Læsetid: 6 min.

På film vinder mennesket til sidst over epidemien

Filmhistorien er fuld af film om epidemiske katastrofer, der ligesom virkelighedens tragiske ebolaudbrud, pirker til en rodfæstet angst i os alle: Angsten for den usynlige fjende
Outbreak. Også i ’Outbreak’ fra 1995 af Wolfgang Petersen er det eneren, der trods uduelige myndigheder og deres skumle bagtanker til sidst får ram på sygdommen.

Outbreak. Også i ’Outbreak’ fra 1995 af Wolfgang Petersen er det eneren, der trods uduelige myndigheder og deres skumle bagtanker til sidst får ram på sygdommen.

Peter Sorel

18. oktober 2014

Information er gået en tur i filmarkiverne for at finde frem til det typiske manuskript for en genre, der pludselig igen har fået uhyggelig aktualitet – filmen om den den epidemiske katastrofe. Resultatet? Hvis epidemien skal følge filmens dramaturgi, bliver den udryddet til slut. Men først efter at en nørdet, vestlig videnskabsmand har forvandlet sig til helt og sat sig op imod magtens kolde kynikere.

Helten er videnskabsmand

Josephine Kyhn/iBureauet

Scene: Robert Neville og schæferhunden Sam jager en hjort igennem New Yorks øde gader. Hjorten løber ind i en mørk lagerbygning og Sam løber efter. Robert kalder desperat på Sam, forsøger at få ham til at stoppe, men forgæves. Robert må med hjertet i halsen og med gispende åndedræt bevæge sig ind i mørket, hvor den usynlige fjende venter.

Angsten for den usynlige fjende er en grundangst, som gennemspilles i alle epidemifilm. Og det er ofte noget af en visuel udfordring at lade virussen indtage fjenderollen. I I Am Legend fra 2007 løses denne udfordring ved at lade virusset generere monstre, som Robert Neville kan slås med, mens han udvikler et antiserum, der kan uskadeliggøre virusset. I andre epidemifilm, for eksempel Cabin Fever, bliver virusfjenden visualiseret gennem de gruopvækkende virkninger den har på menneskekroppen i kraft af åbne kødsår, der vokser uhæmmet på sit offer.

Den usynlige fjende stiller også nogle specielle krav til helten. Helten er ofte videnskabsmand som i I Am Legend og Outbreak. Og så er han – for det er så godt som altid en han – i øvrigt meget kløgtig, fortæller lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, Peter Schepelern:

»Epidemifilmene minder på mange måder om katastrofefilmene. Men hvis fjenden er en haj, er det jo relativt enkelt at sige, ’ja, vi skal have ram på denne her haj,’ og når hajen så er sprunget i luften til sidst, så er sagen klaret. I virusfilmene bliver det mere heltens evne til at gennemskue, hvad der er den rigtige strategi, der kommer i fokus, og derfor bliver filmene tit en hyldest til det snarrådige organisationstalent,« siger Peter Schepelern:

»Det er altså ikke den gale videnskabsmand, der kaster sig for langt ud i videnskaben, som man kender fra Dr. Jekyll og Mr. Hyde eller Frankenstein, der er på spil i epidemifilmene. Helten er den messiaslignende videnskabsmænd, der ofrer sig for menneskeheden, og som holder hovedet koldt, når andre løber forvirrede rundt.«

Forgæves karantæne

Scene: »Ingen får lov til at forlade byen. Enhver, der forsøger, vil blive anholdt. Jeg gentager: træk jer tilbage.« Militæret har omringet den lille by Cedar Creek i Californien, hvor en muteret ebolavirus raserer. Byens indbyggere maser sig op imod militærets afspærringer. To mænd forsøger at løbe forbi den. Soldaterne slår dem ned med deres geværer.

Når epidemien truer med at brede sig, er det bedste modsvar at sætte de ramte områder i karantæne. Sådan gør man i hvert fald på det store lærred. I Outbreak fra 1995 forsøger militæret at holde ebolaen fanget i Cedar Creek, og i Doomsday fra 2008 bygger militæret en mur på grænsen imellem England og Skotland for at holde The Reaper Virus fanget på den skotske del af den britiske ø. Men de ondsindede vira er sjældent særligt lette at kontrollere.

I I Am Legend forsøger militæret at holde Krippin-virussen – som omdanner mennesker til en slags pseudovampyrer – fanget i New York, med det resultat, at den militaristiske videnskabsmand Robert Neville (Will Smith), som selvfølgelig er resistent over for virussen, til sidst er det eneste usmittede menneske i den hærgede by.

Robert troede, at han og militæret havde styr på problemet, og han hæfter sig hele tiden ved, at det ’ikke gik som planlagt.’ Men det gør det sjældent i filmens verden ifølge Peter Schepelern. Faktisk er det ofte menneskets forsøg på at tage kontrollen, der får epidemien til at sprede sig:

»Man ser det helt tilbage til en film som Roman Polanskis The Fearless Vampire Killers fra 1967, hvor det lige netop er den person, der forsøger at afgrænse sundhedsfaren til det lille samfund i Transylvanien, som i sidste ende får det til at brede sig til resten af verden,« siger han.

Barnet signalerer fremtidshåb

Scene: Kuglerne fyger ind igennem vinduerne. En mand falder om, men ingen ænser det. Alles øjne er rettet imod Kee, som langsomt bærer sit grædende spædbarn igennem bygningens lange gang. Bevæbnede soldater stormer bygningen. Peger truende med deres geværer. Men da de hører barnets gråd stopper de op. »Indstil skydningen, indstil skydningen,« råber den øverstkommanderende. Storladen, sfærisk åbenbaringsmusik spiller, mens Kee bærer sit barn væk fra krigszonen.

I filmen Children of Men, hvor infertilitet har hærget hele verden igennem to generationer, er barnet i fokus. Og der er altid børn i epidemifilmene. Som Peter Schepelern også siger:

»Barnet er nok den mest oplagte kliché i denne type film, for det er jo den stærkeste symbolbærer i forhold til at indgyde håb om, at menneskeheden kan overleve epidemien.«

Børnene foretager sig sjældent andet, end at være symbolbærere, men i Outbreak spiller en lille pige faktisk en afgørende rolle i plottet. Hun bliver gode venner med den abe, som er vært for den oprindelige virus, og som derfor i filmens logik rummer den biologiske nøgle til at udvikle et antiserum. Pigen er den eneste, der kan kalde aben til sig, og derfor er hun meget konkret med til at redde verden.

Stol ikke på regeringen

Scene: »Hvad er det præcist, at du foreslår,« spørger premierministeren med vantro i blikket. Hans vicepremierminister kigger stålsat på ham.

»Vi er i krig. Det er almindelig medicinsk krigsstrategi: Lad de døende dø.«

»Mens hele verden kigger på?«

»Med så stor en løgn, kan vi slippe af sted med alt.«

Efter først at have muret Skotland inde og overladt landets indbyggere til den brutale ’Reaper Virus’ vil den britiske regering nu også forråde Londons fattigste befolkningsgrupper. Alt sammen, så de kan slippe af sted med deres evindelige løgne.

Helten i Outbreak nærer også en udtalt antipati for sine overordnede, fordi de i første omgang modarbejder hans forsøg på at finde en kur mod ebola og senere har planer om at bombe den lille karantæneisolerede landsby, hvor heltens elskede ekskone i øvrigt befinder sig.

Epidemifilmene har en indbygget skepsis over for autoriteter. Det hænger ifølge Peter Schepelern sammen med, at der i den virkelige verden er langt flere underordnede arbejdere, end der er chefer, og at det derfor sælger flere billetter at skildre de overordnede som nogle onde, magtliderlige mænd samt at lade helten være en egenrådig underordnet, som tør gå imod chefens korrupte ordrer.

Det er alt eller intet

Scene: Det Hvide Hus, Stabschefsmøde. General Donald McClintock viser en animation af, hvordan den muterede ebolavirus vil sprede sig. Ifølge hans prognoser vil hele USA være ramt inden for 48 timer. »Bekæmpelsen må anskues objektivt. Udvis næstekærlighed, men tænk globalt.«

I Outbreak er det underforstået, at ebolaen truer med at udslette hele verden, og i epidemifilmene hersker der generelt en ’alt-eller-intet-logik,’ ifølge Peter Schepelern: Enten bekæmper vi virussen, eller også går menneskeheden under. Virussen truer altid med at lægge kloden øde, og den bliver typisk bekæmpet i ét hug, når helten har udviklet antiserummet, og hans trofaste laboranter masseproduceret det.

»Det man gør i fiktion – og også i journalistik for den sags skyld – det er, at man trækker tingene skarpt op. Epidemifilmene er en slags undergenre til katastrofefilmen og sci-fi, som er nogle af de genrer, der for alvor sætter problemstillingerne på spidsen og stiller de helt store spørgsmål til, hvad menneskelig eksistens er for noget,« siger Peter Schepelern.

Udvalgte epidemifilm:

1967: The Fearless Vampire Killers
1995: Outbreak
2002: Cabin Fever
2006: Children of Men
2007: I Am Legend
2008: Doomsday

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Contagion er ikke med på listen, da den tilsyneladende ikke rigtig opfylder nogle af kriterierne. Men det gør den ikke mindre seværdig. Tværtimod. Den kan næsten ikke være mere realistisk.