Læsetid 8 min.

Du betaler for medicinalvirksomhedernes fejl

I Danmark er det staten der betaler, når patienter får erstatninger på grund af lægemiddelskader. I alle andre lande er det medicinalindustrien. Den danske model er både ’logisk og glimrende’ mener industrien som bakkes op af venstre sundhedsminister Nick Hækkerup (S), men både eksperter og jer kritiske
8. november 2014

I Danmark har vi en »unik erstatningsordning«. Sådan står der på Patienterstatningens hjemmeside, og det må siges at være korrekt: Danmark er nemlig – så vidt Information har kunnet spore sig frem til – det eneste land i verden, hvor staten betaler de erstatninger, som borgerne får som følge af lægemiddelskader. I alle de lande, vi normalt sammenligner os med, er det medicinalindustrien, der betaler erstatninger for uventede bivirkninger og andre lægemiddelskader. At det ikke er sådan i Danmark, undrer blandt andre Thorsten Schumann, overlæge i psykiatrien i Region Syddanmark og talsperson i netværket Læger Uden Sponsor:

»Det er private firmaer, der skaber profitten. Hvorfor skulle de så ikke have risikoen ved det?« spørger han. Også politikere fra begge sider af Folketinget undrer sig over den danske ordning:

»Det må være de producenter, der tjener penge på at få medicinen ud, som betaler. Det er ret og rimeligt,« siger sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt. Samme holdning har Enhedslistens Stine Brix og SF’s Özlem Cekic:

»Man må sige, at det er en gunstig ordning, industrien har herhjemme, hvor staten betaler, når det går galt. Industrien er sat i verden for at tjene penge, det er dens hovedformål, og det skal man ikke klandre dem. Men man må også være i stand til at rydde op efter sig. Det skal ikke være sådan, at iveren efter at tjene penge overgår lysten til at hjælpe mennesker, der har problemer,« siger Özlem Cekic, som mener, at man bør ændre i loven:

»Det er helt oplagt at kigge på en anden form. Det vil også være til gavn for den offentlige sundhedsøkonomi,« siger hun.

Den danske model

I langt størstedelen af verden, herunder USA og det meste af EU skal patienterne sagsøge de virksomheder, som har produceret det præparat, som har forvoldt skaden, hvis de vil have erstatning. Det betyder, at det er patienten, der skal løfte bevisbyrden. Når det lykkes er det omvendt ofte med store erstatninger til følge, og medicinalvirksomheder udbetaler verden over milliarder af kroner i erstatning til patienter. I Danmark skal man ikke lægge sag an, men søge om erstatning hos Patienterstatningen, hvor sagen afgøres administrativt, og man får udbetalt penge, hvis man er berettiget til erstatning. Fordelen ved den danske model er, at det er markant nemmere og hurtigere at få erstatning for patienten. Derfor er sundhedsminister Nick Hækkerup(S) glad for ordningen: »Vi har sagt, at i Danmark skal det være sådan, at patienten ikke skal efterlades i ingenmandsland med besværlige juridiske procedurer og døje med retssager osv.« Det var også argumentet, da han i 1992 oprettede en statslig forsikringsordning. I første omgang gjaldt den kun for patientskader på sygehuse og andre behandlingssteder, men i 1996 udvidede man den til også at dække lægemiddelskader. Forbilledet var Sverige, hvor man siden 1970’erne har haft en sådan forsikringsordning. Men på et afgørende punkt adskiller den danske model sig fra både den svenske og den norske, nemlig finansieringen. I Norge og Sverige er det medicinalvirksomhederne, der betaler ind til en forsikringsfond, som så bevilliger pengene efter nogenlunde samme model som den danske. Man slipper altså for de opslidende sagsanlæg med tunge bevisbyrder samtidig med, at industrien betaler regningen i sidste ende. På grund af EU-regler var det i sin tid ministeriets vurdering, at en sådan aftale måtte være frivillig i Danmark, og dengang kunne man ikke nå til enighed med industrien. Derfor endte det med, at ordningen blev finansieret ved, at man sænkede det tilskud, som danskerne får fra staten, når de køber medicin:

»På den måde kan man sige, at det blev en gratis omgang for både staten og industrien. Det blev patienterne, der betalte ordningen gennem det lavere tilskud til medicin,« siger lektor i sundhedsret på Syddansk Universitet, Kent Kristensen. Selve finansieringen af loven ændrer ikke ved, at det i dag er staten, der betaler alle erstatninger for lægemiddelskader. I løbet af de seneste fem år har staten udbetalt omkring en kvart milliard kroner til patienter, der har lidt skade på grund af lægemidler. I princippet har staten mulighed for at ’gøre regres’ og få refunderet den erstatning, patienten har fået udbetalt hos den ansvarlige virksomhed. Det er dog aldrig sket. Staten har i de knap 20 år ordningen har eksisteret kun forsøgt at gøre regres én gang – imod firmaet bag slankemidlet ’Isomeride’. Og den sag tabte man i højesteret i 2011. Og der er en god grund til, at det er svært for staten at få pengene ind igen, forklarer Kent Kristensen fra Syddansk Universitet:

»Det er for det første staten, der skal føre bevis for, at skaden skyldes en defekt ved lægemidlet. Og selv når det er tilfældet, og der kan føres bevis for det, så er producenten ansvarsfri, hvis det ikke var muligt at opdage defekten, da produktet blev bragt i handlen. Så muligheden er nærmest teoretisk,« siger han. Samme vurdering kommer fra en tidligere embedsmand i Sundhedsministeriet, som Information har været i kontakt med. Selv i den omdiskuterede omniscan-sag, hvor nyrepatienter tog alvorlig skade af det nu forbudte røntgenkontrastmiddel Omniscan, kunne staten ikke løfte bevisbyrden og droppede derfor at få refunderet pengene fra virksomheden bag, fortæller Kent Kristensen.

Alligevel mener Nick Hækkerup, at vi i Danmark har en god ordning: »Vi har valgt en model, hvor patienten henvender sig til os og får erstatning, og bagefter vender vi os så mod selskabet og siger: ’selskab, I skal betale’, og så forfølger vi dem,« siger Nick Hækkerup, som understreger, at den danske ordning også giver udvidet mulighed for erstatning. Dvs. at der også udbetales erstatninger i mange tilfælde, hvor man på forhånd ved, at det ikke er muligt at gøre regres hos virksomheden bag. At det endnu aldrig er lykkedes staten at gøre regres, slår ikke ministeren ud:

»Det er min holdning, at vi skal forfølge de her producenter til den bitre ende.«

- Men det er ikke lykkedes endnu nogensinde?

»Nej, men nu er jeg sundhedsminister, og hvis der opstår sager fremover, så er det min holdning, at vi skal forfølge dem til ende. Jeg kan jo ikke vide, om vi vinder, men vi vil forsøge at gøre vores krav gældende.«

- Ifølge eksperter er det fordi, det er meget, meget svært. Hvorfor skulle det lykkes fremover?

»Det synes jeg primært viser, at det er godt, at det ikke er patienten, der står alene med problemet og skal bevise, at han eller hun har fået en skade.«

- Det her betyder, at det i praksis er staten der betaler. Er det rimeligt?

»Hvis man stiller sig i patientens sted, så synes jeg, at det er rimeligt. Set fra statens side, synes jeg ikke, det er rimeligt, hvis der er et erstatningsgrundlag, og det er derfor, jeg mener, at vi skal gøre vores regreskrav gældende, så producenten i sidste ende betaler.«

Svensk model

SF’s Özlem Cekic mener, at den nuværende model er farlig, fordi den ikke giver virksomhederne incitament til at teste deres medicin grundigt nok:

»Man må lave et produkt, som er ordentligt testet. Når det alligevel er staten der betaler for skaderne, så har det jo ingen konsekvenser, hvis man ikke er tilstrækkeligt optaget af at teste sine produkter for bivirkninger.« Hun ønsker ikke en amerikansk retsagsmodel, og mener derfor at den svenske model med en forsikringsordning, der er finansieret af industrien, er en interessant mulighed. Samme holdning har DF’s Liselott Blixt: »Jeg synes, at alle skulle betale ind til en fond, som så dækker det. Det med at lægge sag an, som så trækker ud i det uendelige, synes jeg ikke er en god løsning,« siger hun. Nick Hækkerup ønsker derimod at fortsætte med den nuværende ordning:

»Jeg ved, at man har forsøgt med en ordning som den svenske, men at man ikke er kommet i gennem med det.«

- Skulle man ikke forsøge igen?

»Jeg tror, at man skal starte med nidkært at være efter producenterne. Det vil have den effekt, at sagerne kommer op. Hvis man vil have en aftale med industrien, bliver man nødt til først at forfølge kravene. Hvis man bare kommer til dem og siger, at nu skal I betale flere penge, så tror jeg godt, at man kan forudse svaret.« I Venstre synes Sophie Løhde heller ikke, at ordningen skal ændres:

»Den nuværende ordning beskytter først og fremmest patienten, fordi staten indtræder i patientens sted i krav mod lægemiddelproducenter, mens patienten kan få erstatning gennem lægemiddelskadeerstatningsordningen. Det betyder bl.a., at patienten slipper for en lang og opslidende retssag mod producenten, mens staten har mulighed for at søge regres hos producenten og dermed få pengene ind igen,« skriver hun i en mail, som hun beder Information om at bringe i sin helhed – også efter at hun er gjort opmærksom på, at staten aldrig er lykkedes med at gøre regres ved en domstol.

I medicinalproducenternes brancheorganisation, Lægemiddelindustriforeningen, kalder vicedirektør Henrik Vestergaard den danske model for et »logisk og glimrende system.« Også han lægger stor vægt på, at staten har mulighed for regres:

»Det er jo kun i første omgang, at staten betaler. Hvis man entydigt kan vise, at en skade kommer fra lægemidlet, så er der mulighed for at gøre regres mod den virksomhed, der har forvoldt skade.«

- Ved du, hvor ofte det er lykkedes?

»Det er mig bekendt aldrig sket. Men at staten ikke har gjort regres ændrer ikke ved min opfattelse af, at det er et godt system. Det betyder ikke, at det er synd for staten. Det er jo fordi, man ikke har kunnet vise, at det entydigt var lægemidlets skyld,« siger Henrik Vestergaard. Han understreger også, at der gælder strenge regler, når man skal have godkendt lægemidler.

»Vi bruger mellem fem og ti milliarder kroner, før et produkt kan komme på markedet,« siger Henrik Vestergaard og tilføjer, at han mener, at industrien betaler nok i forvejen:

»Vi har jo i Danmark et skattefinansieret system, som er baseret på de penge, man blandt andet henter hos virksomhederne,« siger han.

- Danmark er så vidt vides det eneste land i verden, hvor staten betaler. Hvad siger det dig?

»Det danske sundhedssystem er særegent på mange måder,« svarer Henrik Vestergaard. Ideen om, at industrien frivilligt skulle betale til forsikringen, som man gør i Sverige, afviser han blankt:

»Den model, hvor man betaler en ekstra skat ind i en pulje, synes jeg ikke er retfærdig, for så skal man betale, selvom man ikke er skadevolder. Det danske system er bedre,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Christensen
Henrik Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er da helt tosset, idet der vil komme stadig flere bivirkninger og skader, des flere produkter, der sendes på markedet! Det er også derfor de fleste andre lande vælger produktionsfirmaet.
Naturligvis kan der være tale om at lægge ud til erstatninger, hvor forløbet forsinkes.

Tænk på, pengene kunne jo redde super-sygehusene!

Godt at NH nævner at man benytter regres retten.

Lidt en sidegade jeg hopper over i nu, men er faktisk ret nysgerrig om man konsekvent gør det samme overfor privathospitalernes fejlbehandlinger, hvor man jo, mig bekendt, sender amatørfuskede plastik patter, der går galt, og den slags, ind i det offentlige sundhedsvæsen.

Kan (juridisk) og gør man konsekvent så det at sende udgiften, efterfølgende, videre til skadesvolder?

Alan Strandbygaard

Regeringen har opdaget at medicinalindustrien er den stærkeste sektor, med store udsigter. Derfor har den besluttet at yde støtte til denne industri, ved at tage skraldet, når de laver bommerter.

Du og jeg betaler for at medicinalindustrien bliver en stærk indtægtskilde. Man kan stille sig selv det spørgsmål, om det er i orden?

Steffen Gliese, Niels-Arne Nørgaard Knudsen, Mette Hansen, Anne Eriksen og Roselille Pedersen anbefalede denne kommentar

Medicinalindustrien trækker store veksler på de samfund, de opererer i, og de burde i virkeligheden være nationaliserede, bl.a. for at trække den medicin, som alle taler om bliver så dyr, ud af det økonomiske kredsløb, så den kan fremstilles ad hoc og i forskningsøjemed til kostpris.

Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Alan Strandbygaard og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

hvis ikke det er skatteyderne, der kommer til at betale, så er det de mennesker syge via medicinpriserne - og ude i næste led er det så alligevel de almindelige borgere, som betaler.
Medicinalvaretoppen scorer nøjagtig det samme i løn/vederlag/bonus - og sikkert gerne lidt mere end sidste år - uanset om de har god medicin eller ej.
Sådan er det jo.

Det er natuligvis korrekt, at Nick Hækkerup er Venstre-mand helt ind i hjertet. Godt at Information ikke lader sig bedrage af partifarven!

Jens Jørn Pedersen

Især de liberale mener, at vi skal tage ansvar for vore handlinger.

Det skal også gælde medicinalindustrien!

Steffen Gliese, Britta B. Hansen, Anne Eriksen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar