Læsetid: 5 min.

Tilbage til det uhyggelige

Alt for ofte bliver det uhyggelige reduceret til reaktioner i vores såkaldte stenalderhjerne. Twin Peaks viser os noget andet. Derfor vender den snart tilbage
Alt for ofte bliver det uhyggelige reduceret til reaktioner i vores såkaldte stenalderhjerne. Twin Peaks viser os noget andet. Derfor vender den snart tilbage

Ib Kjeldsmark

18. oktober 2014

Mange husker tv-serien Twin Peaks af David Lynch, som kørte over skærmene først i 90’erne. Den karakteristiske musik, fjern og sørgmodig, til billederne af skovklædte tinder og et savværk i funktion. Den særlige stemning, en lille by med the Double R Diner i centrum, hvor alle kender alle, mens morderen spøger i kulissen. Det originale persongalleri fra den frække Audrey over den gumpetunge Major Briggs, der viser sig at arbejde på et projekt om rumvæsner, til den vittige Agent Cooper med den voldsomme intuition. Og samtidig seriens utrolige påfund (f.eks. det legendariske røde rum), samt myriaderne af løse ender og hændelser, der næsten hænger sammen, men alligevel forgrener sig – ud i skovene, der hvor »uglerne ikke er, hvad de giver sig ud for«, som the Log Lady dikterer.

Men hvad var det, Twin Peaks kunne, og hvorfor skal vi se den igen, når Lynch nu udkommer med ni nye afsnit i 2016? Sagen er, at serien på en yderst elegant måde bringer os rundt i afkrogene af, hvad det uhyggelige er for noget. Langt snarere end at være frygten for det, som truer vores overlevelse, har det uhyggelige med selve menneskets væsen at gøre, hvilket Twin Peaks forløser i én enkelt karakter, nemlig Leland Palmer, morderen. Med andre ord kan Twin Peaks læses sammen med Sigmund Freud og de tre versioner af det uhyggelige, som er på spil i Freuds klassiske tekst om emnet.

Leland og Bob

Hele omdrejningspunktet i serien, det forhold, der driver plottet, og som først åbenbares undervejs, er forholdet mellem Leland og Laura Palmer. Laura skylles op på bredden af floden i første afsnit af serien, wrapped in plastik, død og skamferet, og Leland er på samme tid hendes far og (skræk og gru) hendes morder. I begyndelsen af serien møder vi dog en ’normal’ Leland; normal på den måde, at han er lige så rystet over mordet på Laura, som alle andre.

Eller rettere er Leland i begyndelsen splittet op i to. Der er den ’hjemlige’, venlige, men ekstremt rystede familiefar. Og så er der på den anden side den mærkelige, uhjemlige mand med det lange, fedtede hår, der i nogle mareridtsagtige syn, som Lelands kone har, med et bidsk grin forcerer en alt for hjemlig sofa på vej hen mod kameraet. Bob er hans navn. Hjemmet er svanger med noget uhjemligt, som f.eks. også den store, hvide hest, der pludselig står i stuen i ét af konens syn.

Her har vi den første version af det uhyggelige, der på tysk hedder das unheimliche. Det uhyggelige er det, som er uhjemligt. En kognitiv dissonans ved det, man kender allerbedst, og som pludselig viser sig at have en slags bagside eller en ekstra dimension, der imidlertid ikke er helt synlig. I dialektiske termer er det, som er på spil, at En (den ufarlige familiefader) deler sig i To (Leland og Bob).

Leland er Bob

Man kan påstå, at den danske oversættelse af das unheimliche er lidt fesen: Det uhyggelige. En lille kildren ved mødet med død og mord på tv-skærmen, mens man lige tager en vingummibamse mere. Det er ikke så uhyggeligt, at det ikke også er hyggeligt.

Det er da heller ikke her, at den sande uhygge ligger. Uhyggen drejer sig om gentagelser og fordoblinger, som allerede Freud gjorde opmærksom på. Splittelsen mellem Leland og Bob er for så vidt nem nok at håndtere, hvis Bob forbliver på afstand af Leland. Vi behøver aldrig vide, at det var Leland, der myrdede Laura, hvis vi kan blive ved med at give Bob skylden. Det uhyggelige er tværtimod der, hvor det viser sig, at Leland er Bob. At de er hinandens fordoblinger. Det uhyggelige er ikke, at der er noget derude, som er farligt, som diverse hjerneforskere siger, med henvisning til vores stenalderhjerne, som reagerer på farer i forhold til overlevelse. Det uhyggelige er, at jeg selv er gennemskåret af dette farlige. At det incestuøse, voldsomme, ubehagelige er en mulighed i mig selv. Som at bevæge sig langs et Møbiusbånd af kærlighed, som pludselig ender i sin modsætning, vold. Ville mennesket overhovedet være et dyr, der spekulerede over etik, moral, metafysik osv., hvis ikke denne fordobling konstant var en mulighed?

Det er i denne ånd, at det vrimler med dobbeltgængere i Twin Peaks, ja faktisk er dobbeltheden jo indskrevet i selve seriens titel. En deler sig i To, som vi sagde, og det fine ved Twin Peaks er netop, at den dyrker og viser, hvordan denne dobbelthed måske endog er mere fundamental for mennesket end de enhedslige kategorier, vi normalt forstår os selv igennem.

Bob er Leland

Måske er det mest gruopvækkende i Twin Peaks dog det øjeblik, hvor Leland for alvor kommer til bevidsthed om sig selv som dobbeltgænger. Han ved nu, at han både er Leland og Bob. Han kan ikke flygte fra sig selv (og sig selv) mere. Hvad sker der? Skønt han gerne vil skjule det, kan han ikke. Bevidsthed betyder ikke bemestring. Tværtimod. Det bryder igennem igen og igen. Hvordan? Ved excessiv dans på upassende tidspunkter. På samme tid grufuldt og komisk.

Hermed møder vi den sidste og måske mest spidsfindige variant af det uhyggelige, som Freud skitserede i sin artikel. Das unheimliche betyder selvfølgelig først og fremmest det uhjemlige, idet heimlich betyder hjemligt. Men heimlich betyder også hemmeligt. Og das unheimliche er altså også det, som er ’uhemmeligt’ eller ’uskjult’ kunne man sige. Freud parafraserer her den tyske tænker F.W.J. Schelling: Det uhyggelige er det, som burde være forblevet skjult, men som alligevel konstant dukker frem, som ikke kan holdes tilbage. Leland er Bob, og Bob er samtidig definerende for Leland. Et menneske er slet ikke et menneske uden at have en uhyggelig medspiller – på samme måde som f.eks. en robot ikke er uhyggelig uden muligheden for, at den på en mystisk måde udtrykker noget menneskeligt.

Uanset hvor meget vi kæmper og stritter imod, så kan det uhyggelige ikke holdes på afstand. Det vender altid tilbage. Ligesom Twin Peaks.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu