Lolita-dukker og plastikbolde bliver kastet rundt i luften af dansende klovne, katte og Star Wars-karakterer i et hæsblæsende inferno af skrig og blitzlys.
»Jeg er en pige på 16 år«, hviner en pige, der umotiveret standser op midt i kaosset.
»Din mor er en luder. Du er jo ikke en pige,« kommer det prompte fra en anden.
»Hvorfor siger du sådan noget?« spørger pigen.
»Hvorfor siger du sådan noget?« lyder det med skabet sarkasme fra en tredje.
»Hvor er pædo-bjørnen? Vi skal bruge pædo-bjørnen!« råber en fjerde.
Og så kommer ’pædo-bjørnen’ ellers springende ud af et hul i væggen og råber pigen, der hævder, at hun er 16 år, ind i hovedet, så man ikke kan høre, hvad hun siger.
Scenen indgår i stykket Teh Internet is Serious Business, som for tiden bliver opført på Royal Court Theatre i London.
Det bizarre optrin skal illustrere, hvad der foregår i en af internettets obskure afkroge, chatforummet 4Chan. Her er de fleste brugere anonyme, sproget skal være ekstremt, hvis man vil høres, og så skal der kunne laves sjov – lolz – med alt. Især med ting, der involverer katte, død, skræk og ustyrlig mobning eller trolling‚ som det hedder på disse kanter.
Det er fra det miljø, den verdenskendte bevægelse Anonymous udspringer. Og det er her, fortællingen om fire unge drenge tager sit udspring. På få måneder gik de fra at sidde bag hver deres computerskærm og grine ad lol-katte til at hacke multinationale selskaber som Sony og PayPal, FBI, arabiske stater, en baptistkirke og Scientology for til sidst at blive anholdt og dømt under stor mediebevågenhed.
Smider maskerne
For at blive lidt klogere på, hvem de unge hackere er, skal man spole tiden et par timer tilbage. Her rykker de fire drenge, der bliver fremstillet af skuespillerne på scenen senere på aftenen, lidt ubekvemt på plastikstole i en halvcirkel på den selv samme teaterscene. I larmende tavshed og en afdæmpet lyssætning foran et spændt publikum, der er mødt op for at se girafferne.
Det er første gang, de møder hinanden, siden de alle blev anholdt i 2011 for deres forbrydelser, som de blev idømt straffe fra en bøde på 5.000 dollar til 30 måneders fængsel for. Ja, faktisk er det første gang, de nogensinde optræder sammen i offentligheden.
»Det er surrealistisk at se sin egen historie som et teaterstykke. Jeg har set det et par gange nu, men det er stadigvæk lige mærkeligt,« siger den nu 21-årige Jake Davis, der levede et afsondret liv på Shetlandsøerne, indtil Scotland Yard en dag bankede på døren og spurgte efter ’Topiary’, som han kaldte sig på nettet.
De fire hackere ser ikke så hardcore ud i virkeligheden. Den socialt akavede Mustafa Al-Bassam, i dag 19 år, gik under navnet ’T-flow’ og ligner mest af alt en konfirmand, der er gået forkert. Ryan Ackroyd, 27, der havde den 16-årige pige ’Kayla’ som sit alter ego, kunne have siddet på en hvilken som helst pub med en øl i hånden og råbt under en fodboldkamp i fjernsynet, og Darren Martyn – eller Pwnsauce’, som de andre kendte ham som – ligner med sit lidt rodede hår og sammenkrøllede kropsholdning en vaskeægte computernørd.
Det er netop forskelligheden, der er interessant at dvæle ved, forklarer antropologen Gabriella Coleman, der forsker i Anonymous og LulzSec, og som i dagens anledning udspørger de unge ekshackere om deres fortid.
»Det er interessant at se, hvordan forskellige mennesker mødes i Anonymous. De ville aldrig have mødt hinanden ellers. De mødes over alt lige fra at være hellraisers til at være aktivister,« siger hun.
De fire var en del af inderkredsen i hackergruppen LulzSec, der udsprang fra netop Anonymous. Og de anede ikke, hvem de andre var.
»Vi brugte op til 20 timer i døgnet sammen, men vi vidste nærmest intet om hinanden. Jeg fik et chok, da ’T-flow’ blev anholdt, og vi fandt ud af, han hed Mustafa og var 16 år. Jeg troede, han mindst var 30. Det var overvældende,« fortæller Ryan Ackroyd, der har iklædt sig høj hat og monokel – en reference til LulzSecs logo.
Han letter høfligt på hatten til stor morskab for publikum, en blanding af gråhårede ægtepar, jetsettere og smånørdede drenge, der sjældent frekventerer de skrå brædder.
10.000 fede mænd
De har set billeder af hinanden tidligere og mødtes to og to, men det er først nu, at LulzSec er samlet. Det er dog alligevel tydeligt, at de sidder og kigger afventende på hinanden, når de bliver spurgt om noget.
Deres fælles interesse for Anonymous og internetaktivisme opstod for alvor i forbindelse med, at Wikileaks i 2010 offentliggjorde tophemmelige dokumenter, som afslørede mørke sider af USA’s udenrigspolitik.
Som reaktion på, at MasterCard og PayPal trak tæppet væk under Wikileaks ved at forhindre dem i at modtage penge, iværksatte de uregerlige anonyme brugere af 4Chan og andre legepladser for interneteksistenser en modreaktion.
Tusindvis blev hurtigt en del af bevægelsen Anonymous, der stod sammen mod multinationale selskaber. Og de gik til angreb. Både MasterCards og PayPals hjemmesider brød sammen, og pludselig talte alle om Anonymous som en politisk oprørsbevægelse.
Den hyppigst benyttede metode ved denne type angreb er såkaldt DDoS, forklarer Ryan Ackroyd, som samtidig pointerer, at han er mere til ’rigtige’ hackerangreb:
»Det er meget simpelt. Det svarer til, at du har et hus med en svingdør. Det, man gør, er at få 10.000 fede mænd til løbe hen imod døren på samme tid. Den bryder fuldstændig sammen«.
Det virkede. For blandt andre Jake Davis gav det et kick at opleve, hvordan Anonymous pludselig fik muskler.
»Vi kunne se, at det kunne lade sig gøre,« siger Jake Davis, der på dette tidspunkt var ganske ny i miljøet.
Han havde ved et tilfælde hørt om Anonymous gennem en ven, han spillede Tetris med online.
Gabriella Coleman forklarer, at bevægelsen pludselig rejste sig i et ellers udefinerbart miljø, og at det er yderst unikt, hvordan unge som gamle og mænd som kvinder fra alle sociale lag og afkroge af verden pludselig gik i fælles front.
»Anonymous er kendetegnet ved, at folk engagerer sig og deltager i handlinger for gruppens skyld – ikke for personlig vinding«, forklarer hun.
Ekstreme mål
De fire blev hurtigt suget ind i livet som ’anons’, og flere af dem var blandt andet med til at hjælpe oprørerne under Det Arabiske Forår med at få informationer gennem regimernes firewalls og blokader af Facebook og Twitter. Noget, de i dag fremhæver, når de bliver spurgt om, hvad de er stolte af.
»Det vigtigste for mig var, da internettet blev blokeret for befolkningerne i lande som Tunesien og Zimbabwe. Vi var med til at sætte chatrooms op og hjælpe folk med at få informationer ud af landene«, forklarer Jake Davis.
Andre mere kuriøse angreb var tidligere blevet rettet mod mål som Scientology-kirken, efter at kirken slettede en video af Tom Cruise, som der blev gjort grin med på blandt andet 4Chan.
Metoderne var mange. Fra de helt banale som at bestille pizzaer fra alle afkroge af en by til Scientologys hovedkvarter, at ringe og holde personalet hen med dumme spørgsmål og ligegyldigheder, til avancerede hackerangreb.
Et andet angreb, som blev Jake Davis’ store glansnummer, var rettet mod Westboro Baptist Church, der lagde sig ud med Anonymous. Det kulminerede under en live debat i radioen mellem Jake og en talsmand fra kirken. Under ordkrigen blev kirkens hjemmeside hacket.
I takt med den stigende opmærksomhed fik flere af dem lyst til andet og mere end at være en del af Anonymous.
Derfor gik de fire sammen med ’Sabu’, som siden angav dem, og ’Avunit’, der menes fortsat at være på fri fod, og stiftede hackergruppen LulzSec. Navnet er en sammentrækning af Lulz, som står for for the lulz, at gøre noget for sjov – og sec for security, sikkerhed.
Gennem en række hacker-aktioner var deres mission at udstille, hvor nemt det var at bryde ind og stjæle informationer.
Det første store angreb var rettet mod Fox.com i maj 2011. Det blev udløst af, at rapperen Common var blevet kaldt ‘vile’ (nederdrægtig, red.) på Fox News. Som straf brød LulzSec ind i tv-stationens databaser og lækkede adgangskoder, LinkedIn-profiler og navnene på over 70.000 X Factor-deltagere.
Siden gik det ifølge gruppen selv ud over FBI’s hjemmeside og Sony, som også fik lækket tusindvis af brugeres personfølsomme oplysninger. Gruppen hævder desuden at have lukket CIA’s hjemmeside.
Herefter gik det stærkt. Fra at have været en del af en bevægelse, kom der pludselig en pris på de seks hackeres hoveder. Samtidig delte gruppens aktioner vandene i onlinemiljøet. Mange begynde at tage afstand fra LulzSec, fordi de mente, at de var gået for vidt ved at lade deres vrede ramme uskyldige borgere.
Da først Sabu, hvis borgerlige navn er Hector Xavier Monsegur, blev anholdt, kunne de andre godt regne ud, at det nok snart var slut. Sabu viste sig at have arbejdet tæt sammen med FBI gennem 10 måneder, og han havde fodret efterretningstjenesten med oplysninger om hackerne.
Den dengang 17-årige Jake Davis boede alene i en lille lejlighed på Shetlandsøerne, hvor han efter eget udsagn havde siddet ved computeren, siden han droppede af skolen som 13-årig.
»Jeg brugte al min tid foran computeren. Jeg forlod ikke huset«, forklarer Jake, som tydeligt husker, hvordan Scotland Yard-agenterne konfiskerede alt hans udstyr.
»De var meget stille og rolige og med en attitude, som signalerede: ’Vi fanger små nørder som dig hver dag’,« siger Jake Davis.
Han erklærede sig skyldig i sine aktiviteter og blev siden idømt en straf på 20 måneder i ungdomsfængsel. Men da han allerede havde afsonet en del af sin straf i fodlænke var han fri efter lidt over en måned i fængsel. Samtidig fik en forbud mod at bruge internettet – eller få andre til at gøre det for sig – i to år.
Håber unge lærer deres fejl
På spørgsmål om, hvorvidt de fortryder, hvad de har gjort, bliver der stille på scenen.
»Man kan fortryde meget. Men gjort er gjort, og det kan ikke gøres om. Det nytter ikke noget at fortryde det. Men jeg har da ondt af dem, hvis brugernavn og passwords er blevet lækket,« erkender Darren Martyn.
Jake Davis beklager også, at det gik ud over så mange uskyldige, og han håber, at deres historie kan tjene som en advarsel til unge, der får smag for internetaktivisme.
»Jeg håber, at folk kan lære af vores fejl. Vi har gjort nogle ting, vi er blevet dømt for. Og jeg vil aldrig tilbage til det igen,« forsikrer han.
Han lægger samtidig vægt på, at nogle af de problemer, gruppen var med til at belyse såsom omgangen med personlige oplysninger på internettet, bør få folk til at tage sig i agt.
»Det er vigtigt for mig at sige, at man skal passe på med, hvad man laver på internettet. Alt for mange giver bare deres informationer væk på sociale medier som Facebook uden at tænke over, hvor de ender,« siger han.
Mustafa Al-Bassam er enig i, at der er alt for lidt fokus på, hvordan man bedst sikrer sig mod, at ens personfølsomme oplysninger tilflyder andre, når man bruger internettet.
»Folk er ligeglade med, hvad de giver væk. Først når vi giver brugerne let tilgængelige alternativer, vil det ændre noget«, siger Mustafa, der i dag læser computervidenskab i London og vil ligesom de andre holde sig på dydens smalle internet-sti fremover.
Men den anarkistiske og subtile stil har de dog stadig ikke lagt fra sig.
Som afslutning får publikum det vel nærmest eneste vidnesbyrd om, at teaterstykket, som gengiver hele historien i eksplosioner, dans og farver på scenen, bygger på faktiske hændelser. Og at den interne jargon og humor i virkeligheden bliver udført af tavse kroppe, som taler gennem fingrene.
Da en fra publikum spørger dem, hvad internettets rolle i de moderne samfund er, svarer den sammenkrøllede Darren Martyn efter en lang kunstpause.
»Til at sende billeder af katte«.
»Og porno«, supplerer Ryan eftertænksomt.
