Sandheden om det onde

Vestens ledere taler hele tiden om, hvordan de vil besejre ondskabens kræfter. Men deres retorik afslører, at de hverken evner at erkende eller at acceptere, at grusomhed og konflikt er grundlæggende menneskelige træk
Ondskab. IS distribuerer konstant propagandabilleder som dette af egne massakrer, mens arbejdet for omverdenen med objektivt at dokumentere massakrernes forløb tager måneder. Torsdag udgav organisationen Human Rights Watch en rapport baseret på blandt andet interview med de få overlevende om massedrabet på omkring 600 fængselsindsatte fra Badoush-fængslet uden for Mosul den 10. juni. Fangerne blev stillet på lange rækker ved en ørkenkløft og henrettet ved nedskydning med automatvåben, efter at sunnier og kristne indsatte var sorteret fra.

Ondskab. IS distribuerer konstant propagandabilleder som dette af egne massakrer, mens arbejdet for omverdenen med objektivt at dokumentere massakrernes forløb tager måneder. Torsdag udgav organisationen Human Rights Watch en rapport baseret på blandt andet interview med de få overlevende om massedrabet på omkring 600 fængselsindsatte fra Badoush-fængslet uden for Mosul den 10. juni. Fangerne blev stillet på lange rækker ved en ørkenkløft og henrettet ved nedskydning med automatvåben, efter at sunnier og kristne indsatte var sorteret fra.

Scanpix
1. november 2014

Når Barack Obama sværger at ødelægge Islamisk Stats »variant af ondskab«, og David Cameron erklærer IS for en »ond organisation«, der skal udryddes, lyder begge som et ekko af Tony Blairs fordømmelse af Saddam Hussein: »Men den mand er jo i særklasse ond, er han ikke?«

Mens Saddam var i særklasse ond for 12 år siden, tegnes den unikke ondskab i dag af Islamisk Stat, siger vores nuværende ledere. Før IS for et par måneder siden fejede hen over store dele af Nordirak, var jihadgruppen blot en af flere lignende militser, der har profiteret af den kampagne, Vestens regeringer og deres autoritære allierede i Golfen har ført til støtte for den syriske oppositions kamp for at vælte Bashar al-Assad. Siden er IS blevet fordømt igen og igen, men gruppen er fortsat med at praktisere samme hensynsløse grusomhed – en strategi, som den radikale islamistiske teoretiker Abu Bakr Naji i en internethåndbog fra 2006 beskrev som »grusomhedens herskerteknik«.

Siden gruppen for omkring 10 år siden blev udskilt fra al-Qaeda, har IS ikke lagt skjul på, at man ser sig forpligtet til at halshugge frafaldne og ikketroende, slavebinde kvinder og udslette samfund, der ikke vil underkaste sig gruppens ultrafundamentalistiske fortolkning af islam. I nøje koreograferede internetvideoer bebuder den sine egne forbrydelser. Der har aldrig hersket tvivl om, at IS praktiserer metodisk grusomhed som del af sin krigsstrategi.

Det afholdt dog ikke USA’s og Storbritanniens regeringer fra at levere støtte til de syriske oprørsmilitser – et fejlgreb, der kan have bidraget til at gøre IS til den i dag mest magtfulde oprørsfraktion i landet. IS blev den primære fjende for de vestlige regeringer, da gruppen kunne rykke ind i det anarki, som samme regeringer bærer et medansvar for at have skabt, da de nedbrød den irakiske stat for at gennemtvinge deres storladne plan for et regimeskift.

Troen på egen godhed

På den baggrund ville det være let at konkludere, at al tale om ondskab i internationale konflikter blot er kyniske forsøg på at forme offentlighedens opfattelse. Men det ville være en fejl. Nøglen til at forstå Tony Blair – og til at forstå en stor del af den moderne storpolitik – er nemlig ikke kynisme. En kyniker er en person, der bevidst handler imod, hvad han eller hun erkender som sandt. Blair derimod er alt for moralsk forblændet til at mestre den løgnagtighed, som han ofte beskyldes for. Snarere handler og tænker han ud fra den grundforståelse, at alt, hvad der kan fremme det, han nu anser for godt, dermed også selv må være godt. Fordi han forestiller sig, at han kan befri Mellemøsten og verden fra det onde, er han også tvunget til at leve i en verden af vrangforestillinger om følgerne af sin egen politik.

Her ligger Blair på linje med de fleste vestlige ledere. Ikke at de er besat af det onde. Snarere tror de ikke rigtig på, at det onde findes som permanent bestanddel af menneskers liv. Hvis deres febrilske retorik fortæller os noget, så er det, at vores ledere tror på, at ondskaben kan besejres. Derved forkaster de en af vestlig religions centrale indsigter, som også findes i de græske tragedier og i værker af romerske historikere: Destruktive konflikter er rodfæstet i en brist hos mennesket selv. I denne forståelse er det onde en tilbøjelighed til destruktiv og selvdestruktiv adfærd, der er menneskeligt universel. Moralens grænser er til da for at holde denne medfødte brist i ave. Men moralen er kun et skrøbeligt kunstgreb, der jævnligt bryder sammen. At forholde sig realistisk til det onde må derfor indebære en accept af, det aldrig går væk.

Hvor de end placerer sig i det politiske spektrum, bekender næsten alle, der regerer os for tiden, sig til en eller anden version af den melioristiske liberalisme, som udgør den vestlige standardtrosbekendelse og lærer os, at den menneskelige civilisation skrider fremad imod en fremtid, hvor de værste former for menneskelig destruktivitet vil være et overstået stadium. Ifølge dette synspunkt er ondskab, hvis det overhovedet findes, ikke en indbygget menneskelig fejl, men et produkt af defekte sociale institutioner, der med tiden kan forbedres permanent.

Paradoksalt nok er det netop denne tro på det ondes flygtighed, der ligger til grund for de seneste hysteriske krigserklæringer mod det onde. Der er mange ondartede kræfter på spil i verden i dag, men det er navnlig dem, som undergraver vores tro på menneskets anlæg for forbedring, som vi dæmoniserer som ’onde’. Det, som generer Vesten så meget ved f.eks. Vladimir Putin, er ikke så meget hans forfølgelse af homoseksuelle eller truende adfærd over for Ruslands naboer for at genoprette den tabte imperiemagt. Det er snarere det, at han ikke lader sig indplacere i den liberale orden for vedvarende menneskelige fremskridt.

Efter at have set ind i Putins øjne under et topmøde i Moskva i maj 2002 erklærede George W. Bush, at »jeg var i stand til at få en fornemmelse af hans sjæl«. Da USA’s vicepræsident, Joe Biden, besøgte Kreml i 2011 fik han et ganske andet indtryk og sagde til Putin: »Hr. premierminister, jeg søger i Deres øjne, og jeg tror ikke, De har en sjæl«. Ifølge Biden skal Putin have smilet og svaret: »Vi forstår hinanden.« Den religiøse sprogbrug er afslørende: Ni år før havde Putin været en pragmatisk leder, med hvem Vesten kunne samarbejde. Nu var han en sjælløs djævel.

Moral – ikke geopolitik

Det er dog i Mellemøsten, at det herskende liberale verdenssyn har vist sig mest konsekvent misforstået. De vestlige lederes manglende evne til at tænke uden for deres egen melioristiske trosbekendelse forklarer også deres manglende evne til at lære af egne erfaringer. Skønt vores styrker gennem et årti gennemførte intensive bombninger bakket op af massive landstyrker, er store dele af Afghanistan i dag fortsat under Talebans kontrol, og bevægelsen vinder terræn, i takt med at den amerikanskledede mission fases ud. For tre år siden drog David Cameron i triumftog gennem Libyen, hvis mangeårige diktator var faldet med bistand fra vestlige luftstyrker. I dag er landet et anarkistisk helvedeshul, som ingen vestlig leder vil vove at besøge. Man skulle tro, at disse erfaringer ville være tilstrækkelige til at afskrække vores regeringer fra flere regimeskiftsøvelser. Men de kan ikke indrømme, at deres magt er begrænset. De kan ikke acceptere, at de ved at fjerne den ene slags onde måske kun opnår at indsætte en anden slags – anarki i stedet for tyranni; islamistiske teokratier i stedet for sekulære diktaturer. De har brug for en fortælling om fortsatte fremskridt, hvis de skal kunne bevare følelsen af at kunne handle meningsfuldt i verden, og derfor bliver de igen og igen drevet til at genopføre deres tidligere fiaskoer.

Mange ser de vestlige interventioner som øvelser i geopolitik. Men også moralsk infantilisme er relevant som forklaring på elendighederne. Således lukker Vesten øjnene for, at det ikke er muligt at svække IS permanent, så længe krigen mod Assad fortsætter – ikke kun, fordi en fredsaftale, der lader Assad blive ved magten, ville blive modarbejdet af de golfstater, der støtter jihadisterne. En sådan aftale vil også give legitimitet til et regime, som de vestlige regeringer i de sidste tre år har været enige om at fordømme som ondere end alle tænkelige alternativer. I Syrien står det egentlige valg mellem ét af tre: en form for overlevelse for Assads sekulære despoti, et magtskifte til fordel for et radikalt islamistisk regime eller fortsættelse af krigen og anarkiet. I den liberale politiske kultur, der hersker i Vesten, lader det sig ganske enkelt ikke gøre at træffe et valg mellem disse tre onder.

Nogle forestiller sig, at begrebet ondskab er et forældet levn fra religionen. For de fleste sekulære tænkere er det, man før kaldte ondskab, retteligt at betragte som udtryk for sociale dårligdomme, der i princippet kan afhjælpes. Men samme tænkere henviser ofte selv til onde kræfter, når de skal forklare menneskehedens manglende fremskridt. Den sekularisering af det moderne moralske ordforråd, som mange troede var undervejs, har ikke fundet sted. Den offentlige diskurs om godt og ondt forbliver rodfæstet i religion. Det ondskabsbegreb, der påkaldes, er imidlertid ikke det, vi kender fra Vestens centrale religiøse traditioner. Troen på, at det onde endegyldigt kan overvindes, har mere til fælles med Oldtidens og Middelalderens dualistiske kætterbevægelser.

Som en hilsen fra gud

Hos zorostrianere og manikæere støder vi på en radikalt dualistisk verdensopfattelse, hvor godt og ondt er adskilte kræfter, der har sameksisteret siden tidens begyndelse. Dermed behøvede de ikke at forholde sig til det problem, som kristne apologeter har måttet brydes med så smerteligt og så længe – nemlig hvordan eksistensen af en almægtig og algod Gud kan forenes med den kendsgerning, at det onde findes i verden. George W. Bushs og Tony Blairs verdensbillede er til tider blevet beskrevet som manikæisk, men det er uretfærdigt over for den gamle religion. Mani – den profet, som i det 3. århundrede grundlagde trosretningen – synes nemlig at have troet, at udfaldet af kampen mellem godt og ondt var usikkert, mens der for Bush og Blair aldrig synes at have været nogen tvivl om det godes ultimative triumf.

Vesten har sine forestillinger om ondskaben fra kristendommen. Personificeringen af ondskaben som en dæmonisk tilstedeværelse er ikke noget, vi kender til fra den bibelske jødedom, hvor satan-figuren primært dukker op som en budbringer eller en anklager sendt af Gud for at udfordre dem, der har udfordret Hans orden.

En konvertit fra manikæismen, Augustin, grundfæstede en stærk ortodoksi i det fjerde århundrede, da han søgte at distancere kristendommen fra dualisme og fastholdt, at det onde ikke var en selvstændig kraft side om side med det gode, men først kom ind i verden, da mennesker misbrugte den frie viljes gave. Som afspejling af Augustins egne indre konflikter kom det begreb om arvesynden, som han udviklede, til at spille en fremtrædende rolle i den usunde optagethed af seksualitet, der har kendetegnet meste af kristendommens historie. Men fordi den placerer ondskabens kilde i mennesket selv, er Augustins vision mere menneskelig end de myter, hvor det onde gøres til en uhyggelig ydre kraft, der virker for at nedbryde menneskelig godhed. De, som tror, at det onde kan udryddes, et tilbøjelige til selv at identificere sig med det gode og angribe enhver, som de mener, står i vejen for deres triumf.

Fornægtelsen af det onde

Augustin fik enorm indflydelse, men dualistiske synspunkter, hvor det onde findes som en selvstændig kraft, gav sig udslag som kætterske traditioner inden for kristendommen. Katarernes bevægelse, der voksede frem i dele af Europa i det 13. århundrede, genoplivede således en manikæisk kosmogoni, hvor verden ikke er et værk af en god Gud, men skabt af en ondsindet engel eller demiurg. Og i det 4. århundrede forkastede teologen Pelagius, en modstander af Augustin, arvesynden, men hævdede, at mennesket var i besiddelse af en fri vilje og kunne være godt uden guddommelig indgriben. Mere end nogen af de øvrige gamle græske filosoffer satte Pelagius ideen om menneskelig autonomi i centrum for sin tænkning. Selv om han i dag er næsten glemt, er det oplagt at se denne kætterske kristne teolog som den sande fader til den moderne liberale humanisme.

Mange liberale vil gerne se begrebet om ondskab erstattet af en diskurs om det skadelige. Vi skal i stedet tale om, hvordan mennesker kan gøre skade på hinanden og på sig selv. Men dette synspunkt fører til et ondskabsproblem, som minder bemærkelsesværdigt meget om det, som har plaget kristne troende. Hvis hvert et menneske fødes som liberal humanist, som disse sidste dages disciple af Pelagius synes at tro, hvordan kan det så være, at så mange, tilsyneladende af egen fri vilje, er rede til at give deres liv til regimer og bevægelser, som altovervejende er undertrykkende, grusomme og voldelige? Hvorfor vælger mennesker bevidst at skade andre og sig selv? Ude af stand til at forklare denne kendsgerning tyr de liberale til en sprogbrug om dystre, onde kræfter, der minder meget om de gamle dualistiske religioners. De troendes bestræbelser på at forklare, hvorfor Gud tillader afskyelig lidelse og uretfærdighed, har ikke frembragt noget, der kan overbevise, men trods alt indrømmer de, at Guds veje er ’uransagelige’. Selv om han endte med at acceptere den guddommelige vilje, blev de spørgsmål, Job stillede til Gud, aldrig besvaret. Trods alle hans bestræbelser på at finde en løsning måtte Augustin erkende, at den menneskelige fornuft ikke var opgaven voksen. Når sekulære liberale derimod forsøger at redegøre for det onde i rationelle termer, bliver resultatet en mere primitiv udgave af den manikæiske myte. Når menneskeheden viser sig resistent over for forbedringer, er det fordi mørkets kræfter – indskrænkede præster, demagogiske politikere, multinationale koncerner etc. – arbejder på at forpurre den universelle kamp for frihed og oplysning. En oplagt konklusion presser sig på her: Før eller senere vil enhver, der tror på medfødt menneskelig godhed, blive nødt til at genopfinde ideen om det onde i en grovere udgave. I deres bestræbelser på at uddrive det onde af den moderne bevidsthed er de sekulære liberale endt med at konstruere en dæmonologi i en ny variant med indbyggede forbandelser af alt det, der skiller sig ud fra det, som antages at være en rationel menneskelig udvikling.

Det banale onde

Det synspunkt, at det onde i alt væsentlighed skulle være noget banalt – som udtrykt af Hannah Arendt i hendes bog Eichmann i Jerusalem (1963) – er en anden version af en moderne omgåelse af det onde. Arendt hævdede, at mennesker henfalder til en tilstand af tankeløshed, hvor de uden helt at gøre sig det klart, bliver meddelagtige i praksisser, der påfører andre mennesker grusomme lidelser. Det var en moralsk inerti af den karakter, erklærede Arendt, som gjorde det muligt for Eichmann til at påtage sig en ledende rolle i gennemførelsen af Holocaust. Arendts teori om ondskabens banalitet tenderer til at støtte det forsvar for sine handlinger, Eichmann selv fremlagde under retssagen mod ham: Han havde ikke noget valg, men måtte handle, som han gjorde. Hun fremstillede Eichmann som en farveløs bureaukrat, der varetog en veldefineret funktion i en upersonlig bureaukratisk maskine. Realiteten er bare, at den nazistiske stat altovervejende var kaotisk med forskellige institutioner, regeringsinstanser og enkeltpersoner, der kappedes om Hitlers gunst. Omhyggelig historisk forskning af den slags, som David Cesarani foretog i sin bog Eichmann: Hans liv og forbrydelser (2004) tyder på, at Eichmann på ingen måde var et passivt redskab for staten, men tværtimod valgte at tjene den. Da han organiserede deportationer og massemord på jøder, søgte han ikke blot at fremme sin karriere i det nazistiske hierarki. Det, han gjorde, afspejlede hans dybtliggende antisemitisme. Eichmann deltog i Holocaust, fordi han ønskede det. Og derved adskilte han sig ikke fra så mange andre, uanset at hans forbrydelser var større i omfang.

Ingen tvivl om, at Arendt identificerede en type ondskab, som er reel. Mange tyskere bakkede op om nazisternes racistiske og folkemorderiske forfølgelsespolitikker ud fra motiver, der også omfattede social konformitet og lydighed over for autoriterne. Antallet af læger, lærere og advokater, der nægtede at bistå med at gennemføre nazisternes politik, var forsvindende lille. Men igen var dette ikke kun passiv lydighed. Indtil det stod klart, at Hitlers krig var tabt, var nazismen populær. Som den amerikanske journalist William Shirer fastslog i sin øjenvidneskildring af Hitlers vej til magten i bogen The Nightmare Years:

»De fleste tyskere havde, så vidt jeg kunne bedømme, ikke noget imod, at de fik frataget deres personlige frihed; at så meget af deres prægtige kultur blev ødelagt og erstattet med et hjernedødt barbari, eller at deres liv og arbejde blev ensrettet i en grad, som intet folk nogensinde havde oplevet mage til (…) I det hele taget så folk ikke ud til at lade sig mærke med, at de blev kuet og holdt nede af et skruppelløst tyranni. Tværtimod forekom de at støtte dette med en ægte begejstring.«

Når så store befolkningsgrupper bakker op om undertrykkende regimer, behøver forklaringen ikke at være tankeløshed eller inerti. De liberale meliorister medgiver gerne, at menneskers liv indeholder mange ting, der er dårlige, hvoraf nogle måske aldrig vil kunne fjernes helt, men der findes ifølge dem intet, som er uopretteligt destruktivt eller ondsindet i mennesket selv. Men en anden opfattelse er også mulig, også uden teologisk indramning.

Hvad man i tidligere tid konventionelt betegnede som ondskab, kan også forstås som en naturlig tendens til fjendskab og ødelæggelse, der sameksisterer i den menneskelige natur med sideløbende tendenser til sympati og samarbejde. Dette var den opfattelse, som Sigmund Freud gav udtryk for i en berømt brevveksling med Albert Einstein i 1931-1932. Einstein havde spurgt: »Er det muligt at styre menneskets mentale udvikling, således at vi sikrer det mod hadpsykoser og destruktivitet?« Freud svarede, at »det er ikke sandsynligt, at vi vil kunne undertrykke menneskehedens aggressive tendenser«.

Til middag med djævelen

Freud hævdede, at mennesket blev styret af impulser eller instinkter, Eros og Thanatos, der drev til liv og skabelse eller til ødelæggelse og død. Han advarede mod at tro, at disse kræfter legemliggjorde godt og ondt på nogen enkel måde. Uanset om de arbejdede sammen eller mod hinanden, var de begge nødvendige. Alligevel var der for Freud ingen tvivl om, at der udgår en alvorlig trussel mod alt, hvad vi kunne kalde det gode liv, fra mennesket selv. Den skrøbelige civilisation afspejlede ifølge ham den splittede natur i selve menneskedyret.

Man behøver ikke i et og alt at overtage Freuds teori – som han i samme brev selv kalder en form for mytologi – for at indse, at han har fat i noget her. Snarere end psykoanalysen vil en eller anden version af evolutionspsykologien formentligt bedre belyse den menneskelige tilbøjelighed til had og ødelæggelse. Pointen er, at destruktiv adfærd af denne art har sin oprindelse i iboende menneskelige brister. Og nok så afgørende er disse brister ikke blot og ikke engang primært intellektuelle. Ingen fremskridt i den menneskelige viden synes at kunne hindre mennesker i at angribe og forfølge andre. Giftige ideologier som nazisternes ’videnskabelige racisme’ blev udtænkt for at retfærdiggøre en sådan adfærd. Men disse ideologier er ikke bare fejlagtige teorier, der kan kasseres, når deres falskhed er påvist. Ideer af tilsvarende art vil dukke op igen, når samfund trues af alvorlige og vedvarende problemer.

Massernes støtte til despotiske regimer har mange kilder. Uden de økonomiske omvæltninger, der ruinerede store dele af den tyske middelklasse, kunne nazisterne være forblevet en marginal bevægelse. Utvivlsomt forventede mange, at det nazistiske regime ville kunne beskytte dem mod økonomisk usikkerhed. Men det er en fejltagelse at tro, at folks underkasten sig tyranner sker på trods af de forbrydelser, tyrannerne begår. Et stort antal har tværtimod beundret tyranniske regimer og aktivt støttet deres forbrydelser. Hvis nazismen ikke havde eksisteret, var en ideologi, der mindede om den, sikkert blevet opfundet i det kaos, som kendetegnede mellemkrigstidens Europa.

Da Vesten gik i forbund med Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, valgte vi det mindste af to onder. Dette var også synspunktet hos Winston Churchill, der udtalte de berømte ord, at han ville »spise til middag med djævelen«, hvis det var det, som skulle til for at gøre det af med »denne onde mand«, Hitler. Churchills ærlige anerkendelse af det valg, han måtte træffe, er vidnesbyrd om, hvor udvandet diskursen om det onde siden er blevet. I dag vil ingen vestlig politiker kunne indrømme en sådan beslutning.

Nazityskland og Sovjet

I sin banebrydende bog, Om kompromiser og rådne kompromiser, skelner den israelske filosof Avishai Margalit mellem regimer, der hviler på grusomhed og ydmygelse, som mange har gjort det igennem historien, og dem, der går skridtet videre ved at udelukke bestemte kategorier af mennesker fra alle moralske hensyn, hvor Nazityskland er ærkeeksemplet på det sidste. Margalits sondring er ikke kvantitativ, den inddrager ikke antallet af ofre, men kategorisk: Den nazistiske racisme skabte et uforanderligt hierarki, hvor der ikke kunne eksistere fælles moralske forpligtelser. Vestens alliance med Sovjetunionen i kampen mod nazismen var ifølge Margalit et både nødvendigt og berettiget moralsk kompromis. Men grunden var ikke, at nazisterne var et større onde, pointerer han. For trods al sin undertrykkelse tilbød Sovjetunionen en fremtidsvision, der omfattede hele menneskeheden. Ved at anse det meste af menneskearten som undermennesker afviste nazismen derimod moralen selv.

Der bør ikke være nogen tvivl om, at nazisterne er i en klasse for sig. Intet andet regime har iværksat et projekt for systematisk udryddelse af sammenlignelig karakter. Fra begyndelsen af det sovjetiske system fandtes der lejre, hvorfra det var vanskelige at slippe ud i live. Men på intet tidspunkt var der i det sovjetiske gulag noget, som var beslægtet med de dødslejre, som nazisterne drev i Sobibor og Treblinka. I modsætning til holdningen i nogle postkommunistiske lande, der søger at benægte dette faktum, var Holocaust en unik forbrydelse. Vurderet ud fra Margalits begreber var imidlertid også Sovjetunionen involveret i radikal ondskab. Den sovjetiske stat gennemførte således en politik til systematisk udelukkelse fra samfundet af såkaldt ’tidligere personer’ – en gruppe, der omfattede dem, der levede af kapitalindkomster, gejstlige fra alle religioner og tsaristiske embedsmænd – og som blev nægtet borgerrettigheder, fik forbud mod at søge offentlig ansættelse og blev begrænset i deres adgang til rationeringssystemet. Mange døde af sult eller blev sendt i lejre, hvor de omkom af overanstrengelse, underernæring og brutal behandling.

Anskuet som bred moralsk kategori er det, som Margalit definerer som radikal ondskab, ikke så ualmindeligt. Den koloniale folkemord på heroerne i Tysk Sydvestafrika (nu Namibia) i begyndelsen af det 20. århundrede blev gennemført på baggrund af en pseudovidenskabelig racistisk ideologi, der benægtede afrikaneres menneskelighed. (Folkedrabet omfattede brugen af heroer som forsøgskaniner i eksperimenter foretaget af læger, hvoraf nogle vendte tilbage til Tyskland for at undervise de læger, der senere foretog tilsvarende eksperimenter på fanger i nazisternes lejre.) Det institutionelle slaveri i USA før borgerkrigen og i Sydafrika under apartheid hvilede på lignende benægtelser. Mange forskellige samfund, til mange tider og på mange steder, har frataget moralsk status fra nogle af dem, de behersker. På den ene eller på anden måde at nægte andres fælles medmenneskelighed synes at være en universel menneskelig egenskab.

IS er ikke unikke

At karakterisere Islamisk Stats adfærd som ’psykopatisk’, som David Cameron har gjort, er at kategorisere gruppen som så menneskeligt afvigende, at det savner historisk sidestykke. Men ser vi bort fra det forhold, at de reklamerer med dem på internettet, er de grusomheder, IS begår ikke meget forskellige fra dem, der er blevet begået i mange andre situationer med akut konflikt. For at nævne blot nogle få af de mere nylige eksempler er mord på gidsler, massedrab og systematisk voldtægt blevet brugt som krigsvåben i det tidligere Jugoslavien, Tjetjenien, Rwanda og Congo.

En kampagne for massemord er aldrig bare et udtryk for psykopatisk aggression. I Islamisk Stats tilfælde spiller ideologien wahabisme en hovedrolle. Lige siden 1920’erne har herskerne i det saudiske kongedømme promoveret denne 18. århundredes-variant af en stærkt undertrykkende og ekskluderende sunni-islam som del af sit projekt for at legitimere den saudiske stat. På det seneste er den saudiske sponsorering af wahhabiideologien desuden også blevet en reaktion på truslen fra et stadig mere magtfuldt shiamuslimsk Iran. Under sådanne vilkår for intens geopolitisk rivalisering kan der ikke være nogen effektiv regering i Irak, ingen ende på den syriske borgerkrig og ingen meningsfuld regional koalition mod det selvbestaltede kalifat.

Men fremkomsten af IS er også del af en religionskrig. Gang på gang hører vi, at religion er redskab for magt, som herskende eliter bruge til at styre folket, og ingen tvivl om, at dette ofte kan være tilfældet. Men den modsatte opfattelse gør sig også gældende: Politik kan udmærket være fortsættelse af religion med andre midler. I Europa var religionen den primære politiske kraft i mange århundreder. Da den blev slået på tilbagetog, fornyede den sig i en ny tids politiske trosbekendelser – jakobinisme, nationalisme og forskellige varianter af totalitarismer, der var af delvis religiøs art. Noget lignende sker i Mellemøsten. Drevet frem af bevægelser, der kombinerer radikal fundamentalisme med elementer lånt fra sekulære ideologier såsom leninisme og fascisme, ser konflikten mellem shia- og sunnisamfund ud til at skulle fortsætte i de kommende generationer. Lige så lidt som krigen er religionen på retur, men den muterer kontinuerligt til nye hybride former.

Et eksperiment

Den vestlige intervention i Mellemøsten er blevet animeret af en verdensopfattelse, som selv har nogle af en religions funktioner. Der er intet sagligt grundlag for at tro, at noget i stil med den demokratiske nationalstat kan levere forbilleder, som Mellemøsten kan bruge til noget. Stater af denne art opstod i det moderne Europa efter megen blodsudgydelse, men deres fremtid er langtfra sikret, og de repræsenterer ikke nødvendigvis endemålet for al moderne politiske udvikling. Fra et empirisk synspunkt kan forestillinger om et endemål kun være udtryk for en trossag. Alt, hvad der kan observeres, er en række af politiske eksperimenter, hvis udfald afhænger af omstændighederne. Lanceret under omstændigheder, hvor stater skabt under vestlig kolonialismes beskyttelse er brudt sammen under indtryk af nyere vestlig intervention, vil det grusomme tyranni, som Islamisk Stat har skabt, få plads i historiebøgerne som et af disse eksperimenter.

Svagheden ved den trosbaserede liberalisme er, at den ikke indeholder noget, der kan vejlede os i de valg, vi må foretage mellem forskellige typer og grader af ondskab. I betragtning af Vestens medansvar for at have udløst det anarki, hvor kurdere, yazidier og andre minoritetssamfund står over for en dødbringende trussel, er ikkeintervention en moralsk kompromitteret mulighed. Hvis der er tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed, hvilket vi ikke kan tage for givet, kan en militæraktion udmærket være berettiget. Men det er svært at se, hvordan der skal kunne skabes varig fred i områder, hvor der ikke findes en fungerende stat. Vore ledere har bidraget til at skabe en situation, som deres verdensopfattelse hævder, ikke kan eksistere: En umiddelbart uløselig konflikt, hvor der ikke findes nogen gode udfald.

John Gray er engelsk filosof
© The Wylie Agency og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Den onde. For 12 år siden blev Iraks Saddam Hussein erklæret i særklasse ond. Og hans ondskab begrundede invasionen og det vestligt udførte regimeskift. Nu har andre overtaget stafetten som ’de ondeste’.

Foto: 
Scott Nelson

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Nielsen

En virkelig god analyse.

Her anføres:
"Blair derimod er alt for moralsk forblændet til at mestre den løgnagtighed, som han ofte beskyldes for."

Nå det gik nu udmærket.
Men en ting er helt sikkert.
Fogh var ikke for moralsk forblændet til at mestre løgnagtighed.

John Gray skriver:
"Vestens ledere taler hele tiden om, hvordan de vil besejre ondskabens kræfter"

Hvordan kan vesten besejre ondskabens kræfter?
USA og følgesvende er ofte ondskabens kræfter.
Under den forrige Iraq krig har USA og bl.a. Danmark to millioner menneskeliv og ti millioner flygtninge på samvittigheden.
Det er da ondskab der vil noget.
Også i Israel støtter USA og bl.a. Danmark ondskabens kræfter.

Brugerbillede for Martin Madsen

»De fleste tyskere havde, så vidt jeg kunne bedømme, ikke noget imod, at de fik frataget deres personlige frihed; at så meget af deres prægtige kultur blev ødelagt og erstattet med et hjernedødt barbari, eller at deres liv og arbejde blev ensrettet i en grad, som intet folk nogensinde havde oplevet mage til (…) I det hele taget så folk ikke ud til at lade sig mærke med, at de blev kuet og holdt nede af et skruppelløst tyranni. Tværtimod forekom de at støtte dette med en ægte begejstring.«
Ligesom herhjemme i dag...

Brugerbillede for Jan Weis

Man kunne ligeledes give sig til at filosofere over, hvorvidt også denne civilisatoriske aberration – ’kapitalismen med markedsmekanismen som styringsinstrument’ – i grunden har været/er drevet af en egoistisk ondskab og ophavet til alt for mange krige med menneskelige ofre bare de seneste hundrede år langt hinsides det målbare …

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

John Gray er noget så sjældent som en intelligent og velargumenterende konservativ tænker. En slags som vi ikke kender her i lande. Grays argumentation er ikke indiskutabel. For eksempel kan hans grundtese om een uforanderlig menneskelig natur naturligvis anfægtes og ligeledes hans overdrevne vægt på ideers rolle (gennemgående i traditionen fra Edmund Burke til amerikanske neokonservative). Hvor er det dog forfriskende for en gangs skyld at blive konfronteret med en seriøs borgerlig tænker, som ovenikøbet også udfordrer den ellers så dominerende liberalisme.

Brugerbillede for Jan Weis

Hvor systemer skaber ’moralske tomrum’ vil der altid være en stor risiko for, at ondskaben bliver en del af systemets overlevelse ved at gøre folk angste eller udbytte dem – neoimperialismen med sine diktaturer og militærvæsen i den korte version …

Aftenens Deadline 2. sektion med en slet skjult kapitalismekritik fra filmmageren Joshua Oppenheimer kan anbefales – dette er en forsmag …

https://www.facebook.com/video.php?v=786407088061553&set=vb.579281978774...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

God artikel. Heldigvis ikke en eneste hyklerisk henvisning til "DEMOKRATIET".

Vesten fører, i følge John Gray, krig mod stater(folk) der ikke lader sig indplacere i den liberale orden for vedvarende menneskelige fremskridt.

...og Vesten lader jo som bekendt kapitalismen og jagten på profit afgøre, helt fornuftsforladt, hvad der er menneskelige fremskridt og dermed hvem vi skal føre krig imod. Sådan.

Brugerbillede for Claus Jensen

Denne store konservative tænkers analyse er stort set værdiløs, for den er baseret på den naive og åbenlyst forkerte præmisse, at de "vestlige ledere" er selvstændigt tænkende og handlende individer, snarere end omhyggeligt filtrerede og udvalgt bl.a. på grund af deres "melioristiske trosbekendelse".

Brugerbillede for Peter Ole Kvint

Krig kræver klare entydige mål. Da vi ikke har nogen klare mål med vores krig i Syrien og Irak, og både fjender og venner er skurke, så er vi selv skurke når vi bomber i meningsløsheden.
Når vores skurkagtige venner dræber uskyldige, så er det vores blodtørstige politikere som føre kniven.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Man skulle tro, at disse erfaringer ville være tilstrækkelige til at afskrække vores regeringer fra flere regimeskiftsøvelser. Men de kan ikke indrømme, at deres magt er begrænset. De kan ikke acceptere, at de ved at fjerne den ene slags onde måske kun opnår at indsætte en anden slags – anarki i stedet for tyranni; islamistiske teokratier i stedet for sekulære diktaturer. De har brug for en fortælling om fortsatte fremskridt, hvis de skal kunne bevare følelsen af at kunne handle meningsfuldt i verden, og derfor bliver de igen og igen drevet til at genopføre deres tidligere fiaskoer.

Lidt på linje med Claus Jensen; en bekvem forklaring. Det skyldes blåøjet idealisme, lad os sige spærrebomme mellem tindingerne?, når de vestlige ledere overfalder stater, man ikke bryder sig om. Ikke at disse ledere er betalte og orkestrerede dukker, som løser opgaver for deres pæne herremænd. En lidt lang, småfilosofisk omvej til en velkendt banalisering; politikerne forstår det ikke - men de vil os det godt. Nu kan de fleste putte trygt; den gode vilje er så trøsterig.

Brugerbillede for Niels Engelsted

Hvis Gray har ret, er vores politiske ledere lallende idioter, der ikke aner hvilke rædsler, de sætter i værk. Og hvis det virkelig er rigtigt, så er vores politiske ledere ikke de virkelige ledere, der træffer beslutningerne om krig, mord, tortur og økonomisk ødelæggelse af fjenderne. Så er de virkelige ledere nogle andre uden for offentlighedens søgelys.

Brugerbillede for Jan  Mogensen

Ikke siden mongolernes tid er terror i den grad blevet brugt som noget at være stolt over og i PR sammenhæng, selv nazisterne hemmeligholdt deres massemord.

Uanset filosfiske forklaringer kan man som menneske ikke være andet end modstandere af massemord på fanger alene af den grund at de ikke tilhører samme trosretning og er stolte af det, de sunnier der støtter op om IS burde få deres hovede undersøgt..

Brugerbillede for Robert  Kroll

Uanset om man er enig eller uenig i analysens "resultater" - så er kan der vel være enighed om, det et særdeles godt og meget læseværdigt stykke arbejde, men .....!.

"Vestens ledere" er nogen som er valgt ved demokratiske valg - så "ledernes" handlinger (eller undladelser) falder 100% tilbage på de mennesker, som har stemt på dem.

Og som vælger i et velinformeret demokrati må man vel føle væmmelse ved at høre om grove og systematiske ( ofte kulturelt / religiøst funderede) krænkelser af menneskerettigheder - og så er det vel rimeligt at tage fat med de forskellige " bløde eller hårde værktøjer", som er til rådighed - man kan ikke sidde kynisk og lade diverse diktatorer, religiøse fusentaster, enevoldskonger o s v udfolde sig frit og ubesværet og uimodsagte ?

Og det er da i øvrigt ikke vælgerne i de demokratiske lande , der er ansvarlige for, at folk i visse andre lande ikke kan hitte ud af at leve op til helt basale menneskerettigheder og organisere sig fornuftigt , når deres diktatorer vælter ?

Vestens demokratier opstod ikke ud af "den blå luft", men er et produkt af ofte smertefulde sociale og politiske processer/omvæltninger - og de oplevelser er der en del ikke-demokratiske stater, der har til gode.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole  Olsen

'En umiddelbart uløselig konflikt, hvor der ikke findes nogen gode udfald.' Hvor rigtigt.

En konflikt der bunder i religion, og dermed er irrationel, menes fejlagtigt i Vesten at kunne løses med rationelle midler og argumenter. Det kan den, som det ses, ikke. Det illustreres også af at der blandt parterne overhovedet ikke forsøges mægling, eller fredelig overenskomst, for at løse de forskellige (dybest set religiøse) uoverensstemmelser. Det eneste parameter der anerkendes af alle lokale parter er magt. Som da militæret eksempelvis igen overtog magten i Egypten. Forhandling og kompromis er ukendte begreber.

Og selvfølgelig vil borger-/krigene i Mellemøsten fortsætte i de kommende generationer, med eller uden Vestens indblanding. De var til at forudsé allerede for 40-50 år siden, som en følge af befolkningstilvæksten i området (der kan selvfølgelig være andre lokale forhold der spiller ind), hvor andelen af unge mænd ville nå en 'kritisk masse' af befolkningssammensætningen. Kun de rige oliestater har været i stand til at købe sig til relativ ro, godt hjulpet på vej af autoritære/diktatoriske styrer.

Det tyder på at Vesten efterhånden har lært at holde nallerne væk fra indblanding. Hvis man mener at IS skal bekæmpes, er det imidlertid kun Vesten der vil. Spørgsmålet er så om Vesten kan? Det er jo trods alt ikke Moskva eller Beijing, der er tale om.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ditte Jensen

Hvis vores politiske ledere er marionetdukker, så må vi kæmpe for at afsløre marionetførerne. De der hiver i trådene, skal have deres masker flået af. De skal tvinges ud i dagens lys. De skal stå i rampelyset på verdens scene.
Ud under åben himmel med disse feje griske svin, for hvem krig, mord og tortur er blevet en sportsgren.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg

" ... grusomhed og konflikt er grundlæggende menneskelige træk."
" ... vores regeringer ... kan ikke indrømme, at deres magt er begrænset ... "
" ... moralsk infantilisme er relevant som forklaring på elendighederne. ... "
" ... Augustins vision [ er ] mere menneskelig end de myter, hvor det onde gøres til en uhyggelig ydre kraft, der virker for at nedbryde menneskelig godhed. ... "
Det forkommer mig, artiklens forfatter omgår en analyse af det historiske moment: enhver trussel - forstilt eller virkelig - mod det bestående er ikke god, ja, endda ond.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helge Hübschmann

Ja, fremragende analyse - MEN. Gray argumenterer, som om vestens ledere i deres udenrigspolitiske ageren står over for en slags "objekter", som de bør kunne forholde sig analytisk/filosofisk og rationelt til. Altså: hvis vi griber ind i situation X (Iraq, Syrien, Afghanistan, Libyen), risikerer vi, at der opstår et politisk vacuum, som er værre, og derfor skal vi ikke gribe ind. Det er lige en anelse for letkøbt.
Vi kan naturligvis være moralsk forpligtede til at gribe ind f.eks. for at forhindre folkemord (bl.a. Bosnien) og må så acceptere mulige, negative konsekvenser, men som vi naturligvis skal gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse. Men de "objekter" (lande, befolkninger) vi intervenerer i med henblik på at beskytte truede befolkningsgrupper (som f.eks. i Libyen), er naturligvis ikke "passive objekter", der så blot kan agere så kaotisk, som det passer dem, hvorefter det hele er vores skyld, fordi vi greb ind. Gray argumenterer, som om de forskellige politiske og religiøse kræfter i disse lande ikke selv har noget som helst ansvar for, hvad der sker efterfølgende.
Man kan som bekendt godt redde en mand fra at drukne - er det så ens ansvar, at han efterfølgende hopper i igen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Nygaard

Her er et, lille, uddrag af de massakrer som kristne i mellemøsten er blevet udsat for (fra http://www.aina.org). John Gray har helt ret. Vi lever i en ny-marxistisk verden, hvor troen på det gode og dogmet om at alle er ens ødelægger vores mulighed for at træffe fornuftige, rationelle beslutninger.
August 11 - 16 1933: The Simele Massacre
"The Assyrian population of the village of Simel was indiscriminately massacred; men women, and children alike. In one room alone, 81 Assyrians from Baz were barbarously massacred. Priests were tortured and their bodies mutilated. Girls were raped and women violated and made to march naked before the Arab army commanders. Holy books were used as fuel for burning girls. Children were run over by military cars. Pregnant women were bayonetted. Children were flung in the air and pierced on to the points of bayonets. In Dohuk 600 Assyrians were killed." (The Assyran Tragedy, pp. 53-54)

Description of the Massacre
"Suddenly and without the least warning the troops opened fire upon the defenseless Assyrians. Many fell, including women and children, and the rest ran into the houses to take cover... A coId blooded and methodical massacre of all the men in the village followed... This took some time. Not that there was any hurry, for the troops had the whole day ahead of them. Their opponents were helpless and there was no chance of any interference from any quarter whatsoever. Machine gunners set up their guns outside the windows of the houses in which the Assyrians had taken refuge, and having trained them on the terror- stricken wretches in the crowded rooms, fired among them until not a man was left standing in the shambles. In some other instances the blood lust of the troops took a slightly more active form and men were dragged out and shot or bludgeoned to death and their bodies thrown on a pile of dead. (The Tragedy of the Assyrians, pp. 172)

It is estimated that 3000 Assyrians were massacred during august of 1933

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Robert Kroll: "Vestens ledere" er nogen som er valgt ved demokratiske valg - så "ledernes" handlinger (eller undladelser) falder 100% tilbage på de mennesker, som har stemt på dem."

Du glemmer eller overser, at valg i vestlige lande i vid udstrækning styres af en presse- og mediedækning, som altovervejende er af borgerlig observans, ikke mindst herhjemme, hvor det borgerlige pressemonopol er tæt på de 100%. Det er herfra størstedelen af vælgerne henter deres informationer.

Læg hertil den udstrakte brug af systematisk påvirkning af meningsdannelsen, som kapitalstærke virksomheder og organisationer kan købe sig til, og som sikrer at tilsyneladende frie mennesker vælger politikere, der modarbejder flertalletes interesser. Et par markante eksempler med langtrækkende virkning fra landets nyere historie kunne være jordlovsafstemningen i 1963 og EF-afstemningen i 1972.

Nutidens valgkampe under borgerlige demokratier er nærmest at ligne en konkurrence mellem public relations bureauer, hvor udfaldet afhænger af, hvor pengestærke, de bagvedliggende kræfter er. I de senere år har vi herhjemme i den henseende nærmet os amerikanske tilstande i betænkelig grad. Et af resultaterne er, at det efterhånden er svært at kende forskel på regering og opposition, hvorfor politikerleden breder sig mere og mere.

Brugerbillede for Tom Sietam

Helge Hübschmann har helt ret i sin beskrivelse af John Grays skriblerier som letkøbte, men ikke i at det er en fremragende analyse. På vanlig engelsk filosofisk vis er det baseret på halvkvædede viser og manglende forståelse af virkeligheden. Afghanistan er jo et godt eksempel på, hvor svært det er at få et demokrati op at stå, men også på, at det faktisk har en chance for at det kan lykkes. Der har nu været 3 præsidentvalg, ikke perfekte, men fuldt på højde med hvad Pakistan og Indien kan præstere, og miraklet skete jo ved det sidste: de skændtes så det skramlede, smækkede med dørene, truede med det ene og andet og gjorde alt det, der sikkert også skete i det sorte Tårn på Amager, og så kom de frem til et kompromis, den ene blev præsident, den anden premierminister. Det var i den grad en demokratisk proces i det virkelige liv. Situationen i Libyen er jo den stik modsatte: Den svage regering, et skrøbeligt kompromis mellem forskellige mistroiske stammer, kunne ikke forsvare sig selv eller regeringsmagten, og fik ingen hjælp, heller ikke til at etablere en regeringsautoritet. Og dette var desværre fordi FN-mandatet ikke rakte langt nok.
Irak er derimod snarere historien om en uafvendelig pervertering af demokratiet. Maliki bliver pænt og nydeligt valgt i et samfund, der nærmest er 80-20 i shiaernes favør, og hvor de lange knives nat efter Saddam Husseins sunni-diktatur ikke er blevet til morgen endnu. Selv hvis Maliki havde ønsket det, ville det have været meget svært at tilgodese sunnierne.
De overvejelser mangler hos Gray og burde have ført til det indlysende svar, at hvis man vil indføre demokrati i diktaturstater, skal der opbygges gensidig tillid og det tager tid. Og desværre er det endnu ikke sikkert, at Afghanistan har fået tid nok.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Trägårdh

Sandheden om det onde vil findes i vores eget selvbillede, er det overhoved vores? Hvad er vores motiv og tilhører det egentlig os?

Hvordan kan vi håndtere og undersøge det onde hvis vi bliver med at skyde det fra os, og henvise den til andre, nogen vi ikke kender?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Nygaard mener at vide at "vi lever i en ny-marxistisk verden..." gid det var så vel. Men den påstand kan han med garanti ikke underbygge for det er tydeligt at han ikke har begrebet skabt om noget som helst hvad det angår

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for curt jensen

Det er sagtens mulig at Vestens politiske ledere ikke er kynikere men snarere idealister som har mistet jordforbindelsen i takt med at de får magt. Det samme gælder vel også for de religiøse ledere, lige meget hvilken religion de tilhører.

Men det samme kan man næppe siger om de mange lobbyister og grupper der står bag de finansielle interesser som altid gemmer sig bag storpolitik. Det er nok der hvor ondskabet i virkeligheden er forankret, hensides kulturelle og religiøse skæl.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Nygaard

Robert Jensen:
Ny-marxisme = humanisme. Som sin moder marxismen bygger humanismen på en række utopier og dogmer, som ikke er forankret i virkeligheden. Utopien om det gode, uegennyttige menneske, der ønsker et lige og retfærdigt samfund. Nu udvidet med utopien om det lykkelige multikulturelle samfund, hvor får og ulve græsser fredeligt ved siden af hinanden.
Nogle mennesker bliver aldrig voksne. Virkeligheden idag er at Islam, der i sin inderste kerne er intolerant, udøver apartheid, er kvindeundertrykkende og voldelig optænder primitive klansamfund til kamp mod hinanden og mod alle andre. Det er en indre ondskab som ingen nok så blødhjertet socialpædagog kan stille noget op over for. Hvis vi ikke baserede mange af vore handlinger på sådan noget sludder og vrøvl som humanisme er, ville vi pludselig kunne se klart. Vi ville f.eks. Kunne se at Assad i virkeligheden var godt igang med at sekularisere Syrien, at han beskyttede mindretal, og gav kvinder flere rettigheder. Vi ville også påtage os det ansvar i langt højere grad at støtte vore nære åndsfæller i mellemøsten, nemlig de kristne. Vi ville kort sagt kunne træffe rationelle beslutninger, og hjælpe dem som står os nærmest. Nogle vil få det helt galt i halsen, men løsningen er at vi skal diskriminere, gøre forskel, kun derved kan vi styrke dem, som på langt sigt vil os det godt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens  Cini

Dette her er blot en kort essay af John Gray bog;" Black Mass.Apocalytic religion and the death of Utopia" John Gray mener vesten ledere blev Utopiske efter afslutningen af den kolde krig -John Gray mener, at den kolde krig fastfrøs etniske og andre konfliker og det er dem som kommer til overfladen nu.

Curt Sørensen
Du skriver om en lige linje fra Edmund Burke til de neo-konservative. De neo-konservative er politiske realister i og med de anerkender, at magt og ret hænger sammen. Men deres mål er, at bruge magten til revolution i mellemøsten og de udsprang også fra et tidligere Trotcskijiske miljø. Den tidligere marxist Christopher Hitchens var en varm tilhænger af disse invasioner -blev neo-"konservativ". Jeg mener ikke, at neo-konservative og konservative har noget med hinanden, at gøre. Konservatisme er ikke en ideologi men forudsætte en ideologi eller utopi for, at kunne komme med sin kritik. George Orwell, Raimond Aron eller Arthur Koestler kunne kaldes for konservative i forhold til marxismen. Konservative er ikke universelister -de er utopier altid. Konservative tror mennesket er begrænset af natur -utopisten tror man kan blive frigjort fra dette gennem et system, fornuft, terapi, tro mm. Den konservative vil altid blive set i et negativt lys hos idealisten og vil aldrig blive mødt med et argument men vil gjort u-æstetisk menneske. Man kan altid kende idealister på deres politiske sprog fordi det er så æstetiserende om modstanderne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens  Cini

Vedrørende den nuværende udvikling og liberalisme kritik. Gamle konservative/politiske realister som Hans Morgenthau og Reinhold Niebur var godt klar over, at marxismen var en utopi. Men de så også de utopiske træk hos de amerkanske liberalister som de fandt hos marxsmen. Den sidste er væk (kritikken af kapitalen er dog ikke ) men det er den liberale utopi som nu er på vej ud i store problemer. Morgenthau var en meget stor kritiker af troen på FN -eller verden som et civilsamfund. Denne ide er en resultat af amerikansk liberalisme -det samme er menneskerettighederne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tom Paamand 

Lars Nygaard, tak for dit citat, der udover at mindes en faktisk massakre også er et grelt eksempel på krigspropaganda. Citatet om at kaste babyer i luften og gribe dem med bajonetten er blevet brugt af alle parter i stort set samtlige krige.

Under 1. Verdenskrig blev den misbrugt af England, der ihærdigt prøvede at dokumentere historien, men uden held. Det ville da også være et grumt cirkusnummer i verdensklasse - jeg har svært ved at forestille mig nogen gøre det succesfuldt med fx et græskar.

Der er såmænd rigeligt med dokumenterede grusomheder at tage af, men de gammelkendte vandrehistorier dukker alligevel frem hele tiden. Under Balkankrigene optrevlede jeg fx en mystisk historie om massedrab af skolelærere, der siden viste sig at være fortælling kendt i området gennem århundreder, der blot blev genbrugt.

Underligt nok er simple drab eller lemlæstelser af 1000vis af mennesker aldrig nok til at skabe en passende forargelse, så historierne blir peppet op med makabert opfundne detaljer. Folk går så i krig opildnet af løgnene - og kan undskylde deres egne handlinger gennem modpartens påståede endnu større ondskab.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens  Cini

Vedrørende ny-marxisme=humanisme. Så er det som pt. er kandidaten til, at være den nye opium (civil religion) for de intellektuelle menneskerettighederne. Prof. i juriske historie på Harvard Samuel Moyn (John Gray har anmeldt den et sted) skrevet; "The Last Utopia -Human Rights in History" . De vi forbinder med rettigheder idag er ikke det samme som man talte om historiske -heller ikke efter 1948- deklarationen. Menneskerrettighederne idag er fra midten af 70erne hvor de kom ind i Carter administation og Amnesty fik Nobels fredspris. Der er vokset derfra og kom til verden af 2.årsager; 1) Ventrefløjen havde behov for en ny Utopi efter kommunismen overgreb blev kendt 2) De af-koloniserede lande i den 3.verden blev ofte afløst af regimer som var være end kolonisatorerne. Rettigheder var historisk et forhold mellem borger og staten. Menneskerrettghederne bliver et forhold om "andre ret" altså folk udenfor staten eller samfundet. De humanitære organisationer får reelt magt over gamle historiske retsstater da disse gik med til disse konventioner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Hvis Lars Nygaard sammen med andre neo-anti-marxistister skal tages alvorligt, så må en sætningskonstruktion som den nedenstående udløse spørgsmålet:

Har marxisterne da forkastet klassekampen?

Vi lever i en ny-marxistisk verden, hvor troen på det gode og dogmet om at alle er ens ødelægger vores mulighed for at træffe fornuftige, rationelle beslutninger. (Lars Nygaard)

eller denne fra Jens Cini:

marxismen er en utopi der kræver spørgsmålet:

Har marxisterne da forkastet «Det kommunistiske manifest»?

...hvori der står: «Den kritisk-utopiske socialisme og kommunisme udvikler sig - hvad betydning angår - omvendt proportionalt med den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne fantastiske ophøjelse over den, denne fantastiske bekæmpelse af den, enhver praktisk værdi og enhver teoretisk berettigelse. Selv om disse systemers grundlæggere på mange måder var revolutionære, danner deres elever derfor hver gang reaktionære sekter.»

Disse neo-anti-marxistister foregiver marxistisk indsigt, især gennem ustruktureret name-dropping, i modsætning til de klassiske antimarxister, der blot udslyngede de mest vanvittige påstande, eksv. om marxisternes massemord på mere end 120 mio. mennesker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens  Cini

Bill
Marxismen var og er en utopi. Du kan ikke se det fordi du er blandt de troede. Det er i orden. Verden er fuld af politiske drukkenbolte (utopister). Der er folk som stadigvæk drikker Karl Marx.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Evald Mehlsen

Det onde som en brist hos mennesket forudsætter vel ideen om fraværet af noget. Af hvad? Som art er vi blevet til som resultat af en evolution. Eftersom den er blind, må resultatet tjene sit eget formål.

Vi fremstår som art dermed som en kombination af dyrisk drift og evnen til i ekstrem grad at overleve i kraft af den bevidsthed som naturen har udviklet blandt talrige andre kombinationer.

Det vi i dag ved om os selv er til enhver tid efterrationalisering. Bristen er noget vi tillægger os selv. I naturen findes den ikke. Og vi er og bliver natur. På godt og ondt. Spørgsmålet er så om vi kan tage sagen i egen hånd og dermed gøre os uafhængig af vores herkomst, må tiden jo så vise.

Om religioner er relevante i disse bestræbelser, er så spørgsmålet. Ondskab er ikke en fysisk lov. Den er ikke et faktum. Vi har trangen til simplificering. Som mennesker, man lidt misunder, fordi de klarer sig bedre end andre i kraft af deres idiosynkrasier og som måske blivet diktatorer eller guder. De fungerer så længe vi påkalder dem.

Bristen kommer til udtryk, fordi vi naturligvis rummer både stærke og svage sider. Pungdjævlen har også evne for empati. Overfor sin artsfæller. Vi udgrænser, som artikler er inde på, andre mennesker. Var det Max Frisch der skrev om 'den anden' i et af sine skuespil som et billede på Tyskland under Nazismen? Magthavere og religioner gør det i varierende grader, men ondskaben er vel så dualiteten i os der løber af sporet igen og igen, men vekselvirkningen kan ikke undværes.

At tale om det onde er i sig selv et udtryk for udgrænsning. Et filosofisk fejlgreb. Et blindt spor.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens  Cini

Andreas
Enig, hvis du ser det link jeg satte op om forsøg på "The Yale baby lab" er det tydeligt, at mennesket er meget begrænset af dens natur. Sociologiske og antropoliske undersøgelser viser det samme som forsøgene med spædbørnene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Jens Cini, jeg ser til min tilfredshed at du trods optræden med lånte fjer erkender ikke at have sat dig ind i den marxistiske strukturerede kapitalismekritik. Debatten fungerer bedre når der er åbenhed og ærlighed omkring mål og værdier...
Ingen seriøs kapitalismekritik uden marxisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Pffhh! Næppe en stor opdagelse, Bill Atking. Hvis Jens Cini og andre birds of a borrowed feather har sat sig ind i om gylpen skal sidde foran eller bagpå bukserne, er det fremskridt siden i går.
Det bemærkelsesværdige er at selv de få (forefindes ikke i Informations spalter), der rent faktisk har nogen viden om tingene, ikke har bedre argumenter af den grund. Måske er det derfor,uvidenheden bliver dyrket i de kredse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erling jensen

John Gray - eat your heart out.

Hvorfor alle de omskrivninger? Hvad med, for en gangs skyld, at kalde en spade en spade. Intet menneske med et mindstemål af anstændighed betænker sig på at beskrive Anders Breivik som et monster. Han slog 77 mennesker ihjel, koldt og kynisk, og trods denne horrible forbrydelse er hans drab kun bagateller mod omfanget af drab, der planlægges på de bonede gulve i Washington, og uden tøven sættes i værk.

Obama sidder hver tirsdag i det ovale værelse, efter at have sendt sine piger i skole, med de varmeste ønsker for dagen, inden han skriver under på en dødsliste, som angiver de mennesker, den amerikanske regering og med ham som øverste ansvarlige, mener, skal have en drone i hovedet, måske i Pakistan, eller i Yemen, eller i Somalia, eller i Afghanistan. I hans embedsperiode har det kostet tusinder af uskyldige mennesker livet, kvinder, børn og mænd, som havde glædet sig til at opleve endnu en dag. De var if. Obama de tragiske følger af en nødvendig politik for at bekæmpe terrorisme.

Obama er professor i konstitutionel ret ved Harvard og burde følgelig kende alt til de internationale love, der styrer den forbryderiske virksomhed, han får tirsdag formiddag til at gå med, og som i mine øjne gør ham til en massemorder af en kaliber, der må gøre Breivik grøn af misundelse. Til næste år, i 2015, kan verden fejre Magna Carta, et lovdokument, som bl.a. fastslog "the presumption of innocence", at alle er uskyldige, indtil de har fået prøvet deres sag ved en domstol. Det er han bedøvende ligeglad med - USA har en guddommelig ret til at tilsidesætte alle love og regler, hvis det passer i deres politik, og de ved, at de kan gøre det ustraffet. Intet land på kloden vover at sætte sig op mod USA.

Når John Gray som filosof skal belære verden om ondskab undgår han som de fleste andre mennesker i vestlige samfund at nævne USA som den nation, der står øverst på skamlen med rekorden for krænkelser af alle menneskerettigheder. I deres cv. kan de prale af at have begået ufattelige folkedrab, som det skete over for den oprindelige befolkning i USA; Vietnamkrigen bliver aldrig nævnt blandt "dannede" mennesker; den kostede en "bagatel" af 4 milioner uskyldige mennesker livet; i Irak er de ansvarlige for drab på mellem 500.000 og flere end 1 million if. lødige undersøgelser; Afghanistan blev, som Irak i 2003, angrebet med voldsomme luftbombardementer d.7.10.2001, naturligvis uden at have konsulteret Sikkerhedsrådet og fået grønt lys til aktionen; den fik de først d.20.12.2001.
Og sådan kan vi blive ved.

I søndags så jeg en udsendelse på DR 2, hvor Adam Holm interviewede Joshua Oppenheimer, som havde lavet to film om folkedrabet i Indonesien i 1965, som kostede 1 mio. mennesker livet. I den første film, the Act of Killing, som han har vundet priser for, fik han nogle af de virkelige bødler til at genskabe deres drab og beskrive deres holdninger til deres ugerninger - en rystende oplevelse. Han kom kun meget sporadisk i et par sætninger ind på baggrunden for disse drab. Det var åbenbart mere interessant for ham at beskrive ondskab gennem øjnene på gemene håndlangere og ikke på de mennesker, der havde planlagt drabene.
Ikke et ord om Suharto, den lokale diktator, og hans intime samarbejde med USA i gennemførelsen af et ufatteligt folkedrab.

Ondskab viser sit ansigt i mange afskygninger. Som Ward Churchill, amerikansk professor i historie, har beskrevet udryddelsen af indianere, begået af hvide amerikanere: "Millioner
blev hakket i stumper og stykker med økser og sværd, brændt levende og trampet ihjel under heste, jaget som vildt og fodret til hunde, skudt, tævet, stukket med knive, skalperet, hængt på kødkroge og kastet over siden på skibe til havs, arbejdet til døde som slavearbejdere, bevidst sultet og frosset til døde under en mængde forcerede marcher og indespærringer; og, i et ukendt antal tilfælde, bevidst inficeret med epidemiske sygdomme".

For en John Gray ville det ikke være sømmeligt at kalde en spade en spade og komme ind på USA's lange, skammelige historie. Men Martin Luther King var mere åbenhjertig; han beskrev USA som den værste udøver af vold i verden.

Skulle det ske, at Obama ville "beære" Danmark med et besøg, ville der ikke være nogen ende på rækken af honoratiores, fra Margrethe og statsministeren og hendes regering, plus det løse, som i samlet trop ville gøre alt for at komme til at trykke ham i hånden og hylde ham som leder af den frie verden og som den ypperste repræsentant for bekæmpelse af alverdens ondskab.

Men amerikanske præsidenter er ikke onde; det er kun de andre, Stalin, Hitler, Mao, Pol Pot for at nævne nogle få, det er stuerent at nævne blandt dannede mennesker.

Erling Jensen, cand.jur.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ditte Jensen

At beundre Bush (USA) for at invadere Irak og dræbe Saddam, svarer til at beundre Jack the Ripper for at flå indvoldene ud på Bostonkvæleren

Argumentet om at vi må støtte USA, fordi det er vores eneste 'medspiller' - klinger hult når man ser på hvad det er for en frihed USA opretholder uden for sine grænser. Det er friheden til at underkue, invadere, dræbe og dominere. Hvem har udkæmpet flest krige i vor tids historie og tegnet sig for hovedparten af folkedrab. Hvem har finansieret utallige diktatorer og despoter ?

Hvis f.eks. terrorisme overordnet netop er at tilstræbe mål med vold som middel, så er det kun den moralske barriere, der adskiller os fra terroristerne. Hvis den fjernes, fordi grænserne for civiliseret adfærd flyttes, adskiller vi os ikke fra terroristerne. Og så gør det altså ingen forskel, at man desperat ønsker, at bødlerne i denne verden er nogle ynkelige og sjældne vildfarne eksistenser.

Brugerbillede for Kjeld Hansen

At over 1.000.000.000 mennesker er hjernevasket gennem år tier til at tro ene og alene vesten er det gode og resten det onde er i sig selv ondskab.

- Helt galt går det, når det som de seneste dage kommer frem i lyset at demokratiet reelt ikke er andet end et skalkeskjul for en rå og umoralsk selvudnævnt diktatorisk magt elite i vesten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Ja Kjeld - vesten er noget lort – helt enig –

jeg mener - ser vi bort fra demokrati, sekulære styreformer, ytringsfrihed, idealet om menneskerettigheder, kvinders lighed, seksuel frihed, individets rettigheder, moderne videnskab, medicin, sanitet, samt bekæmpelse af fascismen, og stalinismens totalitarære svøbe, tænkere som Aristotles, Socrates, Descartes, Kant, Rousseau, Pascal, Milton, Hume, Hegel og Marx, Picasso, van Gogh, musik af Mozart, Beethoven, Handel, blues, jazz, rock n roll og pop music, Hollywood movies, musicals, automobiler, fly, apple og IBM pcer, smart phones, internettet, etc.

– Hvad har Vesten så nogensinde gjort for os?

anbefalede denne kommentar

Sider