Læsetid: 15 min.

Mågernes by og den tyrkiske melankoli

10 optegnelser fra et nyligt gensyn med den eneste hovedstad i verden, der ligger på to kontinenter, og som hastigt skifter karakter i disse år, hvor byzantinsk-osmannisk idyl rives ned for at gøre plads til kromskinnende beton- og glas-paladser
Overlevelse. Mågerne er den mest dækkende metafor for Istanbul – prosaiske som den by, de overvåger ovenfra, spottende selv det mindste henkastede sildehoved, mens det for os jordbundne handler om at have øjne i nakken for at overleve.

Carolyn Drake

11. oktober 2014

Da jeg landede i Istanbul, var køen af rige golf-arabiske turister i paskontrollen – let genkendelige på kvindernes niqab og dyre sko, dobbelt så lang som året før. Sådan er det hver gang: Intet i Tyrkiet er ved det gamle.

Alene det var en grund nok til at at dække præsidentvalget i august, selv om Recep Tayyip Erdogans sejr var forudsigelig. Men der var andre: det udenrigspolitiske kollaps, hvor en nul problemer med naboer-politik var endt i en kun problemer med naboer-situation. Det moralske kollaps, hvor de regerende islamistiske politikere har vist sig endnu mere megakorrupte end deres sekulære forgængere, økonomisk og retsligt med fængslinger af journalister og politiske modstandere.

Det ubesvarede spørgsmål er, hvilken retning Erdogan vil følge i sit nye embede. Den økonomiske er given: fortsat markedskapitalisme. Den politiske er mere åben: Fortsættes den islamistiske retning? Den neo-osmanniske med nye arabiske alliancer? Det europæiske EU-spor? En asiatisk-russisk retning? På flere stræk minder Erdogan både om Egyptens Nasser – karismatisk, men moderne med flere ressourcer – og om Ruslands Vladimir Putin, selvrådig, men optaget af sit historisk-religiøse arvegods.

En ustoppelig dynamik har i de snart 20 år, jeg har boet og/eller arbejdet i dette land, ændret ikke kun samfundet, men tyrkerne selv: Fra sekulært semidiktatur, styret af en snæver bureaukratisk og militær elite, til religiøst semidemokrati med absolut islamistisk flertal i Nationalforsamlingen. Fra politisk underdanigt og militært lydigt NATO-medlem til regional magtspiller med egen selvbevidst dagsorden. Fra en inflationstakt, hvor liraen blev vekslet til dollar hver lønningsdag, til asiatiske vækstrater i klodens økonomiske toptyve. Fra Europas lidt lurvede fætter med EU-aspirationer til skiftevis Vestens forbundsfælle og modspiller i geopolitikken. Og neden under det hele en kompleks, spraglet, modsætningsfyldt og til tider mystisk verden i bestandig bevægelse.

II

I 90’erne var også jeg optaget af Samuel Huntingtons The Clash of Civilizations og rejste derfor til Tyrkiet for at dække parlamentsvalget i december 1995. Det var interessant for en dansk (og europæisk) offentlighed som følge af en påstået ’fundamentalistisk trussel’ fra det daværende islamiske parti, Refah (Velfærdspartiet), der lovede de fattigste vælgere velfærd og værdighed – det sidste forstået som genskabelse af det osmanniske imperiums religiøse glorie. Refah vandt valget, og jeg besluttede at blive hængende for at følge sammenstødet mellem civilisationerne på nærmeste hold. Jeg boede i Ankara og nogle år i Istanbul, hvor byens osmanniske – og byzantinske – arvegods ironisk nok nu er under afvikling med det regerende islamiske AK-Partis bygge- og anlægsmani. Den nyvalgte præsident Recep Tayyip Erdogan har kaldt de arkæologiske rester for canak comlek – værdiløst ragelse – samtidig med at han i hele sin politiske karriere som Istanbuls overborgmester og premierminister har hyldet den osmanniske – læs: religiøse – ’generobring’ af den by, om hvilken Napoleon sagde: Hvis verden kun havde én hovedstad, ville det være Istanbul.

En ustoppelig dynamik har på 20 år ændret ikke kun samfundet, men tyrkerne selv: Fra sekulært semidiktatur til religiøst semidemokrati. Fra politisk underdanigt og militært lydigt NATO-medlem til regional magtspiller. Fra Europas lidt lurvede fætter til skiftevis Vestens forbundsfælle og modspiller i geopolitikken.

Guy Martin

III

Jeg flyttede ind på et turisthotel i Kumkapi-kvarteret ikke langt fra den overdækkede basar og gik en første kort byvandring i det ramponerede nabolag: en fuldt bemandet politistation, køkkenaltanernes tøjsnore, det armenske patriarkat, et varieret udbud af rottegift i adskillige butiksvinduer og rundt om hjørnet fra hotellet en sodsværtet ruin, der havde huset Istanbul-redaktionen for den kurdiske avis, Özgür Ülke (Frit Land). »Den blev bombet sidste vinter,« oplyste hotelportieren, der som flertallet i byens servicesektor selv var kurder. »Af hvem?« ville jeg vide. »Den Dybe Stat,« lød svaret med en indforstået rullen med øjnene. Og hvem er Den Dybe Stat? »Det ved vi ikke. Vi ved kun, at den er her.«

IV

I begyndelsen af 00’erne boede jeg i en taglejlighed på toppen af en stejl gade i Ortaköy-kvarteret med udsigt til Bogasiçi Köprüsü (Bosporus-broen), dengang kun illumineret af trafikkens rødgyldne lysguirlande, der først fik huller hen ad tre-fire om morgenen. Det var stadig hurtigere at gå en end tage en taxi de fem-seks kilometer til Taksimpladsen ad Muallem Naci Cadessi forbi Abdul Hamid II’s Yildiz-park, betoncentret i Besiktas og imperiets sidste pompøse sultanpalads, Dolmabache, hvor Atatürk stik imod sin republikanske overbevisning udåndede i 1938. Landsfaderen lærte aldrig at holde af Ankara, som han gjorde til hovedstad, men valgte at dø i et af den sidste sultans soveværelser. Viserne på et standur i hjørnet viser stadig klokkeslættet: fem minutter over ni.

Men som regel gik jeg den modsatte vej, langs Bosporus med retning mod Fatih Sultan Mehmet-broen og Sortehavet for at nå en kiosk i det idylliske Bebek, der førte International Herald Tribune og Guardian fra dagen før. Af og til i selskab med gæster hjemmefra, danske eller dansktyrkiske med det til fælles, at de interesserede sig for politik. En af dem, en kvinde, der farvede sit hår kastanjerødt, så det matchede hendes kønne fregner, nursede en teori om, at terrorisme er frihedskamp, hvis bare terroren har folkelig støtte.

Tankevækkende, i betragtning af at den på det tidspunkt stadig aktuelle Osama bin Laden havde betydelig opbakning blandt tyrkere. Det talte vi så om undervejs gennem sirlige parkanlæg langs vandet med statuer og buster af digtere og videnskabsmænd – Mustafa Kemal Atatürk har statue-, buste- og relief-monopol i kategorien officerer/politikere – forbi Kurucesmes og Arnavutköys maleriske Bosporus-palæer, kajernes krydstogtskibe, turistbåde og luksusyachter – til vi nåede kiosken i Bebek og drak kaffe i miniaturehavnens cafeer, hvor vi læste aviserne i tavshed til lyden af små motoriserede fiskerbåde og sultne mågers metalliske skrig.

V

For mig er mågerne den mest dækkende metafor for Istanbul – prosaiske som den by, de overvåger ovenfra, spottende selv det mindste henkastede sildehoved, hvor det for os jordbundne handler om at have øjne i nakken for i det hele taget at overleve. Kun forfattere af turistbrochurer finder på at kalde Istanbul ’romantisk’ – og islamisterne, naturligvis, men af deres egne grunde, som jeg skal vende tilbage til – for den jævne fastboende er byen et forurenet darwinistisk trafikhelvede, hvor de stressede chauffører bag rattet i tudende taxier og dieselosende bybusser hverken har tid eller råd til at overholde simpel vigepligt.

Jeg ejede en Mercedes, men kørte den kun, når jeg skulle ud af byen. Til daglig stod den opstaldet på en græsklædt tomt på et hjørne, som den lokale parkeringsmafia havde inddraget, og hvis døgnvagt, der sov i et frønnet skur, lod mig vide, at bilen var i bedre behold, hvis han mod betaling havde opsyn med den, end hvis jeg langtidsparkerede foran gadedøren. »For« – som han sagde – »du kan aldrig vide, om din bil en morgen stadig har alle fire hjul.« Jeg har altid forstået et vink med en donkraft.

VI

»Kan du forestille dig at flytte tilbage til Istanbul?« spurgte Ayse, som jeg blev gift med for 18 år siden, og som denne aften havde besluttet, at vi spiste italiensk på Eataly, en restaurationsterrasse i det mondæne Zorlu Center, endnu en ny stål- og kromskinnende shoppingmall i Levent, der servicerede det tyrkiske forbrugerboom.

Jeg så mig om: Et yngre par ved nabobordet fik skænket champagne af en endnu yngre servitrice med ’rustikt’ designet sort forklæde. Ynglingetjenere i stramme jeans og figursyede sorte skjorter med pomadiserede frisurer a la Cristiano Ronaldo bestyrede kreditkortmaskinerne og kostede rundt med servitricerne. Langt nede ad bjergsiden skimtedes Bosporusbroens nye interval-lyssætning fra rødt til grønt til blåt til hvidt og tilbage til rødt, der blinkende bevidnede ikke bare det populistiske bystyres forveksling af gøgl med kunstnerisk udsmykning, men også vækstraterne i det islamiske regeringspartis 12 år lange regeringsperiode, der trods stedvise nedture har løftet tyrkerens gennemsnitlige indkomst til det firedobbelte og tidoblet antallet af butikscentre. Det eneste naturlige, jeg kunne få øje på, var en hængende næsten-fuldmåne i Sortehavshorisonten mod øst.

»Nej,« svarede jeg, »her kan man ikke bo, medmindre man enten er mindst mangemillionær eller gerne vil være det.«

Ayse er opvokset i Ankara og bliver næppe nogensinde millionær, men bor og arbejder i Istanbul, hvor hun på den ene side tager for sig af megapolens kosmopolitiske udbud af adspredelser, på den anden side indimellem kan føle sig lidt ensom. »I Ankara inviterer venner hinanden hjem, her i Istanbul ses man ude i byen,« siger hun. »Jeg oplever at gå ud med fire venner/kolleger og ender med tre-fire-fem vildt fremmede personer, der er stødt til selskabet, mens vennerne er taget videre til andre sms-aftaler. Præcis sådan er Istanbul forskellig fra Ankara. Her er masser af social kontakt, men ingen nærhed.«

Ayse bor ikke langt fra byens nationalistisk-sekulære midtpunkt, Taksimpladsen, hvor hun har lejet sig ind i en nyopført ejendom i Feriköy, mest kendt for den kristne kirkegård, osmannerne anlagde i det 19. århundrede, der i dag huser kvarterets betydelige rotteplage. For fire eller fem år siden var Feriköy ikke et sted, ordentlige folk boede – de stejle gaders udhungrede katte, sværme af larmende børn, kurdiske bygningsarbejdere og romakvinderne hænger stadig ud på deres udendørssofaer i skyggesiden, men gradvist har bydelen skiftet karakter i takt med, at de såkaldte gecekondu’er købes ud for at gøre plads til lave etageejendomme. Gecekondu’en vis a vis Ayses lejlighed, der synes at huse flere familier med omkring en snes småbørn, står endnu som følge af uenighed mellem beboerne og den entreprenør, der vil bulldoze det faldefærdige hus for at bygge nyt, om prisen. Beboerne vil have fem lejligheder i bytte for deres ruin, entreprenøren vil strække sig til fire. De nye ejendomme, der skyder op på rekordtid og sælges eller udlejes til den nye, yngre middelklasse, der er fortrængt af golfarabere fra de store, gode lejligheder i de europæiske bydele, Beyoglu, Sisli og Besiktas.

Golfaraberne er blevet et prægnant indslag i bybilledet. Den arabiske invasion øges ifølge turistmyndighederne med 50 procent om året efter det fejlslagne ’arabiske forår’, der har gjort Syrien og Libanon til no go-area, når det gælder investering i ferielejligheder. Og det presse priserne på boliger i byen i vejret.

Guy Martin

VII

Foran Marmara-hotellet forsøger vi at praje flere ledige taxier, men bliver hver gang afvist med en hovedrysten. »De kører kun med arabere,« forklarede Ayse, »og hvorfor skulle de køre med os, når de ved at slå uret fra kan tjene det tredobbelte hos turister fra Kuwait og Saudi-Arabien.«

Golfaraberne er blevet et prægnant indslag i bybilledet med deres niqabtildækkede kvinder i dyre sko. Den arabiske invasion øges ifølge turistmyndighederne med 50 procent fra år til år som en konsekvens af det fejlslagne ’arabiske forår’, der har gjort Syrien og Libanon til no go-area, når det gælder investering i ferielejligheder, og det har skruet priserne op også i mere ydmyge kvarterer.

»For fire år siden købte min underbo sin lejlighed for 200.000 lira, sidste år blev den solgt for 340.000 lira,« fortæller Ayse, »og vi taler om et skodkvarter, der godt nok er på vej op, men stadig kun på vej.«

Og selvfølgelig er det irriterende – Ayse er langt fra at være fremmedhader som det store flertal af hendes landsmænd, hun er journalist med mange år som udlandskorrespondent i den faglige bagage, men da jeg foreslår at spise middag på min gamle stamrestaurant på havnepladsen i Ortaköy med udsigt til den nysselige moské med de to syle-agtige minareter, er hun kategorisk. »Der er fyldt med arabere, så der kan vi ikke spise,« siger hun.

»Der er vel ikke noget i vejen for at spise ved siden af arabere?«

»Ikke i princippet. Men de støjer. De ter sig ikke som gæster, men som ejere.«

Jeg var tilbage på Taksimpladsen for første gang siden Gezi Park-bataljerne i 2013, der smadrede indtrykket af tyrkerne som skikkelige og disciplinerede og Erdogans image som deres myndige, men respekterede leder. Hvad der var en relativt upåagtet miljø-aktion for bevarelse af den tilstødende grønne plet, Gezi Park, som bystyret har udset til endnu en shoppingmall, eskalerede i landsdækkende voldelige protester, ikke på grund af miljøet, men som en følge af politiets panikreaktion med knipler, peberspray, vandkanoner og gummikugler og Erdogans retorik, der stemplede de fredelige aktivister som ’drukkenbolte’ og ’pøbel’. Fornærmelserne medførte, at aktivisterne overnight blev suppleret med kampvante fodboldhooligans, venstreekstremister, sekulære bedsteborgere, transseksuelle, bøsser og lesbiske, hengemte hippier, nationalistiske oppositionspolitikere, marginaliserede alavimuslimer, kurdere og armeniere og lockoutede stewardesser fra Turkish Airlines, der havde understået sig i at strejke for bedre løn- og arbejdsforhold. Alle havde hver især deres egen konto at afstemme med den magtfuldkomne regeringschef, men det vigtigste udkomme fra Taksim-valpladsen var, at den frygtens mur, der hidtil havde beskyttet Erdogan mod en frustreret sekulær middelklasses misnøje med den snigende islamisering af institutioner, erhvervsliv og uddannelser, og at hans patroniserende formaninger, der rakte helt ind under dynerne, blev revet ned.

Daværende premierminister Recep Tayyip Erdogan og AKP (Adalet ve Kalkinma Partisi – Retfærds- og Udviklings-Partiet) var pludselig ikke længere den autoritet, de var få dage før.

I dag er Taksimpladsens trafik lagt om. kørebanerne, der skar sig gennem pladsen på kryds og tværs, er erstattet af et goldt cementdække, der »kunne bruge nogle blomsterkummer, ligesom i Europa«, som Ayse sagde. Jeg gav hende ret – pladsen virker forladt og alt for stor trods det betragtelige menneskemylder. Om det så er Pietro Canonicas monstrøse monument foran sporvognssløjfen, der hylder det tyrkiske folks ofre i uafhængighedskrigen mod grækerne (og især Mustafa Kemal Atatürks nationalt kanoniserede militære geni), virker det malplaceret i pladsens nye koncept, som om nogen har glemt at flytte det.

I pladsens anden ende venter Atatürk-kulturpaladset med grillfacaden, inspireret af Arne Jacobsen (har jeg hørt fra tyrkiske arkitekter), på den planlagte nedrivning. Da Erdogan blev valgt til Istanbuls overborgmester i 1994, var et af hans erklærede politiske projekter at skrotte dette funktionalistiske betonekko af Atatürks sekulære modernitet og bygge en moské på tomten, for – som han gjorde gældende i et avisinterview – »Taksim er et turistknudepunkt, og enhver, der besøger stedet, skal kunne sige, at de var i en islamisk by.«

Den programerklæring kom han ikke langt med dengang, men nu, 20 år senere, er han anderledes magtfuld, og kulturpaladset, der husede tre teatre og en operascene, må omsider vige for et nyt operahus – og en moské. Selvfølgelig en moské, det var jo valgløftet. Men som Ayse formulerede det på Zorlu Centers terrasse, da jeg kom med en bemærkning om, at rulletrapperne, de fake-europæiske cafeer, de blankpudsede mærkevarefacader ikke var min forestilling om islamisternes erklærede vision om en islamisk åndelig hovedstad i kontrast til Ankaras administrationsklodser, der gjorde den nominelle hovedstad så sjælløs: »AKP er ikke proislam, men probusiness.«

VIII

Jeg sendte en tanke til mågernes svæv mellem Sultan Ahmet Camiis minareter, der forlener den tidlige skumring med en næsten guddommelig harmoni, men som for det forurenede himmelrums fribyttere ikke handler om Gud, men om at guffe insekter, der stiger til vejrs med Marmarahavets sidste solvarme ude mod vest. I dag er dette sceneri, man kan falde i staver over fra tagrestautanten i Alzer Hotels fine osmanniske træhus på At Meydani (Hestepladsen, den romerske hippodrom), smadret af tre betonkonturer, der rager op bag de historiske minareter og spolerer en skyline, der har gjort kvarteret omkring Haga Sofya-katedralen, Topkapi-paladset og Den Blå Moské (som Sultan Ahmet Camii populært kaldes) til UNESCO-beskyttet verdensarv.

En status truet af betonkolosserne med luksuslejligheder på henholdsvis 27, 32 og 37 etager. Denne skandale, der kun er ét eksempel på den omfattende ejendoms-, licitations- og byggekorruption, er et knejsende dementi af det islamiske bystyres 20 år gamle valgløfter om at bevare byens »islamiske identitet«. Dengang vandt Erdogan lokalvalget i Istanbul med stemmer hentet hovedsagelig i periferiens slum, de gecekondu, der nu i vidt omfang er revet ned for at gøre plads til butikscentre, kontorhøjhuse og anonyme boligkassematter – på sit valgslogan om »den anden erobring« af Istanbul. Ikke militært som i 1453 med Fatih Sultan Mehmets storm på Konstantinopels fæstningsværker, men med »vores værdier«.

Erdogan og hans arvtagere i Istanbuls overborgmesterkontor spiller stadig på de religiøse under- og overtoner, der stadig giver politisk pote blandt byens emigranter (tre af fire indbyggere er ikke født i Istanbul) – men de er ikke sarte i deres globaliserede, neo-liberalistiske byplanlægning, hvor storkapital, bystyre og regering allierer sig i skamløs profitmaksimering og ser stort på regler og forordninger. Men med de famøse tre skyskrabere gik de for langt. En domstol har beordret nedrivning, og kendelsen blev så sent som i august konfirmeret af Statsrådet, den øverste juridiske myndighed svarende til en højesteret.

I den sag er Erdogan på en fralægger, selvom han ifølge den tidligere kulturminister, Ertugrul Günay, »som premierminister reelt aldrig gav slip på overborgmesterposten, hvorfor intet byggeprojekt kunne gennemføres uden hans udtrykkelige tilladelse«. Erdogans version er, at han for fem år siden opfordrede Mesut Toprak, bygherren, til at »give tårnene en klipning«, som han udtrykte sig. »Det gjorde han ikke, så jeg er meget vred.«

Erdogan og Toprak var ellers pot og pande, da ejendomsspekulanten købte byggegrunden af staten i 2007 for 270 millioner lira (godt 600 millioner kroner), hvorefter det islamiske bystyre ændrede zonebestemmelserne om ’kommerciel status’ med bygninger på højst fem etager, så højhusbyggeriet blev muligt – og for resten tidoblede grundværdien.

Betonkolosserne med luksuslejligheder på 27, 32 og 37 etager er kun er ét eksempel på den omfattende ejendoms- og byggekorruption, der dementerer det islamiske bystyres 20 år gamle valgløfter om at bevare byens ’islamiske identitet’. Højesteret har nu krævet bygningerne revet ned.

Raphael Fournier

IX

Ayse skulle stemme til præsidentvalget i Ankara og foreslog, at vi tog det nye hurtigtog, som alle snakkede om. Det viste sig, at toget var aflyst efter de foregående dages voldsomme regnstorm, der ifølge selskabets telefonsvarer havde beskadiget skinnerne. Og alle afgange på fly og busser var udsolgt – Ayse var ikke den eneste, der måtte af sted for at sætte sit kryds i den oprindelige hjemkommune. »Så langt rækker Erdogans tre-timer-til-Ankara-propaganda,« hvislede hun. »Han har storpralet af det hurtigtog på hvert eneste vælgermøde. Ha!« I hendes hånlatter hørte jeg den særlige melankoli, tyrkerne kalder hüzün, der er konstaterende mere end egentlig bedrøvet, og med talemåden bu Türkiye, ’dette er Tyrkiet’, beskriver, at noget igen gået i ged på grund af inkompetence og korruption, især korruption, ingen kan gøre noget ved. Som de tilbagevendende jordskælv eller de arrogante skrankepaver er et vilkår.

Jeg sagde: »Kan vi ikke bare tage det normale nattog fra Haydarpasa?« Glædede mig allerede til at gense den imposante beaux art-banegård på den anatolske side, hvor jeg første gang bordede togstammen til Ankara en vinteraften i 1995 efter en bedre middag hos min første ven i Istanbul, Deniz Han. Som de fleste tyrkere var Deniz umådelig hjælpsom, og som de fleste i sin generation talte han ikke et fremmedsprog. Det problem løste han ved at tage en engelsk-kyndig kollega med, da han først inviterede på middag i Beyoglu i byens centrum på den europæiske side.

Siden inviterede han til middag i hjemmet på den anatolske side, hvor konen, som karakteristisk er bedre uddannet end manden, tolkede. Deniz var passioneret fan af Istanbul-klubben Besiktas – næsten mere stolt af klubben end af sin bebrillede søn, som han åbenlyst forgudede. Vi talte ikke meget om politik, men desto mere om fodbold, og da jeg undervejs nævnte, at jeg agtede mig til Ankara i sovevogn, svarede Deniz, at Ankara ikke havde et ordentligt fodboldhold, men hvis jeg insisterede, ville han ordne togbilletten. Hvilket han gjorde, men reserverede et pullman-sæde med indstilleligt ryglæn, eftersom det var billigere. Således tog Deniz mere hensyn til min økonomi end mit søvnbehov.

I årene efter holdt jeg af færgeturen over strædet til Haydarpasa for at løse sovevogns-billet til Ankara, og mit forslag til Ayse var dikteret af en nostalgisk lyst til genoplevelse – at indtage spisevognens lammefrikadeller og drikke den lokale Yakut-rødvin og måske en raki med en handelsrejsende i habit og hyttesko, falde i søvn i Anatoliens buldermørke til skinnelegemets abrupte metalmelodi, kort sagt at falde ned i følelsen ’Orient’.

Ayse svarede: »Det kan du ikke. Haydarpasa er nedlagt og ombygget til shoppingmall.«

X

Igen rejser bevidstheden baglæns. Til et citat af min gamle ven, Artay, hvis tid i udenrigstjenestens efterretningssektion lærte ham, at en trefinger-maltwhisky uden vand og is er befordrende for en samtales niveau. Som pensionist var han tilknyttet en tænketank med sikkerhedspolitik som speciale, og om de tyrkiske udsigter til ansøgning om fuldt medlemskab af EU, der på det tidspunkt stadig var hypotetiske, noterede han, at »hvis Europa ikke kommer til Istanbul, kommer Istanbul til Europa«. Og efter at have vædet ganen med endnu en slurk tilføjede han, at »hovedstaden i tre imperier i mere end 2.500 år er i bund og grund en europæisk by«. Jeg er ikke sikker på, at Erdogan og Golf-araberne er helt enige.

Lu Zhe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lisen Nordstrøm
  • Carsten Straarup
  • Erik Karlsen
  • Olaf Tehrani
Lisen Nordstrøm, Carsten Straarup, Erik Karlsen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

"den eneste hovedstad i verden, der ligger på to kontinenter"

Glimrende artikel, men Istanbul er nu ikke hovedstad i Tyrkiet - i hvert fald ikke formelt. ;-)

Maja Holmlund, Bjarne Bisgaard Jensen, Joen Elmbak og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Apropos ovenstående er det vist ofte ikke journalisterne selv, der udformer overskrifter og undertitler på publicerede artikler. I teksten nævnes byen korrekt som blot hovedstad gennem historien.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Jeg fik slettet et længere indlæg her. Jeg ved ikke rigtig, hvilke dele af det, der forekom nogle læsere og censoren ufordøjelige. Nu prøver jeg lige med det første afsnit igen:

Erdogan er ved at facilitere en massakre i Kobani. Til denne merit kan han nu føje sit forsøg på at facilitere en massakre i Danmark mod Hedegaard og alle andre herværende islamkritikere ved at udlevere Hedegaards attentatmand til Islamisk Stat, så de kan reorganisere deres projekt. Den tyrkisk-islamiske ånd fra Armenermassakren fornægter sig ikke. Og Danmark er militært allieret med denne ånd i Nato. Hjælp - jeg vil ud! Hvordan melder man sig individuelt ud af Nato?

Erdogan er sammen med Kina m.fl. lande godt igang med at gøre det samme som vi gjorde herhjemme
fra omkring 1955 til 1975. Nemlig at ødelægge landets kulturarv ved at nedbryde og nedrive alle tegn på f.eks. Istanbuls osmannisk-islamisk arv. Erdogan synes ikke at forstå hvorfor turisterne kommer til Tyrkiet...

Trist, men det synes at være en generel tendens i næsten alle områder, der oplever hurtig økonomisk vækst - den gamle arkitektur skiftes ud med en umiddelbart mere komfortabel. Det er set mange steder i Europa - hvor situationen så efter nogle tiår vender, og der kommer prestige og eksklusivitet i de bevarede, gamle bygninger og boliger.
Bhutan er et af de få lande, der har en helt anden, meget konservativ politik på området, men dér er situationen også en helt anden, med usædvanligt begrænset globalisering og vækst.