Man fornemmer det, når man ser sig omkring. Udviklingen af velfungerende demokratier er i krise mange steder. I Kina, Rusland, Ukraine, Mellemøsten osv. Den demokratiske udvikling er ellers kommet usædvanligt langt de sidste 200 år, og efter Murens fald lærte vi for alvor at tro på den globale udbredelse af det liberale demokrati. Det stod jo klart, at det er det bedste politiske system, der findes.
Men realiseringen af et velfungerende demokrati er betinget af mange faktorers komplekse samspil, og dén intellektuelle superstjerne, der for 25 år siden blev verdenskendt for at proklamere det liberale demokratis globale komme, bekræfter nu skepsissen: I Political Order and Political Decay – anden del af det værk, der afslutter Fancis Fukuyamas skrifter om menneskehedens politiske historie – er det væsentligste ved siden af hans analyse af demokratiets fortid pointeringen af en tvivl på demokratiets fremtid.
I løbet af bogen fremkommer en stribe af begrundelser for tvivlen: Der er fortsat en udbredt mangel på ukorrupte stater, mange stater er fanget i fattigdom og kan ikke skabe de materielle forudsætninger for et liberalt demokrati, USA’s politiske system er korrupt, illegitimt og umuligt at reformere, og EU har ’amerikaniseret’ Europa juridisk og skaber demokratiske problemer. Endvidere påpeger han, at hans bind 1 om 50.000 års politisk historie frem til Den Franske Revolution antydede en uundgåelig udvikling frem gang mod demokratiets totale udbredelse – en fremskridtsfortælling, som hans bind 2 om de sidste 200 år modsiger. Vi må nu betænke, betoner han yderligere, at det liberale demokrati kun har eksisteret i 200 ud af 50.000 år, og han lufter en ekstra bekymring: Hvad vil der mon ske, hvis arbejdspladserne for den brede middelklasse, som er afgørende for ’demokratiets overlevelse’, forsvinder pga. globalisering og ny teknologi?
Viden på tværs
Om Kinas voksende middelklasse vil kræve demokrati, ser han som den vigtigste test af demokrati-idealets universelle gyldighed, men i idealernes verden har demokratiet trods alt sejret bredt. Og det er også det bedste politisk system, pointerer Fukuyama og vedkender sig sin normative position; han er både empiriker og filosof og bekender sig til Aristoteles’ syn på mennesket som et væsen, der kun kan nå sin højeste udvikling, hvis det deltager i det fælles liv.
Det liberale demokrati, der konstitutivt er et deltagelsesdemokrati, tjener et vigtigt mål med menneskelivet, pointerer Fukuyama i et afsnit kaldet »Political universals«. Hans bog punkterer således den postmoderne påstand om, at universelt gyldige teorier ikke længere er mulige. Fukuyama stiller ontologiske og politisk-filosofiske spørgsmål – hvad er det bedste politiske system? Hvad er et menneske? – og han begrunder dem både empirisk og teoretisk stærkt og stærkere end den politiske filosofi ofte har gjort det. Han kan vise historisk, at mennesket altid har været et socialt væsen, han har en tværvidenskabelig tilgang – ligesom tidens anden berømte teoribygger, Thomas Piketty – der styrker hans blik for den sociale og politiske virkeligheds kompleksitet, og hans nærmest overmenneskeligt omfattende viden om et utal af verdens staters historie muliggør store erkendelsesgevinster. For med den viden kan han som en anden Max Weber mesterligt sammenligne stater på tværs af store tidsrum og afstande og udlede årsager til variationen i deres udvikling. F.eks. viser han, at det mest afgørende for statsmagternes stabilitet i henholdsvis Asien, Latinamerika og Sub-Sahara-Afrika er, om de inden Vestens kolonialisering af dem havde stærke statsinstitutioner. Havde de det, kunne institutionerne genetableres efter afkolonialiseringen. Det havde de sydafrikanske stater ikke, og de lider stadig af svage statsinstitutioner. Det modsatte er tilfældet i Singapore, Japan, Vietnam m.fl.
Det politiske mirakel
Set i et idéhistorisk perspektiv udgør Fukuyamas bog kulminationen på den moderne politiske filosofis store spørgsmål: Hvordan forener man det fælles bedste med individets frihed? Det er både hans ideal og det principielle spørgsmål, han vil belyse empirisk. Hans overordnede konklusion er uudtalt en kombination af to markante positioner, som dukker op, da idéen om demokrati for alvor spirer igen i Oplysningstiden: På den ene side John Lockes ideal om en stærk stat, der varetager det almene vel og borgernes frihed, og på den anden side Rousseaus ideal om borgernes deltagelse i lovgivningen som forudsætning for individets frihed. Hos Locke skal borgerne beskyttes mod en stærk stat – hos Rousseau skal staten beskyttes mod passive borgere. Fukuyamas empirisk udledte formel for et ideelt demokrati slår Locke og Rousseau sammen og er defineret ved tre politiske institutioner: En stærk stat koncentrerer magten, mens lighed for loven og kontrol med magten gennem parlamentarisme og politisk deltagelse begrænser statsmagten. »Miraklet i moderne politik,« skriver Fukuyama, »er, at vi kan have politiske systemer, som både er stærke og effektive og dog begrænsede til kun at handle inden for parametre skabt af lov og demokratiske valg.«
En af Fukuyamas væsentlige opdagelser i bind 1 var, at udviklingen af denne lighed for loven særligt skyldes religion: I stater med en forudgående religiøs orden blev overhoveders magtbegær holdt i skak. Det skete i Vesteuropa, men ikke i f.eks. Rusland, hvor kirken var underlagt staten, og ikke i Kina, som ikke har haft en metafysisk religiøs tradition. I hans nye bog finder han to afgørende årsager til udviklingen af liberale demokratier: Industrialiseringen, som skabte økonomisk vækst og dermed en middelklasse, der krævede demokrati, og globaliseringen, som flyttede varer og ideer rundt i verden. Dertil kommer vigtigheden af en stærk national identitet, som kan modvirke grupperingers egeninteresser, og vigtigheden af at have en moderne, meritokratisk statsadministration, før demokratiseringen begynder. Herved undgår man bedst korruption. Endelig betyder idéer alverden hos Fukuyama. Demokratiets spredning afhænger af tilslutningen til idéen om demokrati. Fukuyama gør indirekte op med marxismens materialistiske forståelse af verdenshistoriens drivkræfter.
Den dyriske tilbøjelighed
Men hvorfor har vi så ikke så mange liberale demokratier som ventet? Immanuel Kant, som også beskæftiger sig med det vanskelige ved at realisere et ukorrupt demokratisk styre, indrammer meget klart kernen i Fukuyamas bog, da han i et lille politisk skrift fra 1784 skriver: »Denne opgave er den vanskeligste af alle; ja dens fuldkomne løsning er umulig: Af så krumt et træ, som det, mennesket er gjort af, kan der ikke tømres noget helt lige. Menneskets egenkærlige dyriske tilbøjelighed forleder det til, hvor det er muligt, at gøre en undtagelse for sig selv.« Netop menneskenaturens tilbøjelighed til at pleje sine egne og sine nærmestes interesser er i moderne stater og har i 50.000 år været det lige og frie fællesskabs primære problem ifølge Fukuyama. Og det kan kun løses ved, at politiske institutioner som lighed for loven, meritokratisk stat, parlamentarisme og valghandlinger omskaber egeninteresser til fællesinteresser. Den overordnede forklaringsramme i bogen er slet og ret kampen mellem menneskenatur og politiske institutioner, og den politiske verdenshistorie fremstilles som en evig strid mellem egeninteresser og lighedsskabende institutioner – mellem primitive følelser og forfinet fornuft. Selv eksisterende liberale demokratier er sårbare, for menneskenaturen kan nok så megen kultivering aldrig helt slette: »Mens alle i et moderne demokrati taler om universelle rettigheder, nøjes mange lykkeligt med privilegier,« skriver Fukuyama spydigt.
Hans historiefilosofi handler altså ikke som i hans The End of History and the Last Man fra 1992 om menneskenaturens anerkendelsestrang og materiel vækst som demokratiets katalysatorer og den direkte vej til menneskehedens fuldfede frihed i en verden af liberale demokratier. Hans nye bog betoner i stedet idéen om demokrati og institutionsbyggeri som demokratiets drivkræfter og menneskenaturens egoisme som modstand og en negativ konstant i en tvivlsom fremskridtsfortælling.
En af idéhistoriens største
Når nu de politiske institutioners særlige samspil er nøglen til den vanskelige realisering af et højkvalitetsdemokrati, ville en teoretisk afklaring af institutioners effekter, der er lige så grundig som Fukuyamas empiriske analyser, være interessant. Og når nu bogen sætter demokratisk deltagelse som højeste værdi og som det liberale demokratis adelsmærke, ville en undersøgelse af uformelle institutioner som en debatkulturs betydning for demokratisk deltagelse, politikudvikling og kultivering af menneskenaturen være interessant. Han kalder Danmark et optimalt demokrati – men den politiske apati, politikerlede og kritiserede offentlighed, vi har, virker vel også afgørende ind på deltagelsen og kvaliteten af vores politiske institutioner?
Uanset hvad: Fukuyamas eminent indsigtsfulde og mesterlige gigantundersøgelse af betingelserne for en god politisk orden placerer ham på linje med idéhistoriens største tænkere. Det er en stor fortælling, der også viser, hvorfor vi ikke kan være sikre på den store fremskridtsfortælling.
Francis Fukuyama
Political Order and Political Decay .
658 sider. 22,14 dollar.
Farrar, Straus & Giroux
Først : den menneskelige natur er - omend til tider træg - ikke en statisk, men en organisk størrelse og derfor modtagelig for forandring. Vores håb ligger i, at denne forandring drives af indsigten i den rette ageren i vort fysiske rum. Her er det altafgørende at erstatte privat/destruktiv kapitalisering og indbyrdes konkurrence om naturgrundlaget > fællesejet, med samarbejde. Det er så enkelt og dog så svært - og sålænge den 1% ikke vil afgive deres priviligerede status, er de stopklodsen for en funktionel styreform, som respekterer både individ og fællesskab.
Lovmæssigheden er lige så immanent og indlysende som åndedrættet - vi skal bare se den.
" idéhistoriens største tænkere" må i fl. anmelderen være en meget, meget sørgelig forsamling.
Og det har han da måske ret i ?!
Ideologier, religioner, eneherskere, magtdelere og flertalsdiktaturer er prøvet og har alle fejlet.
Så spørgsmålet er ....hvad er der så tilbage.
Masser af muligheder hvor udgangspunktet er respekt for individet og andet levende med udgangspunkt i det lokale tempo til understøttelse af det overliggende.
Den dag vi ikke tillader tilsidesættelse af individet og andet levende vil vi udvikle os på de rigtige betingelser.
Spørgsmålet er så om vi stadig har så meget fællesskabs følelse tilbage at det er muligt, og kan vi få de store egoer med.
Det er ikke (menneske)naturen, der er noget galt med, det er kulturen. Og det er demokrati, der er noget galt med, det er det (neo)liberale demokrati. Grådighed, frås, egoisme, overforbrug, er ikke naturligt, men en kulturel fejludvikling.
Ja måske vi ikke skulle sætte liberale Fukuyama alt for højt op på en piedestal. Der er da folk med en lidt mere kritisk forståelse af tingene, som man kunne inddrage?
I min første linje skal sidste ord være "ikke"
- beklager.
MKN,
så kan du lige så godt snakke om gode høns og onde æg eller omvendt.
De to er uadskilleligt forbundne og produkter af hinanden i utallige led.
Ja. Fukuyama er en idealistisk tænker og hans begrebsapparat om (deltagelses) demokrati mangler følgelig den materialistiske, økonomiske dimension. Det er derfor at hans tanker, ligesom det hav af andre idealistiske tænkere, der har skrevet tonsvis af værker om "udvidelse" af demokratiet, er perspektivløse og uinteressante. En kvalitativ udvidelse af demokratiet kræver nemlig et engament, som kun kan komme ved at almuen føler, at den har indflydelse på sine materielle livsbetingelser.
Herunder på sin produktion, hvad de producerer, på sin arbejdstid. På et sådan materialistisk økonomisk demokratisk grundlag, hvor de egentlige producenter har kontrol over produktionen, ville det være totalt ulogisk og inkonsistent, hvis de ikke også krævede demokratisk kontrol over den materielle produktions (udenrigs)politiske overbygning.
Alle disse kloge åger kan ikke se skoven for bare træer
Slip slanterne - så skal I se miljø-og socioøkonomisk bæredygtigt, samarbejdende folkestyre
@randi christiansen:
"Først : den menneskelige natur er - omend til tider træg - ikke en statisk, men en organisk størrelse og derfor modtagelig for forandring. "
Desværre er tillærte egenskaber ikke arvelige.
Det fødes nye idioter mens vi taler sammen.
Historien er fyldt med ideologier som prøver at skabe et nyt menneske, og det ender altid med en katastrofe.
Jeg foreslår istedet at vi skaber et samfund som fungerer for menneskte, som det nu engang er skabt.
Nic P.
Nu taler artiklen om 50.000 år, og samlet set har menneskets natur (biologi) ikke udviklet sig ret meget i de år, men det har kulturen. Bare inden for de sidste 200 år har den gjort os i stand til at ødelægge naturen uden for os selv, accelererende gennem de seneste 25 år, så det nu også omfatter os selv. I de første tusindvis af år var vi gode overlevere (jf. Darwin), nu halter det gevaldigt. Den største synder er den neoliberale, uregulerede kapitalisme - ikke demokratiet som sådant.
hehe - Randi, de er træerne.
MKN,
det er vist nærmere menneskets teknologi med effekter OG afledte effekter, som hverken menneskets natur eller kulturer kan holde trit med.....
Om "Troldmandens lærlinge" er demokrater eller andet fint i fl. deres respektive foretrukne bog betyder næppe det store, er jeg bange for.
Egon - arv og miljø - til den diskussion har epigenetikken føjet nye dimensioner. Skabelsen er en evolutionær proces - hvis ikke, befandt vi os stadig i træerne (var det, hvad du mente jesper?)
Nu henregner jeg også teknologiudvikling til kultur. Og ploven og hjulet var jo meget ok. Men vores evne til at organisere samfundet og forvalte de mange muligheder, kniber det med.
En af pointerne - som jeg forstår Fukuyama - er vel hans (implicitte) påstand om, at alle hidtidige og nuværende samfundsformer, bliver skabt og vedligeholdt og bekæmpet - i en uendelighed - af mennesker. Og da vi åbenlyst endnu ikke - efter 50.000 års forsøg - har fundet måden at skabe det ideelle samfund på, så er der vel kun to mulige konklusioner: enten kan vi ikke, eller også vil vi ikke.
Ligeså lidt som Fukuyama er jeg i stand til at bevise, at det forholder sig sådan og efter debatten her at dømme, så er der vel heller ikke rigtig nogen, der tror, at vi ikke kan. Ved hjælp af udelukkelsesmetoden må det så være fordi vi ikke vil (eksempelvis belyst ved følgende:
Michael
Du skriver: 'Den største synder er den neoliberale, uregulerede kapitalisme - ikke demokratiet som sådant.'
Synderen er altså de andre, de, der ikke vil være med til min model. Imidlertid er det sådan, at 'den neoliberale, uregulerede kapitalisme' er skabt af mennesker og vedligeholdes dagligt af menneskers praksis - fordi de vil)
Fukuyama giver - som jeg forstår artiklen - et bud på hvad, der skal til, for at vi kan komme ud over det dilemma. Personligt vil jeg godt skærpe det lidt: At magt korrumperer mennesker (den menneskelige natur) er det tætteste vi kommer på noget, der ligner en naturlov indenfor psykologien. Det betyder, at demokratiet (som jeg også anser for at være det hidtil bedste forsøg) indeholder det dilemma, at når vi vælger rigtig fornuftige, dygtige og engagerede mennesker til at repræsentere vores synspunkter på tinge, og lave den nødvendige lovgivning til regulering af det daglige samfundsmæssige liv, så er vi nødt til samtidig, at delegere magt til dem. Den psykologiske effekt heraf bliver imidlertid at de omgående får en ny dagsorden (en magtrationel dagsorden), som i deres daglige praksis fremmedgør begge parter - så at sige. Vi - vælgerne - fatter ikke, at det er de samme mennesker, som dem vi valgte ind - der nu går ud med en politik, der stritter i en hel anden retning, end den de lovede, at ville arbejde for. Grundlaget for en god portion politikerlede er dermed på plads og i orden.
Så længe vi ikke anerkender den magtrationelle dagsorden som et faktum, så kastrerer vi også os selv i forhold til at reducere konsekvenserne af den.
Vi har eksempelvis - for ikke længe siden - set et frontalangreb mod demokratiet i den såkaldte åbenhedslov. Og de daglige skandaler, der vælter ned over vores syndige hoveder, som alle sammen udspringer af den samme magtrationalitet - med AFR som den stolteste af bannerførerne.
Vi bliver formentlig nødt til, at designe en langt mere præcis grundlov, hvis vi skal bevare demokratiet på den (halv-)lange bane.
Men vi bliver helt sikkert nødt til at designe samfundet sådan ,at der bliver givet de rigtige incitamenter til, at flest mulige mennesker i samfundet tager ansvar for det, der sker. Deres eget daglige bidrag til reproduktionen af samfundet.
I halvfjerdserne talte vi meget om fremmedgørelse. Fra hvad? Os selv, livet - vi ville have lov at mærke os selv og livet i stedet for at arbejde som sindsyge i det privatkapitalistiske konkurrence-og ressourcemisbrugshelvede, som den 1% slavegjorde os i. Altså kommer vi ikke uden om et opgør med den private/destruktive kapitalisering på og indbyrdes konkurrence om naturgrundlaget > fællesejet. Vi må simpelthen bare sige nej og samarbejde i stedet for, leve alternativet i det omfang vi kan komme til det. Og det er jo igang med lokale, økologisk bæredygtig fællesskaber m.v.
Demokrati = folkestyre = flertalsdiktatur, 51 procent laver reglerne, også for de 49 procent.
Desværre er flertallet ikke de klogeste/viseste, hvilket ses på de politikere flertallet vælger til folketinget.
Mindst 99 procent af alle mennesker er (skabs)plutokrater, eftersom enhver frihed, det være sig frihed fra-, eller til, er betinget af pekuniær formåen, - har du penge, så kan du få.
De som, reelt, styrer verdens gang, magteliten, er, ihvorvel penges værdi er illusorisk, top-plutokraterne.
Begreber som frihed, lighed og broderskab, er noget der bruges til talerne i fælledparken 1 maj, men ingen betydning har i virkelighedens verden.
Den eksponentielt voksende befolkningstilvækst, for tiden 240.000 flere hver dag, består mestendedels af nye fattige mennesker, der kan bruges som stemmekvæg, billig arbejdskraft, og forbrugere af industriernes godtkøbskram.
Vi er i gang med at save den gren af som vi sidder på.
Skal man tro den efterhånden kendte professor John J. Mearsheimer ( professor i statskundskab ved Chicago Universitet) så var Sovjetunionens opløsning og Fukuyamas bog ” Historiens afslutning og det sidste menneske” med til at skabe USA's tro på sig selv som præsident Bill Clinton sagde:"America stands alone as the world's indispensable nation."
Fukuyama hævdede, at den verdensomspændende udbredelse af liberale demokratier og frie marked kapitalismen i Vesten og dens livsstil kan signalere slutpunktet for menneskehedens sociokulturelle evolution og blive den endelige form for menneskelig regering, hvilket afsløres allerede i kapitlet ”Den liberale revolutions universalitet. Her finder nok under hånden en glidning sted. Han går ud fra et indbygget krav på universalitet og ender i at hævde en faktisk universalitet. For at komme fra det ene til det andet tvinges han til at argumentere dels ud fra dette demokratis uimodståelig fremmarch. Dels ud fra fundamentale træk i den menneskelige natur. Den første del af denne argumentation understøttes ved, at antallet af demokratiske stater opgøres som tiltagende gennem tiden. Det svage i denne argumentation er, at væksten af stater inden for samme tidsrum ikke anføres til sammenligning. Den andel af argumentationen svækkes af sit eget hovedbegreb, eftersom det endnu ikke er lykkedes for nogen at få fastlagt, hvad den menneskelige natur er. Da Fukuyama påberåber sig Hegel, burde han her nok have draget en konsekvens af, at menneskelig natur ændre sig og vinder skikkelse i en kontekst, hvori den optræder. Den kortslutning Fukuyama her foretager, hører hjemme i en reduktionistisk forståelse af Hegel.
Det ser ud til at han har lært af sine fejl (han er jo empirist). Spørgsmålet er om de danske kulturpaver der åbent erklærede, at han havde ret også vil tage ved lære.
Fukuyama er også forbundet med fremkomsten af den neokonservative bevægelse og han gik ind for krigen mod Irak, men ændrede senere holdning.
Ja, Fukuyama opdagede, han var kommet eller blevet lokket ind i den forkerte klub, som en stråmand, der kunne 'legalisere' det neoconservative budskab. Godt han fik øjnene op, inden han stod som skaberen, og de virkelige 'culprits' kunne stå som uskyldsrene får i baggrunden.
"Der er fortsat en udbredt mangel på ukorrupte stater, mange stater er fanget i fattigdom og kan ikke skabe de materielle forudsætninger for et liberalt demokrati, - USA’s politiske system er korrupt, illegitimt og umuligt at reformere, og EU har ’amerikaniseret’ Europa juridisk og skaber demokratiske problemer."
Netop!
Den dyriske tilbøjelighed
Men hvorfor har vi så ikke så mange liberale demokratier som ventet? Immanuel Kant, som også beskæftiger sig med det vanskelige ved at realisere et ukorrupt demokratisk styre, indrammer meget klart kernen i Fukuyamas bog, da han i et lille politisk skrift fra 1784 skriver:
»Denne opgave er den vanskeligste af alle; ja dens fuldkomne løsning er umulig: Af så krumt et træ, som det, mennesket er gjort af, kan der ikke tømres noget helt lige. Menneskets egenkærlige dyriske tilbøjelighed forleder det til, hvor det er muligt, at gøre en undtagelse for sig selv.«
Og nogle grupperinger 'tager patent' på det, og gør derved resten til slaver.
"Netop menneskenaturens tilbøjelighed til at pleje sine egne og sine nærmestes interesser er i moderne stater og har i 50.000 år været det lige og frie fællesskabs primære problem ifølge Fukuyama. Og det kan kun løses ved, at politiske institutioner som lighed for loven, meritokratisk stat, parlamentarisme og valghandlinger omskaber egeninteresser til fællesinteresser. Den overordnede forklaringsramme i bogen er slet og ret kampen mellem menneskenatur og politiske institutioner, og den politiske verdenshistorie fremstilles som en evig strid mellem egeninteresser og lighedsskabende institutioner – mellem primitive følelser og forfinet fornuft. Selv eksisterende liberale demokratier er sårbare, for menneskenaturen kan nok så megen kultivering aldrig helt slette: »Mens alle i et moderne demokrati taler om universelle rettigheder, nøjes mange lykkeligt med privilegier,« skriver Fukuyama spydigt."
Menneskets natur er ikke givet - ligesom dyrenes heller ikke er det. Der kan være anlæg, men først og fremmest er det netop evnen til forandring og den tilpasningsvenlige hjerne og fysik, der skaber os hver dag på ny i samspil med omgivelserne, på baggrund af refleksion.
Menneskets grundlæggende styrke - som vi altså deler med de fleste dyrearter - er evnen til "at tage ved lære".
Peter H
Hvad er det, du synes - helt konkret - at 'menneskeheden' har lært?
Kurt - vi mangler den sidste og afgørende belæring > at forstå os selv, menneskeheden, som uløseligt forbundet i et planetart fællesskab. Når og hvis vi lærer det - så kører det. Det var det, blomsterbørnene forstod og prøvede at virkeliggøre - men for få ville være med, så de konkurrencegale, privatkapitalister -som for at forsvare deres røvergods blev til krigsliderlige fascister - vandt, endnu en omgang med ret til at slå ihjel, krig i stedet for kærlighed. Men sidste ord er ikke sagt i den sag.
Randi, fantastisk formuleret, tak.
Selv tak dan - så føler jeg mig ikke så ene
Selv tak dan - så føler jeg mig ikke så ene
Hovsa, kuk i mekanikken
"Netop menneskenaturens tilbøjelighed til at pleje sine egne og sine nærmestes interesser er i moderne stater og har i 50.000 år været det lige og frie fællesskabs primære problem ifølge Fukuyama."
Forkert. Menneskenaturen har altid været social og afhængig af samarbejde med gruppen. Hvordan skulle mennesket ellers for 50.000 år siden have kunnet klare sig - og hvordan i dag? Egoismen er et moderne kulturelt fænomen, som har fået lov til at overudvikle sig.
"Vi må nu betænke, betoner han (Fukuyama) yderligere, at det liberale demokrati kun har eksisteret i 200 ud af 50.000 år, ..."
Forkert igen. Menneskeflokke har altid organiseret sig demokratisk, valgt ledere, holdt rådslagning, mødtes på tinge, lavet aftaler, afgjort tvistigheder. Den dårlige demokratiudvikling skyldes ejendomsrettens tillagte betydning, og den frihed man har givet dem, der er beføjet til at råde over ejendommene.
Randi
Den viden og læring, der er behov for, er tilstede i rigelige mængder. Problemet med den er blot at den tilhører kategorien af 'ubekvem viden'. Vores magthavere - det er ikke dig (tror jeg) og mig (ved jeg) vil ikke vide af den, og de gør hvad de kan for at undgå udbredelsen af den. Og deres grusomhed for at undgå dens udbredelse er ubegrænset - det kan du vel ikke være i tvivl om?.
Og hvis ikke vi - folket - tvinger dem til at indføre forholdsregler, der minimerer de værste følgevirkninger af 'magtens korruption' (det, der eksplicit var begrundelsen for at lave demokratiske samfund), så vil ikke bare vores nuværende, men også de kommende magthavere - i al evig fremtid -som følge af den menneskelige natur (magtens korruption) - som minimum sørge for en reproduktion af elendigheden. Formentlig - som det ser ud i øjeblikket - med det resultat, at jordens ressourcer bliver udtømt, hvilket som minimum givetvis vil udløse den ultimative magtkamp i form af en global krig som så - endelig - vil gøre en ende på - i det mindste - menneskeheden.
Vi har - som jeg ser det - brug for at få mobiliseret flest mulige medmennesker - på tværs af alle mulige skel - herunder partipolitisk tilhørsforhold - til - hurtigst muligt - at hjælpe med til at få moderniseret demokratiet i ovennævnte retning.
Enig kurt - hvad med en slagplan for denne gennemtvingelse af omstillingen til økologisk, bæredygtig retfærdighed, dvs et opgør med den privatkapitalistiske konkurrencestat og indførelsen af den solidariske samarbejdsstat - en bevidsthedsrevolution?
Randi
Tak. Det var godt nok noget af en udfordring. Jeg tvivler på jeg kan løfte den alene så du (og andre -som måtte finde den relevant) er mere end velkommen til at hjælpe. Men her er nogle bud:
Jeg tror det ville være hjælpsomt, hvis vi kunne bidrage til at mindske angstniveauet. Angst har det med at blokere tænkeevnen, så alene af den grund. Udfordringen her er dog stor når eksempelvis TV2 News rydder forsiden ('Breaking news') hvadenten der er udbrudt atomkrig eller det er en kat der er kørt over i Nordjyllang. Altså den sensationslystne del af pressen har mistet enhver sans for proportioner, så snart sagt enhver petitesse kommer til at fremstå som om jordens undergang er nær.
- Hvis vi i stedet for at efterspørge (illusionen om) tryghed, kunne vænne os til at efterspørge muligheden for at leve et ordentligt liv.
- Hvis vi i stedet for at gå i panik - godt hjulpet af pressen og politikerne, der begge har en klar fordel af det - over eksempelvis ISIS adfærd kunne begynde at rumme deres angst og bruge demokratiske virkemidler i stedet for militære.
- Hvis vi kunne forholde os til at magthavere altid har en magtrationel dagsorden - og derfor i sagens natur altid er utroværdige i forhold til saglighed, i stedet for at antage, at de er dumme i betydningen ubegavede. Så kunne vi måske få nogle af de kvikkeste journalisters hjælp til at afdække denne magtdagsorden. Som det er nu er omkvædet:'Der er rejst kritik af ditten eller datten. Ministeren afviser.' Dermed er historien så lagt død. (Godt nok efter kilometerlange intetsigende 'skriverier' om for og imod.)
- Hvis vi - eksempelvis - kunne få medierne til at udvise i det mindste det minimum af respekt overfor vore politikere der består i at møde dem med den grundlæggende antagelse, at de ved hvad de gør, og at resultaterne af den førte politik altså er det, de vil have. Så kunne de måske begynde at spørge ind til hvad der gør disse resultater til god politik.
Vi kunne måske også efterspørge langt mere respekt for demokratiet som styreform. F.eks ved at vi - folket - tager ansvar for hvilke politikere vi vælger ind i Folketinget til at repræsentere os og udstyrer dem med et mandat til at skabe rammerne for et ordentligt liv. Lad mig give et eksempel:
Sidste forårs skolereformdebat: Vi - folket - holdt lav profil og lod lærerne om at tage kampen for kvalitet i undervisningen. Lærerne er ansatte i folkeskolen til at gøre det vi - som deres arbejdsgivere - beder dem om, vi betaler gildet så at sige. Så må vi da som minimum også bede dem om at levere det output vi ønsker. I samme debat undlod politikerne at føre politik. I stedet var de udelukkende optaget af at fortælle hvordan man underviser folkeskoleelever - som de altså åbenlyst mener sig bedre kvalificeret til, end de (lærerne), der er uddannet til det. Og pressen refererede flittigt uden overhovedet at være i nærheden af, at gå ind i den problematik.
Et andet: Ca. 7% af alle indbrud bliver efterforsket og opklaret. Jeg må konkludere at den politik, der bliver ført er en indirekte opfordring til at få sig en lukrativ stilling som indbrudstyv. Det er både indbringende og risikofrit. Skulle man være så uheldig at høre til de 7% får man tilbudt gratis efteruddannelse inklusive fri kost og logi. Samtidig tvinger det os - indirekte - til at få ombygget vores hyggelige hjem til veritable forsvarsværker, og forsikringsbranchen til at hævde, at det er fuldt lovligt at stjæle indbo, hvis din dør står åben (er ulåst).
Vi vader i de eksempler. De er over alt. Lad os dog få beskrivelsen af virkeligheden i stedet for en diskussion af ønsketænkningens kvalitet.
Nå, men Randi, jeg stopper her og afventer.....
Kurt - jeg mener, at 'vi' er i gang med alt, hvad vi har. Vi skal tænke, formulere, kommunikere og handle - og vi gør det. Her og i alle mulige andre politiske smhg.
For mig at se befinder det grundlæggende opgør sig i kampen mellem konkurrencesamfundet og samarbejdssamfundet. Et flertal er nødt til at hæve sig over umindelige tiders krybdyrshjerne tyranni og tillade frontallapperne mere råderum (ref karsten køllikers skønne gennemgang 21/10 kl 9.39 i tråden om statens kunstfond 'statsmagtens menneskelige ansigt')
Randi
Jeg prøver at gøre mit bedste for at tage ansvar for mig selv og min adfærd, fordi det er min adfærd der gør en forskel. Det er ikke mine tanker eller følelser - og knap nok mine ord - så vidt jeg kan bedømme :-)
Samfundet er ikke noget jeg som sådan kan ændre (samfund kan vel bedst defineres gennem den lovgivning, der regulerer livet i det), men med mine konkrete handlinger er jeg med til at skabe det hele tiden. Og hvis jeg ikke dermed får skabt det samfund som jeg ønsker at leve i, så prøver jeg først og fremmest at finde ud af, hvad det er jeg skal gøre anderledes for at nå derhen.
Jeg har stor erfaring med at bede andre om at ændre deres adfærd, men min erfaring med det er entydigt negativ: det vil de simpelthen ikke!
Jeg tænker, det er fordi de oplever, at det er til deres eget bedste at de handler som de nu gør - ligesom jeg selv gør. En god del af min adfærd er reguleret af loven og gennem min opdragelse har jeg vænnet mig til i vidt omfang at indordne mig under den. Når andre ikke gør det, så går jeg ud fra at det er fordi, der må være personlige fordele ved ikke at gøre det. Det er der når jeg selv - en sjælden gang - lige skærer et hjørne skarpt nok.
Det er alt sammen endt op i min nuværende strategi som kort sagt er at forbeholde bedømmelser og kritik til magthavere, der har fået delegeret formel magt til at løse en opgave. I denne sammenhæng er det primært vores politikere. Jeg kan jo gennem deres adfærd se, at de ikke løser den opgave de er sat i verden for - det er sådan set en indiskutabel og objektiv sandhed. Det er dem, der gennem deres lovgivning og forvaltning af den, har designet det samfund vi lever i og som hvert minut bliver reproduceret. Det samfund, der gør at der er fordele for det enkelte individ ved at agere lige præcis sådan som vedkommende nu gør.
Det er først og fremmest det design, der skal laves om. Mennesker kan vi ikke ændre.
Men kurt - magtanalysen! Følg pengene - find de ansvarlige. Politikerne, folkets tjenere, har ingen reel magt. En chance har vi måske, hvis et flertal virkelig forstår, hvordan de bliver r....... af den 1%.
Som bob Jensen skriver i tråden om 'voksnes opdragelsessvigt er et svigt af verden' :
21. oktober, 2014 - 17:16
" .... det var blot hensigtsmæssigt for magthaverne at løsne lidt af grebet i nogle årtier for produktionens og rovdriftens skyld, og kun i denne begrænsede del af verden vi bor i." ....
Læs evt resten af indlægget
Men lad os satse på, at et flertal i tide forstår nødvendigheden af omstilling fra det fascistiske, selvmorderiske konkurrencesamfund til det solidariske, livsbekræftende samarbejdssamfund.
Randi
Jeg er helt med på at de rige sidder på magten i den forstand at de ubegrænsede midler til at korrumpere den politiske magt. Men det er netop korrumpering. Der er to ting - som allerede findes - der kan formindske denne korruption: 1. Håndhævelse af den eksisterende lovgivning især når det gælder de rige og 2. ny (eller ændring af eksisterende) lovgivning. Begge dele ligger i hænderne på Folketinget - som så -indtil nu - vælger ikke at gøre nogen af delene. - Bakket op af en rovliderlig (hmm??? jeg kender ikke det ord. Det faldt mig bare ind. Jeg håber du kan få det til at give mening) presse, som vi i den grad selv finansierer.
Forresten er der en psykologisk teori om, at vi i opdragelsesprocessen er nødt til at tilegne os en god portion autoritetstro. (det er fint nok og relevant sålænge vi er børn (under 18 år ifølge nuværende lovgivning - med visse undtagelser) og det foregår i familien (principielt). Men når den eksekveres udenfor familien - dvs i samfundet så får den meget nemt dysfunktionel karakter. F.eks. den, at man på trods af enorm mistillid til politikere og presse alligevel har stor tillid til at de er troværdige, at de, når alt kommer til alt, vil os det godt. Den rene selvmodsigelse, ja, men hvad er din forklaring?
Kurt - først vil jeg henvise til min kommentar 16.58 > 'kampen mellem reptilhjerne og frontallapper'
Dernæst - vi er i evolutionsproces. Samfundsdesign og skabelse er spændende at være en del af. Det er min påstand, at det målestoksforhold, vi skal anlægge ifht vores handlinger, er iboende det allerede skabte, og at vi, hvis vi vil overleve, er bedst tjente med at leve i overensstemmelse med disse lovmæssigheder i stedet for i en modsætningsfyldt relation hertil > fred og samarbejde i stedet for krig og konkurrence, er mere fremmende for det alles ønsker. Eksoterisk uretfærdighed skaber krig - det er enkelt. Altså, tilbage til > den 1% må slippe slanterne. Deres model har haft al for lang tid til at vise, at den ikke duer. Følg pengene - find de ansvarlige.
Hvad betyder >?
Mere end?
Mkn - er der en ordbog, jeg har misset? Jeg syns bare at '>' er en smart forkortelse for 'med henvisning til'.
Randi - mest smart, hvis andre forstår det.
Men måske skaber du en ny trend.
ps. - i matematikken betyder > "mere end"
Hey mikael - det ku du godt ha sagt lidt før - men tak alligevel. Jeg må finde på noget andet
På et tidspunkt vil kloden ryste os af sig, som et irriterende angreb af utøj.!
Og hurtigt regenerer sig som den skønne blå planet, den er.
Randi
Du skriver:
'først vil jeg henvise til min kommentar 16.58 > 'kampen mellem reptilhjerne og frontallapper'
Ja, den rammer præcis ned i denne debats eksistensberettigelse. Det er lige præcis menneskets natur. Det er givetvis derfor har vi altid organiseret os i autoritære samfundsformationer - også selv om jeg anerkender de modifikationer der har været oppe at vende i nærværende debat. Jeg ved af gode grunde ikke hvordan menneskelivet udfoldede sig for 50.000 år siden, men jeg gætter på at der dengang som nu har været henvist til en eller flere guder, som på en eller anden måde har kunnet garantere for en eller anden orden (lovgivning!) i det kaos som universet er. De mest magtbegærlige har så hævdet en eller anden form for særlig kontakt til guden, som kan legitimere de overgreb (som f.ks. menneskeofringer o det, der er værre!), der nødvendigvis må foretages '- ikke for min skyld - men for gudens'. Det er vel et meget genkendeligt mønster også for nutidsmennesker. De moderne demokratiske nationer spræller dog lidt halvhjertet. De forsøger at erstatte guden med den rene (menneskeskabte) lov som den endegyldige autoritet. Et af problemerne her er naturligvis at det driller magthaverne og forleder dem til at tro at de som lovgivere har guddommelige egenskaber. Rigtig godt hjulpet af folkets projektioner af deres behov for at have en ufejlbarlig og endelig autoritet som garanterer - endegyldigt - orden i kaos. Frontallapperne - om du vil nægter nemlig at anerkende manglen på mening, system og orden, så 'hvis ikke den er der, så skal vi nok skabe den' - overfor reptilhjernens - om du vil - impulsstyrede tilgang.
Så netop menneskets natur sikrer at demokrati altid er under angreb indefra. Både i det enkelte individ (det er de andre, der ikke kan tænke fornuftigt, f.eks.) og imellem de samfundsmæssige grupper, der kæmper om retten til at lovgive.
'Dernæst - vi er i evolutionsproces.'
Vi er i to evolutionsprocesser: en biologisk - på den lange bane - så glem den. Det er for sent hvis vi skal vente på at den kommer os til hjælp. Vi er nødt til at klare os med den biologi, vi har.
En social: Historiske data tyder på at den svinger næsten som et pendul frem og tilbage og rundt. Men historisk findes idealsamfundet kun som utopi (i bedste fald).
'Det er min påstand, at det målestoksforhold, vi skal anlægge ifht vores handlinger, er iboende det allerede skabte,'
Jeg ved ikke hvad det betyder. Kan du konkretisere det?
'og at vi, hvis vi vil overleve, er bedst tjente med at leve i overensstemmelse med disse lovmæssigheder i stedet for i en modsætningsfyldt relation hertil'
Lovmæssigheder af biologisk art dør vi af at leve i modsætningsforhold til. De sætter sig igennem uanset hvad.
Lovmæssigheder af social art kan bøjes og formes efter ønske = de er ikke-eksisterende = vi har et frit valg til at gøre noget, der ikke er lovmedholdeligt - så at sige.
'> fred og samarbejde i stedet for krig og konkurrence, er mere fremmende for det alles ønsker.'
Det er det du ønsker går jeg ud fra. Det er også det, jeg ønsker, men at ekstrapolere det til alles ønsker? Jeg savner data af en eller anden beskaffenhed som kan sandsynliggøre den påstand.
'Eksoterisk uretfærdighed skaber krig'
Det er direkte forkert. I bedste fald kan man tale om at det udgør en forklaring, men en krig er noget som forudsætter konkrete menneskers konkrete handlinger. Og her er så min påstand at ethvert menneske har en mulighed for at vælge - i dette tilfælde om man vil handle krigsmæssigt eller ej.
Hvis man vælger det første, bidrager man til at skabe krig. Det gør man derimod ikke, hvis man vælger at affinde sig med uretfærdigheden.
Din underliggende påstand om at mennesker ikke handler i overensstemmelse med den måde de ønsker at handle på, deler jeg simpelthen ikke. Det sætter mig f.eks. i et dilemma over for politikerne når de f.eks. siger: 'nu går vi til venstre', mens jeg kan se, at deres krop går til højre. Indtil videre vælger jeg at tro på, at det er deres krop og ikke deres ord, der udtrykker deres ønsker. Især fordi det er deres handlinger (kroppens bevægelsesretning - så at sige) der har konsekvenser, mens deres ord jo kun er - rent ud sagt - varm luft. Når de siger nu laver vi en lov, som vil gøre det nemmere at være småbørnsfamilie og de så rent faktisk laver en lov der gør det sværere, så vælger jeg at tro på at de ønsker at gøre det sværere at være småbørnsfamilie. Mens dit synspunkt, som jeg forstår det, er, at de ikke ved hvad de gør - og derfor vel egentlig kan kaldes ubegavede - så vælger jeg at tro på, at de rent faktisk ved, hvad de gør - de fleste af dem kan vel både læse og skrive og mange af dem har en akademisk uddannelse så en antagelse om, at de skulle være dumme har jeg det rigtig svært med - også selv om - stort set - den samlede presse prøver at fremstille dem som sådan.
Kurt - jeg påstår, at vores evolutionsproces går ud på at afdække eksistensens iboende lovmæssigheder, fordi den viden giver større chancer for overlevelse - som trods alt er en meget grundlæggende drift siden sædcellernes kapløb.
Fx var det ikke så smart, at give den fossilt baserede vækst fuld skrue - det fandt man så lidt sent ud af, men kunne/burde nok ha regnet det ud noget før. Men sådan er der jo så meget. Altså, den eksoteriske verden fungerer efter lovmæssigheder, som ikke er fuldt erkendte, og i stedet for at respektere og udforske det faktum, fortsættes den intellektuelle misforståelse - ideologien om vækst-og konkurrencesamfundets 'nødvendige politik'. En politik som polariserer, skaber tabere og derfor - krig.
Mennesker, som har, hvad de skal bruge, er svære at lokke i krig. Og medmindre vi taler om perverterede væsener, vil jeg fastholde, at menneskers største ønske er at leve i fred, fordi fredens samarbejde og positive synergieffekter er bedste chance for artens overlevelse og fremgang. Freds-og konfliktforskning er derfor afgørende for at få en optimeret forståelse, af hvordan fredelig sameksistens bedst opretholdes. Angrebskrig skyldes dårlig ressourceforvaltning - forsvarskrig er derfor til tider desværre nødvendigt.
Det er ikke menneskenaturen, men menneskets manglende accept af den, der skaber miseren. Hvis mennesker accepterer, at de konstant begår fejl, undlader de at udvikle den megalomani, som fører til undergangen.
Randi Christiansen, og hvem er det så, der holder styr på, hvad der er til menneskehedens fordel, så udviklingen kan gå i den rigtige retning?
Peter hansen - jeg taler om fordele, der er lige så indlysende som fx fotosyntese. Hvis du skelner imellem, hvad der tjener til at opretholde menneskers liv på denne planet, hvor alt er forbundet, og hvad der er destruktivt for det liv, burde det være nemt at forstå. Vælg mellem samarbejdets synergieffekter og konkurrencens udskillelsesløb.
Survival of the fittest på de til enhver tid givne betingelser - som vel at mærke ikke har været udsat for rationel vurdering, men blot synes at være en ubevidst kæde af aktion/reaktion i evig kamp mellem reptilhjerne og frontallapper - er det at foretrække?
Peter - i øvrigt troede jeg, at vi var enige om, at det miljø-og socioøkonomisk økologisk bæredygtige samfund er beskrevet og er den model, som bør efterstræbes. En model i hvilken udtrykket 'den stærkeste overlever' giver bedre mening, idet de grundlæggende livs-og vækst betingelser erxudtryk er sunde og livsbekræftende.
'Kurt - jeg påstår, at vores evolutionsproces går ud på at afdække eksistensens iboende lovmæssigheder, fordi den viden giver større chancer for overlevelse - som trods alt er en meget grundlæggende drift siden sædcellernes kapløb.'
Tak Randi, så er jeg med - og til dels enig.
Du skriver: 'Og medmindre vi taler om perverterede væsener, vil jeg fastholde, at menneskers største ønske er at leve i fred'
Du kan sikkert nemt få de fleste mennesker til at sige, at de ønsker at leve i fred, men de samme mennesker benytter enhver lejlighed til at gå i krig. Så nu savner jeg en begrundelse for at deres adfærd ikke skulle være udtryk for deres ønsker. Perverterede eller ej. Gik danskerne f.eks. i krig i Irak mod deres vilje? Og - i øvrigt: hvad var det i den situation de ikke havde, der gjorde det nemt at lokke dem (jvnf.: 'Mennesker, som har, hvad de skal bruge, er svære at lokke i krig.'
Nu mig f.eks. Jeg ønsker at leve i fred (i betydningen, at løse konflikter uden brug af vold og især uden brug af statsorganiseret vold). Jeg tror, at forskellen på mig og andre, der også siger, at de ønsker at leve i fred er, at jeg er villig til at betale prisen for min overbevisning. Ambitionen om at leve i fred er ikke gratis - ligeså lidt som det er at gå i krig.
Peter
Du skriver:'Det er ikke menneskenaturen, men menneskets manglende accept af den, der skaber miseren. Hvis mennesker accepterer, at de konstant begår fejl, undlader de at udvikle den megalomani, som fører til undergangen.'
Nu skulle det nødig blive en diskussion om 'hønen eller ægget', men alligevel: Måske skyldes den 'manglende accept' så netop menneskenaturen. I hvert fald døjer jeg med at få øje på tegn på at den accept, du efterspørger, har eller har haft nogen videre vind i sejlene. Har du nogen data, der underbygger det modsatte? Hvornår og hvor mange magthavere - som typisk er dem, der rammes af megalomanien - har du f.eks. kendskab til, der har erkendt egne fejl uden at være tvunget til det?
Sider