På en måde har kritikken af 1864 været lige så spændende som serien selv. I almindelighed fordi Danmarkshistoriens dyreste tv-serie helt uhørt voldsomt har antændt den offentlige kulturdebat, og i særdeleshed fordi kritikken har gjort et snævert akademisk spørgsmål til offentlighedens spørgsmål: Hvor pointeret må kunsten være? Må den gode kunst have et klart budskab, eller bør den være en åben undersøgelse? Må entydigheden overstige flertydigheden, må den stabile mening overstige ambivalensen – må etik blandes med æstetik, faste værdisystemer med sanselighed?
Spørgsmålene har været et omdrejningspunkt i kritikken af 1864. Nok har kritikkens genstand delt sig en smule: Særligt højrefløjen har læst serien politisk og kritiseret dens indhold for at være en kraftig kritik af krig og nationalisme, mens venstrefløjen har læst serien æstetisk og kritiseret dens form for at være klichéfyldt, symboltung og overfortalt. Vi kan altså i øvrigt slutte, at der slet ikke havde været den voldsomme kritik af serien fra højre og venstre, hvis den af alle var blevet opfattet som en subtil kritik af pacifisme og multikulturalisme. Men pointen er, at i sin kerne handler megen af kritikken om, hvor pointeret kunsten må være.
1864 er stærkt pointeret. Ikke mindst fortællerstemmen udlægger flere gange meningen for os. Og direkte adspurgt i DR’s Deadline den 12. oktober svarede Bornedal selv meget bastant, at »ja«, 1864 har et budskab, ikke et politisk budskab, men dette budskab: »Brug tiden, mens du har den, før det er for sent.«
Bornedals udsagn er fuldstændig identisk med pointen i den lange prægnante monolog af karakteren Peter ved seriens afslutning, der altså skal sammenfatte og fastlægge hele seriens budskab. Et uddrag: »For enden af livet ligger døden. Laust gik alt for tidligt ned ad den vej. Vi, der nu står tilbage, skylder ham og alle de andre døde at leve livet helt ud. Det gør vi så. Alt det, vi kan.«
Skøn som i skønlitteratur
Selv om en del seere nok fældede en tåre eller to undervejs, er den udbredte præmis om det dårlige ved etisk pointeret kunst ikke mærkelig. Præmissen for kritikken har således en større kulturel tradition og idéhistorie bag sig.
I 1700-tallet opstår den litterære institution (skønlitteraturen er selvberoende og interesseløs og tjener ikke andre formål end sig selv), og særligt fra romantikkens litteraturfilosofi (gennem geniets kunst kan vi overskride fornuftens begrænsninger og ane verdens dybere mening) og fra det 20. århundredes og hele det danske uddannelsessystems dominerende litteraturvidenskabelige skole, nykritikken (skønlitteratur er en særlig erkendeform båret af en hyperkompleks sammensmeltning af form og indhold), ved vi, at skønlitteraturen er et formbaseret særsprog, der bærer på så komplekse erkendelser, at de slet, slet ikke kan udtrykkes på andre måder eller oversættes til normalsproglige udsagn.
Litteratur er ikke en forfatters æstetisering af utvetydige budskaber, som læseren så kan pakke restløst ud gennem en fortolkning. Deri består netop skønlitteraturens skønhed og særegenhed. Her er formen en del af indholdet og omvendt. Hvis de to størrelser kunne skilles, kunne forfatteren lige så godt skrive en kronik, siger man gerne. Skønlitteraturen er skøn, fordi den er æstetik og ikke etik. Det er derfor, den sene Martin Andersen Nexøs romaner af nogle regnes for mindre gode, de er for socialistiske – og Sartres romaner ligeså: De er hans filosofi forklædt som fiktion.
Fra Brandes til Yahya Hassan
Det sjove er dog, at denne opfattelse i forskellige varianter har mødt modstand igen og igen. Georg Brandes kaldte Herman Bangs forstand for en »Middelgod Fruentimmerforstand«, fordi Bang ikke accepterede Brandes’ krav om etisk målrettethed i litteraturen. Den primære skillelinje i hele receptionen af Karen Blixens forfatterskab handler om, hvorvidt hendes komplekse fortællinger hver især organiseres af en overgribende mening. Selv pointerede hun, at de er svære at fortolke, men: »Der er faktisk moral i alt, hvad jeg har skrevet.« (Berlingske Aftenavis 21. september 1942).
Den afdøde litteraturprofessor Johan Fjord Jensen kæmpede indædt mod dekonstruktionens litteratursyn og brugte i 1992 hele sin afskedsforelæsning på at angribe tesen om litteraturens fragmenterede, ustabile væsen og betydningernes ’frie spil’ (se Kritik nr. 100). I nyere tid har vi set Jens Christian Grøndahl angribe et litteraturideal, han fandt fremtrædende i Danmark: et ideal om en sprogvendt, utilgængelig, formeksperimenterende, meningsplural, konventionsoverskridende og metafiktiv litteratur. Grøndal advokerede i stedet for en sammenhængende og indholds- og erkendelsesdrevet litteratur: »Fortæl noget eller hold kæft!,« befalede han således i Weekendavisen i 2010.
Vi så også en variation af kampen, da Tue Andersen Nexø og Lars Skinnebach ønskede, at »kunsten blev en måde at engagere sig i den sociale og politiske omverden« på (Den blå port, nr. 1, 2005). Ønsket var formuleret som en kritisk replik til Frederik Stjernfelts fordring om »at skærme kunsten fra politik, etik, videnskab, teologi og hvad der ellers stirrer sultent efter den« (Kritik af den negative opbyggelighed, 2005). I 2011 erklærede Lars Frost ligefrem, at »jeg ved godt, det ikke er særligt populært i den danske litteratur, men jeg har intet imod at være opbyggelig og prøve, virkelig prøve, at formidle hvad det er, jeg synes, vi gør forkert.« (Reception, nr. 69). Hans anmelderroste roman Ubevidst rødgang (2008) slutter lige som 1864 med en samlende, meningspointerende passage om menneskelige fejl.
Ikke bare i teorien, men også i den skønlitteratur, vi kalder stor og fin, er der modstand mod kritikken af det pointerede – Bornedal er blot den foreløbige kulmination på en linje gennem kunsthistorien af etisk pointeret kunst. Pontoppidans De dødes Rige (1912-16) indeholder en klar kritik af individualismens tidsalder. Tredjepersonsfortælleren pointerer i overensstemmelse hermed: »Ak ja! Der rugede for Tiden en Forbandelse over Menneskeheden, der blomstrede hektisk som et Træ med en sygdom i Roden.« I Georges Perecs roman Ting (1965), som er én lang kritik af et venstreorienteret kærestepars hykleri og livsuduelighed, udlægger tredjepersonsfortælleren hele tiden bogens hovedpointer helt direkte.
Man så en lignende forkærlighed for det direkte hos August Strindberg, der i en periode vrængede ad skønlitteraturen, som han så som verdensfjernt pyntet og nedsættende kaldte »konstruktionslitteratur«. Også i nyere litteratur er der eksempler på en meget direkte meddelelse af tekstens overordnede mening og værdisystem. Det sker i Jonathan Franzens roman Frihed (2010), hvor tredjepersonsfortælleren flere gange udlægger hele bogens kritiske holdning.
I danske Nikolaj Zeuthens roman Verdensmestre – en historie fra 00’erne (2010) agerer tredjepersonsfortælleren på helt samme måde. Endvidere kan man se noget af den nye autofiktion som en genre, hvori der sker en radikalisering af den direkte meddelelsesform. I Asta Olivia Nordenhofs digtsamling Det nemme og det ensomme meddeler digtenes jeg, som er lig forfatterjeget, sig helt utvetydigt om sine holdninger til dette og hint: At være pæn er noget lort.
At være ligeglad med sociale normer er godt. At tale nedsættende om arbejdsløse er dårligt osv. Og det er ikke bare en ironisk leg med attituder, men en alvorlig ligefremhed, der gennemsyrer digtsamlingen – og gør den så bevægende. Også Yahya Hassans digtsamling er digtning og æstetik, men at skære den utvetydige sociale og politiske kritik i den bort er at skære digtsamlingen i stykker.
En udskældt tradition
Al denne etisk pointerede litteratur kan kaldes dårlig eller antilitterær, men den kan også kaldes indlæg i en kontinuerlig og dynamisk kamp om den gode kunst, der aldrig har ladet vores litteraturbegreb stivne. Det er den kamp, Bornedals 1864 har videreført.
Den etisk pointerede kunst findes altså og hyldes. Det betyder ikke nødvendigvis, at Bornedals 1864 er god. Men det betyder, at den pointerede kunst og 1864 ikke nødvendigvis er dårlig – etisk pointerethed er åbenbart ikke i sig selv en betingelse for dårlig kunst. Og det betyder, at 1864, hvad angår det pointerede, ikke er enestående, men viderefører en lang og til tider udskældt tradition. 1864 har forfriskende genantændt et gammelt spørgsmål om, hvorfor balancen mellem form og indhold – mellem det flertydige og det etisk pointerede – ikke kan tippe (lidt) til sidstnævntes side, uden at vi behøver at kalde det dårlig kunst eller anti-kunst.
