Læsetid: 6 min.

Det bliver ikke mere engelsk end Neil Warnock

Neil Warnock er noget så sjældent som en ærkeengelsk træner, der har arbejdet sig op fra de lavere divisioner og nu skal sikre Crystal Palace overlevelse i Premier League
Bondeknold. I en fodboldverden, hvor selv hjælpetrænerne efterhånden er klædt i jakkesæt, fremtræder Neil Warnock som en bondekarl fra Yorkshire med sin brede Sheffield-accent, sit fønbølgede hår, sin insisteren på at bære joggingtøj. Og det høster man ikke anerlendelse på i toppen af fodboldhierakiet.

Jed Leicester

4. oktober 2014

Udelukkende at følge med i engelsk fodbold gennem topholdene i Premier League som Liverpool, Manchester United, Arsenal og Chelsea svarer til at aflægge et én-dags besøg i København med krydstogt og bruge tiden på at se Kastellet, Den lille havfrue, Amalienborg og den dyre ende af Strøget.

Eksklusivt, charmerende og med et strejf af international atmosfære.

Og fuldstændig falsk.

De største hold i Premier League – med deres internationale spillertrupper og svulmende lønbudgetter, milliardstore sponsoraftaler og udenlandske trænerprofiler – er nogenlunde lige så repræsentative for engelsk fodbold, som Illum er det for danske indkøbscentre.

Bag loge-boksene, de velplejede plæner og glitrende facader på Anfield, Stamford Bridge og Old Trafford findes en engelsk fodboldverden, som de internationale fodboldturister aldrig ser; en verden, hvor publikum stadig spiser kødtærter på tribunerne, hvor familiefædre fra arbejderklassen stadig har råd til at tage deres børn med på stadion, hvor udskiftningsbænken står så tæt på tribunerne, at man kan spytte eller pisse på den (hvilket lejlighedsvis sker), og hvor spillerne har deltidsjob som brandmænd eller håndværkere eller erhvervschauffører.

Neil Warnock kommer fra den verden. Han er rundet af den. Han har hentet sine dyder og unoder på det fattige og anonyme Fodbold-Englands slidte tribuner. Og med sin nylige ansættelse i Crystal Palace er han noget så sjældent som en ærkeengelsk træner, der har arbejdet sig op til Premier League helt nede fra de nederste lag i det engelske fodboldhierarki.

Det er en halv menneskealder – nærmere betegnet 34 år siden – at han debuterede i trænerfaget som manager for Gainsborough Trinity F.C. – en fuldstændig ukendt småklub fra det nordøstlige hjørne af England, der ligger og roder rundt i landets sjettebedste række langt uden for divisionerne. Det gjorde de også, da Warnock var træner for dem.

Og i det hele taget var hans start på trænerhvervet lige så uglamourøs som hans forudgående spillerkarriere.

Klassiske dyder

Som aktiv spiller flakkede Warnock rundt mellem forskellige provinsklubber i det engelske Midlands og skabte sig en levevej som en af spillets journeymen ved at stille sine tjenester som løbestærk tonser på midtbanen til rådighed for de hold, der ville betale en beskeden hyre for hans arbejde. Og da han blev manager, bragte han værdierne fra sin aktive karriere med sig ind på de mandskaber, han fik ansvaret for.

Et Warnock-hold, har altid været kendt for at hylde klassiske britiske dyder som kampånd, fysisk styrke og hurtigt, direkte angrebsspil. Men i modsætning til det utal af andre trænere, der forsøger at skabe sig en karriere i de lavere divisioner ved hjælp af samme opskrift, har Warnock denne særlige evne, som ikke kan læres, men som skiller de bedste ud fra den anonyme hob – nemlig evnen til at sammensætte et vinderhold.

Warnock har talentet – eller instinktet – for at fornemme, hvilke spillere, der vil komplementere hinanden på banen, og det har gennem årene gjort ham i stand til at opbygge hold, der vinder flere kampe, end de taber.

Samtidig er han en lederskikkelse af den gamle skole, der ikke er bange for at lade te-kopperne og skældsordene flyve i omklædningsrummet, når der skal deles moralske opsange og skideballer ud. Han er en intimiderende skikkelse med et raseri, der kan få fuldvoksne fodboldspillere til at trykke sig op ad væggen, og alene ved hjælp af sit temperament og sin personlighed har han været i stand til at installere hårdhed og vildskab i sine mandskaber.

Et eksempel på et af Warnocks klassiske raseriudbrud kan findes på Youtube under navnet Neil Warnock v the Terriers. Her håner han i en længere tirade i omklædningsrummet sine spillere for at være soft as shit tilbage i midten af 90’erne, hvor hans daværende hold fra Huddersfield Town var bagud ved pausen i en trøstesløs regnvejrskamp mod Shrewsbury. Og klippet kan anbefales til enhver, der vil se en engelsk træner af den gamle skole folde sig ud.

Warnocks Huddersfield-hold endte dog sæsonen med at vinde oprykning fra den tredjebedste til den næstbedste række – og det er i det hele taget kendetegnende for et Neil Warnock-hold: Det rykker op.

Ingen plads på parnasset

Siden Warnock startede trænerkarrieren, har han ført seks klubber op i en højere division, hvilket har gjort ham til uofficiel Englandsmester på det felt og sikret ham en stabil leverance af jobtilbud. Mange ambitiøse klubber fra de lavere rækker har hyret ham med det formål at klatre op gennem divisionerne, for de ved, at de i Neil Warnock får en træner, der er i stand til at overtage en underpræsterende spillertrup og lynhurtigt installere et hierarki og en effektiv spillestil.

Trods sine resultater har han dog aldrig vundet anerkendelse i de landsdækkende medier eller i sportens fineste cirkler. Her kalder det ligesom ikke på den voldsomme respekt at have ført Notts County fra fjerde til anden division eller Plymouth Argyle op i tredje division, uanset hvilken fodboldfaglighed der ligger bag resultatet.

Og så er der også det med hans fremtoning. I en stadig mere glatpoleret fodboldverden, hvor selv hjælpetrænerne efterhånden er klædt i jakkesæt, fremtræder Warnock som en bondekarl fra Yorkshire med sin brede Sheffield-accent, sit fønbølgede hår, sin insisteren på at bære joggingtøj og sin hobby med at køre traktor på sin gård i Cornwall i sin fritid.

Mrs. Doubtfire bliver han kaldt på grund af sine lyse lokker og sit blege gummiansigt, der kan vrænge i de særeste former, når han står ude på sidelinjen og stamper i jorden og hidser sig op over endnu en dommerkendelse, der er gået hans hold imod.

Han er et relikvie. Et minde fra en fodboldkultur, der blev udvisket fra Premier League, da tv-penge, oliemilliardærer, sponsorkontrakter og højt betalte udlændinge rykkede ind. Men han findes stadig – så ærkeengelsk som fish and chips.

Og så er han i øvrigt en karikatur. Eller rettere sagt: Det offentlige billede af ham er.

For i virkeligheden er Warnock en sofistikeret træner. Han er udmærket i stand til at spille andet end det primitive kick-and-rush, han har praktiseret gennem det meste af sin karriere.

Beviseligt talent

Det beviste han, da han sidst havde virkelige kvalitetsspillere til sin rådighed, nemlig fra 2010 til 2012, hvor han var træner for Queens Park Rangers og (naturligvis) førte dem til oprykning til Premier League.

Da Warnock overtog QPR, lå de og rodede rundt i bunden af The Championship (den næstbedste række) Og i truppen trissede en demoraliseret og marginaliseret figur ved navn Adel Taraabt rundt; en marokkansk midtbanetekniker, hvis humørsyge og manglende vilje til at tage del i det hårde arbejde havde ført til, at han var røget helt ud på yderste sæde på reservebænken.

Men Warnock spottede potentialet i den skrøbelige nordafrikaner og gjorde ham til det spillemæssige omdrejningspunkt på holdet, der i næste sæson vandt ligaen med teknisk baseret og offensivt fodbold med Taraabt som kreatøren på den offensive midtbane.

Efter oprykningen blev Warnock fyret fra klubben efter sammenstød med ledelsen, men hans tid i QPR illustrerer hans talent og fremhæver også det, han selv betragter som sin karrieremæssige tragedie – at han aldrig får lov at bevise, hvor god han egentlig er.

Fortrydelse

Gennem de sidste godt 20 år har han været hjemsøgt af sin beslutning om i 1991 at afslå et tilbud om at blive manager for Chelsea. På det tidspunkt havde London-klubben endnu ikke fået pumpet oliemilliarder ind i sig, men det var trods alt en klub fra den bedste række med et uforløst potentiale.

Men Warnock valgte at blive i Notts County. Han lod sin eneste mulighed for at træne et rigtig stort hold passere. Og det har han fortrudt lige siden.

»Det plager mig, når jeg ser andre trænere få job i storklubber, og jeg ved, at de ikke er lige så gode som mig,« har han udtalt.

Men ærgrelsen mildnes forhåbentlig af, at han selv er træner for et Premier League-mandskab, om end i den tunge ende af rækken.

Som træner i Crystal Palace skal Warnock ikke bevise, at han kan rykke op med et hold. Han skal bevise, at han kan holde et bundhold oppe.

Det er en ny udfordring for ham. Men også en udfordring, der giver ham lejligheden til at gøre det, han har stræbt efter hele sin karriere – nemlig at bevise sine evner på engelsk fodbolds fineste scene. Uanset hvordan det går, så bliver det ikke kedeligt at overvære.

Mrs. Doubtfire er i Premier League.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Lindy Hansen
Kurt Lindy Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Lindy Hansen

Fremragende artikel. I det hele taget har Information en god iagttager af fodbold i Martin Østergaard - Nielsen. Det er berigende læsning.