Læsetid: 9 min.

»Det er ikke længere muligt at afgrænse, hvad en art er«

Antropologen Hugh Raffles kortlægger vores nære relationer til det, der ikke kan besvare en kærlighedserklæring. Den vilde flod, insekterne og nu de sten, mennesker besjæler og begærer.
Sten. Vi fornægter ofte, at vi er knyttet til bestemte objekter, men når jeg f.eks. fortæller folk, hvad jeg arbejder med, siger de straks, at de finder sten, når de går på stranden, og har en stor samling derhjemme, siger Hugh Raffles.

Hendrik Holler

11. oktober 2014

En interviewsituation har ofte noget formelt over sig, men det afmonterer Hugh Raffles, som tager imod i bare tæer i sin lejlighed på Manhattans Upper West Side. Stuerne og vægreolerne ligger hen i halvmørke, og vi sætter os i køkkenet, den oplyste undtagelse. Raffles får voksende opmærksomhed som intellektuel i USA, fordi han i sine artikler og bøger udbreder en radikal tanke med videnskabelig systematik: Alt, der er forbundet til naturen, har samme værdi. Hvis en fugleedderkop kravlede ind af vinduet, ville han observere gæsten nysgerrigt, før han viste den ud. Ligesom planter og klipper er lige så vigtige som mennesker i det store billede.

»De hører alle til det samme univers og er lige essentielle for det,« siger han.

Raffles’ karriere blev skudt i gang af hans besøg i folks køkkener. Gennembrudsbogen om kulturen langs Amazonfloden i Brasilien, In Amazonia (2002) var et resultat af møder ved skærebrættet med regionens kvinder og børn. Forud for sin rejse havde han forestillet sig, at han skulle udforske terrænet. Men han ankom mærket af et tab. Et par måneder forinden var to af hans søstre døde med få ugers mellemrum. Sorgen drænede det overskud, det krævede at være på feltarbejde i junglen. I stedet knyttede choktilstanden Raffles til de lokale. De kendte godt til at miste; visheden om at det sker fra et øjeblik til det næste. Det havde været et vilkår i Amazon-området siden 1800-tallet, at arbejdere blev suget ind i vandmasserne under udgravningen af det kanalsystem, der udviklede sig til transportvej for gummi, nødder og sukker.

»Det var en meget intim oplevelse,« siger Raffles om sin tid i Brasilien i 1990’erne.

»Når jeg tænker tilbage på det nu, føles det, som om folk inviterede mig indenfor og tog sig af mig. Det sker for mange antropologer på forskellige måder. Du har en sårbarhed, der bringer dig tættere på mennesker, når du tager et sted hen, hvor du ikke kender nogen og ikke rigtig har styr på det.«

— Men så får du din autoritet og styring tilbage, når du skal skrive om rejsen?

»Præcis. Og du får prestige og hele belønningen, du får det faste professorat (Raffles er siden blevet professor i antropologi på The New School i New York, red.), alle de her ting. Det er vældig mærkeligt.«

Forhold hinsides fornuften

Efter In Amazonia udgav han Insectopedia (2010) – et leksikon om vores forhold til insekter. Han undlod at gøre de små væsner ækle og fokuserede på, hvor talentfulde de kan være. Hans kommende bog med den foreløbige titel Still Life udvider populæropfattelsen af sten. De er ikke bare dødt materiale, men besjæles og begæres af os og findes i menneskekroppen – som galdesten, blæresten, nyresten og krystaller i øjet, der kan blive »meget stenagtige« ifølge Raffles. Han undersøger bl.a. markedet for sjældne sten, der har et klientel af samlere domineret af mænd. Motivet med det farlige vand fra In Amazonia dukker op igen. Stenene bliver jagtet på bunden af Kinas floder.

»Strømmen er stærk, og dykkerne drukner ofte. Indsamlingen foregår under primitive omstændigheder, men så bliver stenene solgt på auktionshuse i Shanghai og Beijing, hvor de får status af filosofiske objekter,« siger Raffles.

Han forsvinder fra køkkenet og vender tilbage med et eksempel på menneskets dyrkelse af sten. Han stiller en tung skulptur på bordet mellem os.

»Nu skal jeg ikke tabe den – er den ikke fantastisk?«

Den ligner olie, der skyder op fra undergrunden, fastfrosset i luften. På nogle flader er den glat og indbydende, på kølig, metallisk og afvisende vis. Han har den fra en mand, der sælger sten i Shanghai og i sin fritid laver imitationer af den mest eftertragtede slags. Skulpturen er hugget i stil med en kalksten, lingbi, fra det østlige Kina kaldet Lingbi, som der er få af i naturen. De er blevet samlet ind gennem århundreder. men det er nyt, at markedet ekspanderer hidsigt. Ægte sten bliver i dag solgt for millionbeløb.

»Folk bruger dem til at indikere, at de er åndelige og dannede. For nogle er stenene modeller for, hvordan de skal leve. De siger: Jeg er standhaftig og ærlig som en sten. Eller de siger: Energi flyder gennem mig og den på samme måde. Omvendt vil nogle sige, at du kan finde den energi eller sjæl i et hvilket som helst objekt, fordi det handler om dit forhold til objektet.«

— Hælder du til den tankegang?

»Jeg ved det faktisk ikke. Den idé, jeg kan finde mig selv i, er, at vi er i en proces, hvor materier forandrer sig – som personer eller hvad som helst. Livet er en konstant strøm af materier i varierende størrelser og former. Det interessante for mig er soliditeten ved objekter, selv om de er i bevægelse. De står i relation til alt omkring sig. Når jeg har talt med de mandlige stensamlere, har jeg opdaget, at de er ekstremt kvikke og sunde, selv om de er i 70’erne og 80’erne. De siger, at det skyldes deres forhold til stenene. Der er en metafysisk eller følelsesmæssig tilknytning på spil. En del af målet med bogen er at finde et sprog, der kan beskrive disse ikkerationelle relationer.«

Antropologen på udebane

Still Life inddrager forståelsen af sten på de fleste kontinenter. Hjembyen New York er med og bliver portrætteret gennem den marmor, der er i undergrunden og tidligere blev brugt til bygninger.

»Jeg kan lide alt i naturen og kan finde naturen i byen. Det behøver ikke være en plante eller en park. Det kan være en mursten i væggen,« siger han.

Naturbegejstringen giver han modspil via omfanget af sin research. Hvis man synes, at Raffles er for happy go lucky i tonen, må man respektere, at han har fordøjet, hvad der lyder som den samlede idéhistorie om sten. Han lokaliserer deres betydning i værker fra Ovid til Wagner og hos verdensreligionerne. Da jeg nævner et par nulevende nordiske forfattere, der bruger sten som omdrejningspunkter, Sjón i romanen Skygge-Baldur og Peter Adolphsen i Brummstein, noterer han titlerne og bestiller dem fra Amazon. Grundigheden forklarer hans lave udgivelsesfrekvens.

»Min sidste bog tog syv år at skrive, og det vil blive det samme med denne her. Jeg er langsom, fordi jeg påtager mig for meget.«

Med Insectopedia rykkede han fra antropologien og ind på det biologiske felt. Stenprojektet har sendt ham på udebane endnu en gang – til geologien. Han tilstår, at han skal have en overbærende geolog til at tjekke Still Life for fejl, inden forlaget får det endelige manuskript. Raffles’ forskning på tværs af fagdiscipliner gør, at han passer ind på sit universitet, The New School, der har tradition for den tilgang.

»Mit arbejde er blevet vel modtaget. Men jeg har gjort oprør. I det akademiske miljø i USA har der været en tendens til, at ting bliver reduceret til udtryk for noget andet. Jeg er meget interesseret i tingene i sig selv. Hvad de er, og hvad de gør i verden.«

Hademail fra Arizona

I 2011 skrev Raffles indlægget ’Mother Nature’s Melting Pot’ i New York Times, hvilket en overgang gjorde ham til en omdiskuteret skikkelse. I sin tekst spejlede han de immigranter, der kommer til USA, i en række dyr og planter, som heller ikke var i landet i begyndelsen. Raffles’ umiddelbare synspunkt var, at folk ikke skulle være så bange for påvirkningerne udefra.

»Min første version af teksten var meget mere nuanceret. Jeg havde forestillet mig det som et essay, men i redigeringsprocessen med avisen blev det virkelig polariseret, selv om deres folk er dygtige. Sådan har den offentlige debat i USA været i ekstrem grad i de seneste år, der er ingen villighed til at søge kompromiset eller den respektfulde samtale. Mit indlæg bidrog til det. Jeg fik hademail fra immigrationskritikere i Arizona. På en af deres blogs skrev de om, hvad de ville gøre ved mig. Men du ved – de er nede i Arizona.«

— Hvis man læser indlægget kritisk, kan man spore et vist mål af laissez faire i det: Lad nu naturen gøre, som den gør.

»Det kan man, men det var ikke min intention. Jeg tror, at mit egentlige budskab var til dem, der vil beskytte den amerikanske natur. De skal tænke over deres sprog. For når de taler om, hvad der er indfødt, og hvad der er eksotisk og fremmed og invaderende, så skaber de et sammenfald mellem deres ideer og de ideer, der taler imod indvandring.«

— Du virker interesseret i en position et sted mellem ophøjelse og fordømmelse af naturen. Er det her, tolerancen over for den begynder?

»Muligvis. Det er meget vanskeligt at tale om i forhold til Amerika, fordi kulturen varierer for hver region og også internt i regionerne. Ved Californiens kyst er miljøbevidstheden eksempelvis stærk. Jeg underviste på universitetet i Santa Cruz, og mange studerende tilbragte deres weekender i parkerne, hvor de gravede planter op, som ikke hørte til det oprindelige lokale landskab. Men hvis du tager til dalene i det centrale Californien er det helt modsat. Der er intens bilkultur og forstadsbebyggelser.«

— Det er vel en gammel idé: At forstaden ensartede den utæmmede amerikanske natur?

»Ja, men folk kæmper stadig med prærieulve og pumaer, der kravler ind i sengene.«

— De er der endnu. Og vaskebjørnene.

»Netop. Naturen vil ikke lade dig være, den er simpelthen ikke til at slippe af med, selv om du prøver at fortrænge den.«

— Du har i din forskning kredset om, hvordan mennesket kan udvise empati på tværs af arter. Er det stadig væsentligt for dig?

»Ja, men jeg taler ikke så gerne om arter længere, fordi det er umuligt at afgrænse, hvad en art er. Jeg kan bedre lide kategorien liv, som ikke bare inkluderer mennesker og dyr, men en masse ting, der for mig rent filosofisk tæller på samme måde, også sten. Selv om vi i praksis opererer med hierarkier: Hvis der var en brand, ville vi nok vælge at redde babyen i stedet for nogle sten. Og de hierarkier har jeg ikke lyst til at udfordre.«

— Hvorfor ikke?

»Jeg tror, vi har brug for at have bindinger til de ting, der er tæt på os, som vi ser, og som giver respons. Det gør insekter ikke, og det er en del af forklaringen på, at vi ikke rigtig føler et slægtskab med dem. Objekter benægter vi gerne, at vi er knyttet til, men nogle sten behandler vi med omtanke. Når jeg f.eks. fortæller folk, hvad jeg arbejder på i øjeblikket, siger de straks, at de finder sten, når de går på stranden, og har en stor samling derhjemme.«

— Når du skriver om, hvordan vi kan tænke om disse forhold, får dit arbejde en politisk dimension?

»Jeg er ikke en person, der går ud og deltager i protester, men jeg ønsker, at mine tekster har en effekt. Jeg ser arbejdet som politisk i den forstand. Alt, hvad jeg vil have læserne til at gøre, er at reflektere over deres relationer til andre væsner og materier. De er nært beslægtet med disse livsprocesser. Men folk skal selv ud og opdage det.«

Hugh Raffles

Født 1958 og opvokset i London. Bosat i New York.

Underviser i antropologi ved The New School, New York.

Hans bøger ’In Amazonia’ (2002) og ’Insectopedia’ (2010) har vundet en mængde priser og givet ham et publikum, der når langt uden for universitetsmiljøet.

Er på vej med ’Still Life’ – en verdenshistorie om de tætte bånd mellem mennesker og sten.

Aktiv som debattør. Har senest talt for, at europæiske svaner bør fredes i New York, selv om amerikanske miljøforkæmpere mener, de er en trussel mod nationens fauna og flora

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu