Læsetid: 9 min.

Markedet er klar til den store røv

Den store røv har indtaget populærkulturen med et feministisk statement om, at kvinden tager magten over sin egen seksualitet. Men i USA, hvor den fyldige bagdel traditionelt har været forbundet med sorte kvinder – og er blevet nedgjort i stor stil – vækker den nyudråbte trend harme
Popidolet Kim Kardashian, der her poserer på Paper Magazines forside, er en blandt flere hvide kvinder, der tilskrives æren for, at den store røv er kommet ind i varmen.

Popidolet Kim Kardashian, der her poserer på Paper Magazines forside, er en blandt flere hvide kvinder, der tilskrives æren for, at den store røv er kommet ind i varmen.

Paper Magazine

15. november 2014

Det er blevet bekendtgjort af Vogue og New York Times, og herhjemme har selv P1 og Berlingske Tidende fanget tendensen: Store numser er in.

Den efterhånden landskendte twerk-dronning Louise Kjølsen har proklameret, at den fyldige røv og den aggressive twerk-dans, der går ud på fra en squatposition at bevæge hofterne frem og tilbage, så flæsket på bagdelen vibrerer i bølgende bevægelser, repræsenterer en empowerment af kvinder.

Det giver plads til en mere frodig kvindekrop end modebranchens snævre kropsideal, lyder det, og twerking er blevet så efterspurgt, at man nu kan dyrke det i sit lokale fitnesscenter.

Debatten herhjemme går på, om den nyfundne begejstring over velpolstrede kvinderøve nu også er så frisættende, som twerk-råbekoret påstår. For er det ikke bare endnu et eksempel på, at kvindekroppen aldrig ses som en helhed, men i små dele, og stiller idealet om den fyldige bagdel ikke bare udvidede krav til træning og toning af en ny kropsdel.

Det er jo ikke ligefrem, fordi de kvindelige popikoner, der repræsenterer tendensen, har ladet stå til – de har slanke taljer, tonede arme og ben, og de højt besungne numser, om end et par størrelser større end hvad vi har været vant til at se i mainstreamkulturen, er runde, struttende og blottet for appelsinhud og strækmærker.

Markedet er klar

Men alt imens de danske kvinder skråsikkert ryster røv foran træningslokalets spejlvægge i kvindefrigørelsens navn, finder en anden og mere konfliktfyldt debat sted i USA, hvor den store bagdel og twerking stadig forbindes med sort kultur.

I et land, hvor hvide mænd igen og igen slipper af sted med at skyde sorte ubevæbnede drenge; hvor hvert tredje sorte drengebarn ender i fængsel; og hvor sorte kvinder den dag i dag kæmper med at nedbryde de stereotyper, som slaveriet påduttede dem og deres seksualitet, er det problematisk, når den hvide mainstreamkultur pludselig finder ud af, at twerking og store numser bare er hot stuff.

Derfor vakte det også harme i de amerikanske og engelske medier, da Vogue, modemagasinet over dem alle, dette efterår erklærede: »Vi er nu officielt i den store røvs æra,« og valgte at tilskrive primært hvide popikoner som Iggy Azealea, Kim Kardashian og workout-kendissen Jen Selter, der er blevet kendt for sine belfies (butt-selfies) på Instagram, æren for den nye trend.

Bevares, artiklen nævner også Jennifer Lopez, Beyonce og rapperen Nicki Minaj, men selve ordlyden og det inkluderende ’vi’ signalerer, at selv om den store bagdel altid har været lovprist blandt afroamerikanere – og i øvrigt set ned på i hvid kultur – er det først nu, hvor tendensen er blevet farvet hvid, at USA ’officielt’ er blevet all about that ass.

Som Yomi Adegoke skriver i the Guardian under overskriften »Hvorfor ser en sort røv kun godt ud i hvid hud?«:

»Den store røvs æra er hverken begyndt eller nogensinde stoppet for sorte kvinder, og selv om den var, ville det ikke være typer som Iggy Azalea, Miley Cyrus eller sågar J Lo, vi ville kreditere for en røv-renæssance. Modsat hvad mainstream-medierne fortæller os, er sorte kvinder aldrig holdt op med at stræbe efter de kurver, som samfundet hadede så meget. (…) Men nu står markedet parat og forsøger desperat at nå op på siden af os med rettelak i hånden, klar til at hvidmale det, som altid har eksisteret blandt de minoriteter, man konstant har valgt at ignorere.«

Tracy Sharpley-Whiting er professor i afroamerikanske studier ved Vanderbilt University i Nashville, Tennessee, og hun genkender Yomi Adegokes reaktion:

Undertrykte kroppe

»Der har altid hersket en had-kærlighedsdynamik, hvor hvid kultur har lånt fra sort kultur, samtidig med at man har nedgjort den. Mens det førhen var almindeligt at se ned på kvinder, der havde en stor bagdel, er den pludselig blevet noget attraktivt. Det er et træk, man ellers har associeret med kvinder af afrikansk oprindelse, og i opposition til det har man haft det hvide, slanke, kvindelige kropsideal, som er blevet dyrket i de fleste modemagasiner. Derfor er det interessant, at Vogue udråber den store røvs æra, når kvinder i det afroamerikanske samfund har gået rundt med fyldige numser i en del år efterhånden,« siger Tracy Sharpley-Whiting tørt.

Sorte kvinders kroppe og seksualitet har i det hele taget en kompleks historie i det amerikanske samfund.

I slavetiden repræsenterede sorte kvinders kroppe et paradoks – på den ene side blev de beskrevet som fysisk frastødende og på mange måder ikke engang menneskelige eller i stand til at sætte børn i verden.

På den anden side udgjorde de seksuelle begærsobjekter for den hvide mand, når de stod til skue på slavemarkedet. Voldtægt var udbredt, men slaveejerne undskyldte sig med, at sorte kvinders seksualitet var så eksplosiv og aggressiv, at voldtægt af en sort kvinde var en umulighed. De ville simpelthen konstant have sex.

En del af undertrykkelsen af den sorte kvindekrop hang sammen med dens fysiske udseende, hvis træk i kolonitiden blev anset for at være abnormt. Så mens Vogue og Vanity Fair roser hvide kvinder for kropslige attributter, som kvinder med afrikanske rødder har advokeret for siden Saartjie Baartman aka Hottentot-Venus blev udstillet som seksuelt misfoster i 1800-tallets Europa, er det måske ikke så mærkeligt, at repræsentanter for det sorte USA tager afstand fra den nyudråbte trend, som ovenikøbet præsenteres som kvindefrigørende.

Et andet eksempel er twerk-dansen, der først for alvor blev mainstream, efter at åleslanke Miley Cyrus med en skandaleoptræden af dimensioner under sidste års MTV Video Music Awards ivrigt rystede sin letpåklædte popo og dermed markerede sin forvandling fra Disneystjerne til sexkilling. Den opsigtsvækkende performance skabte nationalt ramaskrig i USA, dels fordi twerking opfattes som en ’sort’ dans, og dels fordi hun på scenen omgav sig med fyldige, sorte, kvindelige dansere, som hun tilmed klapsede i røven. For at illustrere sin egen seksuelle transformation, benyttede Cyrus sig altså af den hyperseksualiserede stereotyp på en sort kvinde.

Nogen vil måske mene, at det er et tegn på social accept, at de kropslige attributter, man traditionelt har forbundet med sorte kvinder og gennem historien har nedgjort, endelig bliver accepteret af mainstreamkulturen. Spørger man Tracy Sharpley-Whiting, er det ikke tilfældet.

»Betyder det her, at sorte kvinder er mere socialt accepteret? Nej. Det betyder bare, kropsdelen er blevet accepteret, ikke nødvendigvis helheden. Og det er interessant, at det først er nu, hvor den store bagdel sidder på hvide kvinder, at den for alvor er blevet bredt accepteret.«

Den sorte kvindekrop bliver ifølge professoren stadig i dag betragtet som vulgær og ’for meget’ af mainstream-USA, og der er derfor den opfattelse, at den skal tæmmes eller kontrolleres – en rest fra kolonitidens syn på den sorte kvindes seksualitet.

En anstødelig røv

At den rest stadig eksisterer blev tydeligt, da den sorte rapper Nicki Minaj tidligere på året udgav sin single Anaconda. Med singlen fulgte et opsigtsvækkende albumcover, hvor Minaj poserer i en tyggegummilyserød g-streng med tilhørende top, blå sneakers og intet andet.

Hun sidder på hug med spredte ben og har sin omfangsrige bagdel vendt mod publikum; en røv, hun er kendt for, og som hun profilerer sig på. Det er en stor, sort røv. Og det lader til at være et problem.

I hvert fald vakte albumcoveret og videoen, der viser Nicki Minaj ryste røv omgivet af dansere i en setting, der mest af alt ligner en karikatur af den afrikanske savanne, afsky og fordømmelse i de amerikanske medier. Coveret blev kaldt ’for vovet’, og ejeren af hiphopsitet allhiphop.com, Chuck Creekmur, anklagede i et åbent brev Minaj for at have dårlig indflydelse på unge piger:

»Som mand kan jeg godt sætte pris på din perfekte røv, men jeg er også far til en ung pige, som er ved at blive kvinde. Og nu kommer tidens mest populære sorte, kvindelige rapper og begynder åbenlyst at pushe det her hyperseksualiserede billede igen? Hvor fedt ville det være, hvis du overskred folks forventninger til dig?« spørger han Minaj.

Den og lignende udtalelser udløste en storm af forsvarstaler for Minaj, som selv svarede igen ved at poste en række billeder af hvide, kvindelige modeller fra magasinet Sports Illustrated på sin Instagram-profil. Modellerne poserer i næsten bar røv vendt mod kameraet, akkurat som Minaj, den eneste forskel er, at her er tale om hvide og mindre omfangsrige bagpartier.

Under billederne af modellerne skrev Minaj: »Angelic. Acceptable. Lol«. og under sit eget »Unacceptable«. Budskabet er ikke til at tage fejl af – og det er berettiget, mener Tracy Sharpley-Whiting:

»Hendes kritik rammer plet. Det, man fortæller hende, er jo, at hendes røv, hendes krop, er uacceptabel, mens de slanke, hvide modeller holder sig inden for normen. Det er dybt hyklerisk.«

Anaconda er et remix af rapperen Sir Mix-a-Lot’s 1992-hit Baby’s Got Back, hvor den mandlige rapper i en mildest talt røvfikseret musikvideo meddeler, at hans ’anaconda’ ikke vil lege med, medmindre kvinden, der er objekt for hans begær, er udstyret med to fyldige runde balder – illustreret af en række ansigtsløse kvinder – ja, faktisk bare en endeløs strøm af røve, der twerker i takt til beatet. Den video synes ikke at have været noget problem, hverken i 1992 eller i 2014. Men hvorfor er Nicki Minaj’s røvrystende udgave det så? Er det, fordi hun er kvinde og selv viser varerne frem? Eller er det, fordi hun er sort?

Ifølge Mychal Denzel Smith, skribent på Salon og feministing.com, er det en blanding af begge dele.

»Så snart sorte kvinder ejer deres egen seksualitet, og den ikke fremstår som kontrolleret af det heteroseksuelle, mandlige blik, flipper hele verden ud,« skriver han på feministing.com og fortsætter med henvisning til Chuck Creekmurs åbne brev og dets indbyggede dobbeltmoral:

»Creekmur skrev ikke sit brev efter at have set de hundrede og tusinder af kvinder, som er blevet fremstillet i hiphopmusikvideoer over årene i nogenlunde samme outfit (eller mindre) som Minaj. Han skrev det ikke efter alle de sange, der fokuserer på den heteroseksuelle mands nydelse, som ignorerer det faktum, at hey, måske vil kvinden, du er sammen med, også gerne nyde at have sex. Han skrev det ikke til Miley Cyrus om hendes udnyttelse af stereotype forestillinger om sorte kvinders kroppe. Creekmurs brev kom, da Minaj – tilsyneladende uafhængig af nogen mand – besluttede sig for at omfavne sin egen krop og seksuelle image.«

Flere skribenter hylder Nicki Minaj som en feminist, der – i stil med de twerkende kvinder herhjemme – tager magten over sin egen seksualitet tilbage og fortæller manden, at nok kan hun godt lide at ryste sin røv, men det betyder ikke, at han får lov at røre.

I videoen til Anaconda udfører Minaj en lapdance på rapperen Drake, som sidder passivt på en stol og nærmest lidende ser på den astronomiske bagdel, der smyger sig op og ned ad ham. Da han rækker ud for at røre, slår Minaj hans hånd væk og forlader med selvsikre skridt scenen.

Tiffanie Dratyon, der er freelanceskribent i New York og ligesom Nicki Minaj stammer fra Trinidad-Tobago, er ikke begejstert for rapperens hyperseksualiserede image og betragter det ej heller som et udtryk for empowerment. Hun ser det derimod som et udtryk for, at hvis man vil have succes som kvindelig kunstner, har man et meget begrænset spillerum – og det er ikke en mulighed ikke at spille på sin seksualitet, især ikke hvis man er sort.

»Realiteten er, at det er umuligt at være en del af industrien og ikke være en stereotyp. Nicki Minaj og Beyoncé er eksempler på, at vi har brug for en større diversitet for kvinder og minoriteter generelt. Ikke at man kan bebrejde dem – de følger bare reglerne for, hvad det kræver at være en succesfuld, kvindelig kunstner. Du kan ikke være multimillionær uden at være sexet – og slet ikke som sort kvinde. Vi er nederst på totempælen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eller som Tina Fay skriver i bogen, Bossypants:

“I think the first real change in women’s body image came when JLo turned it butt-style. That was the first time that having a large-scale situation in the back was part of mainstream American beauty. Girls wanted butts now. Men were free to admit that they had always enjoyed them. And then, what felt like moments later, boom — Beyoncé brought the leg meat. A back porch and thick muscular legs were now widely admired. And from that day forward, women embraced their diversity and realized that all shapes and sizes are beautiful.

Ah ha ha. No. I’m totally messing with you. All Beyoncé and JLo have done is add to the laundry list of attributes women must have to qualify as beautiful. Now every girl is expected to have Caucasian blue eyes, full Spanish lips, a classic button nose, hairless Asian skin with a California tan, a Jamaican dance hall ass, long Swedish legs, small Japanese feet, the abs of a lesbian gym owner, the hips of a nine-year-old boy, the arms of Michelle Obama, and doll tits. The person closest to actually achieving this look is Kim Kardashian, who, as we know, was made by Russian scientists to sabotage our athletes.”

Nu er en lille eller stor røv ikke bare en lækker røv.

- Som så ofte før er det detaljen, som er afgørende.

Er det ikke bare markedskræfterne, der har indset, at fedmekulturen er kommet for at blive ?

Rikke Nielsen, Jacob Jensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Jeg synes at de fyldige rumper er et stort fermskridt, i.f.t. de forslåede, magre catwalkpiger, promoveret af kvindehadere i modeindustrien.!!

"...kvinder (...) tager magten over deres egen seksualitet tilbage..."
Må jeg spørge:
Har den været væk?
Hvor længe har den været savnet?
Hvem havde taget den?

Anne Eriksen, Gert Selmer Jensen, jan kristensen, Hanne Ribens, Jacob Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Kvinder har altid haft magten over deres egen seksualitet. Og administreret denne med sikker hånd.
Heldigvis.! Og bliver der rykket grænser, frem og tilbage, nye udtryk, m.v, fra tid til anden, sker det
også på kvindeligt initiativ. (Længe leve Amazonerne). Det er så smukt.

Lise Lotte Rahbek

Jeg har så hut jeg visker endnu ikke læst om en røvreducerende plastikoperation,
hvis nu 'markedet' ikke skulle have plads til dem alligevel.

Så må 'markedet' nok leve med,
at røve har den størrelse, som røve skal ha.

Det kan ikke koste mange kroner at hive den sorte sæk op, hun står med, men det ville vel egentlig være synd, den er da meget pæn, den bagdel.
Langt tilbage i fortiden var der et begreb, vollschlank, der dækkede over det, mænd (de fleste) interesserede sig for. Der var til gården og til gaden, der var talje, men også delle, det var Sophia Loren, Anita Ekberg, de der kunne sidde blødt og havde brug for en BH. Twiggy og fremad, lange, tyndbenede pubertetslignende piger, er der overhovedet mænd, der har interesseret sig for dem? Bortset fra Karl Lagerfeld og kumpaner. Er det ikke først og fremmest kvinder, der interesserer sig for den slags ikke-kvinder?

Lone Christensen, olivier goulin og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Jeg har en mistanke om, at det faktisk er Kim Kardashian, der har skabt markedet. Selvfølgelig til nogles glæde, og til andres beklagelse. Ligesom man må, og kan, finde kvaliteter i "rumper", med den størrelse de nu engang har.

He, he, mon dog?

Det minder mig ihvertfald om en episode i Sydafrika, hvor en herre fra Cameroun kom til at afsløre, at på hans sprog, der hed dem fra det sydlige Afrika (ikke helt ulogisk) i oversættelse: "dem hvis kvinder har en meget stor røv"!
Jeg kan desværre ikke huske det noget "svære" ord. Men jeg kan huske, at de tilstedeværende, iøvrigt yndige, lokale kvinder absolut ikke kunne se komplimenten.

Det næste vi venter på i åndeløs spænding er den olieglinsende ølvom :-)

Per Torbensen, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Nic Pedersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Tom Sietam-
Karl Lagerfeldt kunne formodentlig slet ikke tåle synet af kvinder.! (Deraf de helt sorte solbriler).?

Det kunne selvfølgelig også være en ren faglig interesse. Det må da være meget nemmere at skabe haute couture, hvis kvinden, det er tiltænkt, ser ud som et tøjstativ?

Lone Christensen

Nu har jeg altid synes, at Sophia Loren var verdens flotteste kvinde, og Penelope er jo næsten en tro kopi, men Marilyn Monroe havde da også en stor bagdel, som mændene synes særdeles godt om! Så jeg køber altså ikke helt den med, at reklamebureauer nu har taget en 'sort kvindes kropsdel', og gjort den berømt i hvid udgave!

Kan det ikke hænge sammen med, at det foregår på forskellige planer? Der har hele tiden været et "almindeligt"plan, hvor "almindelige"mænd og kvinder interesserer sig for hinandens for- og bagdele, og så er der et plan, hvor modebranche, reklamebureauer og bladsmørere vimser rundt og prøver at finde på noget nyt og anderledes. De almindelige gaber langgab og gør som de altid har gjort, i hvert fald fra Venus fra Willendorfs dage.

Gert Selmer Jensen

Der findes "universelle værdier", som hverken, modebranchen, reklamebureauer, eller bladsmørere
kan ændre på. Og gudskelov for det.! Jeg tror også Sophia Loren var ligeglad.

randi christiansen

Numsen på billedet er da grotesk - overdimensioneret ifht resten af kroppen. En røv med ører - hun ligner en, der nemt knækker på midten. Hvordan en sådan disharmonisk krop kan være et skønheds ideal, is beyond me.

Lise Lotte Rahbek og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar

Det er meget skarpt set, for efter sigende skulle billedet være fotoshoppet, men bagdelen er vist rigtig nok, det er taljen der er væsentligt formindsket, så vidt jeg kan se mest i højre side. Og så virker halskæden og frisuren jo også fortyndende.

Gert Selmer Jensen

Randi Christiansen-
Nutidens "wannabee", kendisser, stiller op til hvad som helst.!
Det er dog stadig naturligheden der er det smukkeste.
Kardashian i denne udgave, er blot kandidat til et ligegyldigt playstationspil.!!
Ja.! Ungdommen SKAL, degereres.

Stor røv, lille røv, på den rigtige eller forkerte kvinde, accepteret af det fine selskab eller ej.....

Gud forbarme sig over disse menneskers alvorlige problemer, jeg kan desværre ikke.