Læsetid: 3 min.

Til biddet: Og glem for en stund alt om julen

13. december 2014

På oldsanskrit har man 31 forskellige ord, som på hver sin måde beskriver lyden af et imaginært riskorn, der falder ned gennem de syv bevidsthedslag, som en mediterende buddhistisk munk gennmgår på sin vej mod karma.

Eller også burde have det, for det er den slags ting, der gør buddhisme lidt smålækker og acceptabel i en tid, hvor de store verdensreligioner kappes om at få os til at væmmes ved dem. Tag nu f.eks. kristendommen, som ekskommunikerer dig og din familie i syv generationer, hvis I ikke overtrækker dankortet, drikker tæt og svømmer i svine-, ande- og gåsefedt fra midt i november til langt ind i januars restegilder. Alt sammen for at 23-årige journalister med hektiske pletter på kinderne kan stå i Bilka eller på gågader og melde om rekordhandel endnu et år eller interviewe folk, om deres indkøb, som de så kan få hektiske pletter af at fortælle om.

Man brækker sig, og ikke kun af forædelse.

Noget andet smart ved buddhisterne er deres asketiske forhold til spisning. Når først det siger ramaramadingdong på den rigtige måde indeni, kan de leve et årti eller mere af føromtalte riskorn, og allerede nu, hvor vi kun er godt halvvejs igennem julespidsroden, er det netop den slags tilgang til kulinariske emner, der tiltrækker.

Vi er stærkt fristet af at opfordre dig til at spise ingenting i denne uge, for du har med stor sandsynlighed ikke brug for det. Men den slags kan man ikke få betaling for som madskribent, så her er i stedet, vist nok for første gang i vores karriere her på Information, kødløs weekend!

Grundboullion

Lad os begynde med en vegetarisk grundbouillon, for med den kommer du langt: Du skal bruge to gulerødder, et knoldselleri, en fennikel, to løg, tre porrer, to persillerødder, en pastinak, et hvidkål, et helt hvidløg, en chili og 15 modne tomater. Hertil en stilk timian, fem laurbærblade og 20 hele sorte peberkorn. Urterne skæres ud og sauteres i god jomfruolivenolie. Krydderierne tilsættes, der kommes vand på, så det dækker og det simrer en time. Indkoges til passende styrke, inden salt tilsættes. Noget af vandet kan erstattes af tør hvidvin, hvis du har lyst, men det er ikke nødvendigt, og de ville ikke have gjort det i kollektiverne i Århus og Klampenborg i 70’erne.

Denne bouillon kan bruges i en masse gode supper, f.eks. løgsuppe, svampesuppe, tomatsuppe, sellerisuppe (bemærk at selleri er helt fantastisk til at få vin til at smage godt), blomkålssuppe og meget andet, der alt sammen kan fylde din bug og trække dine mundvige opad uden køds mellemkomst. Eller mener vi mellemkøds bekomst?

Vi føler os draget mod denne:

Grønkålsuppe med ostebrød

En stok grønkål plukkes, og bladene skylles i koldt vand. Blancheres i to en halv liter grønsagsbouillon. Tages op, køles af og presses over gryden. Hakkes fint med kniv. Lidt urter (man kan aldrig få for mange) sauteres i smør, og den lyse bouillon, hvori kålen er blancheret, hældes på. Koges godt og grundigt igennem. Sigtes og tilsættes det finthakkede grønkål - evt. en anelse citronsaft eller eddike, hvis du savner lidt syre. Hvis suppen ønskes mere homogen, kan den blendes sammen med grønkålen.

Skal som alle supper serveres rygende varm, men den må ikke koge, da den så vil miste farven og ligne noget, der skal til vask i en fart. Serveres med skiver af afskorpet landbrød, som er stegt i smør, kølet af og smurt med dijon. Her ovenpå revet gruyére eller comté, emmenthal eller beaufort, hvis du er ved muffen. Gratineres til gylden farve og serveres a part eller flydende.

Småretter

En anden ret, du godt kunne lokke os med lige nu, er slikporrer vinaigrette. Den kræver vel ikke nogen opskrift. Eller ristet spinat med hasselnødder, gedeost og brødcroutoner. Og for vores skyld behøver du altså ikke at grille osten. Køb en tør en af slagsen og smuldr den i salaten, det fungerer aldeles glimrende. Eller selleri remoulade, som sagtens kan være en selvstændig ret med et par skiver æble og (igen) lidt hasselnødder til.

Eller hvad med en ordentlig omgang råkost, hvor du river gulerødder og æbler og blander med hasselnødder, fileter af clementiner og hele druer. Ryst en dressing af hasselnøddeolie, appelsin- og citronsaft og glem for en stund alt, hvad der har med jul at gøre.

Så lover vi, at den mest velsignede fred vil sænke sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu