Læsetid: 8 min.

Er frigørelsen løbet løbsk?

De sidste 300 år har været en lang kamp for individets frihed, og da Muren faldt, håbede vi på frihed for alle i en gennemdemokratiseret verden. Men nu kritiserer vestlige samtidsfortællinger al den frigørelse, som Oplysningstiden søsatte, og som moderniteten har realiseret. Kunsten indvarsler en ny fase i frihedens historie ved at spørge: Bør vi skabe et mere fællesskabsorienteret demokrati?
Frihedskamp. LechWalesa i spidsen for strejkende arbejdere på Lenin-værftet i Gdansk i 1980. Men har friheden en grænse, hvis fællesskabet skal bevares? Og kan frihed uden fælles mål føre til andet end opløsning, spørger kritikken.

Frihedskamp. LechWalesa i spidsen for strejkende arbejdere på Lenin-værftet i Gdansk i 1980. Men har friheden en grænse, hvis fællesskabet skal bevares? Og kan frihed uden fælles mål føre til andet end opløsning, spørger kritikken.

Scanpix

8. november 2014

I de senere år ser vi noget nyt i litterære samtidsfortællinger fra Vesten: Meget kraftigt kritiseres Vestens omfattende frigørelse af individet og de eksistentielle bagsider, som al den frihed er forbundet med: angst, meningsløshed, ensomhed, depression, stress, selvmord, misbrug, præstationsangst etc. Kritikken optegner konturerne af en ny fase i frihedens historien. Men for at forstå dette, må vi først se, hvor frihedsdyrkelsen kommer fra, og Vestens historie er på mange måder historien om stridende frihedsopfattelser. Den kortest mulige fremstilling af frihedens idéhistorie kan operere med fire faser: Antikken, Middelalderen, Oplysningstiden og moderniteten. I Antikken opfattede man individets frihed som samfundsundergravende og dermed skadeligt – her i Platons Staten:

»Har nu demokratiet ikke på tilsvarende måde et nøje afgrænset Gode, som det er så umætteligt efter, at det fører til dets fald? – Hvilket mener du? – Friheden! svarede jeg. For overalt hvor du kommer i demokratiske stater, vil du høre friheden lovprist som det dyrebareste af alt (…) Og enden på det hele bliver, at de vender ryggen til alle love, både skrevne og uskrevne, for ikke i ringeste måde at have nogen herre over sig.«

Friheden skal man vogte sig for. Individet er til for fællesskabet. Ifølge Aristoteles er menneskets natur ligefrem at være et samfundsbyggende væsen. I Middelalderen fortsætter denne opfattelse af frihedens ulyksaligheder – her er det blot menneskets plads under Guds vilje, der begrunder frihedens dårligdomme.

I Oplysningstiden – frihedsbegrebets tredje fase – sker der så for alvor noget nyt. Her bliver individets frihed selve betingelsen for det gode liv og derfor et ideal, man som individ og samfund må realisere. Immanuel Kant inkarnerer denne tanke: Hans ideal er at være »fri for fremmed styrelse«, som han skriver i artiklen »Hvad er oplysning?« fra 1784. Med oplysningsprojektet bliver individets frihed et højt besunget mål. Historien bør bevæge sig mod stadig højere niveauer af menneskelig frihed. Menneskelivet er et frigørelsesprojekt. Frihed fra umyndiggørende normer, vedtagne dogmer og undertrykkelse og frihed til sandere erkendelse og selvudfoldelse. Frihed som kriterium for fremskridt er Oplysningstidens historiefilosofi.

Og dette ’fremskridt’ finder netop løbende sted, for så ind i moderniteten – frihedens fjerde fase – at nå sit mål: I løbet af det 19. og 20. århundrede – hvor sekulariseringen og individualiseringen i harmoni med idealet om demokratiseringen af mellemmenneskelige relationer accelererer – bliver friheden en normaltilstand, som vi hylder og tager for givet – samfundsbærende og indskrevet, som den er, i forfatninger og menneskerettigheder. I moderniteten bliver det vestlige individs frihed et faktum og en absolut værdi. Man kan bemærke, som den engelske filosof og teolog Phillip Blond gør det, at modernitetens to store ideologier, liberalismen og socialismen, begge er individualistiske ideologier, som er enige om hovedmålet, nemlig individets frigørelse og mulighed for selvrealisering. Uenigheden angår blot vejen hertil (konservatismen prioriteter i højere grad fællesskaber: familiære, nationale, religiøse, historiske).

Frihedens femte fase

Dette var fire faser i frihedsbegrebets historie. To mod to. Fra kritik af friheden til kritik af ufriheden. Det interessante nu er, at vi ser et nybrud og konturerne af frihedens femte fase i kunsten: Friheden bliver i meget høj grad opfattet som et problem. Deri ligger der en oplysnings- og modernitetskritik og således noget nyt. Frihedskritikken vender tilbage: Individet kan ikke administrere sin frigjorte tilstand. Den høje grad af frihed ødelægger både individet og det sociale. Vestens problem er frihedens problem. Dette er en standardkritik af Vesten fra et religiøst eller ikke-vestligt ståsted. Men denne pointe fremsættes ikke længere kun uden for Vesten om Vesten. Vesten er slet ikke en frihedsideologisk monolit. I de senere års kunst af vesterlændinge dukker frihedskritikken op for fuld udblæsning.

Den radikaliserede frihed

Den amerikanske, verdensberømte tv-serie The Wire (2002-2008) handler om forskellige sociale klasser i Baltimore. Serien er rost for sin realisme, som er så stærk, at serien anvendes i sociologiundervisningen på universiteter i USA. Serien indledes sørgmodigt med en betydningstung, rammesættende dialog mellem en betjent og en ung fyr – et bandemedlem – om hans unge ven, der netop er blevet dræbt. Betjenten og fyren snakker nedslåede sammen i skæret fra politibilernes blå lys. Fyren fortæller betjenten om den dræbte dreng, at når de hver fredag spillede terninger om narkopenge i en fælles pulje, tog han altid pludselig pengene og løb. »Hver gang!?« spørger betjenten forbløffet. »Han kunne ikke gøre for det,« lyder svaret. Yderligere forbløffet spørger betjenten, om de bare lod ham foretage denne amoralske handling? »Vi tog ham og gav ham et los i røven,« men ikke mere end det, lyder svaret. Nu har betjenten dybe, forundringsfulde furer i panden i nogle sekunder. Og så spørger han dybt forundret: »Jeg må spørge dig: Hvis han hver gang snuppede pengene og stak af, hvorfor lod i ham så spille med?« »Hvad ...?« svarer den unge mand uforstående. »Hvis han hele tiden stjal pengene, hvorfor lod I ham så være med?« fortsætter betjenten insisterende. Og så kommer indledningsdialogens pointe: »Det er vi da nødt til. This is america, man!« Og så var den pointe, som hele serien så mesterligt udfolder, ellers skåret ud i pap: I USA trumfer individets frihed alt. Også den sociale orden. Midt i serien bliver en betjent dens talerør, da han erklærer: »Vi lever i en kultur i moralsk forfald!« The Wire er en serie om sociale problemer og moralsk afstumpethed i en verden, hvor individets frihed ikke står til diskussion og er radikaliseret. Her løber menneskeliv og det sociale løbsk. Her stjæler, tæver, anholder, dræber, magtmisbruger, pusher og dør mennesker konstant.

Den nedbrydende frihed

Præcis samme problematik bærer amerikaneren Jonathan Franzens berømte samtidsroman Freedom fra 2010 – romanen, som Obama af forlaget fik lov til at få med på ferie, før den kom på gaden. Den er en realistisk skildring af en middelklassefamilies liv i USA de sidste 20 år. Bogen kan overordnet læses som en gennemlysning af den radikale friheds betydning for mellemmenneskelige relationer. Og bogens pointe er utvetydig: Friheden er et problem. Ordet frihed optræder hyppigt hen over bogens 562 sider, og hele 13 gange omtales friheden direkte som årsag til personernes ulykker, f.eks. »Der var en mere generel frihed, som hun kunne mærke var ved at slå hende i hjel.« På side 318 bliver bogens kritiske udsagn om individets frihed og konsekvensen af fraværet af udefrakommende rammer endda ualmindeligt markant pointeret: »Han vidste ikke, hvad han skulle, han vidste ikke, hvordan han skulle leve sit liv ... Der var ingen styrende fortælling ... « Fraværet af forpligtende overindividuelle fortællinger korrumperer. For megen frihed, ingen retning og eksistentiel orden. Relationer går i stykker, og alle er depressive i denne store samtidsroman om den personlige friheds dominans. Ordene »USE WELL THY FREEDOM« er indgraveret på en sten, som en kvindelig hovedperson ser på. Men dette påbud kan ingen mennesker i bogen efterleve. Bogens kritiske pointe er umisforståelig.

Den lammende frihed

Man kunne så tro, at frihedskritikken er et amerikansk fænomen. Men også i ny dansk litteratur udstilles frihedsproblemet eftertrykkeligt. Nikolaj Zeuthens samtidsroman Verdensmestre – en historie fra 00’erne fra 2010 om et dansk par med et nyfødt barn og deres eksistentielle problemer er også en stærk kritik af friheden som totalrealiseret tilstand; bogen åbner med ordene: »Det var ikke sådan, at der skulle have været frihed. Friheden var. Og alle steder, det unge par så hen, syntes den at blive enten fejret eller omsat til handling.« Og lidt senere: »Det var simpelthen bare om at glæde sig, gribe friheden og bruge den.« Men hele bogen handler om det umulige heri – om friheden som problematisk livsbetingelse og kløften mellem idealer og praksis. »De var frie til frihed [men] i mangel af et større mål uden for dem selv var deres eget velbefindende og deres egen sociale status det eneste pejlemærke for hvor gode de var til at leve i ikke bare en fri verden, men i den frie verden. (…) Det var kernen i deres problem. De var frie, men vidste ikke til hvad.«

Den fuldfede frihed, som er defineret ved frihedens definitoriske dobbelthed – frihed er altid fra noget og til noget – kan de ikke administrere. Deres – menneskets – evner til at opstille en meningsramme større end dem selv spoleres ukontrollerbart i den totale friheds altopløsende rum. Bogens titel Verdensmestre er dybt ironisk: Bogens mennesker mestrer netop ikke verden. Bemærk, at Verdensmestre, ud over at være lige så realistisk som Freedom og The Wire, også er lige så pointeret som dem. Hvad der ellers ikke er realismens modus. Frihedskritikken må åbenbart bare ud – ikke blot mellem linjerne, men på linjerne.

Mindre frigørelse?

Moderniteten er defineret ved, at friheden er en hyldet og realiseret tilstand. I moderniteten fuldføres det mål om individuel frigørelse, som Oplysningstiden og Kant opstillede. Samfundsforskere og moderne kunst har påpeget frihedens bagsider, men Freedom, The Wire og Verdensmestre gør noget nyt ved æstetisk at fuldtone en så udtalt og indædt frihedskritik; de har som bærende projekt at kritisere friheden radikalt. I den forstand er de derfor både oplysnings- og modernitetskritikker, og de indvarsler dermed en ny epoke i frihedens historie: Nyantikken kan vi kalde den. For vi er – omend inden for en demokratisk ramme – tilbage ved begyndelsen for frihedsbegrebets vestlige historie, nemlig ved Platons kritik af individets frihed. Den dominerende tyrkertro på frihedens velsignelser er ikke ubetinget god for mennesker og fællesskaber, lyder det nu igen i vestlig kunst. Frihedskritikken er i det 21. århundrede tilbage for fuld udblæsning.

Men problemet er, at de ulykkelige aspekter ved friheden fra al slags undertrykkelse er en konsekvens af vores højt udviklede frie samfund med hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder og gennemdemokratiserede relationer, som vi næppe vil give køb på. Frihedsproblemet er også et demokratisk problem, for demokratiets ideal er frihed. Som demokratiforskeren Barry Holden påpeger i bogen The Nature of Democracy (1974), bygger teorier om demokrati på en individualistisk forudsætning formet af Oplysningstiden: De grundlæggende byggesten i forestillinger om demokrati er individer. Demokratiet er båret af en bestemt etik: »Det moralsk rigtige er altid det, der er godt for individet, frem for det, der er godt for samfundet,« skriver Holden. Individet er den definitive moralske målestok i det liberale demokrati.

Vi må undgå totalitarisme, undertrykkelse og andre dårligdomme, men ved siden af klimaproblemer mv. står vi over for frigørelsens stigende problemer med tomhed, ensomhed og eksplosionen i en lang række af psykiske lidelser. Så spørgsmålet bliver, om vi kan og bør skabe en mere fællesskabsorienteret kultur inden for det liberale demokratis rammer. Kan vi skabe den i civilsamfundet, eller bør staten træde til med initiativer eller institutioner, der kultiverer os i retning af mere fællesskab og mindre frigørelse? Disse er og bliver nogle af det 21. århundredes største politiske spørgsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
  • morten Hansen
  • Torsten Jacobsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Kurt Nielsen
peter fonnesbech, morten Hansen, Torsten Jacobsen, Mikael Velschow-Rasmussen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant, men også lidt fordrejet diskussion. Demokrati er en styreform, der bygger på fællesskab, det er "folket", der har magten. Demokrati er altså nødt til strukturelt at forhindre magtkoncentration på enkeltindivider for at fungere, ligesom man er nødt til at fastlægge og vedtage fælles mål og rammer for samfundet, som kan tjene som forskrift for dem, der i hastig succession kommer til at forvalte den nødvendige magt.

Henrik Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

De eneste, som har frihed er de få med 1 milliard på kontoren.

- Resten er system slaver...

Per Torbensen, Mads Kjærgård, morten Hansen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Kritik af hvilken frihed? Så længe individet identificere sig med noget må det nødvendigvis være bundet. Den omtalte frihed er derfor et rent postulat. Hans Scherfig har på glimrende vis beskrevet den ufries problem i 'Den forsvundne fuldmægtig'. Slaven ender med at tilbede sine lænker - man kan sige at tryghed bliver forvekslet med frihed. Frihed kræver nemlig at man som minimum lærer hvad det vil sige at tænke selv, altså hvordan selve tankeprocessen fungere så man undgår at blive trukket rundt ved næsen af tankens illusionsskabende kraft.
Dette er ikke noget som samfundet prioritere, men hvordan skulle det også kunne det, ufrit som det er! De fremskridt der er sket ligger fortrinsvis på det fysiske område hvor vi trods alt har fået en stor mulighed for at frigøre os selv dersom vi virkelig ønsker det. Men det er de absolut færreste som overhovedet viser interesse for friheden, hvis vi altså ser bort fra den såkaldte frihed til uhæmmet at realisere sig begær.

Per Torbensen, morten Hansen, Andreas Trägårdh, Niels Engelsted og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Frihed, lighed og broderskab

Den franske revolutions parole var tredelt. Den rummede tre komponenter, der indbyrdes betingede og bekræftede hinanden. Ingen af dem kunne stå alene. På en måde lige som magtens tredeling, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende myndighed udgjorde et integreret værdikatalog - ikke en opremsning af hver for sig gode idéer.

Til forskel herfra hævdede den Amerikanske uafhængighedserklæring det enkelte individs frihed som noget på forhånd af naturen givet og ukrænkeligt, som alle andre værdier måtte indordnes under.

Det er derfor, der i dag er forskel på europæisk og amerikansk oplysningstradition. I Europa følger vi den romerretlige forståelse af forholdet mellem individ og samfund, der gør individets frihed betinget af fællesskabets accept; medens man i USA følger den engelske common-law tradition med vægten på individets naturgivne frihed, uafhængigt af samfundet.

Den frihed, der ovenfor betegnes som kriseramt, er den amerikanske. Naturligvis kunne man sige. Når man vil definere frihed absolut uafhængigt af dens samfundsmæssige kontekst (lighed og broderskab), så må det før eller siden ende i det, Hegel kaldte 'ulykkelig bevidsthed'.

Det var, nota bene, ikke den slags frihed, Kant omtalte i sit berømte værk "Hvad er oplysning". Kants frihed er, hvad man i dag vil kalde 'universalpragmatisk' (Habermas); den forudsætter en moral, der er dikteret af 'det kategoriske imperativ', der jo netop siger, at du altid kun skal handle, således at værdigrundlaget for dine handlinger vil kunne gøres alment gældende, og at du aldrig må behandle andre mennesker alene som middel for dig selv. Altså det sådan cirka modsatte af den amerikanske individualisme, der handler om 'jeg, mig og mit'.

At man også kan finde spor af den amerikanske individualisme i europæisk politik og kunst, er rigtignok. Det skyldes USA kolossale økonomiske og kulturelle indflydelse i tiden efter 2. verdenskrig. Hvor denne indflydelse vinder frem, lægges kimen til 'den ulykkelige bevidsthed' - den bevidsthed, der ikke formår at forholde sig 'konkret', dvs. dialektisk, til omverdenen, men 'abstrakt' refererer til sig selv igen og igen, som om et sådant abstrakt individ har noget indhold uden netop i et historisk og kulturelt fællesskab med andre mennesker.

(Lad mig i øvrigt henvise til den debat, der i nogle uger er foregået i Jyllands-Posten omkring udgivelsen af "50 ideer, der ændrede verden", redigeret af Hans-Jørgen Schanz. Læserne fik mulighed for at stemme på én af disse ideer, og resultatet af denne afstemning blev: Demokrati, Frihed og Kærlighed - eller Lighed, Frihed og Broderskab.)

Jens Carstensen, Sanne Sandberg, Jens Thaarup Nyberg, Torsten Jacobsen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hvis frihed er den højeste værdi, er det selvfølgelig uretfærdigt at begrænse den i lighedens navn. Og hvis ligheden er højeste værdi, er det selvfølgelig uretfærdigt at beskære den i frihedens navn.

Groft sat op går højrefløjen stærkt ind for frihed, mens venstrefløjen går stærkt ind for lighed.

Hvis det skal være muligt her at indgå et kompromis, er det nødvendigt med en tredje ide, som sættes over de andre to, og som hhv. friheden og ligheden kan vurderes ud fra. Ideen om broderskab er efter min mening et forsøg på at samtænke de i sig selv inkompatible ideer frihed og lighed.

Tankefrihed og handlefrihed er to forskellige ting, netop i et dialektisk forhold. Man kan ikke gøre krav på at kunne handle frit, men man kan forholde sig frit til begrænsningen og dens implikationer, den mulige fornuft i den, eller dens uantagelig grad af binding. Det er frihed.

Torsten Jacobsen

Jeg studser lidt over at Mihail Larsen (i et ellers læsværdigt indlæg) ovenfor begrænser sig til at konstatere, at "man også kan finde spor af den amerikanske individualisme i europæisk politik og kunst".

Man kan, hvis teksten på indpakningen står til troende, også finde spor af nødder i en Marsbar, hvor skidtet egentlig ikke hører hjemme. Og dog er det mit indtryk at den gennemsnitlige nøddeallergiker ikke bør frygte for sit helbred, blot fordi han/hun lader sig friste af den syntetiske chokolade.

Men så heldigt stillet er vi vel ikke helt i forhold til individualismens hegemoni? At tilskrive denne kultursygdom (yeah, I said it!) alene til amerikansk kulturimperialisme, er efter min mening en for skånsom behandling af den europæiske selvforståelse. Kants kategoriske imperativ fik vist aldrig gang på jord? Det manglede effektivitet, tror jeg. En 'indsigt' europæerne nåede frem til helt uden hjælp fra barbarerne 'over there'.v

Amerikanernes individualisme

Ja, det var nok for pædagogisk sammentrukket. Der er jo tale om et brede fænomen, nemlig liberalismen, der jo ikke kun slår sine folder i USA. Her er det måske interessant at tilføje, at der altså er forskel på 'liberal' og 'liberalistisk', selv om ordene ofte meningsforstyrrende bliver rodet sammen. Og sådan kunne vi blive ved: Der er forskel på subjektiv og individuel, almen og generel.

M.h.t. Kant er jeg ikke sikker på, at han "vist aldrig fik gang på jord". Det er kun rigtigt, hvis man igen mangler evnen til at skelne mellem 'principper' og 'kendsgerninger', 'teori' og 'empiri'. Kant kategoriske imperativ er et normativt princip, hvis gyldighed ikke er betinget af såkaldte kendsgerninger og empiri. På samme måde, som Habermas' 'herredømmefri kommunikation' aldrig har været en norm, der skulle afgøres af, om folk faktisk retter sig efter den. Det kategoriske imperativ og den herredømmefri kommunikation siger på hver deres måde, hvad vi må fordre af os selv og hinanden i vores indbyrdes samkvem. At nogle bryder normen, snyder og lyver gør ikke normen mindre gyldig. Tværtimod: Hvis ikke vi havde normen, så ville det være OK at snyde og lyve og gøre det, der endnu værre.

Det er netop en pointe, at uden normen (der her er præsenteret i to varianter, der begge lever op til en universalpragmatisk gyldighed), så slippes individet frit til at behandle andre mennesker efter forgodtbefindende, altså alene som midler eller objekter. Den form for frihed er en selvmodsigelse, hvilket ikke forhindrer, at der er mange (især med tilknytning til den liberalistiske tradition), som uden at blinke bekender sig til. (Vi havde for nylig i Information en debat om Ayen Rands skriverier, der meget handlede om netop det.)

Jens Thaarup Nyberg, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Friheden er løbet løbsk i lang tid, og derfor er der ikke nok frihed.
Det er fordi vi (folket, fællesskabet, majoriteten) - uanset de love der skal beskytte os fra kriminelle krænkelser - stadigvæk tillader os at begrænse andre individers frihed at leve og være sig selv.

Man kan ikke legitimt lovgive om at selviske personer skal straffes eller reguleres med mindre selviskheden går ud over andre individers frihed. Det gør den for eksempel når samfundet eller fællesskabet definerer en kultur eller en livsstil som man skal følge, eller når den kræver at man skal arbejde og tjene penge fordi det er i fællesskabets interesse.

Måske deprimerer det mange mennesker at der findes individer der tjener mere penge end de selv gør, eller at der findes områder hvor der bor muslimer eller mennesker med en anden hudfarve. Måske viser statistikken at muslimer er forbundet med højere kriminalitet eller kontanthjælp. Derfor vil vi gerne diskriminere, dvs. vi vil udsætte nogle mennesker for anderledes vilkår end de andre - hvorvidt det er gennem højere (progressiv) beskatning eller visse love om beklædning eller statsborgerskab er ligegyldigt.

At en virksomhed tjener mange penge og at det gør en eller anden person deprimeret er ikke en legitim grund for at skabe lovgivning. I teorien kan selv rigtig frihed f.eks. øge sygdommen med 1, 2, eller 50 procent, og det vil altid være helt ligegyldigt i den forstand at det ikke i sig selv er en gyldig grund til at lave fihedsberøvende love.
Økonomer havner næsten altid i den her fælde, og desværre bliver vi hele tiden udsat for frihedsberøvende produktivitetspolitik og konkurrencepolitik. Et eksempel er Piketty og arveafgifterne: disse ses som noget godt for fællesskabet fordi arbejderen godt kan lide følelsen af det, og fordi den atter igen introducerer den socialdarwinistiske konkurrencestat som erstatning for individets frihed.

Mht. mange psykiske lidelser så er de faktisk tit til stede pga. et pres fra samfundet, hvor vi altså bliver presset af fællesskabet til at være nogen andre end os selv. Vi bliver belært om at man bare skal rette ind efter majoritetens ønsker, at man skal integreres - det er selvfølgelig forkert.

Men når det så er sagt så må man også konstatere at friheden allerede kræver at vi alle kan leve og blive behandlet for evt. sygdomme. Den kræver også at der findes konkurrence og markeder som gør at vi kan få nogle af de ting vi godt kan lide og har brug for. Internettet - ikke mindst dette forum - burde give alle en mulighed at lave mange ting uden at kede sig alt for meget. Derfor burde vi faktisk ikke have brug for de gamle propagandamaskiner som DR eller UnderholdningsOrkesteret, selv om man kan argumentere for at de gør mange mennesker glade - et argument der er begrundet i utlitarisme og som bl.a. derfor er forkert.

Den definitive moralske målestok burde være individet, men desværre plejer det at være fællesskaber og diverse interessegrupperinger. Når den moralske målestok er 'samfundet' er det per definition en krænkelse af individet og en form af slaveri. Vi kan og bør skabe individuel frihed og rettigheder: én måde at gøre det på er at disciplinere folket og det demokratiske monster. Disse fungerer på en meget primitiv måde hvor selviske mennesker stemmer på populistiske politikere i et næsten lovløst folketing. Folket hæfter ikke for sin stemmes konsekvenser (hvilket det heller ikke burde gøre) men det vil heller ikke acceptere et moralsk ansvar. Det er fuldstændig latterligt: folket skal i stort omfang være irrelevant. EU og menneskerettighederne er vigtige brikker i det puslespil som burde garantere os frihed gennem disciplinering af folket.

@Mihail Larsen,

Én ting som jeg gerne vil rekommandere er at man altid prøver at være neutral og rationel, og at man ikke lader følelserne erstatte de logiske principper. Dette kan gøres ved f.eks. at tænke på penge i stedet for lidenskabelig patriotisme a la den franske revolution og nazismen. Penge er neutrale og de giver disciplin i ens tankegang - derfor burde man godt lide penge.

En anden ting som jeg godt kan lide er menneskerettighederne. Rettighederne er universelle og gælder for individet uafhængigt af samfundet - dvs. det er meget engelsk. Jeg siger ikke at der er mere frihed i USA end i Europa, men i begge områder er vi heldigvis kommet så langt at vi ikke længere kan acceptere "frihed betinget af majoritetens accept" som værende mere end en formalitet. Europas lukkede samfund (eksempelvis DDR) er for længst begyndt at blive ødelagt, og forhåbendtlig vil dette føre til mere individuel frihed fremover. Apartheid-politikken i USA hører også fortiden til, hvilket igen er en sejr for anti-fascismen.

USA er på visse måder markant foran mange europæiske lande på velfærdsområdet. SNAP programmet giver f.eks. mange amerikanere ret til at spise (og dermed et liv) uden nogen krav om slavearbejde. Det er ikke en del af deres grundlov, men der er heller ikke noget tilsvarende i Danmark. Kan den danske stat f.eks. garantere noget så simpelt som mad til sine borgere? Det kan man i hvert fald ikke i mange lande i Europa... Måske er det fordi der er "frihed betinget af majoritetens accept"?

Når man lader følelserne kontrollere sine tanker kan man pludselig havne i en situation hvor man kommer til at anbefale absurde love. Det kunne for eksempel være at man lægger mærke til at naboerne ikke snakker med hinanden længere, at børnene lyver eller at lejen i København er blevet for dyr... Så kommer man pludselig til at bruge majoritetstyranniet til at ændre på nogle af disse ting - love der siger at man skal være 'et godt menneske'. Uden nogen logisk struktur der definerer rettighederne havner man i den situation vi er i idag, hvor der ikke er mange grænser for hvor mange idiotiske ting folket er tilladt til at lovgive om i fællesskabets interesse.

Man kan ikke lave legitim lovgivning der laver 'gode mennesker' som pølser i en pølsefabrik, og/dvs. man kan ikke bruge staten til at rulle venlige eller socialistiske borgere. Man kan udelukkende håbe på at mennesket godt kan lide frihed, fordi det må mennesket ikke lave om på. Vi er ikke til for at blive spist af samfundet; det er et krav at samfundet (staten) lader mennesket leve frit.

En flok duer på vel 150-200 stykker kommer flot strygende og vender alle samtidigt på et splitsekund og flyver videre i en ny retning. Kommunismens grundform.
Individiets frihed er at kunne flyve i flok og kunne flyve individuelt.
Et barn fødes og opdrages og er pludselig ansvarlig for sit liv ved 18 års alderen.
En del af balasten er genetisk funderet og en del er funderet i opvæksten/opdragelsen.
Ud af dette kommer der individer, der ser livet som en mulighed og udnytter den og desværre mange rigtig mange, der ikke har det individuelle drive i sig og må gå over på pseudolivet i form af passiv mental forsørgelse via TV, Iphones, Ipads, computer.
Skolen 'opdrager' til erhvervslivet og ikke til livet og man kan have den opfattelse, at de få, der forstår at flyve individuelt vil, siden Adam og Eva, have de mange til at flyve i flok, der primært skal tjene de førstnævnte.
Billede er klart og simpelt, de, der har fået stukket fingeren i egen livslinje har ikke og får ikke de beskrevne problemer ved individets 'frihed'.
De, der afventer besked fra morgen til aften, når de ikke lader sig passivt forsørge havner i individets problemer med en frihed, de ikke eller kun delvist kan bruge..
Spørg i det gamle Østtyskland, hvor individet var styret og hvilke problemer de fik ,da styringen forsvandt, en styring de var født ind i og var opdraget til.
Hovedtesen må være at individdets frihed er den stærkeste forudsætning for en nutidig menneskelig tilværelse, men også, at der gøres alt for begrænse denne frihed i passive foranstaltninger og tilretning til erhvervslivets behov.

@Torben Knudsen,

Ja, forholdet mellem duen der flyver individuelt og duerne i flokken kan være meget kompliceret. Den individuelt flyvende due kan evt. ikke lide alle dem der flyver i flok - det kan være af selviske grunde eller at pga. at den var blevet krænket af flokken - men i mange tilfælde vil den alligevel søge om optagelse i en eller anden flok hvor den kan bruge sin magt. Specielt der hvor der er en lovløs, 'demokratisk' tilstand vil den frit kunne lege diktator hvis den vinder slåskampen.

Så når man prøver at kontrollere flokken for egen vinding bliver man også en del af flokken. Det kunne sagtens være at duen har en teoretisk kapacitet til at optimere sin egen frihed - det har mange duer faktisk - men det betyder ikke at den gør brug af den kapacitet. F.eks. kan den deltage i arbejdernes fællesskab og bruge sin magt (i flok) til at støtte fællesskabets interesser: "man skal yde for at nyde", synger den måske... Flyver den due så individuelt? Det synes jeg ikke at den gør. Flyver Liberal Alliance individuelt? Nej, fordi de er med til at konstruere fællesskaber hvor individet ikke er frit. Måske ville de åbne op for mere økonomisk frihed (selv om nogen nok ville være skeptiske vedr. dette) men til gengæld nægter de at garantere 'tabernes' frihed. Man kan ikke kræve at individet skal have "det individuelle drive i sig" men hvis man ser nogen interessante muligheder, f.eks. i erhvervslivet, skal man have mulighed for at gribe dem uden nogen form af diskrimination.

Der var også det med "tilretning til erhvervslivets behov". Jeg synes bare at det er vigtigt at pointere at det handler om folket, staten og erhvervslivet. Der er f.eks. mange offentligt ansatte der har en interesse i at opretholde vælfærdsstaten i den nuværende form, og staten har en direkte interesse i at mælke individerne for så meget skat som muligt.

Man kan også have lidt ondt af duen, da den jo bare er født ind i et samfund hvor friheden ikke er optimeret og hvor der ikke findes så mange ordentlige alternativer. Selvfølgelig kan det være en svær tilværelse. Dér tror jeg i hvert fald at vi er enige.