Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Kristian Ditlev Jensen

»Besøg en kirkegård syd for Kongeåen. Så står du pludselig ved gravsten over ligene af soldater fra Bremen, som faldt i ’slaget ved Colding’. Eller mindesten over danskere tvunget i tysk krigstjeneste. Det er voldsomt. Og det var lige her«
Kristian Ditlev Jensen. Født 1971. Forfatter og journalist. Har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og gået på Forfatterskolen. Siden 2012 har han studeret teologi. Debuterede med ’Det bliver sagt’ i 2001. Modtog debutantprisen i 2004 for romanen ’Livret’. Seneste udgivelse – inden ’Sønderjylland’ – var romanen ’Opstigende Skorpion’. Under arbejdet med sin seneste bog boede han i Højer og Christiansfeld. Han bor i dag i Flensburg.

Kristian Ditlev Jensen. Født 1971. Forfatter og journalist. Har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet og gået på Forfatterskolen. Siden 2012 har han studeret teologi. Debuterede med ’Det bliver sagt’ i 2001. Modtog debutantprisen i 2004 for romanen ’Livret’. Seneste udgivelse – inden ’Sønderjylland’ – var romanen ’Opstigende Skorpion’. Under arbejdet med sin seneste bog boede han i Højer og Christiansfeld. Han bor i dag i Flensburg.

Kennet Islandi Havgaard

1. november 2014

Hvornår er det lige, at jeg burde ønske, at jeg var sønderjyde?

Når du sidder på en københavnsk café og spiller smart, men i virkeligheden bare er topstresset og overfladisk. Storbyen ser helt anderledes ud, når man har Sønderjylland i baghovedet. Man ser pludselig, at der er en smuk stålgrå himmel bag byhusene.

Hvordan føles det at flytte fra det pulserende London til en flække i Sønderjylland?

Velsignet. Skrivero, nærvær og spegepølse. What’s not to like?

Hvordan kan du dog tillade dig at skrive en bog om Sønderjylland, når du ikke selv er sønderjyde!?

Det er et ægte sønderjysk spørgsmål. Sønderjylland er for sønderjyder noget helt igennem fantastisk og ukrænkeligt og unikt. Som Jan Gintberg siger i min bog, så skammer de sig slet ikke over at fremhæve det igen og igen og igen. Men ingen – ingen – må mene noget som helst om Sønderjylland, hvis de ikke er sønderjyder selv. Og de må gerne have været det i generationer tilbage, inden de så meget som åbner kæften. Men jeg har efterhånden også lært, at sønderjyder faktisk har respekt, når de så får svar på tiltale. Og det plejer at hjælpe, når jeg siger, at min ene tipoldefar blev skudt og dræbt i slaget ved Dybbøl. Den anden overlevede med nød og næppe. Hvad med dine?

Hvad er Sønderjyllands vigtigste bidrag til os andre sådan rent kulinarisk?

Ingenting. (’Ingenting’ er en sønderjysk småkage, red.)

Der findes et udtryk, sårfeber, som bruges om et traume, der stadig sætter spor. Mærker man stadig et had mellem danskere og tyskerne i grænselandet?

Ja. Med i bogen er historien om en mand i Tønder, der ikke køber tøj i en bestemt butik, fordi den ejes af en tysk familie. Men det forbløffende gode samarbejde på tværs af etnicitet, sprog og kultur er nu langt mere iøjnefaldende, synes jeg.

Hvor adskiller Sønderjylland sig mest fra resten af landet?

Lige syd for Kongeåen.

Ved du godt, at Ditlev er sønderjysk?

Ja! Men jeg opdagede det først, da jeg var næsten færdig med bogen. En sønderjysk tradition tilskriver, at mændene familien alle bærer samme mellemnavn igennem mange generationer, så der dannes en forbindelse på langs, så at sige. Der er f.eks. stadig familier, hvor alle mændene hedder Adolf eller Fritz til mellemnavn. Og min farbror Jørgen, der slægtsforsker på sine ældre dage, har for nylig opdaget, at mændene i min familie faktisk har båret det slesvigske navn Ditlev i hele 10 generationer tilbage. Han hedder derfor også selv Jørgen Ditlev Jensen. Men der er også en Peter Ditlev Jensen, en Simon Ditlev Jensen, en Søren Ditlev Jensen og så videre i min familie. Det er en fin tradition. Og måske har vi fået navnet med hjem fra krigen i Sønderjylland? Hvorfor skulle man ellers hedde det i Herluflille på Sydsjælland, hvor min far kommer fra …

Hvorfor spiser sønderjyderne flere pomfritter end resten af danskerne?

Åh, pommes. Fordi det er så køhnt, det er så dejle.

Hvad skal vi med Sønderjylland?

Vi skal bruge Sønderjylland meget mere, end vi gør – især hvis ’vi’ betyder køwenhavnere. Det er et virkelig skønt sted at tage på naturudflugt til, at shoppe økologisk mad i eller at holde bondegårdsferie i. I Sønderjylland kan man stadig finde den landlige ro og nogle naturoplevelser, som er helt ud over det sædvanlige. Men man kan også opleve en hjertelighed, der ellers kan være en sjælden fugl i Danmark. Og så er Sønderjylland altså vores port til Europa. Når man bor der, så ser verdenskortet – med kun halvanden time i bil til Hamborg, hvor man kan vælge imellem to operahuse – pludselig helt anderledes ud. Udkant? Quatsch!

Hvad blev du selv mest overrasket over i arbejdet med bogen?

Hvor lidt jeg havde lært i skolen om et af Danmarks uden sammenligning mest historiefyldte områder. Besøg en kirkegård syd for Kongeåen. Så står du pludselig ved gravstene over ligene af soldater fra Bremen, som faldt i ’slaget ved Colding’. Eller mindesten over danskere tvunget i tysk krigstjeneste. Det er voldsomt. Og det var lige her.

Ligger grænsen mellem Tyskland og Danmark det rigtige sted?

Ja. Den ligger ad Pommeren til.

Er der noget, du ikke kan lide ved Sønderjylland? Hvad og hvorfor?

Sønderjyder har en nøjsomhed, som jeg beundrer. De er fantastiske forhandlere, og de giver ikke ved dørene. De. Står. Fast. Men på et menneskeligt plan kan den tilbøjelighed fra tid til anden og hos enkelte måske blive for meget. Så bærer man nejhatten hele tiden, alt nyt og fremmed og spændende afvises, og man lukker sig konsekvent om sig selv i uoplysthed. Jeg hørte en sønderjyde fra Møgeltønder skelne imellem den muntre sammenspisthed i prægtige Møgeltønder – og så den sure indspisthed i de mindre landsbyer. Det, synes jeg, ramte det meget godt.

Hvad mener du om ’1864’-serien?

Jeg havde håbet på et storladent historisk drama, der virkelig rev os alle sammen med rundt i nogle af de brutale, nationale hovedspor. Slaget i 1864 er reelt et stykke verdenshistorie, og det er jo Danmarks dyreste tv-serie til dato. Så skulle alt jo omsider passe sammen. Men når jeg tænker på, hvor mange gange, jeg har været decideret chokeret over det højdramatiske i virkelighedens historier, som sønderjyder har fortalt mig i et hav af variationer, så virker serien først og fremmest gabende kedsommelig. Den eneste slagtebænk indtil videre har været kritikkens. Og med god ret.

Er der et ’sønderjysk spørgsmål’?

Hvis der menes, om Sønderjylland burde gå helt ned til Ejderen, så kan jeg berolige med, at det gør Sønderjylland. Halvdelen af den sydlige del af halvøen Jylland er bare under tysk herredømme. Sammenlign med, at Skåne jo heller ikke holdt op med at være Skåne, da Danmark vandt det. Eller da svenskerne vandt det tilbage igen.

Maler Dybbøl Mølle helt ad helved’ til?

Nej, den maler fint. Og hvis ens skole ellers kan finde ud af at bestille tid, kan man selv være med. Man får endda mel med hjem, man kan bage boller af. Og ellers er der jo Skærtoft Mølle. Den er også sønderjysk – men melet, det fås i Irma.

Hvad tænker du om, at Dan Jørgensen vil kåre en dansk nationalret?

Møjn-møjn, har du slugt di’ øjn’? Nationalretten kender vi altså godt, det er jo spaghetti bolognese lavet skrupforkert. Næ, egnsretterne er langt mere spændende. Hvis man aldrig har smagt en kålpølse – en tæt pølse af rent kød efter tysk forbillede, som varmes med i kålretter – så har man virkelig noget til gode. Jeg kan anbefale slagter Chr. Vollstedt i Haderslev.

Hvad er faldgruberne, når man som tilflytter forsøger at beskrive en egn?

Stereotyper og fordomme. Man overser nok let de reelle nuancer, tror jeg. En af de bedste anmeldelser, Sønderjylland har fået, fremhævede, hvordan teksten hele tiden overraskede læseren med sine beskrivelser af det ellers for sønderjyder så velkendte stof. Dét var jeg glad for. Sønderjyder er nemlig også dannede, velklædte, udadvendte, sexede, lykkelige, blide, charmerende, skarpe, smukke, humoristiske og kælne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Eller da svenskerne vandt det tilbage igen'
Skånelandene var før Roskildefreden danske så lang tilbage man kan spore - hvis man ser bort fra et par perioder, hvor de var under svenske administration. Så svenskerne vandt ikke noget 'tilbage'