Læsetid: 27 min.

Gensyn med DDR

DDR findes ikke længere, og det, der findes, er ikke noget tyskerne taler om. Men hvorfor kan U-Bahn-passagerer i Berlin stadig se, om deres medpassagerer er fra Øst eller Vest? Jon Jørgensen genbesøgte i 2014 det land, han blev født i 55 år tidligere. Dengang det hed DDR
Sidegaderne til Ehrlichstraße ligner sig selv. I Stühlinger Straße mødes en stump nyt fortorv med de gamle klassiske ukurante berlinersten, som har opgivet at ligge pænt og i stedet bugter sig efter trærødderne under sig.

Sidegaderne til Ehrlichstraße ligner sig selv. I Stühlinger Straße mødes en stump nyt fortorv med de gamle klassiske ukurante berlinersten, som har opgivet at ligge pænt og i stedet bugter sig efter trærødderne under sig.

Tor Birk Trads

8. november 2014

DEL I

Den forkastede historie • Ude i Karlshorst, en bydel i det sydøstlige Berlin vel svarende til Emdrup i København, står en mand i bronze og stirrer fra sin sokkel over mod S-toget. Brystet er skudt lidt frem under den åbne jakke, venstre hånd er knyttet foran kroppen, højre hånd holder en avis ned langs siden. Der er noget beslutsomt over ham. Det dog ikke til at se, hvem han er. Det er den tyske kommunistiske teoretiker og fagforeningsmand Hermann Duncker (1874-1960), men det ved jeg kun, fordi gaden, han står på, i min barndom hed Hermann-Duncker-Straße. Den har for længst fået sit gamle navn, Treskowallee, efter 1800-talsgodsejeren Carl von Treskow tilbage.

Walter Howards statue af Hermann Duncker har brødre og søstre spredt ud over Østberlin. I parker, boligområder og i rundkørsler står anonyme skulpturer af tilsyneladende navnløse kunstnere som små tavse monumenter over alt det, vi skal huske at glemme.

De danner et mønster, som især er synligt i Berlin: Steder, der som Karl-Marx-Allee, Rosa-Luxemburg-Platz, Karl-Liebknecht-Straße og Thälmannplatz har deres navne fra den tyske arbejderbevægelses historie, får lov at beholde deres navne. Men alt, der henviser til DDR, må vige, så gadenavne efter koryfæer som kommunisten Wilhelm Pieck, socialdemokraten Otto Grotewohl og altså Hermann Duncker er blevet sløjfet.

Mit DDR • Jeg er taget til DDR, og selv om vi skriver efterår 2014, er det ikke så langt ude, som det lyder.  Som dreng har jeg kørt på trehjulet cykel i Volkspark Wuhlheide bag KGB’s og sovjethærens hovedkvarter her i Karlshorst. Et par hundrede meter derfra nede ad Ehrlichstraße på hjørnet af Müritzstraße begyndte jeg i børnehaveklasse på 30. Oberschule. Månelandingen i 1969 oplevede jeg 10 år gammel på et fagforeningsferiehjem i Buckow 100 km sydøst for Berlin med min mor og min søster. Jeg kan huske DDR’s første ministerpræsident, Otto Grotewohl – jeg havde mellemørebetændelse, da han døde, derfor kom jeg ikke med ned at se begravelsesoptoget. Walter Ulbrichts død i 1973 var knap så traumatisk. Jeg var 14 år og på pionerlejr ved Østersøen og kyssede med Rita fra Karl-Marx-Stadt, mens flagene gik på halv. Jeg har DDR’s statsvåben med hammer, passer og kornaks stemplet i min fødselsattest fra Frauenklinik Clara Zetkin i Leipzig.

Så DDR er ikke sådan at få ud af hovedet.

I 60‘erne sørgede Jahnckes bageri for, at vi på første sal hver morgen vågnede i en duft af friskbagt brød. I 1973 lukkede bageriet, og stedet blev til et brødudsalg. I dag er der en klinik for fysioterapi.

At tale om DDR • Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. »Jeg ønsker ikke DDR tilbage, men …«, eller: »Misforstå mig ikke, jeg har aldrig stemt på Die Linke og kommer heller ikke til det, men …«

Mine dagbogsnoter fra efteråret i det, der engang hed DDR, er fyldt med kommentarer af den type. Jeg tror ikke, jeg får gennemført én samtale, uden et forsikrende forbehold af en eller anden art dukker op. Og det er ligegyldigt, om jeg taler med kunstnere, intellektuelle, socialarbejdere eller mennesker, hvis DDR-ekspertise ’blot’ er egne livserfaringer. Vi taler om det DDR, der stadig lever i hverdagen og erfaringen, men ikke i den offentlige samtale. Om at 60 pct. af de østtyske mødre arbejder fuldtids, mens kun 20 pct. af de vesttyske gør det; om retsopgøret efter genforeningen, om skoleforhold, om, hvorfor østtyske studerende fortsat overlader jurastudiet til deres vesttyske jævnaldrende.

En urovækkende erindring • Som erindring er DDR noget særligt. Jeg kan cykle ud til min gamle skole i Brønshøj, hvor min søster i øvrigt er lærer i dag, og trygt konstaterer, at den står her endnu. Men når jeg står foran vores hus i Ehrlichstraße, smerter det lidt, fordi jeg ved, hvor meget andet, der er væk, skåret bort, fortrængt – frem for alt kontinuiteten.

I Husum, Vanløse, Hadsten, eller hvor jeg ellers har boet i Danmark, er gensyn en betryggende ting. I Karlshorst kræver det lidt mere forklaring at komme trillende med sin rullekufftert og sige: Det er dejligt at være hjemme igen. Hjemme!? Wieso? Det kan ikke passe …

Det store før og efter gør, at der er noget på spil, noget, som kan rumme store spørgsmål.

Udsigt Fra Warschauer Straße.

Tor Birk Trads

Olsen-bandens to sprog • Det er omkring 20 år siden, at Uwe for første gang opdagede, hvor dybt erfaringsforskellen mellem øst- og vesttyskere stikker. Han var i Danmark som ung forsker og deltog i et symposium på RUC om Olsen-Banden.

Filmene er en indlejret del af den populærkulturelle hukommelse på tre fire generationer af østtyskere på samme måde som i Danmark. De er gledet ind i hverdagssproget, filmene opføres som teaterstykker, figurerne forhandles som merchandise etc. etc.

På symposiet blev der fremlagt en sammenligning af de to tyske synkroniseringer: den vesttyske fra ZDF og den østtyske fra DEFA. Det var en øjenåbner for Uwe, der er født i Leipzig, er 48 år og forsker og underviser i medievidenskab. Det var som to forskellige film, fortæller han. Mens den vesttyske går efter den hurtige pointe med det brede grin, taler den østtyske ind til DDR-borgerens fornemmelse for ironien og til en antiautoritær modkultur. Når en østtysker siger: Jeg har en plan, så er tonen Egon Olsens, bagtæppet DDR-statens hang til store og ofte urealiserede planer – og tvisten er den indgroede skepsis, som enhver østtysker har til autoriteter, forklarer Uwe. Olsen-Banden er stadig en metafor for en stille, godmodig trods, som ingen vesttysker har en jordisk chance for at fange eller forstå. Trodsen har sine rødder i DDR-tiden, men den næres nu som dengang af svælget mellem store planer og daglig erfaring.

Folk født før 1960 fik i 1990 forkastet al viden og al erfaring af det nye system, Uwes egen generation blev sat på benhård tilpasning, de yngste regnede ingen med, og kun de færreste kom til at opleve den verden, murens fald havde givet løfter om. Det er den fælles østtyske erfaring.

Den lever videre i hverdagen, og det stopper ikke med hans generation, forklarer han. Han nævner sine egne studerende som eksempel: Østtyskerne er kritiske tvivlere på en anden måde end vesttyskerne; de blotter sig, er uforsigtige og ligefremme, mens vesttyskerne helgarderer sig. Østtyskerne er vant til at ikke at stole på alt, hvad de hører, og de giver udtryk for det – vesttyskerne er vant til at skulle positionere sig, de skal ikke nødvendigvis forsvare sig mod systemet, men muligvis mod sidemanden.

Kulinarisk hukommelse • Egentlig var det bare en sentimental journey, jeg var på sammen med min storebror for par år siden, bl.a. til det Karlshorst, hvor vi delte barndom i 1960’erne. Bag S-bahnhof Karlshorst og den navnløse Hermann Duncker sad han og jeg i solen ved Hans Dampfs lille gadekøkken og fik en pølse og en linsesuppe. Serveret i papskål med plastikske og en tør bolle til.

Ved første mundfuld blev jeg sendt et lille halvt hundrede år tilbage, til dengang tilværelsens vigtigste punkter kunne tælles på en femårigs hånd – flere var der ikke at holde styr på, og ingen af dem stod i vejen for hinanden, det er med tiden blevet lidt mere broget.

En tyk cremet suppe med et kraftigt riv af salt og røget spæk – smagsløg har en fantastisk hukommelse: Sådan smager DDR, billigt, mættende og godt. Jeg husker smagen fra kantinen i radiohuset i Nalepastraße, når jeg var med min far på arbejde. Når man dypper brødet i suppen, gør det ikke så meget, at det er tørt.

Hos Hans Dampf i Karlshorst smager linsesuppen umiskendeligt af DDR. Ud over pølser har hver dag i ugen sin suppe. Linsesuppen serveres om fredagen.

Tor Birk Trads

Suppen gav ideen til, om der findes et nutidigt DDR, ikke noget, der bare kan huskes af dem, der har alderen til det, men noget, der lever. Noget, der har sat sig varige aftryk.

Jeg har en usvækket fornemmelse af genkendelighed, når jeg er i ’DDR’. Der er noget, noget et eller andet. Mentalt og stemningsmæssigt kan jeg stadig orientere mig, om jeg er i Øst eller Vest, når jeg er i Berlin; om passageren over for mig i S-toget er fra Øst eller Vest. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg ser, eller måske hører – og oprigtigt talt har jeg også været i tvivl om, hvorvidt det bare er noget, jeg tror; noget, der runger inde i mit hoved.

Derfor er jeg taget til DDR.

Den tredje fortælling • Dorit, billedkunstner, født 1977, tømmer sin taske ud på bordet i baglokalet i Gallerie Heike Arndt i Friedrichshain. Pionertøklæde, sportsdiplomer og -medaljer, børnetegninger – relikvier fra en barndom i DDR i provinsbyen Torgau mellem Berlin og Leipzig.

Jeg forklarer høfligt, at det ikke er livet i DDR, jeg spørger til, men sporene efter det i dag. Sådan starter mange af mine samtaler i ’DDR’ – med en tøvende og lidt undrende tavshed, for det, jeg vil tale om, er øjensynligt ikke noget, man taler om.

Reaktionen fra Dorit og hendes mand, Anton, født 1975 i Østberlin, føjer sig til en historie, jeg oplever igen og igen: DDR taler man kun om i datid – definitiv datid så at sige.

Jeg tror, jeg har besøgt næsten alle DDR-museer, mur-monumenter, mindeparker og udstillinger i Berlin. Og de kan stort set rummes i to hovedfortællinger: Enten var DDR til grin, eller også var det ekstremt undertrykkende – og uanset hvad er det slut. En fortælling mellem de to spor synes der ikke at være plads til.

Måske er det noget af forklaringen på, at det tager så lang tid at få skudt samtalen i gang. Det er først, da jeg har forklaret alt det, jeg ikke er interesseret i at høre om, at jeg ikke er endnu en Wessi, der vil tale om Ostalgie; at jeg er mere interesseret i deres liv her og nu end i deres barndomserindringer, at de begynder at fortælle.

Om hvorfor man skal udstille i i Kreuzberg og ikke i Prenzlauer Berg, hvis man vil have kulturavisen TAZ til at dukke op; om hvorfor Dorit instinktivt tillægger østtyskere positive egenskaber; om hvorfor vesttyskere ofte efterlader et indtryk af umodenhed og overfladiskhed; om hvorfor vesttyskere kalder Antons bedstefar for ’ham der DDR-kunstneren’, mens østtyskere kender ham som billedhuggeren Fritz Cremer, om hvorfor den østtyske alvor ikke er melankoli og tristesse, men afspejler et grundvilkår.

Hvad betyder det, hvis disse erfaringer er en del af virkeligheden, men ikke en del af det, man taler om mellem højtiderne? Forsvinder de, blot fordi ingen sætter ord på, eller vil tavsheden kvæle noget, som kunne have haft værdi for det nye Tyskland?

Bag biografen  •  Fra en sidegade til Karl-Marx-Allee langs bagsiden af Kino International kan man mellem husblokkene hen over træerne se fjernsynstårnets kugle mod himlen inde over centrum. Fra en bestemt vinkel kan man lige akkurat ikke se bilerne, trafikken eller noget andet af alt det, som har formet og omformet byen de sidste 25 år. Det kunne være en udsigt fra DDR-tiden.

I en af stuelejlighederne tager professor Mühlberg imod. Han er født i 1936 under Hitler, har uddannet sig og levet det meste af sit voksne liv i DDR, og nu ved at blive gammel i et helt tredje Tyskland. Han har boet i området de sidste 60 år. Og det meste af sit voksne liv har han beskæftiget sig med hverdagslivet set fra forskellige vinkler: germanistikkens, historiens, filosofiens og kulturvidenskabens. Det meste af tiden på Humboldt Universität.

Karl Marx Allees UNESCO-beskyttede boulevardbyggeri blev bygget som arbejderboliger lige efter krigen. Fra alleen eller fra broen ved S-bahn Warschauer Straße kan man tage østpå ind i det østberlinske kerneland.

Tor Birk Trads

Men landet ånder stadig • Med en blanding af personlige oplevelser og anekdoter og saglige udredninger viser professor Mühlberg et lyslevende og meget aktuelt ’DDR’ på den computerskærm, vi har sat os ved.

I forvejen kendte jeg det såkaldte soljanka-kort: Serverer rastepladsen den russiske soljanka-suppe, er du sandsynligvis i det gamle DDR, mens du er i det gamle Vest, hvis der er oksehale- eller gullaschsuppe i gryden.
Professoren skyder det ene af den slags Tysklandskort efter det andet hen over fladskærmen. Uanset hvad for en statistik han smider ind i computeren, skiller det gamle DDR sig ud, ikke nødvendigvis negativt, men bare som noget anderledes.

Fødselsrater, beskæftigelse, teenageres rygevaner, formuefordeling, skilsmisser, boligstørrelser, politiske anskuelser, køers mælkeydelse, hyppigheden af kejsersnit, faglig organiseringsprocent, kvinders erhvervsfrekvens, indkøbsvaner, uddannelsesforhold, holdninger til alt fra lighed og demokrati over familieforhold til Europa ... Der tegner sig et billede af et land, der politisk er forsvundet, men som bliver ved med at skille sig ud.

Nogle af tallene er af nyere dato, andre nogle år gamle – og samlet viser de, at billedet ikke rigtigt flytter sig. Der er kun få huller i kortet: I Berlin kan man i modsætning til resten af ’DDR’ finde rige mennesker, og uddannelsesbyer som f.eks. Greifswald, Leipzig og Jena er undtagelser fra generelle kvindeunderskud (mænd:kvinder = 10:8,2) i det gamle DDR uden for Berlin.  

Kun på de økonomiske makrotal er der også en skillelinje i det gamle Vesttyskland – mellem det rige syd og det knap så rige nord.

Til sidst peger professor Mühlberg på siden af sin hånd. Han er sikker på, at hvis man på et kort prikkede de tyske professorer ind, der har ar efter brandmærker på hånden, ville det gamle DDR også skille sige ud: En DDR-professor måtte selv stryge sine skjorter, for hans kone var på arbejde, smiler han.

Den fattige kusine • Mens professor Mühlberg tegner og fortæller om, hvordan den relative sociale homogenitet fra DDR-tiden har overlevet i Øst, og hvorfor der ikke er opstået en overklasse af rige østtyskere, kommer jeg til at tænke på samtalen med Dorit og Anton.

Vesttyskeren har et billede af sin østtyske fætter som et bundløst kar, han har betalt til gennem snart et kvart århundrede.

Østfra ser billedet lidt anderledes ud: Pengene fra Vest er gået til infrastruktur og til opkøb. Det, der i DDR-tiden var ejet af staten, af kooperativer eller underlagt andre kollektive ejendomsformer, er efter Murens fald blevet privatiseret til dem, der kunne skyde penge i det – og givet tilbage til gamle ejere. Derfor er over 90 procent af de tyske privatformuer i det forenede Tyskland på vesttyske hænder; derfor bor østtyskerne uforholdsmæssigt mere til leje end i ejerboliger; derfor er cheferne og ejerne af det østtyske erhvervsliv i overvejende grad vesttyskere. Af samme grund er den tyske elite et næsten rent vesttysk foretagende: Kun to af de 180 topdirektører i virksomhederne på Frankfurter-børsens DAX-indeks er født i DDR, en enkelt af forbundsværnets ca. 50 generaler har DDR-baggrund. Under 10 procent af topposterne i politik, retsvæsen, administration m.v. er besat af østtyskere.

Det er Dorits blik på sig selv, jeg kommer til at tænke på, mens Mühlbergs billede folder sig ud og blander sig med avisudklip og øvrige notater.

Som en del af den østberlinske kunstscene har hun ikke adgang til de muligheder, der er den vesttyske middelklasse forundt: Hun har aldrig skænket det en tanke, fortæller hun, men nu er hun så gammel, at folk omkring hende begynde at arve – også folk, der siger, de ikke har en jante. Østtyskerne arver ikke, de har kun de penge, de skal leve for. Så her sidder hun højtuddannet og fattig, som hun udtrykker det.

Som kunstner mærker hun det tydeligt – hendes miljø ser hendes ting, men de køber dem ikke, for østtyskere har ikke penge til at investere i hinanden, og deres forældre har heller ikke. De er ikke en del af det besiddende lag.

Profeterne • Da Willy Brandt dagen efter Murens fald i udtalte de berømte ord om, at nu »kan det vokse sammen, som hører sammen«, og Helmut Kohl en måneds tid senere i Dresden lovede østtyskerne, at de ville »få det som os«, var de med til at sætte gang i en proces, og deres ord er siden blevet tillagt en profetisk betydning.

Nu 25 år efter burde det være ukontroversielt at fastslå, at begge de to statsmænd tog fejl: DDR og Forbundsrepublikken voksede ikke bare sammen, og trods den politiske enhed er Tyskland stadig på en række parametre delt efter DDR’s gamle grænser – og Berlin er stadig en delt by.

Men det er kontroversielt.

I disse uger, hvor 25 året for Murens fald markeres, kommer meget af det op til overfladen, men mellem jubilæerne er Østtyskland ikke et fællestysk tema.

Fornægtelsens ikkeliv har mange perspektiver. Et af dem kan gøres op i tal. Siden Murens fald har knap tre millioner mennesker forladt det tidligere DDR for at rykke vest på. Det er langt flere end dem, der i 1961 fik DDR til at opføre Berlinmuren.

Selv hvis man tager højde for det fald, der har været i afvandringen siden 1990, kan man, som en klummeskribent i en berlineravis gør det, regne sig frem til, at det gamle DDR i år 2307 vil være helt tømt for mennesker. Dog ohne Berlin-Ost, som den lakoniske standardnote på efterretninger fra den tyske forbundstatistik om det nuværende Østtyskland ofte lyder.

Tor Birk Trads

DEL II

Begyndelse og slutning • Jeg har slået mig ned i Karlshorst igen. I et lejet værelse få hundrede meter fra hjørnet af Ehrlichstraße og Üderseestraße, hvor vi boede på første sal lige over Jahnckes bageri, som nu er blevet en klinik for fysioterapi.

Jeg står på fortovet og kigger op og tegner lejligheden i hovedet: Til venstre det lille kammer, der både har været kullager og børneværelse, køkkenet, badeværelset med den store kulfyrede vandvarmer, mine forældres soveværelse i hjørnet, min fars arbejdsværelse med fjernskriveren, som han brugte til at sende artikler hjem til Land og Folk fra, den store stue og børneværelset. Det hele holdt sammen af en T-formet gang.

Men Karlshorst giver også mening på anden vis: DDR begynder og slutter her. Det var her, Keitel, von Friedeburg og Stumpff underskrev Tysklands betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945. Og det var her, de sidste russiske militærfolk lukkede og slukkede 49 år senere som den sidste storpolitiske konsekvens af den tyske genforening.

Set i sporvognshøjde • Jeg ligger på briksen på mit værelse og ser en gammel videostump fra lige efter Murens fald. Den er filmet gennem bagruden på en sporvogn, der kører gennem et vintergråt Østberlin. Turen starter ude i forstadsbetonen og ender inde i Mitte et sted.

Dramaturgisk ikke den store bedrift, men jeg hænger på, fordi der hist og her en gade, et hus, et kvarter, som vækker genkendelse.

Og langsomt bliver en vigtig ting tydelig. Byen er fuldstændig den samme, men alligevel ikke. Bortset fra facader, som er pudset op, og vinduer og tage, som er skiftet, så er det i øjenhøjde, hele forandringen er sket, det er butikkerne, barerne, bankerne, cafeerne, hæveautomaterne, der gør hele forskellen. Lyset fra et andet økonomisk liv. Et liv, der vender sig mod gaden og gør den tidligere østberlinske stilhed levende på meget en synlig måde.

Livet kan ses på gaden, som tidligere primært var et rum for bevægelse. Og på den måde viser filmen også, hvilke kvarterer i det nye Berlin, der er ’nået frem’ til Vest, og hvilke der ikke er. Hvor gentrificeringen har fyldt gaderne med spisesteder, gallerier, afslappet atmosfære, lækker og skødesløs urbanitet, og hvor livet ligner sig selv fra før.

Gå en tur gennem Simon-Dach-Straße med cocktails to go og tilbud om guidede pub crawls, eller drej om hjørnet i Krossener Straße, hvor Papaya ikke rigtigt ved, om den vil være en vietnamesisk eller en thailandsk restaurant. Downtown Friedrichshain by night behøver tingene ikke at være noget bestemt, bare de er lækre. Her er Øst ikke synlig længere. Men det er det i Schöneweide, Friedrichsfelde, Weissensee – og altså Karlshorst. Måske fordi den befolkningsudskiftning, moderniseringen af andre dele af Østberlin har medført, har været mindre brutal i de bydele; måske fordi de mange unge er blandet med flere på min alder og ældre end inde i centrum. Ude i Øst lever fattigdom, arbejdsløshed og elendige dönerkebapper side om side med den nye velstand.

Et ændret blik • De, der var store børn eller helt unge, da Muren faldt, er begyndt at få et andet blik på tiden efter end deres forældre. Mens forældrenes erfaringer som helhed blev forkastet, var forventningen, at børnene ville blive de nye fællestyskere.

I det meste af 10 år vendte Anja fortiden, DDR og sin egen historie ryggen, hun nægtede instinktivt at være østtysker. Hun var 18 år, da Muren faldt, startet på universitet et par måneder forinden. Vinteren 1989-90 vendte op og ned på alt. Hun tog ud at rejse, studerede i Vesttyskland og senere i USA og slog sig først ned i Berlin igen i 2001 med en diplomuddannelse i socialvidenskab.

I 1999 ved tiåret for Murens fald læste hun i USA. En professor på universitetet spurgte, om hun i den anledning ville holde et foredrag om sin erfaring med at være vokset op i et land, som ikke længere fandtes.

Det spørgsmål rev et eller andet løs, fortæller hun. Efter 10 år og flere tusind kilometer  væk hjemmefra kunne hun nu se sig over skulderen og for første gang formulere spørgsmål og mærke efter, hvad hun selv mente, uden at skulle forholde sig til et bestemt facit.  

Der begyndte hun ikke blot at kunne forlige sig med, men også at være glad for at være østtysker, tysker med DDR-baggrund, eller som hun siger: europæer med DDR-baggrund. Fra Köpenick.

Bruddet • Geografien og menneskene er der, men landet er væk. Det er det brud, østtyskerne har tilfælles. Det har de i sig næsten uanset alder. Det er en erfaring, der radikalt adskiller dem fra vesttyskerne.

Det er ikke noget, jeg finder på, de siger det selv, ustandseligt og på forskellig måde. Som en studerende født i 1987 siger i en avisenquete: Han voksede op med visheden om, at intet af det, hans forældre eller bedsteforældre havde at bidrage med, blev tillagt nogen værdi. Han er den første generation af DDR-efterkommere, som kan håbe på at blive regnet med.

Den erfaring har ingen vesttysker. I Vest er historien siden 1945 en lang kontinuitet, og det store Wirtschaftswunder har næsten fjernet behovet for at spørge til, hvad der i sin tid ledte tyskerne frem til  katastrofen i 1945. I den vesttyske historie er 1989 blot en genetablering af noget, der havde været i uorden.

I Øst er det anderledes. Her giver det ikke mening at forholde sig til 1989 uden at forholde sig til 1945 og til 1933. En østtysker kan ikke bilde sig ind, at man nu er tilbage ved en orden, der har været i udu.

Og bruddet var radikalt. Den østtyske industriproduktion faldt med en fjerdedel i værdi umiddelbart efter genforeningen. Intet andet østland var i gennem en så voldsom chokterapi efter kommunismens sammenbrud – bortset fra Bosnien efter Balkankrigene i 1990’erne. Og mens polakker og tjekker valgte folk som Lech Walesa og Vaclav Havel til at stå i spidsen for forandringerne, ophørte DDR over night med at eksistere som land for at blive en provins det gamle Vesttyskland.

For Anja er bruddet i dag en positiv erfaring. Men processen med at nå dertil har været lang. Hvis hun ikke havde væk fra Tyskland i 10 år, er det ikke sikkert, hun ville have kunnet se på sig selv udefra.

Og i det forenede Tyskland er der ikke en offentlighed, der bidrager til den proces. I litteratur, film, forskning og den offentlige fællestyske debat findes det nuværende ’DDR’ stort set ikke. Men der bliver stadigt arrangeret øst-vest-møder, og forskellen bliver stadig formuleret mellem folk i hverdagen. Og hvis en østtysker gifter sig med en vesttysker, bliver det set som et møde mellem to kulturer, forklarer hun.

Her findes det endnu • DDR lever i Østberlins beton og ikke kun som byggeri. Artur, født 1947 i Hessen, indvandrede til DDR med sin familie først i 1950’erne. Han cykler dagligt frem og tilbage mellem sit hjem i Kaulsdorf og Karl-Marx-Alle ved Strausberger Platz, godt 10 km hver vej. Turen går lige gennem, hvad han kalder et levende DDR. Det handler ikke så meget det fysiske, men om de mennesker, der bor der. Mens forstadsbetonen i de vestlige storbyer i stigende grad er fyldes af indvandrere, socialt belastede familier og arbejdsløse, er betonklodserne i Marzahn-Hellersdorf, Friedrichsfelde og Lichtenberg »for alle«, som han siger med tilføjelsen »altså alle østtyskere«.

Artur var driftsøkonom i DDR-tiden og arbejder nu som leder af den skole- og museumstjeneste, der er tilknyttet det historiske DDR-byggeri på Karl-Marx-Allee.

I Østberlins beton fra 1970’erne  og 80’erne kan man aflæse den sociale struktur, som dominerede i DDR-tiden, men stadig lever: Der er ikke den store forskel mellem høj og lav, og har man lidt mere end naboen, er det i kraft af sit arbejde – ikke sin rigdom.

Her bor arbejderklasse og middelklasse dør om dør. Her det østtyske samfund er stadig meget homogent.

Jeg tager selv turen derud. En aftentur på cykel rundt i Freidrichsfelde og et par dage senere med S-toget til Marzahn.

Østkultur • Jeg kommer i tanke om, hvad Heike fortalte mig, da jeg besøgte hende på Lolland på vej herned: Kultur behøver ikke plads – kultur tager plads. Hun er fra 1963, flygtede fra DDR til Danmark i 1985, er billedkunstner og gallerist med et ben i Danmark og et i Berlin. Ordene faldt i en sammenhæng, hvor vi talte om hendes arbejde som kunstner og hendes behov for at være uafhængig af rammer og systemer.

Men de giver også mening, mens jeg bevæger mig rundt i Marzahns beton. I området af betonbyggerier påbegyndt i 1970’erne her nordøst for centrum bor der omkring 200.000 mennesker. Byggerierne var DDR’s stolthed, løsningen på et efterkrigstidens store boligproblem. Som helt nyslået journalist først i 80’erne besøgte jeg en ung familie, der skulle fortælle vesterlændingen om byggeriets fordele og moderne bekvemmeligheder.

I dag er lyrikken omkring stedet en anden. En dansk kunstner advarer i en turistguide mod at tage derud alene – her er for farligt, det er her, den sociale bund er faldet ud af byen. Süddeutsche Zeitung har lige skabt østtyske protester på de sociale medier ved at beskrive Marzahn som »en voldelig Harz IV-ghetto«.

Når jeg ser på bilparken foran boligblokkene, mappedyrene og arbejdsjakkerne i bussen, en far i løbesko spurte af sted med en joggingklapvogn foran sig, mærkevarebutikkerne, rejsebureauerne og restauranterne i indkøbscentret East End eller en sort familie købe ind sammen i centrets fiskeforretning, så er det ikke München-avisens beskrivelse af det racistiske voldshelvede, der trænger sig på.

Jeg bliver snarere sendt tilbage til min ungdoms Albertslund, hvor boligdirektøren, jordemoderen, tømreren, den studerende, flygtningefamilien og den alkoholiserede kontanthjælpsmodtager delte postnummer, supermarked og folkeskole. De tre skinheads, der hænger ud foran centret, er ikke nogle, jeg tør række tunge ad, men magten har de ikke.

Man skal selvfølgelig passe på med at generalisere sine subjektive betragtninger, men et kig i forbundspolitiets kriminalitetsstatistik afslører, at kriminaliteten er højere i Mitte end i Marzahn, og at folk føler sig mere truede i Wilmersdorf end i Marzahn.

Tor Birk Trads

Den proletariske elite • Hvor sidder DDR-mentaliteten på en tysker? Det kommer an på, hvem man spørger, og det kommer især an på, hvordan spørgsmålet bliver opfattet.

Sören er født i Leipzig i 1966, musiker og professionel på den berlinske kulturscene. Han er ikke i tvivl: DDR-mentaliteten sidder inde i hovedet og ytrer sig i behovet for at brokke sig, leve et småborgerligt liv og trille rundt i sin Trabant. Hans søn leger med Lego og Star Wars, og for ham bliver DDR et pensum i skolen og intet andet.

Han giver nul og niks for min genkendelse af det gamle DDR: Jo, hvis man kender koderne, er DDR synligt, men om en generation eller højst to er de væk – og godt det samme. Arven fra DDR har ingen skaberkraft, alt hvad der findes af systemer og ideer i dag, kommer fra Vest.

Min undersøgelse kunne stoppe her, men det er faktisk Sören, der sætter mig på sporet af professor Mühlberg i stuelejligheden bag Kino International på Karl-Marx-Allee.

Mens Sören hæfter sig ved, hvor DDR-mentaliteten ytrer sig, hæfter Mühlberg sig ved, hvor den kommer fra. Som en kuriøs udløber af min historie om linsesuppen et par år tidligere ude i Karlshorst, fortæller Mühlberg, at selv når medlemmer af DDR’s politbureau spiste suppe, så skovlede de den indenbords med en knytnæve om skeen, indbyrdes gav de hånd, og der var ingen, der bukkede for hinanden. De proletariske manerer og den joviale omgangsform helt op i samfundet øverste top kom af, at der ikke var noget aristokrati at lære magtens sociale koder af. Selv slap Mühlberg som barn ikke for at blive ’dresseret’, som han siger, af sin bedstemor i kejsertidens normer, så han ved, hvordan man med et beskedent antal fingre fører sin ske til munden i en bue væk fra kroppen, mens ske og håndled holder samme højde. En dressur, han leende erkender ikke at have haft nogen som helst gavn af.

DDR-samfundets elite hentede sine normer fra den arbejderbefolkning, den selv i vid udstrækning var rundet af, og derfor er overklassens kindkys, hierarkisk bestemte omgangsformer og sirlige dannelse ganske enkelt gået hen over hovedet på østtyskerne gennem det meste af et halvt århundrede. Et halvt århundrede, hvor middelklassen ikke havde et ’opad’ at stræbe efter og heller ikke var kulturelt toneangivende. Måske er det noget af det, der kan ses i gadebilledet, i U-Bahnen under byen og betonen i Marzahn.

Wessien • I en østtysk daginstitution ligger der babyer overalt. I vest er børnene så store, at de løber rundt og leger. Det er Dennis, født 1978, der fortæller om, da hans søn begyndte i institution som treårig. Det var tidligt, syntes han, og radikalt forskelligt fra, hvad han kendte. Han er selv vokset op med tre søskende, en arbejdende far og en mor, der først begyndte at arbejdede fuldtids, da den yngste nærmede sig skolealderen.

Og så er han fra Slesvig-Holsten.

Studier og kærlighed bragte ham til Berlin, hvor han på ottende år lever som Wessie blandt østtyskerne. Med en otteårig søn, som han har været alene med i seks år, og sin nye østtyske kæreste.

Svigerfamilien er østtyskere, og han er med tiden forfremmet fra det nedladende Besserwessie til det tålte Wessie. Hans oplevelser som tilflytter bekræfter professor Mühlbergs beskrivelser.

Det tog lidt tid at vænne sig til, at kronragede typer med store støvler ikke behøver at være nazister, men også bare kan være arbejdere; at den østtyske arbejderklasse har ikke behov for at klæde sig ud som middelklasse. Og ikke mindst, at hans egne fordomme om ossierne ikke holdt.

Især bemærkede han, at stoltheden i hverdagen over at være Ossie ikke kun viser sig i en kritisk attitude over Vest, men lige så meget i en vilje til at klare sig selv. Måske en arv fra DDR-tidens mangelsamfund.

Olaf (t.h.) boede i nabohuset, hvor der var have til. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde fundet, som afbrød vores golfspil, men det ser ud til at have været noget, der fordrede til en vis forsigtig tilgang.

Fru kranfører • Et par hundrede meter fra, hvor jeg boede som barn og legede med Olaf, var kæreste med Monica og kunne se ned til baneområdet langs Wandlitzstraße, når min storebror og storesøster kom fra skole, ligger en af de østtyske daginstitutioner, hvor babyerne ligger flyder, som Dennis siger.

Ikke kun adressen i Wildensteiner Straße, men også åbningstiden fra 6.30-17.30 fortæller, at vi er i Øst, hvor kvinderne arbejder mere, end de passer børn.

Da min lillesøster gik her, var der åbent i døgndrift. I flere perioder, fra hun var omkring et år, blev hun afleveret her mandag morgen og hentet igen fredag eftermiddag, så hendes forældre – min far og hendes mor – kunne passe deres skiftende arbejdstider.

I dag knap 50 år senere falder tanken umiddelbart på barnets perspektiv, men skruer vi tiden 15-20 år den anden vej til årene lige efter krigen, så var kvindeoverskuddet i Øst dobbelt så stort som i Vest: ni millioner kvinder af en befolkning på 16 millioner; i den voksne befolkning var der hen ved tre millioner kvinder, der ikke var nogen mænd til.

Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet var ikke et ideal, det var overlevelse: Der var hverken mænd til at forsørge familierne eller til at genrejse landet fra ruinerne.

Derfor havde DDR et udbygget institutionssvæsen, systemer for tøjvask og indkøb gennem arbejdspladserne, heldagsskoler, fritidshjem og kvindelige kranførere, længe før den økonomisk uafhængige kvinde blev et kampråb i Vest.

Penge, sex, børn, frihed • Forfatter og redaktør Jana Hensel, født 1976 i DDR, vakte tidligere på året debat ved at proklamere, at DDR-statens ligebehandlingspolitik havde gjort mere for tyske kvinders frigørelse end årtiers feministiske studiekredse i Vest.

Hun har udgivet flere bøger om sin DDR-generation, den første fra 2002 er udkommet på dansk med titlen Børn af Zonen.

Fra tagterrassen på hendes arbejdsplads kan man se ud over Regierungsviertel, som før Murens fald for en stor dels vedkommende var ingenmandsland og murstribe. Herfra kan man næsten se ind ad vinduerne i Angela Merkels kanslerbolig.

For Jana Hensel handler frigørelsen først og sidst om økonomisk uafhængighed. Den begynder på arbejdsmarkedet med egne penge, derfra breder den sig til indstillingen til selve arbejdet og positionen på jobbet, til parforholdet, til sex, til det at få børn ...

Øst og Vest har ikk et fælles sprog at tale om de her ting i. Hun nævner en ophidset debat om, at 75 pct. af de børn, der fødes uden for ægteskab, fødes i det gamle DDR. I pressen, hvor dagsordenen er domineret af vesttysk tankegang, forklarer hun, blev det til en historie om fravær af fædre og familier i opløsning. Men de har ikke fattet, at den østtyske kvinde ikke behøver at gifte sig til økonomisk sikkerhed for at få børn, og at par kan have børn sammen uden at være gift, hvis de begge er uafhængige, tilføjer hun.

I hverdagen – ikke i tanken • Sabine, født 1968, er uddannet i Leipzig i årene lige efter Murens fald. Hun bor i dag i Berlin Mitte, hvor hendes liv, arbejde og børnenes skole og hverdag er fodelt på både Øst og Vest. Og hun ser forskellene i hverdagen. For kvinderne. Og for børnene. Men, siger hun, det er jo ikke, fordi vi har et bevidst forhold til vores DDR-fortid, at vi henter børnene senere fra SFO’en end vesttyskerne. Det er fordi arbejdslivet er en så rodfæstet grundpræmis for os.

Som biografiforsker ser hun mange af de små tegn, der skiller Øst fra Vest i hverdagen. Og blandt sin egen generation og dens børn har hun ikke svært ved gennem en kort snak at fastslå om de kommer fra Øst- eller Vest-familier. Hun sammenligner det med en parfume: Selv om man ikke kan røre den eller pege på den, er man ikke i tvivl om, at den er der.

Alle liv er forskellige, siger hun, og en kvinde er ikke automatik frigjort, fordi hun har DDR-baggrund. Det, man kan påvise, er betingelserne, og de skabte mulighed for en stærk og varig frigørelse: Kvinderne kunne blive skilt, få abort, skifte job og flytte uden at være afhængige af mænd. Det ser vi som et stort fremskridt i dag, men man skal passe på med fremstille det for rosenrødt: Det begyndte med nød og som en pligt, siger hun. Kvinderne blev ikke spurgt.

Den tidligere Berliner Spreepark, som siden 2001 har været overladt til forfaldet.

Tor Birk Trads

Flystyrtet • I Treptow ved Sprees sydlige bred ligger to stykker DDR-historie en lille kilometer fra hinanden.

I Treptower Park ligger Berlins største mindepark over faldne sovjetsoldater fra slaget om byen – alene her ligger 16.000 af dem begravet. Pompøst og sovjetisk med Stalin-citater hugget i granit på tysk og russisk, sirligt kantede stier, vedligeholdte blomsterarrangementer og marmor i lange baner. Andægtighed og storhed.

Det andet er Berliner Spreepark – eller rettere de tilgroede rester af DDR’s største forlystelsespark, som siden 2001 har været overladt til forfaldet. Gennem hegnet kan man se de tomme karruseller, forladte bierstuber, den sammensunkne vandrutsjebane, bænke, der er ved at forsvinde i bevoksningen, et væltet smilende plastikhoved fra en udsmykning, og det gigantiske pariserhjul, der uanfægtet passer tjansen som vartegn over parken, der er ved at springe i skov. Her er ingen minder om faldne og lemlæstede, her har familier moret sig, børn jublet, kærester kysset i aftenmørket, værnepligtige gemt sig for militærpolitiet og teenagere brækket sig i krattet.

Selv om jeg altid har været et let offer for storladne fortællinger, gør Berliner Spreepark større indtryk end det sovjetiske Denkmal. Mindesmærket er trods sin højtidelighed en levende fortælling om de døde. Et par russiske børn leger på en af statuerne, mens forældrene tager billeder til morfar, der var sovjetsoldat i Tyskland.

Den lukkede forlystelsespark derimod er som tøjbamsen, der ligger og smiler i vragresterne efter flystyrtet.

Det er ikke Murens fald for 25 år siden, der er flystyrtet i fortællingen om DDR, det er tiden, der fulgte. Det er den, der gjorde DDR til en historie, man ikke kan nå – ikke fordi tiden har udvisket den, men fordi den er revet over og for så stor en dels vedkommende smidt væk.

Det sovjetiske krigsmonument i Treptower Park.

Tor Birk Trads

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annika Rasmussen
  • Curt Sørensen
  • Anders Graae
  • Karsten Nielsen
  • Jørgen Mathiasen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Mikkel Madsen
  • Morten Østergaard
  • Laurids Hedaa
  • David Zennaro
  • Rasmus Kongshøj
  • Niels Duus Nielsen
  • Jan Pedersen
  • Karsten Kølliker
  • Holger Madsen
  • Claus Oreskov
  • Kjeld Hansen
  • Tom Paamand 
  • Gert Selmer Jensen
  • Henrik Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Henrik Christensen
  • Else Damsgaard
  • Lone Christensen
  • Per Torbensen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Jens Frederiksen
  • Niels Mosbak
  • Dorte Sørensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Anne Eriksen
  • peter fonnesbech
  • Torben Arendal
  • Peter Jensen
  • Marianne Rasmussen
  • Steen Sohn
  • lars abildgaard
  • Christina Petterson
  • Torben Nielsen
Annika Rasmussen, Curt Sørensen, Anders Graae, Karsten Nielsen, Jørgen Mathiasen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikkel Madsen, Morten Østergaard, Laurids Hedaa, David Zennaro, Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Jan Pedersen, Karsten Kølliker, Holger Madsen, Claus Oreskov, Kjeld Hansen, Tom Paamand , Gert Selmer Jensen, Henrik Nielsen, Ervin Lazar, Henrik Christensen, Else Damsgaard, Lone Christensen, Per Torbensen, Palle Yndal-Olsen, Jens Frederiksen, Niels Mosbak, Dorte Sørensen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, peter fonnesbech, Torben Arendal, Peter Jensen, Marianne Rasmussen, Steen Sohn, lars abildgaard, Christina Petterson og Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen - det er totalt irrelevant, at arbejderne kunne tage på billige ferierejser til Sortehavet, når de ikke havde mulighed for at kunne besøge deres familier i BRD. Det er ret ligegyldig, at man har mad og tøj på kroppen, når der konstant udøves tankekontrol, og du bliver skudt på, hvis du forsøger at forlade dit land.
PET og FET ( som jeg selv har haft "æren" af at blive fotograferet skrevet op i en journal af) tvangsfjernede ikke børn fra deres forældre, fordi de mente noget andet end regeringen. det gjorde Stasi.
Man kan sagtens have behov for ytringsfrihed, selv om dine basale behov ikke er dækkede. Ja, faktisk har du så netop behov for ytringsfrihed. Din grovfortolkning af behovspyramiden holder ikke en meter.

Flemming Olsen, Kim Houmøller, Lone Christensen, Joen Elmbak, Christel Gruner-Olesen og Jan Mogensen anbefalede denne kommentar

Ja, Karsten Aaen - og så var der alle skandalerne omkring vesttyske kapitalisters 'overtagelse' af østtyske virksomheder, oftest til spotpriser eller ved ren svindel og en brutal indfasning og indlemmelse i det vesttyske markedssystem, hvor de ingen chancer havde eller fik ...

De første der etablerede sig 'drüben in der Zone' var brugtbilhandlere og ludere - mens Siemens oprettede telefonbokse på hvert gadehjørne og de russiske militærkøretøjer stadig kørte rundt i gaderne på øvelse - så det selv i 1990 fra min Siemens firmabil - og så er der alle de andre historier fra virkelighedens verden - but who cares ...

Jan Weiss - alle skandalerne -Treuhand og alle de andre - ændrer ikke en pind ved, at DDR ødelagde sig selv ved at behandle sine borgere råddent.
Denne diskussion minder lidt om om dem, man kunne have med stålsatte DKP'ere, der så lyset i Nordkorea, hvor enhver tvivl på regimets lyksaligheder blev tilbagevist med, at de sorte i USA mange steder var fattige. Men de sultne i Nordkorea sulter altså ikke mere eller mindre, uanset hvordan de sorte ( eller hvad den for tiden korrekte betegnelse er) har det i USA

Flemming Olsen, Kim Houmøller, Joen Elmbak, Christel Gruner-Olesen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Tilføjelse til min ovenstående kommentar - for tiden er der på DR1 en serie med titlen "Danmark sælger ud." Den viser med al tydelighed, hvad der sker, når politikere, der før var optaget af at fællesskabet for den fornødne service, pludselig begynder at sælge arvesølvet for at skaffe hurtige penge. Så bilder politikere - der formodes at være drevet af en vis idealisme - sig ind, at de kan stole på firmaer, hvis absolut eneste mål er profitmaximering. Det er tordnende naivt - gud ved om Bjarne Corydon ser med . Og det går naturligvis også galt, når DDRborgere tørner sammen med "brugtvognsforhandlere, ludere og lommetyve" - for slet ikke at tale om selskaber, der kun tænker på aktionærernes/ejernes udbytte og blæser på samfundets behov.
Havde det så endda kun været "brugtvognsforhandlere, ludere og lommetyve", de havde skullet slås med, havde de nok klaret det. Dem kendte de altså også fra DDR, både i IRL og fra den egenproducerede krimiserie Polizeiruf 110 - der såmænd var så god, at ARD fortsatte den først i 90'eren.
Men overfor store firmaer, der kendte alle knebene i skattelovgivningen og bare ville score kassen, der kom de til kort, fordi de ikke tænkte ens -hvilket tjener DDRborgerne til ære. SÅ megen egennytte kunne de ikke forestille sig.

Per Torbensen, Claus Oreskov og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

P.S. Polizeiruf 110 kan naturligvis ses på youtube - både de gamle fra DDR og de nye. Jeg har ste de fleste af de gamle og en del af de nye - på NDR - men kunne godt tænke mig at bruge et par regnfulde feriedage på at dem "i rap" fra DRR til nu. Det kunne være rasende interessant. Fandens også, man ikke er forsker på et tyskinstitut. Jeg øjner emnet til en Phdafhandling her.

Claus Oreskov og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Nu tror jeg ikke overvågningen i Danmark kan tåle en sammenligning med den som Stasi stod for.

Efterretningsvirksomheden baserede sig på et stort korps af spioner og meddelere. Stasis virksomhed var meget omtalt, men ikke konkret kendt for borgerne i DDR. Særligt omtalt er telefonaflytningen, der mistænkes for at have været total. Frem til midten af 1980'erne voksede Stasi til at omfatte 91.000 ansatte og næsten 200.000 informanter, hvoraf nogle befandt sig i Vesttyskland. Efterretningsaktiviteterne omfattede en massiv overvågning og registrering af østtyskerne, og var kun i anden instans et organ for udlandsspionage.

Flemming Olsen, Joen Elmbak og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

@Chr. Hansen. Alle dine telefonsamtaler opsnappes og gemmes af NSA og flere andre efterretnings tjenester (som igen samarbejder med private firmaer) ligesom alle dine e-mails og al din færden på internettet. Desuden tappes samtlige oplysninger om dig fra Facebook og andre sociale medier. Hertil kommer så en hærskare af ulovlige arkiver og databaser hvor vi alle figurere i. Denne overvågen kan aldeles ikke samlingens med den DDR borgene var udsat for.

Lone Christensen, Karsten Aaen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Jeg er østtysker, født i 1975, og kan nikke genkendende til det meste af artiklen. Fantastisk flot skrevet.

Annika Rasmussen, Flemming Berger, Christina Petterson, Karsten Aaen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Randbemærkning til artiklen: Statistikken om Marzahn taler sandt. Det kan overhovedet ikke sammenlignes med kriminalitetstrykket i eksempelvis Kreuzberg.

Efter at have læst alle disse kommentarer, er der en ting, der virker besynderligt. Hvorfor bevæger man sig hele tiden ud i halvdesperate forsøg på at forsvare DDR-systemet i stedet for at bruge den gode gamle velprøvede løsning, som florerede i årene efter 1989: DDR havde slet intet med hverken kommunisme eller socialisme at gøre. Verden bliver rød, men det bliver med et hvidt kors i, det bliver vores eget lille danske socialistiske system og slet ikke de pseudoforetagender, vi har set andre steder. Så er den diskussion lukket, og man slipper for et anstrengende arkæologisk arbejde med at grave "et eller andet godt" frem om DDR-tiden og vride sin hjerne for at finde afskrækkende modeksempler fra andre samfundssystemer.

For mig som der er født i 84 ved jeg ikke ret meget om DDR. Og jeg føler ærlig talt heller ikke jeg lærer noget af at læse artikler om tiden.
Jeg sidder altid med følelsen af at de skrevne billeder er photoshoppet.

Hele vejen gennem min folkeskoletid blev vi fortalt hvor forfærdeligt deres statsapparat og politiet var, hele overvågningen og mistroen mellem borgerne pga stikkerlinier osv.
Hvor befinder Danmark sig i dag?

@Michael Kongstad Nielsen, 09. november, 2014 - 18:31

Der er skam intet galt med at fejre murens fald! Ingen kan i fuld alvor mene, at det kan være hip som hap, om en stat bygger på et diktatur der holder sin befolkning indespærret med våben og pigtråd, eller om der er demokratiske valg, åbne grænser og frihed til at forlade landet. Lige præcis disse forskelle gør, at det er let at vælge mellem de gode og de onde, når vi snakker murens fald.

At de vestlige demokratier ikke er paradis, er en anden - og velkendt sag, men det skal ikke forplumrer billedet af, at det gode vandt over det onde, da muren, pigtråden og maskingeværene blev pakket væk i 1989.

At vesten skulle have begået fejl i vanskelige konflikter og situationer, fordi vi er selvfede, er ærligt talt ikke værd at kommenterer herfra.

Sider