Læsetid: 3 min.

Tag dig tid til at lave ekstra smagfuld julemad

Her er et par opskrifter på hjemmelavede juleklassikere, der tager tid at lave: Honningkager, vaniljekranse, snaps og kryddersild
8. november 2014

Julen er voldsomt tidligt fremme i butikkerne. Orker man deres julekonfekt og -kager, bør det spises nu i stedet for at blive gemt i måneder. Andre ting tager sin tid, og en del af den hjemmelavede julemad har godt af tid for at blive ekstra smagfuld. Julesnaps, glöggekstrakt, surkål, marinerede sild og den slags kan man begynde på nu.

I mange familier går de bedste juleopskrifter i arv. Her er et par af mine juleklassikere der tager tid. Og en hurtigere opskrift på vaniljekranse bagt af klassisk ’pund til pund’-dej med smør og ægte vanilje. Resultatet er alt andet end de industribagte af slagsen.

Honningkagedej

Fordej:

  • 500 g uopvarmet, gerne dansk, honning
  • 500 g økologisk hvedemel

Honning og mel æltes godt sammen og lægges i en plasticpose eller en god lukket lerkrukke og sættes køligt i kælder eller køleskab 2-3 måneder. Honningkagedejen gennemgår en fermenteringsproces (gæring),der gør den mere syrlig og smagfuld.

Resten til dejen:

  • 2 æggeblommer
  • 1 spsk. potaske, 1 spsk. hjortetaksalt, 1 spsk. stødt kanel, 1 tsk. stødt allehånde, 0,5 tsk. stødt anis, 1 knivspids stødt nellike og 1 tsk. stødt ingefær
  • ca. 20 smuttede mandler

Den dag der skal bages: Forvarm ovnen til 50 grader og lun grunddejen i den varme ovn ca. 1 time, til den er blød.

Rør æggeblommer med hjortetaksalt, potaske og krydderier. Ælt det i fordejen.

Rul dejen ud ca. 3 mm tyk. Stik den ud f.eks. i hjerter eller blot cirkler. Læg kagerne på bagepapir på bageplade. Læg ikke kagerne for tæt, da dejen flyder lidt ud. Pynt med mandler. Bag ca. 10 min. i en 175 grader varm ovn.

Pensl evt. bagsiden af kagerne med smeltet mørk chokolade.

Hybensnaps

Pluk ca. 3 dl hyben. Klip blomster og stilke væk. Fjern evt. kernerne.

Blend blot hele hyben i en foodprocessor, og hæld en flaske klar snaps eller vodka over, så det dækker. Lad snapsen trække 4-6 uger i en tætsluttende beholder.

Efter lagring skal snapsen filtreres. Snapsen fortyndes med klar snaps eller vodka til passende smag og styrke. Nyd den ved stuetemperatur. Fin til både sild og ost.

Pæresnaps

Skær 3-4 modne velsmagende pærer i stykker med skræl, og hæld en flaske klar snaps eller vodka (med højest 40 pct. alkohol) på. Trækketiden er mindst til jul eller 2-3 måneder. Derefter kan pærebrændevinen evt. sødes med honning eller rørsukker. Snapsen er god til ost.

Kryddersild a la Christiansø (syremodnede)

2 kg hele friske sild eller ca. 1,5 kg sildefileter

Dag 1: Hoveder og indvolde fjernes fra sildene og de skyldes i koldt vand. Derefter lægges sildene eller sildefileterne i en lage som skal dække fuldstændigt. Lagen blandes af lige dele eddike, evt. æblecidereddike og vand. Sildene stilles i køleskab til næste dag.

Dag 2: Stød en krydderiblanding mellemfint i en morter: 1 spsk. kryddernelliker, 2 spsk. allehånde, 1 spsk. sort peber, 2 tsk. stødt ingefær.

Bland de stødte krydderier med 5-6 laurbærblade, 100 g havsalt og 300 g lys rørsukker, samt evt. 2 tsk. sadeltræ og evt. 2 spsk. god tomatkoncentrat.

Sildene tages op af eddikelagen og drypper af i en sigte. Sildene lægges i en krukke med ryggen nedad og drysses eller smøres med krydderiblandingen mellem hvert lag. Krukken eller sylteglas lukkes med tætsluttende låg og stilles koldt.

Efter nogle dage vil sildene have dannet en lage. Efter nogle uger eller en måneds tid i lagen er sildene klar til at blive spist med rugbrød, løg, kapers, dild, kogte æg, kartofler og evt. en klat cremefraiche.

Vaniljekranse – ca. 50 stk.

  • 250 g blødt smør
  • 250 g lys rørsukker
  • 200 g hvedemel
  • 50 g kartoffelmel
  • 50 g mandler med skind
  • 1 stang vanilje
  • 1 æg
  • 1 tsk. fintrevet citronskal

Bland sukker, mel og kartoffelmel. Tilsæt fint hakkede mandler.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Pisk ægget med vaniljekornene og citronskal.

Tilsæt smør og æggeblandingen til melblandingen. Ælt hurtigt sammen til en glat dej. Stil gerne dejen køligt natten over, men ikke i køleskab.

Form kranse med en kødhakkemaskine med et lille kagehul eller med en sprøjtepose med stjernetyl/spids. Sæt kagerne på bagepapir på bageplade.

Bag kagerne 7-10 min. i en 200 grader varm ovn. Afkøl på bagerist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu