Læsetid: 6 min.

Anders And på aarhusiansk

Ukuelig optimisme og bestandig selvovervurdering har ført AGF frem mod det ene nederlag efter det andet. Og nu er klubbens fremtid på topplan i fare
På vej ud. Når veteranen Martin Jørgensen – i midten - stopper karrieren efter den igangværende halvsæson, er antallet af spillere der reeelt holder Superliga-klasse på AGF’s førstehold, så begrænset, at det er tvivlsomt, om de kan føre holdet ud af krisen.

På vej ud. Når veteranen Martin Jørgensen – i midten - stopper karrieren efter den igangværende halvsæson, er antallet af spillere der reeelt holder Superliga-klasse på AGF’s førstehold, så begrænset, at det er tvivlsomt, om de kan føre holdet ud af krisen.

Axel Schütt

15. november 2014

Der er visse klubber, der virker som fodboldens svar på Anders And: Uanset hvad de prøver, så går det galt.

Hver ny sæson starter de med ukuelig optimisme og gåpåmod. Ligesom Anders And, der altid ryster den forgående uges nederlag af sig og begiver sig ud på nye eventyr, er de sikre på, at denne gang sejrer de. Denne gang er det dem, der erobrer guldet/palmerne/førstepladsen/Andersine.

Og hvert år ender i skuffelse og fiasko.

Uanset hvor mange penge de bruger. Uanset hvor mange nye spillere he hyrer. Uanset hvor mange trænere, de fyrer. Galt går det.

I Bundesligaen finder man det fodboldmæssige svar på verdens uheldigste and i den falmede storklub HSV, der trods store investeringer i spillertruppen gennem flere sæsoner har danset linedans på nedrykningsstregen. I Premier League er det Newcastle. I Spanien spillede Atlético Madrid den lidet ønskværdige rolle, indtil Diego Simeone kom og reddede dem.

Og i Danmark er det AGF.

Hver sæson har de evige optimister i det østjyske lagt fra land med store drømme. Og hvert år er deres forhåbninger blevet knust på den mest brutale vis.

Og ligesom med Andebys uheldige helt er det netop spændet mellem deres bestandige selv(over)vurdering og det reelle niveau på grønsværen, der har bragt forbløffelse og moro til alle andre end tilhængerne af klubben fra Fredensvang.

Fastlåst og forskræmt

Men nu er det, som om det ikke er sjovt længere. Nu er det alvor. For nu er klubben i reel fare for at gå under som topklub.

Forklaringerne på nedturen er legio – og det er ikke muligt at udpege en enkelt faktor som den afgørende. Men der er næppe tvivl om, at en stor del af svaret skal findes på det psykologiske plan.

»The shirt is too heavy,« sagde den tidligere engelske landstræner Fabio Capello, da han skulle forklare de engelske topspilleres manglende evne til at præstere på topniveau i landsholdstrøjen.

Dermed hentydede han til det enorme forventningspres, som spillerne var underlagt fra en stadig mere utålmodig fodboldoffentlighed, der mere end noget andet ønskede at se The Three Lions genetableret i verdenseliten. Det tog simpelthen tog pippet fra spillerne.

Samme forhold ser ud til at gøre sig gældende i Fredensvang. Den aarhusianske fodboldpublikums desperation efter igen at få et hold i toppen af dansk fodbold er efterhånden så mærkbar, at den siver ind over bandereklamerne og forkramper spillet på grønsværen.

AGF virker som et låst og forskræmt hold, når det optræder på eget græs. Og resultatet ses i form af en beskæmmende hjemmebanestatistik, der fortæller, at holdet i det seneste års tid blot har vundet to kampe på hjemmebane.

Det er simpelthen ikke lykkedes klubben at etablere et psykologisk rum, der tillader spillerne at præstere på højeste niveau, og som samtidig skærmer dem mod det hysteriske – og ofte helt urealistiske – forventningspres, som indbyggerne i den fodboldgale by lægger på deres hvidklædte yndlinge.

Tværtimod har AGF’s ledelse og trænerstab gennem årene selv været med til at tale forventningerne op og benyttet enhver medgangsperiode til at give næring til tilhængernes latente gulddrømme.

Et klassisk eksempel udspillede sig i efteråret 2009, da holdet efter de første runder indtog duksepladsen i Superligaen. Det fik straks den daværende træner, Erik Rasmussen til at udtale, at hans startopstilling var lige så stærk som FC Københavns.

Den vurdering fremprovokerede følgende modsvar fra FC Københavns bestyrelsesmedlem Niels Chr. Holmstrøm:

»Alle kan danse en sommer. Erik Rasmussen burde fokusere på sit eget hold frem for at nedgøre andre. Du må kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis AGF får medaljer i den her sæson.«

Ingen tænkte dog på at kalde Holmstrøm for Gårdmand Bjørn, da sæsonen var slut. Den endte med nedrykning til aarhusianerne – og en fyreseddel til Erik Rasmussen.

Kirkegård for trænertalenter

Manglende evne til at håndtere det psykologiske pres, som er syet ind i den hvide trøje, er dog ikke den eneste grund til holdets nedtur.

Den udspringer også af det misforhold, der eksisterer mellem truppens konkrete sammensætning og træner Morten Wieghorsts foretrukne spillestil.

Wieghorst har en fortid i FC Nordsjælland, hvor han indførte den tiki-taka-light-spillestil, som Kasper Hjulmand efterfølgende gjorde nordsjællænderne til danske mestre med. Og han er ankommet til Fredensvang med en ambition om at implementere samme pasningsbaserede og offensive spillestil her.

Problemet ved at spille fodbold på den måde er imidlertid, at den stiller store krav til spilintelligensen hos aktørerne på grønsværen. De skal påtage sig den dominerende rolle og skabe åbninger mod lavtstående og kompakte forsvar ved hjælp af hurtig boldcirkulation og højt genpres – og disse krav er den aktuelle AGF-spillertrup simpelthen ikke i stand til at honorere.

Alt for mange af holdets spillere er af middelmådig karakter og ligger rent kvalitetsmæssigt og vugger i tusmørkefeltet mellem bunden af Superligaen og toppen af 1. division. De har ikke de redskaber, som kræves for at omsætte trænerens spillestil til succes på banen.

Løber tør for talent

I hele AGF’s førsteholdstrup er det vel groft sagt kun frontløberen Kim Aabech og målmanden Steffen Rasmussen samt midtbanespillerne Danny Olsen og Martin Jørgensen, der indiskutabelt holder Superliga-klasse. Men Jørgensen stopper efter denne halvsæson, og de tre andre kan ikke løfte holdet på egen hånd.

Man kan sige, at Wieghorst betaler prisen for flere års fejlslagen indkøbspolitik, hvor den tidligere sportsdirektør Brian Steen Nielsen i det ene transfervindue efter det andet brugte store dele af sit – efter danske forhold – ganske store budget på indkøb af mildt sagt blandet kvalitet. Men det kan den ranglede AGF-træner bare ikke bruge til ret meget.

Det er hans opgave at diktere en spillestil, der passer til det mandskab, han har til rådighed. Og hvis holdet ikke er i stand til at spille finpoleret pasningsbold, må taktikken tilpasses derefter.

Fremtiden står på spil

Da aarhusianerne sidst var nede at vende i 1. division, lykkedes det for den illusionsløse taktiker Ove Pedersen at hive truppen tilbage i Superligaen med en pragmatisk spillestil, der i høj grad var tilpasset modstanderne. Wieghorst må udvise en tilsvarende grad af fleksibilitet, hvis ikke han vil risikere at lide samme skæbne som adskillige af sine forgængere, hvis karrierer har lidt fatale knæk på Aarhuskanten.

Fredensvang har efterhånden udviklet sig til lidt af en kirkegård for danske trænertalenter. Folk som Poul F. Hansen, Erik Rasmussen, Peter Sørensen og Jesper Fredberg har set deres karriere stedt til hvile dér, og hvis det mislykkes for Wieghorst at bringe GF tilbage i landets bedste række, kan han meget vel blive den næste, der må bestilles en karrieremæssig gravsten til.

Det er imidlertid ikke kun Wieghorsts fremtid, der er på spil i de kommende måneder. Det samme er selve AGF’s muligheder for at reetablere sig som en hjemlig magtfaktor.

Med sin tredje nedrykning på blot otte år har klubben lidt et kæmpe sportsligt troværdighedstab. Og alt andet end en øjeblikkelig genoprykning vil betyde, at AGF’s status som en naturlig del af topfodbolden herhjemme går tabt med de konsekvenser, det vil have i form af indtægtstab, svigtende tilskueropbakning, dalende medieinteresse, sponsorflugt og manglende evne til at tiltrække gode spillere.

Hele det sportslige og økonomiske setup omkring førsteholdet vil blive nedskaleret, og de hvidblusede vil blive fanget i den skærsild, som alle faldne storklubber herhjemme frygter mest af alt: dømt til ophold i 1. division på ubestemt tid.

Har brug for heldet

Det siger sig selv, at folkene i Fredensvang vil gøre alt for at undgå dette scenarie. Og af samme grund satser klubbens ledelse tydeligvis alt på at rykke op i første hug. Den erfarne sportsadministrator Jacob Nielsen er blevet hentet fra sin direktørpost i Randers (og det var garanteret ikke billigt). Svenske Jens T. Andersson er blevet hyret som sportschef oppe fra AIK Stockholm – med garanti heller ikke en billig ansættelse.

Og inden for kort tid vil klubben afholde en ny aktieemission, hvor den håber at trække mellem 60 og 100 millioner op af lommerne på de i forvejen hårdt prøvede aktionærer i det østjyske.

Hvis man var i USA, ville man sige, at AGF lige nu befinder sig i last chance saloon.

Her i Danmark er det vel tilstrækkeligt at konstatere, at klubben har ryggen tættere mod muren end på noget andet tidspunkt i sin moderne historie: residerende på femtepladsen i landets næstbedste række med en halvblød spillertrup, en kriseramt cheftræner og en nødlidende økonomi.

Det er nu, Anders Ands aarhusianske fodboldfætre skal finde heldet frem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu