Læsetid: 8 min.

Retsopgør går uden om nutiden

Under den militære undtagelsestilstand i Filippinerne fra 1972-1986 blev op mod 100.000 politisk fængslet, tortureret, dræbt eller forsvandt. Nu kan de efterladte søge kompensation og anerkendelse for menneskeretskrænkelserne under Marcos-regimet. Men ikke for de krænkelser, der har fundet sted siden
Erstatning. Indbyggere fra øen Leyte i midten af Filippinerne venter på at indlevere dokumentation for menneskeretskrænkelser under Marcosdiktaturet. En lov fra i år giver mulighed for at søge erstatning og anerkendelse for de forbrydelser, regimet begik under Marcos fra 1972 til 1986.

Kat Palasi

4. oktober 2014

I disse dage sidder den filippinske general Jovito Palparan på anklagebænken for sin medvirken i to studenterpolitiske aktivisters forsvinden. At aktivister forsvinder, er fortsat om ikke hverdagskost, så dog hyppigt forekommende i Filippinerne. At de ansvarlige bliver retsforfulgt, er til gengæld noget af et særsyn.

Palparan blev anholdt i august efter fire årtiers tro tjeneste og tre år under jorden. Han indledte sin karriere i hæren under militærdiktator Marcos og kom for retten under præsident Benigno Aquino, da Aquino indledte et historisk opgør med de forbrydelser, der fandt sted under 14 års militær undtagelsestilstand 1972-1986. Med loven Human Rights Victims Reparation and Recognition Act of 2013 har Aquino åbnet mulighed for økonomisk erstatning til ofrene for Marcos-regimet. Ifølge SELDA, organisationen for politiske fanger i Filippinerne, er det væsentligste dog, at Republic Act No. 10368 er den første officielle anerkendelse af, at den filippinske stat systematisk begik forbrydelser mod befolkningen. At den fortsatte med det, også efter Marcos fald, rummer loven dog ingen anerkendelse af.

Længe undervejs

Den 21. september var det 42 år siden, general Marcos ophævede alle borgerettigheder i Filippinerne og indledte en brutal kamp mod det maoistiske Communist Party of the Philippines og dets væbnede gren New Peoples Army (NPA) i særdeleshed og politisk modstand mod regimet i al almindelighed. Studerende, fagforeningsfolk, guerillasoldater, progressive præster, bondeaktivister og folk på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt blev fængslet, tortureret, henrettet uden rettergang – eller forsvandt. Hele kvarterer i hovedstaden blev endevendt, hver gang, der havde været demonstrationer, og hele landsbyer blev raseret af soldater på jagt efter kommunister.

Historikere vurderer, at op mod 100.000 blev direkte udsat for menneskeretskrænkelser under Marcos. Hertil kommer alle dem, der måtte klare sig som enlige forsørgere, efter deres ægtefæller var blevet dræbt; dem, som forgæves satte alle ressourcer til i forsøget på at opklare familiemedlemmers forsvinden – eller dem, der voksede op uden forældre, fordi de enten var gået under jorden eller sad fængslet uden dom.

Da Human Rights Victims Claims Board udpeget af præsident Aquino i sommer rejste rundt i landets provinser for at indsamle vidnesbyrd og ansøgninger om erstatning, var køerne så lange, at mange gik forgæves eller rejste efter karavanen for at stille sig i kø igen næste dag.

Opgøret med Marcosæraen har været undervejs længe, og de seneste år er stadigt flere beretninger om livet under diktaturet blevet offentliggjort. I 2012 udgav Susan og Nathan Quimpo familiekrøniken Subversive Lives, en række tilbageblik skrevet af otte overlevende ud af en søskendeflok på 10.

»Militær undtagelsestilstand. To ord, der har haft ubeskrivelig stor indflydelsepå mit liv,« skriver Susan Quimpo indledningsvis om sin egen politiske radikalisering og sin sorg over en revolution, der »lovede sejr«, men også »berøvede min familie ethvert strejf af normalitet«. De 10 søskende valgte hver deres vej gennem livet under Marcos og to forsvandt undervejs.

Ung geolog savnes

Ronald Jan F. Quimpo, en 23-årig geologistuderende fra University of the Philippines har været forsvundet i tre uger. Omtrent 1,65 høj, spinkelt bygget og lys i huden, kinesisk af udseende og bærer briller af brunt stel. Han forlod sit hjem den 29. oktober kl. 11, angiveligt for at besøge en ven.

Sådan lød den efterlysning, Jan Quimpos søskende satte i et dagblad i 1977. I de følgende år berettede venner og kammerater om, at Jan var blevet spottet ved den ene eller anden demonstration, at nogle havde talt med ham ved tilfældige møder i forskellige landdistrikter. Andre fortalte, at Jan havde opført sig sært og ikke genkendte sine kammerater. Man havde mistanke om, at militæret brugte ham som madding for at fange politiske modstandere.

En generation på barrikaderne

»Det var en ny drejning på historien, som blot bekræftede vores værste frygt,« skriver storebroren Nathan Quimpo i beretningen Where is Jun? Where is Jan?. Frygten for, at Jan var eller ville blive salvaged (bjærget/reddet, red.), et bizart udtryk brugt i det filippinske militær om dem, der blev elimineret. Som oftest for at skjule sporene af tortur.

»Vi hørte aldrig fra Jan igen,« slutter kapitlet om Jun og Jan. Juns skæbne ved familien mere om; han blev slået ihjel i provinsen Nueva Ecija i 1981 under kampe mellem NPA og militæret. I et brev til Jun fra hans hustru Tina, der blev ved at skrive til ham længe efter hans død, slutter hun:

»Når jeg tænker på dig, vil jeg altid huske en urokkelig beslutsomhed og begejstring i arbejdet for at beskytte de undertryktes interesser. Gennem dig har jeg lært, at for at give livet fuld mening, må man lære at overvinde frygten for at dø.«

Som i mange andre dele af verden var det i Filippinerne sidst i 1960’erne modstand mod Vietnamkrigen, mod kolonialismen og dens arv, mod autoriteter og social ulighed, der fik en hel generation til at gå på barrikaderne. Den politiske og sociale uro blev mødt med vold fra politi og militær, demonstranterne begyndte at svare igen med sten og hjemmelavede håndgranater, mens stadig flere bønder, arbejdere og studerende »tog i bjergene« for at slutte sig til den kommunistiske guerilla, og stadigt større dele af kirken meldte sig i kampen mod Marcos-regimet, en udvikling regimet besvarede ved at optrappe volden yderligere.

Da en folkelig opstand i 1986 tvang general Marcos i eksil og den nuværende præsident Benigno Aquino III’s mor, Corazon ’Cory’ Aquino, overtog præsidentposten, håbede mange at blive genforenet med venner og slægtninge. Titusinder var gået under jorden i modstandskampen, andre var mere eller mindre vilkårligt blevet anholdt og sendt i detentionslejre uden at deres familier fik besked.

For en del blev euforien over Marcos fald i 1986 kortvarig. Tusinder valgte at blive under jorden og fortsætte kampen for social forandring; en forandring jordejerfamilien Aquino ikke var indstillet på skulle være særlig omfattende. Og for mere end 700 af dem, som forsvandt under Marcos, er aldrig blevet fundet .

En symbolsk figur

Da general Jovito Palparan i sommer blev anholdt for to studerendes fordvinden, mindede avisen Philippine Inquirer om et par »ting, du bør vide om Palparan«. F.eks. at hans tilnavn Slagteren stammer fra hans medvirken til drab og tortur under Corazon Aquino; at Palparan har modtaget adskillige udmærkelser i løbet af sin lange karriere i den filippinske hær, senest i 2006, hvor han blev hædret for sin indsats i kampen mod kommunistiske oprøre. Og at Palparan samme år blev valgt til Kongressen for partilisten The True Marcos Loyalist, general Marcos’ de politiske arvtagere.

Palparan inkarnerer dermed på alle måder forbindelsen mellem nutidens Filippinerne og militærdiktaturet i 1970’erne og 1980’erne.

Optimister mener, at retssagen mod Palparan og Aquinos lov om kompensation til Marcos-ofrene indvarsler et længe ventet opgør med fortiden. Skeptikerne påpeger, at der også under den nuværende præsident er foregået adskillige illegale drab – ifølge menneskeretsgruppen Karapatan over 200 – på bl.a. fagforeningsfolk, journalister og politiske aktivister.

Sidste år roste Human Rights Watch HRW, Aquinoregeringen for at have vedtaget »vigtig lovgivning«, som bl.a. kriminaliserer forsvindinger, og for at antallet af drab og forsvindinger trods alt er faldet siden Aquino overtog posten i 2010. Men HRW påpegede også, at militæret og politiet fortsætter deres »chikane af og vold mod politiske aktivister og journalister«, og at ingen drab endnu er blevet straffet under Aquino. Også FN påpegede dette problem i 2012. Samtidig er landet ifølge HRW fortsat plaget af paramilitære grupper, der på vegne af lokale politikere udfører målrettede drab ikke blot på politiske modstandere og journalister, men også på stofbrugere, gadebørn og kriminelle som en måde at ’rydde op’ på.

De aktuelle problemer kan dog ikke måle sig med den systematik, med hvilken Marcos-regimet bekæmpede politisk modstand og social uorden. Og mens Filippinernes retssystem i dag bliver kritiseret for at være så ineffektivt, at det i praksis lader en tilstand af straffrihed herske, så var den civile ret fuldstændig ophævet i årene 1972-1986. Hvad der imidlertid ofte forbigås, er de menneskeretskrænkelser, som foregik i årene umiddelbart efter Marcos’ fald, under demokratiikonet ’Cory’ Aquino og hendes strategi om »lavintensiv konflikt« med oprørsbevægelserne, der fortsatte kampen for økonomisk og politisk forandring.

’Parodi på retfærdighed’

Sergia Beringuel mødte den 23. juni i år op i Tacloban, Leyte, hvor karavanen fra regeringens Human Rights Victims Claims Board stoppede i to dage for at indsamle ansøgninger om erstatning for menneskeretskrænkelser under Marcos 1972-1986. Sergia Beringuel mistede sit ene ben og sin to-årige søn, da militærets Bataljon 55 en tidlig morgen begyndte at skyde ind i hendes hus, angiveligt fordi de mistænkte hendes mand, Vidal, for at være kommunistisk oprører.

Hun er en af de få, der detaljeret kan dokumentere konsekvenserne af militæret praksisser blandt andet ved hjælp af en hospitalsjournal og vidnesbyrd fra missionspræsten O’Neal, som donerede den protese, hun fik i stedet for sit sønderskudte ben.

Alligevel får hun med sikkerhed ikke erstatning. Hændelsen skete nemlig 10. april 1986, knap to måneder efter Marcos’ fald, og dermed mens den nuværende præsidents mor var ved magten.

Ifølge International Coalition of Human Rights in the Philippines forsvandt der på de blot seks år under Cory Aquino flere mennesker (821), end der gjorde under Marcos’ 14 år lange militære undtagelsestilstand (759). Under de følgende præsidenter er der forsvundet op mod 300, heraf mindst 17 under den nuværende præsident Aquino.

Aquinos lov om erstatning til Marcos-ofrene er blevet rost i vide kredse, selv på den yderste venstrefløj. Men processen har også vakt debat; kritikken går blandt andet på rigide krav om dokumentation og på selve sammensætningen af Human Rights Victims Claims Board. Særligt kontroversiel er formanden Lina Sarmiento. Hun kommer fra en ledende stilling i det nationale politi, som har en hovedrolle i Filippinernes historie om menneskeretskrænkelser. Organisationen af politiske fanger SELDA kalder udpegningen af Sarmiento en »parodi på retfærdighed« og »et bevidst forsøg på at miskreditere og vanære ofrene for undtagelsestilstanden«.

Diskussionen om Lina Sarmiento peger – ligesom den aktuelle retssag mod ’Slagteren’ Palparan – på et grundlæggende aspekt ved Filippinerne efter Marcos: Stort set alle de folk fra hæren, sikkerhedsstyrkerne og det nationale politi, der konkret havde udført overgrebene, forblev på deres poster. Mange af de største forbrydere blev tilmed forfremmet. Nu forsøger titusindvis af filippinere at bevise, hvad der overgik dem selv eller deres slægtninge under Marcos-diktaturet, i en tid, hvor såvel modstandskampen som regimets forbrydelser foregik ”i bjergene” og under koder og dæknavne. De færreste regner med reel kompensation, men ønsker i det mindste at få historierne frem i lyset i håb om, at de kan rykke ved nutiden. Fristen for at dokumentere menneskeretskrænkelserne under den militære undtagelsestilstad 1972-1986 udløber i november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu