Læsetid: 5 min.

At leve en andens drøm

Fra ’The Italian Job’ til Sofie Carsten Nielsen: Vi folder drømmens faner sammen
Fra ’The Italian Job’ til Sofie Carsten Nielsen: Vi folder drømmens faner sammen

Ib Kjeldsmark

15. november 2014

I Gary Grays The Italian Job fra 2003 er Steve (Edward Norton) del af en gruppe, der arrangerer et kup, som giver den et enormt bytte at dele. Steve er en relativt uopfindsom type, der ’altid tænker defensivt’, som det hedder i filmen. Alligevel er det ham, der narrer hele banden, fordi han på vej væk fra kuppet har arrangeret et baghold, der gør det muligt for ham at stikke af med hele udbyttet. Den defensive tænkning ligger således ikke i manglende handlekraft, men snarere i en fattig forestillingsevne. Da de i gruppen på et tidspunkt fantaserer om, hvad de vil bruge udbyttet til, er Steve den eneste, der ikke rigtig kommer på noget. Og da de andre opsporer ham igen længe efter bagholdet, opdager de, at han har købt præcis de ting, de andre drømte om. I mangel af egen inspiration og fantasifuldhed levede han på de andres drømme.

Danske værdier

Er det ikke den samme struktur, man finder i den måde, reaktionære politikere tager andres progressive drømme til sig? Hver gang, det har været nødvendigt at vinde et slag for demokratiske rettigheder og værdier, har der været nogen, der har bekæmpet det i det beståendes navn og i uformåenhed over for at se det fornyende og det stærke i de forandringer, andre kæmper for. Kvindernes stemmeret, homoseksuelles rettigheder, forbuddet mod at slå sine børn, endda visse dele af miljøpolitikken er eksempler på områder, hvor mange politikere først har kæmpet med næb og kløer imod forbedringer og senere selv eller i skikkelse af deres politiske efterkommere har forsvaret selv samme forbedringer, som var de deres hjerteblod.

Det, der i dag overalt markedsføres som ’danske værdier’, er – for så vidt det er andet end frikadeller og folkemusik – i det store og hele resultaterne af hårdt tilkæmpede politiske sejre, der vedholdende er blevet bekæmpet af de samme kræfter, der nu bryster sig af dem. Hvilket bedre eksempel på dette kan man finde end de konservatives nye formand? Et muntert symbol på det selvfølgelige og afslappede forhold til andre menneskers seksuelle præferencer, som de konservative altid har haft det så svært med. Men nu er det altså danske værdier, og de danske værdier er kommet under pres, forstår man, af tilbagestående indvandrere og konkurrencen fra Kina. Så nu skal der ikke forandres mere. Nu er det på tide at slå lidt op i banen og kæmpe for at bevare det, der har gjort Danmark så fantastisk, som det er.

Best of … humaniora

Også i uddannelses- og forskningspolitikken finder vi denne tendens til at udleve andres drømme, f.eks. i hele projektet med at lave kulturkanoner over ’allerede skabt kultur’, som er bevaringsværdig. Tendensen er på det seneste endda blevet skærpet i en sådan grad, at det nu nærmest er slået over i en form for nihilisme i bedste nietzscheanske forstand: Vi er blevet så fede og velnærede af alle de gode ideer og nye synsvinkler, som forskere og skribenter gennem tiden har produceret, at vi ikke magter mere. Nietzsches advarsel mod nihilisme var ikke en advarsel mod det, man oftest forstår som nihilisme i dag. Nihilismen var for ham ikke en kultur, der har mistet sine værdier, men derimod en kultur, som er holdt op med at skabe nye værdier. Selvfedme i forhold til ens egen kulturs allerede opnåede fremskridt er den værste form for nihilisme.

Var Venstres tidligere forskningsminister Helge Sander, der blev berømt for sit akavede udtryk ’fra forskning til faktura’, ikke netop nihilist i denne forstand? Respekt for Shakespeare og systemskiftet i 1901, men nu handler det om konkurrenceevnen. Tankegangen er den samme: Vi har jo udviklet alle de store ideer, værker og tilgange til forståelsen af, hvad mennesket er, så hvis vi overhovedet har brug for humaniora, må det blive i en stærkt begrænset udgave, hvor man lærer de studerende at sælge dansk film til udlandet.

Farvel og Lotto

Hvis Steve fra The Italian Job kun var i stand til at leve andres drømme, og hvis det har været en generel tendens blandt forskellige konservativt tænkende politikere, at man ikke har andre drømme og værdier, end dem man tidligere bekæmpede, så synes det på en måde at forholde sig endnu mere sørgeligt, hvis vi betragter den nuværende regerings syn på de humanistiske uddannelser. Her er det, som om man ikke engang rigtig længere orker at foregive, at der er noget spændende eller værdifuldt ved de tanker, der engang er blevet tænkt, men kun ser en mængde mærkelige drømmere, hvis drømme man ikke kan se nogen gevinst i overhovedet.

Her bliver The Italian Job for sofistikeret, og vi må ty til Danske Spils lottoreklamer for at finde et billede, der kan matche. I én af dem kommer en ung fyr hjem til sin mor i køkkenet, mens hun står og laver mad. Han ser en lottokupon på køleskabsdøren og er pludselig inde i en fantasi, der foregår på et lyserødt krydstogtskib, komplet med mexicansk band, hvor han ender på sengen i en luksuriøs kahyt. Ud fra badeværelset kommer en muskuløs sømand, der med en noget overspillet gestus og et alt for tykt overskæg gør mine til at skulle i gang med et frækt forehavende. »Det er vist min kupon, den der,« griner moderen, og drømmen stopper brat.

Lottokuponen bærer magisk morens hemmelige fantasier, men det er oven i købet som om, de bliver helt forskruede af at blive oplevet af sønnen – for så karikeret drømmer vel næppe nogen. Mon det er på lignende måde, Sofie Carsten Nielsen oplever humaniora? ’Argh, det er noget med, at en tekst kan læses på flere forskellige måder, og at kulturelle værdier er til konstant forhandling osv. osv.!’ Pludselig vrimler det rundt med alternative forslag til at indrette samfundet, forstå os selv og samtiden, hold op! Måske viser Lotto og Sofie Carsten Nielsen tilsammen, at vi har nået et stadie, man ikke skulle have troet muligt: En tilstand af ringere forestillingsevne end nihilismen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
  • Steffen Gliese
  • odd bjertnes
Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, det er skrækkeligt. Det eneste, vi kan bruge vækst og velstand til, er at skabe en overflod, som kan give plads til det egentlige: at blive stadigt klogere og mere indsigtsfulde i verden, så man ikke bliver tromlet af den.
Og igen: humanioras problem er, at det er så allestedsnærværende forekommende, at det ikke falder folk ind, at tingene ikke er opstået af sig selv, at den almindelige logik ikke er naturligt forekommende, men tværtimod en meget forfinet mental øvelse, som nogen har udviklet over årtusinder ved kontinuerligt at tilsidesætte materialisme og hedonistisk impuls til fordel for åndens betagende magt.