Læsetid: 20 min.

Sandheden om det onde

Vestens ledere taler hele tiden om, hvordan de vil besejre ondskabens kræfter. Men deres retorik afslører, at de hverken evner at erkende eller at acceptere, at grusomhed og konflikt er grundlæggende menneskelige træk
Ondskab. IS distribuerer konstant propagandabilleder som dette af egne massakrer, mens arbejdet for omverdenen med objektivt at dokumentere massakrernes forløb tager måneder. Torsdag udgav organisationen Human Rights Watch en rapport baseret på blandt andet interview med de få overlevende om massedrabet på omkring 600 fængselsindsatte fra Badoush-fængslet uden for Mosul den 10. juni. Fangerne blev stillet på lange rækker ved en ørkenkløft og henrettet ved nedskydning med automatvåben, efter at sunnier og kristne indsatte var sorteret fra.

Ondskab. IS distribuerer konstant propagandabilleder som dette af egne massakrer, mens arbejdet for omverdenen med objektivt at dokumentere massakrernes forløb tager måneder. Torsdag udgav organisationen Human Rights Watch en rapport baseret på blandt andet interview med de få overlevende om massedrabet på omkring 600 fængselsindsatte fra Badoush-fængslet uden for Mosul den 10. juni. Fangerne blev stillet på lange rækker ved en ørkenkløft og henrettet ved nedskydning med automatvåben, efter at sunnier og kristne indsatte var sorteret fra.

Scanpix

1. november 2014

Når Barack Obama sværger at ødelægge Islamisk Stats »variant af ondskab«, og David Cameron erklærer IS for en »ond organisation«, der skal udryddes, lyder begge som et ekko af Tony Blairs fordømmelse af Saddam Hussein: »Men den mand er jo i særklasse ond, er han ikke?«

Mens Saddam var i særklasse ond for 12 år siden, tegnes den unikke ondskab i dag af Islamisk Stat, siger vores nuværende ledere. Før IS for et par måneder siden fejede hen over store dele af Nordirak, var jihadgruppen blot en af flere lignende militser, der har profiteret af den kampagne, Vestens regeringer og deres autoritære allierede i Golfen har ført til støtte for den syriske oppositions kamp for at vælte Bashar al-Assad. Siden er IS blevet fordømt igen og igen, men gruppen er fortsat med at praktisere samme hensynsløse grusomhed – en strategi, som den radikale islamistiske teoretiker Abu Bakr Naji i en internethåndbog fra 2006 beskrev som »grusomhedens herskerteknik«.

Siden gruppen for omkring 10 år siden blev udskilt fra al-Qaeda, har IS ikke lagt skjul på, at man ser sig forpligtet til at halshugge frafaldne og ikketroende, slavebinde kvinder og udslette samfund, der ikke vil underkaste sig gruppens ultrafundamentalistiske fortolkning af islam. I nøje koreograferede internetvideoer bebuder den sine egne forbrydelser. Der har aldrig hersket tvivl om, at IS praktiserer metodisk grusomhed som del af sin krigsstrategi.

Det afholdt dog ikke USA’s og Storbritanniens regeringer fra at levere støtte til de syriske oprørsmilitser – et fejlgreb, der kan have bidraget til at gøre IS til den i dag mest magtfulde oprørsfraktion i landet. IS blev den primære fjende for de vestlige regeringer, da gruppen kunne rykke ind i det anarki, som samme regeringer bærer et medansvar for at have skabt, da de nedbrød den irakiske stat for at gennemtvinge deres storladne plan for et regimeskift.

Troen på egen godhed

På den baggrund ville det være let at konkludere, at al tale om ondskab i internationale konflikter blot er kyniske forsøg på at forme offentlighedens opfattelse. Men det ville være en fejl. Nøglen til at forstå Tony Blair – og til at forstå en stor del af den moderne storpolitik – er nemlig ikke kynisme. En kyniker er en person, der bevidst handler imod, hvad han eller hun erkender som sandt. Blair derimod er alt for moralsk forblændet til at mestre den løgnagtighed, som han ofte beskyldes for. Snarere handler og tænker han ud fra den grundforståelse, at alt, hvad der kan fremme det, han nu anser for godt, dermed også selv må være godt. Fordi han forestiller sig, at han kan befri Mellemøsten og verden fra det onde, er han også tvunget til at leve i en verden af vrangforestillinger om følgerne af sin egen politik.

Her ligger Blair på linje med de fleste vestlige ledere. Ikke at de er besat af det onde. Snarere tror de ikke rigtig på, at det onde findes som permanent bestanddel af menneskers liv. Hvis deres febrilske retorik fortæller os noget, så er det, at vores ledere tror på, at ondskaben kan besejres. Derved forkaster de en af vestlig religions centrale indsigter, som også findes i de græske tragedier og i værker af romerske historikere: Destruktive konflikter er rodfæstet i en brist hos mennesket selv. I denne forståelse er det onde en tilbøjelighed til destruktiv og selvdestruktiv adfærd, der er menneskeligt universel. Moralens grænser er til da for at holde denne medfødte brist i ave. Men moralen er kun et skrøbeligt kunstgreb, der jævnligt bryder sammen. At forholde sig realistisk til det onde må derfor indebære en accept af, det aldrig går væk.

Hvor de end placerer sig i det politiske spektrum, bekender næsten alle, der regerer os for tiden, sig til en eller anden version af den melioristiske liberalisme, som udgør den vestlige standardtrosbekendelse og lærer os, at den menneskelige civilisation skrider fremad imod en fremtid, hvor de værste former for menneskelig destruktivitet vil være et overstået stadium. Ifølge dette synspunkt er ondskab, hvis det overhovedet findes, ikke en indbygget menneskelig fejl, men et produkt af defekte sociale institutioner, der med tiden kan forbedres permanent.

Paradoksalt nok er det netop denne tro på det ondes flygtighed, der ligger til grund for de seneste hysteriske krigserklæringer mod det onde. Der er mange ondartede kræfter på spil i verden i dag, men det er navnlig dem, som undergraver vores tro på menneskets anlæg for forbedring, som vi dæmoniserer som ’onde’. Det, som generer Vesten så meget ved f.eks. Vladimir Putin, er ikke så meget hans forfølgelse af homoseksuelle eller truende adfærd over for Ruslands naboer for at genoprette den tabte imperiemagt. Det er snarere det, at han ikke lader sig indplacere i den liberale orden for vedvarende menneskelige fremskridt.

Efter at have set ind i Putins øjne under et topmøde i Moskva i maj 2002 erklærede George W. Bush, at »jeg var i stand til at få en fornemmelse af hans sjæl«. Da USA’s vicepræsident, Joe Biden, besøgte Kreml i 2011 fik han et ganske andet indtryk og sagde til Putin: »Hr. premierminister, jeg søger i Deres øjne, og jeg tror ikke, De har en sjæl«. Ifølge Biden skal Putin have smilet og svaret: »Vi forstår hinanden.« Den religiøse sprogbrug er afslørende: Ni år før havde Putin været en pragmatisk leder, med hvem Vesten kunne samarbejde. Nu var han en sjælløs djævel.

Moral – ikke geopolitik

Det er dog i Mellemøsten, at det herskende liberale verdenssyn har vist sig mest konsekvent misforstået. De vestlige lederes manglende evne til at tænke uden for deres egen melioristiske trosbekendelse forklarer også deres manglende evne til at lære af egne erfaringer. Skønt vores styrker gennem et årti gennemførte intensive bombninger bakket op af massive landstyrker, er store dele af Afghanistan i dag fortsat under Talebans kontrol, og bevægelsen vinder terræn, i takt med at den amerikanskledede mission fases ud. For tre år siden drog David Cameron i triumftog gennem Libyen, hvis mangeårige diktator var faldet med bistand fra vestlige luftstyrker. I dag er landet et anarkistisk helvedeshul, som ingen vestlig leder vil vove at besøge. Man skulle tro, at disse erfaringer ville være tilstrækkelige til at afskrække vores regeringer fra flere regimeskiftsøvelser. Men de kan ikke indrømme, at deres magt er begrænset. De kan ikke acceptere, at de ved at fjerne den ene slags onde måske kun opnår at indsætte en anden slags – anarki i stedet for tyranni; islamistiske teokratier i stedet for sekulære diktaturer. De har brug for en fortælling om fortsatte fremskridt, hvis de skal kunne bevare følelsen af at kunne handle meningsfuldt i verden, og derfor bliver de igen og igen drevet til at genopføre deres tidligere fiaskoer.

Mange ser de vestlige interventioner som øvelser i geopolitik. Men også moralsk infantilisme er relevant som forklaring på elendighederne. Således lukker Vesten øjnene for, at det ikke er muligt at svække IS permanent, så længe krigen mod Assad fortsætter – ikke kun, fordi en fredsaftale, der lader Assad blive ved magten, ville blive modarbejdet af de golfstater, der støtter jihadisterne. En sådan aftale vil også give legitimitet til et regime, som de vestlige regeringer i de sidste tre år har været enige om at fordømme som ondere end alle tænkelige alternativer. I Syrien står det egentlige valg mellem ét af tre: en form for overlevelse for Assads sekulære despoti, et magtskifte til fordel for et radikalt islamistisk regime eller fortsættelse af krigen og anarkiet. I den liberale politiske kultur, der hersker i Vesten, lader det sig ganske enkelt ikke gøre at træffe et valg mellem disse tre onder.

Nogle forestiller sig, at begrebet ondskab er et forældet levn fra religionen. For de fleste sekulære tænkere er det, man før kaldte ondskab, retteligt at betragte som udtryk for sociale dårligdomme, der i princippet kan afhjælpes. Men samme tænkere henviser ofte selv til onde kræfter, når de skal forklare menneskehedens manglende fremskridt. Den sekularisering af det moderne moralske ordforråd, som mange troede var undervejs, har ikke fundet sted. Den offentlige diskurs om godt og ondt forbliver rodfæstet i religion. Det ondskabsbegreb, der påkaldes, er imidlertid ikke det, vi kender fra Vestens centrale religiøse traditioner. Troen på, at det onde endegyldigt kan overvindes, har mere til fælles med Oldtidens og Middelalderens dualistiske kætterbevægelser.

Som en hilsen fra gud

Hos zorostrianere og manikæere støder vi på en radikalt dualistisk verdensopfattelse, hvor godt og ondt er adskilte kræfter, der har sameksisteret siden tidens begyndelse. Dermed behøvede de ikke at forholde sig til det problem, som kristne apologeter har måttet brydes med så smerteligt og så længe – nemlig hvordan eksistensen af en almægtig og algod Gud kan forenes med den kendsgerning, at det onde findes i verden. George W. Bushs og Tony Blairs verdensbillede er til tider blevet beskrevet som manikæisk, men det er uretfærdigt over for den gamle religion. Mani – den profet, som i det 3. århundrede grundlagde trosretningen – synes nemlig at have troet, at udfaldet af kampen mellem godt og ondt var usikkert, mens der for Bush og Blair aldrig synes at have været nogen tvivl om det godes ultimative triumf.

Vesten har sine forestillinger om ondskaben fra kristendommen. Personificeringen af ondskaben som en dæmonisk tilstedeværelse er ikke noget, vi kender til fra den bibelske jødedom, hvor satan-figuren primært dukker op som en budbringer eller en anklager sendt af Gud for at udfordre dem, der har udfordret Hans orden.

En konvertit fra manikæismen, Augustin, grundfæstede en stærk ortodoksi i det fjerde århundrede, da han søgte at distancere kristendommen fra dualisme og fastholdt, at det onde ikke var en selvstændig kraft side om side med det gode, men først kom ind i verden, da mennesker misbrugte den frie viljes gave. Som afspejling af Augustins egne indre konflikter kom det begreb om arvesynden, som han udviklede, til at spille en fremtrædende rolle i den usunde optagethed af seksualitet, der har kendetegnet meste af kristendommens historie. Men fordi den placerer ondskabens kilde i mennesket selv, er Augustins vision mere menneskelig end de myter, hvor det onde gøres til en uhyggelig ydre kraft, der virker for at nedbryde menneskelig godhed. De, som tror, at det onde kan udryddes, et tilbøjelige til selv at identificere sig med det gode og angribe enhver, som de mener, står i vejen for deres triumf.

Fornægtelsen af det onde

Augustin fik enorm indflydelse, men dualistiske synspunkter, hvor det onde findes som en selvstændig kraft, gav sig udslag som kætterske traditioner inden for kristendommen. Katarernes bevægelse, der voksede frem i dele af Europa i det 13. århundrede, genoplivede således en manikæisk kosmogoni, hvor verden ikke er et værk af en god Gud, men skabt af en ondsindet engel eller demiurg. Og i det 4. århundrede forkastede teologen Pelagius, en modstander af Augustin, arvesynden, men hævdede, at mennesket var i besiddelse af en fri vilje og kunne være godt uden guddommelig indgriben. Mere end nogen af de øvrige gamle græske filosoffer satte Pelagius ideen om menneskelig autonomi i centrum for sin tænkning. Selv om han i dag er næsten glemt, er det oplagt at se denne kætterske kristne teolog som den sande fader til den moderne liberale humanisme.

Mange liberale vil gerne se begrebet om ondskab erstattet af en diskurs om det skadelige. Vi skal i stedet tale om, hvordan mennesker kan gøre skade på hinanden og på sig selv. Men dette synspunkt fører til et ondskabsproblem, som minder bemærkelsesværdigt meget om det, som har plaget kristne troende. Hvis hvert et menneske fødes som liberal humanist, som disse sidste dages disciple af Pelagius synes at tro, hvordan kan det så være, at så mange, tilsyneladende af egen fri vilje, er rede til at give deres liv til regimer og bevægelser, som altovervejende er undertrykkende, grusomme og voldelige? Hvorfor vælger mennesker bevidst at skade andre og sig selv? Ude af stand til at forklare denne kendsgerning tyr de liberale til en sprogbrug om dystre, onde kræfter, der minder meget om de gamle dualistiske religioners. De troendes bestræbelser på at forklare, hvorfor Gud tillader afskyelig lidelse og uretfærdighed, har ikke frembragt noget, der kan overbevise, men trods alt indrømmer de, at Guds veje er ’uransagelige’. Selv om han endte med at acceptere den guddommelige vilje, blev de spørgsmål, Job stillede til Gud, aldrig besvaret. Trods alle hans bestræbelser på at finde en løsning måtte Augustin erkende, at den menneskelige fornuft ikke var opgaven voksen. Når sekulære liberale derimod forsøger at redegøre for det onde i rationelle termer, bliver resultatet en mere primitiv udgave af den manikæiske myte. Når menneskeheden viser sig resistent over for forbedringer, er det fordi mørkets kræfter – indskrænkede præster, demagogiske politikere, multinationale koncerner etc. – arbejder på at forpurre den universelle kamp for frihed og oplysning. En oplagt konklusion presser sig på her: Før eller senere vil enhver, der tror på medfødt menneskelig godhed, blive nødt til at genopfinde ideen om det onde i en grovere udgave. I deres bestræbelser på at uddrive det onde af den moderne bevidsthed er de sekulære liberale endt med at konstruere en dæmonologi i en ny variant med indbyggede forbandelser af alt det, der skiller sig ud fra det, som antages at være en rationel menneskelig udvikling.

Det banale onde

Det synspunkt, at det onde i alt væsentlighed skulle være noget banalt – som udtrykt af Hannah Arendt i hendes bog Eichmann i Jerusalem (1963) – er en anden version af en moderne omgåelse af det onde. Arendt hævdede, at mennesker henfalder til en tilstand af tankeløshed, hvor de uden helt at gøre sig det klart, bliver meddelagtige i praksisser, der påfører andre mennesker grusomme lidelser. Det var en moralsk inerti af den karakter, erklærede Arendt, som gjorde det muligt for Eichmann til at påtage sig en ledende rolle i gennemførelsen af Holocaust. Arendts teori om ondskabens banalitet tenderer til at støtte det forsvar for sine handlinger, Eichmann selv fremlagde under retssagen mod ham: Han havde ikke noget valg, men måtte handle, som han gjorde. Hun fremstillede Eichmann som en farveløs bureaukrat, der varetog en veldefineret funktion i en upersonlig bureaukratisk maskine. Realiteten er bare, at den nazistiske stat altovervejende var kaotisk med forskellige institutioner, regeringsinstanser og enkeltpersoner, der kappedes om Hitlers gunst. Omhyggelig historisk forskning af den slags, som David Cesarani foretog i sin bog Eichmann: Hans liv og forbrydelser (2004) tyder på, at Eichmann på ingen måde var et passivt redskab for staten, men tværtimod valgte at tjene den. Da han organiserede deportationer og massemord på jøder, søgte han ikke blot at fremme sin karriere i det nazistiske hierarki. Det, han gjorde, afspejlede hans dybtliggende antisemitisme. Eichmann deltog i Holocaust, fordi han ønskede det. Og derved adskilte han sig ikke fra så mange andre, uanset at hans forbrydelser var større i omfang.

Ingen tvivl om, at Arendt identificerede en type ondskab, som er reel. Mange tyskere bakkede op om nazisternes racistiske og folkemorderiske forfølgelsespolitikker ud fra motiver, der også omfattede social konformitet og lydighed over for autoriterne. Antallet af læger, lærere og advokater, der nægtede at bistå med at gennemføre nazisternes politik, var forsvindende lille. Men igen var dette ikke kun passiv lydighed. Indtil det stod klart, at Hitlers krig var tabt, var nazismen populær. Som den amerikanske journalist William Shirer fastslog i sin øjenvidneskildring af Hitlers vej til magten i bogen The Nightmare Years:

»De fleste tyskere havde, så vidt jeg kunne bedømme, ikke noget imod, at de fik frataget deres personlige frihed; at så meget af deres prægtige kultur blev ødelagt og erstattet med et hjernedødt barbari, eller at deres liv og arbejde blev ensrettet i en grad, som intet folk nogensinde havde oplevet mage til (…) I det hele taget så folk ikke ud til at lade sig mærke med, at de blev kuet og holdt nede af et skruppelløst tyranni. Tværtimod forekom de at støtte dette med en ægte begejstring.«

Når så store befolkningsgrupper bakker op om undertrykkende regimer, behøver forklaringen ikke at være tankeløshed eller inerti. De liberale meliorister medgiver gerne, at menneskers liv indeholder mange ting, der er dårlige, hvoraf nogle måske aldrig vil kunne fjernes helt, men der findes ifølge dem intet, som er uopretteligt destruktivt eller ondsindet i mennesket selv. Men en anden opfattelse er også mulig, også uden teologisk indramning.

Hvad man i tidligere tid konventionelt betegnede som ondskab, kan også forstås som en naturlig tendens til fjendskab og ødelæggelse, der sameksisterer i den menneskelige natur med sideløbende tendenser til sympati og samarbejde. Dette var den opfattelse, som Sigmund Freud gav udtryk for i en berømt brevveksling med Albert Einstein i 1931-1932. Einstein havde spurgt: »Er det muligt at styre menneskets mentale udvikling, således at vi sikrer det mod hadpsykoser og destruktivitet?« Freud svarede, at »det er ikke sandsynligt, at vi vil kunne undertrykke menneskehedens aggressive tendenser«.

Til middag med djævelen

Freud hævdede, at mennesket blev styret af impulser eller instinkter, Eros og Thanatos, der drev til liv og skabelse eller til ødelæggelse og død. Han advarede mod at tro, at disse kræfter legemliggjorde godt og ondt på nogen enkel måde. Uanset om de arbejdede sammen eller mod hinanden, var de begge nødvendige. Alligevel var der for Freud ingen tvivl om, at der udgår en alvorlig trussel mod alt, hvad vi kunne kalde det gode liv, fra mennesket selv. Den skrøbelige civilisation afspejlede ifølge ham den splittede natur i selve menneskedyret.

Man behøver ikke i et og alt at overtage Freuds teori – som han i samme brev selv kalder en form for mytologi – for at indse, at han har fat i noget her. Snarere end psykoanalysen vil en eller anden version af evolutionspsykologien formentligt bedre belyse den menneskelige tilbøjelighed til had og ødelæggelse. Pointen er, at destruktiv adfærd af denne art har sin oprindelse i iboende menneskelige brister. Og nok så afgørende er disse brister ikke blot og ikke engang primært intellektuelle. Ingen fremskridt i den menneskelige viden synes at kunne hindre mennesker i at angribe og forfølge andre. Giftige ideologier som nazisternes ’videnskabelige racisme’ blev udtænkt for at retfærdiggøre en sådan adfærd. Men disse ideologier er ikke bare fejlagtige teorier, der kan kasseres, når deres falskhed er påvist. Ideer af tilsvarende art vil dukke op igen, når samfund trues af alvorlige og vedvarende problemer.

Massernes støtte til despotiske regimer har mange kilder. Uden de økonomiske omvæltninger, der ruinerede store dele af den tyske middelklasse, kunne nazisterne være forblevet en marginal bevægelse. Utvivlsomt forventede mange, at det nazistiske regime ville kunne beskytte dem mod økonomisk usikkerhed. Men det er en fejltagelse at tro, at folks underkasten sig tyranner sker på trods af de forbrydelser, tyrannerne begår. Et stort antal har tværtimod beundret tyranniske regimer og aktivt støttet deres forbrydelser. Hvis nazismen ikke havde eksisteret, var en ideologi, der mindede om den, sikkert blevet opfundet i det kaos, som kendetegnede mellemkrigstidens Europa.

Da Vesten gik i forbund med Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, valgte vi det mindste af to onder. Dette var også synspunktet hos Winston Churchill, der udtalte de berømte ord, at han ville »spise til middag med djævelen«, hvis det var det, som skulle til for at gøre det af med »denne onde mand«, Hitler. Churchills ærlige anerkendelse af det valg, han måtte træffe, er vidnesbyrd om, hvor udvandet diskursen om det onde siden er blevet. I dag vil ingen vestlig politiker kunne indrømme en sådan beslutning.

Nazityskland og Sovjet

I sin banebrydende bog, Om kompromiser og rådne kompromiser, skelner den israelske filosof Avishai Margalit mellem regimer, der hviler på grusomhed og ydmygelse, som mange har gjort det igennem historien, og dem, der går skridtet videre ved at udelukke bestemte kategorier af mennesker fra alle moralske hensyn, hvor Nazityskland er ærkeeksemplet på det sidste. Margalits sondring er ikke kvantitativ, den inddrager ikke antallet af ofre, men kategorisk: Den nazistiske racisme skabte et uforanderligt hierarki, hvor der ikke kunne eksistere fælles moralske forpligtelser. Vestens alliance med Sovjetunionen i kampen mod nazismen var ifølge Margalit et både nødvendigt og berettiget moralsk kompromis. Men grunden var ikke, at nazisterne var et større onde, pointerer han. For trods al sin undertrykkelse tilbød Sovjetunionen en fremtidsvision, der omfattede hele menneskeheden. Ved at anse det meste af menneskearten som undermennesker afviste nazismen derimod moralen selv.

Der bør ikke være nogen tvivl om, at nazisterne er i en klasse for sig. Intet andet regime har iværksat et projekt for systematisk udryddelse af sammenlignelig karakter. Fra begyndelsen af det sovjetiske system fandtes der lejre, hvorfra det var vanskelige at slippe ud i live. Men på intet tidspunkt var der i det sovjetiske gulag noget, som var beslægtet med de dødslejre, som nazisterne drev i Sobibor og Treblinka. I modsætning til holdningen i nogle postkommunistiske lande, der søger at benægte dette faktum, var Holocaust en unik forbrydelse. Vurderet ud fra Margalits begreber var imidlertid også Sovjetunionen involveret i radikal ondskab. Den sovjetiske stat gennemførte således en politik til systematisk udelukkelse fra samfundet af såkaldt ’tidligere personer’ – en gruppe, der omfattede dem, der levede af kapitalindkomster, gejstlige fra alle religioner og tsaristiske embedsmænd – og som blev nægtet borgerrettigheder, fik forbud mod at søge offentlig ansættelse og blev begrænset i deres adgang til rationeringssystemet. Mange døde af sult eller blev sendt i lejre, hvor de omkom af overanstrengelse, underernæring og brutal behandling.

Anskuet som bred moralsk kategori er det, som Margalit definerer som radikal ondskab, ikke så ualmindeligt. Den koloniale folkemord på heroerne i Tysk Sydvestafrika (nu Namibia) i begyndelsen af det 20. århundrede blev gennemført på baggrund af en pseudovidenskabelig racistisk ideologi, der benægtede afrikaneres menneskelighed. (Folkedrabet omfattede brugen af heroer som forsøgskaniner i eksperimenter foretaget af læger, hvoraf nogle vendte tilbage til Tyskland for at undervise de læger, der senere foretog tilsvarende eksperimenter på fanger i nazisternes lejre.) Det institutionelle slaveri i USA før borgerkrigen og i Sydafrika under apartheid hvilede på lignende benægtelser. Mange forskellige samfund, til mange tider og på mange steder, har frataget moralsk status fra nogle af dem, de behersker. På den ene eller på anden måde at nægte andres fælles medmenneskelighed synes at være en universel menneskelig egenskab.

IS er ikke unikke

At karakterisere Islamisk Stats adfærd som ’psykopatisk’, som David Cameron har gjort, er at kategorisere gruppen som så menneskeligt afvigende, at det savner historisk sidestykke. Men ser vi bort fra det forhold, at de reklamerer med dem på internettet, er de grusomheder, IS begår ikke meget forskellige fra dem, der er blevet begået i mange andre situationer med akut konflikt. For at nævne blot nogle få af de mere nylige eksempler er mord på gidsler, massedrab og systematisk voldtægt blevet brugt som krigsvåben i det tidligere Jugoslavien, Tjetjenien, Rwanda og Congo.

En kampagne for massemord er aldrig bare et udtryk for psykopatisk aggression. I Islamisk Stats tilfælde spiller ideologien wahabisme en hovedrolle. Lige siden 1920’erne har herskerne i det saudiske kongedømme promoveret denne 18. århundredes-variant af en stærkt undertrykkende og ekskluderende sunni-islam som del af sit projekt for at legitimere den saudiske stat. På det seneste er den saudiske sponsorering af wahhabiideologien desuden også blevet en reaktion på truslen fra et stadig mere magtfuldt shiamuslimsk Iran. Under sådanne vilkår for intens geopolitisk rivalisering kan der ikke være nogen effektiv regering i Irak, ingen ende på den syriske borgerkrig og ingen meningsfuld regional koalition mod det selvbestaltede kalifat.

Men fremkomsten af IS er også del af en religionskrig. Gang på gang hører vi, at religion er redskab for magt, som herskende eliter bruge til at styre folket, og ingen tvivl om, at dette ofte kan være tilfældet. Men den modsatte opfattelse gør sig også gældende: Politik kan udmærket være fortsættelse af religion med andre midler. I Europa var religionen den primære politiske kraft i mange århundreder. Da den blev slået på tilbagetog, fornyede den sig i en ny tids politiske trosbekendelser – jakobinisme, nationalisme og forskellige varianter af totalitarismer, der var af delvis religiøs art. Noget lignende sker i Mellemøsten. Drevet frem af bevægelser, der kombinerer radikal fundamentalisme med elementer lånt fra sekulære ideologier såsom leninisme og fascisme, ser konflikten mellem shia- og sunnisamfund ud til at skulle fortsætte i de kommende generationer. Lige så lidt som krigen er religionen på retur, men den muterer kontinuerligt til nye hybride former.

Et eksperiment

Den vestlige intervention i Mellemøsten er blevet animeret af en verdensopfattelse, som selv har nogle af en religions funktioner. Der er intet sagligt grundlag for at tro, at noget i stil med den demokratiske nationalstat kan levere forbilleder, som Mellemøsten kan bruge til noget. Stater af denne art opstod i det moderne Europa efter megen blodsudgydelse, men deres fremtid er langtfra sikret, og de repræsenterer ikke nødvendigvis endemålet for al moderne politiske udvikling. Fra et empirisk synspunkt kan forestillinger om et endemål kun være udtryk for en trossag. Alt, hvad der kan observeres, er en række af politiske eksperimenter, hvis udfald afhænger af omstændighederne. Lanceret under omstændigheder, hvor stater skabt under vestlig kolonialismes beskyttelse er brudt sammen under indtryk af nyere vestlig intervention, vil det grusomme tyranni, som Islamisk Stat har skabt, få plads i historiebøgerne som et af disse eksperimenter.

Svagheden ved den trosbaserede liberalisme er, at den ikke indeholder noget, der kan vejlede os i de valg, vi må foretage mellem forskellige typer og grader af ondskab. I betragtning af Vestens medansvar for at have udløst det anarki, hvor kurdere, yazidier og andre minoritetssamfund står over for en dødbringende trussel, er ikkeintervention en moralsk kompromitteret mulighed. Hvis der er tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed, hvilket vi ikke kan tage for givet, kan en militæraktion udmærket være berettiget. Men det er svært at se, hvordan der skal kunne skabes varig fred i områder, hvor der ikke findes en fungerende stat. Vore ledere har bidraget til at skabe en situation, som deres verdensopfattelse hævder, ikke kan eksistere: En umiddelbart uløselig konflikt, hvor der ikke findes nogen gode udfald.

John Gray er engelsk filosof
© The Wylie Agency og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lasse Damgaard
  • Jan Pedersen
  • Niels Mosbak
  • curt jensen
  • Hjalte Jensen
  • Ervin Lazar
  • Espen Bøgh
  • Curt Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Marianne Rasmussen
  • Carsten Pedersen
  • Jørn Sonny Chabert
  • odd bjertnes
  • Kurt Nielsen
  • Tom Paamand 
  • Ejvind Larsen
  • Nic Pedersen
  • Jan Weis
  • Ole Nielsen
  • Jens Høybye
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Grethe Preisler
  • Stig Bøg
  • Troels Ken Pedersen
Lasse Damgaard, Jan Pedersen, Niels Mosbak, curt jensen, Hjalte Jensen, Ervin Lazar, Espen Bøgh, Curt Sørensen, Niels Duus Nielsen, Marianne Rasmussen, Carsten Pedersen, Jørn Sonny Chabert, odd bjertnes, Kurt Nielsen, Tom Paamand , Ejvind Larsen, Nic Pedersen, Jan Weis, Ole Nielsen, Jens Høybye, Mikael Velschow-Rasmussen, Grethe Preisler, Stig Bøg og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Jan Mogensen, Niels Mosbak må svare for sig selv, men jeg finder det da besynderligt, at du ikke er i stand til at forstå, at en kritik af USAs fremfærd i Mellemøsten ikke automatisk er en støtte til "ondskabens akse".

Måske vi bare er nogle, der mener, at metoderne er forkerte? Selv er jeg ret overbevist om, at hver gang vi dræber en terrorist, skaber vi ti nye.

John Christensen, Per Torbensen og erling jensen anbefalede denne kommentar

Her er to sange,
en russisk
og en USA'nsk,
Til at belyse hvorledes
'det gode og det onde'
Er ved at skifte
Fremtrædelsesformer
her på planeten:

"Song of the Earth"
af Vladimir Vysotsky:
http://m.youtube.com/watch?v=t5PlgV5IaE8

(Engelsk oversættelse:
Is the earth, as they say, burnt and dried?
Will a seed, as they say, never sprout?
Has the earth, as they say, really died?
No! It’s taken a lengthy time-out!

Mother Earth will forever give birth,
Its maternity isn’t a fiction!
Don’t believe that they burnt down the earth,
No! It’s blackened from grief and affliction.

Trenches, running like scars back and forth...
Bleeding guts black shell-craters expose...
They are open nerves of the earth,
Which unearthly unhappiness knows.

It will stand wars and grief - any thing!
It’s not crippled, though booted and looted...
Don’t believe that the earth doesn’t sing,
That it’s quieted down, diluted!

No, it’s singing as loud as it can
From a trench, from a wound, from a hole!
Since the earth is the soul of Man,
Boots cannot trample down the soul!);

og så den USA'nske
"We are everywhere"
af David Rovics:
https://soundcloud.com/davidrovics/we-are-everywhere

Med venlig hilsen

PS.
http://en.m.wikipedia.org/wiki/Vladimir_Vysotsky
http://en.m.wikipedia.org/wiki/David_Rovics

Begge sange og oversættelsen er hentet fra denne selvbiografiske artikel på den pro-russiske, anti-imperialistiske men også meget 'åbne' og kritisk analyserende 'The Vineyard of the Saker'- blok:
http://www.vineyardsaker.blogspot.mx/2014/11/submarines-in-desert-as-my-...

Jan Mogensen

Ja, hvad skete der med den gamle humanist - det er såmænd ganske enkelt. Da jeg var 20 år yngre end jeg er nu, deltog jeg i en FN-ledet mission i det tidligere Jugoslavien. Der var jeg Station-commander på en FN politistation i Kroatien tæt på Vukovar.
Jeg drog behørigt vejledt og formanet af sted - selvfølgelig med den statsautoriserede anti-serbiske holdning som du også tilkendegiver.

Jeg tilbragte dernæst de næste 7 måneder i et fuldstændigt surrealistisk miljø - hvor jeg bl.a. var indlogeret hos en (gys) serbisk familie - med hvem jeg delte hverdag og fest.
Det viste sig, at disse serbiske folkemordere, hverken havde horn i panden, eller spiste små kroatiske eller muslimske børn - ja, tænk sig, de spiste slet ikke børn.
Det surrealistiske bestod naturligvis i, at virkeligheden, altså den rigtige virkelighed, ikke den der bliver gengivet af dagspressen eller såkaldte "nyhedsbureauer" - ritzau et al., overhovedet ikke svarede til det jeg var behørigt vejledt om eller var i overensstemmelse med forholdene som beskrevet i den danske presse.

Jeg arbejdede sammen med 19 forskellige nationaliteter - der både bestod af amerikanere, russere (gys), praktiserende muslimer fra både arabiske og andre lande(gys), et særdeles internationalt miljø ville jeg kunne skrive i mit CV, om jeg havde brug for et sådant.

Da jeg senere vendte hjem med visheden om, at jeg i det mindste havde reddet livet på en enkelt kroatisk krigsforbryder og havde lært en masse om hvad krig gør ved mennesker, samt ikke mindst hvilket massivt propagandapres vi udsættes for via dagspressen - også i Danmark - traf jeg den beslutning, at det var sidste gang at jeg lod mig narre af danske avisers holdning til internationale problemer.
Det var ud fra betragtningen "Fool me once - shame on you, fool me twice - shame on me."

Men også ud fra den betragtning, at den side af konflikten Danmark sympatiserede med, udgjorde en fanatisk, fascistisk nationalisme, hvor man - meget lig konflikten i Ukraine - ikke undså sig for at promenere nazistiske symboler, mens man dygtigt - via amerikanske nyheds- og reklamebureauer spillede "offer-kortet".

Den danske stat var imidlertid ikke på det tidspunkt begyndt på sine krigsforbrydelser rundt omkring i verden - det kom første gang under Poul Nyrup Rasmussens regime, hvor mit land pludselig begyndte at bombe et andet europæisk land - Jugoslavien - i øvrigt i strid med FN's charter.
Og de efterfølgende to regeringschefer med efternavnet Rasmussen - viste sig at være lige så kvalificerede krigsforbrydere og efter min ærlige overbevisning, burde vi sende disse tre herrer til Den Haag, så de kan blive dømt for deres handlinger.
Det sker imidlertid ikke, eftersom deres beslutninger var i overensstemmelse med amerikansk udenrigspolitik, der jo, som det er blevet påvist gennem denne debat, er hævet over loven!
Ja, det er næsten landsforræderi, overhovedet at nævne det.

Da Danmark begyndte at bombe Serbien, var der meget få stemmer, som forsøgte at mane til besindighed.
Min var en af dem - og da jeg gjorde brug af min grundlovssikrede rettigheder - dels ytringsfrihed og dels forsamlingsfrihed - skete der det forunderlige, at PET blev pudset på mig.
Og i modsætning til Anders Fog Rasmussen, er det ikke noget jeg tror, men noget jeg ved, da jeg har set det dokumenteret.
("Det hemmelige politi" er ikke altid lige geniale i deres metoder, kan jeg betro dig.)

Det samme PET, der altså senere gjorde brug af "tortur-hæleri" hos vores ven Al-Assad, udnævnte mig altså til "Folkefjende" som det hed i DDR, fordi jeg gik ind for fred.

Men altså - jeg støtter ikke Assad som du tilsyneladende tror - men når manden beskyldes for brug af nervegassen Sarin - mens amerikansk støttede mujahediner opererer i Syrien, så tilsiger min erhvervede skepsis mig, at det er en historie man ikke helt kan tiltro nogen form for sandhedsværdi.
Det viste sig jo også ved nærmere eftersyn af begivenhederne, der i dag er en såkaldt "ikke-historie" i pressen, at tyrkisk grænsepoliti havde standset nogle mujahediner med flere kilo sarin - og så døde den historie. Og tyrkerne diskede op med en vel-redigeret løgnehistorie om, at det havde de alligevel ikke - og så taler vi ikke mere om det.

Og selvfølgelig ved jeg da, at pressen ikke kan dække alle begivenheder. Men serbernes folkemord a.k.a. Srebrenica dækkes selvfølgelig årligt og alle Vestlige landes befolkninger kender detaljerne - mens kroaternes etniske fordrivelse af 200.000 serbere fra Krajina under operation "Storm", hvorunder en dansk FN-soldat blev dræbt og flere andre sårede - det er én af den slags "ikke-historier" som ingen kender - og så taler vi ikke mere om det.

Og som du selv var inde på, så var Syrien et velfungerende arabisk land - og det var Irak såmænd også, inden USA blandede sig, du ved moderne skole- og sygehusvæsen, og den slags der har betydning for almindelige mennesker.
Det var også tilfældet med Libyen - men også der har "The Empire of Chaos" gjort sin indflydelse gældende.

Og vi taler heller ikke om amerikansk hykleri, hvor de opfordrer den lovligt og demokratisk valgte præsident i Ukraine til at "udvise tilbageholdenhed" og sende ubevæbnet politi på gaden mod bevæbnede neo-nazistiske demonstranter - mens samme USA ganske få måneder efter i Ferguson, Missouri, hvor det lokale skydeglade politi har skudt en ung sort, ubevæbnet mand ved højlys dag - sender militært udrustet politi på gaden mod sorte demonstranter, der protesterer over politibrutalitet.

Det er disse dobbelte standarder der karakteriserer USA og de lande der følger amerikansk udenrigspolitik, a.k.a. "Vesten" - "Os" - eller hvad vi nu skal kalde "koalitionen af de villige".
Og det byder mig imod, og det burde det gøre hos alle rettænkende mennesker.

Men det er selvfølgelig nemmere bare at tie, lukke øjne og ører og have de rigtige holdninger - end at være humanist.

Mikael Velschow-Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Leopold Galicki, Bill Atkins, Stig Bøg, Robert Ørsted-Jensen, Claus Jensen, Mark Thalmay, erling jensen, Per Torbensen, Jan Weis, Nic Pedersen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Ja, de dobbelte standarder byder også mig voldsomt imod!

Jeg kom f.eks. til at tænke på det koldblodige mord på disse 16 civile mediefolk for nu snart længe siden:

http://www.amnesty.org/en/news-and-updates/news/no-justice-victims-nato-...

Sådan sammenholdt med indstilling til og konsekvens af dette koldblodige mord på en anden civil mediemand for ikke så længe siden:

http://edition.cnn.com/2014/08/19/world/meast/isis-james-foley/

Niels Duus Nielsen, Bill Atkins og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

NIels Mosbak

Dit seneste indlæg er et meget omhyggeligt, oplyst, indsigtsfuldt og følsomt indlæg i den aktuelle debat om ondskab. Det vil utvivlsomt virke stærkt provokerende hos de alt for mange, der er hjælpeløse gidsler i et vestligt propagandasystem.

Erling Jensen, cand.jur.

Nic Pedersen, Leopold Galicki og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
John Christensen

Det geopolitiske spil har ændret sig fra at være Skak, til nu blot at være Poker.

Jeg spiller ikke hasard med min og andres fremtid.

God dag der ude

Leopold Galicki

John Christiansen,

Skarpsindighed og et så rammende udtrykt. På den måde påpeger du også intelligensniveauet hos dagens magthavere, der har vores skæbner i deres hule hånd.

Sider