Baggrund
Læsetid: 6 min.

Et neoliberalt tog kørte gennem Østeuropa

Murens fald førte til gennemgribende økonomiske reformer i de østeuropæiske stater. I en ny bog revurderer den østrigske socialhistoriker Philipp Ther konsekvenserne af den neoliberale chokterapi
Vestlig blindhed. En af de besynderlige ting ved revolutionerne efter 89 og den efterfølgende transformationstid med reformerne er, at man ofte kun har Østeuropa for øje, siger Philipp Ther og peger i sær på den betydning refomrerne for det gamle Vesttyskalns.

Stefanie Moshammer

Moderne Tider
8. november 2014

Når ledende europæiske politikere i dag fremhæver de liberale reformer i Østeuropa efter Murens fald som et positivt eksempel til efterlevelse for det kriseramte Sydeuropa, er der god grund til at tænke sig om, siger den østrigske socialhistoriker Philipp Ther.

Ifølge Ther bliver reformerne »altid begrundet med henvisning til andre lande, der havde gennemført dem. Det er den globale dimension af den neoliberale politik«, siger Ther og peger på gentagne politiske opfordringer til eksempelvis Grækenland om at efterleve Letlands reformer.

»I et vist omfang er de sydeuropæiske lande blevet pålagt at gennemføre reformer af samme karakter som f.eks. i Letland, hvor en omfattende sparepolitik blev ledsaget af liberaliseringer. Hvis man ser på konsekvenserne af krisestyringen i lande som Letland og Rumænien, der i anførselstegn blev reddet, var der tale om en massiv afmontering af socialstaten, men også en voksende arbejdsløshed, hvilket førte til, at befolkningen i disse lande i stor stil emigrerede til vesteuropæiske lande med en fungerende økonomi«, siger Philipp Ther til Information.

Den nye orden

I en ny bog med titlen Die neue Ordnung auf dem alten Kontinent (Den nye orden på det gamle kontinent, red.) tager Philipp Ther bestik af 25 års økonomiske reformer og forsøger ambitiøst at skabe overblik over deres sociale konsekvenser.

Efter 1989 blev Østeuropa centrum for vidtrækkende og hastigt gennemførte neoliberale reformer. Som Ther skriver, kørte et neoliberalt tog i gennem Østeuropa og reducerede statens rolle i det økonomiske system til ukendelighed. Deregulering og privatisering blev ifølge Ther de afgørende komponenter, der skulle bringe de tidligere kommunistiske lande på højde med de vesteuropæiske velfærdssamfund. I realiteten førte reformerne til voksende ulighed og grelle sociale konsekvenser for de østeuropæiske samfund.

25 år efter er konsekvenserne af et uhørt reformarbejde endnu omdiskuteret blandt både historikere og økonomer. Var reformerne i Østeuropa en usandsynlig succes, der med imponerende hast bragte velstand til befolkningerne bag det tidligere Jerntæppe? Eller var de i virkeligheden selvmodsigende og kontraproduktive i forsøget på at løfte de tidligere kommunistiske lande ud af økonomisk armod og udbredt arbejdsløshed.

Det er disse komplicerede spørgsmål, den østrigske socialhistoriker Philipp Ther forsøger at besvare i sin bog. Ther forsøger at skildre sammenhænge og forskelle i konsekvenserne af den hastigt gennemførte omstilling fra statsstyret planøkonomi til den privatisering og turbokapitalisme, der fandt sted i østeuropæiske lande i løbet af 90’erne. De interne forskelle mellem de tidligere østbloklande er stadig voldsomme, skriver Ther. Hvor Polen i disse år fremhæves som et mønstereksempel på både demokratisk og økonomisk udvikling, er en tidligere sovjetrepublik som Tadsjikistan plaget af væbnede konflikter, fattigdom og diktatur.

Samtidig har konsekvenserne af reformerne for de vesteuropæiske velfærdsstater ifølge Ther været stærkt underbelyst.

»En af de besynderlige ting ved revolutionerne efter ’89 og den efterfølgende transformationstid med reformerne er, at man ofte kun har Østeuropa for øje,« siger Philipp Ther. I bogen ser Ther også nærmere på reformernes betydning for de vesteuropæiske socialstater. Ikke mindst de omstridte tyske arbejdsmarkedsreformer, som Ther beskriver som ’forsinket modernisering’, bør ifølge den østrigske socialhistoriker forstås som en dynamisk effekt af liberaliseringen af Østeuropa.

»Egentlig forsøgte man at eksportere det vestlige økonomiske system til Østeuropa, i første omgang med den tyske genforening og senere med EU’s østudvidelse. Alligevel måtte man konstatere, at det samlede Tyskland undergik en stærk forandring, netop fordi reformerne ikke virkede efter hensigten. Den såkaldt tyske chokterapi i form af liberaliseringer og D-markens indførelse i det tidligere Østtyskland fungerede ikke, og industrien i det tidligere DDR brød fuldstændig sammen«, siger Philipp Ther.

»Derefter skar man i østtyskernes sociale ydelser. I midten af 90’erne kunne det ikke længere finansieres, og der opstod en gældsspiral og faldende konkurrencedygtighed. I sidste ende førte det til yderligere reformbehov«, siger Ther og peger på Gerhard Schröders omdiskuterede arbejdsmarkedsreformer.

Washington-konsensus

Med sine teser om neoliberale reformer bevæger Ther sig modigt ind i et terminologisk minefelt, eftersom definitionerne af neoliberalismens egentlige kendetegn er omstridte. Ifølge Philipp Ther kan neoliberalismen trods sine forskellige implementeringer karakteriseres som den makroøkonomiske doktrin, der i 1990 blev sammenfattet af IMF, verdensbanken og det amerikanske finansministerium i den såkaldte Washington-konsensus.

Oprindeligt blev det økonomiske program udarbejdet som metode til at stimulere 80’ernes latinamerikanske nationaløkonomier. Efter Murens fald blev Washington-programmet i store træk overført på østblokkens sammenbrudte økonomier. Ifølge dette program er hovedbetingelserne for en velfungerende økonomisk udvikling en strengt afstemt balance mellem indtægter og udgifter på de offentlige budgetter, deregulering af toldsatser og andre barrierer for et frit marked og endelig omfattende privatiseringer af offentlig ejendom og monopoler. Ifølge Ther har befolkningerne i de pågældende lande ikke været bevidst om det iboende paradoks: at netop neoliberale reformer skulle føre til en levestandard, der svarede til den vestlige velfærdsstat, som netop blev bygget på statslig regulering af det frie marked og omfordeling af dets goder.

»Transformationstidens historie modsiger en af neoliberalismens centrale teser: at højere sociale udgifter bremser den økonomiske udvikling. Selv om de øst- og centraleuropæiske stater og Slovenien i sammenligning med de baltiske lande, Sydøsteuropa og det tidligere Sovjetunionen brugte relativt mange penge på pensionister, arbejdsløse og andre trængende, har de i de 20 år efter 1989 haft høj vækst og opnået større velstand«, skriver Philipp Ther.

Imponerende skyline

Der findes naturligvis også andre, mere positive vurderinger af de sidste 25 års østeuropæisk historie. I en artikel i Foreign Affairs argumenterer de to Harvard-økonomer Andrei Schleifer og Daniel Treisman for, at både den økonomiske og den politiske udvikling i Østeuropa har været langt mere succesfuld, end det sædvanligvis kritiske syn på perioden antyder.

»Kort sagt har landene forvandlet deres militariserede, overindustrialiserede og statsstyrede systemer til serviceorienterede markedsøkonomier baseret på privat ejendomsret og har integreret sig i globale kommercielle netværk. Befriet for at skulle gøre vold på sig selv for at passe ind i marxistiske rammer ligner landenes økonomiske institutioner, deres handels- og reguleringsmekanismer i dag i høj grad mange andre lande med tilsvarende indkomstniveauer.«

Overordnet set vurderer Treisman og Schleifer liberaliseringen af Østeuropa som en overraskende succes og peger på stigende levestandard, politiske rettigheder, øget vækst og større velstand for den enkelte. Endelig fremhæver de to Harvard-økonomer, at de østeuropæiske lande, der gennemførte det mest radikale reformarbejde var hurtigst til at få del i en ny velstand.

»Lande med gradvis implementering af reformer (eksempelvis Armenien og Makedonien, red.) nåede efterhånden op på samme niveau som lande, der gennemførte radikale reformer, men ikke uden først at lide under en årrække med omkostningsfulde underpræstationer. Sammenlignet med de lande, der ivrigt omfavnede det frie marked, var lande med gradvise reformer længere om at genvinde tidligere niveauer for forbrug pr. husstand og længere tid om at stabilisere inflationen«, skriver Schleifer og Treismann.

Imponerende skyline

Det er netop sådanne positive udlægninger af de østeuropæiske reformer, som Philipp Ther forsøger at nuancere.

»I de sidste 22 år har Polen haft mere eller mindre uafbrudt økonomisk vækst. Selv krisen i 2008 har ikke rokket ved, at Polen er det eneste større europæiske land uden recession, hvorfor man også taler om økonomisk boom i Polen. Men selv her er man nødt til at skelne mellem situationen i landområderne og den i byerne«, siger Philipp Ther.

»I Warszawa ser man en imponerende skyline, som også er afbildet på forsiden af min bog. Polens vækstrater kan minde om Kinas. Men landregionerne blev allerede i 90’erne hægtet fuldstændig af den udvikling. Det blev først egentligt afhjulpet med det polske EU-medlemskab under østudvidelsen i 2004«.

»Der findes naturligvis også værre eksempler. Hvis man ser på Rusland i 90’erne, var det en økonomisk katastrofe, der var værre end den amerikanske finanskrise. Men også i Ukraine fandt der en massiv forarmelse sted og tilsvarende politiske problemer.«

Af samme grund mener Ther, at erfaringerne med de østeuropæiske reformer i dag kan overføres til situationen i det kriseramte Sydeuropa, der lider under den europæiske sparepolitik. Rumænien og Letland og Litauen har mistet ti pct. af deres befolkninger på ganske få år. Hvis man anbefaler samme kurs til de sydeuropæiske lande, må man forvente en lignende udvikling, men det har man aldrig sagt åbent.«

Philipp Ther

Die neue Ordnung auf dem alten Kontinent

432 sider. 26,95 euro

Suhrkamp

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et neoliberalt tog kører gennem Vesteuropa...! :(