Læsetid: 3 min.

De tyske putinhviskere

Tyske og internationale medier skyder skylden for Ukraine-krisen på Putin, men den virkelige skurk er det amerikanske imperium, der fører krig med profit som motiv, hævder to tyske forfattere i ny bog. Analysen er desværre groft forsimplet
15. november 2014

I løbet af Ukraine-krisen er en ny kategori af meningsmagere og kommentatorer dukkede op i det tyske medielandskab, nemlig den såkaldte Putinversteher, der muligvis bedst kan oversættes med udtrykket putinhvisker.

Putinhviskerne er ikke en entydig betegnelse, men dækker over en broget flok, der både tæller repræsentanter for tysk industri, hvis økonomiske interesserer i en normalisering af forholdet til Rusland er indlysende, mens eksempelvis ledende politikere fra venstrefløjspartiet Die Linke peger på Vesten og især USA’s økonomiske og energipolitiske interesse i at puste til ilden som den egentlige årsag bag den eskalerende konflikt i Ukraine.

I en tid, hvor utidige sammenligninger mellem Ukraine-krisen og Den Kolde Krig fejer gennem de etablerede medier, har putinhviskerne dog det til fælles, at de i den amerikanske og vesteuropæiske politiske mainstream betragtes som apologeter for russisk neoimperialisme.

Forsimpling

Det kræver derfor et vist mod, når de to forfattere Mathias Bröckers og Paul Schreyer trodsigt bekender sig som putinhviskere i bogen Wir sind die Guten med undertitlen Ansichten eines Putin-Verstehers oder wie uns die Medien manipulieren (Vi er de gode – En putinhviskers synspunker eller hvordan medierne manipulerer os, red.). For som de skriver:

»Jo mere ondskabsfuld og hitleragtigt Putin portrætteres i medierne, desto vigtigere bliver en nøgtern og realistisk forståelse – ikke gennem psykologiserende spekulationer angående en person, men gennem politisk analyse, ikke gennem ensidig ideologi, men en størst mulig objektiv erkendelse af situationen.«

Det er desværre langt fra nøgternhed og realisme, der præger de to forfattere, der ender de med at tegne et groft forsimplet billede af Ukraine-krisen.

»Rusland og Iran, der sammen råder over halvdelen af verdens olie- og gasreserver, er ikke en torn i øjet på verdens eneste supermagt på grund af deres religiøse fundamentalisme eller autokratiske styreform, men fordi de selv stryger profitten af deres underjordiske skatte og holder transnationale koncerner ude,« skriver forfatterne og fremhæver, at udsendelsen af tyske tropper til Afghanistan som led i krigen mod terror har et lignende motiv.

Forfatterne retter samtidig en anklage mod mainstream-medierne i vesten, der af bekvemmelighedshensyn har solgt ud og opgivet den kritiske dækning af konflikten. Flere steder i bogen omtaler de to forfattere ukritiske journalister som Pre$$stitutes. En farvet retorik, der ikke gør det lettere at sluge forfatternes teser.

Det er ikke mindst en lang historisk årsagsforklaring, der ligger til grund for Schreyer og Bröckers analyse. De seneste års krige – fra NATO’s intervention i den jugoslaviske borgerkrig i 90’erne til de ukrainske krige – betragter Schreyer og Bröckers som enkeltled i et sammenhængende imperialistisk felttog, der af politikere og generaler begrundes med idealistiske henvisninger til humanitære formål. Reelt set adskiller disse økonomisk motiverede krige sig ikke fra det 19. århundredes britiske kolonialisme, mener forfatterne.

Harmdirrende retorik

Det er ikke for meget at konstatere, at nationale og energipolitiske interesser spiller en afgørende rolle i udformningen af vestlig sikkerhedspolitik, og det er heller ikke for meget at konkludere, at NATO’s politik siden Murens fald har været bygget på naive forestillinger om fortsat ekspansion mod øst.

Ikke desto mindre forekommer Schreyer og Bröckers historiske sammenligninger mellem fortidige og nutidige krige stærkt forsimplende, mens deres konklusioner forekommer både spekulative og overdrevne. Samtidig ignorerer de fuldstændig den store del af den ukrainske befolkning, der ønsker tilknytning til Europa.

Visse af de tyske Putinhviskerne vil ganske givet føle sig bekræftet af bogens entydige udpegning af USA som den store edderkop i et spindelvæv af neokoloniale krige, men det er svært at forestille sig, at bogen med sin harmdirrende retorik vil bidrage til en mere nuanceret udlægning af den aktuelle anspændte og komplekse geopolitiske situation i Ukraine.

Mathias Bröckers Paul Schreyer
Wir sind die Guten.
208 sider. 17,50 euro.
Westend

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske Troels Heeger kunne dække mødet med en af forfatterne på Café taz senere på måneden:

- Im Gespräch mit Jan Feddersen erläutert Mathias Bröckers, wie er zum "Putinversteher" wurde, warum Verstehen nicht Verehren bedeutet und die Krise in der Ukraine nicht als Schwarz-Weiß-Film dargestellt werden sollte.

Wo: taz Café, Rudi-Dutschke-Str. 23, 10969 Berlin-Kreuzberg

Eintritt frei
http://www.taz.de/!148950/

Olav Bo Hessellund og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Sådan nogle Putin-forståere har vi ikke mange af herhjemme, og de, der måtte være, har meget svært ved at få spalteplads i medierne.

Kan det virkelig passe at de to tyske forfattere skulle have skrevet: " fremhæver, at udsendelsen af tyske tropper til Afghanistan som led i krigen mod terror har et lignende motiv."? Og det skulle have et eller andet med olie og gas at gøre? Kunne Troels Heeger ikke oplyse en lille smule mere om dette?

Tjah, hvad er egentlig denne artikels ærinde?

Er det en boganmeldelse eller en (mod-)polemisk artikel?

Er den omtalte bogs tema mediekritik eller en analyse af Ukraine-krisen/-krigen som sådan?

Både som anmeldelse og/eller polemik synes artiklen mig overfladisk og mislykket.

Måske skyldes artiklens tvetydighed og deraf følgende overfladiskhed og mislykkethed, at anmelderen/polemikeren selv har haft del i nærværende medie's ('Information's) dækning af 'Ukraine-krisen/-krigen', en dækning som nok er og har været på linie med det, den omtalte bog kritiserer de tyske medier for?

Med venlig hilsen
P.S.:
Her http://www.heise.de/tp/artikel/42/42539/1.html kan man læse hele første kapitel af den omtalte bog, der har følgende undertitler:
1. Die Guten und die Bösen
2. Weswegen wir Putinversteher wurden
3. Die geostrategischen Interessen hinter dem Ukraine-Konflikt
4. Zum wiederholten Mal wird das zerrissene Land zum Aufmarsch- und Schlachtfeld, bei dem sich die Landsleute gegenseitig bekriegen, weil fremde Mächte es als Stellvertreter für ihre Kämpfe nutzen)

Niels Engelsted, Nic Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Fra Mark Thalmays link: Grunden til, at Putin er så forhadt i Vesten er, at han forhindret de transnationale koncerner muligheden for at udnytte Ruslands ressourcer:

- Nicht Putins autokratische Regierungsführung oder homophoben Gesetze sind der Grund, warum er im Westen zur Unperson wurde - viele der Alliierten des Westens rangieren diesbezüglich weit unter dem Niveau Russlands -, sondern die Tatsache, dass er den immensen Ressourcenreichtum Russlands der fröhlichen Ausbeutung durch transnationale Konzerne entzogen und unter die Kontrolle des Staats gebracht hat. Und damit hat er sich auch wieder zu einem wichtigen Player im "Great Game" gemacht - dem seit Jahrhunderten währenden Kampf der großen Nationen um die Rohstoffe und Ressourcen dieser Erde.

Lyder som en interessant bog.

Niels Duus Nielsen

Tak til Mark Thalmay for henvisningen til den omtalte bog. Et enkelt citat fra afsnittet "Weswegen wir Putinversteher wurden":

"Wo jedoch nicht mehr analysiert werden darf, da herrscht Ideologie, wo Verstehen verboten wird, regieren Glaubensbekenntnisse."

Jan Weiss

"en sjælden anledning til at høre Putin direkte svare på spørgsmål"

Det er faktisk slet ikke så sjældent, at han gør netop det. (endda ofte godt)

Det er bare sjældent vores "frie" medier i Vesten giver mulighed for at høre eller læse det!

Niels Engelsted, Jan Weis og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Nåååh, den interviewede slap altså afsted med udsagn, som ikke behørigt har været igennem "Sandhedsministeriet" før udsendelsen?

Det var jo ikke heldigt. Så må man trøste sig med, at der nok ikke er så rasende mange seere på DR2 ved 22-tiden.

Michael Kongstad Nielsen

Udmærket interview. Putin sagde alt det rigtige. Men der skal nok være nogle små svagheder, som det samlede Vesten vælger at kaster sig over, hvis ikke de ignorerer det helt.

Men hans vækstrater for den russiske økonomi de kommende år er højst sandsynligt skudt helt over målet - ligesom herhjemme og i Vesten i øvrigt ...

Jan Weis,

ja, det er også min vurdering samlet set.
Men jeg er nu ikke destomindre ret spændt på, hvad virkningen af sanktioner og importembargo kan udvirke af intern vækst på områder/potentialer, som Rusland grumme har forsømt i mange år.
Putin er jo også selv inde på dette i interviewet.

Michael Kongstad Nielsen

En anden ting, jeg hæftede mig ved, var Putins forklaring på Krim, som han folkeretligt sammenlignede med Kosovo. Ikke krigen om Kosovo, men frigørelsen af Kosovo fra Serbien. Og den internationale FN-domstol i Haag´s afgørelse om, at en befolkning har ret til at frigøre sig fra moder-staten uden dennes samtykke. Det er folkeret.

Ja, og en interessant sammenligning, som dog vist blev gjort af udenrigsminister Lavrov, der fornylig nævnte noget om NATO-medlemmet Tyrkiets annektering af det nordlige Cypern i 1974.
Denne opretholdes jo den dag idag uden nogen nævneværdig ophidselse eller sanktionstrang fra EUs eller USAs side i den retning.
Hvilket Lavrov vist ikke overraskende fandt lidt underligt.

Her i aften diskuteres Putin-spørgsmålet igen på tysk TV - i programmet ¨maibritt illner' ZDF kl. 22:15.
Her deltager bl.a. opfinderen af den tyske Østeuropa-politik under Willy Brandt.

Lavrov har vist som sædvanlig fået for meget vodka, siden han ikke kan huske en brik om forsøget på statskup på Cypern og den græske militærjuntas efterfølgende ynkelige deroute. Sovjetunionen var ellers meget tilfreds dermed, i sin tid?

Folk, der ikke synes at kunne huske det mere nylige statskup i Kiev, som EU og USA jo er meget tilfredse med, burde måske undlade at bringe andres alkoholforbrug ind debatten?

Michael Kongstad Nielsen

Ja Nic, man laver jo ikke sanktioner mod sine allierede.
Den græsk-cypriotiske del ville ikke godkende Kofi Annans plan, det ville den tyrkisk-cypriotiske gerne. Cypern skulle aldrig have være optaget i EU, før de havde afklaret delingspørgsmålet.
Måske ikke det bedste sammenligningsgrundlag med Krim.

MKN,

nu skal der jo så lige gå en 30-40 års tid, før man kan sammenligne den fase i Cypernsagen, der startede i 1974 med Krim/Østukraine, som lige er startet.

Seniliteten synes også at have ramt hårdt her, der er ingen, der kan huske kuppet mod Makarios? Tyrkiet var faktisk en af garantimagterne, lidt lige som op til 1864, England, Preussen, Østrig osv. Det har Rusland dog aldrig påstået at være i forhold til Ukraine.