Læsetid: 3 min.

Til biddet: Den gule fare

29. november 2014

I Danmark er det tradition at udfylde de utrygge, horror vacui-agtige pauser mellem afslutningen af Vild med dans og begyndelsen af det næste håndboldmesterskab (eller sådan noget) med diskussioner om, hvad det er, der gør os så særligt danske på den nuttede måde, at hele verden ikke kan andet end at holde af os. Således foranledigede vores ellers momentvist klarsynede fødevareminister for nylig en håbløs afstemning om, hvad der skulle være danskernes nationalret, som om noget land har sådan én?

Man kommer til at tænke på tegneserien Basserne, hvor Jens Fup siger om Sjanten, at han er noget af det mest patriotiske, han kan forestille sig. »Yup,« siger Fjotte. »He’s as American as pizza pie!«

Stegt flæsk vandt, og så kan alle de andre retter, vi har spist gennem årtusinder bare skride. Således også gule ærter, som heller ikke er en dyt dansk, det sælges f.eks. som street food i Surinam, hvor de tror, det kommer fra Holland. Hvilket det sådan set også gør, samtidig med at det kommer alle mulige andre steder fra, for tørrede ærter har været en billig og langtidsholdbar kilde til protein i snart 3.000 år (hvis ikke længere), hvilket man blandt andet kan erkyndige sig om ved at sidde hele vejen igennem Artistofanes’ Fuglene. Ikke noget med at snyde og nappe Hitchcocks i stedet, den er der ingen ærtesuppe i.

Gule ærter har fra gammel tid været en torsdagsret, sikkert fordi den sikrede, at man kom nogenlunde velfjertende gennem den forestående fredagsfaste. I både den svenske og finske hær fortsætter denne tradition, så der altid er ærter i messen om torsdagen enten til frokost, hvis der da ikke er noget særligt på gang, såsom sæsonbestemt jagt på smultron, ubåde eller elge.

Verdens måske første eksempel på instant food var et sammenkog af ærtemel og oksetælle, som opfinderen solgte til den prøjsiske stat i 1867. Kort efter brød den fransk-prøjsiske krig ud, og en fabrik blev straks opført, så tropperne kunne gå til fronten med bugen fyldt af denne nyskabelse. Opfindelsen blev senere solgt til Knorr, som fortsætter produktionen den dag i dag, ifølge kilder, som står komfuret nær.

Helt så enkel er vores opskrift på gule ærter ikke. Den er egentlig heller ikke en opskrift, men snarere en messe for en ret, der kan være hvad som helst fra en plasticpølse fra supermarkedet til en fest for gourmander, som med overstadig foragt for kostråd og livmål kaster sig ud i følgende.

Dog er det værd at bemærke sig, at nationalspiser ofte er noget som en stor del af befolkningen vender sig fra med afsky. Nævn gule ærter, og det eneste kvinder ser for sig er noget blævrende flæsk, som får dem til at tænke på cellulitislår.

Det eneste mænd ser for sig er øl og snaps, hvilket overhovedet ikke får dem til at tænke. Her kommer opskrift på en portion ærter, der vil kunne sætte 6 velvoksne herrer til vægs.

Gule ærter

2 liter gule flækærter sættes i blød i et døgn. I 8 liter lys bouillon koges en meter medister, et stykke sprængt nakkekam, en side røget flæsk, 6 tæer, 6 haler og 2 skanke.

Alle ingredienserne skal i kogende suppe og have ca. 1½ time. Undtagen medisteren, som lægges på toppen de sidste 10-12 minutter.

Serveres med groft rugbrød, rødbeder og tre slags sennep, nemlig Dijon, pølsemandens og den hjemmerørte.

Flasken med eddike stilles på bordet, et par dråber ned i tallerkenen vil tykne suppen.

Suppen til gule ærter

5 løg, det hvide af 4 porrer, en halv selleri, 5 gulerødder, 2 pastinakker, 2 persillerødder skæres ud og kommes sammen med ærterne, gazepose med peber og laurbær og et bundt timian op i en stor gryde og overholdes med den kogende suppe. Det hele skal nu stå og simre, indtil ærterne er møre, og det hele er kogt godt ud, hvorefter det pureres gennem sigte eller ved hjælp af stavblender – i hvilket tilfælde suppen skal sigtes til slut.

Konsistensen kan evt. reguleres den ene vej ved hjælp af mere suppe, den anden vej ved indkogning.

I vores broderlande lader man gule ærter (eller ærtesuppe, som det nærmere kaldes) følge af pandekager med syltetøj – i så indgroet en grad, at det ikke opfattes som dessert, men som en del af hovedretten.

Vi har meget at lære.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu