Hun er imod alle statslige, religiøse og kirkelige bånd som binder mennesket til en moral, uanset om denne moral (eller etik?) er kristen, muslimsk, konservativ eller statslig eller kommunistisk. Kun den stærke er fri - er Ayn Rands motto. Og den stærke er den som ved sin egen egoisme og hensynsløshed sætter alt igennem overfor alle andre og som derfor har ret til at herske over alle andre. Fordi kun denne person (som regel en mand) er et individ, som har ret til at herske over alle andre. Og fordi kun denne person er i stand til at følge sin egen moral, helt ud i dette her: Ayn Rand mener at en mand har ret til at slå en anden ihjel, hvis hans egen moral kræver det. Og at staten ikke skal straffe det, fordi statens moral jo principielt er forkert.

I Bioshock (computerspil) skabt af Ken Levine kommer man til en undervandsby hvor objektivismen engang herskede. Her er indledningen denne her: Is not a man entitled to the sweat of his brow? Og man ser et billede af bonden som går på bag plove og pløjer med sine heste.
Det er herfra Ayn Rands objektvisme kommer, fra dette billede af bonden. Det er det Ayn Rand forstår som frihed. Bondesamfundet hvor alle klarer sig selv. Og hvor ingen er afhængig af andre. Og hvor (stor)bondens egen moral er afgørende for hvordan han behandler sine undersåtter (eller livegne). Derfor er det for mig ikke overraskende, at tea party bevægelsen netop står stærkt i de amerikanske stater, der primært har en rural tankegang og befolkning - netop fordi de synes stærkt inspireret af Ayn Rands tanker om moral og frihed. I stærk modsætning til de traditionelle konservative principper om Gud, Konge og Fædreland.

Ayn Rands frie økonomi er ikke hvad I tror det er - det er en økonomi hvor alle ydelser og varer udveksles totalt frit på et totalt, frit og ureguleret marked. Og hvor ingen producent bliver stillet til ansvar hvis nogen dør af f.eks. en defekt sutteflaske eller såfremt nogen dør af madforgiftning. Et samfund af frie producenter som på et totalt, ureguleret marked udbyder f.eks. undervisning i forskellige stadier og grader. Eller hvor man har 12 bagere som udbyder det samme...Går de 11 bagere fallit, er det bare synd for dem. Så må de klare sig selv, thi deres moral var jo doven og slap. Kort sagt: Ayn Rands drømmesamfund er det russiske samfund omkring år 1800 eller måske 1900, hvor storfyrster og storbønder regerer. Og ud fra deres egen moral dømmer deres livegne.
Kun den enkeltes moral tæller for Ayn Rand. Præcis det som tea party medlemmerne i USA også mener.

@ Claus Jensen

Er det måske ikke J.R.R. Tolkien, der har forfattet disse linier, du skriver her? Tolkien var, som bekendt, stort set imod alle teknologiske fremskridt...

Shhh...

Karsten Aaen:

Det er en almindelig fejl også blandt professionelle filosoffer at forkaste en moralfilosofi blot fordi dens resultater forekommer os usmagelige. Hvis vores søgen efter pricipper således skal styres af vores oprindelige præferencer, bliver filosofi til den lukkede cirkelslutning og ligegyldige sofisteri, vi ser næsten overalt.

Hvis man skal kritisere moralen, må man kigge dybere i dens epistemologiske og ontologiske grundpiller og fremfor alt ikke den "applikerede etik" (vade retro, Singer!). Således f. eks. objektivismens traditionelle konstituering og afgrænsning af subjektet og rationaliteten, eller den definition af ejendomsret baseret på et nærmest platonisk syn på intellektuel ejendomsret:

Så vidt jeg kan forstå Ayn Rand, hvis jeg har en ide og implementerer den i verden, da har jeg eksklusiv ret ikke blot til min egen implementering af ideen, men til alle instanser af samme ide, også selvom en anden får samme ide og implementerer den uafhængigt af mig.

Hvorfor er patent- og copyright-delen af argumentet fundamental? Fordi eller lyder hendes forsvar for ejendomsret som noget fra det Kommunistiske manifest:

The right to life is the source of all rights—and the right to property is their only implementation. Without property rights, no other rights are possible. Since man has to sustain his life by his own effort, the man who has no right to the product of his effort has no means to sustain his life. The man who produces while others dispose of his product, is a slave. (Ayn Rand)

Men kapitalismens essens er jo netop at lade de fleste af os producere uden ret til at disponere. Altså slaveri.

Niels Engelsted

Den højeste tavlesandhed nedleveret fra litteraturvidenskabens højeste kateder:
Teksten er sand. Forfatteren en fiktion.

Poppo overbringer tappert det glade budskab til hedningene.
Givet tid vil de nok forstå budskabet og lade sig døbe.
Især hvis Poppo indvilliger i en gang jernbyrd.

Patent og copyrights, Ayn Rand:

Patents and copyrights are the legal implementation of the base of all property rights: a man’s right to the product of his mind. What the patent and copyright laws acknowledge is the paramount role of mental effort in the production of material values; these laws protect the mind’s contribution in its purest form: the origination of an idea. The subject of patents and copyrights is intellectual property.
An idea as such cannot be protected until it has been given a material form. An invention has to be embodied in a physical model before it can be patented; a story has to be written or printed. But what the patent or copyright protects is not the physical object as such, but the idea which it embodies. By forbidding an unauthorized reproduction of the object, the law declares, in effect, that the physical labor of copying is not the source of the object’s value, that that value is created by the originator of the idea and may not be used without his consent; thus the law establishes the property right of a mind to that which it has brought into existence.

Niels Engelsted:

Le blot, filister.

Jakob Lilliendahl

Plato was discoursing on his theory of ideas and, pointing to the cups on the table before him, said while there are many cups in the world, there is only one `idea' of a cup, and this cupness precedes the existence of all particular cups.

"I can see the cup on the table," interupted Diogenes, "but I can't see the `cupness'".

"That's because you have the eyes to see the cup," said Plato, "but", tapping his head with his forefinger, "you don't have the intellect with which to comprehend `cupness'."

Diogenes walked up to the table, examined a cup and, looking inside, asked, "Is it empty?"

Plato nodded.

"Where is the `emptiness' which procedes this empty cup?" asked Diogenes.

Plato allowed himself a few moments to collect his thoughts, but Diogenes reached over and, tapping Plato's head with his finger, said "I think you will find here is the `emptiness'."

Torsten Jacobsen

Vores unge frejdige ven med et så minimalt kendskab til Freud, at han end ikke forstår betydningen af ordet "reducere" her, og vel knappest har læst en linje af Casanova, er alligevel ganske overbevist om, at han har tilbagelagt turen gennem eventyrlige Oz i ét langt syvmileskridt og løftet tæppet ikke blot for mekanikken bag historien, men mekanikken bag historiefortælleren.

En noget ugenerøs tolkning af det jeg skriver, skulle jeg mene. Men du har da ret så langt at jeg ikke har læst nok Freud til at kende den særlige betydning af ordet 'reducere', som din tekst åbenbart så umiskendeligt signalerer. Men hvis deltagelse i denne diskussion forudsætter en Dansk-Freudiansk ordbog lige ved hånden, måmjeg hellere trække mig tilbage i tilskuerens rolle igen.

Ikke så opgivende, Torsten Jacobsen. Ordbogen er ved hånden, og en hovedkritik af Freud er, at sådanne analyser er reduktionistiske, som du selv vil se, hvis du tænker over, hvordan alting i sidste ende bliver forklaret. Det samme gælder for litteraturanalyse i den genre. Se blot her og i særdeleshed de tre sidste linjer, hvor alt vil blive åbenbaret:

Freud wrote several important essays on literature, which he used to explore the psyche of authors and characters, to explain narrative mysteries, and to develop new concepts in psychoanalysis (for instance, Delusion and Dream in Jensen's Gradiva and his influential readings of the Oedipus myth and Shakespeare's Hamlet in The Interpretation of Dreams). The criticism has been made, however, that in his and his early followers' studies 'what calls for elucidation are not the artistic and literary works themselves, but rather the psychopathology and biography of the artist, writer or fictional characters'. Thus 'many psychoanalysts among Freud's earliest adherents did not resist the temptation to psychoanalyze poets and painters (sometimes to Freud's chagrin'). Later analysts would conclude that 'clearly one cannot psychoanalyse a writer from his text; one can only appropriate him'.
Early psychoanalytic literary criticism would often treat the text as if it were a kind of dream. This means that the text represses its real (or latent) content behind obvious (manifest) content. The process of changing from latent to manifest content is known as the dream work, and involves operations of concentration and displacement. The critic analyzes the language and symbolism of a text to reverse the process of the dream work and arrive at the underlying latent thoughts. The danger is that 'such criticism tends to be reductive, explaining away the ambiguities of works of literature by reference to established psychoanalytic doctrine; and very little of this work retains much influence today'.
http://en.wikipedia.org/wiki/Psychoanalytic_literary_criticism

Nykritikken og positivismen

Ja, det kan være meget godt med denne kontekst-frie 'analyse' af virkeligheden, uden blik for dens forudsætninger eller dens konsekvenser. Således ræsonnerer den nykritiske litteraturforsker (idet han eller hun glemmer alt om hermeneutik, der bl.a. leverer det sprog, som anvendes i analysen, og som selv er ladet af historisk erfaring - hvilket altså ignoreres); og sådan ræsonnerer den positivistiske konstruktør af giftgas (herregud, det er jo kun 'kemi'). Eichmann er kun tekst, mere tekst - som Claus ville formulere det.

Jeg troede egentlig, at en sådan rigid puritanisme var blevet aflivet med 'den sproglige vending' i filosofien, men åbenbart nej.

Hvad jeg kritiserer Rand for, ligger meget på linie med disse betragtninger. Hun foregiver at beskæftige sig med individet som noget fuldkommen 'objektivt', hvilket filosofisk er en mega-blunder. Hun opererer inden for en åbenlys, logisk kategorifejl, og selv hvis man ikke tager hendes usympatiske naturel i betragtning, så er hendes skriverier filosofisk set noget vås. Selv om jeg bevæbnede jeg med Claus' nykritiske analyseredskaber, må jeg komme til den konklusion. Det er ikke mig, der cirkelslutter, men hende.

randi christiansen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Man kan sige det meget enkelte 'påstanden om at 'individet er alt' er gamske enkelt løgn. Vi er alle afhængige af andre menneskers indsats. Både de der har levet og som har skabt et samfund, der er med til at sikre vores overlevelse, og dem vi lever iblandt som får dette samfundsmaskineri til at køre. Alene kan individet intet udrette

Jakob Lilliendahl, randi christiansen, Lise Lotte Rahbek og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg har for længst opgivet at følge med her i "filosoffernes" analyser.
Se to nye artikler : - Unge skal opdrages til............ og - Fødselstilbud overser............
Noget tyder på, at der er behov for en vaccine med et stænk Ayn Rand.

Steffen Gliese

Individet kommer først til sig selv i samspillet med den faktisk eksisterende virkelighed. Hvis man fornægter den, ender man i en solipsisme som Rands.

Torsten Jacobsen

Claus Jensen,

Det er med et lettelsens suk jeg nu kan erfare, at min forståelse af betydningen af ordet 'reducere' alligevel synes at være i samklang med de lærdes definition.

Som du måske bemærkede, anerkendte jeg i mit første indlæg din pointe. Jeg skrev så at jeg ikke anerkender at der med nødvendighed er tale om en reduktion. Måske er det der jeg udtrykker mig for uklart? Så lad mig prøve igen:

Det er efter min mening ikke i sig selv reducerende at påpege, at en Casanova, som alle andre mennesker, er udstyret med en psykologi. En psykologi der kan gøres til genstand for en psykologisk analyse. At en sådan analyse altid kun kan aspirere til at blive en tilnærmelse, er vel selvindlysende i denne lærde kreds, ligesom det forhold at en sådan analyse selvfølgelig mister forklaringskraft, jo større afstanden mellem analyse og objekt er, i tid og rum. Samtidig er selve analysens redskab jo ikke nødvendigvis velegnet.

Men, med alle disse forbehold in mente, så ser jeg alligevel en værdi i sådanne analyser og fortolkninger, som forsøger at forstå et fænomen i dets kontekst. At en Casanova muligvis, muligvis ikke (det afhænger vel af om man accepterer analysens validitet) jagede skørter på grund af en underliggende, ikke selverkendt biologisk eller psykologisk mekanisme, en banal 'Disorder of the feelings', så fratager det ikke med nødvendighed selv ét gram stjernestøv fra hans genis glorie. Et fleksibelt sind kan vel rumme både geniet og biologien, uden at tankerne bryder sammen?

Nuancer, perspektiver, fortolkninger. En dyb og rig muld, hvor tanken kan gro. Bedre end i det kolde rum, hvor geniets stråleglans skinner i majestætisk ensomhed.

Ikke tid og rum. Tekst. Du har ikke læst den, så ville du vide, at Casanovakomplekset intet har med Casanova at gøre, men udelukkende psykologens småborgelige moral, snævre horison og almene mangel på dannelse og læseevner. Psykologerne er, som du ved, ansat til at tilpasse indivdet til småborgerligheden. Ikke omvendt.

... den sjældne afviger i dette forum undtaget naturligvis.

randi christiansen

'sandhedens ord
renset af erfaringens mangehovede uhyre
endelig fri'

Hvem sagde så det claus?

Philip B. Johnsen

Nogle mennesker bliver onde, det er vanskeligt, at forstå omfanget af, det er naturligt, at ønske det ikke er sådan.

"Hun ønskede en minimalistisk stat med ganske få beføjelser og fri kapitalisme som det eneste system, der kunne beskytte individets rettigheder. Etisk egoisme er hendes menneskelige ideal."

Nogle mennesker trives i total isolation, andre fortjener det.

randi christiansen

Åh hader småborgerlige psykologer som fucker med det indre rum fuck dem og alt deres væsen fuck
hader små mennesker som tager os til fange i deres egen klaustrofobi fuck shit
hader småt
hader had
Fuck

No man is an island,
Entire of itself,
Every man is a piece of the continent,
A part of the main.
John Donne

randi christiansen

Så kan vi konkludere, at det mest interessante ved ayn rand ikke er hendes ideologiske fejlslutninger, men hvordan og hvorfor de er opstået; og nok endnu mere foruroligende : har kunnet vinde så stor udbredelse. Et udtryk for partielt intellekt, selektiv begavelse også kaldet blinde pletter; en psykisk defekt i form af social underbegavelse, som påfaldende og yderst uheldigt har markeret sig i særligt bjergsomme segmenter - muligvis fordi de blev taget for tidligt fra moders bryst.

Torsten Jacobsen

Claus Jensen,

Psykologerne er, som du ved, ansat til at tilpasse indivdet til småborgerligheden. Ikke omvendt.

You are not even wrong ;)

Skatteudskrivning er det samme som slaveri - individet Nuser har næppe heller forstået ret meget, men Beagler går jo også for at være urimeligt dumme -

http://erikgahner.dk/img/indlaeg/the_peanuts.png

Jakob Lilliendahl

Jeg vil gerne anbefale Max Stirners "Den eneste og hans ejendom"
Bare for at se jer gå helt bagover XD

Sider