Baggrund
Læsetid: 12 min.

Individet er alt

[Boguddrag] Hvordan blev en midaldrende russisk emigrant bannerfører for den amerikanske Tea-party-bevægelse og danske Saxo Bank? Forfatteren Maria Helleberg tegner et portræt af forfatteren Ayn Rand
Moderne Tider
25. oktober 2014
I Ayn Rands filosofi eksisterer kun den nøgterne fornuft. Hverken tro eller religion har plads. Enhver form for fællesskab, for slet ikke at tale om kollektivisme, blev afvist på det bestemteste: Individet var alt.

I Ayn Rands filosofi eksisterer kun den nøgterne fornuft. Hverken tro eller religion har plads. Enhver form for fællesskab, for slet ikke at tale om kollektivisme, blev afvist på det bestemteste: Individet var alt.

Allyn Baum

Kan et skønlitterært værk gå hen og blive bibel for en hel politisk bevægelse? Ja, åbenbart. Tilmed et værk skrevet af en kvinde. Og et værk, som egentlig ikke læses af mange andre end netop bevægelsens medlemmer.

Ayn Rand hed egentlig Alisa Zinovjevna Rosenbaum og fødtes i Rusland. Hendes hovedværk, Og verden skælvede, udkom først i 1957, da hun var 52 år gammel. Det var en bagvendt form for forfatterkarriere.

Og efter Og verden skælvede forlod hun skønlitteraturen for at skrive mere direkte politisk, filosofisk, debatskabende. Hun døde i 1982, hvorefter hun blev genopdaget og brugt som liberalistisk teoretiker. Men i virkeligheden var hun selvfølgelig forfatter og debattør og snarere optaget af sin samtids problematik end af politiske bevægelser i fremtiden. I hendes filosofi eksisterer kun den nøgterne fornuft. Hverken tro eller religion har plads. Enhver form for fællesskab for slet ikke at tale om kollektivisme blev afvist på det bestemteste: Individet var alt. Hun ønskede en minimalistisk stat med ganske få beføjelser og fri kapitalisme som det eneste system, der kunne beskytte individets rettigheder. Etisk egoisme er hendes menneskelige ideal.

Som litterat var hun romantisk realist, hvilket man lettest kan konstatere gennem den roman, som denne artikels forfatter holder af: Vi der lever. Det er en mildt sagt farverig og intens roman om en ung kvinde, Kira, der bliver voksen umiddelbart efter den russiske revolution. Hun er både Ayn Rand, en romanfigur – og et symbol på Rusland. Selvfølgelig tilhører hun den detroniserede overklasse, og meget forudsigeligt splittes hendes kærlighedsliv mellem den forfinede, ulevedygtige aristokrat Leo og den firkantede, idealistiske kommunist Andrej. Resultatet er forudsigeligt: Hovedpersonen dør i sin hvide kamuflagepels på flugt fra Sovjetunionen og på flugt fra den umulige, dobbelte kærlighed. Det er en bog skrevet af et ungt menneske, som svinger emotionelt med sine figurer, uden megen selvkritik, men med et enormt stof og en forbavsende veludviklet evne til at styre konflikter og historier på flere planer.

Bannerfører for Tea-party-folket

Ayn Rand har valgt, men forunderligt nok formår hun også at indleve sig i underklassedrengen Andrej og gøre ham til et fuldt værdigt alternativ til den personlighedsmæssigt såvel som fysisk spinkle Leo. Romanen er melodramatisk og overgearet og kulørt, og den minder af gode grunde om et filmmanuskript. Men den har en underliggende ærlighed, som overbeviser: Forfatteren havde selv boet i Sankt Petersborg, hun kender miljø, tankegang, gader og begivenheder. Hendes Rusland er ikke skabt i New York, men i erindringen.

Og verden skælvede er ikke en roman med et tilsvarende kærlighedstema, og bogen mangler desværre både gløden og farven fra Rusland. Læseren kender Ruslands historie og baggrunden for bogen, mens den er en fantasi, man fristes til at sige: fantasy. Såvel de seriøse kritikere som den akademiske verden afviste hendes romaner. Men som manifest fik bogen stor betydning hos libertarianere, liberalister – og på den yderst amerikanske højrefløj. Denne forankring kom til at isolere hende og hendes værk.

Hvordan blev en midaldrende russisk emigrant bannerfører for Tea-party-bevægelsen? Aliza Rosenbaum havde udspring i en jødisk borgerfamilie i Sankt Petersborg, hendes far havde et apotek, og det var en selvfølge, at døtre fra denne type familie fik en uddannelse. Aliza skrev på egen hånd allerede som barn. Oktoberrevolutionen rev familien op med rode, hendes fars virksomhed blev konfiskeret, og man flygtede som så mange andre sydpå til Krim, hvor den zarloyale hvide hær endnu kunne sikre området. Ingen vidste jo, om magtovertagelsen var permanent. Måske ville man kunne vende tilbage til hjem og forretning og det vante liv. Fra Krim vendte familien tilbage til Petrograd, men nu var hele landet under bolsjevikisk styre. Universitetet optog nu kvinder som studerende, og Aliza læste socialpædagogik og historie. Hun læste Aristoteles og Platon og Nietzsche, hun læste franske og tyske filosofiske værker og genfandt sine egne holdninger hos Dostojevskij og Schiller.

Alizas holdninger svarede formentlig til synspunkterne hos mange andre unge mennesker, der ikke støttede revolutionen og havde mistet deres gamle liv med den. Hvor andre havde vundet hidtil utænkelige muligheder, var Alizas livsbane bøjet. At hun kunne takke revolutionen for retten til at få en universitetsuddannelse, gav hun dog aldrig udtryk for. Efter tre års studier blev hun indhentet af sin sociale baggrund og relegeret fra universitetet. Der skulle gøres plads til personer, som var mere loyale over for styret. Aliza fik ikke engang sin eksamen. Efter pres fra udlandet fik en del studerende dog lov til at vende tilbage, og i oktober 1924 slap hun ud i samfundet. Hvad skulle en ung kvinde som hun tage sig til, hvilket job skulle hun ansøge om? Kunne hun overhovedet få et liv under de nye betingelser? Samfundet ville jo ikke høre så meget som et pip af den filosofi, hun var ved at udvikle. I stedet for at indordne sig læste hun endnu et år – nu filmvidenskab – i den by, som igen havde skiftet navn og var blevet til Leningrad. Sit nye forfatternavn skal hun have taget fra navnet på en skrivemaskinefabrikant. Det var mundret og skarpt og synes mere at passe til en filmstjerne end til en forfatter.

Det blev da heller ikke i hjemlandet, hun kom til at leve. Hun havde familie i USA og fik visum og udrejsetilladelse. Måske var Sovjetunionen på dette tidspunkt, i 1926, interesseret i at slippe af med potentielt negativt indstillede borgere. Hun ankom i hvert fald til New York og faldt pladask for den nye verden. Her ville hun blive. Filmstudierne havde overbevist hende om, at hun let ville kunne skabe sig en karriere som manuskriptforfatter.

Et medlem af hendes familie ejede en biograf i Chicago. Her kunne hun se film dagen lang og finde inspiration. Men det var ikke i Chicago, film blev til: Hun måtte videre til Hollywood.

Det var nu ikke, fordi Hollywood stod åben for enhver ung indvandrer, der var vild efter at skrive replikker: Ayn Rand kunne ikke slippe igennem nåleøjet, selv om hun blev hyret som statist i en af Cecil B. DeMilles storfilm. Hun fandt sin mand, og hun blev amerikansk statsborger og kom til at arbejde med garderoben i RSO’s studier. Familien fik hun dog ikke ud af Sovjetunionen, selv om hun forsøgte.

Hun var nu ikke rejst den lange vej for at udlevere de rette kostumer til den rette skuespiller, hun ville skrive manuskripter, og hun fik da også solgt screenplays, der enten ikke blev filmatiseret, eller blev brugt i modstrid med hendes hensigter. Det var den noget desillusionerede Ayn Rand, som debuterede med Vi der lever – der i parentes bemærket kunne blive til en fantastisk tv-serie.

Læst uden kendskab til Og verden skælvede er det en forbavsende sikker debut, om end hun med jævne mellemrum lader sine følelser løbe af med sig. I 1959 reviderede hun romanen, som omsider blev en bestseller. Det er en bog for unge mennesker, om unge mennesker, en slags selvbiografi med tragisk resultat, gennemsyret af både had og kærlighed til det Rusland, hun havde lagt bag sig.

Amfetaminmisbrug

Hendes næste roman, Kun den stærke er fri, er langt mere skematisk og politisk, blottet for debutromanens fortælleglæde og begejstring. Rand gik i gang med sit store projekt, at skildre risici ved den ’kollektivisme’, hun mente, var på fremmarch i verden. Her er selv ordet ’jeg’ erstattet af ’vi’. På en måde blev Ayn Rand fange af sin egen historie. Den spærrede også for direkte politisk deltagelse, i stedet blev hun og hendes mand aktive i valgkampen 1940 for den republikanske præsidentkandidat, som var oppe imod Franklin D. Roosevelt. Hun blev mere og mere optaget af ideen om kapitalisme uden indblanding og nåede frem til den holdning, at markedet skulle have fuldkommen frit spil. Det var ikke tanker, som hun let kunne udforme i skønlitterær form, og den politiske retning, hun havde tilsluttet sig, var ikke den fremherskende i det USA, som netop havde rejst sig efter Den Store Depression og nu blev suget ind i Anden Verdenskrig.

Men Ayn Rand gav ikke op. Hun havde overlevet revolution, borgerkrig, bolsjevikker, fattigdom og en række skodjob i det nye land. Hun måtte vide mere om USA’s historie og mere om økonomiske teorier for at kunne konkretisere sine holdninger, ikke i politisk, men i litterær form.

I 1943 udkom endelig hendes Kun den stærke er fri, en roman om en ung arkitekt, der kæmper imod en mennesketype, han kalder second-handers, der ikke lever selv, men gennem andre, og som sætter andre højere end sig selv. Under arbejdet med færdiggørelsen af manuskriptet begyndte hun at bruge amfetamin for simpelthen at holde sig vågen. Stoffet blev en nødvendighed for hendes arbejde og kom til at følge hende i tre årtier. Voldsomme humørsvingninger blev formentlig resultat af dette misbrug. Men Ayn Rand ville kunne præstere det overmenneskelige, ganske som hun var begejstret, da en historiker betegnede hende som verdens »modigste mand«. Hun havde absolut ikke lyst til at udfylde den traditionelle kvinderolle – passiv, lydig, udglattende. Hvad enten hun ville det eller ej, var hun et barn af den tid, hvis idealer hun fornægtede. På en måde var de også hendes, denne universitetsuddannede, emanciperede kvinde, der ville styre sit eget og gerne alle andres liv.

Økonomisk fri

Romanen gav hende omsider den økonomiske frihed, hun ønskede: Hun solgte filmrettighederne og ville selv skrive manuskriptet, og fik nu endelig tilbud om at skrive rigtige manuskripter til rigtige film i rigtige studier. Nu ville hun skrive en traktat om individualismens velsignelser. Den blev aldrig fuldført, og i stedet havnede hun logisk nok midt i ’heksejagten’ i Hollywood, da Den Kolde Krig nedfrøs hele det kunstneriske USA. Som flygtning fra Rusland kunne hun ikke acceptere, at amerikanske kunstnere så meget som flirtede med kommunismen. Ayn Rand kom i forbindelse med the Motion Picture Alliance for the Preservation of American Ideals og American Writers Association, der ledte efter nuværende (og forhenværende) medlemmer af kommunistpartiet (og sympatisører og folk, som engang havde været inviteret med til et møde i partiet).

Hun var et naturligt vidne under høringerne i 1947, hvor en række prominente filmskuespillere blev anklaget for at være illoyale og upatriotiske amerikanere, fordi de havde besøgt Sovjet eller flirtet med kommunismen i en eller anden form. Hun, som opponerede imod Sovjets censur, ønskede åbenbart en tilsvarende censur i USA, som kunne forbyde kritiske skildringer af erhvervslivets handlinger.

Hendes hovedværk var på vej. Ikke noget litterært mesterværk, men en provokerende konkretisering af hendes menneskelige, sociale, historiske, økonomiske idealer. Ingen andre kvinder havde forsøgt sig med så ambitiøst et projekt. Traditionelt opfattes kvinders område som følelserne og privatlivet. Ayn Rand havde ikke lyst til at blive inde i privatlivet, hun havde hele tiden ønsket at meddele sig, at diskutere alt og om nødvendigt at ændre alt. Og verden skælvede udkom i 1957 og var et udtryk for forfatterens »nye moralske filosofi«, rationel selviskhed. Handlingen udspiller sig i et USA underlagt diktatur. De kreative klasser plus de mest oplyste erhvervsfolk går i strejke mod undertrykkelsen og flygter ’op i bjergene’ for at opbygge et alternativt samfund, der bygger på fuldkommen fri økonomi. Det lyder tungt, men romanen selv er spændende nok og minder den nutidige læser om et utal af senere science fiction-film.

Sørgeligt nok betød romanen, at Rand opgav sit skønlitterære forfatterskab. Herefter forsøgte hun at skrive artikler og holde foredrag om sine holdninger, men det var romanen, som bar hendes filosofi i reneste og mest overbevisende form.

Ukontrolleret kapitalisme

Som årene gik, indtog Ayn Rand stadigt flere kontroversielle synspunkter, der ikke alle harmonerede særligt godt med hendes formodede politiske holdninger. Hun gik ind for fri abort, var imod Vietnamkrigen og ønskede alle love mod homoseksualitet ophævet. Hun kaldte sig objektivist og sin bevægelse for objektivismen. Bevægelsen havde i sig selv ingen større succes, men fodrede det ekstreme højre med slagord og holdninger. Ayn Rand var selv for meget individualist til at indgå i en traditionel politisk bevægelse. Hendes oplevelser og erfaringer var ikke almene, men netop specifikke. Denne individualist var blind over for det faktum, at hendes egne holdninger jo også var affødt af individuelle oplevelser.

Værket fik et rigt efterliv som en slags bibel for nyliberalisterne i 1980’erne og senere. Her læses romanen ikke som roman eller som et værk affødt af mange forskellige impulser, men som bekræftelse af egne holdninger. Ayn Rands objektivisme opfatter mennesket som »et heroisk væsen«, som kun har egen lykke som mål og som livets eneste moralske formål. Alt, hvad der tangerer metafysik eller religion, forkastes. Fornuft bygger alene på sansernes opfattelse og sund fornuft. Instinkt og intuition forkastes. Individet bør kun eksistere for sig selv og for sin egen skyld, og enhver form for altruisme forkastes.

Den eneste økonomiske model, hun accepterer, er fuldkommen ukontrolleret kapitalisme. Og hvem skulle hun så blive enig med? Libertarerne opfattede hun som anarkister. De konservative ville ikke forkaste deres religion. Tilbage stod hun med sine tilhængere, eller måske snarere fans, der kopierede klædedragter fra hendes romaner snarere end at følge hendes ideer. Hun var overbevisende og kunne overtale, når hun iklædte sine synspunkter kød og blod og sendte dem ud i konflikter og frihedskamp.

Finanskrisen fra 2008 og frem fornyede selvfølgelig interessen for hendes værk og ideer. Men USA forvandledes som bekendt ikke til et protokommunistisk diktatur under krisen. Fra venstreorienteret hold kom hun ud for en fornyet, skarp kritik: Det var præcis hendes ideal, den uhæmmede kapitalisme, den uhæmmede egoisme, den uhæmmede jagt på rigdom og fornøjelse, som var årsag til krisen, hed det sig. Men Ayn Rand døde allerede i 1982, midt i afviklingen af en anden økonomisk krise. Hun kom ikke engang til at opleve kommunismens forsvinden.

At Ayn Rand stadig kan bruges, viser følgende citat fra Politiken (Kristian Madsen, 9. Maj 2013):

»Skatteudskrivning er det samme som slaveri, og som Samuelsen også sagde: ’Vi danskere er ikke skabt til hoveriarbejde på herremandens marker. Vi danskere er ikke skabt til at henslæbe tilværelsen som skatteslaver i en ensrettende velfærdsstat’. [...] Samuelsen har næppe læst Ayn Rand, for da han engang blev spurgt om sit forhold til Ayn Rand, svarede han, at ’ham har jeg hørt meget om’. Men som vi beskrev i Politiken Søndag, har flere i og uden for Liberal Alliance et passioneret forhold til den russiskamerikanske forfatter ikke mindst folkene bag Saxo Bank. Ligesom Gideonfolkene deler Det Nye Testamente ud, så har direktørerne Kim Fournais og Lars Seier Christensen uddelt eksemplarer af Atlas Shrugged [Og verden skælvede] [...]. Personerne er endimensionale arketyper, der repræsenterer noget absolut godt eller noget absolut ondt. De absolut gode er eneren, der tør træde ud af mængden. Manden, der tør sætte sig ud over loven for at forsvare højere principper. Helten i Fountainhead [Kun den stærke er fri], Howard Roark, sprænger en bygning i luften for at undgå, at hans kunstneriske vision kompromitteres. John Galt fra Atlas Shrugged leder en slags revolutionær bevægelse, der vil omstyrte den stat, der ’reducerer produktive mennesker til slaver’.«

