Her er overklassen butlere for de allerrigeste

Den globale ulighed er eksploderet siden finanskrisens start i 2008 – i dag ejer 85 personer ifølge Oxfam det samme som den fattigste halvdel af klodens befolkning. En god del af dem bor i London, der i dag har den højeste koncentration af ultrarige på kloden. Storbritanniens gamle overklasse? Den forsørger sig som den nye globale elites butlere
Naboerne til den superrige elite i London er bekymrede over det vulgære ved den nye rigdom og den måde, den forandrer kvartererne på

Naboerne til den superrige elite i London er bekymrede over det vulgære ved den nye rigdom og den måde, den forandrer kvartererne på

Anders Birger
22. november 2014
Delt 232 gange

Der er noget bekendt ved det skæve smil og selvsikre blik, der stirrer direkte ind i kameralinsen og videre på læseren af The Evening Standard – gratisavisen, som tusindvis af rejsende i London dagligt bladrer igennem på vej hjem fra arbejde. Det er den samme scenevante fremtoning, som næsten dagligt møder de samme rejsende, når landets finansminister toner frem på fjernsynsskærmene og fortæller om nødvendigheden af at skære i den offentlige sektor for at komme landets monstrøse gæld til livs.

Men det er ikke den britiske finansminister, George Osborne, der afslappet og med korslagte arme har ladet sig fotografere op ad en bourgognefarvet væg, men derimod hans lillebror, 29-årige Theo Osborne.

Anledningen er realiseringen af hans seneste forretningsidé – åbningen af en eksklusiv concierge-service for de ultrarige verdensborgere, der i de seneste år er strømmet til London.

Unge Osborne er sikker på, at der er efterspørgsel på hans service, der vil koste kunderne omkring 50.000 pund (ca. 476.000 kr.) om året, men som til gengæld giver dem frit valg på alle hylder ikke kun i London, men globalt.

»Vores kunder er fattige på tid, så vi er en slags supportsystem, der fremskaffer alt fra et sidste øjebliks privatfly til et bord fredag aften på Zuma. Sådan,« forklarer han i avisen.

»Jeg har adgang til alle Grand Prix-løb, billetter til Oscar-uddelingen, adgangskort til saddelpladsen (på væddeløbsbanen), backstage-pas. Nogle firmaer organiserer billetter for folk, der vil ind og se Bon Jovi, men vi organiserer pas, der giver adgang til at møde ham bag scenen. Du kan få alt, hvad du ønsker dig. Okay – der er ting, jeg ikke er blevet bedt om og ikke har tænkt over, men hvis nogen beder os om noget, vil vi gå til verdens ende for at arrangere det,« forklarer den unge forretningsmand, hvis far er baron Peter Osborne – medgrundlægger af det luksuriøse tapet- og stoffirma Osborne & Little, som hans sønner i dag ejer hver 15 procent af.

Familien Osborne er med andre ord del af Storbritanniens historiske overklasse og har millioner af pund på bankkontoen, hvilket placerer dem solidt inden for landets rigeste ene procent. Alligevel er deres velstand forsvindende lille sammenlignet med den strøm af rigmænd, der har bosat sig i London siden finanskrisens start i 2008.

Tilstrømningen har forvandlet London til den by i verden, der har den største koncentration af dollarmilliardærer – hele 72 – foran Moskva (48), New York (43) og San Francisco (42). For ikke at tale om de 4.224 såkaldte UHNWI (Ultra High Net Worth Individuals); dvs. dem der har mindst 30 mio. dollar (180 mio kr.) på bankbogen ud over deres faste ejendom. Dem har London også den højeste koncentration af i verden.

Den nye globale elite har vendt op og ned på den århundreder gamle sociale rangorden, der udgør  Storbritanniens klassesystem, med den finurlige effekt, at de knap så rige – den gamle overklasse – nu har fundet en ny indtægtskilde ved at tjene de nytilkomne. Det fortæller Roger Burrows, professor i sociologi ved Goldsmiths University, der er i gang med et forskningsprojekt i Londons superrige kvarterer.

»En masse af de rige briter tjener nu deres formuer ved at arbejde for de ultrarige. I Mayfair-området for eksempel er der familiekontorer, ofte under ledelse af folk, der selv er meget rige – britiske entreprenører og aristokrater, som er blevet en ny butlerklasse.

De tilbyder en slags kulturel introduktion til hestevæddeløb og klubber og kan tage sig af hestene, flyene, kulturen. De kan også bestyre hedge fundene (investeringsforretninger, red.) og investere de udefrakommendes penge,« fortæller Roger Burrows og kalder Theo Osborne »et godt eksempel«. Men det samme er hans ministerbror.

»Osborne, (premierminister David) Cameron og Tory-partiet er i bund og grund butler-klassen. De er rige, men de er ikke så  rige – og deres job er at ’sørge for politikken, darling’,« siger Burrows.

Anders Birger

Ingen hjemme

Den gamle overklasse er blevet den nyes butlere, men hvem er den nye overklasse så? Et besøg i det såkaldte ’Alfa-territorium’ – områder som Westminster, Knightsbridge, South Kensington, Holland Park og Mayfair i Vest- og Nordlondon – hvor de ultrarige ifølge ejendomsmæglerne bor, giver ikke mange hint. Ud over enkelte dyrt-påklædte kvinder, er det primært murere og håndværkere, der rumsterer i de pæne, velholdte gader.

I hver eneste af gade i det eksklusive Belgravia-kvarter, hvor de udenlandske ambassader ligger side om side, står containere med byggeaffald parkeret mellem Ferrarier, Porscher og sorte firehjulstrækkere af mere beskedne mærker som Mercedes og Audi. Mindst et hus pr. gade er pakket ind i staffeli i fireetages højde, og der lyder en konstant maskinstøj og hamren fra huse med åbne døre.

I Capel Street har nummer 13 netop skiftet ejer for en pris på 67 mio. kr. Det er et smalt, fire etager højt byhus på 344 m2 og med seks soveværelser. På hjørnet af Cadogan Place fejer en ældre mand blade væk omkring planterne foran nr. 69 – et smukt hvidt byhus med matchende metalskodder for vinduerne. I Wilton Cres er en kvinde i gang med at pudse messingskiltet ved husets fordør.

»Jeg møder dem af og til,« fortæller Amanda Frame, stifteren af det eksklusive arkitektfirma Bauencorp, om sine nye ultrarige naboer.

Selv flyttede hun til Kensington fra Florida for 28 år siden med sin britiske mand og købte deres nuværende hjem. Det er et klassisk byhus i to etager, beliggende ud til en stille vej, og med udsigt til en smuk rødstenskirke og en lille park.

»Men det er mere deres barnepiger og rengøringsfolk, jeg møder, når de lufter ejernes hunde. For de er her ikke selv,« tilføjer den pensionerede, men stadig aktive kvinde, der også er formand for beboerforeningen Kensington Society.

Et nyopført luksuskompleks på syv huse med navne som Wolfe House og Charles House på Kensington High Street bekræfter hendes påstand. På denne dunkle, halvmørke oktobereftermiddag er der ikke lys i et eneste af de hundredvis af vinduer ind til luksuslejligheder til priser mellem knap ni og 74 mio. kr. Ingen går ind eller ud af de oplyste indgangspartier. De eneste mennesker synes at være receptionister og portnere.

»To af mine venner var nede for at se på lejlighederne, og de fik at vide, at de alle sammen var blevet solgt ubeset over en hjemmeside i Singapore,« fortæller Amanda Frame.

Roger Burrows bekræfter, at de ultrarige ikke slår sig ned i London i gammeldags forstand. Sådan lever denne befolkningsgruppe ikke.

»De er en meget forskelligartet gruppe«, siger han. »Det eneste, de har til fælles, er denne enorme rigdom, og at den kommer fra store kapitalinvesteringer. Og så bor de sammen. De samler sig meget tæt sammen omkring særlige områder i verdens byer og især i London,« tilføjer han og beskriver områderne, hvor de slår sig ned, som »nogle af de mest etniske varierede nabolag, du kan forestille dig.«

»Mange har tre-fire huse rundt om på kloden, så de tilbringer kun noget af året her,« fortsætter Burrows og tilføjer, at »40 procent af ejendommene står tomme i dele af Westminster det meste af året.« Det er en af grundene til, at han og hans kolleger selv har haft svært ved at få gruppen i tale til deres forskning. En anden er – forklarer direktør Patrick Bullick for den eksklusive ejendomsmægler Stanley Chelsea – at de ultrarige er en yderst lyssky race.

»Der er intet håb,« forklarer han Informations udsendte, der havde håbet, at han kunne være en vej ind i den ultrarige verden.

»Disse folk ønsker diskretion – især over for pressen,« tilføjer han.

Private parker og klubber i Londons mest eksklusive kvarterer er attraktive for den globale elite af superrige. En blog i Belgravia eller Kensington giver diskretion og er samtidig en god økonomisk investering.

Anders Birger

Fokus på ulighed

Indtil for et år siden fik verdens lille klasse af ultrarige lov til at gå i fred med den eskalering af deres indtægter og formuer, som diskret har øget den økonomiske afstand mellem dem og resten af klodens befolkning. Stadigt lavere formuebeskatning og voksende brug af skattely har i årtierne efter Den Kolde Krig medført, at ingen vidste ret meget om størrelsen på og fordelingen af klodens formuer. Magasinet Forbes’ Top 100-liste over klodens rigeste, som sjusser sig frem til formuernes størrelse ud fra en masse forskelligartede faktorer, var det bedste bud på et overblik.

Men så udkom den franske økonom Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede i engelsk oversættelse. I bogen, som blev en global bestseller og udkom i denne uge på dansk, opgør Piketty ulighed på en mere detaljeret måde end de hidtidige. I stedet for at koge uligheden ned til et enkelt tal som f.eks. den udbredte Gini-koefficient, opgør Piketty uligheden ved i tabeller at opstille formue- og indtægtsfordelingen i forskellige procentandele af befolkningen.

Pikettys udregning viste, at de hidtidige ulighedsvurderinger havde camoufleret en bestemt udvikling: den rigeste ene procent og i endnu højere grad den allerrigeste ene promille har øget deres økonomiske forspring fra os andre.

I Europa er det London, der er blevet den diskrete øverste procents tilholdssted. På grund af byens finanscentrum og på grund af dens lukrative boligmarked. Denne status har i de seneste år har fået store politiske konsekvenser for Storbritannien. Den britiske regerings bestræbelser på at beskytte City – verdens største finanscenter og yngleplads for de ultrariges voksende formuer – har været hovedårsag til det stadig mere problematiske forhold mellem London og resten af EU.

Senest kæmpede den britiske regering en hård kamp imod en øvre grænse i EU for bonusser i bankverdenen.

Tidligere modsatte den sig indførelsen af en Tobinskat på finansielle transaktioner – et hjertebarn for både den franske og den tyske regering – for ikke at nævne decembertopmødet i 2011, hvor David Cameron nedlagde veto imod finanspagten, da det ikke lykkedes ham at få en række garantier igennem, der skulle beskytte aktiehandlen i City. Konfrontationspolitikken har været medvirkende til, at forholdet mellem London og Bruxelles i øjeblikket er på et absolut lavpunkt, og at røster helt op til Cameron endog har rejst spørgsmålet, om Storbritannien overhovedet hører til i EU.

MR

Imens spørger Londons gamle overklasse sig selv, hvem deres nye naboer egentlig er. Én såkaldt BWAG (Banker’s Wife And Girlfriend) har gnubbet skuldre med de superrige og skrevet om det på sin blog nottinghillmummy.com. Hun har for travlt til at mødes med Informations udsendte, fordi hun »løber manisk mellem skole og aktiviteter de fleste dage«, forklarer hun i en mail, hvor hun dog indvilliger i at besvare et par spørgsmål. Derudover henviser hun til en beskrivelse af forskellen mellem sit eget privilegerede liv og de superriges, hun har skrevet – anonymt – til The Times Magazine.

I artiklen bekræfter hun de ultrariges enorme diskretionstrang.

»De er tiltrukket af byen, fordi det er et af de få steder i verden, hvor privatlivets fred værdsættes så højt, og hvor man kan bevæge sig fra private medlemsklubber til privatbil til privatfly uden overhovedet at betræde et offentligt fortov,« skriver hun og uddyber: »Selv New York har ikke denne grad af selvisolation. I London er der private medlemsklubber, private skoler, private haver, private børnemedlemsklubber, adgang til privatfly.«

Anders Birger

Selv er Notting Hill Mummy gift med en investeringsrådgiver og bor i et hus i Chelsea, der bl.a. indeholder en barnepige-lejlighed, et legeværelse til børnene »med nok legetøj til at åbne en Toys ’R’ Us« og et »mini-fitnesscenter«. Huset ligger – erkender hun – i yderkanten af kerneområdet med et »mindre attraktivt postnummer«, men hvor husene kun koster halvt så meget som i de mest attraktive områder med postnumre som SW1X, SW3, SW7 eller W11. Ifølge boligsiden Zoopla er der i øjeblikket 227 ejendomme – huse og lejligheder – til salg i SW1X med en gennemsnitsudbudspris på 67 mio. kr. I SW3 er gennemsnitsudbudsprisen 28 mio. kr., i SW7 er den 32 mio. kr. og i W11 21 mio.

Disse ejendomme er imidlertid »ikke hvad vi andre anser for huse«, fortæller Notting Hill Mummy, der har besøgt det, hun kalder et »superhus«.

»De er mikrobyer med husbestyrere, der optræder som administrerende direktører og leder dem som små virksomheder. De er bygget til at kunne levere, hvad end deres ejer skulle få lyst til. Motion og morgensvømmeture?

Lad os bygge et svømmebassin i kælderen med et fitnesscenter ved siden af. Film? Lad os bygge en biograf med 12 sæder. Til børnene bygges legeværelser med rutchebaner, svævebaner og klatrevægge. Læger, frisører, massører og reiki-healere er på speeddial. Disse huse er så store og så velindrettede, at der aldrig er noget behov for at forlade dem,« skriver hun.

Hvorfor London?

Tilstrømningen af investeringer har for alvor ophedet Londons i forvejen dyre boligmarked. Boligpriserne er de seneste år vokset omkring 20 procent i gennemsnit om året.

»Londons boligmarked er udtryk for en investeringsstrategi snarere end en forbrugsstrategi. Folk køber ikke disse ejendomme for at bo i dem, de bruger dem som en investeringscontainer,« siger Roger Burrows, der bakkes op af Patrick Bullick, som tilføjer, at især lyssky penge har fundet vej til London.

»Hvis du er nigeriansk diamantsmugler, ville du ikke kunne sætte dine penge ind på en schweizisk bankkonto, efter at schweiziske banker er blevet tvunget til at rydde op i deres forretninger. I stedet placerer du dem i Londons boligmarked. Og vupti, så er diamantpengene blevet til et stort, dejligt hus. Hvor har de russiske oligarker fået deres penge fra, hvis du tænker over det,« spørger ejendomsmægleren retorisk.

For investorerne har London mange fordele, siger han.

»Der er stabile ejerforhold; der er et stærk finanssystem, midt imellem Fjernøsten og New York; der er let adgang til Europa; og vi taler engelsk, som er det internationale erhvervssprog,« siger Bullick.

»Derudover er der gode skoler, et godt kulturliv og teater. Hvis du er fra Mellemøsten og kommer med dine syv koner, så kan de ikke få lov til at bære deres burkaer i Paris, men det kan de her. London er meget rummelig.«

Endelig påpeger Bullick, at udenlandske husejere ikke skal betale skat af overskuddet, når de sælger deres huse.

Anders Birger

Byen ændrer karakter

Netop den manglende beskatning af boligspekulationer er et emne, som Amanda Frame kan tale længe om. Ifølge hende er det den, der har forvandlet et livligt lokalsamfund til nydelige, men mennesketomme byggepladser.

»Problemet er ikke, at de superrige er flyttet ind. Problemet er, at de superrige køber ejendommene, men ikke flytter ind. De kommer kun, når det er sommer i Dubai, eller når de skal købe julegaver. Imens har vi oplevet en udrensning af faste beboere, der stemmer og går op i lokalsamfundet,« siger hun og tilføjer, at »ikke en eneste har meldt sig ind« i den lokale borgerforening, der bl.a. kæmper for at bevare områdets historiske og arkitektoniske karakter.

Hvilket i sig selv muligvis er en af årsagerne til, at de nytilkomne ikke vil være med, erkender hun, for det er ofte deres udgravninger af kældre, konverteringer af tidligere forretninger til beboelse og totalrenoveringer bag de klassiske facader, som lokalforeningen kæmper imod.

»De kan godt lide bygninger i fredede områder, hvor de river al den historiske indretning ud af husene. Der var for nylig en fredet bygning, der blev totalt udbenet. Kommunen anlagde sag imod ejerne, som fik en bøde på 3-4.000 pund (30-40.000 kr., red.). Men det svarer til prisen på en håndtaske for de her folk,« siger Amanda Frame, der fortæller, at området, hvor hun bor i Kensington W11, har ændret karakter i en grad, så hun ikke længere har et sted, hvor hun kan smutte ud og købe en pint mælk.

I Belgravia-kvarteret fandt Information kun én dagligvarebutik – en Waitrose, hvor en robust chauffør i sort jakkesæt stod afventende mellem indgangen og en firehjulstrukket Ferrari.

»Vi plejede at have et renseri for enden af vores blok; en kiosk, en glarmester, et apotek, et arkitektkontor – de er alle væk. Den lokale Prince of Wales-pub blev solgt. Nu står der et enormt hus med et svømmebassin i kælderen. Advokatkontoret er blevet ombygget til bolig og er nu på markedet for 11 mio. pund (105 mio. kr.). Hvem har råd til det,« spørger Frame.

Ifølge salgsstatistikkerne er svaret, at to tredjedele af køberne af disse dyre huse er udlændinge.

Amanda Frames bekymringer er velkendte for Roger Burrows, sociologiprofessoren, som har haft god kontakt til netop hendes gruppe. De er rige, men slet ikke i den globale superliga, og de vil gerne tale, »fordi de ser det, der sker, som en trussel mod deres livsstil«.

 »Der er en generel bekymring over det vulgære ved den nye rigdom og den måde, den forandrer kvartererne på,« fortæller han og tilføjer, at private sikkerhedsfolk ved indgangene til nogle af husene skaber bekymring for, hvor ejerne har fået deres velstand fra.

Anders Birger

Konsekvenser for de 99 pct.

Notting Hill Mummys kritik af de superrige er ikke en opfordring til, at andre skal »have ondt af os – for det skal I ikke«. Hun påpeger blot, at den såkaldt »banker bashing«, der opstod i kølvandet på finanskrisen, i dag er »irrelevant«, for det er ikke længere bankfolkene med deres fede bonusser fra finansdistriktet City, der er skyld i transformeringen af London.

»De internationale superrige samler på huse som et matadorspil. De er strømmet til områder som Chelsea og Kensington og nabokvartererne. Det er absurd for mig at se, at mine venner, fra familier med to indkomster på 500.000 pund (4,7 mio. kr.) fra store Citybanker ikke har råd til at købe bolig i det centrale London,« skriver hun.
Roger Burrows har ikke ondt af bankfolkene, men han anerkender, at »de ikke er problemet her«.

»Bankfolkene og advokaterne er faktisk nogen af dem, der bliver presset ud,« fortæller han.

»Min bekymring for byen er, hvor de rige går hen, når de bliver fortrængt af de ultrarige. Folk, der har råd til 10 mio., men ikke til 40 mio.? Det er ikke kun gentrificering – udskiftning af arbejderklassen med middelklassen. Det er super-gentrificering; sågar super-super-gentrificering.«

En anden måde, indtoget af de superrige påvirker de resterende 99 procent er, at denne nye superrige klasse ikke som dens forgænger på Victoria-tiden føler sig særlig forbundet til London.

»Meget få af disse folk har nogen tilknytning til et sted. De er aldrig i det offentlige rum og ved ikke meget om, hvordan verden ser ud. Deres geografiske forståelse rækker ikke særlig langt ud af Vestlondon. Deres velstand er ikke som i Victoria-tiden samfundsorienteret, men derimod meget privat og yderst segregeret. De er måske knyttet til et fodboldhold eller et galleri, hvorimod Victoria-tidens superrige investerede i steder – i parker, haller, offentlig infrastruktur, i gallerier. Pengene i dag er usikre penge. Det er penge associeret med et ikke-sted,« fortæller Roger Burrows.

Ulighed korrumperer

De ultrarige er dog ikke kun et problem, erkender han. Selv om mange af dem, fordi deres indtægter kommer fra udlandet, ikke betaler indkomstskat og derfor kun kommuneskat i Storbritannien (for City of London er den maksimale kommuneskat p.t. på knap 18.000 kr. om året), skaber deres tilstedeværelse beskæftigelse.

Patrick Bullick er desuden overbevist om, at en bebudet skatteændring, der fra 2015 vil betyde, at ikke-fastboende spekulanter vil blive beskattet af overskuddet ved hussalg, vil mindske den negative effekt af de superriges tilstedeværelse.

»Det vil absolut ændre noget – også for den rigeste gruppe. Hvis priserne på husene under de dyreste huse falder, vil husene i toppen også falde,« mener han.

Roger Burrows – og en rækker andre ejendomsmæglere – er knap så optimistiske. De nye skatteregler er alt for lempelige til at gøre en forskel, siger de, og Burrows tvivler på, at de ultrarige »bekymrer sig om skat, for kapitalgevinsten på deres investeringer i Londons boligmarked vil opveje enhver bekymring«.

I det hele taget er han ikke sikker på, at nationale politikere kan gøre ret meget ved den udvikling, der dag for dag gør de allerrigeste rigere sammenlignet med klodens øvrige beboere.

Organisationen Oxfam igangsatte for nylig kampagnen Even it Up mod den voksende kløft mellem verdens rigeste og fattigste. Ifølge Oxfam er et af problemerne med den ekstreme ulighed, at det »korrumperer politik og hindrer økonomisk vækst«. Ifølge organisationens udregninger ejer 85 personer i 2014 det samme som den fattigste halvdel af klodens befolkning.

Lige som Thomas Piketty ønsker Oxfam en global beskatning af ekstrem rigdom – en skat på 1,5 procent af verdens milliardærer vil ifølge organisationen kunne rejse 440 mia. kr.

Roger Burrows tvivler dog på, at nogen politiker i Storbritannien, hvis økonomi i høj grad afhænger af Citys finansielle tjenester, vil stække distriktets kunder. Sektoren udgjorde i 2010 næsten 10 procent af landets BNP, det højeste i noget G7-land. Og selv hvis politikerne ville, er han ikke sikker på, at de kunne.

»Jeg tror ikke, at national politik kan gøre ret meget andet end at mægle i forhold til disse globale transformationer,« siger han og forudser, at »vi vil opleve voksende lighed blandt de 99 procent og samtidig fremkomsten af en meget lille superliga med gud ved hvilke konsekvenser«.

Den nye virkelighed

Notting Hill Mum er bare træt af, at de rige russere har fordoblet prisen for en god barnepige til 7.600 kr. om ugen plus bonusser såsom »en Burberry-regnfrakke, Saint Laurent-solbriller, Tod’s-sko og Hermès-tasker«. Mest af alt er hun dog bekymret for, hvordan det påvirker hendes børn at være omgivet af det, hun kalder for en »fantasiverden«.
Hun beskriver, hvordan børnene er blevet inviteret til fødselsdagsfester i »balsalene på Dorchester, Berkley og Mandarin Oriental hotel, som er blevet omformeret til et mini-Disneyland komplet med karruseller, forlystelser, tryllekunstnere, gøglere, popcorn-maskiner, softice-maskiner, ansigtsmalere, ballonskulptører og hoppeborge«.
»Det bekymrer mig, at mine døtres skole er fuld af superrige, hvordan det vil påvirke deres perspektiv på livet, hvorvidt de vil føle en berettigelse, som ikke er berettiget. Jeg ønsker ikke, at de skal vokse op og tro, at den slags rigdom er normal,« skriver Notting Hill Mum i en mere alvorlig refleksion til Information.
Udskiftningen af faste beboere med en ikke fastboende global elite er Amanda Frames største bekymring.
»Jeg ønsker, at udenlandske købere – der ikke er bosat i Storbritannien – bliver beskattet højere. Jeg ønsker anerkendelse for at være bosiddende, for at jeg betaler britisk skat, og for at jeg bidrager til det britiske samfund,« siger hun.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

De rigeste – UHNW’erne

En UHNW-person er en person, der besidder 30 millioner dollar eller mere i aktiver, heri ikke medregnet værdien af primær bolig.

4.224
UHNW-familier bor i London.

40
procent af verdens BNP ejes af verdens UHNW’er.  

2
billioner dollar er beløbet UHNW’ernes rigdom er vokset med fra 2012 til 2013.

1,8
millioner dollar er en UHNW’s rigdom gennemsnitligt steget med mellem 2012 og 2013.

199.235
Det totale antal UHNW’er i 2013.

27.770
milliarder var i 2013 UHNW’ernes samlede formue.

40
billioner dollar er UHNW’ernes forventede rigdom i 2010.

1
procent af UHNW’erne er milliardærer, men de ejer 23 procent af UHNW’ernes totale rigdom.

30-99
millioner dollar-indkomstgruppen udgør tre fjerdedele af verdens UHNW-befolkning.

100-199
millioner dollar-indkomstgruppen er den indkomstgruppe blandt UHNW’erne, hvis rigdom er vokset hurtigst – med 13 procent fra 2012 til 2013.

20
procent af de mandlige UHNW’er arbejder inden for finans-, bank og investeringssektoren.

14
procent af de mandlige UHNW’er har arvet deres rigdom.

70
procent af de mandlige UHNW’er har selv skabt deres rigdom.

88
procent af UHNW’erne er mænd.

12
procent af UHNW’erne er kvinder.

53
procent af de kvindelige UHNW’er har arvet deres rigdom.

33
procent af de kvindelige UHNW’er har selv skabt deres rigdom.

15
procent af de kvindelige UHNW’er arbejder for sociale  eller almennyttige organisationer.

67
procent af amerikanerne sagde i en Gallup-måling i januar, at de var utilfredse med fordelingen af rigdom og indkomster i USA.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

"»Osborne, (premierminister David) Cameron og Tory-partiet er i bund og grund butler-klassen. De er rige, men de er ikke så rige – og deres job er at ’sørge for politikken, darling’,« siger Burrows."

Der er mange, som sørger for politikken - og det er næppe undringsværdigt at man hjælpes ad ... og at der slikkes og pudses fra nedre trappetrin; sådan er dynamikken og den kulturelle lov. Når mere rig møder mindre rig og mindre rig ikke kan bekæmpe mere rig, tilpasser mindre rig sig og giver sig til at udføre rektal velgørenhed for mere rig. Ingen lærer noget, intet ændres, alt bevares.

