Læsetid: 9 min.

Michel Onfray - arbejderdrengen, der blev filosofisk rockstjerne

Michel Onfray er en af Frankrigs førende nulevende filosoffer, skønt han aldrig har gået på ’de store skoler’. Til gengæld har han grundlagt sit eget folkeuniversitet, hvor enhver kan lade sig indskrive for at blive undervist i hedonisme, ateisme og anarkisme – og elementær filosofisk nysgerrighed
Til gaden. Filosofien skal tilbage på gaden og ud til folket, hvor den hører hjemme og hørte hjemme i Antikken. Læg mærke til, hvordan det i Platons værker vrimler med almindelige mennesker, fiskehandlere, skomagere, forbipasserende ludere osv, siger MIchel Onfray.

Raphael Gaillarde

4. oktober 2014

»Ingen vil jo alligevel dø for de ’vestlige ideer’. Så, altså, vores er civilisation fortabt. Se det i øjnene: Vi har haft vores tid og befinder os billedligt talt om bord på Titanic. Så vi kan lige så godt resignere, drikke champagne, elske og nyde livet.«

En noget mismodig udgangsreplik, måske bortset fra det med champagne og elske og nyde livet. Alligevel vil bifaldet ingen ende tage.

Michel Onfray, mediekær – og folkekær – fransk filosof er også populær i København, hvor han denne fredag eftermiddag er på, nå ja … fransk visit. Dels for at overvære koncerten Hvalens stjernebillede – en eksperimenterende opera, han har været librettist for, og som uropføres i Blaagaards kirke. Dels for at lade sig interviewe i Informations kantine foran en fuld sal af mestendels herboende franskmænd. Onfray er ikke så kendt i Danmark og endnu ikke oversat. Ikke desto mindre føler han nære bånd til landet: Hovedpersonen i hans opera er dansk sømand; som normannisk bondesøn har han danske aner på fædrenes side, og han er også inspireret af den danske højskolebevægelse og dybt optaget af Kierkegaard.

Onfray er dybt optaget af mange ting. Som filosof er han altædende – i en alder af 54 år har han et forfatterskab på over 80 bøger bag sig, i hvilket han allerede er nået til bind 10 i sit projekt om at omskrive hele filosofihistorien ud fra sin ledende ’venstrenietzscheanske’ og antiidealistiske vision. Han sigter i denne imod intet mindre end en systematisk dekonstruktion af »de legender og myter«, som de dominerende ideologier har institutionaliseret« og så vil han »give filosofien tilbage til folket«.

Ateisme, hedonisme, såkaldt post-anarkisme og libertær socialisme er de genkommende temaer hos Onfray.

Børn er filosoffer

Michel Onfray er ikke helt som andre franske filosoffer. For det første har han sin baggrund ikke på venstre Seinebred, men i såre beskedne kår, og han har aldrig gået på de store eliteskoler såsom École Normale Supérieure, der har udklækket så mange af de største franske filosoffer, fra Jean-Paul Sartre til Jacques Derrida …

— Michel Onfray, hvordan blev du filosof?

»Filosof er ikke noget, jeg er blevet. Det er noget, jeg altid har været, tror jeg. Min påstand er: Vi fødes alle som filosoffer, men kun nogle af os bliver ved at være det. Barnesindet er fra naturen af filosofisk orienteret: Børn stiller spørgsmål: ’Hvorfor er himlen blå? Hvad sker der med bedstefar, når han er død osv?’ Rent filosofiske spørgsmål efter min mening om verdens og virkelighedens indretning og funktionsmåder. Så vi har alle været filosoffer engang.«

— Men hvorfor bliver så mange af os så ikke ved med at være det?

»Fordi børn snart oplever, at de ikke får svar, medmindre de har forældre, der tager sig tid til at svare eller har et velassorteret bibliotek. Opmuntres spørgelysten ikke, går den i sig selv igen. Og der findes en yderligere grund: Når børn kommer i skole, får de mængder af svar på spørgsmål, de aldrig ville have fundet på at stille af sig selv. Hvad er Italiens BNP? f.eks. – det er jo ikke et spørgsmål, der vil holde nogen vågen om natten. Børn lærer sig altså at lære svar på de spørgsmål, der ikke udgår fra dem selv, mens filosoffen så er den, der alligevel formår at blive ved at spørge: ’Jamen, hvorfor er det sådan?’«

Venstre-nietzscheaner

Onfray havde måske nok forældre, der stimulerede hans spørgelyst, men ikke adgang til bøger i sit barndomshjem. Han voksede op i et fattigt husmandssted og tilbragte fire år på et katolsk børnehjem. Han kom aldrig i teatret, i operaen eller på udlandsrejser, siger han …

»Min far var landarbejder, min mor rengøringskone. Vi havde to bøger i huset, en kogebog – min mors – og en ordbog – min fars. Der var ikke andre. Bøger var ikke del af vores kultur. Jeg gik i grundskole og klarede på en eller anden måde at komme i gymnasiet, men forestillede mig aldrig, aldrig, jeg skulle være filosof. Jeg ville være togfører. Og kun fordi statsbanerne ikke tog flere den dag og sendte mig hjem, vidste jeg ikke bedre end at starte et universitetsstudium. Til at begynde med følte jeg mig ikke hjemme der, mængden af viden var tyngende, sprogbrugen fremmedgørende. Så kom lynnedslaget: Det var, da jeg læste Lukrets Om tingenes natur. Lukrets har siden været min filosofiske skytsengel …«

Den romerske digterfilosof Lukrets levede i århundredet før Kristi fødsel og er ved siden af grækeren Epikur kendt som en af filosofihistoriens første materialister og fritænkere. Og netop overbevisningen om, at der ikke findes en bagvedliggende, ’åndelig’ og mere virkelig verden end den i sanserne givne, og om, at bevidsheden dør, når kroppen dør, er også en grundsten i Onfrays filosofiske værk. Onfray har dog en vigtigere læremester, siger han, i Friedrich Nietzsche.

»Jeg indleder næsten alle mine bøger med et Nietzsche-citat. Så på en vis måde kan de alle læses som Nietzsche-kommentarer – ikke fordi jeg tænker som Nietzsche, men fordi jeg tænker ud fra Nietzsche …«

— Det er måske derfor, du kalder dig for’venstrenietzscheaner’ – og ikke bare nietzscheaner?

»Nietszches udgangspunkt er: Gud er død. Og i postkristendommens æra må vi derfor finde en ny positivitet. Nietzsche afviser enhver eskatologi og forløsningstanke: Der er ingen ende på historien og ingen mening uden for livet selv. Nietzsche sætter her sit princip igennem om overmennesket, som jeg forstår som muligheden for enhver af os til at indse, at vi ikke har noget valg, at alt er determineret, at vi er behersket af nødvendighedens lov. Vores frihed består i at indse, at vi ikke er frie og i at elske vores skæbne – amor fati. Når vi lærer at elske vores skæbne, lærer vi også overmenneskets livsglæde at kende. Her er så venstrenietzscheaneren den, som siger: ’Jo, men vi kan ikke sige ja til alt. Vi skal kun sige ja til det, som siger ja til livet, men sige nej til det, som siger nej til livet’. Dette er også Camus’ position i hans hovedværk, Oprøreren. Vi kan ikke sige ja til det hele, der er uudholdelige ting: fascisme, had, undertrykkelse, massemord, dødsangst osv.«

— Jeg ved, at der er en ting, der ligger dig meget på sinde: Det er at skabe et filosofisk fællesskab og og at give filosofien tilbage til folket. Det er ikke just, hvad vi er vant til at høre fra franske filosoffer, der med rette eller urette har et vist ry for at være esoteriske og elitære.

»Ja, filosofien skal tilbage på gaden og ud til folket, hvor den hører hjemme og hørte hjemme i Antikken. Læg mærke til, hvordan det i Platons værker vrimler med almindelige mennesker, fiskehandlere, skomagere, forbipasserende ludere osv. Det er ikke en henvendelse kun for de indviede, der har læst de rigtige bøger og filosoferer i deres kontortid – er man filosof, filosoferer man hele tiden. Det er den antikke tradition, jeg vil tilbage til, og som ulykkeligvis smuldrer med kristendommens opkomst. Nu anser jeg ikke Kristus for overhovedet at have været en historisk figur – Kristus er en konceptuel skikkelse, som har udkrystalliseret sig fra fiktionerne i evangelierne, hvis forfattere aldrig har kendt den rigtige Jesus, og herefter sætter kirkefædrene sig tungt på filosofien, som kommer til at handle om denne konceptuelle persons kød, blod og bliver en besynderlig hårkløvningsøvelse, hvor man skal bevise besynderligheder som treenighed, genopstandelse og jomfrufødsler. Sådan får vi mere end ti århundreders filosofi alt overvejende animeret af ønsket om at legitimere noget, der ikke kan legitimeres.«

Glødende ateist

Michel Onfray er glødende ateist og fik et stort internationalt gennembrud med værket Traité d’Athéologie (svensk: Hanbok för ateister, 2006), der blev en international bestseller på lige fod med Richard Dawkins’, Christopher Hitchens’ og Sam Harris’ ateistiske værker i forrige årti, og gjorde sin forfatter til en hovedrig mand. Om kristne åndstraditioners historiske greb om filosofien siger han videre:

»Universitetsfilosofien, som vi kender den, er en videreudvikling af denne kristne lærdomstradition. Så når du taler om fransk filosofi – french theory, som amerikanerne siger, altså filosoffer som Deleuze, Guattari, Derrida, Lyotard etc. – har vi at gøre med rene hypnotisører. Jeg har stadig til gode at finde en filosofkollega eller bare et andet menneske, der kan forklare mig Deleuzes Anti-Oedipe. Foucault skrev om galskab ud fra, hvad han læste sig til i arkiver, han kendte ikke virkelighedens galninge. Længere tilbage har vi Sartre, der ville mobilisere bilarbejderne i Bilancourt, men ingen af dem fattede en lyd af, hvad denne intellektuelle brilleabe, der aldrig havde omgåedes rigtige arbejdere, sagde. Det er ikke tænkning, men hermetiske repetitionsøvelser, der genbruger de samme gamle teser. Jeg vil i stedet spare på hele denne skolastik, nedtone hele denne begrebstunge, indforståede diskurs, så derfor forsøger jeg i min filosofihistorie at slå ned på den filosofiske tænkning, der har eksisteret uden for disse traditioner og modstået dem.«

Onfrays sensualisme og vitalisme kombinerer han med en stærk bekendelse til hedonisme. Onfray erkender at han i perioder har udnyttet sit ry som hedonismens filosof til at at svælge i tilbudte nydelser, fine vine og oste – »jeg tog 20 kilo på«, siger han, men hedonisme har intet at gøre med tøjlesløs forbrugerisme eller at leve udsvævende som hæmningsløs libertiner.

»Hedonisme kan også være askese og frihed for forbrugstyranni, det drejer sig om at finde nydelse for sig selv og andre og om at undgå ubehag og smerte, alt det, der kan gøre en ulykkelig. Smerten er det absolutte onde, indbegrebet af negativitet. Ikke at leve sit liv fuldt ud er en forbrydelse, som vi alene selv kan gøre os skyld i.«

’Konverteret til filosofi’

Onfray er i stand til at leve fyrsteligt på sit enorme forfatterskab, men penge interesserer ham overhovedet ikke, bedyrer han. I nordfranske Caen stiftede han i 2002 sit eget folkeuniversitet, hvor der er gratis undervisning og uden optagelsesprøver – alt sammen finansierer han med sin formue. Dette forsøg på at skabe ny slags filosofisk fællesskab er blevet en enorm succes, tiltrækker tusinder og har allerede dannet skole i fire andre franske byer. Onfray taler om, at hans mange elever er »konverteret til filosofi«. Han gør sig dog intet håb om, at en filosofisk renæssance vil kunne frelse, hvad han ser som en dødsmærket vestlig civilisation, og her fornemmer man, at Onfray også er godt inde i tankegangen hos Nietzsche-eleven, Oswald Spengler – forfatter til Aftenlandets Undergang. Det er få dage efter at et fransk gidsel er blevet henrettet, og der er stærk fransk vilje til at drage i krig med de fanatiske halshuggere, men Vesten kan ikke vinde over de topmotiverede islamister, siger Onfray:

»Vi er jo ikke rigtig i krig med Islamisk Stat på grund menneskerettigheder, demokrati og alt det der. Det er geopolitik og olieforsyning, det handler om. Vores soldater får løn og pensionsordning, de er ikke optændt af nogen vilje til at forsvare vores værdier. Hvad nytter det, at de bomber terroristerne, det kommer der kun flere terrorister af? Og over for dem står tusindsvis af muslimer, og flere er på vej, der er rede til at gå i døden. For deres ideer og for at sætte deres civilisation igennem. De befinder sig i samme tilstand som de sejrende tidligere kristne i 400-tallet eller under korstogene. Når to civilisationer konfronterer hinanden på et tidspunkt, hvor den ene er døende, udlevet og materialistisk og kun forstår sig på penge og magt, mens den anden er erobrende og spirituel og har demografien på sin side, så sejrer den sidstnævnte altid. Det viser historien.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helene Nørgaard Knudsen
  • lars abildgaard
  • Niels Martin Frandsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jan Weis
  • Ivan Mortensen
Helene Nørgaard Knudsen, lars abildgaard, Niels Martin Frandsen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Jan Weis og Ivan Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Jørn Pedersen

Jeg er enig i, at filosofi skal tilbage i dagligdagen! Det er ikke nok med økonomiske strategier.

Folkeskole(reform eller deform) er et skridt i den forkerte retning.

Folkeskolen skal nu danne brikker til samfundshuset og ikke andet.

Jens Jørn Pedersen

Undskyld: Folkeskolen skal nu efter politikernes opfattelse skabe brikker til samfundshuset og ikke andet (arbejdermyren).

Jens Jørn Pedersen,
ja, enig. Men sig mig nu, hvornår har folkeskolen nogensinde haft et andet formål?

Vores skoler skal danne fremtidens demokratiske medborgere, men har du nogensinde prøvet at kigge under hjelmen på en skoles ledelse?

Der er ikke ret meget demokrati dér. Det er dybeste enevælde. De ansatte har ikke engang lov at ytre sig kritisk over ledelsen. Princippet kaldes "loyalitetspligt" og, ikke overraskende, er også det kommunale apparat totalt gennemsyret af det samme.

Jo, man holder medarbejdermøder, der findes endda en forældre- og en elevråds repræsentation i skole bestyrelsen, men uden reel indflydelse. Til sidst er det altid chefen der bestemmer, og hvis man som ansat ikke kan lide det, så kan man holde kæft og gå sin vej. Andet er ikke tilladt, og kan straffes med bortvisning.

Moderne Demokrati i bedste velgående.

(jeg har selv prøvet ;-)

Gert Selmer Jensen

Franske filosoffer plejer ellers at komme fra overklassen. Ligesom de ofte har en uafklaret seksualitet. Ligesom de elsker at pladre løs på 30 sider, med et spinkelt budskab der kunne viderebringes på 2.!!