Læsetid: 17 min.

Historien, der blev begravet i sandet

Giftskandalen ved kemikaliefabrikken Cheminova forandrede ikke bare Harboøre, men på sin vis også dansk miljøpolitik, for altid. I september 2015 blev virksomheden solgt til udlandet. Nu spørger de lokale sig selv og hinanden, hvad fremtiden vil bringe. Og hvad salget kommer til at betyde for fortidens synder, som stadig siver ud under sandet ved høfde 42
Bjarne Hansen er søn af Danmarks første miljøaktivist, Rav-Aage Hansen. Selvom han før faderens død, lovede det modsatte, fortsætter Bjarne Hansen kampen for at få fjernet resterne af giftdepotet her ved høfde 42.

Bjarne Hansen er søn af Danmarks første miljøaktivist, Rav-Aage Hansen. Selvom han før faderens død, lovede det modsatte, fortsætter Bjarne Hansen kampen for at få fjernet resterne af giftdepotet her ved høfde 42.

Sigrid Nygaard

15. november 2014

Bjarne Hansen står på den 100 meter lange betonhøfde og kigger ud over Vesterhavet med hænderne i lommerne. Skuldrene er trukket let op, og fødderne er plantet et stykke fra hinanden, så han kan holde balancen i blæsten. I går stormede det. I dag slår bølgerne stadig ind over de kæmpestore blokke af norsk granit, der omkranser høfden. Efter få minutter kan man smage det salte hav på sine læber.

Vi er i Harboøre i Vestjylland, og foran 65-årige Bjarne Hansen ligger det hav, som han er vokset op med. Et hav, hvor han har samlet rav. Hvor han har sat garn med sin far, inden han skulle i skole. Som han har sejlet tyndt som fiskeskipper. Og som han siger:

»Jeg elsker det. Også af hele mit hjerte.«

På en sten ved kanten af høfden står tallet 42 malet med store, selvlysende orange tal. Høfden er åsted for en af danmarkshistoriens første og største giftskandaler. Det var her at fabrikken Cheminova i årtier udledte og deponerede giftigt affald fra produktionen af sprøjtegifte. Som slog fugle og fisk ihjel i flere kilometers afstand og fyldte fjord og hav med 30 ton kviksølv, så havbunden døde.

Under Bjarne Hansens sorte træsko ligger anslået 110 ton kemikalieaffald. Det kan være svært at begribe, når man står her med himlen over, havet foran sig og de bløde klitter bag sig. Men gule advarselsskilte fortæller det med ord: Ophold på stranden frarådes. Og det er forbudt at fiske, bade og dykke. For selv om kemikalieudledningerne blev stoppet, størstedelen af giftdepotet blev fjernet i 1981, og Cheminovas produktion i dag er ren, er jorden og vandet omkring depotet og dele af fabrikken stadig forurenet. Så sent som i 2000 opdagede man giftudsivninger fra det gamle depot.

Bjarne Hansen er søn af fiskeren Rav-Aage – Danmarks første miljøaktivist, der for præcis 50 år siden stædigt gik i kamp mod Cheminovas forurening. Og nu er Bjarne Hansen bekymret. Han frygter, at resterne af depotet skyller i havet med en storm. Han mener, der skal ryddes op én gang for alle. Og han vil gerne vide, hvem der skal betale, efter at Cheminova i september blev solgt til en amerikansk virksomhed.

»Folk så gerne debatten gravet lige så dybt ned som giften. Vi kan dysse det ned og ikke snakke om det. Men det får vi ikke flyttet giften af,« siger han.

Den sidste fiskerhytte fra de sidste ålefiskere i Nissum-Bredning står tilbage ved Haarum Havn.

Sigrid Nygaard

Død, ulykke, fattigdom og religion

For det er bestemt ikke alle, der deler Bjarne Hansens ønske om at blive ved med at tale om fortidens synder.

»Vi lever jo af fiskeri, turisme og så den fabrik,« siger Bjarne Hansen og nikker med hovedet ind mod Limfjorden, hvor Cheminova kan anes med sine mange små og store rødmalede bygninger og sorte skorstene i forskellig højde.

»De tre ting er fileme’ vanskelige at kæmpe imod. Det er jo hele området, man lægger sig ud med. Men jeg kan ikke have det siddende på min samvittighed.«

Historien om Harboøre handler om et samfund, der i 1953 tog venligt imod en virksomhed, som til gengæld leverede velstand til fattige folk, men som endte med at forurene vandet og jorden omkring dem og for altid give byen et negativt stempel.

Et halvt århundrede med efterdønninger af giftskandalen har trættet de lokale. Der er dem, der mener, at forureningsproblemerne altid har været overdrevet. Mange synes, det er et overstået kapitel. Og de fleste er mere bekymrede for, om salget betyder tab af 850 lokale arbejdspladser.

For ligesom giften, der i sin tid sivede ned i sandbunden har Cheminova gennem et halvt århundrede været en del af områdets selvforståelse. Og ingenting bliver nogensinde, som før iværksætter og kemiingeniør Gunnar Andreasen placerede sin fabrik på Harboøre Tange.

Medarbejder gennem 30 år på fabrikken, 67-årige forhenværende procesoperatør Christian Langer siger det på denne måde:

»Jeg er glad for mit arbejde, og jeg har aldrig oplevet dårlige reaktioner på det i dagligdagen. Men folk udefra forbinder jo hele egnen med Cheminova, høfde 42 og alle de negative ting. Hver gang man taler om den giftskandale, så bliver der rodet op i det igen. Og hver gang håber man, det vil få en ende.«

Vi sidder på Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg. Sammen med 80-årige Christian Winkel Olesen fortæller Christian Langer over kaffe og kringle med knasesukker om en lokalbefolkning, for hvem det vigtigste i århundreder har været at overleve. Om hummer og ålefiskeri i fjorden for 100 år siden. Om livet på havet. Om skibsforlis. Og om fiskerenker, der måtte opdrage et tocifret antal børn, når manden var gået til på havet. Det var her på egnen, Hans Kirk hentede inspiration til Fiskerne og Erik Bertelsen forfattede Blæsten går frisk over Limfjordens vande.

Christian Winkel Olesen er 80 år og fra Harboøre. Om egnens beboere siger han: De demonstrationer der kom mod forureningen i sin tid kom udefra. Vi er sindige folk, der elsker fred og ro. Vi laver ikke ballade for balladens skyld.

Sigrid Nygaard

Frivillige har for nylig genetableret Haarum Havn ud til Limfjorden. I bådskurene mødes de lokale og får sig en bajer og en snak over åle- og hummerruserne. For tiden handler samtalerne blandt andet om salget af Cheminova. Tage Hansen (TV) og Peter Mikkelsen – kaldet P.-mand – er enige om, at omfanget af forureningen både dengang og nu, er stærkt overdrevet. Skarven er et større problem, mener de.

Sigrid Nygaard

Lokalet er pakket med tusindvis af billeder, dagbøger og skøder, der dokumenterer egnens historie. Her er sort-hvide billeder af tørklædeklædte kvinder, malerier af havarerede skibe og over døren til nødudgangen hænger et broderi på sort velour med guldbogstaver, der former sætningen: Den, der holder ud indtil enden, han skal blive frelst.
»Det, man kan finde her i arkivet, er en historie om død, ulykke, fattigdom og religion,« siger Christian Winkel Olesen.

Så da kemiingeniør og iværksætter Gunnar Andreasen i 1953 flyttede sin virksomhed til egnen, var sognerådet venligt stemt.

»Førhen fik de unge fiskere skiftende løn, afhængigt af hvor meget arbejde, der var. Men pludselig kom Cheminova og tilbød fast ugeløn, gode arbejdsforhold og frynsegoder,« siger Christian Winkel Olesen.

Virksomheden havde i Måløv skabt problemer på grund af udledning af giftigt spildevand. Valget af tangen ved Limfjorden skyldtes blandt andet, at der var langt til naboer, som kunne blive generet af lugten.

»Og så mente man også, at sand var det bedste filter til gift. Man tænkte, at det ikke var noget problem at lukke det ud,« siger Christian Langer.

Fjordfiskeriet som erhverv stoppede i 1950’erne. Men da der kom fiskeriforbud i området efter forureningen blev afsløret i 1981, ramte det alligevel de lokale hårdt.

»Her på egnen har man drevet fjordfiskeri, siden jeg var dreng. I kan beholde Det Kongelige Teater ovre i København, bare vi kan beholde retten til at fiske og jage,« siger Christian Langer og fortsætter:

»Forbuddet kom jo på grund af folk udefra. De handlede ud fra, hvad de havde læst. Men vi følte jo, at der blev rørt ved vores frihed.«

De fremmede

En af dem, der kom udefra var Finn Bro-Rasmussen. Han er i dag 86 år og pensioneret professor fra DTU. Han i sin tid som civilingeniør var leder af Laboratoriet for Økologi og Miljølære under Sundhedsstyrelsen, hvor han i begyndelsen af 1960’erne undersøgte mælk, smør, og salat for rester af sprøjtegifte. Da der gennem en lokal embedslæge i foråret 1964 kom bud om, at en ung fisker havde fundet døde fisk ved stranden ud for Cheminova, blev Finn Bro-Rasmussen bedt om at analysere fiskene.

Fiskeren var Aage Hansen og Finn Bro-Rasmussen fik ham i røret, for at aftale forsendelsen af fisk fra Vest til Øst.

»Han snakkede ravjysk, og jeg kunne faktisk næsten ikke forstå, hvad han sagde. Men dagen efter fik jeg en kasse med sillinger ekspres fra Harboøre. To dage efter kunne jeg konstatere, at de var fyldt med Bladan.«

Bladan er varenavnet for sprøjtemidlet Parathion og et meget giftigt insektbekæmpelsesmiddel. Fundet skabte overskrifter i Danmarks Radio, og med Finn Bro-Rasmussens resultater i hånden greb myndighederne for første gang ind over for Cheminova. Fabrikken ledte på daværende tidspunkt slamholdigt spildevand direkte ud i havet. Og havde samtidig i en årrække deponeret tonsvis af fast affald i klitterne. Giftdepotet blev dog ikke fjernet. Det blev blot dækket til med et par meter sand og en asfaltkappe. Og Cheminova førte blot røret med spildevand endnu længere ud i havet.

Finn Bro-Rasmussen var rasende:

»Jeg syntes jo, det var noget svineri. Men myndighederne anede ikke, hvad de skulle stille op. Der var en uvidenhed, kombineret med manglende erfaring og ekspertise til at overse, hvilke omkostninger det her kunne have på sigt,« siger Finn Bro-Rasmussen.

Alligevel var sagen i 1964 med til at puste til en spirende forureningskritisk bevægelse i befolkningen mod sprøjtegifte:

»Det kom lige så stille listende i kølvandet på atommarcherne og det spirende ungdomsoprør. Pludselig eksploderede modstanden i slutningen af 1960’erne så højt, at det kunne høres på Christiansborg,« siger Finn Bro-Rasmussen.

I 1971 oprettede J.O. Krag-regeringen Danmarks første miljøministerium, Ministeriet for Forureningsbekæmpelse. Samtidig fortsatte Cheminova med at forurene. Og sidst i 1970’erne var den gal igen ved Høfde 42.

Biologistuderende fra Aarhus Universitet fandt døde måger på stranden. Undersøgelser viste, at mågerne havde spist fisk, forgiftet med Bladan. De dannede Cheminovagruppen, der kortlagde forureningen og kritiserede universitetets ejerskab. Og da en storm i 1981 samtidig rev en stor del af klitten ved Harboøre Tange i havet og blotlagde asfaltkappen, var medierne igen på sporet.

I samme periode var den unge biolog Hans Ulrik Riisgaard fra Miljøstyrelsens Havforureningslaboratorium i gang med at indsamle muslinger i Limfjorden til analyse for tungmetaller. De viste store koncentrationer af kviksølv i muslinger, ikke kun ved høfde 42, men også langt ind i Limfjorden.

»Vi fandt ud af, at det var langt værre i Nissum Bredning ud for Cheminovas gamle fabriksgrund. Der var massive udsivninger. Samtidig havde man deponeret svovlholdigt affald i kæmpe gruber, som piblede op af fjordbunden ved lavvande. Bunden var helt død,« siger Hans Ulrik Riisgaard, der i dag er professor i marinbiologi ved Syddansk Universitet.

Han forfattede et notat, der anbefalede, at giftdepotet skulle fjernes. Og så rullede sagen politisk. I løbet af sommeren 1981 blev 5.600 ton sandblandet kemikalieaffald gravet op og hældt i 26.000 tønder, som blev fragtet til en saltmine i Tyskland. Resten af depotet blev dækket til. De mange ton kviksølv i fjorden ligger der endnu.
Hans Ulrik Riisgaard kalder forureningen i Harboøre en af de største miljøskandaler i nyere tid.

»Det var en meget hård debat, men jeg var meget ung og uforfærdet dengang. Og hvis man har en særlig faglig indsigt, har man også en særligt forpligtigelse,« siger han.

Den foreløbige oprydning i 1981 kostede staten 22 millioner. Men i 1987 afgjorde en dom i Vestre Landsret, at Cheminova ikke kunne stilles til ansvar for forureningen. Deponeringen var foregået med statens tilladelse og Landbrugsministeriet havde i 1961 selv dumpet 40 ton sprøjtemidler ved Høfde 42.

I dag er det altså en offentlig opgave at rydde op. Så da man fra det gamle depot i 2000 igen kunne konstatere en stor udsivning af giftstof, som strakte sig 13 kilometer langs stranden, kostede det Ringkjøbing Amt og Miljøministeriet 24 millioner. Pengene blev brugt på en 14 meter dyb jernvæg samt en topmembran, der skulle inddæmme kernen af forureningen. At fjerne de resterende 110 ton giftblandet sand, er anslået ti gange så dyrt.

Herunder ligger de 110 ton gift i Cheminovas gamle depot.

Sigrid Nygaard

Få kender historien

»Her lugter af død«. Sådan sagde Rav-Aage, da han op gennem 1960’erne og 1970’erne forsøgte at råbte omverdenen op. Hans elskede Vesterhav var æggeblommegult, og der lå døde måger og forgiftede fisk i dynger på stranden.

I Thyborøn har man opkaldt en vej efter ham, og lige om hjørnet på Vesterhavsgade 5 bor sønnen Bjarne Hansen, i det hus, hvor han voksede op med sine forældre og to brødre. Det er indrettet som kombineret værksted, museum og butik, der sælger »ægte vesterhavsrav.« Rundt omkring hænger gamle, malede muslingebakker med ordsprog. Samvittighed har ingen tænder, men den gnaver alligevel, står der på en af dem. Og selv om hans far døde i 2008, 83 år gammel, gnaver historien stadig i hans søn.

»Der er kun nogle ganske få tilbage, der har den viden, jeg har om denne her sag. Derfor føler jeg, at jeg har et ansvar for at fortælle det jeg ved,« siger Bjarne Hansen.

Han nærmer sig pensionsalderen. Tidligere har han arbejdet både som pædagog og fiskeskipper, i dag er han montør på en virksomhed i Lemvig. Han vil gerne fortælle alt, hvad han ved.

»Men først skal vi have frokost,« siger han og smider katten Mis Hansen udenfor døren. Her står hun og klager, efterhånden som duften af fiskefileter stiger op fra stegepanden.

»Jeg ville have det skidt, når giftdepotet er forsvundet i havet, og jeg så kunne sige, at det vidste jeg godt, men jeg sagde ikke noget.«

Der står 12 røde, hvide og blå ringbind på stuegulvet med alle hans papirer om sagen. De optager et helt hjørne, men i Bjarne Hansens liv fylder de en hel del mere. Rav-Aages opslidende kamp satte sine spor. Også i sønnen. For modstanden var ikke velset på egnen. Fiskerne var bange for, at historierne skulle ødelægge forretningen.
»Og Cheminova var jo arbejdspladser. Det er dumt at bide den hånd, der fodrer en, syntes man. Da jeg var barn gjorde mine forældre meget for, at det ikke skulle gå ud over os børn. Men jeg kunne godt mærke, at man syntes, far var en ogginok. Og det gjorde da voldsomt indtryk, når mor fortalte, at hun blev negligeret, når hun var ude og købe ind.«

Fra Rav-Aage begyndte at gøre opmærksom på problemerne, til man fjernede dele af depotet, gik der 16 år. Og selv om der med tiden også kom lokal anerkendelse af hans indsats, var det mest folk udefra, der bakkede ham op.

Biologer, politikere – og dronningen. Ved siden af sofastykker med kuttere på bølgende hav, hænger blandt andet et indrammet brev fra dronning Margrethe i anledning af, at Rav-Aage fik Ridderkorset for sin kamp for havmiljøet. Inden han døde, bad han sin søn om at lade historien ligge. Det lovede Bjarne Hansen. Et løfte han dog ikke har kunnet holde.

Den nye havn

Blandt mange på egnen er den dominerende holdning, at Cheminova er blevet gjort til syndebuk. Staten havde jo også et medansvar for forureningen, lyder det.

»Og hvis man ser bort fra turisterne og havnen i Thyborøn, er det jo Cheminova, der tjener pengene til kommunen,« siger Frede Ørom.

Han er tidligere lokalpolitiker og entreprenør med eget firma, og ud af en Harboøreslægt flere generationer tilbage. Han og konen Else-Margrethe fik tre børn i 1970’erne. Familien var fritidsfiskere og stangede ofte skrubber i fjorden og lod børnene bade samme sted.

»Det ville jeg nok ikke have gjort, hvis jeg havde haft den viden, jeg har i dag. Men dengang vidste vi jo ingenting,« siger Else-Margrethe Ørom.

Og i modsætning til dengang er vandet i dag rent, forsikrer ægteparret. Frede Ørom er formand for Harboøre Fjordfiskerforening, der med frivillige kræfter har genopbygget den gamle Haarum havn, der ligger lige ud til fjorden i Nissum Bredning. Den havde ellers ligget ubrugt hen i over 50 år. Først fordi man ikke længere kunne leve af fiskeriet, siden på grund af forureningen. Men efter at vandprøver omkring årtusindskiftet viste forbedret vandkvalitet i den østlige del af fjorden, gik lokale i gang med at søge tilladelser til at genoprette havnen. Med Frede Ørom i spidsen lykkedes det at få projektet igennem diverse nævn i 2011. Og i dag står havnen færdig med 10 nymalede hvide og røde bådhuse, 37 bådepladser og bølgebrydere af granit. Samt ikke mindst handicapvenligt toilet og en løftekran til kørestolsbrugere. Det sidste er vigtigt.

»For så kan Ronny, der engang kom til skade med sine ben, blive hejst ned i sit skib og komme ud og pilke,« som Frede Ørom forklarer.

Projektet har fået penge fra Mærsk, Trygfonden, Lemvig Kommune og naturligvis også Cheminova. I alt har det kostet 2,6 millioner. Nu er der 114 medlemmer af foreningen, og siden foråret er små joller dagligt tøffet ud fra havnen for at vende tilbage til kajen med fyldte fiskekasser.

For 100 år siden levede fjordfiskerne i Harboøre bl.a. af at fange ål. De sidste ålefiskere trak ruserne på land i 1950’erne. Siden blev fjorden så forgiftet af bl.a. kviksølv fra Cheminova, at man hverken kunne eller måtte fange fisk. Men i dag fisker de lokale igen i fjorden.

Sigrid Nygaard

Bent Olesen hjælper Karsten Nordmark i land efter at han har været på vandet og fange ål.

Sigrid Nygaard

»Du skulle se de kammesjukker, de hiver op af vandet: Kæmpe hummere. Her er ål og masser af fisk. Og folk går ud i waders og samler østers op derude,« siger Frede Ørom.

De færreste er på vandet i dag, fordi det blæser. Men man kan altid mødes i skuret og få en Slots Classic fra køleskabet, bøde garn og vende hverdagen. Inde i læ mellem sildegarn og korkbøjer står tre mænd og snakker. De siger ’æ’ i stedet for ’jeg’, ’tøvs’ når de mener noget, og ordet ’løgn’ udtaler de ’løwn’. Det sidste bliver brugt i forbindelse med snakken om forureningen. For det er en historie præget af løgn og overdrivelse, mener de alle. Især fra folk udefra:

»Der var en biolog, der gik rundt herude og sagde: 'Her lugter af gift,' men vi var nogle, der mente, at det var mudderet fra hans egne gummistøvler, der lugtede,« siger Frede Ørom.

Og så gik der politik i det, siger Tage Hansen.

»Jeg tror såmænd nok, der var et problem. Men det blev kørt for højt op.«

Han reparerer åleruser med en bødenål, mens han snakker. Han er 65 år, født og opvokset på egnen. I januar solgte han sin minkfarm, og nu hygger han sig med båden Tripa, opkaldt efter døtrene Trine og Pia. Han kommer på havnen for fiskeriet og fællesskabet. Ofte har han sin kone med. Så sejler de ud og fisker med line, spiser medbragt mad og taler med bekendte over bådradioen.

Tage Hansen lapper garn i sit bådhus på Haarum havn.

Sigrid Nygaard

Salget

Selv om der stadig er fiskeriforbud med slæbende redskaber vest for havnen, er han ikke det mindste bekymret for vandets kvalitet. Nej, det største problem i dag er ikke forurening. Det er skarven.

»Der er tusindvis, og de gnaver hul i ruserne, så det flyder med døde fisk,« siger Tage Hansen.

Udenfor er vandet på fjorden toppet med små bølger. Både med navne som Diana, Else-Marie og Laura ligger og vipper i deres tøjr. Bent Olesen står på kajen. Han er 74 år gammel og har lodset skidtfisk på Thyborøn Havn det meste af sit liv, og han husker tiden både før og efter fiskeriforbuddet.

»Jeg tænker ikke, at vores natur har taget nogen særlig skade. Jo rødspætterne forsvandt en overgang, men nu er der gang i den igen med masser af fugle og fisk.«

Som dreng i 1940’erne satte han rødspættegarn i fjorden sammen med sin far. Og det blev de ved med. Også efter at Cheminova kom til egnen. Og efter fiskeriforbuddet.

»Men vi fik ingen kviksølvforgiftning, selv om vi spiste både rødspætter og ål.«

En af de ting, der bliver talt meget om i bådehusene, Brugsen og på debatsiderne i Lemvig Folkeblad, er salget af Cheminova. Trods forsikringer om det modsatte frygter mange, at arbejdspladserne på sigt flytter ud af landet, og det vil være en katastrofe for lokalområdet. Og man diskuterer, om nogle af de mange milliarder fra salget bør kanaliseres over i Harboøre og omegn. Gunnar Andreasen forærede godt nok Cheminova til Aarhus Universitet i 1944, men en lokal underskriftsindsamling har forsøgt at overbevise universitetet om, at nogle af pengene fra salget bør gå til en lokal erhvervsfond.

Det bakker 31-årige Lars Broe op om.

»Her i lokalområdet kan man godt føle, at Cheminova skylder lidt. I forhold til, hvor usexet det er, at man har haft en kemivirksomhed i baghaven i så mange år. Det eneste, der kunne være værre, er vel nærmest et atomkraftværk,« siger han.

Han er født i 1983 og vokset op i årene efter giftskandalen. Som barn fik han at vide, at han skulle tage sig i agt for Vesterhavets bølger. Men forureningen talte ingen om.

»Man vidste godt, der tidligere havde været sket nogle ting, man ikke var så stolt af. Men det har aldrig været et samtaleemne med negative fortegn. Alle herude er jo i familie med nogen, der arbejder på Cheminova, og derfor har det mere været omtalt som en plantebeskyttelsesfabrik end en giftfabrik,« siger Lars Broe.

Han er flyttet tilbage til Harboøre efter at have uddannet sig og arbejdet i Aalborg. Han arbejder for fodervirksomheden DLG og nyder at bo på sin hjemegn – blandt andet på grund af den smukke og vilde natur. Alligevel bekymrer forureningen ham ikke det mindste. Han regner med at myndighederne har styr på det:

»Sådan tror jeg mange tænker her i området. Det kan måske sammenlignes med, hvis man ser et program om svineproduktion i fjernsynet. Folk fra byerne synes, det er synd for grisene, mens folk der bor på landet ved, at sådan er vilkårene og kravene.«

Folk synes, det er for bøvlet

I vinter kunne Bjarne Hansen ikke længere holde løftet til sin afdøde far. Årsagen var vinterstormen Bodil, der fik havet til at gnave af depotet. Og det gjorde Bjarne Hansen bekymret. Det var nemlig også en vinterstorm tilbage i 1981, der blotlagde depotet. Og selv om Cheminova formelt blev fritaget for ansvar i 1987 mener han, at man i anledning af salget bør rydde op.

»Og det haster. Inden der kommer en storm og skyller resten af depotet i havet,« siger Bjarne Hansen.

Han begyndte at skrive læserbreve til Lemvig Folkeblad og oprettede i april Facebook-siden Høfdedepot 42 skal væk  – nu. Og salget har sat endnu mere turbo på hans bange anelser. For en ting er giften ved det gamle depot, som staten har ansvaret for. Men hvad med oprydningen omkring fabrikken, hvor forureningen også er omfattende? Hvis den udenlandske virksomhed en dag lukker fabrikken? Bjarne Hansen ønsker, at man ved salget sikret en plan for ikke bare Høfde 42, men også for fabriksgrunden.

Selv om hans Facebook-side har 325 følgere, virker det som om han lokalt kæmper stort set alene.

»Folk er blinde over for det. De synes, det er for bøvlet at gå op i det. De har levet med det her siden 1953 – så opstår der en vis ligegyldighed over for det.«

Men lige som sin far, mærker Bjarne Hansen, at man i lokalmiljøet er trætte af debatten. Nogen siger lige ud, at han burde holde mund.

»Jeg har gode venner, der arbejder på Cheminova. Vi ved jo godt, at vi har forskellig overbevisning. Så vi taler ikke om det. Det er tabu.«

Efter tre timers besøg, undrer han sig over, at vi allerede skal gå. Han ville gerne have vist os noget mere fra ringbindene. På vej ud spørger jeg, hvad hans far ville have sagt om sagen i dag, hvis han stadig levede?

»Min far ville nikke genkendende til processen. Der er ikke noget nyt i det. Der kommer debat, men i sidste ende sker der ingenting. «

Fra 2011 til 2013 testede man ved høfde 42 en metode til oprensning af forurenede grunde. Konklusionen var, at det vil koste op mod 250 millioner at fjerne forureningen. Men i august i år valgte regionsrådet at udskyde beslutningen til 2019, hvor Staten og Danske Regioner skal forhandle om en samlet finansiering af forurenede grunde i Danmark.

»Jeg tror havet har taget to tredjedele af depotet inden da. Vandet stiger, landet synker, og der kommer kraftigere storme. Hvis ikke man rydder op nu, så er det skyllet ud i havet om ti år,« siger Bjarne Hansen.

»Men hvem ved: Jeg er nok død til den tid.«

Høfte 42.

Sigrid Nygaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Nielsen
  • morten Hansen
  • Ejvind Larsen
  • Henrik Christensen
  • Ivan Gullev
  • Alan Strandbygaard
  • Niels-Simon Larsen
  • Torben Arendal
  • Jette M. Abildgaard
Torben Nielsen, morten Hansen, Ejvind Larsen, Henrik Christensen, Ivan Gullev, Alan Strandbygaard, Niels-Simon Larsen, Torben Arendal og Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Jørn Pedersen

Man solgte også dumping til andre virksomheder. Man handlede i ond tro!
Ved Kærgård plantage pumpede man kemikalier ned i grndvandet. Hvilket de også tjente på!

morten Hansen, lars abildgaard, Alan Strandbygaard, Anne Eriksen, Rune Petersen, Jette M. Abildgaard og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Andreas Andersen

Hvis man skulle undersøge og belyse korruptionen i Danmark, ville det være et oplagt emne med Cheminova Lemvig Ringkøbing Århus, det ville give et godt billede af affald og forrådnelse, set fra flere vinkler.

morten Hansen, Anne Eriksen, Rune Petersen, Jette M. Abildgaard og Carsten Budde anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

G20 landene er sikre på, at verdens økonomier, verdens lande og mennesker verden over fremover vil få det bedre.......

"»Jeg tror havet har taget to tredjedele af depotet inden da. Vandet stiger, landet synker, og der kommer kraftigere storme. Hvis ikke man rydder op nu, så er det skyllet ud i havet om ti år,« siger Bjarne Hansen."

Jamen, så gør naturen vel jobbet færdigt? Politikere og driftige erhvervsfolk har andre ting at (for)bruge tid og ressourcer på end noget så simpelt, tarveligt og kedeligt som forurening.

Tak for en god artikel!
Jeg kunne godt ønske mig, at I gik videre til politikkerne. "De skal ikke have lov til at dø i synden"!

morten Hansen, Preben Haagensen, lars abildgaard, Torben Nielsen, Rune Petersen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar

Hvad blev der af forureneren betaler - dvs. Staten og Cheminova?

Torben Nielsen, lars abildgaard, Anne Eriksen, Niels Mosbak og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

DDT er forbudt i Danmark. Cheminova producere stadig DDT. Modtager er 3. verdenslande som f.eks. Costa Ricas banan plantagerhvor Danmark importere de fleste af sine banan fra.

morten Hansen, Michal Bagger, Bill Atkins, Connie Brask og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Tankevækkende at ingen ansvarlige har villet, og stadig ikke vil tage ansvar, moralsk og økonomisk og rense høfde 42, m.m. Det er jo trods alt en statslig institution, Aarhus universitet, siden 1944 har ejet Cheminova. Som de selv siger, "med en dårlig smag i munden" - som de har legitimeret deres totale ansvarsforflygtigelse med, og høvlet penge ind med.
Aarhus universitet har tjent svimlende million summer på giftproduktion, - og nu senest tjent endnu mange mange flere millioner på salg af Cheminova til en udenlandsk kapitalfond.
Alle vasker handlingslammede hænder i bladan og kviksølv og alt andet gift.
Aarhus universitet er de ANSVARLIGE, selvom de har fanget sig selv i et dobbeltmoralsk handlingslammet net, - så er det på tide at få Jer viklet ud og tage handling.
Som almindelig dansker er dette faktum ufatteligt.
Udsivningerne har givet blinde (sviende) øjne, og døve øre hos dem der skal beslutte oprensningerne, - og det er ussel mammon der gør det.
Kom nu ind i kampen og vis at ansvarlige politikere og ejere, - også Aarhus Universitet- det er ikke for sent at vise ansvar, - kan tage ansvar for forureningssynder , og få ryddet høfde 42. m.m.
Og være skrap i kontrollen med det nye firma der har købt "Cheminova".
Hvad mon de har i sinde at producere, derude i ingenmandsland, hvor der bor mange.
connie brask

Niels-Simon Larsen

Når selv de, der bor oven på forureningen, forsvarer den, hvor er vi så henne? Jeg prøver at sætte mig i deres sted. De har gået i skole, er døbt og konfirmeret og kommer vel også i missionshuset. De er nationale danskere, der flager og har respekt for kongehuset og alle dem, Gud har givet embede, som det hedder. Jeg ville ikke kunne leve i sådant et samfund, men jeg tænker også - hvad nu hvis jeg blev nødt til det? Og hvad nu, hvis jeg havde været født under nazismen? Eller i dag i et diktaturland?
Jeg tror heller ikke, at de skænker klimakatastroferne en tanke.
Stakkels dem der er anderledes deroppe. Sådan en artikel giver en noget at tænke på.

Et diktaturland? At være stavnsbunden på grund af manglende efterspørgsel på boliger i en forgiftet del af udkantsdanmark er vel en form for økonomisk diktatur. Ligesom selve retten til forureningen/profithjemtagningen er det.

Naturfredningsforeningen foreslår i åbent brev til Aarhus Universitet at en betydelig del af pengene fra salget af Cheminova går til forskning i denne type forurening og dermed til udvikling af teknologi.

Foreningens præsident anerkender at universitetet ikke har bemyndigelse til at bruge penge fra salget til andet end forskning. Derfor er forslaget relevant.

Bjarne Hansen står på den 100 meter lange betonhøfde og kigger ud over Vesterhavet med hænderne i lommerne. Skuldrene er trukket let op, og fødderne er plantet et stykke fra hinanden, så han kan holde balancen i blæsten. I går stormede det. I dag slår bølgerne stadig ind over de kæmpestore blokke af norsk granit, der omkranser høfden. Efter få minutter kan man smage det salte hav på sine læber.
Da da dum da da dum.
Der var engang en mand han boede i en spand trala la la.
1) Hvem holder konrol med den tidligere forurening
2) Hvad er der af planer for oprensning?
3) Hvad står der i salgskontrakten om høfde 42
4) Hvem er det ,der har købt virksomheden
5) Hvem har historisk hodlt hånden over Århus Universitet i relation til forureningen
Bare lidt af de spørgsmål man savner behandlet i denne Steen Steensen Blicher fortælling.

Bjarne Hansen, Connie Brask, Rune Petersen, Dennis Eriksen, Ivan Gullev, Niels Duus Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Prøv nu at se på det positive. Det har været rigtig godt for Cheminovas konkurrenceevne, at de havde så nemt ved at slippe af med deres affald. Det har garanteret skabt arbejdspladser.
I dag har vi alt for høje krav til kemiske virksomheder, det er jo umuligt at konkurrere med Kina og Bangladesh, hvis vi insisterer på at der også skal være rent vand til vores børnebørn.
I dag findes der heldigvis muligheden for at stemme på et parti, der sætter muligheden for profit og arbejdspladser højere end smålige hensyn til miljøregler og arbejdstagerrettigheder.
Stem LA.

@ Gert Jensen

Lars Jensens sarkasme udelukker muligvis ikke at han har fulgt lidt med. Artiklen nævner bladan, der sælges som parathion, og kviksølv i rå mængder.

Hovedforureningerne er bladan/parathion - ca. 160 t - og kviksølv:

http://www.ramboll.dk/medier/rdk/hofde42

http://www.northpestclean.dk/

Et tværsnit af kysten ses i denne artikel (forstør ved klik):

http://ing.dk/artikel/ludbehandling-skal-fa-has-pa-cheminova-forurening-...

Fjernelsesprojektet er baseret på, at stærk base (natronlud) nedbryder parathionet. Restprodukterne må så behandles i et særligt rensningsanlæg:

http://ing.dk/artikel/nu-skal-harboore-tange-renses-med-kaustisk-soda-11...

Region Midtjyllands plan, udarbejdet af fire ingeniørvirksomheder, fremlagt 20. august 2014:

http://www.rm.dk/politik/regionsr%C3%A5dets+m%C3%B8der/visdagsorden?file...

Problemet bliver at holde styr på den stærkt basiske væske - og neutralisere den uden at den løber ud i omgivelserne.

Kviksølv vil sandsynligvis blive på stedet, da det bindes stærkt til jorden.

Andre metoder, der har været brugt på lignende steder, omfatter filtrering gennem aktivt kul, og iltning ved elektrolyse:

Et forsøg gennemført i lille skala 2006-09, viste at elektrolytisk oxidation (iltning) af de opløste giftstoffer også kan nedbryde dem.

"Færdigvarerne parathion, methylparathion og malathion blev alle nedbrudt til under detektionsgrænsen inden for 30 min"

Mere om forsøget:

http://www.danskkemi-online.dk/2009/09/01/elektrokemisk-rensning-af-foru...

Lars Bo Jensen, Bjarne Hansen og morten Hansen anbefalede denne kommentar
Daniel Henriksen

De lokale er gidslerne i denne sag: Ligesom de engang var tvunget til at tage på havet for at overleve, er det nu i stedet Cheminova, som giver, har givet, dem et overlevelsesgrundlag. Fra dag til dag er det et meget bedre alternativ, men på lang sigt kan det diskuteres. Hvis de fik et alternativ, ville de helt sikkert ændre mening og lade fornuften og det som er rigtigt at gøre bestemme. Desværre er der ikke så mange muligheder, også kan man ikke andet end håbe på det bedste. Indtil da fortsætter vi med at behandle et stykke af Danmark som et 3. verdens land; En måde som ingen steder på jorden burde behandles - første som tredje.

Lars Ebbensgaard

Det skal ende godt. Giften skal væk nu!
RavAage fik os til at ranke ryggen, nu skal det gøres færdigt.
RavAage fik ridderkorset for sin indsats og Thise Mejeri oprettede RavAageprisen i 2008.
I den anledning skrev jeg følgende, som er en opfordring til politikerne i dag:

Thise Mejeri og RavAageprisen.

RavAageprisen er en miljøpris stiftet af Thise Mejeri 1. september 2008, et halvt år efter fisker Aage Hansens – også kaldet RavAages - død. RavAage var født i Langerhuse på Harboøre Tange. Han blev fisker i Thyborøn og ernærede sig og sin familie ved kystnært fiskeri fra sin lille kutter. Samtidig kesede han efter rav og var en meget dygtig ravsliber. Dette gjorde ham til meget opmærksom naturbetragter, og beskæftigelsen med ravet gjorde ham meget interesseret i det som kaldes den dybe tid, hvor vi tæller i millioner af år.
Midt i halvtredserne blev RavAage opmærksom på nogle forandringer, som ikke kunne komme fra naturen selv. Han så døde fisk og fugle, og en sommerdag i 1956 gik han i land på en lille ø uden for Rønland. Han havde hørt frygtelige skrig, og et forfærdeligt syn mødte ham. En mågekoloni var blevet syge af de fisk, som de havde spist. Under det store udmattende arbejde med at slå mågerne ihjel, mærkede Aage et klap på skulderen og hørte en stemme sige: ”Du er ikke alene”. Det gjorde RavAage til Danmarks første miljøaktivist.
Tre år forinden var en kemikaliefabrik flyttet fra København til Rønland, og fabrikkens ejer havde overbevist det lille sogneråd om at havet sagtens kunne tynde affaldet op uden problemer. Vi er i en tid, hvor ord som forurening og miljø i vore dages betydning slet ikke forekom. Olie fra servicestationer, akkumulatoraffald fra elværker og tetrachlor fra renserier blev smidt i baghaven med de mange forurenede grunde i dag til følge. Vi er i en tid fyldt med optimisme efter de onde år under besættelsen. Ingen kunne se problemer i vækst. Hestene blev skiftet ud med traktorer og snart blev det hårde arbejde med at hakke roer overtaget af kemi.
Men RavAage kunne se, at der var noget helt galt i udviklingen og tog kampen op med kemikaliefabrikken. Og så blev han alene blandt mennesker. Der var tale om god indtjening og mange arbejdspladser, som området var afhængig af. Så man vendte RavAage ryggen mens alle kunne se lastbiltog efter lastbiltog køre ud til høfde 42 og læsse kemikalier og tungmetaller af. Uden RavAages indsats ville det være gået rent galt med både området og fabrikken.
RavAage, der var ordblind og kun havde gået 7 år i skole, måtte lære sig selv at læse og skrive bedre. Han skrev i aviser og kontaktede fagfolk, som bakkede ham op, bl. a. Cheminovagruppen af unge universitetsstuderende fra Århus Universitet. Hvor galt det stod til fremgår af at man så sent som i 2006 finder det nødvendigt at kapsle giftdepotet ind i håb om at kapslen kan holde til man finder en metode til at uskadeliggøre depotet.
RavAages indsats lykkedes og i dag kan Tangens beboere rette ryggen og takke Ravaage for at forureningen stoppede. Kemikaliefabrikken investerer nu store beløb i biologisk renseanlæg og kan måske være med til på verdensplan at vise, hvordan kemikalieindustrien kan rense op efter sig. Investeringerne er givet godt ud. Godt for miljøet, men også for fabrikken selv. Uden RavAages indsats ville området være lagt øde og en lukning af fabrikken havde været nødvendig. I 1995 blev RavAage hædret for sin indsats ved at få tildelt ridderkorset af hendes majestæt dronningen indstillet af miljøministeriet.
Da RavAage startede sin miljøkamp, havde oliekilderne skænket os olie i ca. 50 år og man så ingen problemer i den vækst som det gav anledning til. I dag er det 100 år siden olien strømmede op ifra undergrunden i større og større mængder, men nu ved vi, at væksten og forbrændingen medfører store ændringer, både i vort klima og for vores egen sundhed. Da RavAage blev født var der under 2 mia. mennesker på jorden, nu er vi snart 7 mia.
At kunne aflevere naturen ordentligt til børnebørnene var i høj grad det, som drev RavAage til sin indsats. Hvis vi ønsker det samme, at aflevere naturen ordentligt til vore børnebørn, skal der ske store ændringer med vores økonomi, der betyder husholdning, og vores levemåde. For at fremme dette og for at påpege situationens alvor har Thise Mejeri besluttet at indføre denne miljøpris med navnet RavAageprisen.
RavAage havde mange gode leveregler. Det er i miljøkampen værd at fremhæve to. Den ene har han skrevet på en muslingeskal over køkkenbordet. Der stod: ”Det ender godt”. Den anden var skåret i træ over ravsliberiet: ”Man er aldrig en taber før man giver op!”

Torben Nielsen, Bill Atkins, Evald Mehlsen, Michal Bagger, Ejvind Larsen, Flemming Brahms, Bjarne Hansen og Connie Brask anbefalede denne kommentar

Korte svar til Torben Knudsen ovenfor.
Spørgsmål 1. Ingen har fuld oversigt over den totale forurening, men Region Midt, Cheminova og Miljøstyrelsen mere at have kontrol/oversigt over noget af det.
Spm. 2. Ingen.
Spm 3. Ingenting.
Spm. 4. FMC-Corpuration.
Spm. STATEN
MVH. Bjarne Hansen.

Svar til Gert Selmer Jensen.
Hvad består de 110 tons gift af?
Parathion, Malathion,Sulfotep, kviksølv - og så en par stoffer mere af samme katagori.
Der ud over, er der 100 stoffe mere, som ikke er mængde angivet, så der er nok at tage af.
MVH.Bjarne Hansen.

Andreas Andersen

Jeg er født i 1955 og kan huske billeder fra dengang vandet var fyldt med åleyngel, der var en lille kanal som forbandt to dele af limfjorden og i flere dage kunne man se stimen af åleyngel, det var sjovt for en lille dreng og det er nok også sjovt for nutidens børn, men jeg har hørt, at sådan er det ikke mere, nej, børnene skal lære at tjene penge og det kan de lære og forske i og om på f.eks. Århus Universitet. Sådan er det og hvor længe det holder det vil tiden vise, det varer ikke evigt, tror jeg.

Flere taler om at arbejdspladserne var vigtige. En forsvarlig giftopbevaring og efterbehandling, kunne have givet endnu flere arbejdspladser, bl.a. til kemikerne på Århus Universitet. For ikke at nævne den på det tid unikke viden der ville kunne have været opsamlet.