Brugerbillede for Jørn  Petersen

Gad vide om de er lykkelige eller om de køber deres lykke.

Man siger penge er frihed, i min verden er det et fængsel, et fængsel hvor ægtheden er væk, hvor hver dag er en kamp mod omverdens begær.

Der er i sandhed mange grunde til at dele denne verdens goder.

Fort EU er der også mange der begærer er vi så rige eller er tingene bare begrædelige.?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Engelsted
Ah, tro mig, den vinkel er gennemtænkt. ;-)

Burfugle kan leve aldeles glimrende og lige så lykkelige liv som de frie fugle,
som må døje med sult, rovdyr, sygdomme og rivaliseringer. Burfugle er ikke ulykkelige - før de bliver lukket ud af buret og pludselig kan blive udsat for andre fugles angreb.
Jeg har intet imod burfugle som sådan.
Jeg tror burfugle er glade og fungerer fint.
Ikke desto mindre er de burfugle, afskåret fra almindeligere fugles udfordringer og også fra deres angreb. Tremmerne/pengene/diskretionen er både deres fangenskab OG deres beskyttelse mod omverdenen, som ellers ville kidnappe, afpresse, true og ødelægge deres liv og sociale virkelighedsopfattelse.

Brugerbillede for Henrik Brøndum

Jeg advarede ellers i gaar "misundelsespartiet" om at goere det alt for kendt, at det var noedvendigt at indrullere fallenter i bevaegelsen for at goere den tilstraekkelig slagkraftig. Saa kommer Mette Rodgers med sin udmaerkede artikel om "Notting Hill Mum" og nu maa den strategi laves helt om.

Den britiske skatteregel om, at hvis du ikke er britisk statsborger og dine indkomster stammer fra udlandet - saa bliver du ikke beskattet af disse indkomster - er helt absurd. En slags omvendt nationalisme. Umiddelbart er der dog ikke tydelige tegn paa at nogen vil eller kan lave den om. Utilfredsheden med EU saetter hele nationen skakmat.

Brugerbillede for Henrik Leffers

Jeg har et par gange henvist til en artikel fra top-universiteter i USA om, at USA er blevet til et oligarki (Linket er: http://journals.cambridge.org/download.php?file=%2FPPS%2FPPS12_03%2FS153...), men der er ikke længere "open access" til den, så nu viderestilles man til et abstract. Men jeg tror artiklen stadig kan findes andre steder. I artiklen viser de, at lovgivningen i dag totalt favoriserer de aller rigeste! -Dog uden at nævne, at alle amerikanske politikkere er korrupte og de altså stemmer som de der betaler vil have det... Her er et par citater fra artiklen:
"The preferences of the average American appear to have only a minuscule, near-zero, statistically non-significant impact upon public policy."
"In the United States, our findings indicate, the majority does not rule—at least not in the causal sense of actually determining policy outcomes. When a majority of citizens disagrees with economic elites or with organized interests, they generally lose."
Artiklen slutter med: "Americans do enjoy many features central to democratic governance, such as regular elections, freedom of speech and association, and a wide-spread (if still contested) franchise. But we believe that if policymaking is dominated by powerful business organizations and a small number of affluent Americans, then America’s claims to being a democratic society are seriously threatened."
Jeg tror vi nærmer os det samme i Europa og er desværre sikker på, at det bliver værre! Det er middelklassen det går ud over nu, for der er ikke længere nok at "hente" fra de fattigste...

Brugerbillede for Katrine Visby

Jeg ved ikke om man skal være misundelig eller forarget. Det er ihvertfald en så grotesk rigdom, der ligger fjernt fra vores andres verden.
Jeg tror godt de ved de er upopulære. Derfor holder de lav profil. De ville jo kunne brødføde hele Afrika. Og de vil helst ikke opleve for meget af virkeligheden udenfor.

Men de har et svagt punkt; de er meget afhængige af alle de folk, der arbejder for dem. Piloten, der skal flyve dem, deres sikkerhedsfolk, alle dem der vedligeholder deres huse o.s.v.

Hvis de blev bevidste om deres magt, og slog sig sammen og strejkede og nægtede at køre, flyve og servicere dem, før de gav dem en lønforhøjelse på 1 mia., så ville de blive mere og mere isolerede.
Men sådan ser virkeligheden desværre ikke ud. Folk bukker og skraber for de rige.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Der er en folkelig kærlighed, for den internationale organiserede kriminalitet, for den vilde glamour der omgiver den og magten der følger med, men det er i bund og grund, almindelig gemen kriminalitet i stor international skala, der ikke kan straffes på almindeligvis, fordi de er dygtige, kreative og bruger den magt penge giver, i en politisk virkelighed, der har brug for den vækst igennem investering kriminalitet skaber.

Det er ikke raketvidenskab.

The City of London og Wall Street mf. den international "organiseret kriminalitet" (skatteunddragelse).

De 85 rigeste mennesker i verden, ejer det samme, som de 3,5 milliarder fattigste mennesker i verden.

De 85 rigeste mennesker i verden og deres virksomhedder, vil fortsætte, igennem hovedsagligt, investeringer i vækstlandene, hvor der er underbetalning, dårligt arbejdsmiljø, børnearbejde og udplyndring af landende på alle tænkelige måder, der holder befolkningen i fattigdom og igennem skattesnyd og manglende politisk regulering beholde profitten.

Finanskapitalisme med skattely vil, fastholder de fattigste i verden, i dag, i morgen og i fremtiden i fattigdom, fordi de superriges penge, udgør en altoverskyggende magt, til fortsat udnyttelse af fattigdom.

Hvis de 3,5 milliarder fattigste mennesker i verden, fik demokratisk indflydelse i forhold til antal, ville de 85 rigeste mennesker i verden, med overvejende sandsynlighed, blive behørigt beskattede og de fattigeste betalt, en mere rimelig løn for deres arbejde.

Det er gemen kriminalitet, det er intet andet og så samarbejdesvillige politikker.

PS. Dåsetomater stiger en smule sorry.

Brugerbillede for randi christiansen

"Roger Burrows tvivler dog på, at nogen politiker i Storbritannien, hvis økonomi i høj grad afhænger af Citys finansielle tjenester, vil stække distriktets kunder. Sektoren udgjorde i 2010 næsten 10 procent af landets BNP, det højeste i noget G7-land. Og selv hvis politikerne ville, er han ikke sikker på, at de kunne." Så noget bidrager disse mennesker med, eller hvad? Noget jeg ikke har forstået?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for arne poulsen

Når artiklen handler om rigdom, hvorfor i alverden skal vi så på det nederste billede se en gammel, rusten Fiat Panda? Kører de rige da i den slags gamle rustbunker for at skjule deres rigdom af frygt for overgreb, eller er billedet bare fejlanbragt?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

@randi christiansen bidrager spørg du, tja de superrige tillader fortsat demokrati.

Det er selvfølgelig, noget paradoksalt, hvis et flertal af befolkningen forlanger, behørig beskatning af de superrige og anstændig aflønning af lønmodtager, før finanskapitalismen tager sin bid af kagen, og så lader det sig ikke indføre, er det demokrati, kunne man spørge.

Formodentlig ikke i den forstand, at der er tale om en retsstat, men det er vel prisen, den brede befolkning må betale, for en smule demokrati.

Politisk ledelse kræver lederskab, vision, vilje og mod, hvilket en mangelvare, der er for mange politiske medløbere, med personlige interesser i den fortsatte udnyttelse af gældsslaver og fattigdom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mark Helsing

Mange mennesker har en interesse i at udkonkurrere dem der er rigere end sig selv gennem at bruge diverse fællesskaber og regulering. Med hensyn til dette er det godt at notere hvordan den 'traditionelle overklasse' i lang tid har set ned på nyrige erhvervsfolk og udlændinge, men jeg ved nu ikke helt hvis det er blevet værre: jeg tror at man også er blevet vant til at der er dynamik, og så længe man kun tænker på penge plejer man også at holde de mørkere, fascistiske tanker udenfor. Selv håndværkerne kan være glade for det dyre arbejde de kan lave for at fornye luksusboligerne. 'Rige' danskere der køber ejendomme i Tyrkiet og Spanien bliver også hilst velkomne, og man laver faktisk meget for at de skal føle sig godt tilpasse. Nykomlingerne stoler som sagt også på lovgivningen, som gerne måtte beskytte dem fra nogen overgreb og folk der er på tyvetogt/på barrikaderne. Men selvfølgelig er der stadigvæk racisme, og den politiske stabilitet og sikkerhed kunne også være meget bedre (i Storbritannien og andre lande).

At mange tilflyttere ikke er interesseret i den lokale borgerforening er ikke så overraskende. De kæmper jo for at alle husene skal se ens ud, og for at området skal se ud som det gjorte 'oprindeligt' (betyder det også hvid hudfarve?). Hvorfor skal nogen gamle, gråhårede foreningsmedlemmer og briter have lov til at bestemme hvad de laver med deres ejendomme? Selvfølgelig blæser man da på reglerne her...

Heldigvis er de riges velstand muligvis heller ikke samfundsorienteret ligesom den har været i gamle dage: det skal vi være meget glade for. Det er blandt de aller værste former af korruption, når de rige lader være med at forvalte sin ejendom på en forsvarlig måde, og når de lader samfundet blive afhængigt af deres velvilje og donationer. At bruge penge på offentlig infrastruktur er et tegn på magtmisbrug og bestikkelse - og desværre sker det stadigvæk i de fleste lande, ikke mindst i Danmark. Det plejer også at være en del af kulturen i lande hvor der lægges meget vægt på assimilation, integration og andre levn fra de mørke tider. (Derudover bruges donationer til at hente skattefordele i mange lande.)

Men hvad nu hvis man alligevel synes at noget må være forkert når man ser en Ferrari der bliver kørt af en muslim? Så synes jeg at man skal fokusere på diskrimination, men på en lidt anden måde end man måske gjorde først: er der skattefordele der gør at en vis gruppe ikke betaler den samme skat som de andre gør? Men hvis man gør dette (og det skal man) så skal man også finde alle skattefordele i samfundet, dvs. al diskrimination, og se til at det bliver fjernet.

Om fodboldholdene skal man også lige sige noget. Det er meget godt (uanset at der mangler transparens i den stenalderssport) at købe sådan nogen selskaber, fordi her går man faktisk direkte til angreb på arbejdernes gamle, fascistiske foreningskultur - det er jo stadigvæk ikke tilladt i mange lande (f.eks. i Tyskland) at købe et fodboldhold, da man synes at man skal imødekomme fascisterne på dette område. Den foreningskultur kender vi også fra mange dele af det danske erhvervsliv, f.eks. andelsbevægelsen. Bare muligheden for udenlandsk ejerskab i bl.a. dette område giver håb om en bedre, mere åben fremtid i Europa.

Socialisterne har selvfølgelig deres ynkelige våde drømme, hvor folkeenheden oprejses og minoriteterne gruppevoldtages - men heldigvis burde det være klart for alle at socialismen simpelthen er sådan en krænkelse (bare typisk med lavere 'alkoholprocent' sådan at almindelige mennesker også kan drikke sig fulde). Det er nok lidt som med børn der bliver seksuelt udnyttet: de bliver jo mange gange selv forbrydere når de er vokset op. Er det deres egen skyld? Ikke nødvendigvis. Skal de stoppes? Ja. Kan man forbyde og forhindre udnyttelse, eller er det altid udnyttelsen der dominerer vores samfund? Selvfølgelig kan man forhindre det, men man skal forhindre det uden selv at udnytte nogen, uanset hvad folket synes. Socialisternes modeller plejer (uoverraskende) dog at mangle den nødvendige disciplin og design: mere alkohol er tit deres løsning.

@Lise Lotte Rahbek,

Vi er alle burfugle på en eller anden måde. Selv hvis man er 100% anarkist vil man stadigvæk blive beskyttet af staten og man vil have visse rettigheder. Heldigvis kan staten godt beskytte individerne sådan at vi ikke bare spiser hinanden - beskyttelsen er bare relativt primitiv endnu, da den i høj grad defineres af fællesskabers interesser og magt.

Virkeligheden er måske ikke helt så håbløs som du (eller jeg) indikerer. Selvfølgelig er der mange rige der godt kender til livet udenfor deres bure; der er også mange almindeligere fugle der ikke vil konfiskere de rige fugles formuer eller på andre måder krænke deres legitime rettigheder. Loven beskytter som sagt i vis grad alle individer uanset hvor mange penge de har.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Bækgaard

"Egon Olsen var en hædersmand, han begik kun ulovlig kriminalitet."

Det økonomiske system er indrettet, så økonomisk ulighed og rovdrift på naturens ressourcer nærmest er uundgåelige effekter. Og det er desværre lovligt.

Det hjælper intet at klandre grådighed eller uansvarlig opførsel, når systemet er "designet" til skævdeling og ødelæggelse.

Det er ikke den individuelle adfærd, der skal ændres - det er systemet.

Den socialdemokratiske grundide med at rette op på de værste uligheder duer ikke. Selv om de fleste får til dagen og vejen, tordner systemet afsted med sine ødelæggende effekter.

Om kort tid vil væksten igen buldre, og friværdierne vil igen blive omsat til store biler og andet legetøj.

Og den sociale midte vil igen føle sig som grever og baroner, der - i det små - kan lege med.

Og Henrik Sass vil igen sige, at bistandsklienten i den anden ende af Køge ikke bliver fattigere, fordi Sass' hus og grund stiger i værdi.

Indtil en ny ejendomsboble og andre former for spekulative bobler eksploderer og fremkalder en ny og endnu værre krise.

Ups - nu gik det lige så godt ... og vi havde jo fået en ny tankegang med mådehold efter 2008-krisen ... Hvordan kunne det ske igen? ...

Boom - bust - boom - bust ... systemets stortromme spiller en stabil rytme ...

Vi har to alternativer til det nuværende system (selv ultraliberalisterne i LA går ikke ind for at overlade alt til det frie initiativ):

1. Enten indfører vi centraliseret kontrol og håber på, at centralmagten vil det bedste for mennesker og miljø. Og så må vi leve med store begrænsninger i vores individuelle handlefrihed.

2. Eller vi finder ud af, hvordan det er muligt at tjene store formuer med lille eller ingen indsats. Og så retter vi systemfejlene og lader os beholde den ikke-destruktive del af vores individuelle handlefrihed.

Det forudsætter, at vi behandler naturressourcer og jordens beliggenhedsværdi som fælles ejendom (farvel til friværdier og oliemilliardærer).

Det forudsætter, at vi flytter pengemagten fra private banker til samfundet.

Og det forudsætter, at vi anerkender individets grundlæggende ret til en tilværelse (ubetinget basisløn.)

Jeg vælger nr 2.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jasper Jacobsen

"Den globale ulighed er eksploderet siden finanskrisens start i 2008" - finanskriser opstår ikke pludseligt, de orkestreres af det velinformerede oligarki. Når boblen brister står gribbene parat til at købe aktiver op for pennies on the dollar og gennem deres politiker-donationer køber sig til favorabel lovgivning som udhuler retsstaten og undergraver demokratiet. Nu er vi nået en absurd tilstand der ligner Frankrig i 18-tallet, og det er svært at se noget skulle ændre sig - medmindre deres primære støtter: politikere og politistyrken begynder at stille sig selv nogle grundlæggende spørgsmål omkring strukturel fattigdom, hvem det egentlig er de beskytter, og hvilke konsekvenser det har.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Præcis jasper, og modtrækket overfor denne oligarkiske 1% er nationalisering af deres illegitime formuer og underkendelse af den ditto gæld. Den retssag gad jeg godt se, ville ganske effektivt udstille de uærlige - pt er michael tellinger/ubuntu bevægelsen lykkedes med at få sydafrikanske banksters på hælene i retssalen.

Så ville vi måske have en chance for at genopbygge sunde systemer uden denne eskalerende og grumme eksponering for rip off af habitklædte røverbander.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Lars Bækgaard

Organiseret kriminalitet (skatteunddragelse)

Fordi det ikke umiddelbart kan straffes, gør det ikke lovligt, organiseret kriminalitet adskiller sig fra ordinær kriminalitet ved, at være særdeles udspekuleret, som regel har denne form for kriminalitet politisk styring, som den vi ser det i EU ledelsen.

anbefalede denne kommentar