Læsetid: 9 min.

’De kalder os power ladies’

Ketty Korsgaard boede på et krisecenter for kvinder i næsten tre måneder. Hun havde overstået sin sidste nat som beboer, da jeg tog til Randers for at høre, hvordan man får et comeback som menneske. Og så er Ketty Korsgaard forresten min mor
Gensyn. Ketty Korsgaard (t.v.) og Ruth Trut Erna (i midten) på besøg på krisecentret, som de boede på et måneder hen over sommeren. Et gensyn, der rører mange følelser hos kvinderne, der ikke vil ses som ofre.

Tor Birk Trads

11. oktober 2014

Min mor blev en af de kvinder, jeg kun kendte som tal i statistikkerne, da hun opsøgte et kvindekrisecenter for tre måneder siden. Det gav mig lyst til at skrive om hendes på et sted, de færreste kender til. Jeg fik lov på én betingelse: at jeg også ville fortælle om hendes nye ven fra krisecentret, Ruth Trut Erna – og at jeg ikke skildrede dem som ofre.

En plastikorkidé stod på altanen i hendes nye lejlighed og svajede i vinden sammen med hængepilen, da jeg ankom søndag aften. Der lå en halv pakke Røde LA på det lille, runde cafébord med en lighter fra 7-Eleven. Hendes brune øjne spejlede sig i mine. Det var et halvt år siden, de havde gjort det sidst, og jeg havde aldrig været i Randers før. Hun havde heller ikke selv regnet med at ende her. »Havde du spurgt mig for et halvt år siden, om jeg en dag skulle bo i Randers, så havde jeg sagt ’du er ikke rigtig klog’.« Nu er det der, hun bor nu. Hun er 47 år og har boet med min far i 21 af dem. De sidste år har hun været ude og inde af arbejdsmarkedet efter en alvorlig arbejdsskade som natarbejder på en vinduesfabrik. Nu søger hun flexjob 15 timer om ugen.

Med hjælp fra personalet på Randers Krisecenter havde hun på kun to uger fået alt på plads omkring den nye lejlighed. Jeg spurgte hende, hvad det vil sige at være i en krise. Hun tog en cigaret fra pakken, satte den i mundvigene og tændte den. Jeg tog én og gjorde det samme. »En krise er,« begyndte hun og holdt en pause ... »Hva’ faen, ryger du?» spurgte hun og afbrød sig selv. »Når man er i en krise, så tænker man ikke på noget som helst. Man kan ikke være i sin krop. Man glemmer jo helt, hvad man hedder. Jo, Ketty, tror jeg nok.”

Krisen

En dag for snart mange måneder siden, kunne jeg ikke få fat på min 14-årige lillesøster. Hun var nok taget et smut til Aarhus igen uden at sige et ord til nogen. Alligevel gjorde det mig panisk, så jeg forsøgte at ringe til hende, men hun lagde på. Jeg prøvede en gang til. »Velkommen til voicemail ...« Jeg ventede på bip-tonen og slog en bister stemme an. »Hvor er du? Du skal sige, hvor du er,« råbte jeg ind i hendes telefonsvarer og ringede så til min mor. Hun svarede heller ikke, så hun fik en tilsvarende besked. Det var den 16. juli i år. Jeg var lige blevet student og sad på en strandpromenade på Fyn og nød sommeraftenerne i et sommerhus. Jeg drak mellemdyre rødvine og spiste bøffer med nogle venner, mens dagene stadig var lange. Min mor ringede tilbage sent på aftenen. Hun var helt stille, og jeg kunne høre, hun græd lidt. Hun fortalte, at min søster var hos hende sammen med min yngste lillebror, og at der intet var at frygte. »Vi er i god behold et sted, jeg ikke kan sige, hvor er,« fortalte hun. Jeg gik ned til stranden for at være alene. »Hvor er I?” råbte jeg. Hun fortalte, at hun sad i gården på et krisecenter i Randers.

Mine forældre planlagde at blive skilt sidste jul, men økonomiske problemer tvang dem til at blive sammen mindst et halvt år frem. Det gik bare ikke. For mange omstændigheder havde presset dem og gjort det svært at bo sammen, og mine forældre skændtes dagligt. Problemerne eskalerede, og en dag blev min mor så ked af det, at hun efter et skænderi med dirrende hænder tabte en kedel kogende vand udover sig. Hun tilbragte natten under den kolde bruser og tog så til krisecentret i Randers. Hun havde først spurgt centrene i Horsens og Viborg, men der var ikke plads. Sådan endte hun i Randers. Med børnene og bilen. På krisecentret blev hun modtaget med åbne arme og fik en psykolog, en socialrådgiver, der hjalp hende med at lave en plan for et nyt liv, men ikke mindst fik hun en ny ven. For min far er situationen uafklaret.

Offer eller ej

Sikkerhedsforanstaltningerne på krisecentret er høje, og min mor havde fortalt mig, at hovedreglen er, at man skal træde et skridt tilbage, når man har ringet på, så det er trygt for personalet at lukke op. Medarbejderen Lizzi åbnede døren. Hanne Willemoes, centrets leder, viste mig rundt, hvor min mor havde boet i næsten tre måneder. Vi gik ned langs vægge med store smileyer, der er blevet malet af en gruppe malerlærlinge. Smileyer der græder, smileyer der griner og smileyer der blinker kækt. »Her er det okay at reagere,« fortalte Hanne Willemoes.

Randers Krisecenter er et af de ældste krisecentre i landet, fra 1981. Her er plads til ni kvinder og 16 børn. »Her er ofte fyldt op, men pladsen er også et problem i resten af landet,« fortalte Hanne Willemoes. I Danmark er der i alt 42 krisecentre for kvinder. Det koster 168 kroner dagligt for kost og logi at bo på krisecentret. For at blive visiteret til at bo der, skal man have være udsat for vold.

Vi er de stærke, fordi vi søgte om hjælp. Tænk på alle dem, der tror, de kan klare den og ender i depression og det der er værre.

»Vold kan være både fysisk, psykisk, seksuel eller materiel,« forklarer Hanne Willemoes. »Psykisk vold kan være, at man bliver nedgjort, ydmyget, fortalt, man er grim, uduelig og mange andre ting.« Jeg ville vide, hvordan de arbejder på centret. »Vi taler om problemerne, breder dem ud og gør kvindernes iagttagelser af livet noget større, så de også får øje på, hvad de kan. For alle mennesker kan noget,« sagde hun.

»Er man et offer, når man kommer her?« spurgte jeg.

»Det er forskelligt, hvordan kvinderne ser sig selv. Nogle ser sig som ofre, andre gør ikke og ønsker bestemt heller ikke at andre ser dem sådan. Vi taler med kvinderne om de ting, de har oplevet. I samtalerne er der bl.a. fokus på kvindernes ressourcer og på, hvor handlekraftige de er på mange områder. Handlekraften viser sig f.eks. ved, at de henvender sig her for at få hjælp, fordi de ønsker forandringer i deres liv. Deres styrke viser sig også ved, at de magter at flytte måske langt væk fra deres hjem og ind på et krisecenter, hvor de bor sammen med kvinder og børn, de ikke kender.«

Hjernen påvirkes, når man har været udsat for vold. Det kan pludseligt være svært at overskue og huske. Derfor tilbydes kvinderne og børnene forudsigelige og trygge rammer på centret. En stor tavle viser, hvad der sker de enkelte dage, ligesom familien får udleveret ugeskemaer, hvor de kan skrive aftaler ind.

»Det, de har haft styr på før, kan være svært at huske og have overblik over. Vi arbejder meget med struktur og tilstræber, at dagligdagen videst muligt afspejler hverdagen derhjemme. Det indebærer bl.a., at familierne på skift køber ind og laver aftensmad. Ligesom de to gange om ugen gør rent på en del af fællesarealet. Børnene starter, hvis det er sikkerheds- og følelsesmæssigt forsvarligt hurtigst muligt i den lokale skole.«

Der er blevet arbejdet med selvtillid, tankemønstre og mange andre ting for min mor og de andre kvinder på Randers Krisecenter. Hanne Willemoes viste mig den bænk, min mor ringede fra den dag, det hele brød sammen.

Gensyn

Hverken min mor og Ruth Trut Erna havde været på krisecentret, siden de forlod det. Jeg spurgte, om de ville med tilbage og se stedet. Vi ringede på dørklokken, og der gik lidt tid, før der blev lukket op. En medarbejder og en ung pige i 20’erne åbnede døren. Pigen sprang i favnen på min mor og Ruth Trut Erna. »Ketty og Ruth!« hvinede hun.

»Åh, nu tuder jeg sgu igen,« sagde Ruth Trut Erna og trak vejret dybt. Hun er 50 år og hedder ikke Ruth Trut Erna, men det kaldte beboerne på krisecentret hende, så nu bliver hun ikke kaldt andet. Hendes rigtige navn er hemmeligt af hensyn til hendes sikkerhed. Det samme er hendes nye adresse. Hun flyttede til Randers Krisecenter i starten af juni, da hendes eksmand truede hende på livet. En måned efter ankom min mor.

»Det er bare så vildt at være tilbage,« sagde Ruth Trut Erna og tørrede øjnene. Den unge pige var en af dem, de var blevet venner med på centret. Også hun flytter ud inden længe.

De tre damer satte sig ud på bænken i septembersolen og talte om de sidste måneder. Flere af deres gamle bofæller sluttede sig til dem. Det var også her, min mor og Ruth Trut Erna var blevet venner tilbage i juli. På det tidspunkt havde Ruth Trut Erna boet der en måned. Hun havde skævet over til min mor, »og så fandt jeg jo hurtigt ud af, at der var sgu krummer i tøsen«.

En af de første uger, min mor boede på krisecentret, farvede Ruth Trut Erna sit hår blåt. »Jeg stod i Netto og så så jeg en pakke farve, og så tænkte jeg, nu kan det være nok. Nu skal folk have lidt og grine af.«

»Og det så herrens ud,« grinede min mor.

»Ja, men kæft, hvor vi skreg af grin,« svarede Ruth Trut Erna, »man må jo ha’ lidt humor.«

På Randers Krisecenter bliver kvinderne rustet til det nye liv, der venter dem. Der er hjælp at hente til alt det, der skal til, for at gøre en ny hverdag uden vold mulig.

Hjemme igen hjalp Ruth Trut Erna med at samle min mors nye seng, som et andet ægtepar hjemvendt fra IKEA.

Videre

Flere af kvinderne er på vej videre, og nye flytter ind. Foruden min mor og Ruth Trut Erna er de en hel gruppe, der fremover vil blive ved med at mødes fast. Dels for at være en del af samtalegruppen The Power Ladies, dels fordi de er blevet nære venner. Hjemme igen hjalp Ruth Trut Erna med at samle min mors nye seng, som et andet ægtepar hjemvendt fra IKEA. »Smart, man kan have sengetøj nede i skuffen under,« foreslog jeg. »Ja, eller gemme sin rødvin,« grinede Ruth Trut Erna.

De to var sågar til 80’er-fest med Jørgen de Mylius som DJ for nylig, men »det var alt for meget af det gode,« sagde min mor. De tog en taxa hjem, før festen overhovedet var startet, men hvis de nu skulle ende i en midtvejskrise, så agter de også at gå igennem den sammen.

Jeg gjorde mig klar til at vende hjem til København, da Ruth Trut Erna fandt et papir frem. »Læs det,« opfordrede min mor. Jeg kiggede undrende, mens Ruth Trut Erna rømmede sig og fandt nogle flerfarvede læsebriller frem. Hun havde skrevet et digt, hun gerne ville læse højt:

Kampen om livet.
Kampen om at være sig selv, og ikke andres.
Jeg er ikke en kopi af en menneskelig robot.
Jeg er ikke en opskrift af lige dele ’pådut’ og
lige dele ’jeres behov’ og lige dele
kontrol. Og lige dele overvågning.
Hvorfor skal jeg lede efter mig selv,
når jeg er lige her.
Her hvor I ikke vil have mig.
Tænk, hvis I ikke ser mig, før det er slut. Hvis
I ikke ved, hvem jeg er, før det er for sent.
Hvorfor skal jeg dække andres behov, før at de
vil acceptere den person, som jeg netop IKKE er.
Jeg vil fylde rummet med tanker fra min mund.
Når det hele er slut, har de aldrig kendt mig.

Der var stille i minutterne efter, at hun havde læst det højt. Min mor pegede på Ruth Trut Erna og brød tavsheden: »Dét der, det er min veninde,« råbte hun. »Vi kommer til at hænge sammen for altid.«

Jeg spurgte min mor, hvorfor jeg ikke måtte skildre dem som ofre, når de har været gennem så meget.

»Fordi vi ikke kun er ofre. Vi er de stærke, fordi vi søgte om hjælp. Tænk på alle dem, der tror, de kan klare den og ender i depression og det der er værre.«

Ruth Trut Erna sad lidt derfra. Hun smilede indforstået, mens hun nikkede: »Det er jo derfor, de kalder os power ladies

Kvindekrisecentre

Et krisecenter fungerer som et opholdssted for kvinderne og eventuelt deres børn, hvor man kan købe kost og logi.

Derudover støttes der med psykologhjælp, økonomisk rådgivning, pædagogisk støtte til børnene, mentorordninger og andre tiltag for at få kvinden ud af volden.

Der er i alt 42 krisecentre for kvinder i Danmark.

På landsplan er der dermed pladser til i alt 463 kvinder og 622 børn.

I 2013 flyttede 2005 kvinder og 1976 børn fra et krisecenter.

Den gennemsnitlige opholdstid er 57 dage.

Kilde: Årsstatistik 2013, Landsorganisationen for Kvindekrisecentre og Socialstyrelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Klaus Henriksen
  • lars abildgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Christel Petersson
Vibeke Rasmussen, Christel Gruner-Olesen, Klaus Henriksen, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek og Christel Petersson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christel Petersson

Kampen om livet.
Kampen om at være sig selv, og ikke andres.
Jeg er ikke en kopi af en menneskelig robot.
Jeg er ikke en opskrift af lige dele ’pådut’ og
lige dele ’jeres behov’ og lige dele
kontrol. Og lige dele overvågning.
Hvorfor skal jeg lede efter mig selv,
når jeg er lige her.
Her hvor I ikke vil have mig.
Tænk, hvis I ikke ser mig, før det er slut. Hvis
I ikke ved, hvem jeg er, før det er for sent.
Hvorfor skal jeg dække andres behov, før at de
vil acceptere den person, som jeg netop IKKE er.
Jeg vil fylde rummet med tanker fra min mund.
Når det hele er slut, har de aldrig kendt mig.
...
Af hjertet tak for artiklen og jeg håber, at det er i orden at jeg stjæler Muddi's digt(jeg kunne ikke have skrevet det tydligere). Jeg var på krisecenter med mine to mindste af 3 for knap 4 år siden.

Kommunen og staten betalte omkring 135.000 kr. for de godt tre måneders ophold på krisecentret. Eller dobbelt takst, hvis centret skønnede at Ketty Korsgaard og børnene havde brug for to værelser. Det fremgår af taksterne på Randers Kommunes hjemmeside.

@ Morten Jespersen
Faren er vel på et af de mange tilsvarende krisecentre der er blevet oprettet for mandlige ofre da det er velkendt at kønnene er cirka lige voldelige i parforhold.

Læs f.eks: REFERENCES EXAMINING ASSAULTS BY WOMEN ON THEIR SPOUSES OR MALE PARTNERS (Department of Psychology , California State University, Long Beach. 2012)
http://www.csulb.edu/~mfiebert/assault.htm

Gert Selmer Jensen

Georg Strøm-
Hånden på hjertet, mener du alt her i verden skal gøres op i Kroner og Ører.
Er du så manden der lukker og slukker, når velfærdssamfundet er trådt helt ned.?

Vibeke Rasmussen

"Men, men, men … hvad med manden!"

Hør, hvis nogen savner en beretning fra et krisecenter for mænd, står det enhver frit for selv at skrive den.

Tak til Thomas Korsgaard for denne fine og nænsomme beretning fra et kvindekrisecenter. Flot og modigt at beskrive noget, der går så tæt på ens eget privatliv.

Pia Qu, Christel Petersson, lars abildgaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Dorthe Jørgensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

@ Gert Selmer Jensen & Vibeke Rasmussen:

Hvis vores velfærdssamfund skal fungere, er det nødvendigt at være kritisk overfor hvordan pengene bliver brugt. Ellers ender de hos firmaer og organisationer med gode forbindelser, i stedet for at hjælpe dem der har mest brug for det.

Her er artiklen et godt eksempel. Krisecentrene blev oprettet for at skabe et tilflugtssted for kvinder der var udsat for fysisk vold. Senere udvidede de selv det med hjælp til kvinder, der var udsat for psykisk vold - et langt mere diffust begreb, der selvfølgelig øgede det antal de mente havde brug for deres ydelser. I følge artiklen har hovedpersonen ikke engang været udsat for psykisk vold, men har det blot dårligt i sit parforhold. Det er den slags eksempler politikere på højrefløjen drømmer om, når de skal diskutere om behovet for hjælp er reelt.

Det kan ske, da krisecentrene selv kan afgøre, hvilke ydelser der skal tilbydes, hvem der har behov for dem, og samtidig optræde som eksperter når behovet for dem skal diskuteres. Vi vil normalt ikke acceptere at en leverandør til det offentlige blander rollerne sådan sammen.

Angående beretninger fra krisecentre for mænd. Selvom mænd er mere udsatte for vold end kvinder, er der langt færre tilbud til mænd som er ramt af vold. Her kan vi diskutere om det er den rigtige prioritering, når mænd har svært ved at få hjælp når de er i livsfare, mens kvinder i følge artiklen kan få hjælp når de har det dårligt, uden direkte at være truet.

Christel Petersson, Morten Jespersen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

@Georg Strøm - Netop
Sarkasmen i mit indlæg ovenfor var nok ikke tydelig nok.

Kommunerne er lovmæssigt forpligtede til at have krisecentre, hvor kvinder kan få midlertidigt ophold, eventuelt sammen med deres børn. Krisecentrene har både ansatte, der er uddannet til at yde rådgivning og støtte samt frivillige, der hjælper i det daglige arbejde.

Der er ikke det samme lovmæssige krav for kommunerne til at tilbyde krisecentre til mænd. Derfor har mandekrisecentrene ofte færre økonomiske og personalemæssige ressourcer og bygger i højere grad på frivillig arbejdskraft.

Gert Selmer Jensen

Georg Strøm/Peter jensen-
Jeg synes ikke i skulle være så nøjeregnende med, hvad budgeterne er i kvindekrisecentrene, i og med
i savner resourser til krisecentre for mænd.
Jeg respektere at der er et behov, men det skal vel ikke være på bekostning af et andet.
Hey gyus, op med parraderne.!