Læsetid: 20 min.

Sandheden om det onde

Vestens ledere taler hele tiden om, hvordan de vil besejre ondskabens kræfter. Men deres retorik afslører, at de hverken evner at erkende eller at acceptere, at grusomhed og konflikt er grundlæggende menneskelige træk
Ondskab. IS distribuerer konstant propagandabilleder som dette af egne massakrer, mens arbejdet for omverdenen med objektivt at dokumentere massakrernes forløb tager måneder. Torsdag udgav organisationen Human Rights Watch en rapport baseret på blandt andet interview med de få overlevende om massedrabet på omkring 600 fængselsindsatte fra Badoush-fængslet uden for Mosul den 10. juni. Fangerne blev stillet på lange rækker ved en ørkenkløft og henrettet ved nedskydning med automatvåben, efter at sunnier og kristne indsatte var sorteret fra.

Ondskab. IS distribuerer konstant propagandabilleder som dette af egne massakrer, mens arbejdet for omverdenen med objektivt at dokumentere massakrernes forløb tager måneder. Torsdag udgav organisationen Human Rights Watch en rapport baseret på blandt andet interview med de få overlevende om massedrabet på omkring 600 fængselsindsatte fra Badoush-fængslet uden for Mosul den 10. juni. Fangerne blev stillet på lange rækker ved en ørkenkløft og henrettet ved nedskydning med automatvåben, efter at sunnier og kristne indsatte var sorteret fra.

Scanpix

1. november 2014

Når Barack Obama sværger at ødelægge Islamisk Stats »variant af ondskab«, og David Cameron erklærer IS for en »ond organisation«, der skal udryddes, lyder begge som et ekko af Tony Blairs fordømmelse af Saddam Hussein: »Men den mand er jo i særklasse ond, er han ikke?«

Mens Saddam var i særklasse ond for 12 år siden, tegnes den unikke ondskab i dag af Islamisk Stat, siger vores nuværende ledere. Før IS for et par måneder siden fejede hen over store dele af Nordirak, var jihadgruppen blot en af flere lignende militser, der har profiteret af den kampagne, Vestens regeringer og deres autoritære allierede i Golfen har ført til støtte for den syriske oppositions kamp for at vælte Bashar al-Assad. Siden er IS blevet fordømt igen og igen, men gruppen er fortsat med at praktisere samme hensynsløse grusomhed – en strategi, som den radikale islamistiske teoretiker Abu Bakr Naji i en internethåndbog fra 2006 beskrev som »grusomhedens herskerteknik«.

Siden gruppen for omkring 10 år siden blev udskilt fra al-Qaeda, har IS ikke lagt skjul på, at man ser sig forpligtet til at halshugge frafaldne og ikketroende, slavebinde kvinder og udslette samfund, der ikke vil underkaste sig gruppens ultrafundamentalistiske fortolkning af islam. I nøje koreograferede internetvideoer bebuder den sine egne forbrydelser. Der har aldrig hersket tvivl om, at IS praktiserer metodisk grusomhed som del af sin krigsstrategi.

Det afholdt dog ikke USA’s og Storbritanniens regeringer fra at levere støtte til de syriske oprørsmilitser – et fejlgreb, der kan have bidraget til at gøre IS til den i dag mest magtfulde oprørsfraktion i landet. IS blev den primære fjende for de vestlige regeringer, da gruppen kunne rykke ind i det anarki, som samme regeringer bærer et medansvar for at have skabt, da de nedbrød den irakiske stat for at gennemtvinge deres storladne plan for et regimeskift.

Troen på egen godhed

På den baggrund ville det være let at konkludere, at al tale om ondskab i internationale konflikter blot er kyniske forsøg på at forme offentlighedens opfattelse. Men det ville være en fejl. Nøglen til at forstå Tony Blair – og til at forstå en stor del af den moderne storpolitik – er nemlig ikke kynisme. En kyniker er en person, der bevidst handler imod, hvad han eller hun erkender som sandt. Blair derimod er alt for moralsk forblændet til at mestre den løgnagtighed, som han ofte beskyldes for. Snarere handler og tænker han ud fra den grundforståelse, at alt, hvad der kan fremme det, han nu anser for godt, dermed også selv må være godt. Fordi han forestiller sig, at han kan befri Mellemøsten og verden fra det onde, er han også tvunget til at leve i en verden af vrangforestillinger om følgerne af sin egen politik.

Her ligger Blair på linje med de fleste vestlige ledere. Ikke at de er besat af det onde. Snarere tror de ikke rigtig på, at det onde findes som permanent bestanddel af menneskers liv. Hvis deres febrilske retorik fortæller os noget, så er det, at vores ledere tror på, at ondskaben kan besejres. Derved forkaster de en af vestlig religions centrale indsigter, som også findes i de græske tragedier og i værker af romerske historikere: Destruktive konflikter er rodfæstet i en brist hos mennesket selv. I denne forståelse er det onde en tilbøjelighed til destruktiv og selvdestruktiv adfærd, der er menneskeligt universel. Moralens grænser er til da for at holde denne medfødte brist i ave. Men moralen er kun et skrøbeligt kunstgreb, der jævnligt bryder sammen. At forholde sig realistisk til det onde må derfor indebære en accept af, det aldrig går væk.

Hvor de end placerer sig i det politiske spektrum, bekender næsten alle, der regerer os for tiden, sig til en eller anden version af den melioristiske liberalisme, som udgør den vestlige standardtrosbekendelse og lærer os, at den menneskelige civilisation skrider fremad imod en fremtid, hvor de værste former for menneskelig destruktivitet vil være et overstået stadium. Ifølge dette synspunkt er ondskab, hvis det overhovedet findes, ikke en indbygget menneskelig fejl, men et produkt af defekte sociale institutioner, der med tiden kan forbedres permanent.

Paradoksalt nok er det netop denne tro på det ondes flygtighed, der ligger til grund for de seneste hysteriske krigserklæringer mod det onde. Der er mange ondartede kræfter på spil i verden i dag, men det er navnlig dem, som undergraver vores tro på menneskets anlæg for forbedring, som vi dæmoniserer som ’onde’. Det, som generer Vesten så meget ved f.eks. Vladimir Putin, er ikke så meget hans forfølgelse af homoseksuelle eller truende adfærd over for Ruslands naboer for at genoprette den tabte imperiemagt. Det er snarere det, at han ikke lader sig indplacere i den liberale orden for vedvarende menneskelige fremskridt.

Efter at have set ind i Putins øjne under et topmøde i Moskva i maj 2002 erklærede George W. Bush, at »jeg var i stand til at få en fornemmelse af hans sjæl«. Da USA’s vicepræsident, Joe Biden, besøgte Kreml i 2011 fik han et ganske andet indtryk og sagde til Putin: »Hr. premierminister, jeg søger i Deres øjne, og jeg tror ikke, De har en sjæl«. Ifølge Biden skal Putin have smilet og svaret: »Vi forstår hinanden.« Den religiøse sprogbrug er afslørende: Ni år før havde Putin været en pragmatisk leder, med hvem Vesten kunne samarbejde. Nu var han en sjælløs djævel.

Moral – ikke geopolitik

Det er dog i Mellemøsten, at det herskende liberale verdenssyn har vist sig mest konsekvent misforstået. De vestlige lederes manglende evne til at tænke uden for deres egen melioristiske trosbekendelse forklarer også deres manglende evne til at lære af egne erfaringer. Skønt vores styrker gennem et årti gennemførte intensive bombninger bakket op af massive landstyrker, er store dele af Afghanistan i dag fortsat under Talebans kontrol, og bevægelsen vinder terræn, i takt med at den amerikanskledede mission fases ud. For tre år siden drog David Cameron i triumftog gennem Libyen, hvis mangeårige diktator var faldet med bistand fra vestlige luftstyrker. I dag er landet et anarkistisk helvedeshul, som ingen vestlig leder vil vove at besøge. Man skulle tro, at disse erfaringer ville være tilstrækkelige til at afskrække vores regeringer fra flere regimeskiftsøvelser. Men de kan ikke indrømme, at deres magt er begrænset. De kan ikke acceptere, at de ved at fjerne den ene slags onde måske kun opnår at indsætte en anden slags – anarki i stedet for tyranni; islamistiske teokratier i stedet for sekulære diktaturer. De har brug for en fortælling om fortsatte fremskridt, hvis de skal kunne bevare følelsen af at kunne handle meningsfuldt i verden, og derfor bliver de igen og igen drevet til at genopføre deres tidligere fiaskoer.

Mange ser de vestlige interventioner som øvelser i geopolitik. Men også moralsk infantilisme er relevant som forklaring på elendighederne. Således lukker Vesten øjnene for, at det ikke er muligt at svække IS permanent, så længe krigen mod Assad fortsætter – ikke kun, fordi en fredsaftale, der lader Assad blive ved magten, ville blive modarbejdet af de golfstater, der støtter jihadisterne. En sådan aftale vil også give legitimitet til et regime, som de vestlige regeringer i de sidste tre år har været enige om at fordømme som ondere end alle tænkelige alternativer. I Syrien står det egentlige valg mellem ét af tre: en form for overlevelse for Assads sekulære despoti, et magtskifte til fordel for et radikalt islamistisk regime eller fortsættelse af krigen og anarkiet. I den liberale politiske kultur, der hersker i Vesten, lader det sig ganske enkelt ikke gøre at træffe et valg mellem disse tre onder.

Nogle forestiller sig, at begrebet ondskab er et forældet levn fra religionen. For de fleste sekulære tænkere er det, man før kaldte ondskab, retteligt at betragte som udtryk for sociale dårligdomme, der i princippet kan afhjælpes. Men samme tænkere henviser ofte selv til onde kræfter, når de skal forklare menneskehedens manglende fremskridt. Den sekularisering af det moderne moralske ordforråd, som mange troede var undervejs, har ikke fundet sted. Den offentlige diskurs om godt og ondt forbliver rodfæstet i religion. Det ondskabsbegreb, der påkaldes, er imidlertid ikke det, vi kender fra Vestens centrale religiøse traditioner. Troen på, at det onde endegyldigt kan overvindes, har mere til fælles med Oldtidens og Middelalderens dualistiske kætterbevægelser.

Som en hilsen fra gud

Hos zorostrianere og manikæere støder vi på en radikalt dualistisk verdensopfattelse, hvor godt og ondt er adskilte kræfter, der har sameksisteret siden tidens begyndelse. Dermed behøvede de ikke at forholde sig til det problem, som kristne apologeter har måttet brydes med så smerteligt og så længe – nemlig hvordan eksistensen af en almægtig og algod Gud kan forenes med den kendsgerning, at det onde findes i verden. George W. Bushs og Tony Blairs verdensbillede er til tider blevet beskrevet som manikæisk, men det er uretfærdigt over for den gamle religion. Mani – den profet, som i det 3. århundrede grundlagde trosretningen – synes nemlig at have troet, at udfaldet af kampen mellem godt og ondt var usikkert, mens der for Bush og Blair aldrig synes at have været nogen tvivl om det godes ultimative triumf.

Vesten har sine forestillinger om ondskaben fra kristendommen. Personificeringen af ondskaben som en dæmonisk tilstedeværelse er ikke noget, vi kender til fra den bibelske jødedom, hvor satan-figuren primært dukker op som en budbringer eller en anklager sendt af Gud for at udfordre dem, der har udfordret Hans orden.

En konvertit fra manikæismen, Augustin, grundfæstede en stærk ortodoksi i det fjerde århundrede, da han søgte at distancere kristendommen fra dualisme og fastholdt, at det onde ikke var en selvstændig kraft side om side med det gode, men først kom ind i verden, da mennesker misbrugte den frie viljes gave. Som afspejling af Augustins egne indre konflikter kom det begreb om arvesynden, som han udviklede, til at spille en fremtrædende rolle i den usunde optagethed af seksualitet, der har kendetegnet meste af kristendommens historie. Men fordi den placerer ondskabens kilde i mennesket selv, er Augustins vision mere menneskelig end de myter, hvor det onde gøres til en uhyggelig ydre kraft, der virker for at nedbryde menneskelig godhed. De, som tror, at det onde kan udryddes, et tilbøjelige til selv at identificere sig med det gode og angribe enhver, som de mener, står i vejen for deres triumf.

Fornægtelsen af det onde

Augustin fik enorm indflydelse, men dualistiske synspunkter, hvor det onde findes som en selvstændig kraft, gav sig udslag som kætterske traditioner inden for kristendommen. Katarernes bevægelse, der voksede frem i dele af Europa i det 13. århundrede, genoplivede således en manikæisk kosmogoni, hvor verden ikke er et værk af en god Gud, men skabt af en ondsindet engel eller demiurg. Og i det 4. århundrede forkastede teologen Pelagius, en modstander af Augustin, arvesynden, men hævdede, at mennesket var i besiddelse af en fri vilje og kunne være godt uden guddommelig indgriben. Mere end nogen af de øvrige gamle græske filosoffer satte Pelagius ideen om menneskelig autonomi i centrum for sin tænkning. Selv om han i dag er næsten glemt, er det oplagt at se denne kætterske kristne teolog som den sande fader til den moderne liberale humanisme.

Mange liberale vil gerne se begrebet om ondskab erstattet af en diskurs om det skadelige. Vi skal i stedet tale om, hvordan mennesker kan gøre skade på hinanden og på sig selv. Men dette synspunkt fører til et ondskabsproblem, som minder bemærkelsesværdigt meget om det, som har plaget kristne troende. Hvis hvert et menneske fødes som liberal humanist, som disse sidste dages disciple af Pelagius synes at tro, hvordan kan det så være, at så mange, tilsyneladende af egen fri vilje, er rede til at give deres liv til regimer og bevægelser, som altovervejende er undertrykkende, grusomme og voldelige? Hvorfor vælger mennesker bevidst at skade andre og sig selv? Ude af stand til at forklare denne kendsgerning tyr de liberale til en sprogbrug om dystre, onde kræfter, der minder meget om de gamle dualistiske religioners. De troendes bestræbelser på at forklare, hvorfor Gud tillader afskyelig lidelse og uretfærdighed, har ikke frembragt noget, der kan overbevise, men trods alt indrømmer de, at Guds veje er ’uransagelige’. Selv om han endte med at acceptere den guddommelige vilje, blev de spørgsmål, Job stillede til Gud, aldrig besvaret. Trods alle hans bestræbelser på at finde en løsning måtte Augustin erkende, at den menneskelige fornuft ikke var opgaven voksen. Når sekulære liberale derimod forsøger at redegøre for det onde i rationelle termer, bliver resultatet en mere primitiv udgave af den manikæiske myte. Når menneskeheden viser sig resistent over for forbedringer, er det fordi mørkets kræfter – indskrænkede præster, demagogiske politikere, multinationale koncerner etc. – arbejder på at forpurre den universelle kamp for frihed og oplysning. En oplagt konklusion presser sig på her: Før eller senere vil enhver, der tror på medfødt menneskelig godhed, blive nødt til at genopfinde ideen om det onde i en grovere udgave. I deres bestræbelser på at uddrive det onde af den moderne bevidsthed er de sekulære liberale endt med at konstruere en dæmonologi i en ny variant med indbyggede forbandelser af alt det, der skiller sig ud fra det, som antages at være en rationel menneskelig udvikling.

Det banale onde

Det synspunkt, at det onde i alt væsentlighed skulle være noget banalt – som udtrykt af Hannah Arendt i hendes bog Eichmann i Jerusalem (1963) – er en anden version af en moderne omgåelse af det onde. Arendt hævdede, at mennesker henfalder til en tilstand af tankeløshed, hvor de uden helt at gøre sig det klart, bliver meddelagtige i praksisser, der påfører andre mennesker grusomme lidelser. Det var en moralsk inerti af den karakter, erklærede Arendt, som gjorde det muligt for Eichmann til at påtage sig en ledende rolle i gennemførelsen af Holocaust. Arendts teori om ondskabens banalitet tenderer til at støtte det forsvar for sine handlinger, Eichmann selv fremlagde under retssagen mod ham: Han havde ikke noget valg, men måtte handle, som han gjorde. Hun fremstillede Eichmann som en farveløs bureaukrat, der varetog en veldefineret funktion i en upersonlig bureaukratisk maskine. Realiteten er bare, at den nazistiske stat altovervejende var kaotisk med forskellige institutioner, regeringsinstanser og enkeltpersoner, der kappedes om Hitlers gunst. Omhyggelig historisk forskning af den slags, som David Cesarani foretog i sin bog Eichmann: Hans liv og forbrydelser (2004) tyder på, at Eichmann på ingen måde var et passivt redskab for staten, men tværtimod valgte at tjene den. Da han organiserede deportationer og massemord på jøder, søgte han ikke blot at fremme sin karriere i det nazistiske hierarki. Det, han gjorde, afspejlede hans dybtliggende antisemitisme. Eichmann deltog i Holocaust, fordi han ønskede det. Og derved adskilte han sig ikke fra så mange andre, uanset at hans forbrydelser var større i omfang.

Ingen tvivl om, at Arendt identificerede en type ondskab, som er reel. Mange tyskere bakkede op om nazisternes racistiske og folkemorderiske forfølgelsespolitikker ud fra motiver, der også omfattede social konformitet og lydighed over for autoriterne. Antallet af læger, lærere og advokater, der nægtede at bistå med at gennemføre nazisternes politik, var forsvindende lille. Men igen var dette ikke kun passiv lydighed. Indtil det stod klart, at Hitlers krig var tabt, var nazismen populær. Som den amerikanske journalist William Shirer fastslog i sin øjenvidneskildring af Hitlers vej til magten i bogen The Nightmare Years:

»De fleste tyskere havde, så vidt jeg kunne bedømme, ikke noget imod, at de fik frataget deres personlige frihed; at så meget af deres prægtige kultur blev ødelagt og erstattet med et hjernedødt barbari, eller at deres liv og arbejde blev ensrettet i en grad, som intet folk nogensinde havde oplevet mage til (…) I det hele taget så folk ikke ud til at lade sig mærke med, at de blev kuet og holdt nede af et skruppelløst tyranni. Tværtimod forekom de at støtte dette med en ægte begejstring.«

Når så store befolkningsgrupper bakker op om undertrykkende regimer, behøver forklaringen ikke at være tankeløshed eller inerti. De liberale meliorister medgiver gerne, at menneskers liv indeholder mange ting, der er dårlige, hvoraf nogle måske aldrig vil kunne fjernes helt, men der findes ifølge dem intet, som er uopretteligt destruktivt eller ondsindet i mennesket selv. Men en anden opfattelse er også mulig, også uden teologisk indramning.

Hvad man i tidligere tid konventionelt betegnede som ondskab, kan også forstås som en naturlig tendens til fjendskab og ødelæggelse, der sameksisterer i den menneskelige natur med sideløbende tendenser til sympati og samarbejde. Dette var den opfattelse, som Sigmund Freud gav udtryk for i en berømt brevveksling med Albert Einstein i 1931-1932. Einstein havde spurgt: »Er det muligt at styre menneskets mentale udvikling, således at vi sikrer det mod hadpsykoser og destruktivitet?« Freud svarede, at »det er ikke sandsynligt, at vi vil kunne undertrykke menneskehedens aggressive tendenser«.

Til middag med djævelen

Freud hævdede, at mennesket blev styret af impulser eller instinkter, Eros og Thanatos, der drev til liv og skabelse eller til ødelæggelse og død. Han advarede mod at tro, at disse kræfter legemliggjorde godt og ondt på nogen enkel måde. Uanset om de arbejdede sammen eller mod hinanden, var de begge nødvendige. Alligevel var der for Freud ingen tvivl om, at der udgår en alvorlig trussel mod alt, hvad vi kunne kalde det gode liv, fra mennesket selv. Den skrøbelige civilisation afspejlede ifølge ham den splittede natur i selve menneskedyret.

Man behøver ikke i et og alt at overtage Freuds teori – som han i samme brev selv kalder en form for mytologi – for at indse, at han har fat i noget her. Snarere end psykoanalysen vil en eller anden version af evolutionspsykologien formentligt bedre belyse den menneskelige tilbøjelighed til had og ødelæggelse. Pointen er, at destruktiv adfærd af denne art har sin oprindelse i iboende menneskelige brister. Og nok så afgørende er disse brister ikke blot og ikke engang primært intellektuelle. Ingen fremskridt i den menneskelige viden synes at kunne hindre mennesker i at angribe og forfølge andre. Giftige ideologier som nazisternes ’videnskabelige racisme’ blev udtænkt for at retfærdiggøre en sådan adfærd. Men disse ideologier er ikke bare fejlagtige teorier, der kan kasseres, når deres falskhed er påvist. Ideer af tilsvarende art vil dukke op igen, når samfund trues af alvorlige og vedvarende problemer.

Massernes støtte til despotiske regimer har mange kilder. Uden de økonomiske omvæltninger, der ruinerede store dele af den tyske middelklasse, kunne nazisterne være forblevet en marginal bevægelse. Utvivlsomt forventede mange, at det nazistiske regime ville kunne beskytte dem mod økonomisk usikkerhed. Men det er en fejltagelse at tro, at folks underkasten sig tyranner sker på trods af de forbrydelser, tyrannerne begår. Et stort antal har tværtimod beundret tyranniske regimer og aktivt støttet deres forbrydelser. Hvis nazismen ikke havde eksisteret, var en ideologi, der mindede om den, sikkert blevet opfundet i det kaos, som kendetegnede mellemkrigstidens Europa.

Da Vesten gik i forbund med Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, valgte vi det mindste af to onder. Dette var også synspunktet hos Winston Churchill, der udtalte de berømte ord, at han ville »spise til middag med djævelen«, hvis det var det, som skulle til for at gøre det af med »denne onde mand«, Hitler. Churchills ærlige anerkendelse af det valg, han måtte træffe, er vidnesbyrd om, hvor udvandet diskursen om det onde siden er blevet. I dag vil ingen vestlig politiker kunne indrømme en sådan beslutning.

Nazityskland og Sovjet

I sin banebrydende bog, Om kompromiser og rådne kompromiser, skelner den israelske filosof Avishai Margalit mellem regimer, der hviler på grusomhed og ydmygelse, som mange har gjort det igennem historien, og dem, der går skridtet videre ved at udelukke bestemte kategorier af mennesker fra alle moralske hensyn, hvor Nazityskland er ærkeeksemplet på det sidste. Margalits sondring er ikke kvantitativ, den inddrager ikke antallet af ofre, men kategorisk: Den nazistiske racisme skabte et uforanderligt hierarki, hvor der ikke kunne eksistere fælles moralske forpligtelser. Vestens alliance med Sovjetunionen i kampen mod nazismen var ifølge Margalit et både nødvendigt og berettiget moralsk kompromis. Men grunden var ikke, at nazisterne var et større onde, pointerer han. For trods al sin undertrykkelse tilbød Sovjetunionen en fremtidsvision, der omfattede hele menneskeheden. Ved at anse det meste af menneskearten som undermennesker afviste nazismen derimod moralen selv.

Der bør ikke være nogen tvivl om, at nazisterne er i en klasse for sig. Intet andet regime har iværksat et projekt for systematisk udryddelse af sammenlignelig karakter. Fra begyndelsen af det sovjetiske system fandtes der lejre, hvorfra det var vanskelige at slippe ud i live. Men på intet tidspunkt var der i det sovjetiske gulag noget, som var beslægtet med de dødslejre, som nazisterne drev i Sobibor og Treblinka. I modsætning til holdningen i nogle postkommunistiske lande, der søger at benægte dette faktum, var Holocaust en unik forbrydelse. Vurderet ud fra Margalits begreber var imidlertid også Sovjetunionen involveret i radikal ondskab. Den sovjetiske stat gennemførte således en politik til systematisk udelukkelse fra samfundet af såkaldt ’tidligere personer’ – en gruppe, der omfattede dem, der levede af kapitalindkomster, gejstlige fra alle religioner og tsaristiske embedsmænd – og som blev nægtet borgerrettigheder, fik forbud mod at søge offentlig ansættelse og blev begrænset i deres adgang til rationeringssystemet. Mange døde af sult eller blev sendt i lejre, hvor de omkom af overanstrengelse, underernæring og brutal behandling.

Anskuet som bred moralsk kategori er det, som Margalit definerer som radikal ondskab, ikke så ualmindeligt. Den koloniale folkemord på heroerne i Tysk Sydvestafrika (nu Namibia) i begyndelsen af det 20. århundrede blev gennemført på baggrund af en pseudovidenskabelig racistisk ideologi, der benægtede afrikaneres menneskelighed. (Folkedrabet omfattede brugen af heroer som forsøgskaniner i eksperimenter foretaget af læger, hvoraf nogle vendte tilbage til Tyskland for at undervise de læger, der senere foretog tilsvarende eksperimenter på fanger i nazisternes lejre.) Det institutionelle slaveri i USA før borgerkrigen og i Sydafrika under apartheid hvilede på lignende benægtelser. Mange forskellige samfund, til mange tider og på mange steder, har frataget moralsk status fra nogle af dem, de behersker. På den ene eller på anden måde at nægte andres fælles medmenneskelighed synes at være en universel menneskelig egenskab.

IS er ikke unikke

At karakterisere Islamisk Stats adfærd som ’psykopatisk’, som David Cameron har gjort, er at kategorisere gruppen som så menneskeligt afvigende, at det savner historisk sidestykke. Men ser vi bort fra det forhold, at de reklamerer med dem på internettet, er de grusomheder, IS begår ikke meget forskellige fra dem, der er blevet begået i mange andre situationer med akut konflikt. For at nævne blot nogle få af de mere nylige eksempler er mord på gidsler, massedrab og systematisk voldtægt blevet brugt som krigsvåben i det tidligere Jugoslavien, Tjetjenien, Rwanda og Congo.

En kampagne for massemord er aldrig bare et udtryk for psykopatisk aggression. I Islamisk Stats tilfælde spiller ideologien wahabisme en hovedrolle. Lige siden 1920’erne har herskerne i det saudiske kongedømme promoveret denne 18. århundredes-variant af en stærkt undertrykkende og ekskluderende sunni-islam som del af sit projekt for at legitimere den saudiske stat. På det seneste er den saudiske sponsorering af wahhabiideologien desuden også blevet en reaktion på truslen fra et stadig mere magtfuldt shiamuslimsk Iran. Under sådanne vilkår for intens geopolitisk rivalisering kan der ikke være nogen effektiv regering i Irak, ingen ende på den syriske borgerkrig og ingen meningsfuld regional koalition mod det selvbestaltede kalifat.

Men fremkomsten af IS er også del af en religionskrig. Gang på gang hører vi, at religion er redskab for magt, som herskende eliter bruge til at styre folket, og ingen tvivl om, at dette ofte kan være tilfældet. Men den modsatte opfattelse gør sig også gældende: Politik kan udmærket være fortsættelse af religion med andre midler. I Europa var religionen den primære politiske kraft i mange århundreder. Da den blev slået på tilbagetog, fornyede den sig i en ny tids politiske trosbekendelser – jakobinisme, nationalisme og forskellige varianter af totalitarismer, der var af delvis religiøs art. Noget lignende sker i Mellemøsten. Drevet frem af bevægelser, der kombinerer radikal fundamentalisme med elementer lånt fra sekulære ideologier såsom leninisme og fascisme, ser konflikten mellem shia- og sunnisamfund ud til at skulle fortsætte i de kommende generationer. Lige så lidt som krigen er religionen på retur, men den muterer kontinuerligt til nye hybride former.

Et eksperiment

Den vestlige intervention i Mellemøsten er blevet animeret af en verdensopfattelse, som selv har nogle af en religions funktioner. Der er intet sagligt grundlag for at tro, at noget i stil med den demokratiske nationalstat kan levere forbilleder, som Mellemøsten kan bruge til noget. Stater af denne art opstod i det moderne Europa efter megen blodsudgydelse, men deres fremtid er langtfra sikret, og de repræsenterer ikke nødvendigvis endemålet for al moderne politiske udvikling. Fra et empirisk synspunkt kan forestillinger om et endemål kun være udtryk for en trossag. Alt, hvad der kan observeres, er en række af politiske eksperimenter, hvis udfald afhænger af omstændighederne. Lanceret under omstændigheder, hvor stater skabt under vestlig kolonialismes beskyttelse er brudt sammen under indtryk af nyere vestlig intervention, vil det grusomme tyranni, som Islamisk Stat har skabt, få plads i historiebøgerne som et af disse eksperimenter.

Svagheden ved den trosbaserede liberalisme er, at den ikke indeholder noget, der kan vejlede os i de valg, vi må foretage mellem forskellige typer og grader af ondskab. I betragtning af Vestens medansvar for at have udløst det anarki, hvor kurdere, yazidier og andre minoritetssamfund står over for en dødbringende trussel, er ikkeintervention en moralsk kompromitteret mulighed. Hvis der er tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed, hvilket vi ikke kan tage for givet, kan en militæraktion udmærket være berettiget. Men det er svært at se, hvordan der skal kunne skabes varig fred i områder, hvor der ikke findes en fungerende stat. Vore ledere har bidraget til at skabe en situation, som deres verdensopfattelse hævder, ikke kan eksistere: En umiddelbart uløselig konflikt, hvor der ikke findes nogen gode udfald.

John Gray er engelsk filosof
© The Wylie Agency og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lasse Damgaard
  • Jan Pedersen
  • Niels Mosbak
  • curt jensen
  • Hjalte Jensen
  • Ervin Lazar
  • Espen Bøgh
  • Curt Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Marianne Rasmussen
  • Carsten Pedersen
  • Jørn Sonny Chabert
  • odd bjertnes
  • Kurt Nielsen
  • Tom Paamand 
  • Ejvind Larsen
  • Nic Pedersen
  • Jan Weis
  • Ole Nielsen
  • Jens Høybye
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Grethe Preisler
  • Stig Bøg
  • Troels Ken Pedersen
Lasse Damgaard, Jan Pedersen, Niels Mosbak, curt jensen, Hjalte Jensen, Ervin Lazar, Espen Bøgh, Curt Sørensen, Niels Duus Nielsen, Marianne Rasmussen, Carsten Pedersen, Jørn Sonny Chabert, odd bjertnes, Kurt Nielsen, Tom Paamand , Ejvind Larsen, Nic Pedersen, Jan Weis, Ole Nielsen, Jens Høybye, Mikael Velschow-Rasmussen, Grethe Preisler, Stig Bøg og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert O. Jensen, kulturikonerne og ideerne er europæiske måske borset fra jazzen som er afrikansk. De kapitalistiske monopoler du nævner Hollywood movies, musicals, automobiler, fly, apple og IBM pcer, smart phones, internettet, etc. er amerikanske, men altså skabt ved at eliminere konkurrencen fra andre lande. Ideer opstår stort set samtidig mange steder på kloden, men kapitalismens akkumulerende natur omfatter også ideerne og patenter – kig på industrihistorien, den er et overflødighedshorn af eksempler.

Og, Robert, for lige at færdiggøre min kommentar; så er det Kjeld peger på vel, at det ikke er rimeligt at denne koncentration af alle slags kapital fører til en slavegørelse af store dele af under- og arbejderklassen. Idag er hver syvende amerikaner afhængig af madkuponer, og det i et land der sagtens burde kunne beskæftige og brødføde sin befolkning. Systemfejl kombineret med nogle af de mest egoistiske og grådige magthaver gør Vesten til parodi på deres eget budskab om demokrati.

Robert Ørsted-Jensen

jeg er nok bare lidt træt af den evindelige pissen i egen vugge, uden den ville vi end ikke have Karl Marx, so i øvrigt var overbevidst om at verdens frelse kun kunne hentes i netop de højest udviklede lande i vesten. Uanset hvordan vi vender og drejder sagen so opstod alle di der musikformer i vesten og ikke i afrika. Ironien er at vi havde brug for en population af afrikanere uden for Afrika - en der var under daglig på virkning af klassisk vestlig musik og folkelige traditioner for at jazz, blues og rock.

Mit råd er at det er klogt at bremse lidt op og erkende at vi ikke ville være ret mange potter pis værd uden det der forkætrede "vesten"

desuden er en fremtid uden demokrati og respekt for politiske modsanderes rettigheder, ytringsfrihed og menneskerettigheder i det hele taget - ikke en fremtid det er værd at gøre ret meget andet end at bekæmpe om fornødent med våben i hænderne.

Robert, jeg har intet imod Vesten, men jeg har noget imod den måde de koncentrere og fastholder magten på. Både geopolitisk og inden for de enkelte nationer. Imperialisme og klassekamp kaldes det.

...og den kritik vil jeg rette mod enhver kapitalistisk kapitalkoncentration, men naturligvis stærkest mod de til enhver tid regerende kapitalister - og det er pt. dem i Vesten. Min opfattelse er at kapitalismen lider af nogle fatale systemfejl.

Robert Ørsted-Jensen

Ja men den kritik er de fleste of os jo enige i, jeg er, blot er jeg en smule træt af nedgøren af de mange værdier der også er. Kitik er godt, men komplet pissen i egen vugge er idioti

Robert, i klassebevidsthedens klare lys skal du sammen med alle andre tage ejerskab til den vestlige kultur og lade kritikken ramme kapitalmagten, uanset at Hollywood m.fl. har kommercialiseret al kultur og ide, som det var deres egne opfindelser....

Robert O Jensen.
Det var sådan set Vesten som skabte nazismen, fascismen og kommunismen.
Uden at afvikle noget af det.
Sovjet nedkæmpede nazismen.
For senere at nedlægge sig selv.
Så hvordan du kan mene, at det er Vestens fortjeneste, at den ondskab som Vesten skaber, men som fjernes af andre, skal tillægges Vesten.
Det virker noget ulogisk.

Kapitalfonden IK Investment Partners med hovedsæde i London, er ved at afslutte et opkøb af Løgismose og dele af den kendte kok Claus Meyers madimperium. Om få år er skandinavisk mad engelsk ude i verden. Sådan er kapitalismen....

Robert Ørsted-Jensen

Hvordan skabte Vesten Kommunismen (stalinismen) Ole? Den er tyndhudet den. Det kan desuden - og er blevet argumenteret flittigt - at stalinismen bidrog afgørende til skabelsen af nazismen. Selv mente nazisterne også ndet og at de hentede deres økonomiske støtte fra den tyske storindustri på den konto er ubestrideligt. Nu har div stalinister - Bill her ikke mindst og godt støttet af den reaktionære højrefløj - ellers i snart 20 år hævdert at det var USA-kapitalismen der på snedig vis undergravede - plottede og til sidst nedlagde et yderst velfungerende sovjet. Prøv nu at få lidt styr på dine agumenter Bill.

Robert O Jensen
Din kaotiske historie opfattelse er politisk opportun ønsketænkning.
Nazisterne blev valgt i Tyskland.
Hvordan du kan gøre det til en af vestens store fortjenester, at Sovjet måtte befri Europa for nazismen viser de selektive adgang til historie.
Er du helt uden historisk viden Robert O Jensen?

Det kan desuden - og er blevet argumenteret flittigt - at stalinismen bidrog afgørende til skabelsen af nazismen. siger Robert O. Jensen.

Hitlers Mein Kampf, et kampskrift bl.a. rettet mod kommunismen og Sovjetunionen, var klar til udgivelse i 1923. Lenin døde i 1924 og Stalin konsoliderede først sin magt i 1927 ved eksklusionen af Trotskij. Nazisterne kuppede sig, med 30% vælgeropbakning, til magten i 1933, så den selvudnævnte historiker Robert O. Jensen er som sædvanlig helt uden historisk evidens.

Når kapitalismen kommer under seriøs beskydning ryger Robert O. Jensen som altid op i en spids, og sprutter og hvæser ukvemsord som "stalinist og massemord" udover den formastelige kapitalismekritiker - alt sammen meget afslørende.

Ole Nielsen, Robert O. Jensen skal være din. Jeg ved af erfaring at ham kommer der intet anvendeligt fra.

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen og Ole Nielsen anbefalede denne kommentar

Robert O. Jensen

"Kitik er godt, men komplet pissen i egen vugge er idioti".

Jeg må erkende, at jeg nok i Robert O. Jensens optik hører til dem, der pisser i egen vugge, og det har jeg det ganske udmærket med, og uden at føle den ringeste form for dårlig samvittighed. Jeg betragter det nærmest som en af de væsentligste bestanddele i en demokratisk samfundsopbygning.

I min tilgang til de problemer, jeg beskæftiger mig med, bl.a. på denne blog, er mit udgangspunkt altid at bruge den samme moralske standard på alle grusomheder og undertrykkelse, som det forekommer i mange samfund, men, og det er for mig uhyre vigtigt, at fokusere primært på dem, hvor mit land og de lande, der tilhører "min" kulturkreds har et medansvar, fordi jeg her kan gøre en forskel, omend meget ringe.

Når Danmark i disse år praktiserer en aktivistisk udenrigspolitik, med deltagelse i indtil flere krige, som for Iraks vedkommende var dybt ulovlige, ligesom det var tilfældet med Afghanistan, som også blev påbegyndt på et ulovligt grundlag. De allierede hængte de ansvarlige nazister for lignende forbrydelser efter Anden Verdenskrig. Jeg finder det yderst relevant at holde alle ansvarlige for de forbrydelser, de kunne være ansvarlige for, til dette formål med oprettelse af internationale domstole, men når man selekterer, hvem man ønsker at sigte og lader magtstrukturer og ideologi styre disse forhold, føler jeg, at det er min pligt at gøre opmærksom på denne uretfærdighed.

Intelligentsia'en, massemedier, meningsdannere og ledende politikere i vestlige samfund betragter det som moralsk modigt og vigtigt at hellige al deres opmærksomhed på at tage afstand fra forbrydelser fra officielle fjender, (Stalin, Hitler, Pol Pot, Mao, Putin, Assad, Gaddafi, osv), hvor de endda ikke viger tilbage for at fabrikere "beviser", når der er behov for det til at skabe den rette stemning i ubefæstede sjæle i den almindelige, brede befolkning. Det er jo dem, der skal betale regningen.

På samme tid føler de, at det er fuldstændigt naturligt at ignorere eller nedtone forbrydelser, som vestlige samfund er ansvarlige eller deler ansvar for. Lighed for loven, en hovedhjørnesten i alle demokratiske samfund, er skyllet ud med badevandet.

Dette er moralsk sammenligneligt med en sovjetisk kommissær, der fordømmer racisme i USA, mens han forholder sig tavs om Sovjetunionens støtte til tyranni og undertrykkelse af satellitstater i Østeuropæiske lande. Det er stuerent at fordømme Putin, men at forholde sig tavs om Obamas krænkelser af basale menneskerettigheder med indespærring uden rettergang af tusinder af mennesker behøver vi ikke engang at komme ind på; det ville være "at pisse i egen vugge".

For Obama, ekspert i konstitutionel ret, burde Magna Carta, et lovdokument fra 1215, som fremhæver "the presumption of innocence", at alle er uskyldige indtil de har fået deres sag prøvet ved en domstol, være dybt integreret i hans gener. Til næste år er det 800 år siden, dette uhyre vigtige dokument kom til verden i England, og hvad er vi vidne til. Obama skriver hver tirsdag under på en drabsliste over de mennsker, han finder det opportunt at slå ihjel, uden domstolsprøvelse; at han samtidig slår tusindvis af andre uskyldige mennesker, kvinder, mænd og børn, ihjel, er han bedøvende ligeglad med.

Min holdning til disse spørgsmål og den vægt, jeg lægger på dem, forhindrer mig ikke i at have umådeligt stor glæde af den kultur, der også er en del af USAs bidrag til verden. At beskrive kritik af forbryderiske forhold i Danmark eller andre vestlige samfund som "at pisse i egen vugge" virker som den værste gang sludder og vrøvl. Jeg har stadig den største samling af Sinatra plader i kongeriget og har stor glæde af amerikanske tv-serier. Skulle jeg af den grund holde min kæft om de kolossale forbrydelser, USA ustraffet får lov til at begå, og som de har gjort i flere hundrede år, ligger ikke lige for.

Erling Jensen, cand. jur.

Erling Jensen, cand. jur.

Peter Hansen, Niels Duus Nielsen, Stig Bøg, Niels Mosbak, Nic Pedersen, Per Torbensen, Kurt Nielsen, Jens Høybye og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ja men det har du jo lov at mene Erling. Og jeg har heller ikke noget problem med at kritiserer egen vugge, det var ikke det der var pointen, du synes at overse det vigtige ord "komplet" og så lige den med "hvad har Rom nogensinde gjort for os"

Erling Jensen: I alle dine ureflekterede gennemgange af USAs forbrydelser forsøger du ihærdigt at lukke hele verden af så kun USA fremstår som den evige ondskab, at du fuldstændig glemmer paralelitten under den kolde krig hvor Sovjet og Kina absolut heller ikke holdt sig tilbage, gør, din analyse yderst enøjet.

Der er et mellempunkt mellem udsagnet "Hvad med de andre?" og "Der er kun en skyldig"

Jan Mogensen

"Erling Jensen: I alle dine ureflekterede gennemgange af USAs forbrydelser forsøger du ihærdigt at lukke hele verden af så kun USA fremstår som den evige ondskab, at ..."

Jeg er åbenbart sluppet dårligt fra det egentlige budskab i mit seneste indlæg. Jeg understregede nogle vigtige grunde til, at jeg bruger de fleste af mine indlæg til "ureflekterede gennemgange af USA's forbrydelser", hvilket du er velkommen til at nærlæse.

Som borger i et vestligt samfund er det uendeligt meget vigtigere at gøre opmærksom på "vores" forbrydelser, fordi de aldrig, bortset fra ganske få, bl.a. på denne blog, får den behandling, de fortjener, set i lyset af omfanget af deres KOLOSSALE forbrydelser. Det kaldes også "lighed for loven". I vestlige samfund bliver man klappet på ryggen, hvis man beskriver Putin som en klon af Stalin og Hitler. Det er kun rendyrket propagandapladder og ikke specielt sagligt. Det finder jeg ikke interessant. Putin er leder af et land, der ikke er mere end en snes år gammelt, så omfanget af de forbrydelser, han muligvis har gjort sig skyldig i, må naturnødvendigt være meget mindre end USA's, som har gjort sig skyldig i de mest horrible forbrydelser siden 1776. Om du kan lide det eller ej, er dokumentationen for dette overvældende.

I det vestlige propaganda system bliver han behandlet som en direkte efterkommer af Stalin - det mest skinbarlige vrøvl, tidl. KGB oberst og mere i den boldgade. Det gør ham vel ikke ansvarlig for Stalins forbrydelser.

I dit ideologiske verdensbillede er ISIS i dag de værste fjender; i sidste måned var det Putin og Rusland, selv om han ikke er helt afskrevet. ISIS har sort tøj på, vinker med flag og skærer hovedet af journalister, og så kan det vist ikke blive meget værre. Det er ligegyldigt for dig og dine venner i Washington, at saudi'erne på Chop-chop Square samme dag som James Foley blev halshugget, halshuggede 10 mennesker, til offentlig beskuelse. Det er jo vores nære allierede, så det går vi let henover. Det er ligegyldigt med at beskrive i vestlige medier den rolle, vestlige samfund, med USA som dukkefører, har haft mht. at skabe grundlaget for denne seneste fase i islamistisk terror. Og jeg som troede, at det kun var lommeuld, der kom af ingenting.

Når man ikke forstår den kultur i de lande, man invaderer, er det let at dæmonisere. Og her kom ISIS lige i tide, efter at Al Quaeda har mistet evnen til at skræmme os til døde. Det er lidt vanskeligere med at give Putin den samme behandling, fordi "fakta" i Ukraine, herunder oligarker, omvæltning af et demokratisk valgt regering, nynazister, demokrater og demagoger, er vanskeligere definere. Det forhindrer os ikke i at trække Hitlerkortet, som det sker i alle diskussioner og meningsudvekslinger, formentlig også mellem Brøndby og FCK tilhængere. Saddam Hussein fik samme skæbne, selv om han var under de værste år i sit terrorregime i 80'erne var USA's hjertensven og adskillige vestlige landes intime handelspartner. Han fik i de år grønt lys til at slå hundredtusinder af kurdere ihjel, ligesom det ikke gav noget skår i deres forbrødring, at han gassede 5.000 kurdere ihjel i Halabja. Invasionen af Iran var helt i orden, fordi USA havde og har et mellemværende med dette land, og til dette formål var Saddam nyttig; det kostede bare en bagatel af 1 million mennesker livet. Hans invasion af Kuwait 10 år senere var derimod meget forkastelig, og at USA et halvt år før havde invaderet Panama betød mindre. Det kunne de gøre, uden at det vakte alle øvrige vestlige samfunds kritik, herunder Danmark.

Hele den vestlige verden sover ikke godt om natten i denne tid. De er overbevist om, at ISIS kommer for at slæbe dem ud af deres senge og føre dem til en arabisk ørken for at halshugge dem. Sådan virker propagandaapparatet, når man er underkastet de betingelser et imperium som det amerikanske fastlægger for os alle; et land, hvis politik er baseret på over 800 militærbaser i over 120 lande; et land, der blander sig i hundredvis af andre landes økonomiske og politiske affærer, et land, som støtter og indgår i partnerskab med et væld af diktaturer, foretager invasioner efter forgodtbefindende, starter aggressionskrige, udøver tortur, spærrer folk inde uden rettergang og mere i samme skuffe. Det er naturligvis kun bagateller i din verden, og aldrig noget du og dine ligesindede ikke kunne drømme om at reflektere over, og kun "ureflekterede gennemgange af USA's forbrydelser" fra min side. Du er velkommen til at påvise, hvor jeg har fyldt og andre læsere af denne blog med usandheder. Alt kan dokumenteres ned til mindste detalje.

Tænk på alle de officielle fjender, der har skræmt hundredvis af millioner af mennesker i vestlige samfund, siden fremkomsten af den nationale sikkerhedsstat i USA. Ældre mennesker kan huske det voldsomme rædselsbillede, de blev vaccineret med, da de blev tudet ørerne fulde med løgnagtige påstande om, kommunisterne, især Sovjetunionen, men også Kina, kom for at tage dem, eller at de var til sinds at smide atombomber i hovedet på os.

Frygt er den vigtigste motivation i et imperium. Hvis ikke mennesker er gjort bange, er de mindre tilbøjelige til at gå med på magthavernes skumle planer. De skal trods alt betale regningen, både i form af skatter og tab af menneskeliv, når en ny lille rask krig skal sættes i værk. Det kostede Danmark godt 40 tab af liv i de seneste løgnagtige krigseventyr, som dukkeføreren i Washington fik sat i værk. Vietnamkrigen kostede USA 57.000 liv, og en bagatel af 4 millioner vietnamesere, cambodianere og laoter livet.
Nu gør jeg det, gud hjælpe mig, igen; fremturer med "ureflekterede gennemgange af USA's forbrydelser".

Efter den kolde krig var det livsnødvendigt at skabe ny frygt i befolkningerne i vestlige samfund. Ind på scenen kom, meget belejligt Saddam Hussein som det nye skræmmebillede. Han var den nye Hitler; han var opsat på at erobre hele verden; han ville udløse paddehatteskyer over amerikanske byer. De fleste vesterlændinge blev aldrig klar over, at han fik sine skræmmende masseødelæggelsesvåben fra USA og andre vestlige lande, da han var deres ven og partner.
Det vigtige var, at folk blev tæppebombet med det sædvanlige propagandalort, som altid tages i anvendelse af USA, når de skal sælge en sag. Nu havde folk fået en ny officiel fjende.

Så kom 9/11. Disse angreb blev brugt til at samle støtte for en invasion af Afghanistan og et par år senere Irak, som blev kædet sammen med Al Quaeda og besiddelse af masseødelæggelsesvåben, naturligvis løgn fra ende til anden - but who cares.

Det er hvad, imperium handler om - konstant, evig, stedsevarende FRYGT.

Og hvem er vinderen i dette konstante kaos, kriser, konflikt, krig og frygt. Rigtigt gættet - det militærindustrielle kompleks, som Eisenhower advarede os imod som den alvorligste fare mod nationen. Med den nye fjende, ISIS, er "forsvarsindustrien" sikret en fortsat, stadigt større strøm af amerikanske skattekroner. Men være evigt forvisset om, at en ny fjende vil vise sig i horisonten, skulle det lykkes Danmark og USA at bekæmpe dem.

Det er ikke gået op for Jan Mogensen, at Stalin døde i 1953, og at USSR også er lagt i graven. Af den grund alene har det ikke min store interesse at beskæftige mig med dem. Deres forbrydelser er tydelige for enhver, som har været underkastet et altdominerende vestligt propaganda apparat, både før og efter dets fald.
Nu er det på tide, at vi tager fat på de forbrydelser, vi selv er ansvarlige for - unægtelig en betydeligt vanskeligere opgave, fordi vi ikke er gear'et til at vende kikkerten den anden vej og fordomsfrit tager et godt kig på de forbrydelser, vi selv tager aktivt del i. Det er ikke behagelig læsning for mange mennesker, fordi det gør det mindre behageligt at se sig selv i spejlet om morgenen.

Erling Jensen, cand.jur.

Peter Hansen, Niels Duus Nielsen, Stig Bøg, Niels Mosbak, Nic Pedersen, Per Torbensen, Kurt Nielsen, Jens Høybye og Ole Nielsen anbefalede denne kommentar

At gøre opmærksom på Vestens forbrydelser er en nobel og nødvendig mission.
Nazityskland blev nedkæmpet af Sovjet i 1945.
Terroren og forbrydelserne i Sovjet og Maos Kina ophørte for flere generationer siden.
Imens har USA og medløbere forsat forbrydelserne.
F.eks. i Korea, Indonesien, Sydamerika, Mellemamerika, Vietnam, Laos, Cambodia, Iraq (i flere omgange), Afghanistan, Libyen.
Alle USA's krige har medført kaos i de berørte lande.
Det må anslås at USA bare efter Anden Verdenskrig har 30-40 millioner menneskeliv på samvittigheden og endnu flere flygtninge.
Dette har der aldrig været nogen debat om.
De færreste interesser sig for USA's forbrydelser.
Forbrydelserne er jo udført i demokratiets og menneskerettighedernes navn.
Og så burde alt vel være godt.
I Danmark er der ingen dårlig samvittighed over, at man siden Anden Verdenskrig har været underlagt USA.
Og deltaget ukritisk og underdanigt USA's forbrydelser.
Danmark havde dårligt afsluttet det frugtbare samarbejde med nazityskland før man påbegyndte samarbejdet med nazitysklands arvtager.

Peter Hansen, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Kurt Nielsen, Keld Sandkvist og erling jensen anbefalede denne kommentar

Man kunne let i et paranoidt øjeblik måske mistænke tidligere efterretningsmand, cand. jur. Erling Jensen og tidligere marinemand Ole Nielsen, der begge her i spalterne er påfaldende aktive med at nedgøre især USA og alt hvad de står for, og det med bemærkelsesværdige skrappe unuancerede udtryk, hvilket må være noget af en metal kovending i f.t. deres tidligere professionelle liv som tætte alliancepartnere med bemeldte stormagt – men måske drejer hele stuntet bare om at agere agent provocateurs - hvor tidligere militæraficionados her på platformen som regel mente de skulle forsvare militærets fremfærd bl.a. i Irak og Afghanistan – så måske er PET-strategien for at fange spioner og samfundsomstyrtere bare ændret – vi ved det ikke … :-)

Jan Mogensen, Robert Ørsted-Jensen og Ditte Jensen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Husk nu, Jan, at der er større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, så spar din paranoia, den er bedre brugt på Jan Mogensen med fascist-billedet.

Robert Ørsted-Jensen

Det jeg prøver at komme ind med her er at verden ikke er sort hvid og når alt pilles væk så er de værdier som enhver progressiv og venstreorieteret person nødvendigvis må slås for - i al væsentlighed - vestlige ideer. Vi er stærkt kritiske over for det som temmelig unuanceret kaldes "vesten" når de forbryder sig mod ideerne, men kritikken bør være nuanceret. Verdens mulighed for og voret potentiale til at overkomme de problemer vi står overfor er stadig i al væsentlighed muligheder og potentiale der eksisterer kun i de højt udviklede industrilande i "vesten". Det er værd at huske på at livet, livsmulighederne, produktivkraftniveuet, ideerne og kulturen der er opbygget i de lande er ikke ene dårligt.

Robert Ørsted-Jensen

Ole NIelsen skriver T "Terroren og forbrydelserne i Sovjet og Maos Kina ophørte for flere generationer siden" men at "USA og medløbere" forsætter "forbrydelserne i "F.eks. i Korea, Indonesien, Vietnam...."

Undskyld mig Ole, men kunne du ikke lige uddybe hvilke forbrydelser dit forkætrede "vensten" har begået i de nævnte tre lande siden 1990?

Indonesien som jeg er nabo til og besøger jævnligt er idag i tiltagende grad et velfungerende demokarti efter "vestligt" forbillede. Det er også verdens største muslimske nation. Du kan ikke finde mange koreanere, og jeg har en del omkring mig hvor jeg er og jeg kan ikke finde en eneste, som foretrækker at leve i nordkorea og som mener at der er begået forbrydelser mod menneskeheden i de sidste 24 års sydkorea. De er alt andet lige meget taknemmelige for den beskyttelse mod nordkorea som de får fra "vesten"

Vietnam, som idag oversvømmes af turister fra ikke mindst USA og Australien (de to lande der var fjenden i fortiden) og Frankrig (den tidligere kolonimagt) er ikke så dårligt at leve i som man kunne have frygtet og årsagen er i al væsentlighed at man ikke er så stalinistisk som far Ho havde ønsket sig og at man til stadighed optager dele af de værdier vi kalder "vestlige"

Kort sagt har man ikke bare lov til at være kritisk - man har pligt til at være det - men der ingen grund til at være så ensidig at man bliver blind og ikke evner at se nuancer.

Nogle er nu åbenbart krøbet i flyverskjul og iagttager radiotavshed – en enkelt måske lovligt undskyldt ved nu ikke mere at være i stand til at svare igen … :-)

Weis,

Jeg er født nysgerrig. Hvem er hin enkelte som nu ser sig nødsaget til at krybe i flyverskjul og ikke er i stand til at svare igen og iagttage radiotavshed ?

Jo mere de to parter, islam og kristendom/jødedom prøver på at vække opmærksomhed vedrørende deres religiøse forskelle ved at slagte hinanden, derved er der mindre der skiller dem fra hinanden. Altret er det samme. De tilbeder den samme morderiske Gud, hvem det så end er. Og ingen er i stand til at sige hvor præcist den onde cirkel begyndte. Staten starter krige i borgernes navne.
Vores demokrati er ved at forbløde og dette er kun begyndelsen. Vågn op. Og glem alt om forfængelighed !

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og curt jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Og Niels Engelsted - alt andet lige så er dit fag (psykologi) og vores universitetesuddannelser i det hele taget, er altsammen et produkt af "vestlig" tænkning og tankegang.

Dit idol Lenin var også et produkt af vestlig tænkning.

NB: Blot var der for meget asiatisk attitude i sidstnævnte til at han helt at kunne forlige sig med ideen om demokrati og ytringsfrihed. Det var givet også samme attitude der var grundlag for det mål af beundring for Stalins afstumpede Djengis Khan-agtige brutalitet og forbryderiske karakter - som fik ham til udpege samme til generalsekretær og co-opteret medlem af CK (blandt de mest gedigne fejltagelser begået i det 20 århundrede).

Robert Ørsted-Jensen

Det gælder i øvrigt også den jura Erling holder af at flage med. Det er altsammen et produkt af det forkætrede "vesten"

Robert O. Jensen har aldrig begrebet et suk af hvad klassekamp eller imperialisme går ud på. Eller at kapitalismen nødvendigvis må stilles til ansvar for den fattigdom underklassen er fanget i. ROJ er jo åbentlyst racistisk i sit forsvar for kapitalismen.

Samtlige lande i verden kan udvise resultater inden for de discipliner ROJ hylder som "Vestens". Hvis nogen skulle have lyst til at sætte sig ind i folkeslagenes vilkår og historie kan jeg anbefale Jared Diamond "Vejen til verden af i dag - menneskesamfundets udvikling de sidste 13.000 år. "

Jens Thaarup Nyberg, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen og erling jensen anbefalede denne kommentar

Robert O. Jensen, Jan Weis, Jan Mogensen

"At gøre opmærksom på Vestens forbrydelser er en nobel og nødvendig mission". Sådan faldt ordene fra Ole Nielsen - jeg kunne ikke være mere enig.

I en intellektuel kultur som den vestlige, med propaganda og masseindoktrinering, med forsætlig uvidenhed som en tragisk følge, forstår vi ikke vores eget medansvar for enorme forbrydelser. Vi fordømmer selvretfærdigt mordere blandt ISIS som laverestående vilde, som fortjener mere af den vold, der skabte dem. Vi ser ikke det voldsomme had og vrede, som er en naturlig følge af krig. Vi ser kun det endelige resultat, det chokerende øjeblik, når raseri bryder ud i ustyrligt had og halshugninger af uskyldige.

Vores terror bliver afleveret med industrifremstillede våben. I modsætning til ISIS' brutale forbrydelser bliver resultatet af vores krigsførelse holdt usynlige for os; vi står ikke over knuste, søndersprængte kroppe, som bliver efterladt på gader og stræder som en følge af vores droner, missiler og F-16 fly. Vi hører ikke skrigene fra forældre, der holder om de smadrede kroppe af deres børn.
Alt sammen en konsekvens af en bevidst tavshed omkring VORES forbrydelser.

Det ville være latterligt, bare et sekund, at påstå, at informationerne om de andres og vores forbrydelser er ligeligt fordelt. Et gennemgående træk hos en Jan Weis, Robert O. Jensen eller en Jan Mogensen på denne blog om det onde, er, at de ALDRIG, ikke en eneste gang, åbent erkender, at amerikanske soldater, under deres besættelse af Irak og Afghanistan, og israelske soldater i deres angreb på Gaza, har begået sanseløse handlinger af mord. De har rutinemæssigt begået voldsomme drab på bogstaveligt talt millioner af ubevæbnede civile, og når vi en enkelt gang hører om dem, er det med enkelte eksempler som i My Lai i Vietnam; at dette var normen og kun et eksempel ud af tusinder får danskere eller amerikanere aldrig at vide.

De kommer aldrig til at læse det mindste bidrag om disse forhold hos de 3 ovennævnte. USA er uden lige globalt mht. magt, militært og økonomisk, og indflydelse, men det er også et usædvanligt åbent samfund, hvilket indebærer, at vi har mulighed for at vide mere om det og dermed bidrage til at påvirke det.

Utallige millioner af mennesker over hele verden bliver tudet ørerne fulde om, at USA står for frihed, retfærdighed, lighed, demokrati, og på denne baggrund forstår de ikke den afskyvækkende virkelighed, som USA repræsenterer. Det er en fantastik bedrift at kunne slå millioner af uskyldige mennesker ihjel og slippe godt fra det med et uplettet ry hos mange mennesker - Hollywood og massemedier i vesten har gjort det fantastisk godt.

Det er USA, ikke Saddam, ikke Gaddafi, ikke Hamas, ikke USSR, ikke Kina, der sætter deres beskidte fingre på et væld af lande over hele kloden, i demokratiets og frihedens navn, og fortæller løgne om, hvorfor det har været livsnødvendigt at besætte Grenada i 1983, med 100.000 indbyggere eller Panama i 1989, efter ophør af det onde imperium mod øst, Sovjetunionen.

Medier i Danmark og i resten af vestlige lande hylder deres handlinger og retfærdiggør dem i frihedens og demokratiets navn. Intet land i verden har mulighed for at sætte sig op mod USA, som har et militær apparat, der er større end de næste 14 eller flere på listen. Denne KOLOSSALE militære magt bliver brugt til at kontrollere verden; hvorfor ellers have 800 baser i mere end 120 lande. Trods dette kæmpe apparat skriger de på mere, selv om den sovjetiske trussel for længst er forsvundet; propagandaapparatet er ikke længe om at finde nye fjender, krigen mod terror, islamisme, Gaddafi, Saddam, Al Quaeda og det seneste skud på stammen - ISIS; de imaginære fjender popper op overalt, og danskere køber dem alle.

Det onde imperium, if. undersøgelser globalt, den værste trussel mod global sikkerhed er ikke længere USSR - det er USA. Det har tropper stillet op, klar til krig, i 127 lande. Med djævelske mekanismer fra IMF og WTO har det allerede plyndret de fleste andre lande økonomisk, stjålet deres ressourcer og gjort deres befolkninger fattige. Spørg på Okinawa i Japan, hvad de synes om at have 30.000-40.000 amerikanske tropper stationeret i deres land. Se på Korea og tusindvis af amerikanske tropper i Sydkorea, og hvilke negative konsekvenser, det har for en forening af nord og syd. Korea var tidligere, før Anden Verdenskrig, et af de mest homogene samfund i verden. Det ophørte med Anden Verdenskrig og som en følge ikke mindst af USA's politik i landet.

Sovjetunionens rekord med invasioner af andre lande kan tælles på en hånd i modsætning til USA, hvor man skal have fat i lommeregneren, bare med deres bedrifter efter Anden Verdenskrig. Robert O. Jensen nævner Indonesien og den positive udvikling, han finder der. Det er udmærket, men han glemmer at fortælle, at landet, umådeligt rigt på naturressourcer, holdt Østtimor besat med en jernnæve indtil 1999 , hvor Clinton gjorde dem det klart, at spillet var ovre. Det lykkedes det dem dog i den periode at slå en tredjedel af befolkningen ihjel - det største folkedrab siden Anden Verdenskrig og kun iværksat, fordi USA havde givet dem deres velsignelse, i form af militær osv.

Korea ville aldrig være blevet opdelt, havde det ikke været for den skammelige politik, som USA praktiserede i landet efter Anden Verdenskrig, bl.a. med indsættelse af en diktator i Sydkorea. Læs Bruce Cumings, amerikansk historieprofessor og verdens førende ekspert på området og bliv klogere. Eftervirkninger af krige skaber livsbetingelser, der kan mærkes i årtier efter deres ophør. Efter USA's militære nederlag i Vietnam blev landet straffet i årtier efter krigens ophør i 1975.

De nationer, der sætter sig op mod amerikansk udplyndring, bliver simpelthen invaderet og tvunget til at underkaste sig USA's totale magt. Ve dem, der ikke vil spille med; de bliver udslettet og omdannet til permanente krigszoner. Deres indbyggere bliver myrdet i millionvis i deres søvn af amerikanske soldater, der har fået at vide, at deres mission er at sprede demokrati og frihed, når det egentlige formål er at sprede uendelige muligheder for udplyndring - af amerikansk storkapital.

´
Erling Jensen, cand.jur.

Peter Hansen, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Kurt Nielsen og Keld Sandkvist anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Hr cand.jur. Jeg har aldrig benæget det meste af det du skriver der, og da slet ikke Østtimor som jeg er noget tættere på end du er. Vestlige værdier er ikke lig med USA, som du synes at mener når man anskuer det svar. Dette uanset at USA's ofte ubehagelige udenrigs og indenrigspolitik da uomtvisteligt udgør en uheldig del af det. Men det meste af det du disker op med rammer ganske enkelt forbi målet, for det er ikke og har aldrig for mig været en for eller imod USA debat, men deriumod noget med at evne at se nuancer nå vi taler om det som tiltagenbde mange på venstrefløjen over en kam afviser som "vestlige værdier". Det er bl.a. uomtvisteligt at du aldrig var blevet cand.jur uden vestlige værdier som grundlag. Det er også uomtvisteligt at Karl Marx er et produkt af "vestlige værdier"

Den ene, Jurajensen, har nu bevæget sig helt op i de tyndeste luftlag og viser, at han stadig ikke er i stand til at bedømme andre bare tilnærmelsesvis objektivt – og hans misbrug af ordet ALDRIG vækker en sund og naturlig latter til live - men hvad er der for resten blevet af den anden, Navynielsen … :-)

erling jensen:
Du forstår det vist ikke helt? - du bruger USAs mange forbrydelser, isolerer dem og gør resten af verden til et produkt af USAs handlinger, der er altså andre spillere i verden der reagerer uafhængigt afl USAs handlinger.
Vietnam behøves vi jo ikke diskutere, din ide om at jeg skulle støtte op om USA i den sammenhæng ved jeg ikke hvor du får fra.
Cambodia under Pol Pot blev jo derimod støttet op af Kina, men den findes jo ikke i din fine gennemgang af USA/Mordor, heller ikke Rusland i Tjetjenien...
Men det er måske igen produkter af USA?? :)

Din beskrivelse af Saddam himler jo netop til himlen og viser netop din indbyggede fejl, i størstedelen af hans regeringstid var han netop tilknyttet Østblokken og fik enorme mængder militær udstyr derfra, det var først da krigen mod Iran gik dårligt at golfstaterne og USA støttede ham og der var det stadig marginalt i forhold til Sovjets fortsatte støtte, sådan en elendig redegørelse burde kunne gøres bedre af en tidligere FE ansat.

Om ISIS så er forbrydelserne reelle, jeg bekymrer mig ikke primært om jounalister, men om kurdere og yazidier der står for en endlösnung, men du kan jo fortælle kurderne i Kobani og Arbil at de bare er udsat for udkomenteret FRYGT...

Nu har vi tre ekstreme debattører der før havde været militærfolk eller politi og det virker som om at folk der først er ekstreme i et felt ikke kan finde midterlejet men lader pendullet svinge i den helt anden vej...

Niels Engelsted: i forhold til din glæde for Putin burde du jo være på samme side, iøvrigt er De Mori ikke interessant pga hans tilknytning til fascisme men pga at hårdt mod hårdt faktisk kan virke som han viste på Sicilien.

Robert Ørsted-Jensen

Ja vi sjkal være kritiske - ikke mindst kritiske over for den ende af verden vi selv tilhører. Ikke mindst netorp fordi demn del af verden promoverfede ideer om frihed, menneskerettuigheder, ytringsfrihed og demokrati- De skal angribes når de ikke ghandler som de taler og de skal kritiseres hårdt. Men alt det ændrer ikke ved det faktum at der er lidt for meget blindhed på det ene øje her. Venstreorienterede og progressive ideer er stadig ideer født i vesten!

Robert O. Jensen

!Jeg har aldrig benæget det meste af det du skriver der, og da slet ikke Østtimor som jeg er noget tættere på end du er."

Det var dig selv, der over for Ole NIelsen kom ind på Indonesien. Jeg tillod mig i al ubeskedenhed at gøre dig og andre opmærksom på, at en tredjedel af dette lands indbyggere ikke var blevet slået ihjel som følge af Indonesiens invasion i dec.1975 og deres fortsatte besættelse i de næste 24 år, hvis det ikke havde været for USA og dets altafgørende militære, økonomiske og politiske støtte. En enkelt henvendelse fra Bill Clinton og besættelsen var forbi. Sådan!!!

Jeg finder det påfaldende for standarden i dit intellektuelle virke, at det gør dig til ekspert, fordi du bor i nærheden af Østtimor - sikke noget forbandet sludder og vrøvl, if you pardon my French. Nærhed gør ikke nødvendigvis en til ekspert, hvilket din manglende viden om Østtimor til fulde afslører.

Du skriver, at du aldrig har benægtet det meste af det, jeg beskriver. Det er igen påfaldende, at du på intet tidspunkt selv kommer op med dine holdninger desangående, hvilket jeg tager som udtryk for, at det rager dig en høstblomst; det lyder besnærende, men er tomt for substans og indhold.

"Dette uanset at USA's ofte ubehagelige udenrigs og indenrigspolitik da uomtvisteligt udgør en uheldig del af det. Men det meste af det du disker op med rammer ganske enkelt forbi målet, for det er ikke og har aldrig for mig været en for eller imod USA debat, men deriumod noget med at evne at se nuancer nå vi taler om det som tiltagenbde mange på venstrefløjen over en kam afviser som "vestlige værdier".

Som udgangspunkt drejer denne debat sig om ondskab, og jeg ser den komme stærkest til udtryk i verdens eneste supermagt. Dokumentation for dette er væltet ud af min pen, men i kraft af dine ideologiske skyklapper er du som dine medkombattanter på denne blog blevet en mental slave af den propaganda, som USA naturligvis, sammen med alle de andre muligheder, en supermagt har til rådighed, hælder ud over verden. Du henviser til min manglende evne til at se nuancer, hvilket du, indtil nu, ikke selv har gjort mig og andre på denne blog opmærksom på. Det er mit indtryk, at du nu ved flere lejligheder ved denne lejlighed har fremhævet de gaver, som vestlige værdier har øst ud over personer som undertegnede. Det har du fuldstændigt ret i, men hvorfor det skulle afholde mig fra at ytre mig meget kritisk om den mest krigeriske, aggressive magt, verden har oplevet, så længe man kan tale om nationsdannelse, kan jeg sandt for dyden ikke følge. For en juraprofessor på et af verdens mest respekterede universiteter, Harvard, og præsident I usa, har det åbenbart, når man ser på de forbrydelser, han er ansvarlig for, lader ham fuldstændigt kold. At krænke international ret er lige så naturligt for ham som at trække vejret.

MHt. vestlig kulturs gaver til menneskeheden har et land som Tyskland på mange områder beriget verden i et ufatteligt omfang. Hvis man følger din måde at ræsonnere og argumentere på, fristes man til at drage den konklusion, at denne berigelse af verden har givet dem et ret til at starte Anden Verdenskrig eller slå 6 millioner jøder ihjel. USA har på samme måde beriget verden på et væld af måder, litteratur, musik, film osv. Giver dem ret til at te sig som en vild hanelefant i brunst i en porcelænsbutik på den globale scene. 98% af mine kilder til min beskedne viden om USA's kolossale forbrydelser, globalt og inden for landets grænser, er amerikanske, og hvis jeg har nogen viden om dette emne, er det, fordi jeg har stået på skuldrene af især amerikanske giganter.

"Ja vi sjkal være kritiske - ikke mindst kritiske over for den ende af verden vi selv tilhører."

For en gangs skyld er der noget, vi kan være enige om, men det virker grangiveligt som om, der er grænser for enigheden. Jeg ser hen til, at du selv melder dig ind i kampen, og gør dig lidt flere anstrengelser mht. at gøre os alle lidt klogere. I den henseende lader dine "anstrengelser" indtil nu meget tilbage at ønske. Mine indlæg kommer ind på et væld af komplekse sammenhænge, og det mindste man kunne forvente af dig er en helt anden lødig gennemgang af de problemstillinger, jeg behandler.

Erling Jensen, cand.jur.

Jan Mogensen

"erling jensen:
Du forstår det vist ikke helt? - du bruger USAs mange forbrydelser, isolerer dem og gør resten af verden til et produkt af USAs handlinger, der er altså andre spillere i verden der reagerer uafhængigt afl USAs handlinger".

Hvilke andre spillere på den internationale scene kan i dit ideologiske verdensbillede have spillet en rolle, der bare tilnærmelsesvis kan måle sig med USA's? Da jeg åbenbart har trådt på en øm tå, har du nu muligheden for at gøre os alle lidt klogere; meget gerne med konkrete eksempler. Din henvisning til Cambodia og Saddam er skudt helt forbi, fordi du ikke kommer ind på den massive rolle USA spillede. Det er korrekt, at USSR i firserne ikke var meget bedre end andre, vestlige lande, i deres intime samarbejde med Saddam Hussein, og som, du anfører, var meget omfattende; det er dog langt fra hele sandheden. Det kan vi måske komme tilbage til en anden gang.

Der er ingen på denne blog med synspunkter, der ligner mine, der ikke kan skelne mellem skidt og kanel og holde skæg for sig og snot for sig. Læg al din bias til side for en gangs skyld; bid hovedet af al skam og erkend, at din viden om USA er yderst mangelfuld. Naturligvis er der andre spillere på den globale scene, også med et yderst blakket ry, men det bliver en umulig opgave at finde et land, der bare tilnærmelsesvis kan måle sig med USA. Hvilke andre lande har slået lige så mange millioner uskyldige mennesker ihjel uden for deres egne grænser, bare siden Anden Verdenskrig, er jeg godt nok meget nysgerrig efter at få belyst. Men jeg går ud fra, at det er en smal sag at bibringe os alle den viden. I, for one, rest my case.

Lad mig hjælpe dig lidt på vej med et eksempel, jeg vistnok ikke tidligere har taget under min "ureflekterede gennemgang" af USA's forbrydelser, som du har beskrevet mine udladninger om USA.
Det drejer sig mig Sydafrika og den region af verden.

Historien vil fortælle, at Sydafrika og USA i fællesskab førte en forfærdelig, men næsten usynlig krig mod uskyldige mennesker i det sydlige Afrika. Krigen omfattede det meste af subkontinentet og var æsten uden fortilfælde mht. barbari; det skulle da lige være Koreakrigen eller Vietnamkrigen, som de blev praktiseret af USA.

Det er almindeligt anerkendt, at Sydafrika angreb frontlinjestaterne. Det, der ikke er erkendt, grundet den intellektuelt primitive kultur i den vestlige verden, er, at USA spillede en nøglerolle i dets assistance til Sydafrika. Hvis verden er uvidende om, hvad USA lavede i det sydlige Afrika, ligger fejlen lige så meget i os selv som i et allestedsnærværende amerikansk propaganda apparat. Det var muligt at vide, hvad USA lavede; informationerne var til stede. Omhyggelige undersøgelser kunne have afdækket hele den grimme, hemmelige alliance mellem USA og Sydafrika.

Tillad mig at præsentere, på meget kort form, en lille flig af problemstillingen i det sydlige Afrika, hvor USA spillede en afgørende rolle.
Angola blev i 1988 invaderet af Sydafrika, som, if. Washington, forsvarede sig mod en af verdens mere berygtede terrorgrupper (if. USA) - Nelson Mandelas African National Congress. På det tidspunkt var Reagan administrationen helt alene i dets støtte for apartheidregimet, samtidig med, at Reagan krænkede kongressanktioner mod at øge handel med den sydafrikanske allierede.

I disse år var Washington, som Israel, en nær allieret af apartheidstyret i Sydafrika og bidrog til deres forbryderiske politik med afgørende støtte til deres undertrykkende, bestialske politik i nabostaterne.

Følgerne af hele denne krigstilstand i det sydafrikanske subkontinent var gruopvækkende. En FN undersøgelse fra 1989 vurderede, at Sydafrikansk hærgen førte til 1,5 millioner dødsfald i Sydafrikas nabolande, bortset fra det, der skete i selve Sydafrika, alt med Washingtons velsignelse. Cubanske styrker slog de sydafrikanske aggressorer tilbage og tvang dem til at trække sig tilbage fra det ulovligt besatte Namibia. USA alene, fortsatte med at yde støtte til apartheidstyret i Sydafrika.

Mht. apartheidstyret slettede USA først Mandela fra en terrorliste, få år før han døde. De er vel på forkant med udviklingen.

Erling Jensen, cand.jur.

Peter Hansen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Erling Jensen:
Du har ikke trådt på noget som helst, ærlig talt virker du som en mand med meglomani der ikke tåler andre synsvinker end sin egen.
Dine opgørelser er fuldstændigt subjektive og svarer til at lægge de nazistiske myrderier sammen med Stalins egne fordi de var allierede, hvorfor mener du i ramme alvor at Indonesiens myrderier skal være USAs ansvar fordi de havde samarbejde?

Lad os nu tage Cambodia igen, som er et godt eksempel på den ansvars og historiemanipulation du forsøger at sælge:

Kina og Thailand støttede Pol Pot og hjalp ham til magten, er det så Kina og Thailands ansvar at manden er psykopat og massemyrder sin egen befolkning? - mit svar er et klart nej, det var ikke dette Kina sigtede imod.

Derefter invaderede Vietnam Cambodia og jagede psykopaten på flugt, men invasionen skete først da Cambodia angreb vietnamesiske grænsebyer, ikke under massemordet på egen befolkning, er det ikke stadig prisværdigt alligevel uanset det ikke var den primære årsag? - mit svar er klart ja.

Dit eksempel med Angola viser tydeligt at du ikke har sat dig ind i sagerne, det var ikke en hvid/sort konflikt, Angola konflikten omfattede foruden Sydafrika/USA der støttede FNLA, Kina der støttede UNITA samt det sovjetisk og cubansk støttede MPLA, alle grupperinger brugte mere tid på at bekæmpe hinanden end at danne en stat.

Jan Mogensen

Tak for dine kommentarer til mit indlæg. Jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor mine indlæg med vægt på amerikanske forbrydelser er udtryk for MEGALOMANI = storhedsvanvid. Jeg forfægter , som dig, synspunkter og holdninger med vægt på forhold, som jeg finder relevante, hvis man ønsker at tegne et retvisende billede af magtfordelingen i verden. Det burde være logik for burhøns, at man ikke på den ene side kan gøre sig fotjent til titlen som verdens eneste supermagt, og på den anden ikke gøre brug af denne altdominerende magt; desværre også med ansvar for de mest horrible forbrydelser, forhold, som ikke vækker den mindste forargelse hos dig, selv om dokumentationen for disse forhold er overvældende.

Lad mig, trods vores uenighed om væsentlige principper, endnu en gang give udtryk for min MEGALOMANI og fabulere over de velsignelser, USA har beriget verden med.

Amerikanske ledere fremhæver uden undtagelse USAs kamp for demokrati. Det er kun højstemt, svulstig retorik, holdt op over for de reelle politiske realiteter. Det er vel ikke en overdrivelse, lemfældig omgang med sandheden, at USA slog millioner ihjel i Vietnamkrigen, selv om dette folkedrab er begravet i Orwells memory hole, eller de andre forhold jeg kommer ind på i dette indlæg.Du vil stadig fastholde din ubetingede støtte for dette lands forbryderiske virksomhed.

Gennem de seneste 5 årtier er demokratisk valgte regeringer i et utal af lande blevet væltet af USA; Guatemala, Guyana, den Dominikanske Republik, Brasilien, Chile, Uruguay, Syrien, Indonesien (under Sukarno), Grækenland, Argentina, Bolivia, Haiti. Det er forhold, som ikke vækker den mindste indignation hos dig.

Den amerikanske nationale sikkerhedsstat har deltaget i hemmelige og officielle aktioner mod revolutionære regeringer i Cuba, Angola, Mozambique, Ethiopien, Portugal, Nicaragua, Cambodia, Østtimor, Vestsahara og sædvanligvis med forfærdelige ødelæggelser og tab af liv blandt den civile befolkning. Igen ingen forargelse hos dig, heller ikke da de invaderede Grenada i 1983 eller Panama i 1989. De havde nok selv bedt om det.

Amerikanske marinesoldater invaderede og besatte Nicaragua i 1912 og igen i 1926-1933; Cuba fra 1898-1902; Mexiko, 1914 og 1916; Honduras, 6 invasioner mellem 1911-1925, Panama, 1903-1914, og Haiti, 1915-1934. I 1899-1902 førte amerikanske marinesoldater en blodig og langstrakt erobringskrig i Philippinerne, som kostede hundredtusinder philippinere livet. De holdt landet besat indtil 1946. Sammen med 14 andre kapitaliske nationer invaderede USA Rusland i 1918-1921.

Disse eksempler på udøvelsen af amerikansk magt har til formål at bevare, ikke blot det internationale kapitalistiske system, men især amerikansk overherredømme i det system. Ingen, i Danmark som i andre vestlige samfund, spørger, hvorfor "et fredselskende, demokratisk land" har fundet det nødvendigt at bruge så kolossalt megen vold og undertrykkelse mod så mange mennesker i så mange lande. De har ikke forstået, at et uhyre vigtigt mål for amerikansk politik er at gøre verden sikker for Fortune 500 og dets globale stræben efter økonomiske profitter. Regeringer, der stræber efter en form for økonomisk uafhængighed, og som har søgt at anvende en mulig økonomisk gevinst til gavn for almindelige mennesker, er regeringer, der er de mest sandsynlige kandidater til at mærke følgerne af en amerikansk militær intervention eller invasion.

Med undtagelse af få territoriale besiddelser har amerikansk ekspansion holdt sig til indirekte kontrol frem for direkte besiddelse. Dette betyder ikke, at amerikanske ledere er fremmede over for anneksion og erobring. Det meste af det, der i dag udgør det kontinentale USA blev med magt erobret fra indfødte amerikanske nationer. Californien og hele det sydvestlige USA blev taget fra Mexiko gennem krigshandlinger; Florida og Puerto Rico blev taget fra Spanien.

Og så gælder det om for amerikanske ledere at overbevise det amerikanske folk og uvidende mennesker i Danmark om, at de enorme omkostninger, både i tab af millioner af liv og den totale ødelæggelse af mange lande, ved at besidde et imperium er nødvendige for deres sikkerheds og overlevelses skyld.

Dette budskab synes at gå rent ind, når man ser på massemediers behandling af disse forhold.

Erling Jensen, cand.jur.

Toke Andersen, Niels Duus Nielsen, Stig Bøg og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Jan Mogensen

"Dine opgørelser er fuldstændigt subjektive"

Sådan faldt ordene i dit seneste indlæg om min intellektuelle formåen. Jeg havde nær tænkt og sagt: Hvordan kan de være andet?

Jeg overså udtalelsen i mit seneste svar på dit indlæg om mine "uflekterede gennemgange af amerikanske forbrydelser", som du beskrev det i et tidligere indlæg. Den beskrivelse sætter jeg stor pris på.

Om subjektiv tilgang til de emner, vi debatterer på denne blog bare følgende få kommentarer:

Som alle mennesker, historikere eller almindelige dødelige som mig og dig er der ikke noget, der bare tilnærmelsesvis kan beskrives som en objektiv tilgang til de emner, vi tager op. Det bliver oftest taget som adelsmærke for god historieskrivning, at historikere er objektive - intet kunne være behæftet med så mange fejlslutninger - vi giver alle udtryk for subjektivitet gennem vores valg og den holdning, vi giver udtryk for; det samme er tilfældet for historikere. Som jura er historie ikke en eksakt videnskab. Den må finde sig i alle de forskellige vinklinger, som det enkelte menneske har til det pågældende emne, og den selektion, der har styret deres indfaldsvinkler.

Lad mig tage bare et eksempel.

Det er en kendsgerning, at USA smed to atombomber over Hiroshima og Nagasaki d.6 og 9 august, 1945; her stopper enigheden. Jeg, og mange andre, betragter dem som den værste for for nederdrægtig krigsforbrydelse, man kan forestille sig. Truman fandt, at de var nødvendige for at undgå store amerikanske tab ved en konventionel landgang på det japanske fastland. Gar Alperowitz, amerikansk historieprofessor, og en af verdens førende eksperter om lige netop dette emne har en helt anden opfattelse. Han har meget indgående behandlet emnet i sin bog: The Decision to Use the Atomic Bomb. Det er et værk på 800 sider, så der er noget at tage fat på.

Vi er alle subjektive, når vi går ind i fortolkninger af oftest meget komplekse forhold. USA sælger altid sine krigseventyr som et korstog for fred, frihed og demokrati - jeg har den stik modsatte opfattelse. Det er nok udtryk for min megalomani. Skulle man i et svagt øjeblik følge deres propagandapladder, er det vanskeligt at forstå, at det altid kræver brug af et overvældende militær apparat med drab på millioner af uskyldige mennesker. Det må være efter devisen: Målet helliger midlerne. Det er efter min mening forkasteligt.

Erling Jensen, cand.jur.

Toke Andersen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Hvorfor er vesten for dig = med USA - Erling? Du fabler og fabler om USAs forbrydelser men det var ikke for mig det det her handler om. Det kan vi altid debattere og vi bliver næppe fundamentalt uenige (omend jeg finder at dine påstandeer en smule unuancerede og ensidige) Det det her handler for mig om at evne at se nuancerne i det som bredt kategoriseres som vestlige værdier.

Et andet spørgsmål - er demokrati ikke værd at kæmpe for (prøv her for en gang skyld at se bort fra USAs i sandhed tvivlsomme adfærd og påstande desangånede - forhold dig istedet til kærnen - er demokrati en universel værdi værd som det er værd at kæmpe for og om vi bør støtte en sådan kamp)?

Jeg hører i øvrigt til den typer historiker som afviser post-modernismen påstande om at der ikke er objektivet og sandhed - selvfølgelig er der det - men begreberne er relative og bestemt af tid og sted. Det ersåledes ikke en subjektiv påstand at formentlig en million armeniere blev myrdet af ungtyrkerne og at formentlig en tredejedel af den aborigine befolkning i Australian omkom som følge af bly og gift severet dem af Britiske nybyggere. Der er også sandheder som er uomgængelige

Robert Ørsted-Jensen

Du er i øvrigt selv ret god til at presentere os for hvad du mener er uomgængelige sandheder - så du lever ikke ganske op til dine egne principper her

Robert O. Jensen

"Du fabler og fabler om USAs forbrydelser.,..."

Demokrati er i sandhed en værdi, det er værd at kæmpe for, men at sætte lighedstegn mellem dette princip og amerikansk udenrigspolitik, som den har været ført i århundreder er simpelthen for utilgiveligt naivt, for ikke at bruge meget stærkere beskrivelser. Jeg har i al ydmyghed forsøgt at påvise med et væld af eksempler, som alle kan verificeres, at amerikansk dedikation til de ædleste former for menneskelig sameksistens på intet tidspunkt har været en del af agenda'en for stræben efter globalt overherredømme, tilpasset amerikanske økonomiske og militære interesser.

Under Anden Verdenskrig udviklede studiegrupper i udenrigsministeriet og i Council on Foreign Relations planer for efterkrigstiden med udtryk, som de kaldte "Grand Area", som skulle underordnes behovene i amerikansk økonomi. Dette "Grand Area" skulle omfatte den vestlige hemisfære, Vesteuropa, Fjernøsten, det tidligere britiske imperium, de enestående energiressourcer i Mellemøsten, resten af tredjeverdens lande, og, hvis muligt, resten af kloden. De blev sat i værk, efterhånden som mulighederne viste sig´- eksemplerne er som perler på en snor.

Tyskland og Japan ville nu komme under amerikansk supervision. Tredjeverdens lande skulle tjene som kilde for råstoffer og som marked for kapitalistiske industrilande.

Vietnamkrigen var et eksempel på denne tjenesterolle. Vietnamesiske nationalister ønskede ikke at acceptere dette, så de måtte smadres. Truslen var ikke, at de ville erobre andre lande, men at de kunne sætte et farligt eksempel for national uafhængighed, der ville kunne inspirere andre lande i regionen.

Den amerikanske regering havde to vigtige roller at spille. Den første var at sikre de vidtstrakte domæner i "the Grand Area". Til dette krævedes en meget frygtskabende positur, for at sikre at ingen blander sig i denne opgave, opnået med den største krigsmaskine, verden har set. Den anden var at organisere en skattefinansieret sponsorering af højteknologisk industri, især inden for militæret.

Som George Kennan, chef for udenrigsministeriets planlægningsstab indtil 1950, hvor han blev udskiftet, fordi han blev betragtet som for blødsøden, udtrykte det:

"Vi har omkring af 50 % af verdens ressourcer, men kun 6,3 % af dets befolkning.... I denne situation, kan vi ikke undgå at blive genstand for misundelse og vrede. Vores virkelige opgave i den kommende periode er at udtænke et mønster af forbindelser, som vil tillade os at opretholde denne position af ulighed .... For at kunne gøre dette, bliver vi nødt til at gøre op med al sentimentalitet og dagdrømmeri; og vi bliver nødt til at koncentrere vores øjeblikkelige nationale formål overalt .... Vi skal ophøre med at snakke om vage og uvirkelige formål som menneskerettigheder, hævelse af levestandarder og demokratiske principper. Den dag ligger ikke langt væk, hvor vi, uden omsvøb, vil handle efter magtkoncepter. Jo mindre vi så er hæmmet af idealistiske slogans, jo bedre".

Han blev betragtet som en due og fik sparket i 1950. Han observerede også i en tale til latinamerikanske ambassadører, at et yderst vigtigt mål med amerikansk udenrigspolitik skulle være "beskyttelse af vores råstoffer", dvs. latinamerikanske råstoffer. Vi må derfor med alle midler bekæmpe det kætteri, der if. efterretningsrapporter, var ved at sprede sig gennem Latinamerika: "den idé, at regeringer har direkte ansvar for folkets velfærd". Den idé kaldte planlæggerne kommunisme. Som han beskrev det: "Vi skal ikke tøve med undertrykkelse af den lokale regering. Dette er ikke skamfuldt, eftersom kommunister er forrædere ... Det er bedre at have et stærkt regime ved magten end en liberal regering, hvis den er eftergivende og slap og styret af kommunister".

SÅDAN. Så kan det vist ikke siges mere tydeligt. Det er grundlaget for den politik, som USA har gennemført til fuldkommenhed efter Anden Verdenskrig, så når jeg "fabler og fabler", med "ureflekterede gennemgange" af amerikanske forbrydelser, som Jan Mogensen beskrev mine udladninger, har det bund i virkeligheden, og som George Kennan var den ypperste repræsentant for.

Erling Jensen, Cand.jur.

Toke Andersen, Niels Duus Nielsen, Stig Bøg og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Robert O. Jensen, Jan Mogensen, Jan Weis

Operation Paperclip - et bidrag om amerikansk politik, som er udeladt fra de fleste amerikanske historiebøger, film og tv programmer - og naturligvis i massemedierne.

Efter Anden Verdenskrig hyrede det amerikanske militær 1.600 tidligere nazistiske videnskabsmænd og læger, inkl. nogle af Hitlers nærmeste medarbejdere, inkl. mænd, der var ansvarlige for mord, slaveri og menneskelige eksperimenter, inkl. mænd dømt for krigsforbrydelser, mænd, som aldrig blev stillet for en domstol. Nogle af nazisterne, sigtet ved Nürnberg, havde allerede arbejdet for USA i enten Tyskland eller i USA før retssagerne. Nogle blev beskyttet fra deres skumle fortid af den amerikanske regering i årevis, mens de levede og arbejdede i USA eller blev fløjet til Argentina af den amerikanske regering for at beskytte dem mod sigtelser.

Nazi videnskabsmænd udviklede amerikanske kemiske og biologiske våbenprogrammer, med deres viden om Tabun og Sarin, for ikke at nævne Thalidomid og deres passion for eksperimenter på mennesker, som det amerikanske militær og CIA engagerede sig i i stor stil. Nye våben blev udviklet, inkl. VX og Agent Orange, som blev særligt kendt fra deres krig i Vietnam. Nye tiltag til at besøge det ydre rum og våben til brug sammesteds blev iværksat og tidligere nazister blev sat i spidsen for et nyt agentur kaldet NASA.

I denne sammenhæng kunne det også være lærerigt at knytte et par ord til UNIT 731.

Alle har hørt om Auschwits og Dr. Josef Mengele, men hvem har hørt om Dr. Shiro Ishii. Han var chef for Japans biologiske krigsvåbens program fra 1932-1945. Ishii blev general og superviserede den bevidste infektion af tusindvis af tilfangetagne med dødelige sygdomme. Hans speciale var dissektioner, uden anæstesi, på ca. 3.000 levende personer. I 1959 døde han fredeligt, som en velstående mand, i sit hjem i Japan.

Det er i dag dokumenteret, at USA ikke alene tillod japanske medicinske torturbødler at slippe for tiltale til gengæld for udlevering af viden, men også betalte dem for den. I 1981 publicerede den amerikanske journalist, John Powell, detaljer om bakterieforsøg på tilfangetagne kinesiske og russiske mænd, kvinder og børn. Nogle blev bundet til pæle på en åben mark og bombarderet med anthrax; andre blev underkastet bakterier af byldepest, kolera, kopper, tyfus og kvinder med syfilis.

Powell beskrev, hvordan kinesiske fanger var blevet dræbt, fordi deres lever var blevet udsat for røntgenstråler. En hollandsk dommer ved den internationale domstol for Fjernøsten i Tokyo, klagede over, at ikke et ord om biologisk krigsførsel var blevet fremlagt under domsforhandlingerne. Han skrev: "Det er en bitter erfaring for mig at blive informeret nu (1981), at de mest forfærdelige og afskyvækkende japanske krigsforbrydelse blev holdt som en hemmelighed for retten af den amerikanske regering".

Det er blevet klarere med tiden, at USA brugte "frugterne" fra de japanske videnskabelige forsøg til bakterie angreb under Koreakrigen.

USA mistede 350.000 liv under Anden Verdenskrig, men jeg er sikker på, at de ville rotere i deres grav, hvis de havde kendt til baggrunden for den kynisme, der styrede politikken i Washington.

Erling Jensen, cand.jur.

Toke Andersen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

erling jensen må gerne holde mit navn uden for sine epistler, da der ikke er eller har været noget ønske om at indgå i nogen debat ...

Niels Engelsted

Jan rejser det hvide flag. Det forstår man godt. Han er en følsom sjæl, og Erling har skudt sine opponenter ned med tonsvis af ubekvemme facts. Forvent dog, at Robert og Jan bag deres rustninger er immune for den slags.

Peter Hansen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Stig Bøg og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Niels tager fejl! - så læs dog, hvad der står - jeg er uforvarende blevet bombemål for juristens fremturende vrede - men bortset fra det har du ret - jeg er skide immun overfor virrehoveder af alle professioner ... :-)

Jan weiss kom uforvarende til at stikke snuden frem i debatten gentagne gange og piver nu over, at halen kom i klemme?

Det hjælper næppe at virre med hovedet.

Peter Hansen, Ole Nielsen, Niels Duus Nielsen, erling jensen, Kurt Nielsen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Host. Et flag hejser man, man rejser det ikke,
hejse:
fra nederlandsk hijsen, oprindelig søfartsudtryk om bevægelse opad.
rejse:
sammenfald af et intransitivt verbum gammeldansk rise (oldnordisk rísa, engelsk rise) og et transitivt verbum gammeldansk rese (oldnordisk reisa, gotisk raisjan 'rejse, vække') -
om at få noget til at stå i opret, lodret stilling.

Kurt Nielsen, Per Torbensen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

Sider