Læsetid: 3 min.

Det israelske narrativ dekonstrueret

Ilan Pappe er på banen med et nyt værk, der fokuserer på Israel, den israelske stats selvforståelse og udfordringerne imod denne. Det er mildest talt interessant læsning
29. november 2014

Østjerusalem koger i disse uger, og har gjort det siden sommerens bestialske drab på Muhammad Abu Khdeir. Siden den øgede aggressive bosættelsespolitik i det besatte Østjerusalem, tiltagene til øget jødisk kontrol over Haram al-Sharif/Tempelbjerget og nogle ministres tale om at etablere et jødisk tempel på stedet er spændingerne øget voldsomt. Den nylige diskussion i Knesset om formelt at gøre Israel til en jødisk stat bærer yderligere ved til bålet. Det er især i områder som al-Tur, Issawiya og Silwan, at røgen af tåregas præger aftenerne.

Men kampene er ikke begrænset til disse kvarterer. Hele byen er berørt. Oven i de israelske aggressioner kommer en markant stigning i ikkeorganiserede palæstinensiske angreb på israelere i Jerusalem.

Bølgerne går højt på begge sider, og mange frygter, at vi er vidne til begyndelsen på et nyt palæstinensisk oprør – denne gang med Jerusalem som omdrejningspunkt.

Umiddelbart er byens centrum med Salah ad-Din-gaden mere uberørt. Som et resultat af den manglende udvikling i Østjerusalem har centrum ikke – på overfladen – ændret sig en tøddel fra mit første besøg i byen for mere end 30 år siden. For bogfreaks er der dog sket det positive, at byens bedste boghandel Educational Bookshop ikke alene fortsat findes, men i dag er udvidet betydeligt. Det er en hyggelig lille bogcafé med et udvalg af engelsksprogede bøger om Palæstina-Israel konflikten, som ikke matches mange steder i verden. De har stort set alt: faglitteratur, skønlitteratur, rejselitteratur, erindringer osv. En guldgrube af den anden verden, hvor tiden forsvinder.

Produktiv kritiker af Israel

En af de forfattere, der har mange titler på hylderne, er den israelske historiker Ilan Pappe. Pappe er nok en af verdens mest produktive mellemøstforskere, og der er sjældent mere end et år imellem hans monografier. Det seneste værk The Idea of Israel. A History of Power and Knowledge udkom tidligere på året.

Ilan Pappe er kendt som en af de mest Israel-kritiske forskere, der i årtier gennem sin historieskrivning har gjort meget for at skabe et narrativ omkring konfliktens rødder, der står i skarp modsætning til den ellers hegemoniske zionistiske fortælling.

I hans nye værk er fokus igen på Israel. På den israelske stats selvopfattelse, og på hvorledes dette zionistiske narrativ især i 1990’erne blev udfordret af historikere, arkitekter, sociologer, filmskabere og andre kunstnere. Disse såkaldte postzionister havde en vision om, hvorledes det israelske samfund skulle udvikle sig i en mere åben, demokratisk, tolerant og multikulturel retning.

Den første Intifada og de efterfølgende forhandlinger med palæstinenserne og den på det tidspunkt stigende tro på det mulige i at skabe fred med naboerne medvirkede til at give denne strømning nogen vind i sejlene.

Det postzionistiske narrativ blev aldrig dominerende, men fik dog rum. Nye diskussioner om staten Israels oprettelse blev rejst, om besættelsen, om behandlingen og diskriminationen af Israels arabiske jøder og om hvorledes Holocaust var blevet misbrugt og manipuleret. Det var legitimt at stille spørgsmål og dekonstruere alle zionismens metoder og fortællinger.

Suverænt værk om brydningerne

Pappes nye værk er således også historien om, hvorledes sammenbruddet af fredsprocessen i år 2000 førte til en nærmest total tilsidesættelse af den postzionistiske trend. Den blev udsat for massiv kritik ikke alene fra traditionelt zionistisk hold, men også af den nye fremtrædende nyzionisme. Pendulet svingede i den modsatte retning. Helt afgørende for de nyzionistiske historikere og repræsentanter er, at de i det store og hele accepterer postzionistiske historikeres afsløringer i forhold til overgreb begået i forbindelse med oprettelsen af Israel i slutningen af 1940’erne – herunder at store dele af den palæstinensiske befolkning blev etnisk udrenset.

Forskellen er, at nyzionisterne totalt afviser, at dette på nogen måder har moralske implikationer for Israel i dag. Nyzionisterne repræsenterer – i Pappes optik – en langt mere nationalistisk og racistisk version af de zionistiske værdier, og alle, der truer denne nye, gryende konsensus, betragtes som forrædere.

Værket giver et sublimt overblik over de forskellige skoler i tænkningen om, hvad Israel er for en størrelse og de forskellige skolers visioner. Pappe er som vanligt kompromisløs i sin kritik. Hans pen er måske skarpere end nogensinde før, og aldrig har han skrevet bedre og haft så stor relevans til forståelse af den helt aktuelle udvikling i Israel. Ligesom flere af Pappes tidligere værker kan man kun håbe på, at også The Idea of Israel. A History of Power and Knowledge kommer til at foreligge på dansk i nærmeste fremtid.

Ilan Pappe
The Idea of Israel. A History of Power and Knowledge.
288 sider, 19 dollar.
Verso

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu