Læsetid: 9 min.

Vi nærmer os et nyt tysk-fransk brud

Spørgsmålet om national identitet har plaget tyskerne siden Anden Verdenskrig. I dag har tyske intellektuelle på begge fløje fundet sig til rette i et kompromis, der risikerer at dække over en ny europæisk splittelse, advarer den tyske Princeton-professor Jan-Werner Müller
Der er få, der forsøger at styrke den europæiske integration, og det er min fornemmelse, at Jürgen Habermas er blevet en undtagelse. Mange aff hans kolleger på den socialdemokratiske venstrefløj hælder mere til at ville dreje integrationen tilbage med henblik på at redde resterne af den nationale velfærdsstat, siger Jan-Werner Müller

Der er få, der forsøger at styrke den europæiske integration, og det er min fornemmelse, at Jürgen Habermas er blevet en undtagelse. Mange aff hans kolleger på den socialdemokratiske venstrefløj hælder mere til at ville dreje integrationen tilbage med henblik på at redde resterne af den nationale velfærdsstat, siger Jan-Werner Müller

Joachim Adrian

15. november 2014

I sidste uge rejste fortidige politiske ikoner som Helmut Kohl og Mikhail Gorbatjov til Berlin for at besynge den europæiske enhed i 25-året for Berlinmurens og ikke mindst Jerntæppets fald.

Set fra det amerikanske eliteuniversitet Princeton er der alarmerende tegn på, at jubilæumstalernes skønmaleri af det forenede Europa allerede er uigenkaldeligt falmet. Kontinentet har kurs mod en ny opdeling, denne gang mellem Frankrig og Tyskland, og det er en kløft, der i al ubemærkethed udvider sig sig hastigt i disse år og rækker videre end tysk-franske skænderier om den rette håndtering af eurokrisen.

»Om 50 år vil historikere måske sige, at kløften mellem Tyskland og Frankrig var den vigtigste udvikling i Europa i begyndelsen af det 21. århundrede. Nogle tyske intellektuelle er begyndt at bekymre sig , men generelt er der ikke nok opmærksomhed omkring Frankrig. Og det gælder også på politisk topniveau«, skriver den tyske Princeton-professor Jan-Werner Müller i et e-mailinterview med Information og peger på den tyske finansminister Wolfgang Schäuble som den eneste tilbageværende toppolitiker med »en vis sensitivitet« over for Frankrig.

Jan-Werner Müller er bekymret for Europa. Ikke blot for de antidemokratiske strømninger i eksempelvis Ungarn, ikke blot for et EU med svindende demokratisk legitimet, men i særlig grad for de seneste års forværring af de tysk-franske relationer, der har været afgørende i etableringen af efterkrigstidens fredelige Europa.

»Frankrig og Tyskland er drevet væk fra hinanden i alarmerende grad. Den fremmedgørelse handler ikke bare om interesser, der ikke længere stemmer overens. Det er en udvikling, der påvirker kultur, uddannelse og generelle fælles synspunkter,« advarer Müller.

Fløjenes kompromis

44-årige Jan-Werner Müller er en af Tysklands førende intellektuelle og har undervist på en række europæiske eliteuniversiteter bl.a. Oxford. I dag er han tilknyttet det amerikanske universitet Princeton, hvor han som professor forsker i forfatningsteori og politisk idehistorie. Forfatter til en række fremragende bøger, der oftest fokuserer på det liberale demokrati og kobler teoretiske analyser med et imponerende historisk overblik, der har bragt hans tanker langt ud over snævre akademiske cirkler. I Contesting Democracy fra 2011 går Müller eksempelvis i dybden med demokratiets indbyggede paradoks: At det kan være nødvendigt at tage udemokratiske midler i brug for at forsvare demokratiet mod dets fjender.

Det er kun efter længere tids gentagne henvendelser, at det lykkes Information at lokke Princeton-professoren, der er en efterspurgt klummeskribent i både amerikanske og europæiske medier, til svare på spørgsmål om tysk national identitet i 25-året for Murens fald.

Set i forhold til den voldsomme debat om tysk skyld og national identitet i forbundsrepublikken har det genforenede Tyskland anno 2014 ingen nævneværdig debat om national identitet, mener Müller. Det kan synes besynderligt i en tid, hvor det øvrige Europa med en vis skepsis har noteret sig Tysklands nye position som EU’s de facto politiske leder, men ifølge Müller har tidligere uforsonlige ideologiske modstandere i løbet af de seneste 25 år nærmet sig hinanden i en pragmatisk fredsslutning.

»Jeg ville lægge vægt på to strømninger, der stadig var meget stærke i begyndelsen af 90’erne, og som i dag er næsten forsvundne. På den ene side en stærk antinational venstrefløj, der var imod genforeningen, såvel som enhver form for tysk militært engagement, og på den anden en nationalistisk højrefløj, der ønskede sig mere ’national stolthed’ og et mere positivt billede af tysk historie. Begge disse yderpunkter er i dag langt, langt svagere«, siger Jan-Werner Müller.

Antinationalistisk nationalisme

Mens tyske venstreintellektuelle som Jürgen Habermas, Günter Grass og Hans Magnus Enzensberger sidst i 80’erne og først i 90’erne advarede mod tyske stormagtsfantasier og diskuterede tysk national identitet med deres konservative modpoler som Karl-Heinz Bohrer og Martin Walser, der krævede tysk normalisering, er der i dag ikke meget intern debat om, hvad det vil sige at være tysk.

»For at sige det helt enkelt har venstrefløjen accepteret en demokratisk nationalstat, mens højrefløjen har accepteret et mere selvkritisk syn på den tyske historie, såvel som en mere liberal forståelse af, hvad tysk statsborgerskab err. Det har skabt en bred konsensus, som i store træk kun betvivles lidt af Die Linke og Alternative für Deutschland, men kun lidt. På den måde er det mindre et spørgsmål om, at en af parterne har vundet afgørende, som at parterne har fundet en forståelse af national identitet, som de begge kan leve med,« påpeger JAn-Werner Müller, der i 2000 udgav bogen Another Country, der redegjorde for de tyske intellektuelles debat om genforeningen.

Det blev den såkaldte genforeningskansler, Helmut Kohl, der cementerede den den sammenkobling mellem tysk national identitet og økonomisk råstyrke, der siden 60’ernes økonomiske mirakel havde slået rod i den vesttyske selvopfattelse, men også i de europæiske naboers syn på det genforenede Tyskland. Man kunne med andre ord fristes til at sige, at Kohl vandt debatten om tysk nationalidentitet, men ifølge Müller er svaret mere nuanceret.

»Man skal ikke glemme, at tysk økonomisk nationalisme led alvorligt nederlag i årene efter genforeningen. Helt op til 00’erne var stemningen nedslået, og Tyskland syntes ude at stand til at forandre sin økonomiske model og forbrød sig blandt andet mod valutafællesskabets forskrifter. Økonomisk set er Østtyskland endnu ikke kommet på fode, og dele af øst lider stadig under affolkning. Så jeg tror ikke, at tyskerne er særlig stolte af de økonomiske aspekter af genforeningen. Jeg tror, de er stolte af fodbold og af demokratiet og i et vist omfang af deres ’mindekultur’«, siger Jan-Werner Müller med henvisning til den tyske mindekultur, der siden genforeningen med stor iver og alvorstyngde har institutionaliseret mindet om Det Tredje Riges forbrydelser som led i en demokratisk dannelse af den tyske befolkning.

Müller tilføjer dog også, at den tyske mindekultur kan være et flertydigt fænomen: »Der er en stolthed over, hvor omfattende tyskerne har håndteret fortiden, som potentielt kan resultere i en ny form for antinationalistisk nationalisme.«

Ønsket om en tidsrejse

I de senere år har eurokrisen galvaniseret spørgsmålet om tysk nationalisme på europæisk niveau og har dermed bragt Paris og Berlin på kant med hinanden. Ved det seneste tyske valg stemte tyskerne for en såkaldt stor koalition og blåstemplede dermed den sparepolitik, der især i Frankrig kritiseres for at tilsidesætte hensynet til det kriseramte Sydeuropa til fordel for den tyske eksportbaserede økonomi.

Når Tyskland fremhæver Gerhard Schröders arbejdsmarkedsreformer i 00’erne som afgørende for tysk konkurrencedygtighed og insisterer på tilsvarende reformbestræbelser i lande som Grækenland, Spanien og Frankrig, er det ifølge kritikerne med en kategorisk blindhed over for modellens begrænsninger og umuligheden af at opretholde den i tyske sammenhænge fordelagtige handelsbalance, hvis eksempelvis fransk eksport skal bringes på højde med Tysklands.

Allerede ved genforeningen advarede filosoffen Jürgen Habermas om den såkaldte D-mark-nationalisme, hvor tilsværtede nationale pejlemærker som kultur og historie blev tilsidesat for en aggressiv nationalisme funderet i tysk økonomisk kultur. Eurokrisen har understreget og forstærket Tysklands politiske indflydelse i Europa og har også forandret opfattelsen af Tyskland, særligt i Sydeuropa. Hvorvidt eurokrisen har styrket eller svækket denne særlige form for nationalisme er et kompliceret spørgsmål, mener Jan-Werner Müller.

»Skematisk set er der efter min opfattelse mange, der ville foretrække at rejse tilbage i tiden til 70’erne eller 80’erne, hvor Vesttyskland havde mindre ansvar og blev mindre forstyrret af den omkringliggende verden. Andre ønsker, at Tyskland åbent accepterer en rolle som europæisk ’hegemon’, selv om der efter min vurdering er tale om et mindretal,« siger Jan-Werner Müller.

»Der er meget få, der forsøger at styrke den europæiske integration, og det er min fornemmelse, at Jürgen Habermas virkelig er blevet en undtagelse. Mange af hans kolleger på den socialdemokratiske venstrefløj hælder mere til at ville dreje integrationen tilbage med henblik på at redde resterne af den nationale velfærdsstat.«

Demokratisk sundhedstegn

Netop spørgsmålet om nationale interesser versus en særlig historisk tysk forpligtelse for et demokratisk og socialt Europa har ført til et bemærkelsesværdigt nybrud i det tyske partilandskab. I 2013 førte tysk vrede over at skulle betale til den sydeuropæiske krise til dannelsen af et nyt euroskeptisk parti, Alternative für Deutschland.

Hvor Alternative für Deutschland blev lanceret som et enkeltsagsparti funderet i en teknisk-økonomisk kritik af valutafællesskabets konstruktionsfejl, er partiet på rekordtid delvist transformeret til opsamlingsfad for (særligt østtyske) protestvælgere og har i samme ombæring tiltrukket personer med yderligtgående og rabiate synspunkter, der minder om traditionel europæisk højrepopulisme. I Tyskland har den politiske elite i samklang med førende medier set med afsky på partiets udvikling og har lettere skizofrent vekslet mellem selvforsikrende besværgelser af partiets ligegyldighed og indtrængende advarsler mod partiet som en nationalistisk trussel mod det tyske demokrati.

For Jan-Werner Müller er truslen fra Alternative für Deutschland til at overse. I stedet betragter han partiet som et demokratisk sundhedstegn og en normalisering af Tyskland. »Der er en dyb frygt for partier til højre for CDU, selv om det på mange måder synes logisk og legitimt, at hvis CDU rykker mod midten og i visse sammenhænge bliver mere socialdemokratisk end socialdemokraterne, så åbner der sig et vist politisk rum til højre for midten,« siger han.

»I mine øjne er det fra et demokratisk synspunkt ikke dårligt at have et parti, der åbent stiller spørgsmål ved en bestemt politik som euroen. Det tvinger eliten til at konfrontere kritiske spørgsmål og anstrenge sig i højere grad for at retfærdiggøre deres handlinger. Demokrati har brug for alternativer, så længe de accepterer de fælles regler i det demokratiske spil.«

Udmattet Europa

I de seneste år er det snarere spørgsmålet om en mere aktiv tysk udenrigspolitik end eurokrisen, der har sat spørgsmålet om Tysklands særlige rolle i det internationale samfund på dagsordenen. Såvel den tyske præsident Joachim Gauck, som den socialdemokratiske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier har ved flere lejligheder søgt at forberede en traditionelt skeptisk tysk befolkning på behovet for øget tysk engagement i sikkerhedspolitiske sammenhænge.

»Der har været en vis modstand, særligt fra venstrefløjen, mod en mere engageret tysk udenrigspolitik, men jeg tror, der er tale om undtagelser. Reelt er min bekymring snarere, at hverken Tyskland eller Europa som helhed er klar til ambitiøse anstrengelser efter eurokrisen,« siger Müller.

»Jeg ser en særlig fare i det, man kunne kalde en ’normativ disintegration’ i EU. Tænk f.eks. på udviklingen i Ungarn, hvor Tyskland kunne være langt mere engageret, men i stedet holder sig tilbage, fordi regeringen allerede har brugt så meget politisk kapital på at håndtere eurokrisen,« siger Jan-Werner Müller, der også øjner en risiko for ’normativ disintegration’ i de europæiske naboregioner. »Dermed mener jeg, at EU har spillet en ret svag rolle både i Det Arabiske Forår og i Ukraine. Det føles, som om Europa er udmattet.«

Tyske intellektuelle

Selv om intellektuelle som Günter Grass og Hans Magnus Enzensberger i dag har deres storhedstid bag sig uden at man kan pege på oplagte arvtagere i den tyske debat, er Jan-Werner Müller mildt fortrøstningsfuld, når det gælder tyske intellektuelles fortsatte indflydelse på samfundsdebatten.

»Jeg tror, de fortsat spiller en vigtig rolle. Man skal ikke idealisere fortiden, for der har aldrig været en tid, hvor tyske regeringer bare implementerede de intellektuelles ønsker. På et mere strukturelt niveau skal man ikke glemme, at Tyskland, sammenlignet med eksempelvis Frankrig eller USA har bibeholdt en offentlig sfære, og samtidig er medielandskabet i forholdsvis god orden. Når jeg siger forholdsvis, er det fordi, der også i Tyskland er bekymring for, hvorvidt en særlig infrastruktur for det intellektuelle liv kan opretholdes i det lange løb, men indtil videre er Tyskland stadig en velsignet ø i den forbindelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har selv haft det på fornemmeren - ulven ligger begravet i det dybe central-europa. Det kommer til at blive værre som kolden og krisen sniger sig ind i "velfærdsmodellerne". EU gav gav sig selv fredsprisen - fredsprisen for hvad? For ikke gå i krig med sig selv?

Tyskerne har også haft ualmindeligt let ved at transformere sig som nation med militær indblanding - ud over deres enorme eksport af militær isenkram.

Gi bare Putin eller alle andre skylden, fingrene peger indad. Japan er røget i økonomisk - skriver Wall Street Journalrecession. Lad os se hvordan Europa reagerer - 0,2% BNP skiller EU for at gøre det samme.

Velkommen til 1914 .. sry 2014

Modsætningen til den tyske mentalitet er jo så et Frankrig, som under pres trækker arrogancekortet. Stik fornærmet bliver de når budget-bogholderne fra ECB og EU kontorerne kommer på besøg. Lykkes det ikke - tror jeg man vil se et Frankrig - der reelt bryder ud af budget samarbejdet - det har ligget i luften længe.

Selskabsskatten - igen

Europas 'normative disintegration' er ikke en konsekvens af EU, men en reaktion på EU. Denne forskel er vigtig at fastholde. De politiske strømninger, der tror, at alle problemer kan løses bedst på nationalt plan, og som derfor vil rulle EU-integrationen tilbage, kommer fra asken i ilden. For nationalstaterne er hver for sig for svage til at løse de problemer, som globaliseringen medfører.

Et godt eksempel er selskabsskatten, der nu er kommet i fokus. Når enhver europæisk nationalstat hytter sit eget skind i en uerklæret krig på skatteprocenter, så vil konsekvensen være en faldende spiral. Selv agtværdige, danske firmaer af en vis størrelse vil blive tvunget til skatte-fiflerier for at overleve (som man kunne læse om i Politiken i går, søndag, med boghandelen SAXO som eksempel).

Noget tilsvarende gør sig gældende for arbejdslønningerne. Uden fælles-europæiske regler om mindsteløn (med nationale overgangsordninger), vil lønningerne uvægerligt blive dumpet i lande med et højt lønniveau (og en tilsvarende udbygget social sikring). Kapitalejerne vil gnide sig i hænderne, ligesom selskaberne nu gør det i forhold til Luxembourg-modellen.

Det er meget forståeligt, at der sker et politisk og nationalistisk højre-skred i økonomisk trængte tider; den ikke så fjerne fortid i Europa har leveret nogle stjerne-eksempler på netop dét. Men man går fejl af årsag og virkning, hvis man vil afmontere de politiske redskaber for at redde økonomien. Det er ikke EU, der har skabt den internationale kapitalisme; ligesom det heller ikke er nationalstaten, der har skabt den nationale kapitalisme. Dét tror minimalstats-teoretikerne ganske vist, og derfor vil de stække eller helt afvikle de politiske institutioner.

Det kan ikke være den strategi, en socialistisk analyse peger frem mod. Økonomiske problemer må angribes eller tackles på deres eget niveau eller banehalvdel. Det er illusorisk at tro, at et land som Danmark kan opretholde en 'suveræn' nationaløkonomi, og hvis vi alligevel bilder os det ind, så er det som at binde vores ene hånd på ryggen.

-----

Bortset herfra (eller måske i bedste overensstemmelse hermed), så er det kun godt, at Tyskland er på vej mod en 'normalisering'. Det er aldrig sundt i længden at give sig ud for noget andet, end man er. Heller ikke for naboerne.

Niels Engelsted, Niels Duus Nielsen, Ole Meyer, Ole Henriksen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar

UPS - misforståeligt

"Det er ikke EU, der har skabt den internationale kapitalisme; ligesom det heller ikke er nationalstaten, der har skabt den nationale kapitalisme. Dét tror minimalstats-teoretikerne ganske vist, og derfor vil de stække eller helt afvikle de politiske institutioner."

Læst ordret er det naturligvis noget vrøvl. Min mening var faktisk den modsatte. Der skulle have stået: "Det tror minimalstats-teoretikerne heller ikke, og derfor ..."

Henrik Petersen

Problemet for EU er, at kun eliten er enig om, hvor EU skal hen.

I stedet for en sammenhængende debat om EUs fremtid og retning, så kører der en debat pr. medlemsland.

EU debat synes at køre alene med natiionale briller for tiden - der er ingen fælles vision.

Nationalistiske protestpartier skyder i disse år op som paddehatte rundt om i EUs medlemslande. Vi har før ignoreret en sådan tendens - det var ikke nogen god ide.

Magt står i disse år overfor debat i den økonomiske politik. Det dur i længden ikke, at Tyskland dikterer den økonomiske politik uden debat.

EU kan i længden ikke holde til, at så mange menneskers liv er sat på pause, mens økonomien forsøges rettet op via erhvervsvenlige reformer. En sådan politik vil før eller senere føre til uro.

Søren Kristensen

"...ikke blot for et EU med svindende demokratisk legitimet..."

Jeg ville hellere have haft der stod opbakning eller begejstring. "...ikke blot for et EU med svindende begejstring. Legitimiteten fejler jo sådan set ikke noget. Vi er alle medlemmer og har kollektivt underskrevet alle de traktater vi skal osv. Altså er det ikke legitimitet men engagement på vælgerniveau der mangler eller begejstring, for nu at bruge et stort ord. EU bliver, som enhver konge, nødt til at finde ud af hvordan man begejstrer borgerne. Ellers gør de oprør og så kan det jo godt være de indfører love der ikke længere legitimerer EU. Det er bare ikke der vi er. Der er med andre ord, som man siger, plads til begejstring.

Michael Kongstad Nielsen

Legitimiteten fejler noget. Lissabontraktaten blev forkastet af befolkningerne i Frankrig, Holland og Irland. Så gik EU i tænkeboks, og efter et par år blev den fremlagt igen og vedtaget - nu uden folkeafstemning.

Legitimitet

"Befolkningerne i Frankrig, Holland og Irland" sagde nej ved en folkeafstemning. Så gik EU i tænkeboks - og ændrede nogle knaster. Derefter blev traktaten vedtaget af de folkevalgte regeringer i de nævnte lande.

Der skal forfatningsspecialister ind her for at forklare, at i al fald afstemningen i Frankrig overhovedet ikke var påkrævet; den blev besluttet af internt franske, taktiske hensyn, som slog fejl. Der var tilsvarende problemer i Holland og Irland, hvor indenrigspolitiske modsætninger blev manifesteret gennem EU-afstemningerne, der ikke havde noget med de omtalte modsætninger at gøre. Sådan er det, når befolkningerne er uoplyste om de realiteter, EU beskæftiger sig med. Politikerne har selv et stort medansvar for denne uoplysthed.

Men helt bortset fra det. Ville det være rimeligt at forkaste beslutninger taget i Folketinget, fordi f.eks. en region i Danmark havde stemt imod? Ud fra et fundamentalistisk demokrati-syn, så er alle flertalsbeslutninger illegitime, fordi de indebærer, at nogen er nødt til at acceptere et flertal.

De sidste 10-15 år har været præget af en glidning af magten i EU fra ministerrådet til Europa-parlamentet; den er slet ikke slut endnu, men den er umiskendelig. Europa-parlamentets medlemmer er folkevalgte efter en forholdstals-metode, der er aritmetisk (i forhold til befolkningstallet). Hvad illegitimt er der i det?

"Lige børn leger bedst" er der et ordsprog der siger. Spørgsmålet er om Europas befolkninger er så lige - når forudsætningerne, kulturerne og vejret/miljøet er så forskellige. Hvorfor kan vi ikke bibeholde vores egenarter - Europa er for diffus til at kunne puttes på dåse. Der er nogle helt klare fordele ved EU institutionen - bl.a. mht. til at kunne lægge pres på Lux-Leak mv. Men Euro'en synes at fastholde at visse økonomier har det svært med den andre "lige" kammerater - og er fastlåst. Dog er der nogen der mener at den Skandinaviske velfærdsmodel - er den der er og kommer mest under pres.

Det er med usvigelig sikkerhed lykkedes at nedbringe samlet valgdeltagelsen i alle valg siden 1979. Nu er vi nået under 43% ( 1/3 af dem er kritisk over for EU ). Det lykkedes Slovakiet at nå 13,05%. Hvor langt skal vi ned før man vil kalde det i illegitimt? Lytter man til Jørgen Ørstrøm Møller så er EU ikke en spiller mere, men eurozonen er. Den har ingen magt, men indflydelse. I den nye orden vil 5 – 10 lande skabe de nødvendige institutioner.
Tyskland er vel landet, hvor euro understøttes og hjælpes. Frankrig er vel nærmest blevet et problem i zonen.