Er børnene i Gellerup jeres børn, eller er de nogle andres?

Den beskrivelse af USA, som jeg her vil fremlægge, må virke sær og underfundig for jer danskere. Se mig som en antropolog, der rapporterer tilbage fra et mærkeligt stammefolk, jeg lige har opdaget i ødemarken,« siger Robert Putnam med opspilede øjne og et underfundigt smil ud mod forsamlingen på Roskilde Universitet.

Harvardprofessoren er en sjov, alvorlig mand. Det er hans rapport fra ødemarken ikke. Efter 14 bøger og hundredvis af videnskabelige artikler har 73-årige Putnam rettet blikket mod sin egen fortid og sine børnebørns fremtid. Og selv om Putnam ynder at kalde sig selv mere »talknuser end poet«, taler han som en aktivist.

»Det her er ikke bare en akademisk præsentation af min seneste forskning. Jeg er kommet her i dag for at aflevere et politisk argument. Den stigende ulighed mellem børn er den største trussel mod Amerika i dag og i de kommende årtier. Den amerikanske drøm er i dyb krise.«

Når Putnam taler om ulighed, er det ikke den økonomiske Piketty-ulighed, at nogen er rigere end andre. Hvis Bill Gates når højest på den økonomiske stige, er det i orden, hvis bare det skyldes, at han er en bedre klatrer.

»Vi er ligeglade med, hvor høj stigen er, bare alle børn starter på samme trin. USA har historisk set investeret enormt mange penge i uddannelse – mere end de fleste andre lande – for at sikre lige muligheder for alle. Men vores forskning viser, at den sociale ulighed mellem børn er eksploderet de sidste 60 år. Rige børn starter mange trin højere oppe på stigen end de fattige.«

Det store kollaps

’Antropologen’ Robert Putnams rapport starter som et socialdemokratisk eventyr i 1950’erne: Der var engang en lille by ved navn Port Clinton i Ohio, hvor ingen var særligt rige, og ingen var særligt fattige. Den lille by lå ved Great Lake Erie, og de fleste af byens 5.000 indbyggere var fiskere eller gik til hånde på fiskefabrikken. Den sociale tillid var høj, og der var et stærkt civilsamfund, hvor borgerne hjalp hinanden:

»Tænk på det som et lille stykke Danmark, der på en eller anden måde blev opdaget midt i Amerika.«

Her læste Robert Putnam på Port Clinton Highschool sammen med de andre arbejderbørn og tog sin studentereksamen i 1959. Det var en historisk årgang af mønsterbrydere – 80 pct. fik en bedre uddannelse end deres forældre. Selv klassens to sorte børn, hvis forældre havde forladt skolen som niårige og var analfabeter, brød den sociale arv og fik kandidatuddannelser på universitetet.

»Jeg siger ikke, at der ikke var racisme i Port Clinton, for det var der. Men det forhindrede dem ikke i få fordel i den ekstraordinære sociale mobilitet, der var i samfundet dengang. De fleste af os voksede op og fik et bedre liv end vores forældre,« beretter Putnam.

De, der ikke læste videre, tog arbejde i industrien, hvor der var gode karrieremuligheder og ofte højere løn end for selv højtuddannede universitetslærere som Robert Putnam. Men så drev tordenskyerne ind over Lake Erie. Bunden faldt ud af arbejdsmarkedet, og Port Clinton bukkede under for arbejderklassefamiliens kollaps, et løbende sammenbrud fra 1950 og frem. Den store fiskefabrik i Port Clinton lukkede, og 1.200 indbyggere blev arbejdsløse. Samtidig gik idealet om kernefamilien i opløsning.

I 1950’erne var børnefattigdommen i Port Clinton – antallet af børn, der sammen med deres forældre levede under OECD’s fattigdomsgrænse – på omkring 7-8 pct. I 2014 er den på 40-50 pct. med undtagelse af en lille enklave på Catawba Island, hvor Port Clintons rige bor bag et 32 km langt pigtrådshegn. Her er børnefattigdommen 0 pct.

»Hvis I står på parkeringspladsen foran Port Clinton High School i dag, vil I se dyre cabriolet-BMW’er fra Catawba Island parkeret side om side med udbrændte rustbunker, hvor de fattige unge rent faktisk bor. Jeg ved ikke, om jeg kan beskrive chokket over at se en sådan økonomisk og social polarisering i en lille by som Port Clinton. Og sådan er det over hele Amerika.«

Tid og penge

Putnam underbygger sin beskrivelsemed et væld af grafer, som han kalder ’saksediagrammer’, for det er hvad, de ligner. Sakse. Kurven med børn fra den rigeste fjerdedel af befolkningen stiger, mens kurven med børn fra den fattigste fjerdedel stagnerer eller falder:

80 pct. af de rige børn gennemførte en collegeuddannelse (svarende til en dansk bachelorgrad) i 2014, en stigning på 40 pct. fra 1950. For de fattige børn er collegeraten stagneret på 10 pct. Men de højere uddannelser er vigtigere for økonomisk velstand end tidligere, fordi industriarbejdspladserne er forsvundet. Kun 29 pct. af de fattige børn, der scorer de højeste karakterer i 8. klasse, gennemfører college. Af de rige børn, der scorer de dårligste karakterer, gennemfører 30 pct. college. Det er altså bedre at være rig og dum end fattig og klog.

Ifølge Putnam er et af de centrale problemer, at 60 pct. af de fattige børn bor alene med enten far eller mor, hvilket kun er tilfældet for 10 pct. af de rige børn.

»At have to forældre er et fornuftigt livsvalg for et barn, og jeg taler ikke ud fra et moralsk synspunkt. Det er et faktum, at det er hårdt som aleneforælder at opdrage et barn. For grundlæggende er der to ting, man kan investere i sine børn: tid og penge.«

I dag investerer de rige forældre i snit 36.000 kroner om året på børnenes fritidsaktiviteter, f.eks. klaverundervisning eller sommerlejr. Det er en fordobling siden 1950. De fattige forældre bruger 1.000 kroner om året, det samme som i 1950.

»Fritidsaktiviteter giver det, vi kalder soft skills – bløde færdigheder. Børn lærer at samarbejde med andre; at det kan betale sig at arbejde hårdt på at lære et instrument, fordi det belønner sig senere i livet. Da jeg var barn, betalte staten for min musikundervisning, men der er ikke længere penge til de ’bløde fag’, så nu er det kun de rige børn, der får den slags muligheder i livet,« forklarer Putnam.

Endelig investerer de rige forældre næsten dobbelt så meget tid i at være sammen med deres børn, når de er mellem 0 og fire år: 130 minutter om dagen, hvilket er 45 minutter mere end de fattige forældre. Hver eneste dag.

»Det er den tid, forældrene bruger på at stimulere deres barns hjerne og indlæringsevne ved at læse højt for dem, lege med dem, tage dem i zoologisk have. Allerede som spædbørn får de rige børn et forspring, som de fattige børn aldrig indhenter.«

Vores børns fremtid

Robert Putnams største bekymring er, at velstående amerikanere virker ligeglade med de fattige børn.

»Når mine forældre snakkede om ’vores børn’, mente de alle børn i Port Clinton, ikke bare min søster og jeg. I dag er vores børn lig med mine egne børn. Eller de rige børn på Catawba Island. Nøglen til at løse den voksende sociale ulighed er at udvide opfattelsen af, hvem vi som samfund har ansvar for,« mener Robert Putnam.

»Måske er det et underligt amerikansk fænomen, måske er det ikke. Jeg var i Gellerupparken i Aarhus i sidste uge, hvor der bor mange indvandrerbørn. Og mit spørgsmål til jer danskere er: Opfatter i børnene i Gellerup som jeres egne børn? Eller er det nogen andres børn, de fremmedes?«

»Hvis de børn også er jeres egne børn, så er Danmark godt rustet til fremtiden. Men hvis I også er begyndt at se dem som ’nogen andres børn’, så er I desværre ved at blive en lille smule som os i Amerika.«

Få overblik fra morgenstunden

Vi sender dig dagens vigtigste artikler fra Information. Et miks af nyheder, debat og det tunge stof.

E-mail *

Leave this field blank