Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi. Søs Christensen (1938-2014)

Bondedatteren Søs Christensen var sprudlende, skrap og energisk. I sin mand mødte hun sin modsætning. De holdt hinanden i live – til døden skilte dem ad
Modsætninger mødtes. Søs og Peter blev gift i marts 1959. De var to ret så forskellige karakterer, men elskede hinanden og døde med lidt over et døgns mellemrum.Privatfoto

Modsætninger mødtes. Søs og Peter blev gift i marts 1959. De var to ret så forskellige karakterer, men elskede hinanden og døde med lidt over et døgns mellemrum.
Privatfoto

29. november 2014

Læs også: Et liv er forbi. Peter Christensen (1930 - 2014)

Forældrene på det lille sønderjyske husmandssted i Vejbæk havde to døtre allerede, da der i 1938 kom endnu en pige. De havde ellers håbet på en Wilhelm, og døbte derfor lillesøster Wilhelmine Mathilde Friderichsen. Selv foretrak hun det fyndige Søs, som alle kaldte hende og som passede godt til hendes karakter: ligefrem og livlig og altid klar til at forsvare sin fem år yngre lillebror.

Søs Friderichsen kom ud og tjene som 14-årig efter kun syv års skolegang, først på en gård, senere hos en bager, og som 17-årig ved et pensionat i Sønderborg, hvor hun gjorde rent og serverede.

Det var her, hun i midten af 1950’erne mødte den ni år ældre Peter Christensen, der kom og spiste fast på pensionatet. Han tilhørte det tyske mindretal og var charmerende, velklædt og berejst. Og så havde han egen bil. De blev kærester, og selv om han slog op, fandt de efter nogle år sammen igen.

Søs Friderichsen var midtpunkt til enhver ringridderfest: Høj, slank og med et kønt ansigt og omsværmet i Sønderborg, inden hun slog sig ned med Peter Christensen. Og da ægteparret senere flyttede til landsbyen Mjels på Nordals, var hun en populær værtinde i nabolaget.

De blev gift i marts 1959, og hen over de følgende 10 år fik de tre børn, Ulla, Brigitte og Lars. Mens børnene var små, gik Søs Christensen hjemme. Senere fik hun deltidsjob som jordbærplukker og medhjælper i børnehaven, men endte med et job i produktionen på Danfoss, hvor hun nåede at fejre 25-års jubilæum. Men hun arbejdede kun for lønnen. Den dag, hun blev pensioneret, var den bedste i hendes liv.

Elskede udeliv og en kold skylle

Hun nød hvert eneste øjeblik, hun kunne tilbringe udenfor: Hun gik lange ture og opholdt sig timevis i haven, hvor hun bl.a. dyrkede spinat, kartofler og asparges. Helt til det sidste knoklede hun for at haven skulle stå flot. På varme sommerdage tog hun alt tøjet af og spulede sveden af sig med haveslangen. Helt nøgen. Og helt ligeglad med, hvad naboerne måtte tænke. Indenfor var hun altid i gang med at bage boller eller strikke sokker. Hun sad aldrig helt stille.

Søs Christensen var skrap og fandt sig ikke i uretfærdigheder. Hun forsvarede ofte andre, der var i klemme. Og selv om det skete, at hun kunne støde nogen, vidste man, hvor man havde hende.

Søs og Peter Christensen var hinandens modsætninger: Hun var udfarende. Han var stille. Hun var energisk. Han var magelig. Hun var praktisk. Han var boglig. Hun læste Jane Aamund og romantiske romaner. Han læste blodige krimier og historiske værker. Hun ordnede alt i hjemmet og huskede fødselsdage. Han sørgede for økonomien. De elskede begge fester – men det var hende, der arrangerede dem, og ham der sendte brødet rundt.

Ind imellem forsøgte hun at fremprovokere et skænderi. Det lykkedes sjældent. Men blev Peter Christensen vred, kunne han godt tie stille i flere dage. Som regel handlede konflikterne om, at hun ville have ham til at rejse sig fra lænestolen og hjælpe mere til. Med tiden blev hun mildere over for ham. Som to puslespilsbrikker, der greb ind i hverandre, syntes de ind imellem at forstå hinanden uden at tale sammen

Og Søs Christensen bekymrede sig meget om sin mand, da han i de sidste 20 år var meget syg med hjerteproblemer og lungesygdommen KOL.

’Så vil jeg heller ikke mere’

Hun selv var derimod altid stærk og rask. Og det kom det bag på alle, da hun i slutningen af 2012 fik konstateret lungekræft.

Hun fik behandling med kemo og stråler. De sidste måneder vidste hun, hvilken vej det gik. Men hun nægtede at tale med andre om det end sin mand.

Mens børnene voksede op, var forældrene ikke særlig intime, når der var andre til stede. Men som årene gik, blev Peter og Søs Christensen stadigt mere kærlige over for hinanden. Ikke mindst tog de ofte hinandens hænder, kyssede og krammede, som var de nyforelskede.

Vinteren 2013 blev Søs Christensen blev mere stille og måtte opgive gymnastik og sin stavgang. På to måneder tabte hun 20 kilo. Og hun var bekymret. For hvad der skulle blive af hendes mand, hvis hun døde først. Eller hvordan hun skulle leve videre uden ham.

Men fredag den 24. januar døde Peter Christensen. Familien og naboerne stod samlet omkring hans kiste lørdag eftermiddag. Inden han blev båret ud og kørt bort i rustvognen, tog Søs Christensen ham i hånden, kiggede ned på ham og sagde: »Ligger du dér, Peter? Så tror jeg heller ikke, jeg vil mere.«

Næste morgen, søndag den 26. januar var hun død. I Oksbøl Kirke fem dage efter stod der to kister. Præsten talte først for ham på tysk og derefter for hende på dansk.

Derefter blev Søs og Peter Christensen kørt bort i to biler for at blive bisat.

Sammen.

Wilhelmine Mathilde Friderichsen, kaldet Søs

Gift med Johan Asmus Peter Christensen

Ansat i på Danfoss i over 25 år

Tre børn: Ulla, Brigitte og Lars, født henholdsvis 1961, 1964 og 1970

Syv børnebørn

Død 26. januar i Mjels på Als, 75 år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu