Læsetid: 6 min.

Blå mænd vinder alt

José Mourinhos Chelsea har efter alt at dømme udsigt til en nem hjemmesejr, når de i eftermiddag møder West Bromwich. Men der er noget med Mourinho – og med Chelsea – som gør forudsigelser til en risikabel affære
Flying circus. Chelsea-angriber Didier Drogba i flyvende fart hen over Maribors målmand Jasmin Handanovic under deres Champions League-opgør for et par uger siden på Stamford Bridge.

Ian Kongton

22. november 2014

Chelsea tager i eftermiddag imod West Bromwich på hjemmebanen Stamford Bridge. Det lyder som en nem sejr, og de fleste kommentatorer spår José Mourinho & Co en plads som næsten sikker vinder af Premier League næste år. Men Chelsea har en broget historie. Og hvem er de egentlig?

Nogle mener, at tiden før 2003, hvor den russiske oligark Roman Abramovich købte klubben, slet ikke tæller med. The Pensioners, som holdet spøgefuldt kaldes, har kun vundet den engelske liga tre gange. Første gang var i 1955, og de to næste faldt lige efter hinanden, nemlig i 2005 og 2006, begge med stormombruste José Mourinho som træner. Før den tid var The Blues et middelmådigt mandskab, som klarede sig udmærket i de hjemlige turneringer – to FA-pokaler mellem 1992 og 2003 – men slet ikke havde Uniteds eller Liverpools profiler ude i Europa.

Sludder, siger andre, og fremhæver 90’er-storheden med koryfæer som Gianfranco Zola og Roberto di Matteo. Skæringspunktet var 1996, da den spillende træner og tidligere Ballon D’or-vinder Ruud Gullit revitaliserede klubben. Og skal man rigtig fornærme fansene, er det blot at henvise til de sort-hvide fra naboklubben Tottenham: Før 2003 indkasserede Spurs flere ligatitler end de blå mænd.

Selv om Chelsea blev dannet tilbage i 1905 på pubben The Rising Sun og dermed har en lang historie bag sig, lyder en hårdhudet myte, at Chelsea er et besynderligt sammenflikket team uden egentlig tradition. I 2008 talte ultraliberalisten Peter Kenyon indædt imod FIFA’s bebudede seks-fem-regel, hvor planen er, at klubber højst må indeholde fem udenlandske spillere. Ifølge Kenyon var det eklatant konkurrenceforvridning. Kig bare på de andre europæiske ligaer, påpegede Kenyon. Der er altid to eller tre mandskaber, som stikker ud. For ham gjaldt det om ikke at fornægte globaliseringens nye markedsmekanismer (Chelsea har flere gange stillet med lutter ikke-engelske spillere) og om at gennemhulle den gamle traver om de uretfærdige Big Four. Hvorfor bevidst forsøge at skubbe Chelsea ud af logen med United, Arsenal og Liverpool, når det i virkeligheden var Newcastle, Everton og Aston Villa, der havde brug for at »rydde op i eget hus«, som han sagde?

Gedigent – ikke mere end det

Måske havde Kenyon ret. Man må nøjes med at drømme sig tilbage til dengang, hvor stammeloyalitet var lig med den fedtede fiskeanretning garneret med brun fadøl, som heltene på grønsværen skovlede i sig før og efter dysten. Fodbold var blevet en magtkamp i kulisserne. Rygterne gik, at Frank Arnesen – Chelseas daværende chief scout – var på vej til Schalke 04 efter sommeren. Og så var det 1-0 til Kenyon og en filosofi, der strategisk signalererede egen avl og jagt på engelske talenter.

Problemet er, at rivalerne hader dem, fordi de så åbenlyst hylder globaliseringens dyder, mens en stor portion af den rungende tomhed, klubben ellers symboliserer, skyldes en lang årrække med indespærret nationalisme. Moderne arvefjender som Arsenal, Liverpool og United var tidligt ude med snøren i det store Europa, mens Chelsea stadig rodede rundt i periferien af London. Altid med gedigne resultater – især i 60’erne under Tommy Docherty – men aldrig med de pompøse triumfer eller nederlag, som storebror fra Liverpool fabrikerede. Man skulle helt frem til 1971, før londonerne smagte europæisk sødme: en sejr over Real Madrid i UEFA Cup Winners Cup. Chelsea var den evige to’er, hvis de da ikke var på randen af tredje division som i begyndelsen af 80’erne.

Siden blev det lige omvendt. Deco var fra Portugal, Ballack fra Tyskland, Drogba fra Elfenbenskysten og Hiddink fra Holland. John Terry er til gengæld ærkebritisk og måske netop derfor et nødvendigt anker i en troløs sportsverden.

Mourinhos hjemkomst

I 70’erne og 80’erne var hooliganbanden Chelsea Headhunters cremen af den røvsparkende fodboldkultur. Men den tid er for længst afløst af modebevidste flokdyr i ens Fred Perry-jakker og Burberry-tørklæder, der sagtens kunne have valgt noget andet end weekendslåskampe at gå op i. Og Stamford Bridge blev med sine 42.500 siddepladser langsomt et mekka for jakkesæt med indvendig syning og posh plasticfans, som der hånligt skuledes til på de nørdede fodboldfora.

José Mourinho vendte under stor mediebevågenhed i sommeren 2013 tilbage til sin elskede klub Chelsea.

Han skulle ikke bruge mange hjemmebanenederlag for offentligt at beskylde sin klub for at være »uambitiøs«, »umoden« og for at spille »uengageret fodbold«. Vanen tro spurgte kommentatorer, om The Special One mon havde en plan i ærmet. Som for eksempel at beskytte sine spillere ved at flytte fokus over på sig selv. Eller om han bare var en medieliderlig hystade. Chelsea lå nummer fire i tabellen.

Åbningsbrag

Tilskuerne på Stamford Bridge piftede lungerne i stykker efter det ydmygende 1-2-nederlag til de upåagtede schweizere i Champions League. Chelsea burde ikke have tabt. Sådan noget var ikke sket på det stadion i næsten 10 år. Basel scorede to gange i kampens sidste 20 minutter, og imens sad Roman Abramovich og rystede på hovedet. Måske var det et deja-vu fra Mourinhos første runde med London-mandskabet.

Bagefter gik Abramovich ned i omklædningsrummet. Der måtte gøres noget. Hans hold havde ikke vundet én eneste af de sidste fire kampe.

»Selvfølgelig gør det ondt, men jeg tror ikke, at holdet har den modenhed og den personlighed, der skal til for at tackle den slags svære øjeblikke,« slog Mourinho kynisk fast på det efterfølgende pressemøde. Notorisk hårdt bliver det i hvert fald lige om lidt. »Det er her, hele sæsonen kan blive afgjort,« har Manchester Uniteds mangeårige træner, Sir Alex Ferguson, engang sagt.

Julen truer

Boxing Day, hedder fænomenet ved den søde juletid, og det er lige så meget sved på grønsværen, som det er en kulturel tradition for briterne. År efter år. Jul efter jul.

Navnet Boxing Day går tilbage til dengang, der var almisser til. Så fik de fattige en boks med godter, måske noget sødt eller nogle varme vanter. For os danskere er det 2. juledag, hvor flæskesteg, gløgg og rødkål stadig rumler i topmaven. Englænderne går til fodbold. Endda i stor stil, for tiden rundt om jul og nytår er spækket med herlige Premier Leauge-opgør.

Men Chelsea har en klar fordel, alene i kraft af kapitalen. Bare kig på tabellen. De allerstørste klubber skyder væk – ikke med kometfart, men støt og roligt. Alle de andre må slås om brødkrummerne.

Der tegner sig et billede af The Big Three i Premier League. Før talte man altid om The Big Four, United, Liverpool, Chelsea og Arsenal. Målt på, hvem der kan tillade sig at købe ind i 300 millioner-klassen, det Chelsea og så de to Manchester-klubber, man bør holde øje med. Alle de andre med deres stolte traditioner og tårnhøje idealer er selvfølgelige interessante nok og spiller ofte seværdig fodbold. De har bare ikke de samme ressourcer som De Tre Store.

Den forskydning har endnu ikke sat sig igennem i de forskellige fanbaser. Liverpool, som i flere år nu har lignet et has been-hold med urealistiske ambitioner, har for eksempel stadig et enormt tag i folk og fans. Det er også et eller andet med kulturen og alt det, Liverpool repræsenterer. I modsætning til City, som må slås med prædikatet om ny og hurtig rigdom og en nærmest kunstig måde at være på. Men det ændrer ikke ved, at der i dag er de to ligaer indeni ligaen – de tre store og så alle de andre.

Er der slet ikke følelser tilbage i det smukke spil? Døm selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu