Læsetid: 6 min.

Er børnene i Gellerup jeres børn, eller er de nogle andres?

Harvard-professor Robert Putnam, en af verdens førende forskere i social ulighed, har rettet blikket mod sin hjemby, hvor arbejderklassens børn engang blev løftet op i samfundet. Det bliver de ikke længere
Social opstigning. Det gør ikke noget, at stigen er høj. Det vigtige er, at alle børn starter på det samme trin. I dag starter rige børn mange trin højere oppe end fattige, siger Robert Putnam.

Katinka Hustad

20. december 2014

Den beskrivelse af USA, som jeg her vil fremlægge, må virke sær og underfundig for jer danskere. Se mig som en antropolog, der rapporterer tilbage fra et mærkeligt stammefolk, jeg lige har opdaget i ødemarken,« siger Robert Putnam med opspilede øjne og et underfundigt smil ud mod forsamlingen på Roskilde Universitet.

Harvardprofessoren er en sjov, alvorlig mand. Det er hans rapport fra ødemarken ikke. Efter 14 bøger og hundredvis af videnskabelige artikler har 73-årige Putnam rettet blikket mod sin egen fortid og sine børnebørns fremtid. Og selv om Putnam ynder at kalde sig selv mere »talknuser end poet«, taler han som en aktivist.

»Det her er ikke bare en akademisk præsentation af min seneste forskning. Jeg er kommet her i dag for at aflevere et politisk argument. Den stigende ulighed mellem børn er den største trussel mod Amerika i dag og i de kommende årtier. Den amerikanske drøm er i dyb krise.«

Når Putnam taler om ulighed, er det ikke den økonomiske Piketty-ulighed, at nogen er rigere end andre. Hvis Bill Gates når højest på den økonomiske stige, er det i orden, hvis bare det skyldes, at han er en bedre klatrer.

»Vi er ligeglade med, hvor høj stigen er, bare alle børn starter på samme trin. USA har historisk set investeret enormt mange penge i uddannelse – mere end de fleste andre lande – for at sikre lige muligheder for alle. Men vores forskning viser, at den sociale ulighed mellem børn er eksploderet de sidste 60 år. Rige børn starter mange trin højere oppe på stigen end de fattige.«

Det store kollaps

’Antropologen’ Robert Putnams rapport starter som et socialdemokratisk eventyr i 1950’erne: Der var engang en lille by ved navn Port Clinton i Ohio, hvor ingen var særligt rige, og ingen var særligt fattige. Den lille by lå ved Great Lake Erie, og de fleste af byens 5.000 indbyggere var fiskere eller gik til hånde på fiskefabrikken. Den sociale tillid var høj, og der var et stærkt civilsamfund, hvor borgerne hjalp hinanden:

»Tænk på det som et lille stykke Danmark, der på en eller anden måde blev opdaget midt i Amerika.«

Her læste Robert Putnam på Port Clinton Highschool sammen med de andre arbejderbørn og tog sin studentereksamen i 1959. Det var en historisk årgang af mønsterbrydere – 80 pct. fik en bedre uddannelse end deres forældre. Selv klassens to sorte børn, hvis forældre havde forladt skolen som niårige og var analfabeter, brød den sociale arv og fik kandidatuddannelser på universitetet.

»Jeg siger ikke, at der ikke var racisme i Port Clinton, for det var der. Men det forhindrede dem ikke i få fordel i den ekstraordinære sociale mobilitet, der var i samfundet dengang. De fleste af os voksede op og fik et bedre liv end vores forældre,« beretter Putnam.

De, der ikke læste videre, tog arbejde i industrien, hvor der var gode karrieremuligheder og ofte højere løn end for selv højtuddannede universitetslærere som Robert Putnam. Men så drev tordenskyerne ind over Lake Erie. Bunden faldt ud af arbejdsmarkedet, og Port Clinton bukkede under for arbejderklassefamiliens kollaps, et løbende sammenbrud fra 1950 og frem. Den store fiskefabrik i Port Clinton lukkede, og 1.200 indbyggere blev arbejdsløse. Samtidig gik idealet om kernefamilien i opløsning.

I 1950’erne var børnefattigdommen i Port Clinton – antallet af børn, der sammen med deres forældre levede under OECD’s fattigdomsgrænse – på omkring 7-8 pct. I 2014 er den på 40-50 pct. med undtagelse af en lille enklave på Catawba Island, hvor Port Clintons rige bor bag et 32 km langt pigtrådshegn. Her er børnefattigdommen 0 pct.

»Hvis I står på parkeringspladsen foran Port Clinton High School i dag, vil I se dyre cabriolet-BMW’er fra Catawba Island parkeret side om side med udbrændte rustbunker, hvor de fattige unge rent faktisk bor. Jeg ved ikke, om jeg kan beskrive chokket over at se en sådan økonomisk og social polarisering i en lille by som Port Clinton. Og sådan er det over hele Amerika.«

Tid og penge

Putnam underbygger sin beskrivelsemed et væld af grafer, som han kalder ’saksediagrammer’, for det er hvad, de ligner. Sakse. Kurven med børn fra den rigeste fjerdedel af befolkningen stiger, mens kurven med børn fra den fattigste fjerdedel stagnerer eller falder:

80 pct. af de rige børn gennemførte en collegeuddannelse (svarende til en dansk bachelorgrad) i 2014, en stigning på 40 pct. fra 1950. For de fattige børn er collegeraten stagneret på 10 pct. Men de højere uddannelser er vigtigere for økonomisk velstand end tidligere, fordi industriarbejdspladserne er forsvundet. Kun 29 pct. af de fattige børn, der scorer de højeste karakterer i 8. klasse, gennemfører college. Af de rige børn, der scorer de dårligste karakterer, gennemfører 30 pct. college. Det er altså bedre at være rig og dum end fattig og klog.

Ifølge Putnam er et af de centrale problemer, at 60 pct. af de fattige børn bor alene med enten far eller mor, hvilket kun er tilfældet for 10 pct. af de rige børn.

»At have to forældre er et fornuftigt livsvalg for et barn, og jeg taler ikke ud fra et moralsk synspunkt. Det er et faktum, at det er hårdt som aleneforælder at opdrage et barn. For grundlæggende er der to ting, man kan investere i sine børn: tid og penge.«

I dag investerer de rige forældre i snit 36.000 kroner om året på børnenes fritidsaktiviteter, f.eks. klaverundervisning eller sommerlejr. Det er en fordobling siden 1950. De fattige forældre bruger 1.000 kroner om året, det samme som i 1950.

»Fritidsaktiviteter giver det, vi kalder soft skills – bløde færdigheder. Børn lærer at samarbejde med andre; at det kan betale sig at arbejde hårdt på at lære et instrument, fordi det belønner sig senere i livet. Da jeg var barn, betalte staten for min musikundervisning, men der er ikke længere penge til de ’bløde fag’, så nu er det kun de rige børn, der får den slags muligheder i livet,« forklarer Putnam.

Endelig investerer de rige forældre næsten dobbelt så meget tid i at være sammen med deres børn, når de er mellem 0 og fire år: 130 minutter om dagen, hvilket er 45 minutter mere end de fattige forældre. Hver eneste dag.

»Det er den tid, forældrene bruger på at stimulere deres barns hjerne og indlæringsevne ved at læse højt for dem, lege med dem, tage dem i zoologisk have. Allerede som spædbørn får de rige børn et forspring, som de fattige børn aldrig indhenter.«

Vores børns fremtid

Robert Putnams største bekymring er, at velstående amerikanere virker ligeglade med de fattige børn.

»Når mine forældre snakkede om ’vores børn’, mente de alle børn i Port Clinton, ikke bare min søster og jeg. I dag er vores børn lig med mine egne børn. Eller de rige børn på Catawba Island. Nøglen til at løse den voksende sociale ulighed er at udvide opfattelsen af, hvem vi som samfund har ansvar for,« mener Robert Putnam.

»Måske er det et underligt amerikansk fænomen, måske er det ikke. Jeg var i Gellerupparken i Aarhus i sidste uge, hvor der bor mange indvandrerbørn. Og mit spørgsmål til jer danskere er: Opfatter i børnene i Gellerup som jeres egne børn? Eller er det nogen andres børn, de fremmedes?«

»Hvis de børn også er jeres egne børn, så er Danmark godt rustet til fremtiden. Men hvis I også er begyndt at se dem som ’nogen andres børn’, så er I desværre ved at blive en lille smule som os i Amerika.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Roepstorff
  • Vivi Rindom
  • Rasmus Knus
  • Espen Bøgh
  • Ejvind Larsen
  • Rasmus Kongshøj
  • Laurids Hedaa
  • Steffen Gliese
Søren Roepstorff, Vivi Rindom, Rasmus Knus, Espen Bøgh, Ejvind Larsen, Rasmus Kongshøj, Laurids Hedaa og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Hvis der skal være mulighed for at give fattige menneskers børn fritidsoplevelser, og måske endda tid med deres forældre - så skal pengene komme fra de rigeste.
Stigen skal altså forkortes.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, stigebilledet handler om, hvor langt man skal klatre.
Jeg synes, at vi allerede har været dér længe, som han beskriver. Det er den sædvanlige klassekamp fra oven, som overklassen altid har bedrevet, og som Domenico Losurdo beskriver så fremragende i sin bog om liberalismens historie.

Preben Haagensen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Lars Jørgensen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Men sagen er jo den, at arbejderklassen i dag simpelthen skal tage nogle længere skridt, fordi der er pillet trin ud for neden: medierne sender underlødigt indhold, hvor de tidligere indgik i den dannelsesproces, som er nødvendig for dem uden den slags forudsætninger. Man kan direkte iagttage to skillelinjer imellem generationerne: 1) da skolescenen ophørte, og 2) da DR ophørte med at transmittere og producere dramatik. Teatret - i modsætning til filmen - lærer os at arbejde med abstraktion og fortælling på en måde, som udfordrer fantasien og forestillingsevnen og dermed i sig selv øver i kritik og dialektisk forståelse af verden, hvilket er, hvad vi har mistet.
Abstraktionsniveauet på gymnasiet er ikke for højt, men forkert ved ikke længere at give den brede baggrund og indførelse i verdens beskaffenhed, som giver den enkelte et frit valg, når det kommer til livsbane. Verden gøres til en daglig trummerum, selvom det aldrig før i menneskehedens historie har været mere unødvendigt, at den var det.

Helge Rasmussen, Preben Haagensen, Gert Selmer Jensen, Mads Kjærgård, Jens Thaarup Nyberg, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj og Laurids Hedaa anbefalede denne kommentar

For meget ulighed i et samfund betyder mindre og mindre vækst, da der vil være flere og flere, som føler sig distanceret fra det såkaldte gode liv. For stor ulighed er begyndelsen til enden af et velfærdssamfund som det danske og vil udløse en selvforstærkende effekt, som vil blive svær og overordentlig kostbar, at rette op på.

- Økonomisk lighed er en invertering i fremtiden.

Søren Roepstorff, Gert Selmer Jensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Med økonomisk lighed mener jeg ikke vi alle skal være lige velhavende. Det gør ikke noget nogen optjener en milliard formue, hvis den ellers er velfortjent.

- Så længe dem der har mindst har nok til et ordentlig liv med alt, hvad dette indebære i et rigt samfund.

Politikerne taler da ellers meget om vigtigheden af sammenhængskraft i samfundet. Men samtidig forkuseres der mest på individer (f.eks. den enkelte flittige/dovne, den enkeltes ansvar for fornuftig selvforvaltning), i stedet for at holde relationer mellem mennesker som fokus. Det Putnam kalder social kapital.

Søren Roepstorff, Anne Eriksen, Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese, Ejvind Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Lige nu i Danmark er det de oplyste, de velbjergede, der tramper løs på dem der er længere nede på stigen. Det skulle jo nødig være sådan, at den medfødte guldske og de arvede kontakter ikke gav sig udslag i et meget bedre liv. Derfor ser vi også partierne De radikale og light-udgaven Liberal alliance gå forrest i tilsviningen af arbejderklassen, som var kommet til at have det lidt for godt. Vi vender derfor tilbage til adelens gode tider - og nu er det absolut og aldeles Jeppes egen skyld at han drikker.

Vivi Rindom, Preben Haagensen, Gert Selmer Jensen, Michal Bagger, Karsten Aaen, Rasmus Knus, Britt Kristensen, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Spørgsmålet angribes forkert - det er hele tiden lønnen, der skal holde for, skatten, der skal sænkes etc. Men det, der ikke er råd til, er de enorme fortjenester, selv små erhvervsdrivende i dag gerne vil reservere til sig selv i virksomheden indtægter.
Tidligere tjente man ikke så meget mere end sine ansatte, måske det dobbelte, hvilket helt sikkert ikke er urimeligt; men det bliver anderledes: det vil fremover blive almindeligt, at folk deler overskuddet og dermed også begrænser indtjeningsbehovet.

Lise Lotte Rahbek

Det kan godt være,
det er min sprogopfattelse som er lidt skæv,
men jeg ville aldrig omtale børn i Gentofte, Gjelleupparken eller Østerbo som 'vores'.
De er danske børn allesammen,
som formodentlig vokser op til at blive noget i retningen af det de af deres forældre og skole bliver præget til at være,
men de er sgutte 'vores'.

ellen nielsen, Gert Selmer Jensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Den større lighed i sigselv ikke er slem nok, men det fratager åbenbart ikke mange medier fra ligefrem at moppe de arbejdsløse på utallige måder.

Og jeg som troede, at mopning var noget som blev forsøgt stoppet helt på børnehaveplan, men nej, det er sgu en kollektiv forseelse og DR er er skam heller ikke for fine til at være med her.

Grotesk!

"Nøglen til at løse den voksende sociale ulighed er at udvide opfattelsen af, hvem vi som samfund har ansvar for,« mener Robert Putnam."
Det tror jeg han har ret i, men tidsånden, med dem og os tænkningen gør det ikke helt nemt.

Thomas Borghus, Anne Eriksen, Rasmus Knus og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg arbejder for tiden på en skole, hvor jeg dagligt servicerer, rådgiver og hjælper børn med at finde relevante bøger og midler til deres arbejdsopgaver og hjemlige fornøjelser.
De er af alle hudfarver og kommer fra alle steder i byen. Jeg opfatter dem konsekvent som deres forældres børn - eller deres egne mennesker, aldrig som "vores". Det gør jeg blandt andet fordi, den opdragelse og positive opmærksomhed - eller mangel på samme - de får hjemme direkte afspejler sig i deres adfærd. Men jeg opfatter det som vores allesammens ansvar at være opmærksomme på og evt. gribe ind, når der signaliseres manglende opmærksomhed eller det, der er værre, i hjemmet.

Anne Eriksen, ellen nielsen, Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen, Vibeke Rasmussen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Manden har ret.
Danmarks børn er vores børn.

Det betyder at vi, som samfund , skal tage os af dem og give dem muligheder.
Men det betyder ikke at der ikke samtidig skal stilles krav om at yde.

Med andre ord; Den borgerlige tankegang om at folk bare skal tage sig sammen og "Når jeg kan, så bør alle andre også kunne".
Samtidig dur "offer-gørelsen" heller ikke. At give det frit at opføre sig som man vil og se gennem fingre med "u-tilpassethed" er forkert.
Hvis vi, som samfund, vil hjælpe de dårligts stillede, så skal der tilbydes muligheder allerede tidligt i børnenes liv; Men hvis det hele skal bero på frivillighed, så vil det slå fejl for mange.

Her tænker jeg specielt på sprogtilegnelse og opdragelse i frihed lighed og fællesskab. Opdragelse til at kunne gennemføre både uddannelse og virke på en arbejdsplads.

Hverken børene eller samfundet har råd til andet.

Vesten er færdig. Desværre. Og politikerne synes ikke at kunne finde en løsning på problemerne. Det sejler i Danmark...og resten af Vesten :(

Niels Chr. Nielsen

Folk der siger "sammenhængskraft", for så i næste sætning at fortælle hvorfor en eller flere grupper skal holdes nede og holdes ude, burde slås i hovedet med en våd søndagsberlinger.

Nogle gange har jeg lyst til at rive håret af mig selv, i frustration over at både politikere og vi "almindelige" mennesker står i skarp opposition til hinanden, i spørgsmål som denne artikel omhandler.

De må kunne lade sig gøre at mødes et sted midt imellem.
Det er vigtigt for os alle, hele samfundet, at alle får muligheder og bringes fremad.
Laden stå til i misforstået solidaritet eller udelukkende pisk og total mangel på forståelse samt helt urealistiske krav , er ikke vejen fremad.