Det forunderlige element i Og verden skælvede er vel egentlig, at den menneskegruppe, som er blevet genstand for beundring og efterligning i hele det 20. århundrede, den kreative klasse, her fremstilles som forfulgte, alene fordi de bidrager til samfundets opretholdelse. Skellet mellem prime- og second movers er Ayn Rands skabelse. Bogen er en omvendt utopi, og dens virkning kan siges at være rent negativ. Det er da også typisk, at Saxo Bank i en periode fik trykt og uddelte bogen som gratis gave til medlemmer og interesserede: forfatterens holdninger anskuet som en slags ny Scientology. På mange punkter tog Ayn Rand objektivt set fejl. Vigtigst af alt: Indkomstskat er som bekendt ikke noget, de røde partier opfandt i 1968, men har eksisteret under hele den monetære økonomi ...

Teksten er et kapitel i Maria Hellebergs nye bog ’Kvinder der forandrede verden – 43 kvinder fra den franske revolution til i dag’. 376 sider. 299,95 kr. Informations Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Love me love my dog - nice try Casanova :-)

randi christiansen

Vuf

Sørme om der ikke dukke en artikel op med samme problematik som jeg nævnte tidligere : "Opgør med lydighedskulturen". En ny trend for eksperterne.
Den liberale selvstændighed længe leve. Slaver - gør oprør - et nyt ungdomsoprør.
Hvis ikke, giver jeg ikke den store omstilling en chance. Forældrene er jo fortabt.
Sagt af en bedsteforælder.

Liberal og liberalist

Det er et fortsat sprogligt slagsmål om, hvad man skal forstå ved kernebegreber som 'demokrati', 'frihed', 'lighed' og endog 'solidaritet'. Det sidste blev sat på spidsen af den daværende bank i sine sidste krampetrækninger - Bikuben (der egentlig var tænkt netop solidarisk) - da den (før den blev opslugt af Danske Bank) introducerede mottoet: "Vær solidarisk - med dig selv!" Undskyld lix-tallet, meningen er god nok.

Mange har glemt, eller aldrig vidst, at Marx netop ville bane vejen for en kommunistisk utopi, hvor 'værdi' var personlig (ikke privat). I vores kapitalistiske virkelighed er personlig og privat smeltet sammen, så vi tror kun, vi kan udfolde og realisere vores personlighed i private former.

Når ordet 'liberal' dukker op, så husk: At det har en kerne af frigørelse og sandhed, men at denne kerne er sprogligt okkuperet af mennesker, der forlanger, at menneskelig frigørelse kun kan finde sted på markedets betingelser. Rand er prototypen. Hun er fundamentalistisk ideolog.

Så er det jo nemmere at forstå, at hun elskes af det amerikanske bibelbæltes fanatikere og nutidens Tea-Party fundamentalister, der på hver deres måde har - undskyld udtrykket - vanhelliget begrebet 'frihed'. Når de taler henrykt om liberalisme, tænker de på ensretning under markedets vilkår. Basta og Amen. De er ikke et hak bedre end de religiøse fundamentalister, der også fabler om en frigørelse - til deres religiøse, hallucianøst forestillede Paradis.

Så, til specielt Leo Nygaard: Ikke ethvert opgør med lydighedskulturen er frigørende. Nogle af dem har faktisk et nyt diktatur i ærmet. I 'frihedens' navn, naturligvis.

randi christiansen, Jakob Lilliendahl, Claus Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Jacob Lilliendal

Fin idé. Stirners værk blev oversat til dansk for sådan ca. 15 år siden, så enhver har mulighed for at være med. Men, kan du ikke være behjælpelig med en introduktion? Hvad var hans grundlæggende antagelser (aksiomer, værdier), hvem rettede han dem imod, hvad var hans virkningshistorie, og hvorfor er det relevant at læse ham i dag? Mere konkret - og nu kommer du på en prøve - hvilken relevans har han for diskussionen af Rands forfatterskab?

Det glæder jeg mig til at høre mere om. Før jeg - muligvis - "går helt bagover". Fortæl, fortæl. I dette forum respekterer vi hinanden ved at være eksplicitte.

Lise Lotte Rahbek, randi christiansen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar

Specielt til Mihail Larsen - Prøv du at afpasse friheden for den enkelte på passende niveau - imellem at berøve næstens liv og at blive berøvet sit liv - som er de ultimative yderpunkter.
Stalin eller Rand.
Der er ingen konkret grænse, men forskellige, alt efter ens personlige opfattelse - og i fortsættelse af vores kultur - når grænsen ønskes flyttet.

Citat ML : "Når ordet 'liberal' dukker op, så husk : At det har en kerne af frigørelse og sandhed, men at denne kerne er sprogligt okkuperet af mennesker, der forlanger, at menneskelig frigørelse kun kan finde sted på markedets betingelser."
Så må man i frihedens navn frigøre sig for denne okkupation, når markedsbetingelserne virker frihedshæmmende. F.eks i klimasituationen, hvor en ultimativ ufrihed truer for hele kloden.
Men også i dagligdags forhold, som den uværdige jagt på de ledige på arbejdsmarkedet.

En af mange forsøg på formulering : Enhver har ret til personlig frihed inden for den grænse, hvor andres ret ikke krænkes. (Rfb - Idèprogram)

NB - Der var ingen der kommenterede min opremsning af modsætningen til Rand-teser.

randi christiansen

Der er heller ingen, der kommenterer min påstand om løsningen på problemet mellem det fælles og det personlige. Jeg fristes til : giv gud hvad guds er, og kejseren hvad hans er.

Der er porteføljer, som vi saftsuseme ikke kan undslippe fælles administration af : naturgrundlaget. Det er fælleseje - og temmelig klart afgrænset. Der er sågar en voksende forståelse af, at planetens ressourcer ikke er uendelige, og at de er tilstede i et indbyrdes forbundet kredsløb, i hvilket mennesket naturligvis er del. Altså bortset lige fra tea party, rand ideologer og den slags personer, som stædigt fastholder, at de er i deres gode ret til at invadere, hærge og privatkapitalisere fællesskabets ejendom. Temmelig ubegribeligt at det i dette nye årtusind stadig er muligt for dem at slippe afsted med deres tåbeligheder. Privatkapitalisterne og dødens købmænd slipper ikke let deres bytte.

Det bør stå klart, hvilke lovmæssigheder vi ikke kan undslå os i miljøøkonomien - når det regnskab er på plads, følger af sig selv socioøkonomien. Orden i det eksoteriske rum, giver frihed i det esoteriske rum. Voila - keine hexerei, nur behandigkeit.

randi christiansen

Nå ok, kommenterer måske - men ikke tilbageviser

randi christiansen

Læste for nylig en forklaring på denne tingenes komplet ulogiske og for mennesker dødbringende tilstand. Michael tsarion har forsket i den historiske arvefølge for magt og penge og påvist, at den 1% på ingen måde er et nyt fænomen - tværtimod. Hans næste udmelding, som af de fleste vil blive afvist som psykopatologisk nonsens (et fremragende dække for lyssky affærer) er, at extra terrestrials er forulykket på jorden, ikke kan finde deres stargate hjem, kun kan overleve her på planeten ude af sollys og med menneskeblod som næring. Derfor har disse væsner gjort en byttehandel med verdens ledere - de giver deres højteknologiske viden i bytte for død, mens de leder efter deres vej hjem.

Når jeg vover at viderebringe denne historie i dette forum, er det for at illustrere, HVOR uendelig og ufattelig tåbeligt mennesker administrerer deres kostbare liv, tillader andre at forplumre den klare tanke og tingenes rette smhg og dermed at stjæle deres liv. Ren vampyrisme.

At intelligente mennesker stadig diskuterer marx versus rand er intellektuelt kikkertsyn.

Jakob Lilliendahl

At intelligente mennesker stadig diskuterer marx versus rand er intellektuelt kikkertsyn.

Ja det er jeg enig i, de kunne måske overveje måske i stedet at diskuterer Marx versus Stirner! Min henvisning til ham var ikke kun for at drille :)

Mihail Larsen spørger høfligt:
Men, kan du ikke være behjælpelig med en introduktion? Hvad var hans grundlæggende antagelser (aksiomer, værdier), hvem rettede han dem imod, hvad var hans virkningshistorie, og hvorfor er det relevant at læse ham i dag? Mere konkret - og nu kommer du på en prøve - hvilken relevans har han for diskussionen af Rands forfatterskab?

Det er sådan, at det var den første forkortede og efter sigende lidt middelmådige oversættelse af Den eneste og hans ejendom jeg læste for nok efterhånden 5-7 år siden, så mht introduktion gør jeg bare sådan her:

https://en.wikipedia.org/wiki/The_Ego_and_Its_Own
https://en.wikipedia.org/wiki/Max_Stirner
https://da.wikipedia.org/wiki/Max_Stirner

Bum! :)

Men for at forklare hvorfor jeg mener han er relevant for diskussionen, vil jeg på trods af at jeg jo modsat Mihail er uautoriseret og måske sågar temmelig ukvalificeret til at begive mig ud i det, gerne tage fat i i dette stykke:

Sacred things exist only for the egoist who does not acknowledge himself, the involuntary egoist ... in short, for the egoist who would like not to be an egoist, and abases himself (combats his egoism), but at the same time abases himself only for the sake of "being exalted", and therefore of gratifying his egoism. Because he would like to cease to be an egoist, he looks about in heaven and earth for higher beings to serve and sacrifice himself to; but, however much he shakes and disciplines himself, in the end he does all for his own sake... [on] this account I call him the involuntary egoist.

...As you are each instant, you are your own creature in this very 'creature' you do not wish to lose yourself, the creator. You are yourself a higher being than you are, and surpass yourself ... just this, as an involuntary egoist, you fail to recognize; and therefore the 'higher essence' is to you – an alien essence. ... Alienness is a criterion of the "sacred".

— Ibidem, Cambridge edition, pp. 37–8

Her synes jeg nemlig der er åbenlyse paralleller mellem Ayn Rands ideer om individet og Max Stirners "involuntary egoist". Man kan måske sige, at hvis en overskrift for Rands filosofi er "Individet er alt", kunne en grundlæggende antagelse for Stirner måske være "Den fremmedgjorte egoist gør forgæves alt det gode" og jeg forstår som en opfordring
Men hvor Ayn Rand antage en dogmatik om "ret" og "rigitg" synes hendes filosofi derfor at være en ulogisk opdeling af vores beviselige fælles univers og liv. Stirners pluralisme og kritik af os, hans hellige, fremmedgjorte, altruistiske egoister, synes jeg gør ham langt mere interessant en Rand og virker som en god modvægt til jeres "meget moderne fortolkning" :)

Ihf. synes jeg at hans logik holder vand, tiltrods for at han, i 1844, måske naturligt nok, ikke har haft samme samfundsvidenskabelige, humanistiske men ej heller naturvidenskabelige ballast til at forstå, hvorfor der også nødvendigvis følger et broderskab, med frihed og lighed, som vi måske har i dag. Deri ligger så hans dogmatik om den isolerede organisme, der ligesom hos Rand, er så let at afvise.

Samfundet skabte mennesket. (frit efter Per Bregengaard)

Jakob Lilliendahl

Og det var en altså opfordring til demokrati, jeg forstod det som :)

Jakob Lilliendahl

Liberalisme og samfund

A History of Liberty City

randi christiansen

Den ufrivillige, den næsten modvillige egoist - et udsagn, hvis sandhedsværdi det er værd at efterprøve. En egoist - en person, som tager vare på sit ego. Tjener egoet et formål? Egoet har til formål at hjælpe individet med overlevelse, men ikke på bekostning af andres overlevelse. Her kommer assertionstræning ind - respekter egne og andres grænser. Målestoksforhold? Udgpkt er lovmæssighederne i den eksoteriske verden. Det burde da være en køreplan, der er til at ta og føle på. God morgen

Sider