Læsetid: 6 min.

Brevkassen: Skal jeg sige, hvad jeg mener?

Min bedste veninde gennem hele skoletiden har lige fortalt mig, at hun er gravid
8. november 2014

TT

24, Odense

Min bedste veninde gennem hele skoletiden har lige fortalt mig, at hun er gravid. Det er OK at blive mor som 24-årig, men hun har det problem, at hun i gymnasiet fik en depression, hun aldrig er kommet sig over. Hun droppede ud i 3. g og har siden kludret rundt med at indhente det forsømte på enkeltfagskurser og produktionsskoler, som hun hele tiden afbryder, fordi hun har det dårligt. Jeg ved, hun er stærk og kreativ, men de sidste fire år har sygdom spærret for de sider af hende. Jeg tror, at graviditeten er en flugt, og at det lille barn bliver en erstatning for det liv, hun ikke magter at skabe sig – og måske en hindring for, at hun finder sig selv igen. Mit dilemma er: Er jeg en god veninde, hvis jeg siger det til hende, eller er det bedst, jeg holder det for mig selv?

Svar I:

Det er muligt, at din veninde har valgt at blive mor som en slags flugt. Det undrer mig dog lidt – og det gør det sværere at svare dig – at du ikke nævner, hvorvidt hun er i et godt og kærligt forhold med den kommende babys far, eller om hun har valgt at være soloforælder, som kræver nogle flere mentale og materielle ressourcer. Men jeg forudsætter, at der er to forældre. Det er trods alt fortsat statistisk set det hyppigst forekommende.

Og så vil jeg – som mor til fire – sige, at et lille barn er en magisk gave til den voksne forælder, uanset køn. Barnet kan aldrig i sig selv blive en hindring for at ’finde sig selv igen’, som du skriver. Men barnet kan hjælpe din veninde til at finde nye sider af sig selv. Gode nye sider. Og her kan du som veninde hjælpe og støtte hende.

Jeg tror ikke, at du selv har børn – ud fra den måde, du skriver på. Så du er muligvis ikke den oplagte barnepige. Men tilbyd at være der med praktisk aflastning, når tiden kommer. Sig, at du glæder dig på hendes vegne. Og at du gerne vil gå en tur med barnevognen, skure lokum, vaske gulv eller komme forbi med hjemmebagte boller. Så din veninde endnu bedre kan nyde sin lille baby.

Annegrethe Rasmusen

Svar II:

Beslutningen om at sætte børn i verden er den største og vigtigste, man som menneske kan træffe, og dit dilemma er lige så vanskeligt, som det er vigtigt. Du skriver ikke, hvor gode veninder I er i dag, hvor langt hun er henne, hvordan hun selv har det med graviditeten, og hvilken rolle den mand, der bliver barnets far, spiller, men grundlæggende gør to ting sig gældende: 1) Alle skal have lov til at få børn, og 2) gode venner fortæller deres venner, hvad de tænker.

Selvfølgelig skal du ikke sige, at graviditeten er en ’flugt’, eller at barnet bliver en ’erstatning’ for noget som helst, for i hendes øjne vil du lyde som en moraliserende succes, der betragter din gamle veninde som en taber, der i bedste ’De unge mødre’-stil forsøger at drukne sin elendighed i et svangerskab. Men det ER noget rod, hvis din veninde skal være forholdsvis ung mor med depression og et usammenhængende liv, og det er det dit ansvar som veninde at påpege. En konkret model kan være, at du foreslår hende at se den lykkelige omstændighed, at hun skal være mor, som en anledning til at ruske op i sit liv.

I ved begge, at hun er depressiv, men også at hun er stærk og kreativ. Styrken skal hun bruge til at opsøge behandling. Og du skal – som den gode veninde, du er – love at være ved hendes side i processen. Og blive der.

Rasmus Elmelund

Jeg er ved at drukne i ting

Andreas

36, 8000 Aarhus C

I løbet af de sidste år er tingene begyndt at hobe sig op omkring mig. Alle mine opbevaringssteder i min lejlighed er proppede, mit kælderrum er helt pakket med kasser, og nu er det ved at brede sig til alle andre steder i lejligheden.

Jeg kan ikke få tallerkener ind i mit skab, der er så fyldt med porcelæn og arvestykker, at jeg kunne lade være med at vaske op i tre måneder. Det samme gør sig gældende med glas og kopper. Da min farmor døde, overtog jeg en masse af hendes ting, men egentlig er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde får brug for dem – alligevel står de nu stablet, hvor der er plads.

Det hjælper at gå på loppemarkeder en gang imellem og sælge ud, så andre får glæde af dem, men mange af tingene er der ikke nogen der gider at købe, og så tager jeg dem med hjem igen. Jeg ved godt, at det ikke er rationelt, men jeg har simpelthen så svært ved at smide noget ud, der ikke er noget i vejen med. Kan man gøre noget for at komme over det?

Svar II:

Jeg ved egentlig ikke, om det er irrationelt, det, du foretager dig. Det er det kun på den præmis, at du virkelig helst vil leve uden alle disse ting. Så er det selvfølgelig et paradoks, at du ikke smider dem ud.

Jeg er selv en tingsamler og har løst problemet ved at leve i et kæmpestort hus langt ude på landet, som jeg fylder op med endnu flere ting. Ting, jeg finder, får forærende, eller som en anden KlodsHans måske kan bruge, skulle en prins dukke op, som kunne forføres af netop det par gamle sko, et bord dækket med noget guldrandet, en skåret tepotte og en radio, som ikke dur.

Så en løsning er jo, at du bare skaffer dig mere plads.

Som du har det lige nu, må man vel sige, at du foretrækker at være ved at drukne i ting. Hvis de kommer fra din fortid og dine døde er det vel dem, du er fyldt op til randen af, det er alt det, som var før, der vil gå skår i, hvis du for alvor og så fornuftigt rydder op og smider ud. For tænk, hvis man får smidt det forkerte ud – lige den kop fra en fjern tante, som bragte hende tilbage i tankerne?

Så der findes nok ikke et eller andet godt råd, nogen anden kan give dig her uden risiko for uerstattelige tab. Der er ikke nogen vej uden om at finde ud af dit eget forhold til tallerkenerne. Gemmes de til den helt store skænderiscene i en fremtid, hvor de vil det være helt uundværlige kasteskyts? Forestiller du dig en banket for 200 mennesker eller en zombiefest? Har du lyst til at lære at vende på en tallerken? Og ellers er der den blå avis. Pas på ikke selv at købe tingene tilbage …

Tine Byrckel

Svar I:

Ring til en ven! Du forklarer ham, hvad dit problem er. Det vil ikke være svært, for han har allerede under besøg i dit hjem set det, men kan have troet, at du er en ganske almindelig klunser. Det er du jo ikke. Du er snarere at sammenligne med en ludoman. Okay, du fortæller ham, at alle de ting går dig på, og at dit rationale tilsiger dig, at du må se at slippe af med dem, men dine følelser siger det modsatte.

Det er derfor bedst, hvis de forsvinder i et og samme hug, for ellers vil du bare stå og vende og dreje hver enkelt effekt og aldrig komme videre.

Her er, hvad du gør: Du bestiller en rejse til Solkysten eller et andet varmt sted. Du giver din ven og nu allierede en ekstranøgle til dit hjem og beder ham ringe til et af de foretagender, som køber dødsboer. Du skal ikke regne med at få noget særligt for herlighederne. Det vigtigste er, at det kommer væk. Vennen følger dig til lufthavnen og sikrer sig, at du kommer på dit fly, så du ikke kan nå at fortryde. Han er derefter flyttefolkene behjælpelig. Lad også vennen afgøre, hvad der skal blive stående. Seng, bord, stol, tv, lidt køkkentøj. Kun det allermest nødvendige.

Når du kommer hjem, er problemet løst. Opskriften har jeg fra et ægtepar med en lignende hang til ting, som de skilte sig af med for at flytte i en mindre lejlighed. De har ikke savnet en eneste af deres mange ting, men tværtimod følt sig lettede.

Kristen Bjørnkjær

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu