Træk en sandhed i automaten

Lever vi et i et postfaktuelt samfund, hvor alle har deres private sandheder, og ingen etablerer viden, der går dem imod, eller er vi måske på vej til et samfund, hvor viden demokratiseres, og hvor autoriteter må se sig udfordret af menigmand?
Nu udfordres lægens vidensautoritet af folk, der kan hente information om deres symptomer og behandling på nettet, blogs og patientfora. Der sker dermed en nivellering af forholdet mellem videnspersonen og lægmanden i behov for viden

Nu udfordres lægens vidensautoritet af folk, der kan hente information om deres symptomer og behandling på nettet, blogs og patientfora. Der sker dermed en nivellering af forholdet mellem videnspersonen og lægmanden i behov for viden

Sofie Amalie Klougart
25. oktober 2014

Mens FN’s internationale klimapanel færdiggør sin femte hovedrapport, der offentliggøres i København i næste uge, er klimaskeptikerne ved at spidse pennen til endnu et opgør med den altovervældende videnskabelige konsensus om menneskeskabte klimaforandringer.

Hvordan er det endnu i dag muligt at udfordre eller helt forkaste den etablerede sandhed? En række klimaskeptikere har i en årrække henvist til det forhold, at flertal ikke er lig med sandhed, og at klimapanelet mere ligner en politisk forsamling, der stemmer sig til sandheden end en ren videnskabelig bestræbelse. De stiller derfor – med slet skjulte gustne og velfinansierede motiver – spørgsmål ved, om klimapanelet faktisk repræsenterer sandheden eller bare den herskende magt.

Det ser ofte ud til, at det nødvendige og evige opgør med ideologiers og religioners selvpostulering som sandheden er blevet til en overdrevent automatisk mistillid til institutioner og fakta. I en artikel i Critical Inquiry fra 2004 med titlen Why has critique run out of steam? undersøger videnskabsteoretikeren Bruno Latour (selv)kritisk, hvordan socialkritiske teorier om videns status og autoritet nu synes at vende tilbage i perverteret form som en selvsikker afvisning af videnskabelig viden i f.eks. klimadebatten.

I klimadebatten henviser de, der afviser de overvældende videnskabelige beviser for menneskeskabt global opvarmning, til nødvendigheden af skepsis og kritik, til behovet for at lytte til dissidenter og minoriteter, til sandhedens åbne og foreløbelige karakter. De gængse og accepterede værdier i det videnskabelige miljø vendes imod selvsamme miljø og dets ubekvemme sandheder. Det samme gør sig gældende med kreationisters afvisning af evolutionsteori, hvor kreationisterne nu (ofte under betegnelsen ’intelligent design’) kræver, at der undervises og forskes i flere forskellige teorier, dvs. idealet om åbenhed og pluralisme i uddannelse og forskning instrumentaliseres til et argument for, at kreationisme også er en ’teori’ på niveau med evolutionsteori og derfor skal have samme plads og ret.

De kritiske teoriers mistænksomhed over for overfladens repræsentation, over for folks kontrol over egne motiver og tanker, over for de måder, hvorpå magten sætter sig igennem bag ryggen på de sociale aktører, har ifølge Latour måske åbnet for en totalafvisning af det tilsyneladendes realitet.

Mistankens hermeneutik synes at være blevet automatiseret, accelereret og generaliseret, hvilket ikke mindst har med nye offentlighedsformer og medieplatforme at gøre. »Husker du de gode gamle dage,« spørger Latour, »hvor revisionismen ankom meget sent, efter fakta var blevet fast etableret, efter årtier af beviser havde ophobet sig? Nu har vi glæden af det, der kan kaldes for øjeblikkelig revisionisme.«

Hvad er der blevet af kritikken, når Latours ikkeuddannede landsbynabo, »ser ned på mig som håbløst naiv, fordi jeg tror, at USA blev angrebet af terrorister? (…) Jeg er nu den, der naivt tror på nogle fakta, fordi jeg er uddannet, mens de andre fyre er for usofistikerede til at være godtroende.«

De kritiske teorier, der som Latour har udfordret magten og vidensproduktionen, sat spørgsmålstegn ved, hvordan viden og sandhed produceres, ser sig nu overhalet og udfordret af kræfter, der radikaliserer deres skepsis og instrumentaliserer den til et angreb ikke på sandhedsproduktion som sådan, men på de konkrete sandheder, de ikke bryder sig om. Tilbage står de gamle kritiske teoretikere og ser sig tvunget ind i rollen som dem, der nu råber ’fakta’ og ’sandhed’ som tvingende magter, mens de nye vidensudfordrere caster de gamle kritikere i rollen som magtens nyttige idioter og som håbløst naive. Som Latour gør opmærksom på er det i en vis forstand den uudannede position, der bliver stærkest, når det er selve den videnskabelige vidensproduktion, der er under angreb. Den egentlige sandhedsbærer er nu den, der står uden for det autoriserede videnssystem.

Vidensrevolution

De nye offentlighedsformer og sociale medier – de samme udviklinger, som har bragt transparens højt op på listen over nutidens definerende demokratiske værdier – har skabt en demokratisering af vidensproduktionen, af den sociale konstruktion af virkeligheden, hvor autoriseringen af sand viden på forskellig vis bliver udlignet og udfordret, og hvor alle nu kan være medskabere af de konspirationsteorier, de tidligere kun kunne konsumere. Ved at linke, sammenskrive, billed- og lydredigere, oprette hjemmesider, udgive e-bøger, uploade dokumenter og skrive på blogs kan alle nu oplyse og uddanne sig selv som konspirationsteoretiker. Skellet mellem lægmand og ekspert opløses, og folk afviser gerne officielle autoriteter og eksperter, fordi de er officielle og med henvisning til deres egen, selvgenererede viden. Vidensproduktionen er blevet demokratiseret, idet de officielle kanaler er blevet suppleret med nye og mere åbne, hvis ’autorisering’ ikke afhænger af de ordinære videnssystemer, men snarere får sin autoritet fra den interesse og tilslutning, de får fra deres tilhørere. Idet ekspertkategorien er under forandring fra tidligere at have behov for en ekstern, officiel autorisering til nu at blive genereret via samtykke i mere eller mindre selvsupplerende meningskredsløb.

Måske er en af de grundlæggende kræfter bag de forandringer, at vidensautoritet har skiftet kilde fra autorisering til nytte. Det vil sige, at vidensautoriteter, der begrunder deres status med henvisning til autoriseret status og dermed til et vertikalt forhold til deres tilhørere mister terræn i forhold til nye vidensautoriteter, der dels udfordrer de ’gamle’ vidensautoriteter, og som dels begrunder sig mere eksplicit med henvisning til en horisontal forbindelse med deres publikum. Vi lytter i stadigt mindre grad til autoriteter som og fordi de er autoriteter, men derimod i forhold til, hvad de kan tilbyde os, dvs. den nytte deres viden og autoritet har i forhold til den situation, vi står i, de behov, vi har og de sandheder, vi i forvejen abonnerer på.

Det mest oplagte eksempel er lægevidenskaben, hvis vidensautoritet traditionelt mere har handlet om deres autorisation som læger og deres vidensmonopol end på deres egentlige evne til at helbrede. I dag udfordres denne autoriserede vidensautoritet af alternative videnskilder: af folk, der kan hjemhente information om deres symptomer og behandling på nettet, blogs og patientfora. Der sker dermed en nivellering af forholdet mellem videnspersoner og dem i behov for viden.

Det giver selvsagt kronede dage for charlataner, krystalhealere og slangeoliesælgere. Nivelleringen af vidensautoritet går altså hånd i hånd med en nivellering af viden. Det bliver stadigt sværere at genkende godt fra skidt, rigtigt fra forkert, sandt fra falsk, og, måske endnu vigtigere, så risikerer enhver henvisning til og påstand om hierarkisk vidensstatus at blive genstand for kritikken om elitisme, snobberi, smagsdommeri etc. Men – og dette er et væsentligt men – det er også en væsentlig frigørelse og demokratisering af viden og menneskelig myndighed.

Som minimum betyder det, at traditionelle vidensautoriteter er nødt til at genopfinde kilden til deres autoritet. Henvisning til autorisation er ikke længere enden på spørgsmål og kritik. Tendensen lige nu er det, vi kunne kalde for ’valgautoriteter’, hvilket vil sige vidensautoriteter, der ikke har deres autoritet tilstået dem ovenfra, fra det etablerede videnssystem, men derimod nedefra, fra de tilhørere, der anerkender autoriteten som autoritet og vidensindholdet som sandhed.

Mørkets genkomst?

Utallige er de kommentarer herhjemme og udenlands, der kun kan se de nævnte udviklinger som et knæfald for en ny middelalder, overtro, dumhed eller sædernes forfald; som de uvidendes revolte eller bare som kværulantiske patienter, klienter og borgere. I en tidsalder, hvor Oplysningstiden og dens efterdønninger effektivt har afviklet fødselsafstamning som adkomst til at regere, hvor alder, køn og etnicitet ikke længere legitimt kan udmærke nogle og ekskludere andre, og hvor rigdom godt nok ofte er midlet til at opnå magt, men hvor det altid må ske med henvisning til folkets valg, der synes det eneste tilbageværende kriterium for adkomst til magt at være viden. Men som den franske filosof Jacques Rancière demonstrerer i sin lille bog Hadet til demokratiet, så er også denne adkomst lige så udemokratisk som afstamning og rigdom.

Rancière skriver, at den »demokratiske forbrydelse finder sit ophav i en pastoral scene, der består i at glemme hyrden«. Det vil i denne sammenhæng sige, at da gud, kongen, adelsmanden, faderen, rigmanden eller bare manden faldt fra tronen, som den virkelige demokratiske bevægelse og oplysningsprojektets nogle gange eksplicitte, men ofte underjordiske effekt, da stod ikke kun mennesket tilbage, men også videnskabsmanden/kvinden. Omstyrtningen af de gamle magter var også autoriseringen af andre. Videnskaben var en af de kræfter, der bidrog til omstyrtningen af de gamle hierarkier og sandheder, og igennem den proces etablerede den sig selv som uangribelig autoritet, som sandhedsinstansen som sådan.

De gamle hierarkier faldt, og slagene blev givet af nye, oplyste vidensproducenter, der fandt den forladte trone ganske komfortabel. Måske derfor er en ny vidensrevolte vokset frem i det aktuelle, ikke fyldt med samme overlegne tro på egen historisk mission (hvis man fraregner folk som Julian Assange) og uden de store historiefilosofiske proklamationer. Det er en stille revolte, der link for link, websted for websted, skyder løs på videnshierarkiets mure. Nu er de, som oplysningsfilosofferne i en forgangen tid, dem, der beskyldes for at være uregerlige, uvidende, ødelæggende, forstyrrende, men som Mao engang sagde: »Revolutioner er ikke et teselskab,« og heller ikke alt i denne nye vidensrevolte behøver være kønt, ordentligt, fornuftigt, gavnligt for at være del af et effektivt angreb på tidens hierarkier.

Det ser ikke kønt ud, når forældre nægter deres børn vaccine ud fra noget, de har læst på nettet; når også danske politikere benægter den menneskeskabte opvarmning med henvisning til, at der er uenighed blandt forskerne; når kreationister iklæder deres tro videnskabelig klædedragt og kalder det intelligent design osv. I hvert af disse og andre tilfælde kunne man tænke sig, at videnskab og sandhed ikke kun blev strategisk anvendt, men faktisk brugt, ligesom man kunne tænke sig, at angrebene på etableret videnskab havde lidt større ydmyghed i forhold til egen adgang til sandheden. Men det er måske ikke altid det væsentligste. Det er tværtom den udfordring til en autoriseret vidensproduktion, til det hierarki som adgang til viden etablerer, til det monopol på videnskabelig autoritet, som det videnskabelige system er opbygget efter.

Demokratiseringen af vidensproduktionen fik sin første store moderne udvidelse med først Reformationens åbning for individuel læsning af Biblen; en endnu vigtigere og bredere åbning med Oplysningstidens kritiske projekt; en udvidelse i årtierne omkring forrige århundredeskifte med først arbejdernes og siden kvindernes stemmeret og uddannelse; og måske vi nu er i gang endnu en udvidelse ført frem – ikke kun, men også – af det, vi kunne kalde lægforskere, dvs. individer med adgang til viden og vidensdeling, der ikke lader sig stoppe af de etablerede videnskanaler eller etablerede sandheder, men som benytter de nye vidensdelingsstrukturer til at promovere alternative sandheder og en ny selvbevidsthed som vidensaktører til at style deres kamp mod den officielle sandhed som frigørelse.

Hvis oplysningsprojektet endte i en slags oplyst oligarki, hvor videnseliterne herskede, så er de indledende øvelser i den aktuelle revolte måske det meget svagt oplyste regime af private sandheder, men det kunne også være starten på enten genfundering af hierarki og ulighed på nye vilkår eller en egentlig egalisering og demokratisering af viden. Det sidste ville, som under alle de tidligere åbninger af vidensfeltet, være de ’videndes’ og de ’autoriseredes’ værste mareridt.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for randi christiansen

" .... men det kunne også være starten på enten genfundering af hierarki og ulighed på nye vilkår eller en egentlig egalisering og demokratisering af viden. Det sidste ville, som under alle de tidligere åbninger af vidensfeltet, være de ’videndes’ og de ’autoriseredes’ værste mareridt."

Såfremt nogen synes, at vidensdeling er et mareridt, er de uvidende ignoranter, som forhåbentlig vakler på deres autoritære trone.
I disse informationstunge tider, er kildekritik særlig vigtig og bør være standard i enhver grunduddannelse. Hørte forleden på p1 om en amerikansk politiker, som fremkom med en indlysende usandhed vel vidende, at målgruppen er kildekritisk ukvalificeret, og derfor ville æde den råt. Det var åbenbart vigtigere end troværdighed. Manipulerende propaganda har aldrig haft bedre vilkår, og er en af sandhedselskeres største udfordringer. Mørklægningslov etc gør denne udfordring til en ganske særlig øvelse.

Brugerbillede for Rikke Nielsen

Fantastisk spændende emne.

Viden har altid været til forhandling. Selv videnskaberne baserer sig ikke på eksakt viden, men på teorier, som gælder indtil de er modbevist. Tænk bare på relativitetsteorien.

Viden er som bekendt magt. Dette gælder så også patentet på af generere viden. Vi kender det alle godt fra historieskrivningen, hvor det er alment kendt, at det er sejrherren, der skriver historien, og hermed bruger den vundne magt til at definere virkeligheden.

Tænk på politikerne og den indoktrinering, de benytter sig af, når de forsøger at definere en virkelighed, der passer til deres politik. Det er ret interessant, når udsendelsen Detektor tæller forekomsten af specifikke ord i politikernes taler, da dette tydeligt synliggør, hvordan politikerne forsøger at påvirke os alle i bestemte retninger ved brug af sproget.

Det vigtigste i denne her debat er nok at gøre sig klart, at der IKKE findes en objektiv virkelighed/sandhed, men at opfattelsen af virkeligheden ALTID vil blive filtreret via den person. der modtager viden, og ALTID vil blive tilpasset et specifikt formål af den person, der genererer viden.

Derfor er der i princippet kun den sunde fornuft tilbage i forholdet til at navigere i viden. For eksempel kunne sund fornuft hurtigt fortælle, om det VIRKELIG er korrekt, at de første sparepærer var miljøvenlige fordi de nedsatte forbruget af CO2, når det nu samtidig var sådan, at de var baseret på kviksølv, der er et yderst farligt tungmetal.

Og i yderste konsekvens er der kun troen tilbage.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

randi, hvad åndedræt og fotosyntese angår, har vi jo alle lært i skolen, hvad den objektive sandhed er om disse mekanismer. Mig bekendt er der endnu intet, der har modbevist disse teorier endnu, så der er da en stor sandsynlighed for at de er rigtige. Indtil de bliver modbevist.

Jeg kan jo modsat bede dig om, at give mig den objektive sandhed om "Velfærdssamfundets tilstand"?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Altså rikke, for hulen da - åndedræt og fotosyntese er ikke teori, og een af de objektive sandheder om velfærdssamfundets tilstand er netop en manglende respekt for disse to eksistentielle grundvilkår.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hugo Barlach

Under alle omstændigheder er det blevet sådan, at efter de traditionelt regeringsbærende partier har tilladt at lade erhvervslivet at styre universiteterne, som man har eneste eksempel på med den radikale uddannelsesminster Sofie Casten Nielsens nedlæggelse af studiespor (ca. 4000 pladser), ja så er den balancerede sammensætning af den samlede viden og især grundforskningen, som universiteterne forsøger at vedligeholde og lægge yderligere til, dalet i kvalitet. Og naturligvis giver det anledning til at mistro de autoriteter, som hævdes at skulle give offentligheden grundlag for at forholde sig til de udsagn, som man fra politisk hold mener universiteterne skal understøtte. Men at det skulle demokratisere samfundet, er selvmodsigende. Det forringer tværtimod offentlighedens demokratiske muligheder...

Med venlig hilsen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

"Kvinden der forsvandt" - En seværdig film, hvor intet er, som det ser ud til at være.
Manipulation, intriger, egoisme og psykopati, mediegriskhed, let påvirkelig småborgerlig kedsomhed, nabosladder, svingende folkestemninger. Advokater, der mener at kende sandheden , men skal forsvare og fordreje, er de værste.
Filmen slutter uafklaret og vi kan selv digte videre. Men det har selvfølgelig intet med dette emne at gøre ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Poulsen

Der er tilsyneladende en misforståelse enten af, eller i, den postmoderne teori. Nemlig udsagnet om at der ikke findes en objektiv sandhed.
Det er ikke sandheden som ikke findes - Det er beskrivelsen af virkeligheden som altid må være ufuldkommen; af den simple grund at ordet ikke er tingen selv med blot henviser til denne. Det er lidt i retning af historien om de blinde mænd og elefanten. Viden vil altid være ukomplet og derfor kan man slutte sig til at vi grundlæggende er uvidende - eller rettere at tanken nødvendigvis må være et ufuldkomment redskab til at forstå sandheden om verdenen.

Man kan vel sige at viden er fysisk og ganske uundværlig for overlevelse i den fysiske verden. Men viden er af natur en død ting og har derfor ingen plads i forståelsen af os selv, idet vi er levende væsener.

...Det forekommer mig i øvrigt tvivlsomt om Latours 'ikkeuddannede landsbynabo' virkelig skulle afvise at 'USA blev angrebet af terrorister', mon ikke de blot er uenige om hvilke terrorister det var?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Peter - for at vide hvordan appelsinen smager, er man nemlig nødt til selv at smage på den.
Viden er ikke 'en død ting', men noget vi levende væsner kan tilegne os, og som derved bliver en del af vores fysik - hjernen er organisk og forandrer sig med nye input.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Poulsen

@Randi
Spørgsmålet er hvad viden er for noget? Som jeg ser det er viden det samme som erindring. Det er for så vidt ligegyldigt om denne erindring befinder sig i hjernen hos den enkelte eller udenfor, fx i en bog. Det er som du siger noget vi tilegner os, selvom man også kan sige at der findes en form for nedarvet viden i kroppen (men dersom vores virkelige natur ikke er identisk med kroppen så er denne viden også tilegnet).
Al viden stammer således fra fortiden uanset om denne er tusind år eller et sekund gammel. Det er dette jeg forstår som død - ikke levende. Viden er et absolut nødvendigt redskab, men det er af yderste vigtighed at bruge redskabet rigtigt. Og når vi kommer ind på filosofiske/eksistentielle spørgsmål er videns-redskabet alt for primitivt og larmende til at kunne anvendes til meget andet end kommunikation. Heldigvis har vi et andet 'redskab' som af nogen kaldes intelligens eller indsigt, og det smukke ved dette redskab er at vi ikke er herre over det. Desværre giver vi det sjældent den nødvendige plads, og den vigtigste grund til dette er at vi er så forblindede af vor døde viden at den får lov til at tage al pladsen i vor bevidsthed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Knap

Vidensautoritet, et dejligt ord.
En interessant diskussion mellem Rikke og Randi, der får mig til at tænke på, om ikke videnskabelige faktas sandhedsværdi ofte forveksles med videnskabelige teorier og hypotesers sandhedsværdi.
Jeg kan lave en mænge faldforsøg, og udvikle teorier om fald og opstille love om det. Alle fald-forsøgene er reproducerbare, det vil sige, at under givne omstændigheder vil resultatet være det samme uanset personer tid og sted. De bliver til videnskabelige fakta. Alle disse fakta indgår så i en teori om fald på jordkloden, som får betegnelsen Tyngdekraft. Det viser sig, at kunne fungere også i alle andre sammenhænge, hvor legemer med masse kommer i kontakt med hinanden, så teorien om tyngdekraft er overbevisende sandsynliggjort. Men den er ikke som sådan bevist, for en hvilken som helst forklaringsmodel, der indeholde de givne videnskabelig fakta kan påberåbes. Blot er alternative modeller sjældent frugtbare, forstået: fører ikke til ny erkendelse, og derfor videnskabeligt uinteressante.
Ja Randi, åndedræt og fotosyntese er videnskabelige fakta, men hvad er den store sammenhæng, de indgår i? Er det en sjælløs evolutions proces, eller står vi over for en manifestation af en guddommelig viljesakt?
Jeg tror, vi alle tre er enige om, at det er noget med evolution, men det kan aldrig bevises som videnskabelig fakta, kun som en i overvejede grad sandsynlig hypotese.
I sidste ende er det tro alt sammen. Det er der religiøses sande natur: at give os en forklaring på den verden vi er i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Trägårdh

Videnskaben er kun egnet til og pga. den kultur den udspringer af. Den beskæftiger sig slet ikke med realiteterne men der imod kun med alternativerne og de deraf uigenkaldelige vildfarelser kulturen foranleder. Sandheden er videnskaben aldeles ligegyldig, for den er blot bevægelse og derfor enhver teoris endelig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Trägårdh

Virkeligheden er at vi aldrig kunne finde på at svare vores eget spørgsmål i livet. Så erstatter vi det hellere med andres, typisk mere kultiverede spørgsmål - og svar, vinder genkendelse og måske anerkendelse og rigdom. Ih hvor det spændende.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørn Petersen

Kendetegnende for os mennesker er at vi viderbringer viden fra fortiden til nutiden for at skabe fremtiden.

Så lige fra de tidligste hulemalerier til de første bøger frem til vores tids teknologi, har det altid været et vilkår at vi samler data. Ligesom at det er et vilkår at vi trækker vejret og ilten er en nødvendighed for det.

Så man kan konkludere at de fysiske betingelser er en forudsætning for de psykiske udfoldelser, der gør at vi kan en masse.

Databaserne og google gør at viden er tilgængelig for alle, men evnen til at anvende denne statiske viden er forskellig hos os og fører os af forskellige veje til indsigt og ny viden. Vi er alle blevet videns individer hvilket også aflæses i det tempo som vi udvikler vores omverden.

Et af vores vidensområder er kendskabet til vores kropslige funktioner hvor vi næsten dagligt hører om nye metoder til at skrue os sammen når vi er i stykker. Det kniber mere når det drejer sig om hjernen som på menge områder, stadig udgør et stort mysterium, når det kommer til vores menneskelige udvikling eller mangel på samme.

Netop denne kendsgerning er vel den største faktor der forhindrer os i at forstå de absolutte vilkår hvorunder vi er til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Et delelement bliver jo ikke mindre sandt af, at hele mængden ikke er kendt.
Det er sandt, at jeg trækker vejret - og det er sandt, at et afgørende element i den proces er fotosyntese. Og det er sandt, at vi er i gang med at afdække livets gåde - stykke for stykke. I det eventyr er det hensigtsmæssigt at skelne knivskarpt mellem tro og viden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Knap

Det er sandt, at vi er ved at afdække store dele af livets gåder, men men hvad hvis den endelige erkendelse kræver så mange resurser, at livet bliver udslettet? Det er ikke altid, at eventyr ender lykkeligt, og måske videnskab pludselig forvandler sig fra den tro tjener til den altødelæggende drage.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Peter knap - 'ja Randi, åndedræt og fotosyntese er videnskabelige fakta, men hvad er den store sammenhæng, de indgår i? Er det en sjælløs evolutions proces, eller står vi over for en manifestation af en guddommelig viljesakt?'

Sjælløs evolutionsproces? Til det spgsm vil jeg stille et andet - hvad forstår du ved 'sjæl'? Kan vi tale om et ydre og et indre rum, hvor det indre - i form af intellekt, intuition og opmærksomhed samlet set kaldet bevidsthed - i interaktion med materien er styrende faktorer for det ydre rum? Kan vi se på det skabte og konstatere en høj grad af bevidst intelligens og tilstedeværelse i en stadig evolutionsproces, hvis indre og ydre univers vi ikke kender grænserne for - og kan vi således efterfølgende med sindsro påstå at begreber som 'guddommelig viljesakt' er endegyldigt definerede? I læring er det hensigtsmæssigt at kende sit udgpkt så godt som muligt. Hvad ved vi, og hvad tror vi.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Andreas - ikke en gåde? Du er fuldt oplyst? Såfremt du forstår 'livet' som en evig skabelse udgående fra een vendende tilbage til een - lilas leg, gudernes dans og vi må følge med, det bedste vi kan - 'kom lad os danse, alt kan der ske, kom lad os danse, lad os danse, lad os le' (dansevise) Eller hvad?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten  Olesen

Postmodernismen er i nogen grad et byfænomen - hvor man har tabt de materielle, livsbestemmende faktorer af syne.

Materielle faktorer - er f. eks. hvordan vores mad bliver til, eller hvor vores ressourcer kommer fra.

Den materielle verden er ligesom i lignelsen om de blinde mænd og elefanten - den ene beskriver snabelen,

den anden foden, den tredie halen - vi kan ikke se det hele på samme tid.

Vi kan f.eks. ikke se de infrarøde stråler - men nok til en vis grad opfatte dem som varme.

Den materielle verden bestemmer - og sætter grænser for - den sociale verdens udviklingsmuligheder.

Det ses f. eks. ved grænsen mellem ørkener og dyrket land.

Ørkenen er ikke grundlag for socialt liv - det sociale opstår først som overbygning på det dyrkede, og udvikler siden samfundsklasser og konflikter mellem disse.

En del af vor viden er slet ikke død - den der handler om, hvordan vi er - om vort eget materielle grundlag.

Herunder hører den medicinske viden.

Også den undergår undertiden revision - en sygdom eller medicin kan have andre bivirkninger end forudset.

anbefalede denne kommentar