Læsetid: 27 min.

Gensyn med DDR

DDR findes ikke længere, og det, der findes, er ikke noget tyskerne taler om. Men hvorfor kan U-Bahn-passagerer i Berlin stadig se, om deres medpassagerer er fra Øst eller Vest? Jon Jørgensen har genbesøgt det land, han blev i født i for 55 år siden. Dengang det hed DDR
Sidegaderne til Ehrlichstraße ligner sig selv. I Stülingerstraße mødes en stump nyt fortorv med de gamle klassiske ukurante berlinersten, som har opgivet at ligge pænt og i stedet bugter sig efter trærødderne under sig.

Sidegaderne til Ehrlichstraße ligner sig selv. I Stülingerstraße mødes en stump nyt fortorv med de gamle klassiske ukurante berlinersten, som har opgivet at ligge pænt og i stedet bugter sig efter trærødderne under sig.

Tor Birk Trads

8. november 2014

DEL I

Den forkastede historie • Ude i Karlshorst, en bydel i det sydøstlige Berlin vel svarende til Emdrup i København, står en mand i bronze og stirrer fra sin sokkel over mod S-toget. Brystet er skudt lidt frem under den åbne jakke, venstre hånd er knyttet foran kroppen, højre hånd holder en avis ned langs siden. Der er noget beslutsomt over ham. Det dog ikke til at se, hvem han er. Det er den tyske kommunistiske teoretiker og fagforeningsmand Hermann Duncker (1874-1960), men det ved jeg kun, fordi gaden, han står på, i min barndom hed Hermann-Duncker-Straße. Den har for længst fået sit gamle navn, Treskowallee, efter 1800-talsgodsejeren Carl von Treskow tilbage.

Walter Howards statue af Hermann Duncker har brødre og søstre spredt ud over Østberlin. I parker, boligområder og i rundkørsler står anonyme skulpturer af tilsyneladende navnløse kunstnere som små tavse monumenter over alt det, vi skal huske at glemme.

De danner et mønster, som især er synligt i Berlin: Steder, der som Karl-Marx-Allee, Rosa-Luxemburg-Platz, Karl-Liebknecht-Straße og Thälmannplatz har deres navne fra den tyske arbejderbevægelses historie, får lov at beholde deres navne. Men alt, der henviser til DDR, må vige, så gadenavne efter koryfæer som kommunisten Wilhelm Pieck, socialdemokraten Otto Grotewohl og altså Hermann Duncker er blevet sløjfet.

Mit DDR • Jeg er taget til DDR, og selv om vi skriver efterår 2014, er det ikke så langt ude, som det lyder.  Som dreng har jeg kørt på trehjulet cykel i Volkspark Wuhlheide bag KGB’s og sovjethærens hovedkvarter her i Karlshorst. Et par hundrede meter derfra nede ad Ehrlichstraße på hjørnet af Müritzstraße begyndte jeg i børnehaveklasse på 30. Oberschule. Månelandingen i 1969 oplevede jeg 10 år gammel på et fagforeningsferiehjem i Buckow 100 km sydøst for Berlin med min mor og min søster. Jeg kan huske DDR’s første ministerpræsident, Otto Grotewohl – jeg havde mellemørebetændelse, da han døde, derfor kom jeg ikke med ned at se begravelsesoptoget. Walter Ulbrichts død i 1973 var knap så traumatisk. Jeg var 14 år og på pionerlejr ved Østersøen og kyssede med Rita fra Karl-Marx-Stadt, mens flagene gik på halv. Jeg har DDR’s statsvåben med hammer, passer og kornaks stemplet i min fødselsattest fra Frauenklinik Clara Zetkin i Leipzig.

Så DDR er ikke sådan at få ud af hovedet.

I 60‘erne sørgede Jahnckes bageri for, at vi på første sal hver morgen vågnede i en duft af friskbagt brød. I 1973 lukkede bageriet, og stedet blev til et brødudsalg. I dag er der en klinik for fysioterapi.

At tale om DDR • Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. »Jeg ønsker ikke DDR tilbage, men …«, eller: »Misforstå mig ikke, jeg har aldrig stemt på Die Linke og kommer heller ikke til det, men …«

Mine dagbogsnoter fra efteråret i det, der engang hed DDR, er fyldt med kommentarer af den type. Jeg tror ikke, jeg får gennemført én samtale, uden et forsikrende forbehold af en eller anden art dukker op. Og det er ligegyldigt, om jeg taler med kunstnere, intellektuelle, socialarbejdere eller mennesker, hvis DDR-ekspertise ’blot’ er egne livserfaringer. Vi taler om det DDR, der stadig lever i hverdagen og erfaringen, men ikke i den offentlige samtale. Om at 60 pct. af de østtyske mødre arbejder fuldtids, mens kun 20 pct. af de vesttyske gør det; om retsopgøret efter genforeningen, om skoleforhold, om, hvorfor østtyske studerende fortsat overlader jurastudiet til deres vesttyske jævnaldrende.

En urovækkende erindring • Som erindring er DDR noget særligt. Jeg kan cykle ud til min gamle skole i Brønshøj, hvor min søster i øvrigt er lærer i dag, og trygt konstaterer, at den står her endnu. Men når jeg står foran vores hus i Ehrlichstraße, smerter det lidt, fordi jeg ved, hvor meget andet, der er væk, skåret bort, fortrængt – frem for alt kontinuiteten.

I Husum, Vanløse, Hadsten, eller hvor jeg ellers har boet i Danmark, er gensyn en betryggende ting. I Karlshorst kræver det lidt mere forklaring at komme trillende med sin rullekufftert og sige: Det er dejligt at være hjemme igen. Hjemme!? Wieso? Det kan ikke passe …

Det store før og efter gør, at der er noget på spil, noget, som kan rumme store spørgsmål.

Udsigt Fra Warschauer Straße.

Tor Birk Trads

Olsen-bandens to sprog • Det er omkring 20 år siden, at Uwe for første gang opdagede, hvor dybt erfaringsforskellen mellem øst- og vesttyskere stikker. Han var i Danmark som ung forsker og deltog i et symposium på RUC om Olsen-Banden.

Filmene er en indlejret del af den populærkulturelle hukommelse på tre fire generationer af østtyskere på samme måde som i Danmark. De er gledet ind i hverdagssproget, filmene opføres som teaterstykker, figurerne forhandles som merchandise etc. etc.

På symposiet blev der fremlagt en sammenligning af de to tyske synkroniseringer: den vesttyske fra ZDF og den østtyske fra DEFA. Det var en øjenåbner for Uwe, der er født i Leipzig, er 48 år og forsker og underviser i medievidenskab. Det var som to forskellige film, fortæller han. Mens den vesttyske går efter den hurtige pointe med det brede grin, taler den østtyske ind til DDR-borgerens fornemmelse for ironien og til en antiautoritær modkultur. Når en østtysker siger: Jeg har en plan, så er tonen Egon Olsens, bagtæppet DDR-statens hang til store og ofte urealiserede planer – og tvisten er den indgroede skepsis, som enhver østtysker har til autoriteter, forklarer Uwe. Olsen-Banden er stadig en metafor for en stille, godmodig trods, som ingen vesttysker har en jordisk chance for at fange eller forstå. Trodsen har sine rødder i DDR-tiden, men den næres nu som dengang af svælget mellem store planer og daglig erfaring.

Folk født før 1960 fik i 1990 forkastet al viden og al erfaring af det nye system, Uwes egen generation blev sat på benhård tilpasning, de yngste regnede ingen med, og kun de færreste kom til at opleve den verden, murens fald havde givet løfter om. Det er den fælles østtyske erfaring.

Den lever videre i hverdagen, og det stopper ikke med hans generation, forklarer han. Han nævner sine egne studerende som eksempel: Østtyskerne er kritiske tvivlere på en anden måde end vesttyskerne; de blotter sig, er uforsigtige og ligefremme, mens vesttyskerne helgarderer sig. Østtyskerne er vant til at ikke at stole på alt, hvad de hører, og de giver udtryk for det – vesttyskerne er vant til at skulle positionere sig, de skal ikke nødvendigvis forsvare sig mod systemet, men muligvis mod sidemanden.

Kulinarisk hukommelse • Egentlig var det bare en sentimental journey, jeg var på sammen med min storebror for par år siden, bl.a. til det Karlshorst, hvor vi delte barndom i 1960’erne. Bag S-bahnhof Karlshorst og den navnløse Hermann Duncker sad han og jeg i solen ved Hans Dampfs lille gadekøkken og fik en pølse og en linsesuppe. Serveret i papskål med plastikske og en tør bolle til.

Ved første mundfuld blev jeg sendt et lille halvt hundrede år tilbage, til dengang tilværelsens vigtigste punkter kunne tælles på en femårigs hånd – flere var der ikke at holde styr på, og ingen af dem stod i vejen for hinanden, det er med tiden blevet lidt mere broget.

En tyk cremet suppe med et kraftigt riv af salt og røget spæk – smagsløg har en fantastisk hukommelse: Sådan smager DDR, billigt, mættende og godt. Jeg husker smagen fra kantinen i radiohuset i Nalepastraße, når jeg var med min far på arbejde. Når man dypper brødet i suppen, gør det ikke så meget, at det er tørt.

Hos Hans Dampf i Karlshorst smager linsesuppen umiskendeligt af DDR. Ud over pølser har hver dag i ugen sin suppe. Linsesuppen serveres om fredagen.

Tor Birk Trads

Suppen gav ideen til, om der findes et nutidigt DDR, ikke noget, der bare kan huskes af dem, der har alderen til det, men noget, der lever. Noget, der har sat sig varige aftryk.

Jeg har en usvækket fornemmelse af genkendelighed, når jeg er i ’DDR’. Der er noget, noget et eller andet. Mentalt og stemningsmæssigt kan jeg stadig orientere mig, om jeg er i Øst eller Vest, når jeg er i Berlin; om passageren over for mig i S-toget er fra Øst eller Vest. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg ser, eller måske hører – og oprigtigt talt har jeg også været i tvivl om, hvorvidt det bare er noget, jeg tror; noget, der runger inde i mit hoved.

Derfor er jeg taget til DDR.

Den tredje fortælling • Dorit, billedkunstner, født 1977, tømmer sin taske ud på bordet i baglokalet i Gallerie Heike Arndt i Friedrichshain. Pionertøklæde, sportsdiplomer og -medaljer, børnetegninger – relikvier fra en barndom i DDR i provinsbyen Torgau mellem Berlin og Leipzig.

Jeg forklarer høfligt, at det ikke er livet i DDR, jeg spørger til, men sporene efter det i dag. Sådan starter mange af mine samtaler i ’DDR’ – med en tøvende og lidt undrende tavshed, for det, jeg vil tale om, er øjensynligt ikke noget, man taler om.

Reaktionen fra Dorit og hendes mand, Anton, født 1975 i Østberlin, føjer sig til en historie, jeg oplever igen og igen: DDR taler man kun om i datid – definitiv datid så at sige.

Jeg tror, jeg har besøgt næsten alle DDR-museer, mur-monumenter, mindeparker og udstillinger i Berlin. Og de kan stort set rummes i to hovedfortællinger: Enten var DDR til grin, eller også var det ekstremt undertrykkende – og uanset hvad er det slut. En fortælling mellem de to spor synes der ikke at være plads til.

Måske er det noget af forklaringen på, at det tager så lang tid at få skudt samtalen i gang. Det er først, da jeg har forklaret alt det, jeg ikke er interesseret i at høre om, at jeg ikke er endnu en Wessi, der vil tale om Ostalgie; at jeg er mere interesseret i deres liv her og nu end i deres barndomserindringer, at de begynder at fortælle.

Om hvorfor man skal udstille i i Kreuzberg og ikke i Prenzlauer Berg, hvis man vil have kulturavisen TAZ til at dukke op; om hvorfor Dorit instinktivt tillægger østtyskere positive egenskaber; om hvorfor vesttyskere ofte efterlader et indtryk af umodenhed og overfladiskhed; om hvorfor vesttyskere kalder Antons bedstefar for ’ham der DDR-kunstneren’, mens østtyskere kender ham som billedhuggeren Fritz Cremer, om hvorfor den østtyske alvor ikke er melankoli og tristesse, men afspejler et grundvilkår.

Hvad betyder det, hvis disse erfaringer er en del af virkeligheden, men ikke en del af det, man taler om mellem højtiderne? Forsvinder de, blot fordi ingen sætter ord på, eller vil tavsheden kvæle noget, som kunne have haft værdi for det nye Tyskland?

Bag biografen  •  Fra en sidegade til Karl-Marx-Allee langs bagsiden af Kino International kan man mellem husblokkene hen over træerne se fjernsynstårnets kugle mod himlen inde over centrum. Fra en bestemt vinkel kan man lige akkurat ikke se bilerne, trafikken eller noget andet af alt det, som har formet og omformet byen de sidste 25 år. Det kunne være en udsigt fra DDR-tiden.

I en af stuelejlighederne tager professor Mühlberg imod. Han er født i 1936 under Hitler, har uddannet sig og levet det meste af sit voksne liv i DDR, og nu ved at blive gammel i et helt tredje Tyskland. Han har boet i området de sidste 60 år. Og det meste af sit voksne liv har han beskæftiget sig med hverdagslivet set fra forskellige vinkler: germanistikkens, historiens, filosofiens og kulturvidenskabens. Det meste af tiden på Humboldt Universität.

Karl Marx Allees UNESCO-beskyttede boulevardbyggeri blev bygget som arbejderboliger lige efter krigen. Fra alleen eller fra broen ved S-bahn Warschauer Straße kan man tage østpå ind i det østberlinske kerneland.

Tor Birk Trads

Men landet ånder stadig • Med en blanding af personlige oplevelser og anekdoter og saglige udredninger viser professor Mühlberg et lyslevende og meget aktuelt ’DDR’ på den computerskærm, vi har sat os ved.

I forvejen kendte jeg det såkaldte soljanka-kort: Serverer rastepladsen den russiske soljanka-suppe, er du sandsynligvis i det gamle DDR, mens du er i det gamle Vest, hvis der er oksehale- eller gullaschsuppe i gryden.
Professoren skyder det ene af den slags Tysklandskort efter det andet hen over fladskærmen. Uanset hvad for en statistik han smider ind i computeren, skiller det gamle DDR sig ud, ikke nødvendigvis negativt, men bare som noget anderledes.

Fødselsrater, beskæftigelse, teenageres rygevaner, formuefordeling, skilsmisser, boligstørrelser, politiske anskuelser, køers mælkeydelse, hyppigheden af kejsersnit, faglig organiseringsprocent, kvinders erhvervsfrekvens, indkøbsvaner, uddannelsesforhold, holdninger til alt fra lighed og demokrati over familieforhold til Europa ... Der tegner sig et billede af et land, der politisk er forsvundet, men som bliver ved med at skille sig ud.

Nogle af tallene er af nyere dato, andre nogle år gamle – og samlet viser de, at billedet ikke rigtigt flytter sig. Der er kun få huller i kortet: I Berlin kan man i modsætning til resten af ’DDR’ finde rige mennesker, og uddannelsesbyer som f.eks. Greifswald, Leipzig og Jena er undtagelser fra generelle kvindeunderskud (mænd:kvinder = 10:8,2) i det gamle DDR uden for Berlin.  

Kun på de økonomiske makrotal er der også en skillelinje i det gamle Vesttyskland – mellem det rige syd og det knap så rige nord.

Til sidst peger professor Mühlberg på siden af sin hånd. Han er sikker på, at hvis man på et kort prikkede de tyske professorer ind, der har ar efter brandmærker på hånden, ville det gamle DDR også skille sige ud: En DDR-professor måtte selv stryge sine skjorter, for hans kone var på arbejde, smiler han.

Den fattige kusine • Mens professor Mühlberg tegner og fortæller om, hvordan den relative sociale homogenitet fra DDR-tiden har overlevet i Øst, og hvorfor der ikke er opstået en overklasse af rige østtyskere, kommer jeg til at tænke på samtalen med Dorit og Anton.

Vesttyskeren har et billede af sin østtyske fætter som et bundløst kar, han har betalt til gennem snart et kvart århundrede.

Østfra ser billedet lidt anderledes ud: Pengene fra Vest er gået til infrastruktur og til opkøb. Det, der i DDR-tiden var ejet af staten, af kooperativer eller underlagt andre kollektive ejendomsformer, er efter Murens fald blevet privatiseret til dem, der kunne skyde penge i det – og givet tilbage til gamle ejere. Derfor er over 90 procent af de tyske privatformuer i det forenede Tyskland på vesttyske hænder; derfor bor østtyskerne uforholdsmæssigt mere til leje end i ejerboliger; derfor er cheferne og ejerne af det østtyske erhvervsliv i overvejende grad vesttyskere. Af samme grund er den tyske elite et næsten rent vesttysk foretagende: Kun to af de 180 topdirektører i virksomhederne på Frankfurter-børsens DAX-indeks er født i DDR, en enkelt af forbundsværnets ca. 50 generaler har DDR-baggrund. Under 10 procent af topposterne i politik, retsvæsen, administration m.v. er besat af østtyskere.

Det er Dorits blik på sig selv, jeg kommer til at tænke på, mens Mühlbergs billede folder sig ud og blander sig med avisudklip og øvrige notater.

Som en del af den østberlinske kunstscene har hun ikke adgang til de muligheder, der er den vesttyske middelklasse forundt: Hun har aldrig skænket det en tanke, fortæller hun, men nu er hun så gammel, at folk omkring hende begynde at arve – også folk, der siger, de ikke har en jante. Østtyskerne arver ikke, de har kun de penge, de skal leve for. Så her sidder hun højtuddannet og fattig, som hun udtrykker det.

Som kunstner mærker hun det tydeligt – hendes miljø ser hendes ting, men de køber dem ikke, for østtyskere har ikke penge til at investere i hinanden, og deres forældre har heller ikke. De er ikke en del af det besiddende lag.

Profeterne • Da Willy Brandt dagen efter Murens fald i udtalte de berømte ord om, at nu »kan det vokse sammen, som hører sammen«, og Helmut Kohl en måneds tid senere i Dresden lovede østtyskerne, at de ville »få det som os«, var de med til at sætte gang i en proces, og deres ord er siden blevet tillagt en profetisk betydning.

Nu 25 år efter burde det være ukontroversielt at fastslå, at begge de to statsmænd tog fejl: DDR og Forbundsrepublikken voksede ikke bare sammen, og trods den politiske enhed er Tyskland stadig på en række parametre delt efter DDR’s gamle grænser – og Berlin er stadig en delt by.

Men det er kontroversielt.

I disse uger, hvor 25 året for Murens fald markeres, kommer meget af det op til overfladen, men mellem jubilæerne er Østtyskland ikke et fællestysk tema.

Fornægtelsens ikkeliv har mange perspektiver. Et af dem kan gøres op i tal. Siden Murens fald har knap tre millioner mennesker forladt det tidligere DDR for at rykke vest på. Det er langt flere end dem, der i 1961 fik DDR til at opføre Berlinmuren.

Selv hvis man tager højde for det fald, der har været i afvandringen siden 1990, kan man, som en klummeskribent i en berlineravis gør det, regne sig frem til, at det gamle DDR i år 2307 vil være helt tømt for mennesker. Dog ohne Berlin-Ost, som den lakoniske standardnote på efterretninger fra den tyske forbundstatistik om det nuværende Østtyskland ofte lyder.

Tor Birk Trads

DEL II

Begyndelse og slutning • Jeg har slået mig ned i Karlshorst igen. I et lejet værelse få hundrede meter fra hjørnet af Ehrlichstraße og Üderseestraße, hvor vi boede på første sal lige over Jahnckes bageri, som nu er blevet en klinik for fysioterapi.

Jeg står på fortovet og kigger op og tegner lejligheden i hovedet: Til venstre det lille kammer, der både har været kullager og børneværelse, køkkenet, badeværelset med den store kulfyrede vandvarmer, mine forældres soveværelse i hjørnet, min fars arbejdsværelse med fjernskriveren, som han brugte til at sende artikler hjem til Land og Folk fra, den store stue og børneværelset. Det hele holdt sammen af en T-formet gang.

Men Karlshorst giver også mening på anden vis: DDR begynder og slutter her. Det var her, Keitel, von Friedeburg og Stumpff underskrev Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945. Og det var her, de sidste russiske militærfolk lukkede og slukkede 49 år senere som den sidste storpolitiske konsekvens af den tyske genforening.

Set i sporvognshøjde • Jeg ligger på briksen på mit værelse og ser en gammel videostump fra lige efter Murens fald. Den er filmet gennem bagruden på en sporvogn, der kører gennem et vintergråt Østberlin. Turen starter ude i forstadsbetonen og ender inde i Mitte et sted.

Dramaturgisk ikke den store bedrift, men jeg hænger på, fordi der hist og her en gade, et hus, et kvarter, som vækker genkendelse.

Og langsomt bliver en vigtig ting tydelig. Byen er fuldstændig den samme, men alligevel ikke. Bortset fra facader, som er pudset op, og vinduer og tage, som er skiftet, så er det i øjenhøjde, hele forandringen er sket, det er butikkerne, barerne, bankerne, cafeerne, hæveautomaterne, der gør hele forskellen. Lyset fra et andet økonomisk liv. Et liv, der vender sig mod gaden og gør den tidligere østberlinske stilhed levende på meget en synlig måde.

Livet kan ses på gaden, som tidligere primært var et rum for bevægelse. Og på den måde viser filmen også, hvilke kvarterer i det nye Berlin, der er ’nået frem’ til Vest, og hvilke der ikke er. Hvor gentrificeringen har fyldt gaderne med spisesteder, gallerier, afslappet atmosfære, lækker og skødesløs urbanitet, og hvor livet ligner sig selv fra før.

Gå en tur gennem Simon-Dach-Straße med cocktails to go og tilbud om guidede pub crawls, eller drej om hjørnet i Krossener Straße, hvor Papaya ikke rigtigt ved, om den vil være en vietnamesisk eller en thailandsk restaurant. Downtown Friedrichshain by night behøver tingene ikke at være noget bestemt, bare de er lækre. Her er Øst ikke synlig længere. Men det er det i Schöneweide, Friedrichsfelde, Weissensee – og altså Karlshorst. Måske fordi den befolkningsudskiftning, moderniseringen af andre dele af Østberlin har medført, har været mindre brutal i de bydele; måske fordi de mange unge er blandet med flere på min alder og ældre end inde i centrum. Ude i Øst lever fattigdom, arbejdsløshed og elendige dönerkebapper side om side med den nye velstand.

Et ændret blik • De, der var store børn eller helt unge, da Muren faldt, er begyndt at få et andet blik på tiden efter end deres forældre. Mens forældrenes erfaringer som helhed blev forkastet, var forventningen, at børnene ville blive de nye fællestyskere.

I det meste af 10 år vendte Anja fortiden, DDR og sin egen historie ryggen, hun nægtede instinktivt at være østtysker. Hun var 18 år, da Muren faldt, startet på universitet et par måneder forinden. Vinteren 1989-90 vendte op og ned på alt. Hun tog ud at rejse, studerede i Vesttyskland og senere i USA og slog sig først ned i Berlin igen i 2001 med en diplomuddannelse i socialvidenskab.

I 1999 ved tiåret for Murens fald læste hun i USA. En professor på universitetet spurgte, om hun i den anledning ville holde et foredrag om sin erfaring med at være vokset op i et land, som ikke længere fandtes.

Det spørgsmål rev et eller andet løs, fortæller hun. Efter 10 år og flere tusind kilometer  væk hjemmefra kunne hun nu se sig over skulderen og for første gang formulere spørgsmål og mærke efter, hvad hun selv mente, uden at skulle forholde sig til et bestemt facit.  

Der begyndte hun ikke blot at kunne forlige sig med, men også at være glad for at være østtysker, tysker med DDR-baggrund, eller som hun siger: europæer med DDR-baggrund. Fra Köpenick.

Bruddet • Geografien og menneskene er der, men landet er væk. Det er det brud, østtyskerne har tilfælles. Det har de i sig næsten uanset alder. Det er en erfaring, der radikalt adskiller dem fra vesttyskerne.

Det er ikke noget, jeg finder på, de siger det selv, ustandseligt og på forskellig måde. Som en studerende født i 1987 siger i en avisenquete: Han voksede op med visheden om, at intet af det, hans forældre eller bedsteforældre havde at bidrage med, blev tillagt nogen værdi. Han er den første generation af DDR-efterkommere, som kan håbe på at blive regnet med.

Den erfaring har ingen vesttysker. I Vest er historien siden 1945 en lang kontinuitet, og det store Wirtschaftswunder har næsten fjernet behovet for at spørge til, hvad der i sin tid ledte tyskerne frem til  katastrofen i 1945. I den vesttyske historie er 1989 blot en genetablering af noget, der havde været i uorden.

I Øst er det anderledes. Her giver det ikke mening at forholde sig til 1989 uden at forholde sig til 1945 og til 1933. En østtysker kan ikke bilde sig ind, at man nu er tilbage ved en orden, der har været i udu.

Og bruddet var radikalt. Den østtyske industriproduktion faldt med en fjerdedel i værdi umiddelbart efter genforeningen. Intet andet østland var i gennem en så voldsom chokterapi efter kommunismens sammenbrud – bortset fra Bosnien efter Balkankrigene i 1990’erne. Og mens polakker og tjekker valgte folk som Lech Walesa og Vaclav Havel til at stå i spidsen for forandringerne, ophørte DDR over night med at eksistere som land for at blive en provins det gamle Vesttyskland.

For Anja er bruddet i dag en positiv erfaring. Men processen med at nå dertil har været lang. Hvis hun ikke havde væk fra Tyskland i 10 år, er det ikke sikkert, hun ville have kunnet se på sig selv udefra.

Og i det forenede Tyskland er der ikke en offentlighed, der bidrager til den proces. I litteratur, film, forskning og den offentlige fællestyske debat findes det nuværende ’DDR’ stort set ikke. Men der bliver stadigt arrangeret øst-vest-møder, og forskellen bliver stadig formuleret mellem folk i hverdagen. Og hvis en østtysker gifter sig med en vesttysker, bliver det set som et møde mellem to kulturer, forklarer hun.

Her findes det endnu • DDR lever i Østberlins beton og ikke kun som byggeri. Artur, født 1947 i Hessen, indvandrede til DDR med sin familie først i 1950’erne. Han cykler dagligt frem og tilbage mellem sit hjem i Kaulsdorf og Karl-Marx-Alle ved Strausberger Platz, godt 10 km hver vej. Turen går lige gennem, hvad han kalder et levende DDR. Det handler ikke så meget det fysiske, men om de mennesker, der bor der. Mens forstadsbetonen i de vestlige storbyer i stigende grad er fyldes af indvandrere, socialt belastede familier og arbejdsløse, er betonklodserne i Marzahn-Hellersdorf, Friedrichsfelde og Lichtenberg »for alle«, som han siger med tilføjelsen »altså alle østtyskere«.

Artur var driftsøkonom i DDR-tiden og arbejder nu som leder af den skole- og museumstjeneste, der er tilknyttet det historiske DDR-byggeri på Karl-Marx-Allee.

I Østberlins beton fra 1970’erne  og 80’erne kan man aflæse den sociale struktur, som dominerede i DDR-tiden, men stadig lever: Der er ikke den store forskel mellem høj og lav, og har man lidt mere end naboen, er det i kraft af sit arbejde – ikke sin rigdom.

Her bor arbejderklasse og middelklasse dør om dør. Her det østtyske samfund er stadig meget homogent.

Jeg tager selv turen derud. En aftentur på cykel rundt i Freidrichsfelde og et par dage senere med S-toget til Marzahn.

Østkultur • Jeg kommer i tanke om, hvad Heike fortalte mig, da jeg besøgte hende på Lolland på vej herned: Kultur behøver ikke plads – kultur tager plads. Hun er fra 1963, flygtede fra DDR til Danmark i 1985, er billedkunstner og gallerist med et ben i Danmark og et i Berlin. Ordene faldt i en sammenhæng, hvor vi talte om hendes arbejde som kunstner og hendes behov for at være uafhængig af rammer og systemer.

Men de giver også mening, mens jeg bevæger mig rundt i Marzahns beton. I området af betonbyggerier påbegyndt i 1970’erne her nordøst for centrum bor der omkring 200.000 mennesker. Byggerierne var DDR’s stolthed, løsningen på et efterkrigstidens store boligproblem. Som helt nyslået journalist først i 80’erne besøgte jeg en ung familie, der skulle fortælle vesterlændingen om byggeriets fordele og moderne bekvemmeligheder.

I dag er lyrikken omkring stedet en anden. En dansk kunstner advarer i en turistguide mod at tage derud alene – her er for farligt, det er her, den sociale bund er faldet ud af byen. Süddeutsche Zeitung har lige skabt østtyske protester på de sociale medier ved at beskrive Marzahn som »en voldelig Harz IV-ghetto«.

Når jeg ser på bilparken foran boligblokkene, mappedyrene og arbejdsjakkerne i bussen, en far i løbesko spurte af sted med en joggingklapvogn foran sig, mærkevarebutikkerne, rejsebureauerne og restauranterne i indkøbscentret East End eller en sort familie købe ind sammen i centrets fiskeforretning, så er det ikke München-avisens beskrivelse af det racistiske voldshelvede, der trænger sig på.

Jeg bliver snarere sendt tilbage til min ungdoms Albertslund, hvor boligdirektøren, jordemoderen, tømreren, den studerende, flygtningefamilien og den alkoholiserede kontanthjælpsmodtager delte postnummer, supermarked og folkeskole. De tre skinheads, der hænger ud foran centret, er ikke nogle, jeg tør række tunge ad, men magten har de ikke.

Man skal selvfølgelig passe på med at generalisere sine subjektive betragtninger, men et kig i forbundspolitiets kriminalitetsstatistik afslører, at kriminaliteten er højere i Mitte end i Marzahn, og at folk føler sig mere truede i Wilmersdorf end i Marzahn.

Tor Birk Trads

Den proletariske elite • Hvor sidder DDR-mentaliteten på en tysker? Det kommer an på, hvem man spørger, og det kommer især an på, hvordan spørgsmålet bliver opfattet.

Sören er født i Leipzig i 1966, musiker og professionel på den berlinske kulturscene. Han er ikke i tvivl: DDR-mentaliteten sidder inde i hovedet og ytrer sig i behovet for at brokke sig, leve et småborgerligt liv og trille rundt i sin Trabant. Hans søn leger med Lego og Star Wars, og for ham bliver DDR et pensum i skolen og intet andet.

Han giver nul og niks for min genkendelse af det gamle DDR: Jo, hvis man kender koderne, er DDR synligt, men om en generation eller højst to er de væk – og godt det samme. Arven fra DDR har ingen skaberkraft, alt hvad der findes af systemer og ideer i dag, kommer fra Vest.

Min undersøgelse kunne stoppe her, men det er faktisk Sören, der sætter mig på sporet af professor Mühlberg i stuelejligheden bag Kino International på Karl-Marx-Allee.

Mens Sören hæfter sig ved, hvor DDR-mentaliteten ytrer sig, hæfter Mühlberg sig ved, hvor den kommer fra. Som en kuriøs udløber af min historie om linsesuppen et par år tidligere ude i Karlshorst, fortæller Mühlberg, at selv når medlemmer af DDR’s politbureau spiste suppe, så skovlede de den indenbords med en knytnæve om skeen, indbyrdes gav de hånd, og der var ingen, der bukkede for hinanden. De proletariske manerer og den joviale omgangsform helt op i samfundet øverste top kom af, at der ikke var noget aristokrati at lære magtens sociale koder af. Selv slap Mühlberg som barn ikke for at blive ’dresseret’, som han siger, af sin bedstemor i kejsertidens normer, så han ved, hvordan man med et beskedent antal fingre fører sin ske til munden i en bue væk fra kroppen, mens ske og håndled holder samme højde. En dressur, han leende erkender ikke at have haft nogen som helst gavn af.

DDR-samfundets elite hentede sine normer fra den arbejderbefolkning, den selv i vid udstrækning var rundet af, og derfor er overklassens kindkys, hierarkisk bestemte omgangsformer og sirlige dannelse ganske enkelt gået hen over hovedet på østtyskerne gennem det meste af et halvt århundrede. Et halvt århundrede, hvor middelklassen ikke havde et ’opad’ at stræbe efter og heller ikke var kulturelt toneangivende. Måske er det noget af det, der kan ses i gadebilledet, i U-Bahnen under byen og betonen i Marzahn.

Wessien • I en østtysk daginstitution ligger der babyer overalt. I vest er børnene så store, at de løber rundt og leger. Det er Dennis, født 1978, der fortæller om, da hans søn begyndte i institution som treårig. Det var tidligt, syntes han, og radikalt forskelligt fra, hvad han kendte. Han er selv vokset op med tre søskende, en arbejdende far og en mor, der først begyndte at arbejdede fuldtids, da den yngste nærmede sig skolealderen.

Og så er han fra Slesvig-Holsten.

Studier og kærlighed bragte ham til Berlin, hvor han på ottende år lever som Wessie blandt østtyskerne. Med en otteårig søn, som han har været alene med i seks år, og sin nye østtyske kæreste.

Svigerfamilien er østtyskere, og han er med tiden forfremmet fra det nedladende Besserwessie til det tålte Wessie. Hans oplevelser som tilflytter bekræfter professor Mühlbergs beskrivelser.

Det tog lidt tid at vænne sig til, at kronragede typer med store støvler ikke behøver at være nazister, men også bare kan være arbejdere; at den østtyske arbejderklasse har ikke behov for at klæde sig ud som middelklasse. Og ikke mindst, at hans egne fordomme om ossierne ikke holdt.

Især bemærkede han, at stoltheden i hverdagen over at være Ossie ikke kun viser sig i en kritisk attitude over Vest, men lige så meget i en vilje til at klare sig selv. Måske en arv fra DDR-tidens mangelsamfund.

Olaf (t.h.) boede i nabohuset, hvor der var have til. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde fundet, som afbrød vores golfspil, men det ser ud til at have været noget, der fordrede til en vis forsigtig tilgang.

Fru kranfører • Et par hundrede meter fra, hvor jeg boede som barn og legede med Olaf, var kæreste med Monica og kunne se ned til baneområdet langs Wandlitzstraße, når min storebror og storesøster kom fra skole, ligger en af de østtyske daginstitutioner, hvor babyerne ligger flyder, som Dennis siger.

Ikke kun adressen i Wildensteiner Straße, men også åbningstiden fra 6.30-17.30 fortæller, at vi er i Øst, hvor kvinderne arbejder mere, end de passer børn.

Da min lillesøster gik her, var der åbent i døgndrift. I flere perioder, fra hun var omkring et år, blev hun afleveret her mandag morgen og hentet igen fredag eftermiddag, så hendes forældre – min far og hendes mor – kunne passe deres skiftende arbejdstider.

I dag knap 50 år senere falder tanken umiddelbart på barnets perspektiv, men skruer vi tiden 15-20 år den anden vej til årene lige efter krigen, så var kvindeoverskuddet i Øst dobbelt så stort som i Vest: ni millioner kvinder af en befolkning på 16 millioner; i den voksne befolkning var der hen ved tre millioner kvinder, der ikke var nogen mænd til.

Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet var ikke et ideal, det var overlevelse: Der var hverken mænd til at forsørge familierne eller til at genrejse landet fra ruinerne.

Derfor havde DDR et udbygget institutionssvæsen, systemer for tøjvask og indkøb gennem arbejdspladserne, heldagsskoler, fritidshjem og kvindelige kranførere, længe før den økonomisk uafhængige kvinde blev et kampråb i Vest.

Penge, sex, børn, frihed • Forfatter og redaktør Jana Hensel, født 1976 i DDR, vakte tidligere på året debat ved at proklamere, at DDR-statens ligebehandlingspolitik havde gjort mere for tyske kvinders frigørelse end årtiers feministiske studiekredse i Vest.

Hun har udgivet flere bøger om sin DDR-generation, den første fra 2002 er udkommet på dansk med titlen Børn af Zonen.

Fra tagterrassen på hendes arbejdsplads kan man se ud over Regierungsviertel, som før Murens fald for en stor dels vedkommende var ingenmandsland og murstribe. Herfra kan man næsten se ind ad vinduerne i Angela Merkels kanslerbolig.

For Jana Hensel handler frigørelsen først og sidst om økonomisk uafhængighed. Den begynder på arbejdsmarkedet med egne penge, derfra breder den sig til indstillingen til selve arbejdet og positionen på jobbet, til parforholdet, til sex, til det at få børn ...

Øst og Vest har ikk et fælles sprog at tale om de her ting i. Hun nævner en ophidset debat om, at 75 pct. af de børn, der fødes uden for ægteskab, fødes i det gamle DDR. I pressen, hvor dagsordenen er domineret af vesttysk tankegang, forklarer hun, blev det til en historie om fravær af fædre og familier i opløsning. Men de har ikke fattet, at den østtyske kvinde ikke behøver at gifte sig til økonomisk sikkerhed for at få børn, og at par kan have børn sammen uden at være gift, hvis de begge er uafhængige, tilføjer hun.

I hverdagen – ikke i tanken • Sabine, født 1968, er uddannet i Leipzig i årene lige efter Murens fald. Hun bor i dag i Berlin Mitte, hvor hendes liv, arbejde og børnenes skole og hverdag er fodelt på både Øst og Vest. Og hun ser forskellene i hverdagen. For kvinderne. Og for børnene. Men, siger hun, det er jo ikke, fordi vi har et bevidst forhold til vores DDR-fortid, at vi henter børnene senere fra SFO’en end vesttyskerne. Det er fordi arbejdslivet er en så rodfæstet grundpræmis for os.

Som biografiforsker ser hun mange af de små tegn, der skiller Øst fra Vest i hverdagen. Og blandt sin egen generation og dens børn har hun ikke svært ved gennem en kort snak at fastslå om de kommer fra Øst- eller Vest-familier. Hun sammenligner det med en parfume: Selv om man ikke kan røre den eller pege på den, er man ikke i tvivl om, at den er der.

Alle liv er forskellige, siger hun, og en kvinde er ikke automatik frigjort, fordi hun har DDR-baggrund. Det, man kan påvise, er betingelserne, og de skabte mulighed for en stærk og varig frigørelse: Kvinderne kunne blive skilt, få abort, skifte job og flytte uden at være afhængige af mænd. Det ser vi som et stort fremskridt i dag, men man skal passe på med fremstille det for rosenrødt: Det begyndte med nød og som en pligt, siger hun. Kvinderne blev ikke spurgt.

Den tidligere Berliner Spreepark, som siden 2001 har været overladt til forfaldet.

Tor Birk Trads

Flystyrtet • I Treptow ved Sprees sydlige bred ligger to stykker DDR-historie en lille kilometer fra hinanden.

I Treptower Park ligger Berlins største mindepark over faldne sovjetsoldater fra slaget om byen – alene her ligger 16.000 af dem begravet. Pompøst og sovjetisk med Stalin-citater hugget i granit på tysk og russisk, sirligt kantede stier, vedligeholdte blomsterarrangementer og marmor i lange baner. Andægtighed og storhed.

Det andet er Berliner Spreepark – eller rettere de tilgroede rester af DDR’s største forlystelsespark, som siden 2001 har været overladt til forfaldet. Gennem hegnet kan man se de tomme karruseller, forladte bierstuber, den sammensunkne vandrutsjebane, bænke, der er ved at forsvinde i bevoksningen, et væltet smilende plastikhoved fra en udsmykning, og det gigantiske pariserhjul, der uanfægtet passer tjansen som vartegn over parken, der er ved at springe i skov. Her er ingen minder om faldne og lemlæstede, her har familier moret sig, børn jublet, kærester kysset i aftenmørket, værnepligtige gemt sig for militærpolitiet og teenagere brækket sig i krattet.

Selv om jeg altid har været et let offer for storladne fortællinger, gør Berliner Spreepark større indtryk end det sovjetiske Denkmal. Mindesmærket er trods sin højtidelighed en levende fortælling om de døde. Et par russiske børn leger på en af statuerne, mens forældrene tager billeder til morfar, der var sovjetsoldat i Tyskland.

Den lukkede forlystelsespark derimod er som tøjbamsen, der ligger og smiler i vragresterne efter flystyrtet.

Det er ikke Murens fald for 25 år siden, der er flystyrtet i fortællingen om DDR, det er tiden, der fulgte. Det er den, der gjorde DDR til en historie, man ikke kan nå – ikke fordi tiden har udvisket den, men fordi den er revet over og for så stor en dels vedkommende smidt væk.

Det sovjetiske krigsmonument i Treptower Park.

Tor Birk Trads

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikkel Madsen
  • Morten Østergaard
  • Laurids Hedaa
  • David Zennaro
  • Rasmus Kongshøj
  • Niels Duus Nielsen
  • Jan Pedersen
  • Karsten Kølliker
  • Holger Madsen
  • Claus Oreskov
  • Kjeld Hansen
  • Tom Paamand 
  • Gert Selmer Jensen
  • Henrik Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Henrik Christensen
  • Else Damsgaard
  • Lone Christensen
  • Per Torbensen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Jens Frederiksen
  • Niels Mosbak
  • Dorte Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Anne Eriksen
  • peter fonnesbech
  • Torben Arendal
  • Peter Jensen
  • Marianne Rasmussen
  • Steen Sohn
  • lars abildgaard
  • Christina Petterson
  • Torben Nielsen
Mikkel Madsen, Morten Østergaard, Laurids Hedaa, David Zennaro, Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Jan Pedersen, Karsten Kølliker, Holger Madsen, Claus Oreskov, Kjeld Hansen, Tom Paamand , Gert Selmer Jensen, Henrik Nielsen, Ervin Lazar, Henrik Christensen, Else Damsgaard, Lone Christensen, Per Torbensen, Palle Yndal-Olsen, Jens Frederiksen, Niels Mosbak, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, peter fonnesbech, Torben Arendal, Peter Jensen, Marianne Rasmussen, Steen Sohn, lars abildgaard, Christina Petterson og Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christina Petterson

Tusind tak for denne artikel som jeg har været helt opslugt af. Jeg kunne smage suppen, se ansigterne og gaderne for mig, og mærke afmagten hos tidligere DDR borgere.

Søren Christensen, Per Torbensen, Preben Haagensen, Claus Oreskov, Kjeld Hansen, Lillian Redam, Karsten Aaen, Carsten H. Møller, Kim Houmøller og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Fremragede artikel.

Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Kjeld Hansen, lars abildgaard, Lillian Redam, Christina Petterson og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Tak for en helt igennem fremragende artikel. Den giver et fascinerende indblik i en verden, de færreste danskere har førstehåndskendskab til. Det må vel ende med en bog?

Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Holger Madsen, Claus Oreskov, Kjeld Hansen, Lillian Redam, Karsten Aaen, Per Torbensen, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek, peter fonnesbech og Christina Petterson anbefalede denne kommentar

God og nuanceret artikel, DDR var et kuriosum, men ikke alt var ringere end brd

Rasmus Kongshøj, Kjeld Hansen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Christel Gruner-Olesen

Det er altid spaendende, at forske i, hvad historien byder mennesker. Oftest har de involverede ingen indflydelse paa historiens gang.
Jon Joergensen har sikkert mange flere beskrivelser af forholdende i DDR i skuffen - det er maaske tid til en bog ?
Der findes rigtigt meget litteratur omkring emnet, som er vaerd at laese. Og saa mange aspekter af livet, der var og er beroert af den realitaet, at der fandtes to stater. For mit vedkommende var det den delte familie, der gav mig i min barndom indblik i forholdende, ikke mindst fordi faetter og kusiner ikke kunne besoege os i (vest) Wuppertal.

Henriette Bøhne, Henrik Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Det er en meget spændende og nuanceret artikel, men jeg har dog et spørgsmål. Der står:
'I Øst er det anderledes. Her giver det ikke mening at forholde sig til 1989 uden at forholde sig til 1945 og til 1933. En østtysker kan ikke bilde sig ind, at man nu er tilbage ved en orden, der har været i udu.'

Lige den forskel kunne jeg godt tænkte mig blev uddybet. Jeg kan gøre mig tanker om, at østtyskerne også forholder sig til 1945, men 1933? Måske jeg har glemt noget historie. Uanset hvad, så kunne det være interessant at høre, hvordan østtyskerne tænker om de tre årstal.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Sønderjyllands genforening i 1920.
Det har snart taget 100 år, og vi stadig et tysk mindretal i Sønderjylland, - det geografiske østtyskland
har efter 25 år stadig partiet "Die Linke", så man må væbne sig med tålmodighed.

Carsten H. Møller

Dejlig artikel, elsker de små kulturfortællinger fx. om 'brandmærker på hånden' osv. - man kunne også fortælle om de østtyske kvinder som parkerer bilen med bagenden inderst i p-båsen fordi man så har overblik når man forlader pladsen og kommer hurtigere videre. Jow, det måtte godt blive til en bog engang, tak :-)

Mange tusind tak for denne her artikel. Den minder mig om udtalelser fra de sosu-assistenter fra Tyskland/DDR som jeg underviste for nogle år siden. Vi talte om dette her....og de fortalte mig, at i DDR var det netop sådan som denne her artikel fortæller. Mulighed for abort, kvinderne havde gode muligheder for at få arbejde mm. og mv. Og de fik de så. Og hvorfor det var en nødvendig for kvinder at arbejde i DDR, når det ikke syntes at være en nødvendighed i BRD er mig altså en gåde...

1933 - 1945 -1989 --- De her årstal handler vel om at i 1933 fik man et diktatur i hele Tyskland, i 1945, eller i hvert fald i 1949, blev dette diktatur så afløst af et andet diktatur....og i 1989 fik man så - ja, hvad fik man? En tilbagevenden til den gamle orden eller en orden som havde været i udu...og nu pludselig kom til at du....eller virke....eller hvad vendte man egentlig tilbage til?

Er sandheden ikke snarere denne her: Store vesttyske firmaer kom ind og svindlede sig til firmaerne i Øst. Ved bl.a. at sælge dem varer mm. og mv. og så ikke betale dem de penge, de skulle...Og udnyttede at mennesker i DDR ingen erfaring med kapitalisme, lån og renter mm. Og så overtog fabrikkerne en for en....så DDR vendte tilbage til - ja hvad?

"det geografiske østtyskland har efter 25 år stadig partiet "Die Linke""

Jørn,
"Die Linke" er ikke et østtysk parti, men er en sammensmeltning af både øst- og vesttyske partier.

Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen, Per Torbensen, Henrik Nielsen, Claus Oreskov, Henriette Bøhne, lars abildgaard, Flemming Scheel Andersen, Rune Petersen og Steen Sohn anbefalede denne kommentar

Personlig synes jeg den tyske genforening, samt indlemmelsen af de nye øst europæiske EU starter er gået alt alt for stærkt. Nærmest overvældende, særligt for de berørte lande. At de skal være medlem af EU, hvis de vil skal der ikke herske nogen tvivl om. Selvfølgelig skal de det.

Men den hurtige tilgang til EU og for den sags skyld Nato har haft store omkostninger, såvel for de berørte lande som de gamle vest EU lande og for den sags skyld Nato og verdensfreden.

I det tidligere DDR bukkede stort set alle store industrivirksomheder under, da de ikke var konkurrencedygtige set i forhold til de vest tyske virksomheder. De har kostet 10.000 vis af arbejdspladser og ikke mindst øst tysk identitet. Det er da muligt, at deres produkter ikke helt var på højde med vest tyske, men der er også menneskelige følelser og stolthed på spil - Og det er ikke uden betydning.

Den dag i dag er der store løn og identitetsforskelle mellem øst og vest tyskland. Og hvorfor denne hastige genforening, hvis ikke det var fordi det var og er et præstis projekt for en håndfuld magtfulde vest tyske politikere?

- En stærk tilknytning gennem handelsaftaler, samt på sigt en genforening ville have været langt mere fremmende og respektfuld menneskeligt set, samt økonomisk langt bedre funderet.

Så havde der været tid til den nødvendige og kulturelle omstilling for alle parter.

Det samme gælder for resten af øst Europa. Et øst Europa, hvis drøm om frihed er blevet afløst af et fælles EU, hvor alle vigtige beslutninger foretages langt væk fra dagligdagen og virkeligheden præcis som under Sovjetunionen og Warszawapagten.

Det hele er trukket ned over vores alle sammes hoveder i kapitalismens øredøvende larm og det kommer der intet godt og konstruktiv ud af.

- Vi mennesker lære det ganske enkelt aldrig og det er menneskelighedens sande tragedie.

Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Trygheden for den almindelige DDR borger minder meget om det Danmark vi er ved at forlade med Socialdemokratisk velsignelse.

- Jeg er overbevist om, at den almindelige DDR borger har haft et godt liv, som vi gennem tiden har nydt i Danmark.

Bevares, der var måske ingen BMW i garagen og der var kun 2 vaskepulver at vælge i mellem. Men betyder det så meget? Jeg tror de fleste vælger familien frem for BMW'en.

Niels Engelsted, Rasmus Kongshøj, Per Torbensen, Preben Haagensen, Lone Christensen, Holger Madsen, Karsten Aaen, Henrik Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Og så er der friheden. Hvilken frihed har den almindelige termins børnefamilie i Danmark og resten af Vesten for den sags skyld andet end at arbejde?

Rasmus Kongshøj, Niels Mosbak, Per Torbensen, Holger Madsen, Henrik Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Afviklingen af DDR og øst Europa tror jeg først og fremmest er et politisk og intellektuel projekt. Den almindelige borger har hurtigt måttet sande, at godt nok har de friheden til at rejse til Mallorca.

- Men at de har ikke råd til det...

Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Til de tyskkyndige blandt Informations DDR-interesserede debattører kan jeg varmt anbefale en bog af Siegfried Wenzel: "Was war die DDR wert? Und wo ist dieser Wert geblieben? Versuch einer Abschlussbilanz."

Friedrichshain by night, det er lige noget for mig selv om jeg for længst har passeret de 50. Jeg er i Berlin mindst 2 gange årligt, da det er såvel spændende at bevæge sig rundt i byen og fascinerende, at opleve en så stor by så afslappet som den er :-)

Per Torbensen, Karsten Aaen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Meget af denne mediehalløj om Murens fald lægger sig trygt i kølvandet på den selvfede vestlige opfattelse af at vi vandt, vi er guds bedste børn, og vi har ret til at triumfere, og derfor kunne vi ikke håndtere indlemmelsen ordentligt, og slet ikke krigene i Jugoslavien, og senest Ukraine, ligesom vi ødelagde forholdet til Rusland.

Niels Mosbak, Kjeld Hansen, Niels Duus Nielsen, Holger Madsen, Karsten Aaen, Per Torbensen, lars abildgaard, Henrik Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Emil Eiberg-Jensen

Gensyn med Europa 1989...

- Er SANDHEDEN ikke at alle lande i Europa,
efter at Informations Teknologierne i 1980erne gjorde det muligt for internationale aktie-holdings selskaber,
at overskue og opkøbe de største virksomheder i de fleste brancher,

- Og derefter at etablere gigantiske produktionsanlæg i Kina,
der hver især nu kan forsyne alle verdensdele med isenkram og hårde hvidevarer...

- Så har befolkningerne i både USA og EUROPA,
mistet de virksomheder og arbejdspladser,
som før gav både befolkningerne og staterne den indkomst,
der gav dem en tålelig levefod.

- TV reportager fra USA og EUROPA,
viser at store dele af befolkningerne her ,
befinder i dag befinder sig i meget VÆRRE situationer,
end borgerne i det tidligere DDR...

Kjeld Hansen, Preben Haagensen, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Lige nu kan man se udsendelser fra tysk tv ard og zdf om DDR's fald. Og kun om DDR's fald. Udelukkende set ud fra kulturelitens og vest tysk politisk øjnes vidnesbyrd om det skrækkelige DDR diktatur. Intet og absolut intet om den almindelige DDR borges oplevelser af genforeningen.

- Jeg ønsker ikke, at forherlige DDR eller Sovjetunionen, men denne ensidighed er en skandale. Intet mindre.

Rasmus Kongshøj, Lone Christensen, Karsten Aaen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Jeg synes ikke helt, det kun er et vesttysk show - at se rockbandet Silly spille ved Brandenburger Tor fik mig til at knibe en enkelt tåre af bar' rørelse. Til gengæld er den danske kommentators uvidenhed skandaløs, bandets medlemmer er altså de oprindelige, bortset fra forsangeren Anna Loos, som erstatter "østens Tina Turner", Tamara Danz, som desværre døde af brystkræft i 1996.

Og jeg måtte slukke et stykke tid af ærgrelse, mens Lykke Friis plaprede løs om David Bowie og Christiane F. henover Jan Josef Liefers tale. Ham ville jeg hellere have hørt, for som ung skuespiller var han en af talerne ved demonstration på Alexanderplatz 4. 11 1989.

Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Kjeld Hansen,

Ja, hvad så..... ?

Måske skulle du sætte dig ind i, hvilken rolle bandet og Werner Karmas kritiske tekster spillede for ganske almindelige mennesker i DDR, før du blot affejer det symbolske i, at bandet 25 år efter spiller ved Brandenburger Tor og iøvrigt fortsat er aktivt indenfor rockmusikken med nyudgivelser....

Christel Gruner-Olesen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Er vi da her i Vesten blevet mere lykkeligere af at have 12 slags vaskepulvere at vælge imellem...eller 8 slags youghurt...elller 16 slags marmelader....Måske....eller måske ikke.....Specielt fordi der synes at være akkurat det samme i marmeladerne, vaskepulverne, tandpastaerne mm. og mv...

Rasmus Kongshøj, Kjeld Hansen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Karsten Aaen,
Ja 1933 handler nok om Hitler, 1945 2. verdenskrig og 1989 Muren der faldt...men det kunne være interessant at høre, hvordan en østtysker tænker om de årstal, vi andre kan jo kun gætte. :)

Jeg bor og arbejder i det gamle DDR (Leipzig) og tro mig - ingen af de østtyskere, jeg har truffet, deler nærværende debat-tråds studentikose veneration for det gamle DDR.

Karsten Kølliker

Enig i at det er en særdeles interessant og tankevækkende artikel. Fortællingen er meget virkningsfuld, fordi spørgsmålet forbliver åbent.. hvad var det så, det der var så karakteristisk ved livet i DDR og som så forsvandt? Er det bare erindringens dobbelthed af genoplevelse og afskårethed, eller var der noget holdningsmæssigt, som gjorde livet i DDR væsensforskelligt fra livet i Vesten? Det autoritære system, medløberiet, undertrykkelsen af frihedsrettigheder, der var mange frastødende aspekter ved den østtyske samfundsform, men det er altså interessant at forestille sig et samfund uden vores konkurrenceregime, et samfund hvor borgerne ikke konstant er optagede af at hævde sig overfor hinanden.

I forlængelse af Michael Kongstad Nielsens indlæg vil jeg sige, at vi var mange der allerede dengang i 1989 følte os meget utilpasse ved den ensidige måde historien blev udlagt. Ikke bare forekom ideen om en ’sejr’ for vores vestlige livsform som postuleret, den forekom også hovmodig og uheldssvanger. Og konsekvenserne af dette hovmod er den virkelighed vi er vågnet op til med finanskrisen, overvågningsregimet og de fornyede storpolitiske magtspil. Ronald Reagan var aldrig andet end en stor reaktionær. Gorbatjov var derimod en politisk skikkelse af et format, som der kun kommer få af i hvert århundrede. Det var os i Vesten, som nægtede at forandre os, og dermed missede vi en historisk chance for indførelse af fred og demokrati.

Se evt. dette uddrag af et brev til en god ven fra april 1990
https://app.box.com/s/dhgbdv59lzx0focalrfo

Karsten Aaen, Kjeld Hansen, Niels Duus Nielsen, Henriette Bøhne og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

"Østtyskerne er vant til at ikke at stole på alt, hvad de hører, og de giver udtryk for det – vesttyskerne er vant til at skulle positionere sig, de skal ikke nødvendigvis forsvare sig mod systemet, men muligvis mod sidemanden."

Mon ikke en del af forklaringen for det vesttyske studenteoprør i 1968 var det faktum, at der blandt den vesttyskebefolkning var et behov for at forsvare sig mod systemet?

Per Torbensen, Henrik Nielsen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Leopold Galicki

"Der er ikke den store forskel mellem høj og lav, og har man lidt mere end naboen, er det i kraft af sit arbejde – ikke sin rigdom.

Her bor arbejderklasse og middelklasse dør om dør. Her det østtyske samfund er stadig meget homogent."

Sådan var det også i Polen. Min afdøde kones forældre - begge arbejdere, de havde 4 børn - fik i begyndelsen af 1960erne en lejlighed, som i dag ville svare til en Københavner - herskabslejlighed i 5 - 6 mio. kr. klasse. Fordi de havde så mange m2 - nok over 200 m2 - så skulle det største værelse været lejet ud - for næsten ingen penge - til et menneske i bolignød.

Lone Christensen, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj, Henrik Nielsen, Claus Oreskov og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Interessant og meget gennemført artikel.

Dog vil jeg gerne rette billedteksten om Spreepark.
Efter min bedste overbevisning har parken stået øde hen siden 2001 - og ikke 1991 som beskrevet.
Den blev rigtig nok overtaget i 91' og gjort mere 'vestlig', men blev først erklæret konkurs i 2001, efter flere år op gennem halvfemserne med stor succes.

I dag står parken rigtig nok øde hen, dog kan man stadig få guidede rundturer og så er parken et attraktiv område for unge der lever lidt på kanten..

Karsten Aaen, Henrik Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

@Leopold Galicki. "så skulle det største værelse været lejet ud - for næsten ingen penge - til et menneske i bolignød". Jamen det er et sådan samfund vi skal bygge!

@Leopold Galicki. Ja det ser ud som om alle har glemt Berufsverbot når de priser Vest- Tysklands paradis

Karsten Aaen, Per Torbensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Kære Bo Jørgensen
Jeg må tilstå, at jeg ikke ved, om jeg skal le eller græde over artiklen- og alle de euforisk nostalgisk, begejstrede kommentarer. Jeg vælger nok at le :)
Men man ser nu engang det, man gerne vil se - og glemmer bekvemt, hvad DDR var for et flertal af befolkningen, som var overlykkelige for, at DDR endelig forsvandt.
Nu har forfatteren jo levet et privilegeret liv, med en familie, som åbenbart har plejet omgang med die Parteibonzen, og jeg ved selvfølgelig ikke, om han med selvsyn har set, hvordan de så djærvt og folkeligt greb om suppeskeen. De førte jo det bekvemme liv opvartet af tjenestefolk ude i Wandlitz, hvor tjenestefolkene købte ind til dem i særlige luksusbutikker. Måske tilmed linser til suppe...:)
http://de.wikipedia.org/wiki/Waldsiedlung_%28Bernau_bei_Berlin%29

@Willy Johannsen. Tænk nu lidt på den syndflod af hade billeder og ondsindede artikler samt tv udsendelser om DDR som vi overdænges med i disse dage. På den bagrund kan du nok udholde en artikel som nuancere temaet en smule.

Leopold Galicki, Per Torbensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

For de af os, der stadig kan huske, når de østtyske støjsendere i æteren punkligt satte ind mod RIAS - dog lidt forsinkede, så de lige kunne nå et blive drillet med vittige kommentarer ovre fra den anden side af den ikke endnu byggede 'antifascistiske beskyttelsesmur' - var der allerede dengang rigeligt at få sig et billigt grin over - alene dialekten og løgnehistorien niemand hat die Absicht eine Mauer zu errichten var ubetalelig - den gang en god skole i selvoplæring om skrækpropagandaens grundprincipper og virkemidler ...

Kristoffer Larsen

Jeg husker dage hvor man kunne modtage signaler fra DDRs Aktuelle Kamera og hvordan de prøvede at macthe de kvindelige nyhedsoplæsere på ZDF og ARD. Særligt spændende var oplæsningerne fra beslutningerne fra SEDs Zentralrat og Erich Honeckers besøg hos Kombinat Robotron. Bonus Karl-Eduard von Schnitzler og Der schwarze Kanal.

Underligt det regime brasede sammen selvom der altid var sommer, sol og fremskridt...

Hold da op - der er ikke så få kommentatorer her i tråden, der glemmer begrebet "republikflucht" - altså at man ikke frit kunne forlade landet, men skulle have særlig tilladelse!!! Og lige så snart nogle havde ytret ønske om at se resten af verden - altså den der lå uden for "østblokken", så faldt der brænde ned. Og hvad med Stasi ?
Det handler fandme ikke om 12 slags marmelade eller råd til at tage til Mallorca - det handler om helt elementær frihed - rejsefrihed, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed, frihed til at vedkende sig homoseksualitet, friheden til at kunne besøge den familie, man var blevet adskilt fra af "der antifascitistische Schutzwall" - for blot at nævne nogle få friheder, I synes at mene er helt irrelevante - hvilket nok skyldes, at i aldrig har oplevet at være uden dem !!!
De eneste, der begræder DDRs sammenbrud, er de, der selv hørte til de privilegerede.

Lone Christensen, Joen Elmbak og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Små slag - Herdis Weins - jeg kan f.eks. huske, at vores bedstefar først kunne komme til Wismar og besøge sin bror og hans familie, da han var blevet pensionist - alt det andet du nævner, er børnelærdom for vores efterkrigsgeneration i Sønderjylland med (vest)tysk radio og TV - og det er da ikke glemt, men hører givetvis til den almene dannelses undtagelser fra historieløshedens svøbe, som kun kommer op pga. fejringen af jubelåret ...

Henriette Bøhne

Jeg er lidt ked af, hvis min positive kommentar til Sillys optræden bliver tolket som et ønske om at genrejse DDR og muren.

I min optik vil DDR altid være en totalitær politistat, som legitimerede sig gennem de forbrydelser kommunister og socialister blev udsat for op gennem 20'erne, 30'erne og under 2. Verdenskrig - præcis som staten Israel legitimerer sine overgreb mod palæstinenserne gennem de forbrydelser, jøderne blev udsat for. DDR kan aldrig i min optik leve op til begrebet "retsstat" og derfor ønsker jeg heller ikke DDR tilbage i nogen form.
Til gengæld synes jeg sagtens, man kan forholde sig til og bruge den erfaring, at ALT i DDR ikke var dårligt og ondt. Jeg glæder mig over, at der trods alt her 25 år efter vokser et mere nuanceret billede frem, istedet for det vanlige sort-hvide, vi er så vant til.

Lone Christensen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Kære alle

I er godt klar over at alle arbejdere i hele Østeuropa rent faktisk kunne tage på billige ferier til kysten ved Sortehavet i Bulgarien? Eller til kysten ved DDR's Østersø, f.eks. Rostock mm.

Og jeg forsøger sådan set bare at påpege at før man kan have behov for ytringsfrihed, talefrihed, idealer om drømme og forsamlingsfrihed, ja så skal man altså have mad, søvn, sex og tøj på kroppen. De basale behov skal være dækket først. Og hvorfor tror I mon, at vesttyskerne stof med bananer til die Ossies da de kom igennem Brandenburger Tor for 25 år siden...Troede de måske at die Ossies var bananer...

Ja, hvad med Stasi? Hvad med medd dem? I er godt klar at samtlige grupperinger på den danske venstrefløj og måske også de Radikale og Socialdemokraterne blev overvåget konstant af PET og FET mm. og mv. Selv fredsbevægelsen i 1980erne og 1990erne blev konstant overvåget. Og overvågningen i Danmark og i Vesten i dag er langt, langt bedre og mere udførligt udført end Stasi nogensinde drømte om....

Og har I allerede helt glemt at det var folket! (ikke Reagan og USA) ser væltede muren i Berlin! Og hvem var dette folk...De var et folk, der råbte wir sind das folk. Og i ugerne efter murens fald i 1989 var der mange der så Bündnis 90/Die Grünen som et godt alternativ til DDR (eller måske snarere det der
var ;) ). Er vi eller DDR-borgerne, altså borgerne i det nuværende østtyske land da blevet lykkeligere af at kunne vælge mellem 12 slags marmelader, 12 slags vaskepulvere mm. og mv. Nej, det synes da bestemt ikke at være tilfældet...

Tror I de fleste mennesker i DDR drømte om at blive smidt sammen med BRD efter kun cirka et år, i 1990 skete den tyske genforening jo. Og I har ikke set som jeg har set adskillige dokumentarer på the History Channel om dette. Og om hvordan vesttyskerne stjal, snød og bedrog menneskene fra og i DDR. Og om hvordan især visse kriminelle elementer solgte frosset kød til slagtere i DDR og bare lod kølebilerne stå med køle-elementer som ikke virkede. Og hele varelageret af frosset kød blev dårligt. Det har I ikke set, men det har jeg, fortalt af de mennesker, som selv oplevede det i 1989-1991...

Sider