Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvor skal jeg holde jul?

Jeg er blevet inviteret til jul hos både min mor og min far i år, selv om jeg helst vil holde den hos min kæreste. Hvad skal jeg gøre?
20. december 2014

Linda, Studerende, København

Jeg har ikke haft et godt forhold til mine forældre, efter de blev skilt, da jeg var 13. Min mors nye mand og deres børn er vigtigere for hende end mig og mit liv. Historien er lidt det samme hos min far og hans nye familie. Jeg føler mig lidt som spøgelset fra en fortid, mine forældre helst vil glemme.

Nu er jeg så blevet inviteret til jul hos både min mor og min far i år, selv om jeg helst vil holde den hos min kæreste. Jeg har ikke lyst til at skuffe mine halvsøskende, som jeg jo elsker, men jeg føler mig selv svigtet af mine forældre. Hvad skal jeg gøre?

Svar I:

Som en god veninde engang sukkede i en bestemt situation: »Paven har ret. Skilsmisser er noget lort!« Jeg er ikke sikker på, at hans hellighed udtrykte sig med netop de ord, men han havde en pointe. Skilsmisser medfører ofte et syndigt rod, især hvis der er børn involveret, og da især når det er jul. Ingen tvivl om, at du har alle moralske rettigheder til at holde jul med din kæreste, som du helst vil.

Men så er der jo dine halvsøskende, som du nødig vil skuffe. Okay, her er et alternativ: Du sender afbud, men dukker så alligevel op i deres hjem hen på aftenen, forklædt som julemand. Du siger ’ho ho!’, giver dem deres gaver og hiver derefter nisseskægget af. Deres glæde vil ingen ende tage. Så damper du tilbage til kæresten med god samvittighed.

Dine forældre elsker dig stadig, men er i en dum klemme mellem dig og den nye families krav. Det er det, der får dig til at føle dig delvis udfaset af deres liv. Men de prøver bare, at få det hele til at glide. Tilgiv dem! Det er trods alt jul.

– Kristen Bjørnkjær

Svar II

Du er på straffemission. Og jeg forstår dig godt. Du er såret og vred, og dem, du synes, er skyld i det, skal have en straf, skal de. Og hvad er bedre end at vende ryggen til dem på samme måde, som de har vendt ryggen til dig. Det er sårende – det kan du mærke helt ind i dine egne knogler. Og det er en passende straf, for de burde jo vide bedre. De sidder jo med det længste strå.

De burde have kræfter til at rumme og forstå og komme i møde. Det er jo dem, der har klokket i det. Dem, der har det, man selv drømmer om. I dit tilfælde er det følelsen af at være et værdsat medlem af familien, i andre tilfælde er det et job, en høj placering i venindehierarkiet, et barn … what ever, der starter konflikten.

Problemet er bare, at synderen sjældent føler sig skyldig. At de sårende ikke aner, at de sårer. Så derfor virker straffen ikke. Enten opdager de den ikke – i dit tilfælde, fordi de har nok i sig selv. Eller også ender de med at få bekræftet, at du da også er blevet en bitter uhyggespreder.

Så drop strafferiet og tag snakken med dem i stedet. Læg anklagen på bordet og giv dem muligheden for at forsvare sig. Du kan stadig nå det inden jul.

– Susan Knorrenborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu